HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 3. BIND: 1839 - 1842


Henrik Wergeland, IV. Avhandlinger, Opplysningsskrifter: 3dje Bind 1839 - 1842
d.IV,b.3,s.1  
ANNALINA
ET EVENTYR OM TO SØSTRE

   Nu, hulde Søstre, hjælper ingen List. Jeg kjender Eder. Siden
Sofie, den søde Naturens Datter, engang kyssede mit Øje, er Intet
mig skjult. Jeg seer Bølgernes gjækkende Ansigter, læser Bladenes
Skrift, føler Græssets Aarer at pulse, og hører Rosens Hjerte at
banke.
   Slaae ikke Eders Hjerter af Angest nu? Men Tys! Jeg bytter
Taushed mod Taushed. Forraader ikke eder Selv ved at sladdre
om, hvad jeg vil fortælle. Allerede før troede jeg ikke unge, alf-
agtige Piger ret; og om Eder veed jeg nu, at I ere egentlig ikke
To, men eet Væsen ligesom Hyacinthens eller Sneeklokkens
Stengler Fænomener af een Zwibel.

   I mindes Fuldmaane-Nytaarsaftenen ved den store Sjøs Udløb.
En sølverne Bro af Maaneskin laa over Sundet, snart bævrende
d.IV,b.3,s.2   som et Slør, snart liig en alabasthvid Søile af et nedbrustet
Morganapallads. Over Magnus Blindes Valplads glimrede lige-
som tusinde Spyd i Sneen. Ingen anden Lyd end Strømmens
Rislen, og et sagte Suk langs den øde Strand som om Luften
havde gjemt Slemmedegnens Smerte over Nederlaget, ingen anden
Glands end Maanens. Den herskede alene. Kun nu og da frem-
glimtede en Stjerne, men traadte strax skjælvende tilbage.
   Medens de to yndige Søstre sad imellem de andre Piger, drøm-
mende ved hinandens Hjerte -- listige, da saae jeg et Væsen
med Annas Øjne og Linas Smiil ile hurtigen over Maaneskins-
broen og komme tilbage med en Sværm af Alfer og Feer. "Vor
Dronning er kommen!" sang de; "Annalina, hvor har du været
saa længe?"

   De godtroende Piger inde i Huset, som saae Søstrenes Skik-
kelser længe omfavnende hinanden, sagde: "Slumrer du, Anna?
Stille! Lina har lukket sine Øjne!" Og Menneskene paa Stran-
den troede: "Nu hvirvler Strømmen, Bølgerne toppes, de vente
Storm". Javist, de toppedes for Alles Øjne, men under Usynliges
Fodtrin, idet de dandsede og sang: "Vor Dronning er kommen!
Annalina, hvor har du været saalænge?"

   Det smertede de stakkels Feer, at Dronningen elskede Men-
neskene mere. Det smertede dem, fordi de kjendte disses Ond-
skab og tungbente Prosaiskhed. Men under de Usynliges Dands
lister En sig bort -- den skjønneste Fe med det huleste Hjerte,
en Forræderske af Kjærlighed eller Ærgjærrighed. Udover den
store Sjøs Flade fløi Conchylia til Mjøsens skumle Aand. "Skynd
dig, Vældige!" -- raabte hun -- "Dronningen, Du elsker, Anna-
lina
dandser i Sundet paa sin gyldne Bro. Skynd dig at fange
hende!"

   Og Aanden, der i voldsom Stolthed ikke viger for Havets, reiste
sig af sin Slummer under Helgø, og kom farende paa sine sorte
d.IV,b.3,s.3   Vinger, hurtig, som en ond Tanke. Da mindes I, hvorledes der
pludselig raabtes af Pigerne: "Anna, vaagn op! Lina, nu skulle
vi reise. Der kommer en Storm. Se Mjøsen, hvor sort." Og i
samme Stund de to Søstre stod op, endnu ligesom halvt fra-
værende i en Drøm, forsvandt Dronningen Annalina af Feernes
Midte. Neppe et Sekund efter splittede den elskovsblinde ra-
sende Aand den gyldne Bro, og Alle sank.
   Ynkeligt var det at høre den perleskinnende Conchylia udstøde
sine Klagetoner af Snekkehornet, hvormed hun vakte Ødelæg-
geren, og at gaae tilbunds, før Lyden var forsvunden; ynkeligt
at see Feen Populine paa sit Aspeblad at synke som paa en
Møllesteen, den smækkre Salicine at klynge sig forgjæves til
Pilekvisten, Nymfæa at drages i Dybet til sine livløse Stengler,
og alle de Andre at forgaae under Aandens Gjennemfart. Den
sølverne Bro, Alt tilintetgjorde den heftige Aand, der vilde fange
Annalina, Feedronningen, som han engang havde seet og elsket,
da han en Sommeraften i sin Ungdom gled som en Zefyr langs
Totens yndige Strand, saa svag, at han ikke engang vovede at
flyve over til Øen, men forbausedes over Sommerfuglenes Dri-
stighed, der forsøgte derpaa.

   Men, Annalina, du har et andet Rige mellem Menneskene:
Kjærlighedens, der er Himlens saa nære Grændseprovinds mod
Jorden, at dens Sprog tales deri, og som tilhører Elskværdig-
heden suverænt og absolut. Deel dig Selv for stedse i begge
dine Hjerter, og skift hiint dit Rige imellem disse. Den, som
har fortalt dig dit eget Eventyr, var forhen en Oprører deri,
men er nu dets lykkelige Slave.

Henr. W. --


   BLA VIDERE