|
|
| d.IV,b.2,s.330 |
UDTOG
AF
NORGES HISTORIE
TIL BRUG I BORGER- OG ALMUESKOLER
FØRSTE TIDSRUM
FRA EN UBESTEMT ALDER TILBAGE I TIDEN INDTIL RIGET
SAMLEDES AF KONG HARALD HAARFAGER
af Myr og Skov, hvori kun den stolte Elg, den veldannede Hjort
og den sky Reen streifede om, forfulgte af Rovdyrene, der endnu
have sit naturlige Tilhold i de Levninger af hine Skove, som
omskygge vore velbyggede Dale. Navnløst og uden andre Be-
givenheder end Naturens, som lidt efter lidt gav Fjeldene deres
Form, Kysterne deres Omrids, Dalene deres Sænkning, Sjøerne
deres Afløb, Elvene deres Retninger, laa vort Land der, medens
sydligere og mere begunstigede Egne alt vare befolkede og op-
dyrkede af Folkeslag, som allerede havde opnaaet temmelig Kul-
tur og oplevet saamange Begivenheder, at de alt havde en rig
Historie før Nordens begyndte. Men al Jorden tilhører Menne-
skene; og der gaves da ogsaa dem, som fandt Vejen til det øde
Norden, hvis Barskhed de fik kjær eftersom de vænnede sig
dertil. Og Vejen hertil fra Asien, hvorfra Nordens Befolkning
rimeligviis er kommen, er bred nok, nemlig igjennem Rusland og
Sverrig. De Folkeslag, som først besatte disse Egne, vare Finner
eller Lapper samt Jetter eller Jothuner. Men fra disse stamme
ikke de nærværende Nordmænd, men ifra Gotherne, der indkom
senere ad samme Vej, og da lidt efter lidt fordrev Lapperne til
Landets yderste Norden, hvor de endnu flakke om med sine
Rensdyr, men udryddede ganske Jothunerne, hvis Sæder og Re-
ligion i Vildhed og Raahed langt overgik Gothernes. Deraf tog
vel ogsaa Gotherne Anledning til at give dette, endogsaa til sit
egentlige Navn aldeles undergangne, Folk Navn af Jothuner eller
Jetter, der efter deres Begreb, var Navnet paa onde Væsener
|
| d.IV,b.2,s.331 |
af overnaturlig Kraft, Guders og Menneskers Fiender eller, med
eet Ord, Djævle. De hensatte ogsaa Jothunernes egentlige Fæd-
renehjem til det nordøstlige Ruslands øde og mørke Egne, som
de derfor kaldte Jothunheim, hvor en Religion, der var Gotherne
vederstyggelig, sagdes at være i Udøvelse selv længe efterat
Gotherne i de indtagne Lande havde indrettet sin. Gotherne
gjorde sig ogsaa herskende i Tydskland. Men den Green, som
var gaaen nordom Østersjøen, trængte lidt efter lidt den sydli-
gere imøde, og udvidede sig saaledes over Norge, Sverig og
Danmark, hvis Beboere altsaa have samme Oprindelse.
Men det var ikke Lappernes Rensdyr eller Jothunernes Bjerg-
huler Gotherne vilde tilegne sig. De vilde have Landet til at
dyrke; thi de kom fra Egne, hvor Agerdyrkning var kjendt, og
medbragte nogen Kultur derifra. Og nu var ikke Naturens væl-
dige Bevægelser de eeneste, som gave Landet sin Form; men
Menneskehænder udbredte Enge om Sjøerne, og Agre bølgede
for førstegang i Lierne, som Naturen først havde opløftet af Mo-
radserne og beredet til Frugtbarhed ved Bjergenes Hensmuld-
ringer. Denne Opdyrkning var den rette Maade at tage Landet
i Besiddelse paa; men dermed hengik Aarhundreder, indtil vi,
omtrent ved den Tid da vor Religionsstifter Jesus fødtes i det
fjerne Jødeland, i den gothiske Stamme Asernes Ankomst til
Sverrig under Høvdingen Odin træffe paa en Begivenhed, der
havde Indflydelse paa det hele af Gother besatte Norden.
OM ODIN OG HANS FORETAGENDER
I Spidsen for en af de sildigste gothiske Indvandringer, nemlig
omtrent 100 Aar før den kristelige Tidsregning begynder, stod
en kløgtig Mand, der førte Gudenavnet Odin. De Ypperste af
den Stamme, han indførte her i Norden, hedte Aser og deres
Qvinder Asynier, der ogsaa bar de gothiske Guddommes Navne.
Under Odin som Ypperstepræst vare de Præster og Præstinder,
og dette Embedes Hellighed og den guddommelige Rang, de
vidste at tiltage sig og beholde i Folketroen, banede dem aaben
Vej gjennem de Lande, som vare besatte af deres gamle Blods-
forvandte, hos hvem den Dyrkelse, disse havde medbragt fra
|
| d.IV,b.2,s.332 |
sine østlige Hjemstavne, under Overleverelse fra Slægt til Slægt
(Tradition) var bleven forvansket. Odin var saaledes simpelt
hen en Religionsforbedrer, men betragtedes som den aabenbarede,
selv til Jorden nedstegne Verdens Skaber eller øverste Guddom.
Over Danmark kom han til Sverig eller Svithjod, hvor han tog
sit Sæde uden at Nogen vovede at gjøre ham Besiddelsen stridig.
Hvor han fandt det hensigtsmæssigt anlagde han Templer, sin
egen Majestæts Residenzer, hvorom da snart dannede sig Stæder,
saasom i Odense i Danmark og Sigtuna i Sverig. Men om han
end ei kom eller tog Sæde i de Egne, som siden bleve kaldte
og omgrændsede med Navnet Norge, var hans Indflydelse derpaa
dog det samme; thi Nordens Lande vare da navnløse, sammen-
smeltede og kun een stor gothisk Besiddelse. Odins Religion
var meget sammensat og fuld af Fabler, der ofte meddelte ligesaa
fornuftige Lærdomme som andre Religioners Fabellære (Mytho-
logi) om Verdens Skabelse, og ofte i en forstørret Maalestok
som Gudernes Bedrivter skildrede Forfædres Heltekamp mod de
onde Jothuner. Guddommene vare mange; men ligesom de Go-
ther, som havde besat Norge, især dyrkede Jothunbetvingeren
Thor, (Asathor), der troedes at age paa Thordenen (Thors Døn),
saa havde ogsaa de svenske Gother sin Skytsgud i Freyr, der
skulde raade for mild Luft og gode Aaringer, og de Danske sin
i Jørtha, Hertha eller Frigga, Odins Hustru, hvorunder tænktes
Jordens frugtbare Kraft. Gode Guder vare forøvrigt Baldur,
der betegnede Uskyldighed eller den høieste sædelige Reenhed;
Bragi, Veltalenhedens; Freya, Kjærlighedens; Tyr, det freidige
Mods Guddom o. fl. Onde Guder vare Utgarde-Loke, der havde
sit Sæde i Utgard, Jothunheims Hovedstad, Asa-Loke, Gudernes
Forræder, og Hel, Dødens Dronning i Niflheim. Didhen skulde
alle Feige og Onde komme, mens de Brave skulde gjæste Odin
i Valhalla; og der forlyste sig med Gjæstebud og Kamp indtil
de overgik til den evige Salighed hos Alfader i Gimle, medens
Niflheims Skygger henførtes til evige Pinsler i Nastrond. Men
dette skulde først skee efter den hele Gudeverdens Undergang
i Ragnarokur-Striden mod Jothunerne medens Midgardsormen
eller Havet, som omspænder Jorden, skulde lette sig fnysende
op til Kamp, og Fenrisulven eller Ildens rasende Element løs-
slippes mod Guderne, der dog efter Nederlaget skulde fremgaa
til en herligere Tilværelse. Ragnarokur hedte derfor "Gudernes
|
| d.IV,b.2,s.333 |
Tusmørke", idet det kun var en Overgang til en bedre Tilstand
af den hele Verden, saa besluttet i den øverste Guddoms "Al-
faders" Viisdom, og antegnet af "Nornerne", Skjebnens ubøjelige
Gudinder, Alfaders vise Viljes umiddelbar Forkyndere, hvem
Guderne selv maatte lyde.
Odin indrettede tre store Offerfester, hvoraf Juleblot midtvinters
var fornemst; byggede Templer og anordnede hos Kongerne 12
Præster som Raad eller Hofgoder. Han byggede Stæder og stif-
tede Stater. Saaledes styrede hans Søn Seming over Thronde-
lagen i Norge og Yngve-Frey i Sverig, fra hvem Ynglingaæten
stammede. Ligesaa indførte han Runeskrift, og anordnede Be-
gravning i Høie (Højalderen) istedetfor at brænde Ligene, som
var den ældste Skik (Brændalderen). Efter sin egen Lære, der
anpriste en voldsom Død, som den sikkreste Vei til, som Einherie,
af Stridens Møer Valkyrierne at blive ført til Valhalla, lod Odin sig
give 9 Spydsaar, lignende ogsaa deri andre Religionsstiftere, at
han holdt det for klogt at dø for sin Lære. I 1000 Aar stod den
ved Magt i Norden med sine blodige Menneske- og Dyr-Offringer,
der fejredes i plumpe Templer eller i Lunde, hvor Afgudsbille-
derne vare reiste.
FORFÆDRENES SÆDER
Krigslyst og Tapperhed vare Folkedyder, som ligemeget under-
støttedes af Religionsbud som af Folkets stærke, fysiske Be-
skaffenhed, af Sædvanen at drive Sjørøveri og af de idelige ind-
vortes Krige, som Landets Inddeling i Smaakongeriger gav An-
ledning til. Sjørøveriet betragtedes som en hæderlig Erhvervs-
kilde. Havet var de yngre Sønners Odelsmark. Ofte sloge disse
Vikinger sig sammen; og da gjæstedes fremmede Lande, hvor
Nordens raa Sønner stode i rædselfuld Navnkundighed. Mange
af disse havde heller ikke mere Ejendom end et udspringende
Næs, hvor de trak sine Langskibe op og gjæstererede Vinteren
over. Saadanne kaldtes Næskonger; thi Kongenavn antoge de
mægtigere Vikinger uden at spørge sig for; og da Havet var deres
Rige, saa blev Sjøkonning en Titel, som et eller et Par Skibe
og tappert Mandskab var nok til at erhverve. Smaakongernes
eller Fylkekongernes Myndighed var ogsaa meget indskrænket
|
| d.IV,b.2,s.334 |
ved den Folkefrihed, som var særegen for den gothiske Folke-
stamme. I den nationale Krigerskhed havde ogsaa de almindelige
Tvekampe eller Holmgang, der endte med Død eller Fostbroder-
skab, sin Rod; og dette sidste gjorde Blodhevnen til Pligt. Ofte
iværksattes denne ved at indebrænde Fienden, hvilken Udaad,
langtfra vanhædrende i de Tider, lettedes ved Husenes særegne
Bygning, idet de nemlig kun havde een lav Dør og en Ljaar
i Taget til Lysning og Træk for Røgen, og laa enkelte, idet et-
hvert kun dannede eet Værelse. Kongerne havde som oftest et
Slags Livvagt, bestaaende af de Tappreste, som kaldtes Bersærker.
De styrtede frem forrest i Slagfylkingen som Rasende. Man
troer, at Stærktøl og Mjød, som var Nationaldrik, havde be-
tydelig Deel i denne Berserkgang. Ikke sjelden indlagde Qvinder
sig stort Navn paa Valpladsene som Skjoldmøer.
Qvindekjønnet holdtes i Ære. Ligesaa havde Forfædrene stor
Agtelse for de Mænd, som forevigede Bedrifterne og opmuntrede
Modet ved Sang. De kaldtes Skjalde, og vare meget velkomne
i Kongernes Haller. Krigsfangenskab og Gjeld gave en Trælle-
stand Tilvær. Den sørgede for Agerdyrkningen, som synes tidlig
at være kommen temmelig vidt. Handelen stod heller ikke ganske
stille, idet Vikingerne ofte ikke kastede Vrag paa at drive Far-
mandskabet hvor det kastede mere af sig end Vikingfærden.
Paa Thingene valgte de Fribaarne Kongerne, og Ret skiftedes.
Med Lagmanden i Spidsen deeltoge de i Lovgivningen og Stats-
styrelsen. Med Frisindet forenede sig Ærlighed, Stormodighed
og Gjæstfrihed til at danne en Folkekarakteer, som den Uregjer-
lighed, Rovlyst, Hevnlyst og Ærgjerrighed, den ogsaa omsluttede,
dog ikke kan betage Navn af ædel i det Hele.
OM NORR OG GORR
Der er et dunkelt Sagn i Sagaerne om at to Brødre af jothunsk
Æt og fra selve Jothunheim, Norr og Gorr, skulle have bemægtiget
sig Overherredømmet. Dette skulle de have faaet Leilighed til
at gjøre, idet de, Norr gjennem Landet, Gorr rundt Kysterne,
gjennemtogede Norge for at lede efter deres Søster, som var
bortført af en Kjæmpe Rolf paa Berge. Norr skal saaledes have
tilskiftet sig det faste Land, Gorr Øerne. Men om der er noget
|
| d.IV,b.2,s.335 |
heri, er der dog nok Intet i at Norr har givet Landet Navn; thi
det udledes rimeligst af dets Beliggenhed som det nordligste af
de Lande, Gotherne besatte (d. e. Norveg). Det er ogsaa bedre
at antage, at disse Høvdinger vare af gothisk Æt, nemlig fra
Stammer, der fra tidligere Folkevandringer vare blevne gjensid-
dende paa den østre Side af Østersjøen, hvorfra Norr og Gorr
siges komne. Disse stode altsaa i Spidsen for en sildigere Folke-
vandring, som ingen videre Følge havde, end at give Landets
Smaariger en ny Herskerfamilie. Som nedstammende fra denne
nævner Historien Halfdan den Gamle, Konge over Ringerige og
flere Fylker eller Provindser paa Østlandet.
YNGLINGAÆTEN I NORGE
I Sverig havde Ynglingaæten af Asablod blomstret i Aarhun-
dreder indtil den fra Værmeland af, ved Slægtskab med Smaa-
konger øst i Landet af Halfdan den Gamles Æt udbredte sig
som Herskerstamme i Norge. Af den er Halfdan hin Svarte,
som fra 840 -- 863 styrede den bedste Deel af Østlandet, samt Sogn
og Værmeland, bleven meest bekjendt. Hans Retviished har der-
til gjort ham mere fortjent end hans Magt. Af Frygt for denne
Egenskab holdt derfor Kongens egen Mærkesmand eller Fahn-
bærer, Hærjulf, for et Drabs Skyld det for bedst at drage af
Landet, hvorved da Hærjedalen bebyggedes ligesom Jæmtland
var bleven det af Ketil Jamti, der med endeel Indthrønder var
vandret over Østfjeldene forat unddrage sig den thrøndske Kong
Eysteins Voldsregjering. Ved Lagmand Thorleif hin Vise lod
Halfdan foreslaae en Lov for Oplandene, der antoges af Folket
paa Eidsevjuathing, og hvoraf Loven fik Navn. Ligesom Oplan-
dene der havde sin fælleds Thingplads, saa thingede Indthrøn-
derne til Frostething, Udthrønderne til Ørething, de Vestenfjeldske
til Gulething. Andre mærkelige Thing vare Borgarthing ved Sar-
pen og Haugathing ved Tønsberg for Fylkerne om den nu saa-
kaldte Kristianiafjord (Viken). Halfdan var meget elsket, hvilket
Folket i de forskjellige Fylker viste, ved at dele hans Legeme
og reise "Halfdanshøje" hver hos sig over de enkelte Lemmer,
da han druknede ved, efter et Julelag paa Hadeland, at kjøre
over Randsfjorden. Den velordnede Stat, han efterlod sig, var
|
| d.IV,b.2,s.336 |
Grundvolden til den stolte Bygning, som hans Søn opførte, idet
han efter mangeaarig Kamp forvandlede det adsplittede Norge
til et Enerige. Det synes ogsaa som at Landet alt ved disse
Tider har været saa opdyrket og vel ved Magt, at det nok kunde
friste et ærgjerrigt Hoved.
ANDET TIDSRUM
NORGES VELMAGTS-TID MED EGNE KONGER
(Fra 863 -- 1387).
Harald Haarfager og hans Sønner.
Halfdan hin Svartes Søn Harald var kun 10 Aar, som der
siges, da han overtog sin Faders Rige og strax begyndte at ud-
vide det paa alle Kanter, indtil det omfattede det hele nuværende
Norge og vel saa det. Kun 10 Aar? Ja en ung Løve, naar den
ikke er altfor ung, er vel stærkere end en gammel Hund; men
dette falder os dog altfor forunderligt, dersom vi ikke vidste, at
Konger pleje at faae Navn for hvad deres Mænd udrette. Ha-
rald kom desuden til det største og mest velordnede af alle de
31 Smaariger, hvori Norge dengang var delt, og havde faaet en
kraftig Opdragelse hos en barsk Mand Dovre, der levede een-
somt paa Fjeldet, som af ham har faaet Navn, og hvorfra da
Harald alt tidligt kunde i Tankerne see udover alt Norge til
begge Sider. Desuden begyndte ikke han, men nogle oprørske
Provindser Krigen; de første Sejere gave Smag paa Flere, og
nu gik det som en Strøm, der river alt med sig og ikke standser
før den naar sit Maal. Endelig lærte vel nogle Smaakonger at
forene sig; men Harald var alt bleven dem for stærk. Sjøslaget
i Hafursfjord ved Stavanger ødelagde den sidste Modstand, og
Harald var Norges Enekonge 883.
Men foruden Ærgjerrighed drev ogsaa Stolthedens og Kjærlig-
hedens ligesaa voldsomme Lidenskaber den unge Harald til sit
saa lykkeligen udførte Foretagende. Han friede nemlig til Konge-
datteren Gyda, men fik det Svar, at han ikke maatte tænke paa
saadant før han ligesaavel var Enekonge i Norge som Kongerne
|
| d.IV,b.2,s.337 |
i Sverig og Danmark. Og dette Svar viser, at den Tid alt var
kommen, da Tankerne hist og her maatte vækkes om at det
ikke er godt, at et Folk og et Rige er adsplittet. Men Gydas
Svar optændte Haralds hele Sjelskraft, og han svor paa Stedet
ikke at pynte sit Haar før han kunde vise den stolte Jomfru
det hele Norge for sine Fødder. Da nu Jarl Ragnvald klippede
og pyntede det efter Slaget ved Hafursfjord, sagde han: "nu er
dit Haar fagert, Herre min!" Og deraf fik Harald sit Tilnavn.
Harald lagde hele Landet i Grundskat, tilkjendte Kronen al
Odel paa Eiendommene, hvilket, i Forbindelse med Erobringen,
baade vakte megen Modstand og bragte mange anseelige Mænd
til at tye over til det hidtil ubeboede Island samt til Øerne
langt vester i Havet (Færøerne, Shetlands- og Ørkenøerne) hvor
de drev Sjørøveri, indtil Harald selv maatte rense disse Tilhold
eller Vikingabol og lægge dem under Norge. Men dette skede
ikke med Island, der længe vedligeholdt en fri Forfatning uden
Konge, det er en republikansk, som ogsaa der beviste sin Yp-
perlighed og Kraft til at hæve et Folk til Oplysning, Uddannelse
og Velstand. Mærkeligst imellem de udvandrende Nordmænd er
Ragnvald Jarls Søn Rolf "Gangeren", der maatte forlade Norge,
fordi han mod Haralds Forbud havde røvet paa Kysten, og endelig
satte sig fast i det nordlige Frankrig, hvor en stor Provinds efter
ham kaldtes Normandiet, efterdi Sydlænderne benævnte de Vi-
kinger fra de nordlige Lande, som de plagedes af, "Nordmanner".
De Mægtige, som gik Harald tilhaande, bleve Jarler og Herser,
som i Fylkerne vare Kronens Embedsmænd. Jarlerne nød 1/3
af Kongens Indkomster, og skulde stille 60 Krigsmænd. En
Herse skulde derimod, efter sit mindre Indkomme, stille 20.
Imellem Jarlerne var Sigurd paa Hlade i Thrøndelagen og Ragn-
vald paa Møre de Ypperste, og i Spidsen for hans Hof- eller
Hirdmænds og Bersærkernes tappre Skare stod Morbroderen
Hertug Guttorm, som trolig havde staaet Harald bi i Erobrings-
krigene. Ellers førte Haralds mange Sønner, som han havde
med de flere Hustroer, som Hedenskabet tillod at have, ogsaa
Kongenavn. Og af Iversyge herover dræbte de hinanden hvor
de kunde komme til. Meest Ærgrelse tilføjede dog Sønnen
Ragnvald Rettilbein sin aldrende Fader ved sin Hengivenhed til
alskens Overtro, der gik saavidt, at en heel Flok Bedragere, som
gav sig ud for at forstaa den indbildte Kunst Trolddom eller
|
| d.IV,b.2,s.338 |
"Seid", fandt Tilhold hos ham, indtil Harald omsider indebrændte
baade dem og Sønnen. Han havde nemlig forbudt alt sligt Gjøg-
leri, og foragtede i sit Hjerte det hele øvrige Hedenskab. Dette
Vidnesbyrd om sin gode, sunde Forstand aflagde han i sin Døds-
stund, da han, seende mod Solen, henvendte sig i Bøn til Al-
verdens Skaber og Fader. Mellem hans Sønner udmærkede
dog Bjørn sig ved sin Fredsommelighed, idet han tilbragte sin
Tid med Handelsdrivt fra Tønsberg, Norges ældste Kjøbstad,
hvorfor han ogsaa fik Navnet "Farmand". Harald døde 80 Aar
gammel paa sin Gaard Augvaldsnæs paa Karmøen ved Stavan-
ger, efterat han 3 Aar tilforn havde overladt Overkongedømmet
til Sønnen Erik, som dertil var udseet fra Fødselen af.
Erik Blodøxes Karakteer betegnes ved dette stygge Tilnavn.
Ellers var han en anseet Kriger af et anseeligt og smukt Ud-
vortes. Efterat han og hans onde Dronning Gunhild havde ført
et Blodregimente et Aar efter Faderens Død, blev han og hans
Familie fordreven til England, hvor han skal være død som
Jarl og Kristen. Folket kaarede derpaa hans yngste Halvbroder
Hakon Adelstensfostre, saa kaldet fordi han var opfostret hos
Kong Adelsteen i England. Ellers fik han Tilnavnet "den Gode",
thi han gjengav Folket Grundfriheden og Odelsretten, hvilket det
ogsaa betingede sig, og regjerede Norge i 19 Fredsaar saa godt,
at Jæmtland og Helsingeland frivilligt gave sig under Norge. Si-
gurd Hladejarl, der paa Ørethinget havde overtalt Folket til
at kaare Hakon, var Kongens trofaste Raadgiver og Støtte, og
Lagmand Thorleif bidrog til at istandbringe Gulathings- og Froste-
thingslovene, af hvilke den første skulde gjælde for det Vesten-
fjeldske den sidste for det Nordenfjeldske. Da Erik Blodøxes
Sønner begyndte at gjøre Indfald paa Indfald fra Danmark af,
inddeltes Landet i Skibreder eller Distrikter, som maatte stille
visse udrustede Skibe, hvortil de skulde være paafærde saasnart
de antændte Bauner eller Varder gav Budskab om Fiendens Ind-
fald. Almindelig Værnepligt paabødes paa en Maade, som kan
tjene vore Dage til Mønster. Hver Mand skulde udruste sig selv
alt efter sine Kaar og møde frem til sit Fylkes Forsvar, mens
kun et bestemt Udvalg var pligtigt at følge Kongen i Leding
udenfor dets og Rigets Grændser. Hakon, der forstod godt at
bruge sine skarpe "Qværnbider", slog ofte Erikssønnerne bort;
men under Forfølgelsen af en Sejr, som han vandt med faa Folk
|
| d.IV,b.2,s.339 |
paa Øen Stord, døde denne ædle Helt af et Pileskud 963. Hans
Ven og Hofsinde Skjalden Eyvind Skjaldaspiller besang hans
Død, hvorover hele Norge sørgede. Hakon var Kristen, men
hans Forsøg paa at indføre Kristendommen strandede paa Thrøn-
dernes haardnakkede Vedhængen ved den gamle Tro. Bonden
Asbjørn af Medalhuus satte ham endog haardt irette paa Thin-
get, hans Kirker bleve nedrevne, og de tvang endog Kongen,
med uædel Benyttelse af hans eftergivende Gemyt, til at deel-
tage i hedenske Offermaaltider, hvilket han med Smerte er-
indrede da han laa døende for Fædrenelandet paa samme Sted
han fødtes, nemlig Hakonshellen ved Bergen.
Blodøxsønnerne og Hakon Jarl.
Harald Erikssøn, "Graafell", fik nu, efter Hakons egen Be-
stemmelse, Regjeringen, hvori hans Moder og Broder, ikke til
det Gode, havde stor Andeel. Flere Sønnesønner af Harald
Haarfager, der sad som Smaakonger paa Oplandene, og Sigurd
Jarl, som efter Overeenskomst styrede Thrøndelagen, forfulgtes.
Da de endog indebrændte Sigurd, reiste hans Søn Hakon ned
til den danske Konge Harald Blaatand, lokkede siden Harald
derned, og fik ham der dræbt. Under dansk Lehnshøihed blev nu
Hakon Jarl Norges Regent 978. Det første han gjorde var at
afsværge Kristendommen, som var bleven ham paatvungen i
Danmark, og ganske at fordrive Blodøxsønnerne efter et Sjøslag
i Sogn. Med stor Ære tilbageslog han ogsaa i Hjørungavaag
paa Søndmør et Anfald af Vikingerne fra Jomsborg i Venden i
Nordtydskland, der skulde hevne Afkastelsen af det danske
Overherredømme, som Hakon ikke vilde vide længer af at sige,
end det gjorde ham Nytte. Den dygtige Hakon gjorde sig ved
despotiske Voldsgjerninger i sin sidste Regjeringstid ligesaa for-
hadt som han tilforn havde været æret og afholdt. Og da han
ved sine Trælle vilde bortføre Bonden Orm Lyrgias Brud Gud-
run "Lundesol", brød en, ifølge Frostethingslovens Bud, at alle
8te Fylker i Thrøndelagen skulde reise sig, naar Enkeltmands
|
| d.IV,b.2,s.340 |
Ret krænkedes af Kongen, men kun 4re, naar Voldsgjerningen
blev begaaet af en Jarl, lovmæssig Opstand ud i Thrøndelagen,
for hvilken den krigsvante Olaf, Sønnesøns Søn af Haarfager
satte sig i Spidsen. Han kom just hjem fra eventyrlige Krigstog
i fremmede Lande, og slog Hakon, der blev dræbt af sin troløse
Træl Karker, med hvem han paa Flugten holdt sig skjult under
en Svinesti paa sin Veninde Thoras Gaard Rimol. 995.
Kristendommens Indførelse under Harald Haarfagers Sønnesøns-
Sønner Olaf Tryggvessøn og Olaf den Hellige med mellemkom-
mende Jarleregjering. (995 -- 1029).
Olaf Tryggvessøn var født paa en Holme i Randsfjorden paa
Moderens Flugt for Blodøxsønnerne, der havde dræbt Faderen,
en af de Høvdinger paa Oplandet, som endnu førte Kongenavn,
fordi de vare af Harald Haarfagers Æt. Solgt til en estlandsk
Sjørøver kom han til Garderike eller Rusland, og blev opdraget
ved Hoffet, hvor hans Morbroder stod paa en høj Post. Paa
sine mangfoldige Sjøtog blev han kristnet i England og regjerede
en Tidlang i Irland. Kristendommens Indførelse i sit Fædreland
blev nu Maalet for hans Manddoms Anstrengelser, og han var
heri langtfra saa lunken som Harald Graafell havde været, eller
saa ængstlig som Hakon Adelsteen; tvertom drev han Omven-
delsesværket med blodig Nidkjærhed. Til Island sendte han i
dette Øjemeed sin Præst Thangbrand og til Færøerne sin Ven
og Jevnlige i allehaande Legems- og Vaaben-Færdigheder Sig-
mund Brestersøn. Men hans til Forfølgelsessyge udartede Iver
lod mange Normænd forene sig med de landflygtige Sønner af
Hakon Jarl, Erik og Svend, som i Sverig oppebiede bedre Tider
for sig. Og den forhen svenske Dronning Sigrid "Storraade",
givt paany med Svend Tveskjæg i Danmark, fik af Had til Olaf,
der som Frier havde fornærmet hende med Skjældsord og ved
at slaa hende i Ansigtet med sin Handske, fordi hun ikke vilde
give Slip paa sin hedenske Tro, baade disse tappre Mænd, Olaf
Skotkonning i Sverig og sin Gemal til at forene sine Flaader
|
| d.IV,b.2,s.341 |
forat overrumple Olaf ved Svolder i de vendiske Farvande paa
Hjemvejen fra Venden, hvor han havde hentet sin Dronning
Thyras Medgivt. Der omkom da Olaf ved at springe overbord
fra sit prægtige Skib "Ormen lange", efter at have slaaet Sven-
sker og Dansker fra sig, og først efterat Erik Jarl med sine
Normænd i den tredie Entring havde faaet ryddet Dæk. Da
den raske Bueskytte Einar Thambeskjælver, hvis Bue brast just
som han lagde an paa Erik Jarl, paa Kongens Spørgsmaal, hvad
der brast, vemodigen gav til Svar: "Norges Rige af dine Hæn-
der, Herre Konge!" da forstod Olaf sin Skjebne. Dette mærke-
ligste af alle Sjøslag i Norden forefaldt netop Aar 1000. To Aar
tilforn havde Olaf grundlagt sig et Minde ved Anlægget af en
Skibsværft ved Nidelvens Udløb i Throndhjemsfjorden, der blev
den første Begyndelse til Nidaros eller Throndhjem.
Jarlerne Erik og Svend Hakonssønner førte nu i 15 Aar en
Regjering, der var priselig i Alt undtagen i at de erkjendte
svensk og dansk Lehnshøjhed. De fremmede heller ikke Kristen-
dommen synderligt, skjøndt de selv vare Kristne. Stor Magt
havde de heller ikke at anvende, og deres tolerante og god-
modige Sindelag overlod derfor den bedre Sag at sejre ved sig
selv. Eriks Fravær i England benyttede den, ligesom Olaf Trygg-
vessøn, efter mange Eventyr i fremmede Lande hjemkomne Olaf,
Sønnesøns-Søn af Harald Haarfager, til at slaa Svend og lade
sig af Høvdingerne paa Oplandet paa Eidsevjuathing vælge til
Konge 1015.
Olaf den 2den "den Hellige", Søn af en Fylkekonge paa Op-
landene, Harald Grænske, og opdragen hos Sigurd Sir, en mæg-
tig Jorddrot paa Ringerige, kom strax i et langvarigt Fiendskab
med den svenske Konge Olaf Skotkonnung, idet han ikke vilde
erkjende Sverrigs for Norge vanærende Lehnshøihed. Olaf hang
de svenske Skatkrævere frisktvæk op, og hævdede Riget inden
dets Grændser alt til Gothelven. Men denne Ufred var ikke
efter det svenske Folks Vilje, som endog tilsidst tvang sin Konge
at give efter, endskjøndt han ogsaa havde en gammel Gaas at
plukke med Olaf, der i sin Ungdom havde gjæstet ham slemt
paa Vikingsviis rundt Mælaren, hvorfra han dog var sluppen
bort ved at grave en Kanal, mens Svenskekongen holdt Udløbet
spærret. Olaf stod sig heller ikke godt med Høvdingerne, der
ikke taalte meget af en saa myndig og uforfærdet Konge, hvis
|
| d.IV,b.2,s.342 |
Religionsiver var ligesaa skaanselløs mod Andre som uden Hen-
syn til eget Bedste. 5 sammensvorne oplandske Konger over-
rumpledes paa Ringsager og straffedes blodigt af Olaf. Einar
Thambeskjælver og Erling Skjalgsøn bar det længe svagt med;
men omsider brast det med dem begge. Og om Einar var reen,
saa havde dog Erling indladt sig med Kong Knut den Mægtige
af Danmark og England, som ved fristende Sendebud forlokkede
Høvdingerne til Forræderi. Men Olaf syntes ikke at have Øinene
oppe herfor; thi hans Opmærksomhed var ganske offret Kristen-
dommens endelige Indførelse, der ligesom betegnedes ved Krist-
kirkens Anlæggelse i Nidaros. Han fik neppe Tid til at betvinge
Erling Skjalgsøn, før han saa sig saa omringet af Forræderi, at
han holdt det for bedst at forlade Riget 1029, da Knut, som han
i de foregaaende Aar ved Indfald i Danmark havde søgt at give
nok at bestille i sit eget Land, viste sig under Landet med den
største Flaade, Nordsjøen endnu havde baaret.
Danskt Herredømme under Knut den Mægtige og hans Søn Svend.
(1029 -- 1036).
Knut den Mægtige overlod Regjeringen til Hakon, Søn af Erik
Jarl, og, efter at denne var omkommen paa Havet, raadede
Høvdingerne alene i nogle Maaneder. Men dette korte Tidsrum
blev mærkværdigt nok ved Slaget ved Stiklestad i Værdalen,
hvor de tilintetgjorde Olafs Forsøg paa at gjenvinde sit Rige,
og fik ham fældet 31 Aug. 1030. Nu brystede vel Høvdingerne
sig alt eftersom de havde Andeel i denne Bedrivt; men Anger
kom for Hovmod, da den katholske Geistlighed bragte Olaf i det
Ry for Hellighed, at Undere endog skulde skee ved hans Liig,
og da Knut satte dem til Konge sin Søn,
Svend Knutssøn, der fra 1030 i sex Aar ved tyranniske Ud-
sugelser og Nationalæren krænkende Anordninger vakte almin-
delig Forbittrelse mod det uværdige fremmede Herredømme.
Dette bragte omsider Einar Thambeskjælver og selv Kalf Arne-
|
| d.IV,b.2,s.343 |
søn, som havde stor Deel i Olafs Vanskjebne, til at hjemhente
Olafs unge Søn Magnus fra Gardarike, hvorpaa Svend tog
Flugten did han var kommen fra.
Norges Overmagt i Norden under Kong Magnus den 1ste den Gode
og Harald den 2den Haarderaade. (1036 -- 1066).
Magnus den "Gode" vandt først dette skjønne Tilnavn, efterat
han, efter sit Løfte, havde tvunget sig til at afstaa fra at forfølge
sin Faders fornemme Banemænd. Heri gjorde Sighvat Skjald,
hans Faders Ven, ham en stor Tjeneste ved oprigtigen at tale
ham tilrette i følgende Qvad, som ret viser os hvorledes den
Tids Digtere turde føre et frit og sanddru Sprog.
"Vrede Herre, Hvo tør raade
Dig at gjøre Kongeord
til en fuul, tvetydig Gaade?
Det er dristigt her i Nord!
Bryd ei Løfte, vil Du have
Mænd, som bryde ei Geled!
Konge vinder Træl ved Gave,
gjæve Mænd ved Agt for Eed.
Vogt Dig, om de Gubber stikke
hvide Skaller sammen tyst!
om Normannafolkets Blikke
skulme ned i oprørt Bryst!"
Ligesom Faderen, der udgav en Kirkeret og en Hofret, havde
Magnus ogsaa Fortjenester af Lovvæsenet ved Lovsamlingen,
den saakaldte "Graagaas". Danmark erhvervede han efter det
Forlig med Kong Hardeknut, at den Længstlevende skulde be-
sidde begge Rigerne, og værnede det tappert mod de hedenske
Vender. Dansken Svend Estrithsøn Jarl, som var sat til Stat-
holder der, forstyrrede ved idelige Opstande hans sidste Leve-
|
| d.IV,b.2,s.344 |
aar, og ved sin altfortidlige Død 1047 overlod Magnus omsider
Danmark til Svend, der altid kom paa Benene igjen efter Neder-
lagene, og Norge til sin Halvfarbroder
Harald "Haarderaade", Søn af Sigurd Sir. Harald havde alle-
rede Aaret før Magnus's Død erholdt Andeel i Regjeringen, og
var af Bonden Thorer af Steig, efter Landets Skik, givet Konge-
navn paa Eidsevjuathing mod at overlade Magnus Halvdelen af
sine Rigdomme. Denne barske Krigsmand, havde nemlig siden
den blodige Dag paa Stiklestad vundet meget Guld og stor Ære
som Anfører for den græske Keisers Livvagt i Myklegard eller
Konstantinopel, der bestod af alskens nordiske Folk, hvilke vare
berømte for Troskab og Tapperhed; men nu fik han at gjøre
med de stivnakkede norske Stormænd og med den utrættelige
Svend. Omsider maatte han opgive Krigen med denne, efterat
den dog havde foranlediget Oslos Anlæggelse 1058, idet Kongen
nemlig der baade havde let for at trække Krigsstyrke til sig fra
Landets Indre og at sætte tilsjøs i Orlog. Høvdingerne holdt han
i Skræk efterat have begaaet det uværdige Snigmord paa den
af Magnus saa høit betroede Gubbe Einar Thambeskjælver og
hans Søn Eindrid, hvilket afstedkom en Opstand under den op-
landske Jarl Hakon Ivarsøn, som kun dæmpedes ved Mægling
af Arnessønnernes Familie. Kalf Arnessøn, der havde staaet i
Spidsen for Opstanden mod Olaf den Hellige, fandt dog snart
efter, at den ikke kunde stole paa Harald. Han sendtes til Dan-
mark, hvor han faldt, og Broderen Find tog Flugten did. Og nu
kunde da Harald sige at han herskede alene. Men 1066 faldt
Harald ved York i England, hvorhen han var dragen forat hjælpe
den engelske Jarl Toste til at erholde Kronen.
Norge gaaer fremad i Kultur under Kong Olaf "Kyrre", og
udvider sit Herredømme i Vesterleden under Magnus "Barfod".
1066 -- 1103.
Olaf den 3die Haraldssøn "Kyrre" eller, "Fredsæl" benyttede
sin Regjerings 37aarige Fred til at bevirke mangfoldige Forbed-
ringer i Maaden at leve og opføre sig paa. Sæderne og Klæ-
|
| d.IV,b.2,s.345 |
derne forfinedes, Husene beqvemmeliggjordes, Konghelle i Bahus,
Stavanger og Bergen bleve Handelsbyer 1070. Trællestandens
Ophævelse fremmedes. Kirker opbyggedes, hvorimellem Dom-
kirken i Nidaros, paa hvis Høialter Norges Skytshelgen St. Olafs
Liig hensattes i et prægtigt Skriin.
Magnus Olafssøn, "Barfod" lignede ikke Faderen i Fredsomme-
lighed. Thi hans hele Liv henrandt under Krigstog til Skotland
og Irland, hvorved Herredømmet over de skotske Øer befæste-
des for længere Tid. Mindre Ære vandt han i en Krig med
Sverig, der endtes ved Giftermaal med den svenske Prindsesse
Margretha "Fridkolla". Han faldt i Irland, og siges der at den
norske Vaabenløve skriver sig fra en guul indbaldyret Løve paa
hans Vaabenkjortel, der hørte til den skotske Dragt med nøgne
Lægge og Remmesaaler paa Fødderne, som han brugte og hvoraf
han fik Tilnavn.
Magnus Barfods Sønner. 1103 -- 1130.
Eystein den 1ste, Sigurd den 1ste og Olaf den 4de, Magnus'
Sønner, enedes om at styre Riget tilsammen, et Hverv, som
Eystein var meest voxen, formedelst sit rolige Sind og store
Lovkundskab. Sigurd indlagde sig og Folket stor Ære ved et
prægtigt og sejerrigt Korstog til det hellige Land, hvorover han
fik Tilnavnet "Jorsalafar". Olaf døde 1116 uden at der er videre
at mærke ved ham. Men efter hans Død tog det paa at blæse
op imellem de gjenlevende Brødre, især da Eystein tog Sigurd
Hranesøns Parti, en brav Mand, som med Skjel anklagede den
voldsomme Kong Sigurd forat have efterstræbt hans gifte Søster.
Da Sigurd Jorsalafar nu var slet nok til falskeligen at anklage
Hranesøn for Underslæb med Skatten af Finmarken, kom Kong
Eysteins Lovkyndighed vel deran til at frelse Undersaatten, der
alene ved høimodigen at falde den kongelige Fornærmer tilfode
forhindrede Borgerkrigens Udbrud. Fra 1122, da Eystein døde,
regjerede Sigurd alene, plaget af Tungsindighed, til 1130.
|
| d.IV,b.2,s.346 |
Første Række af de gillske Borgerkrige. 1134 -- 1162.
Allerede før Eysteins Død havde Sigurd Jorsalafar erkjendt en
Harald Gilchrist eller Gille for sin Halvbroder, idet han nemlig
skulde være Søn af Magnus Barfod og et irsk Fruentimmer.
Dette havde han beviist efter den Tids Overtro ved Jernbyrd
eller Handteren af glødende Jern, -- en Kunst, som Flere siden
benyttede sig af -- og saaledes deltes nu Regjeringen af
Harald den 3die Gille og Magnus den 2den, Sigurd Jorsalafars
Søn, siden kaldet "den Blinde". Men snart brød Krigen ud
imellem dem. Slagen ned til Danmark, kom Harald igjen, over-
rumplede Magnus, og satte ham i Munkholms Kloster efterat
have blindet og lemlæstet ham paa det skammeligste. Men Hev-
nen rammede Harald snart. Efterat hans Regjering var bleven
skjændet ved Vendernes Ødelæggelse af Konghelle, der kun
skaffede den tappre Olvar Bonde Ære, traadte en Præst ved Navn
Sigurd, derfor og for sine Ugjerninger kaldet "Slemmedegnen",
op som en ny Søn af Magnus Barfod, og snigmyrdede Harald i
Bergen. Men de gode Borgere lode ham vide, at de ikke vilde
have En til Konge, som enten maatte være Falskner eller Bro-
dermorder, hvorpaa han drog hen og tog Magnus ud af Klosteret.
I flere Aar trak han om med denne ulykkelige Konge i Krig
med Harald Gilles Sønner, som nu kaaredes til Konge.
Inge den 1ste Krokryg og Sigurd den 2den Mund, vare unge,
men beskyttedes af ærlige og tappre Mænd som Thjostolf Alesøn,
der slog Slemmedegnen ved Mjøsminde, og jog ham ud baade
da han indkom med svensk og siden med dansk Hjælp, og
Amund Gyrdersøn, der drev ham bort tilsjøs. I Mindeslaget fik
liden Inge den Legemsbræk, som gav ham Tilnavnet, ved nemlig
at falde ud af Thjostolfs Vaabenkjole. Dog var han siden med
i Træfninger og endelig i den ved Holmengraa, hvor Magnus
faldt, bedækket af sin trofaste Svend Reidar Griotgardsøn, og
Sigurd Slemmedegn fangedes og overantvordedes Pindselsdøden,
den han leed som en Helt 1155.
13 Aar før var en voxen Halvbroder Eystein kommen hjem
fra Skotland og havde faaet Deel i Riget. Men mellem Brødrene
var stedse ond Forligelse, idet nemlig de andre To vare misunde-
|
| d.IV,b.2,s.347 |
lige paa den folkekjære Inge. En Gesandt fra Paven stiftede et
Forlig; men et varigere Minde om sin Nærværelse satte han sig
ved at ophøje Throndhjems Bispestol til et Erkebispedømme, og
ved at oprette Bispestole i Oslo og Hammer, hvilken sidste der-
ved blev en betydelig By. Den gjæve Gregers Dagsøn var Inge
til ypperligt Værn imod Efterstræbelserne. Tilsidst troede han,
at maatte dræbe Sigurd i Bergen, og Eystein fældedes kort der-
paa ved Oslo 1157.
Men de slagne Kongers Venner samlede sig om Sigurds 10aa-
rige Søn Hakon den 2den Hærdebred, fik ham kaaret af Thrøn-
derne paa Ørething, og endelig Livet af Gregers og Inge ved
Foss og Oslo 1161. Aaret efter styrtedes den gillske Æt af
Erling Skakke, der gjenoplivede det ingeske Parti til Fordeel for
sin og Sigurd Jorsalafars Datters Søn den 5aarige Magnus, hvem
han banede Veien til Kronen ved at faa Haakon fældet i Steina-
vaag i Romsdalen 1162.
Anden Række af de gillske Borgerkrige. (1162 -- 1202).
I Magnus den 3die Erlingsøn var nu Qvindelinjen bleven hæ-
vet paa Thronen; og den listige Erling søgte at holde sin Søn
der ved at tilstaa Geistligheden Indrømmelser, erklære Riget for
et Lehn af St. Olaf, eller, med andre Ord, af Erkebispen, og
ved at give Kongen af Danmark Lehnshøihed over Viken eller
Egnene om Oslofjorden. Erkebispen kronte nu vel Magnus i
Bergen 1164; men hvor liden Ro han fik, kan man see af at
Erling maatte faa Bugt med baade en Søn af Sigurd Mund, af
Magnus Barfod og af Eystein, dennes Søn. Han henrettede des-
foruden sin egen Hustrues Søn med Sigurd Mund, og endda
fremtraadte der en ny enten virkelig eller foregiven Søn af
denne Konge, ved Navn Sverrer, som endelig efter megen af-
vexlende Skjebne fik Erling og Kong Magnus slagne 1184. Hans
eller den gillske Æts Parti, der kaldtes "Bjerkebeiner" fordi de
engang af Nød havde brugt Næversko, blev nu i lang Tid det
herskende, indtil disse blodige Familiestridigheders Ende opløste
alle Partier.
|
| d.IV,b.2,s.348 |
Kong Sverrer behøvede alle sine udmærkede Aandsegenskaber
og Krigsdygtighed forat holde sig i dette Borgerkrigenes mest
stormende Tidsrum. Hans Ædelsind, der, saavel som hans Snille
og Lærdom, lagdes for Dagen i en smuk Liigtale over hans Med-
beiler, blev kun lidet forstaaet af de ærgjerrige Urostiftere; og
derfor maatte han meest med Hærførerstaven og det skarpe
Sværd holde dem i Ave. Men "Kuflungers", "Vargbælgers" og
"Øyskjæggers" Partier voldte ham kun lidet Bryd imod "Bagler-
nes", der reistes af den myndige papistiske Geistlighed, som saa
sine gyldne Dage forsvundne med Magnus Erlingsøn. I dette
stærke Parti, som dannede sig om Inge, en foregiven Søn af
Magnus Erlingsøn, var Bisp Nils af Oslo Sjelen, og til denne
onde Mands Anstrengelser føjede Erkebispen Erik, der, ligesom
hele Partiet, fandt Tilhold i Danmark, sine Banstraaler. Hertil
kom en Opstand i Masse af Bønderne i Viken formedelst det
forøgede Krigsstyr, Kongen maatte paalægge dem; men i flere
Træfninger paa een Dag adsplittede han ved Oslo deres uordent-
lige Skarer, og saa endelig Landet renset og fredet, da han i
Bergen bukkede under paa Sygeleiet for saamange Anstrengel-
ser 1202.
Birkebenernes korte Sejershvile og sidste Fejde med Baglerne.
(1202 -- 1216).
Kong Hakon den 4de Sverrersøn, som Sverrer paa sin Dødsseng
havde erklæret for sin eneste gjenlevende Søn, søgte at beseire
sine Fiender paa den skjønneste Maade ved Forsonlighed og
Tilgivelse. Men efter to Aars Regjering blev han forgivet af sin
Stedmoder den svenske Margrethe, og Datteren Kristine øvede
kort derpaa samme Misgjerning mod den til Konge udnævnte
fireaarige Gutorm, Søn af Sverres først afdøde Søn Sigurd. I
disse afskyelige Frændemord sagdes ogsaa Rigsforstanderen Ha-
kon Galin eller den Framfuse, Sverres Søstersøn, at have Deel
for derved at naae Kongeværdigheden. Men ved Folkets Valg
tilkjendtes denne
Inge den 2den Baardsøn, under hvem Nils Bisp igjen blæste
|
| d.IV,b.2,s.349 |
Liv i Baglerne, der begyndte med paa gammel Maneer at flakke
om og sætte sig fast hvor de kunde. I Throndhjem overrump-
lede de Inge, men fik snart efter Bekomst i Bergen af Hakon
Galin. Paa Oplandene holdt de sig bedst, hvor først Erling
Steinvæg og siden Bisp Nilses Frænde Filip førte Kongenavn,
indtil han dog efter et Forlig til Hvitingsø ombyttede dette med
en Jarls Navn og Vælde. Siden synes Baglerne at have fundet
Roligheden bedst.
De sidste Borgerkrige. (1216 -- 1240).
1217 var den godmodige Inge gaaen til Ro, og Bjerkebeinerne
lavede det nu saa, at hans Fostersøn Hakon Hakonsøn, Sønne-
søn af Sverre, og ikke Inges Broder Skule Jarl, fik Riget.
Kong Hakon Hakonsøn, med Tilnavn "den Gamle", fik at finde,
at Ærgjerrighedens feilslagne Forhaabninger ere urolige og tro-
løse som Ilden under Asken. I 8 Aar foruroligede en Sigurd
Ribung Landet, i Ledtog, som det syntes, med Skule, der havde
tiltvunget sig Hertugtitel og en Trediedel af Riget i Forlehning.
Efter en 12aarig troløs Fred, tog han endelig Masken af, og man
saae Avindsmandens Aasyn derunder -- med andre Ord, inden
man saa sig for, tog Skule Kongenavn 1239, trak i Marken med
sine Vargbælger og slog de Kongelige. Men Aaret efter var
denne sidste Borgerkrig alt endt ved Hakons Sejer ved Oslo og
Skules kort derpaa følgende Drab i Helgesæterkloster ved Ni-
daros 1240.
Norge naaer Høiden af sin Velstand og Hæder under Hakon
Hakonsøn den Gamle.
Hakon var i sin sidste Manddom, da han fik Ro til at lægge
sine ypperlige Regentegenskaber for Dagen. Hans Forsonlighed
mod Levningerne af de forskjellige Partier sikkrede den indre
|
| d.IV,b.2,s.350 |
Fred, og af denne opblomstrede Handel og Agerdyrkning. Kirker
og Befæstninger opbyggedes, Hær og Flaade holdtes i Orden.
Derfor var Norges og dets Konges Ære udbredt i alle Lande,
ja Keiserkronen i det tydske Rige blev Hakon tilbudt af Paven,
og Kongen af Frankrig underhandlede med ham om i Fællesskab
at foretage et norsk og fransk Korstog. Men Hakon syntes at
have nok at tage vare hjemme, og indlod sig ikke videre paa
fremmede Magters Artighed end at han gav en spansk Konges
Broder sin Datter tilægte. Det fjerne Grønland, som fra Island
var bleven besat, og Island erkjendte norsk Høihed, hvilket hidtil
havde holdt haardt, efterdi Islænderne med Grund frygtede for
at et saadant Forhold ikke vilde være tjenligt for deres ganske
fri eller republikanske Forfatning, ved hvilken de, under mange
indre politiske Storme, havde opnaaet en høj Grad af Kultur og
Aandsudvikling. Herom kan Islænderen Snorro Sturlesøn, den
norske Histories berømte Forfatter, som ofte opholdt sig hos
Hertug Skule, være et Vidne. Han blev dræbt i sit Fædreland
af sine Slægtninger, uden at have oplevet dets Forening med
Norge, hvori Hakons Anseelse havde ligesaamegen Deel som
Overtalelserne, der ikke sparedes. Et udmærket Agtelsesbeviis
erholdt Hakon fra Paven, idet denne sendte en Kardinal til
Norge, som i Bergen 1247 paasatte ham den Krone, som han
med usvækket Kraft og Glands bar ligetil 1263, da han døde
paa et Tog til de skotske Øer, hvorved Lehnshøiheden over dem
sattes i fornyet Kraft.
Konge, Adel og Geistlighed udvider sin Magt paa Folkefrihedens
Bekostning.
Kong Magnus den 4de, Hakons Søn, fik Tilnavnet "Lagabøter"
eller Lovforbedrer, fordi han bragte de forskjellige Thinglove til
Eenhed. Dette var nu vel nok, men han tilintetgjorde de gamle
Thing og Folkefriheden, da han forvandlede dem til Herredage, hvor
Adelen traadte istedetfor Odelsbønderne. Ligesaa indførte han ade-
lige Rangtitler, saasom Greve- Baron- og Riddertitler, hvilket Væsen
vel kunde kaste Glands paa Thronen, som blev omgivet af saadanne
|
| d.IV,b.2,s.351 |
Storfolk, men i samme Mon ogsaa satte Folket i Skygge. Men de
Forrettigheder, han indrømmede Geistligheden, vare af mere vir-
keligt Værd for denne og ligeledes til Skade for det almindelige
Bedste. Ligesaa tilstod han Tydskerne store Handelsrettigheder
i Bergen, hvorfor de ogsaa fra den Tid oprettede faste Handelsstuer
eller "Contorer" der. Efter hans Død 1280 kom Sønnen
Erik den 2den Præsthader, saakaldet fordi han holdt den over-
modige og egennyttige Geistlighed i Ave, som havde benyttet
sig af hans Ungdom til at tilliste sig store Løfter om Forøgelse
af dens Magt. En Fejde med Danmark om sin Mødrenearv og
til Beskyttelse for nogle danske Kongemordere, som vare tyede
til Norge, udfyldte Resten af hans Regjering til 1299. Og Fej-
den endtes heller ikke før ti Aar efter med godt Udfald, under
Broderen
Kong Hakon den 6te Magnussøn. Denne Konge havde alt
længe besiddet Viken med kongelig Myndighed; men da han
fik alt Norrige, syntes han ret at ville vise, at han vidste hvad
det siger at hedde Konge. Han førte saaledes en særdeles Pragt
og udvidede Kongemagten paa Adelens Bekostning. Da Hakon
ingen Søn havde, fik han sin Datter Ingeborg erklæret for Thron-
arving, og da hun ægtede den svenske Hertug Erik, der saagodt-
som tvang sig til hendes Besiddelse efter en Krig med Hakon
om Provindsen Halland, som Denne skulde have i Lehn efter
Freden med Danmark, skulde Riget gaa i Arv til deres Æt. De
fik en Søn, Magnus, som 1319 i sin tidligere Ungdom blev valgt
til Konge i Sverig, hvor Folket havde i retfærdig Forbittrelse
afsat Kong Birger fordi han havde ladet sine Brødre, Hertugerne
Erik og Waldemar, døe Hungersdøden. Og da det sidste Skud
af Haarfagerstammens mandlige Side med Hakon var uddød 1319,
saa arvtog den lille Magnus ogsaa Norges Rige under Rigsraadets
Formynderskab, siden der efter den gamle Friheds Forvanskning
og Hakon den 6tes Thronfølgelov ikke længer var Spørgsmaal
om Valg af Folket tilthinge.
|
| d.IV,b.2,s.352 |
Sverrig forenet med Norge. (1319 -- 1344). Svartdøden. Norges
Aftagen. Forening med Danmark 1387.
Kong Magnus den 5te Erikssøn (i Sverrig spotviis kaldet "Smek")
duede ikke til at regjere noget Rige, siden han ikke kunde re-
gjere sig selv. Imedens han var under Rigsraadets Formynder-
skab gik det bedst, og da tugtede endog Drosten Erling Vidkun-
narsøn Russerne, som i de sidste Tider havde faaet for Vane at
forurolige Nordlandene. Men da Magnus blev sin egen Herre
og fik sig en forfængelig fremmed Dronning, Blanca, der let
kunde faa hans letsindige og overdaadige Hof i Sving, saa gik
det saa galt, at han endelig nødtes til i Norge at tage sin Søn
Hakon den 7de til Medregent 1344. Paa samme Tid gjorde ogsaa
Svenskerne, som især havde at klage over at han lod sig Skaane
og Bleking fraliste af den danske Kong Waldemar, Opstand un-
der hans anden Søn Erik, afsatte Magnus, og valgte, efter Eriks
Død, Hakon af Norge til Konge. Hans Regjering i Sverig blev
der ellers kun lidet af, da Svenskerne hadede formeget hans
Ægteskab med den danske Prindsesse Margretha, hvilket hendes
Fader Waldemar med stor Snedighed havde faaet istand. Sven-
skerne indkaldte nemlig Albrecht af Mecklenburg, der satte Mag-
nus i et Fængsel 1365, hvorfra Hakon efter 6 Aar befriede ham.
Kort efter døde Magnus ved at drukne i Hardangerfjorden,
efterat have oplevet at Naturulykker forenede sig med Ulykkerne
af hans slette Regjering til næsten ganske at afkræfte det nys
saa blomstrende Norge. Elvebrud ødelagde vel Guldalen, men
denne, som andre mindre Ødelæggelser, antoges kun som For-
bud paa de større og i Aarhundreder følelige, som "Svartdøden",
der udbrød 1349 i Bergen, foraarsagede -- en Pest, som fra
Asien af gjennemfoer hele Europa, men dog intetsteds som i
Norge borttog 1/3 af Folkemængden.
Olaf den Unge, Hakons og Margrethes Søn, der 1376 var valgt
til Konge i Danmark under Moderens Formynderskab, arvtog
ved Faderens Død, efter Hakon Magnussøns Arvfølgelov, Norges
Rige 1380. Men alt 7 Aar efter, inden han ret blev voxen, til-
intetgjorde Døden dette det ulykkelige Norges Haab. Og spurgtes
det fra Danmark, hvor dette skede, at der var Grund til at
|
| d.IV,b.2,s.353 |
mistænke Moderen, som kort efter udførte sin store Plan at
forene de tre nordiske Riger. Men for det første fik hun kun
udstrakt sit Scepter over Norge og Danmark 1387, efterat den
nærmeste Haarfagerætling af Sidelinjerne, og altsaa mest beret-
tigede til den norske Krone, Drosten Hakon Johnsen, havde
givet Afkald.
TREDIE TIDSRUM
NORGES ULYKKESTID UNDER FORENINGEN MED DANMARK
(Fra 1387 -- 1814).
Kalmarunionens første slette Begyndelse.
Dronning Margretha tog sit Sæde i Danmark, der nu en Tid
blev Hovedriget i Norden. Stormændene, det vil sige Geistlighed
og Adelen gjennem Rigsraadet, føjede sig i Alt efter hende, der
saa godt forstod at sætte igjennem ved List hvad der ikke gik
glat fra først af. Og saaledes fik hun da ogsaa sin 5aarige
Søstersøn Erik af Pommern erklæret for Arveberettiget til Norge,
hvorpaa denne da antog Titel af Norges Konge. Med Kong Al-
brecht af Sverrig kom det til Krig. Han blev slagen og fangen;
og nu fik Margrethe, der alt forhen havde vidst at kjøbe sig
Forrædere mellem de fornemme Svensker, paa en Rigsdag i
Kalmar 1397, hvor 4 norske Raader ogsaa mødte, den mærk-
værdige, men ulykkelige Forening i Stand mellem Danmark og
Norge og Sverrig, hvorefter ethvert af Rigerne skulde beholde
sin Selvstændighed og Forfatning, men regjeres af en i Fælles-
skab valgt Konge. Denne Union syntes nu at maatte være stærk
baade inden sig selv og mod Fiender; men slet Regjering og
Krænkelser af dens Vilkaar, idet de andre Riger tilsidesattes for
Danmark, berøvede den al indre Kraft; og at den ikke var stor
mod udvortes Fiender viste den Svaghed hvormed de hanse-
atiske Fribyttere Viktualiebrødrene foruroligede især Norge, hvor
de endog udplyndrede Bergen. Heller ikke formaaede den store
|
| d.IV,b.2,s.354 |
Unions Kræfter noget imod de ubetydelige holstenske Grever,
der foruroligede Margretha nogen Tid efterat hun ved Baalet
var bleven qvit Ængstelsen for en Person, som udgav sig for
hendes Søn Kong Olaf. Ved sin Død 1412 overlod hun sin van-
skelige Post til
Erik den Pomeraner (i Norge den 3die), under hvem Unionen
bar endnu slettere Frugter. Engellændere og Hanseater kivedes
paa norsk Grund, og det blodigen om Handelen paa Norge.
Viktualiebrødrene hærjede atter Bergen. I Norge fik Erik vel
sin Fætter erkjendt som Thronfølger; men des slettere stod Erik
sig baade i Danmark, hvor han havde tabt al Agtelse ved sine
Mishandlinger mod sin Dronning den ædle Filippa og sin slette
Opførsel i den holsteenske Krig, og i Sverrig hvor Engelbrekt
Engelbrektson forfegtede sit Folks Rettigheder mod de danske
Fogder og Befalingsmænd, hvormed det plagedes tvertimod Unions-
vilkaarene. Efter denne Helts Drab kom det dog til et Forlig i
Kalmar 1436, hvorved Unionen oprettedes igjen. Kongen skulde
opholde sig 3 Maaneder i hvert Rige, og til Kongevalg skulde 40
træde sammen fra hvert Rige i Halmstad i Halland, som da var
Grændseprovindsen mellem de 3 Riger. Fra Norge skulde da
møde Erkebispen, Bergens Biskop, Domprovsten af Oslo, der
var Rigskanzler, Marsken (højeste Hærbefalingsmand), Drosten
(højeste Hofembedsmand), 12 Riddere fra Viken, 6 Lagmænd,
1 Raadsherre fra Throndhjem, Oslo, Bergen og Tønsberg samt
10 Odelsbønder. Til saadant nyt Kongevalg fik man snart An-
ledning, da Erik pludselig 1442 forlod Regjeringen for siden paa
Øen Gotland at føre et Liv som de gamle Vikinger.
Afvexlende Konge- og Rigsraads-Regjering. (Fra 1442 -- 1483).
I Eriks Navn styrede det norske Rigsraad fra 1427 -- 1442, og
da blev Adelens Tryk saa svært at menig Mand hist og her
maatte gjøre Opstand. I sidstnævnte Aar valgte det endelig
efter Sverrigs og Danmarks Exempel Eriks Søstersøn
Kristoffer af Bayern, under hvem det ikke gik bedre indtil
|
| FORRIGE |