|
|
| d.IV,b.2,s.370 |
KONG CARL JOHANS HISTORIE BERNADOTTE SOM KRONPRINDS AF SVERRIG UNDER NAVN AF
CARL JOHAN
4de Adolfs Uklogskab bragt paa Randen af Afgrunden. Finland
var besat af Russerne, der stode i selve Sverrig. Finanzerne
vare i en Underbalance, som de engelske Subsidier ikke kunde
hjælpe paa Fode igjen. Nye Paalæg til at underholde en po-
litisk Stilling, som skulde ligne Brittaniens stolte tilligemed dette
at være det eneste Rige i Europa, som ikke bøiede sig for
Frankrig, bibragte Folkets Masser den samme Utilfredshed, som
Kongens Ufornuft, Rigets Vanmagt, de daarlige og glandsløse
Krigsforetagender i Pommern og mod Norge, og Gustav den 3dies
ufri politiske Institutioner havde meddeelt Adel og Embedsstand
og fremfor alt Armeen. Dette medførte Soldatrevolutionen af
1809. Armeen, som stod mod Norge, og hvis Høvdinger, paa
Grund af sine Forbindelser der, vel vidste sig Ryggen fri om
den forlod Grændsen, vendte sig mod Stockholm, og tog Kongen
tilfange. Han afsattes og landsforvistes med sin Æt, og Far-
broderen Carl af Sødermanland, som var Sjelen i disse Fore-
tagender blev Konge. Hans første Regjeringshandling var at
slutte en Fred med Rusland, hvorved Finland gik tabt, og at
sammenkalde Rigsdagen af 1809, som valgte Hærføreren i Norge
den danske Kongefrænde Prinds Christian af Augustenborg til
Thronarving baade paa Grund af hans foregaaende Forbindelser
og personlige Egenskaber og i det Haab, at den Folkekjærlighed,
de havde vundet ham i Norge, skulde bringe dette til at indlade
sig i en Forening med Sverrig, der kunde erstatte Tabet af Fin-
land. Under Navn af Carl August adopteredes han af den barn-
løse Carl den 13de; men allerede i det følgende Foraar berøvede
en pludselig Død Svenskerne en Prinds, som Folket haabede
mere af end den høie Adel gjorde, idetmindste for sig, hvilket
omtrent i dens Tanker vilde sige Fædrelandet.
Et vigtigere Foretagende af Rigsdagen af 1809 var Forandringer
|
| d.IV,b.2,s.371 |
i Landets Konstitution, hvorved den gamle Stænderforfatning
beholdtes, som indtil denne Dag har viist sig saa lidet skikket
til at give Folket den Lykke, som bestaaer i Tilfredshed med
sig selv og i at det seer sine politiske Tab erstattede ved den
fri Udvikling af dets egne Kræfter, som er en god indre For-
fatnings ubedragelige Prøvemærke. Selv den Trykkefrihed, som
Revolutionen til sit eget Forsvar skjænkede Nationen, aandede
ikke længer uhindret end i tre Aar. Forandringen af Rigets
politiske Stilling, Glæden over at det var udrevet fra Under-
gangen, som allerede, med overspændt Tiltro til egne Kræfter
og Almagten af Napoleons Vink, havde været aftalt mellem Rus-
land og Danmark, og Forhaabninger om en velbenyttet Fremtids
Gjenerstatning lod allerede Rigsdagen af 1812 tilstaa Kongen en
Inddragningsmagt af den periodiske Presse, som i Fordærvelig-
hed ikke giver Censuren noget efter, og imod hvis Misbrug Be-
dømmelsen af en Eedsvorneret om den er bleven anvendt med
Grund hverken kan give det forurettede Individ eller Publikum
Beskyttelse eller Erstatning.
Men efter Carl Augusts Død saae Svenskerne kun Opfyldelsen
af sine Forventninger om Fremtiden i det lykkelige Valg af en
ny Thronarving. Og dette fik da Rigsdagen i Ørebro af 1810 at
foretage. Frændskabet med den Afdøde saavelsom med den
gamle Kongefamilie stemte iførstningen Folk og Konge for Her-
tugen af Holstein-Augustenborg, Carl Augusts Broder. Kongen
af Danmark meldte sig ogsaa, og mødte ikke liden Sympathi for
sine Ønsker. Endogsaa paa den norske Grev Wedel, som havde
Ord for at have staaet i hemmelige Forbindelser med det re-
volterende Parties Høvdinger1, henledtes Opmærksomheden i det
Haab, at han skulde kunne kalde tillive igjen de Forjettelser om
en Forening med Norge, der vare gangne i Graven med Carl
August. Landets Stilling gjorde dog Kravet gjældende paa en
energisk Personlighed, af hvis politiske og militære Duelighed
og Forbindelser Folket kunde vente sine Tab erstattede, Statens
Roer styret med Kraft, og et nyt Dynasti grundet paa nye Be-
drivter og de Fortjenester, han skulde kunne vinde sig af sit
nye Fædreland. Man troede at finde en saadan Personlighed i
Rækken af de franske Feldtherrer; man gjennemmønstrede dem
under en Indflydelse af Napoleons Alvælde, som man ikke vilde
|
| d.IV,b.2,s.372 |
være sig bekjendt, og man nævnede allerede en af hans Be-
rømteste, uden at dog Fleerheden bragtes til at vende sig fra
Hertugen af Augustenborg. Saaledes var Stemningen, da en fra
Paris hjemkommen Privatperson, en ung Grev Mörner, ved at
skildre dem den franske Marschal Bernadottes, Prinds af Ponte-
corvos, udmærkede Egenskaber som Hærfører, Administratør og
Menneske, henvendte Rigsdagens og Kongens Opmærksomhed
paa den Værdigste af alle Tidens Prøvede. Man erindrede sig,
at Sverrig var ham Forbindtlighed skyldig for den Menneskelig-
hed, han havde viist svenske Krigsfanger i Tydskland. Og
hvorsomhelst han havde havt en erobret By eller Provinds at
bestyre, havde han efterladt sig det hæderligste Omdømme for
sin humane Adfærd. Han var en Søn af Friheden, og var gaaen
pletløs udaf dens Storme. Og nu levede han, i Besiddelse af
en stor Formue -- hvilket ogsaa lagde sit Lod i Vægtskaalen --
i privat Uafhængighed paa en spændt Fod med Napoleon, saa
det var at vente, at han ikke vilde efterligne de andre Fyrster,
som Fastlandets Hersker dengang gav Europa, i at gjøre sit
Rige til et blot Lydrige af ham, mens hans personlige Forhold
til Napoleon som Josef Bonapartes Svoger lod haabe, at det
ikke vilde komme til noget voldsomt Brud med den Mægtige.
Bernadottes Valg maatte smigre ham og Frankrig og blidne hans
uvenlige Sindelag mod Sverrig for hvilket det kanskee endog
ved Leilighed kunde falde noget af, naar han eengang igjen
skiftede Sejersbytte af Lande og Riger.
Men Napoleon syntes mere overrasket end glad, da de fore-
løbige Underhandlinger fra svensk Side med Prindsen af Ponte-
corvo overtydede ham om hvor alvorligt man mente det med
Anbudet. Den 18de Aug. 1810 indløb Carl 13des bestemte Pro-
position til Rigsdagen om at vælge Prindsen af Pontecorvo til
Kronprinds paa Betingelse at han antog den evangelisk-lutherske
Religion. Den 21de valgtes han eenstemmig af Rigsdagen, og
den 7de Septbr. meldte Kronprindsen, at han med sin Suveræns
Samtykke modtog Valget. Napoleon gav det ugjerne. En Anelse
om en Fremtid fuld af Ulykke udtaler han i de Ord, hvormed
han skiltes fra en Mand, som altid havde hævdet sin Selvstæn-
dighed, og som han frygtede fordi han agtede ham. "Gaa,"
-- sagde han med et mørkt, prøvende Blik -- "vore Skjebner
maa fuldbyrdes."
|
| d.IV,b.2,s.373 |
Bernadotte tilhørte ikke Frankrig og Napoleon mere. Den
19de Oktober 1810 aflagde han i Helsingøer for Erkebiskoppen
af Upsala den lutherske Troesbekjendelse og antog Navnet Carl
Johan. Den 2den Novbr. holdt han sit Indtog i Stockholm under
almindelig Jubel og den 9de hyldedes han af Rigsstænderne og
aflagde Kongen, af hvem han adopteredes, sin Eed. I Kongens
Sygdom forestod Kronprindsen ganske Regjeringen fra 17de Marts
1811 og til Slutningen af Aaret, hvorunder han da ved flere end
een Leilighed viste sig som uafhængig af Napoleon, der før hans
Afreise fra Frankrig forgjæves havde forsøgt at binde ham ved
et Løfte om at gaae ind i hans politiske System. Kronprindsen
følte sig snart generet ved Napoleons Paatrængenhed og sat i
Forlegenhed ved hans umaadelige Fordringer, som Gesandt-
ministeren Alquier ret fremsatte i den overmodige Tone, som
de franske Diplomater dengang havde tilvant sig. Disse Uleilig-
heder, Ubekjendtskab med Sproget, som bragte Prindsen til at
benytte sig af Hofadelen, hvem det franske Sprog var bleven
en anden Natur, og i det hele Adelens paatrængende Sammen-
klyngen om ham vanskeliggjorde det for ham at blive Sverrig
saa nyttig, som han vilde og kunde blevet. Kronprindsen viste
den franske Minister inden sine Grændser, bad Kongen og Raa-
det uden Hensyn til ham at bestemme sig med Hensyn til Na-
poleons Fordringer, der gik ud paa at Sverrig skulde erklære
England Krig, lukke sine Havne for dets Skibe og Varer og
konfiskere disse hvor de maatte findes inden Riget. En Til-
nærmelse til Napoleon og hans System var vistnok tilraadelig,
men en saa blind Lydhørighed var hverken ærefuld eller gavnlig
og umulig i den Udstrækning, Napoleon forlangte. Kongen be-
sluttede sig dog dertil, og Kronprindsen meldte Napoleon dette
under 19de Novbr. i en Skrivelse, der betydede ham, at Sverrig
havde gjort et Offer, som maatte paaskjønnes. Men Napoleon,
dreven af sin hadtændte Idee at tilintetgjøre Storbrittanien ved
at udestænge det fra Fastlandet (Kontinentalsystemet) gik idelig
videre i sine Fordringer. Det blev ham ikke ubekjendt, at dette
hverken blev eller lod sig strængt overholde af Sverrig; og nu
fordrede han de svenske Kyster sat under fransk Toldopsyn,
truede med en Invasion fra Danmark af, og lod pludselig Pom-
mern og Rügen i Januar 1812 besætte af franske Tropper under
Davoust, Prinds af Eckmühl. De derværende svenske Tropper
|
| d.IV,b.2,s.374 |
afvæbnedes, Embedsmænd førtes i Arrest til Hamburg, Skibe
seqvestreredes, svenske Matroser forlangtes til at besætte den
franske Flaade med, franske Kapere foruroligede den svenske
Koffardifart inden Landets egen Skjærgaard og den svenske
Udenlandspost lagdes under Beslag. De svenske Diplomater
behandledes med Ringeagt, Kronprindsens eftertrykkelige Noter
bleve uden Virkning, man gav ingen Oplysninger om disse paa-
faldende Skridt, men overlod Sverrig og Europa at forklare sig
dem ved Rygterne om det store Uvejr, som skulde bryde løs
over Rusland, der deelte Brøde med Sverrig ikke strengt nok
at overholde Kontinentalsystemet, som derved gjordes uvirksomt.
Sverrig var behandlet med en undertvungen Nations Haan, og
det oprørtes derover; Kronprindsen som en mistænkt Vasal, og
han besluttede ikke længer at see sine Skrivelser ubesvarede
eller at nøie sig med at den uforskammede Alquier tilbagekaldtes
paa hans Forlangende, medens man fra Paris fortfoer med den
samme oprørende Adfærd, der endog skal have gaaet ligetil
Forsøg paa at bemægtige sig hans Person og føre ham tilbage
til Frankrig. Thi Napoleon begyndte at frygte Alt af ham. Han
vidste, at Carl Johan kunde blive hans frygteligste Fiende. Og
han blev det. Sverrig erklærede sig neutralt, det vil sige, det
forlod Continentalsystemet, og det var at bryde med Napoleon,
som kun erkjendte dem som Venner, der vare Storbrittaniens
Fiender. Krigen med England, som fra begge Sider kun havde
været Fegten i Luften, ophørte ganske, og den svenske Handel
hævede sig øjeblikkeligt, da Landet blev et Hovedtransitsted for
alle Englands Produkter. Med Rusland, som satte sig paa samme
Fod, afsluttedes i Foraaret 1812 en Traktat til Overholdelse af
det bevæbnede Neutralitetssystem, og den kommuniceredes Na-
poleon i en Note fra Kronprindsen, som lod den Mægtige vide,
at Taalmodigheden var brusten. I April s. A. sammenkaldtes
hiin Rigsdag til Ørebro, der gik saa glat ind paa Regjeringens
Forslag til Pressefrihedens Indskrænkning fordi dens Opmærk-
somhed var saa henvendt paa de Forholdsregler, Regjeringens
forandrede Politik under Kronprindsens Styrelse gjorde nødven-
dige og saa indtagen af den Hengivenhed for sit nye Fædreland,
han lagde for Dagen i sine energiske Meddelelser. Rigsdagen
bifaldt ligeledes en kongl. Proposition, der havde sit Udspring
fra Kronprindsen, om Konskription og almindelig Værnepligt.
|
| d.IV,b.2,s.375 |
Hær og Flaade sattes paa Krigsfod; og da Kronprindsen i August
havde den mærkværdige Sammenkomst med Keiser Alexander
i Åbo, hvor den fælleds Krigsplan og -- besynderligt nok --
ikke Finlands men Norges Overdragelse til Sverrig, der allerede
i Traktaten til Petersborg var betinget at skulle skee ved rus-
siske Underhandlinger eller Vaaben, yderligere aftaltes, stod han
i Spidsen for en væbnet Nation, der elskede ham for den Op-
rigtighed, hvormed han gjorde dens Sag til sin, og som ventede
Bedrivter af ham, der kunde gjengive den noget af dens gamle
krigerske Glands.
30,000 Svenske og 15,000 Russer skulde paa engelsk Bekost-
ning i Tydskland gjøre en Diversion i Ryggen mod Napoleon,
naar hans Hære under tilsyneladende Retræter vare lokkede ind
i det Dybe af Rusland, priisgivne Folkekrigens, Klimatets og sin
egen Opløsnings Rædsler. Byerne skulde forlades, en bred Vei
lades aaben, usynligt begrændset af den ordnede Forsvarshærs
fjerne Geleder mod Norden og af de talløse Horder mod Søn-
den, som kun ventede paa Fiendens Retræte, forat styrte løs
og i Samvirken med hine sluttede Rader at knibe Vejen ind.
Selv Moskwa, Russernes hellige Stad, skulde gives til Priis, men
kun som en Besætning forlader et Linieskib i Brand for at see
det sprænges i Luften overmylret af Fiender. Det var Ærgjer-
righedens Maal, men skulde blive dens Undergang i samme
Stund, den naaede det. Ad samme Vei gjennem de ødelagde
Provindser skulde den store Hær gjennes tilbage, mens Vejen
til Petersborg skulde forsvares til det Yderste; og naar dens
Levninger nærmede sig Tydskland igjen, skulde den finde det
øvrige Europa kaldet af Kronprindsen i Spidsen for hiin Armee
til at afkaste Afhængighedsaaget. Det Planmæssige i Russernes
bekjendte Feldttog og dettes hele Gang synes at forudsætte et
foregaaende Overlæg; og Kronprindsen af Sverrig var Mand
forat møde Napoleons gigantiske Planer med Planer, der vare
lige kolossale, men klogere, fordi hine vare gjennemskuede.
Og hvad forlangte Kronprindsen for sine Tjenester? Hvad var
det, naar det ikke var Hevn over Napoleon, som drev ham til
at gaae udenfor Neutraliteten? En Hensigt, som havde levet i
hans Sjel ligesiden han havde overtydet sig om, at Svenskerne
ventede af ham Erstattelse for de lidte Tab, og at han kun der-
ved kunde blive populær og sikkre sit Dynasti. Dette vilde han
|
| d.IV,b.2,s.376 |
opnaae ved at kunne lægge Norge til Sverrig. Forgjæves havde
han forsøgt at bevæge Napoleon til at give dette Foretagende
Gehør. Han vendte sig da til Rusland, som hele Sommeren
1812 holdt Tropper dertil beredte i Finland. Napoleon ønskede
ikke mere at knuge Storbrittanien end Carl Johan at tilfreds-
stille sit Folks Ønske at indlemme det Norske i sig. Napoleon
ønskede ikke mere at kunne diktere fra Kreml en Bulletin om
Ruslands Erobring end Carl Johan at kunne fra Kristiania eller
Trondhjem melde til Stockholm, at hiint i Aarhundreder med
Sverrigs dyrebareste Blod nærede Ønske var gaaet i Opfyldelse.
For billigere Kjøb kunde heller ikke en saadan Feldtherres og
Statsmands Bistand erholdes. At see hans Foretagender fra
denne Synspunkt er saa vigtigt, at man bør, forat overtydes om
det Rigtige heri før man følger dem videre, gjøre sig bekjendt
med følgende Aktstykker.
1) Traktaten til Petersborg af 3die Marts 1812, bestemmer:
"Deres Majestæter, Keiseren af Rusland og Kongen af Sverrig
erklære, at deres Hensigt med at afslutte et Forbund er, gjen-
sidigt at sikkre deres Stater og Eiendomme mod den fælles
Fiende. Da den franske Regjering, ved at besætte Svensk-Pom-
mern, har begaaet en fiendtlig Handling mod den svenske Re-
gjering, og ved sine Armeers Bevægelser har truet det russiske
Riges Rolighed, saa forpligte de kontraherende Parter sig til,
med en forenet Styrke af 25 eller 30,000 Svensker og 15 eller
20,000 Russer at gjøre en Diversion mod Frankrig og dets Al-
lierede paa det Punkt af den tydske Kyst, som maatte blive
anseet for at være det meest passende for dette Øjemed. Da
Kongen af Sverige ikke kan foretage denne Diversion til For-
deel for den fælles Sag i Overensstemmelse med sit Lands
Sikkerhed, saalænge han maa ansee Kongeriget Norge som et
fiendtligt Land, saa forpligter Hans Majestæt Keiseren af Rus-
land sig til, at forene Kongeriget Norge med Sverige enten ved
Underhandlinger eller ved militær Magt. Han forbinder sig
desuden til at garantere hans svenske Majestæt Norges frede-
lige Besiddelse.
Begge de kontraherende Parter forpligte sig ogsaa til at ansee
Norges Erhvervelse af Sverige som en foreløbig militær Diver-
sion før Diversionen paa den tydske Kyst, og Keiseren af Rus-
|
| d.IV,b.2,s.377 |
land lover i denne Hensigt at stille det ovenomtalte Troppekorps
til Kronprindsen af Sveriges Disposition og under hans umiddel-
bare Befaling. Da begge de kontraherende Magter, dersom de
kunne undgaae dette, ikke ville gjøre sig Kongen af Danmark
til Fiende, saa vil man gjøre denne Monark Forslag om at til-
træde dette Forbund, ligesom man ogsaa vil tilbyde Hans Maje-
stæt Kongen af Danmark, at forskaffe ham fuldkommen Skades-
løsholdelse for Norge ved et Land, som grændser til hans tydske
Stater, forudsat, at Hans Majestæt Kongen af Danmark for be-
standig vil afstaae Kongen af Sverige sin Ret til Kongeriget
Norge. I Tilfælde af, at Hans Majestæt Kongen af Danmark
afslaaer dette Tilbud, og skulde have besluttet sig til at forblive
i Forbund med Frankrig, da forbinde begge de kontraherende
Parter sig til at ansee Danmark som deres Fiende. Da det er
udtrykkeligt bestemt, at hans svenske Majestæts Forpligtelse til
at medvirke med sine Tropper i Tydskland til Fordeel for den
almindelige Sag, ikke skal gaa i Opfyldelse før Norge enten ved
Kongen af Danmarks Aftrædelse eller ifølge militære Operationer
fra Sverrig er erhvervet: saa forpligter Hs. M. Kongen af Sverrig
sig til, saasnart ovenomtalte Øjemed er opnaaet, at overføre sin
Armee til Tydskland i Overeensstemmelse med en Feldttogs-Plan,
som bliver nærmere at anordne. Hans brittiske Majestæt skal
indbydes af begge Magter til at tiltræde og garantere de i denne
Traktat indeholdte Bestemmelser."
2) Traktaten med England af 3die Marts 1813 indeholder der-
næst følgende Bestemmelser:
"Idet England tiltræder de imellem Rusland og Sverige alle-
rede trufne Konventioner, forbinder det sig til, ikke alene ingen
Hindring at lægge iveien for at Kongeriget Norge for evig Tid
skal blive forbundet og forenet med Kongeriget Sverige som
integrerende Deel, men ogsaa at medvirke dertil, enten ved sine
venskabelige Underhandlinger eller, hvis det gjøres fornødent,
ved Hjælp af sin Sømagt. Imidlertid skal man ikke med Vold
søge at bevirke Norges Forening med Sverige, førend Kongen
af Danmark vægrer sig ved at tiltræde det nordlige Forbund
under saadanne Betingelser, som ere fastsatte mellem Hofferne
i Petersburg og Stockholm. Kongen af Sverige forpligter sig til
at iværksætte denne Forening med al mulig Skaansel mod Norge."
|
| d.IV,b.2,s.378 |
I Foraaret 1813 besatte Svenskerne Pommern, og i Juli er-
klæredes Krig mod Frankrig. Carl Johan begav sig selv over
til Tydskland under Navn af Greve af Upland efterat have ud-
stedt en Proklamation til den hjemmeværende Deel af Armeen,
hvis vigtigste Deel dannede en Observationshær imod Norge.
Erobringen af dette Rige, hvorover Fremmede troede at kunne
skalte, og hvis Udførelse, idet Rusland for den Priis overlodes i
rolig Besiddelse af Finland, skulde løse den vanskelige Opgave
for Carl Johan og hans Dynasti at vinde paa engang de to
modsatte Ting, svensk Popularitet og russisk Beskyttelse --
denne dybt udtænkte Plan var langtfra opgivet, men kun udsat,
siden baade den russiske Armee i Finland, som var bestemt til
at understøtte Erobringen, og den bedste svenske Styrke havde
faaet nærmere Brug imod Franskmændene. Magterne fordrede
Arbeidet før Lønnen.
I Trachenberg havde Carl Johan en personlig Sammenkomst
med Keiseren af Rusland og Kongen af Preussen, hvorefter han
overtog Befalingen over den nordtydske Armee, bestaaende af
Russer under Wizingerode, Woronzow og Wallmoden og Czer-
nitscheffs Kosakker, Preusser under Bülow og Tauenzien, det
preussiske Frikorps under Lüzow, hans egne 24,000 Svenske
under Stedingk, samt Englænder, Mechlenborgere og Hanseater,
tilsammen omtrent 150,000 Mand. Den 15de August udstedte
Kronprindsen sin første Proklamation til denne saakaldte Nord-
armee. Detascherede Korps blokerede Küstrin, Stettin, Magde-
burg og flere af de Franske besatte Fæstninger, medens Hoved-
armeen trængte Fienden mod Elben, dækkede Berlin og frelste
denne Hovedstad ved Bataljen ved Grosbeeren, som Kronprindsen
især bragte Preusserne til at vinde over de franske Generaler
Bertrand og Oudinot den 23de August. Derved kuldkastedes
Napoleons Plan, ved Berlins Indtagelse atter at sætte Verden i
Forbauselse og at hæve den synkende moralske Styrke i sin
egen Armee. Ved Jüterbock eller Dennewitz, hvor Svenskerne,
som man ellers paastod bleve sparede fremfor de andre Trop-
per, kom mere i Ilden, vandt Kronprindsen den 6te Septbr. en
blodig men afgjørende Sejer over Marschal Ney, der aabnede
ham Adgang til Krigens Hovedscene, Sachsen.
Vi afbryde Begivenhederne for at indflette efter en fransk
Forfatter en Samtale mellem Carl Johan og hans gamle Vaaben-
|
| d.IV,b.2,s.379 |
kammerat, den berømte forviiste franske Feldtherre Moreau,
som han traf paa i Tydskland i Keiser Alexanders Generalstab.
Vi indestaae ikke for dens Sandhed, men Sandsynligheden for
at den er det er for stor, og det Karakteristiske og Interessante
i denne fortrolige Meddelelse imellem to udmærkede Mænd,
som Skjebnen ad forskjellige Veje havde stillet imod det fælleds
Fædreland med Kaarden i Haanden, er for levende, og den
fremstiller vor Helts Indre i et, som vi tro, saa sandt Lys, at vi
ikke kunne undlade den her. Og det saameget mindre, som
den falder netop ind paa en Tid, da Carl Johans gode Navn
var en Stridsgjenstand for Datids Journalistik, hvis Heftighed
og Lavhed i Angrebene, som lededes fra Paris af igjennem
Aviserne i de tydske Lande, der endnu adlød det napoleonske
Vælde, man neppe finder Mage til selv i de Pasqviller, som i
sin Tid ere blevne stilede mod Napoleon eller Pitt. Disse frem-
kaldte igjen overdrevne bombastiske Lovtaler, og saaledes er
det i meget og mangt ved disse Yderligheder bleven ligesaa
vanskeligt med Hensyn til Karl Johan at ramme den historiske
Sandhed, som det upaatvivleligen er at gjøre det om Napoleon,
hvis hele Liv, om han skal retfærdiggjøres, kun har Udseendet
af en Episode af noget guddommeligt Udtænkt, men ikke Udført.
Carl Johan har derimod kunnet afhøste sit Liv, og han har der-
ved fremlagt en Kommentar til sit Indre, som retfærdiggjørende
løser Gaaderne fra den Tid, dette syntes dunkelt og meest
at maattte være i Strid med de Handlinger, han dengang lagde
til Rækken af sine Bedrivter, og som en Deel af Europa for-
bandte, mens den anden ikke viste dem stort inderligere Deel-
tagelse end Forundringens.
. . . "Nogle Dage før Slaget ved Dresden bleve Moreau og
Bernadotte kaldte til en Konferents med de forbundne Magter,
hvori Planen til det forestaaende Slag skulde udkastes og de
videre Foretagender i Feldttoget ordnes. Moreau havde udkastet
den Plan, man raadslog om, og han ønskede at see denne ud-
ført i alle Punkter. Det lykkedes imidlertid Bernadotte at sætte
nogle Forandringer igjennem. Efterat Konferentsen var forbi,
havde Moreau og Bernadotte en Samtale, hvoraf følgende er det
Vigtigste:
Bernadotte. Herlige Planer, min General! Men hvortil skulle
de vel føre?
|
| d.IV,b.2,s.380 |
Moreau. Til at tilintetgjøre Napoleon.
Bernadotte. Nu vel! Men naar nu dette er skeet, hvad vil
man da forlange, hvad vil man da gjøre?
Moreau. Oh, da ville vi overveje, hvad der videre skal gjøres!
Bernadotte. Vær De forsigtig! Hengiv Dem ikke til overdrevne
Forhaabninger. I Keiser Alexanders General-Adjutants Uniform
ville Franskmændene ikke igjenkjende Helten ved Hohenlinden!
Moreau. Men Koalitionen?
Bernadotte. Hænger kun i en tynd Traad. Er Napoleon ikke
Keiseren af Østerrigs Svigersøn? Er ikke hans Søn denne
Fyrstes Dattersøn?
Moreau. Det veed jeg fuldkommen vel; jeg veed ogsaa, at
Gustav 4des Børn ere Keiser Alexanders Søstersønner. Den po-
litiske Konvenients gjælder imidlertid Alt; Familieforhold gjælde
Intet mod den! Men hvilket Øjemed har De, min Prinds?
Bernadotte. Intet andet end at befrie det store europæiske
Fædreland fra det trykkende Aag, som Keiser Napoleon har
paatvunget det, jage Franskmændene tilbage over Rhinen, deres
naturlige Grændse, og tvinge Napoleon til endelig at erkjende
det franske Folks Rettigheder, for hvilke De og jeg saalænge
have kjæmpet. Det er alt, hvad jeg vil. Jeg troer desuden,
at gjøre Franskmændene en sand Tjeneste, ved at kjæmpe mod
deres nuværende Herre. Kunde jeg troe, at andre Planer bleve
begunstigede ved mig eller at jeg tjente en Andens Ærgjerrighed,
da vilde jeg paa Øjeblikket sønderbryde denne min Sabel!"
Dette fortjener at være sagt af Karl Johan, den gamle Ber-
nadotte. Kun ville vi, at denne Sabel, som han holdt saa høit
i Ære, ogsaa skulde være bleven holden høiere i Priis end den
virkelig blev af de Magter, for hvis Sag den var dragen i en
Kamp, der maatte ledsages af en ikke mindre rystende i hans
Indre. Thi med denne Kaarde fulgte en Feldtherres Geni, som
dybest var trængt ind i Napoleons, stod det i moralske Kræfter
nærmest, kjendte bedst hans hele Taktik og det franske For-
svarsvæsen i dets Indre, og -- hvorfor skjule det, som maatte
gjøre den kostbarest -- med den fulgte hans følelsesfulde Væ-
sens Smerte, hans blødende Hjerte som Franskmand og en Re-
publikaners Fornegtelse af sig Selv til Bedste for en Menneske-
hed, hvis største Deel betragtede den med mistroisk, stupid
Forbauselse, mens Partierne enten triumferende miskjendte Selv-
|
| d.IV,b.2,s.381 |
opoffringen som et Republikanismens Nederlag, som en politisk
Troesomvendelse af den gamle Jacobiner, et Angerens Tilbage-
skridt over et Livs kuldkastede Overbeviisninger, eller betragtede
hans Foretagender som Opløsningen af en koldhjertet Egoismes
Beregninger, et Frafald fra Alt hvad der er Mennesket helligt
og som en Række ischariotiske Præstationer, der fortjente hiin
forrædiske Jødes Løn for Betalingen.
Men een Løn foruden Bevidsthedens forblev Carl Johans, og
den var hans Svenskers beundrende Kjærlighed, som nu baade
fik Leilighed til selv at overtyde sig om, at de ikke havde taget
feil af ham som Feldtherre og Menneske, og om hvormeget han
skjøttede om deres Hengivenhed. Intet bidrog heller i den Tid
saameget til at vinde den, som at det æresyge Folk, hvis Krigs-
hæders "Karlavagn," der eengang straalede saa højt, Europa
allerede i lang Tid havde betragtet som forlængst nedsjunken,
nu fik dele hans Berømmelse. Han nationaliseredes hurtigere i
Spidsen af deres Geleder, der i den store Armee dannede lige-
som Hærførerens egen Yndlingsgarde, end mellem de bedrivtløse
Ahnerepræsentanter paa Carlernes og Gustavernes Borg. Han
var den anden Gustav Adolf, og at han, med nogen Lighed, var
det i Gjerningen stødte endnu mere Den ud af Tankerne, som
nylig med saa liden Ære havde baaret dette Navn.
Træfningen ved Dennewitz reddede andengang Berlin. Borger-
skabet bevidnede Kronprindsen af Sverrig sin Tak ved en De-
putation, og Keiseren af Østerrig, som havde tiltraadt Koalitionen
mod Frankrig, lod ham ligeledes komplimentere og oversende
Storkorset af en af sine Ordener, ligegodt hvilken. Ved Dessau
gik Kronprindsen over Elben, og rykkede ind i Sachsen, hvis
Befolkning han havde kaldet til Vaaben ved en Proklamation.
Denne Appel til en almindelig Folkeopstand mod Napoleon tyktes
nu vel de allierede Monarker ikke saa ilde om i militær Hen-
seende, men at den ogsaa skulde skee for egen Ret og Tydsk-
lands indre Frihed, det frygtede disse uforbederlige Repræsen-
tanter for Europas gamle legitime Herskerfamilier for, og en
saadan Aand imellem deres egne Undersaatter sattes i for
stærke Svingninger for de gamle Despoter af denne Revolu-
tionens krigerske Søns freidige Opraab. Der er mange Spoer
til, at deres nye Fætter idelig stod for dem i dette forhadte og
|
| d.IV,b.2,s.382 |
foruroligende Lys. Han maatte endnu vinde et Hovedslag mod
Napoleon selv for at vinde deres Tillid.
At Danmark, for at redde det i Konventionen til Åbo under-
haanden solgte Norge, ganske sluttede sig til Frankrig under
gjensidig Garanti af Territorium, og at det i Septbr. erklærede
Sverrig Krig, forhindrede ikke Carl Johan fra at gaae over
Elben og lade Davoust og Danmark i Ryggen for dessikkrere
at komme over det, naar Foreningen med de Allieredes Hoved-
armee først havde affødt sine Resultater. Denne gik for sig
den 17de Oktober paa Højderne ved Breitenfeld nær Leipzig;
men først maatte flere Bombardementer af de befæstede sach-
siske og westfalske Byer, som Franskmændene havde inde, og
flere Træfninger især mod Ney, der atter forsøgte at tage Berlin,
finde Sted, som vel i sig selv ikke vare betydelige eller altid
til Nordarmeens Fordeel, uagtet de sædvanlige pompøse eensidige
Bulletins, men som dog tilsammen førte til hiint vigtige Resultat:
Hovedarmeernes Forening, mens den fiendtlige Hær afsondredes
fra sin egen Nordarmee og de betydelige Afdelinger i Stæderne
og nødtes til at trække sig sammen i et Land, hvis Befolkning
under Carl Johans Fremskridt havde givet mange Exempler paa
hvor gjerne den deelte Sag med dem, der kaldte sig Tydsklands
Befriere. Sachsernes Overgang midt under det tre Dages Hoved-
slag ved Leipzig og at Carl Johan netop indtraf da med sin
Armee tilskrives denne afgjørende Sejer. Den kostede de Al-
lierede ikke lidet, men Svenskerne, som altid bleve sparede, kun
310 Mand døde og saarede. Den 19de kunde Keiserne af Rusland
og Østerrig og Kongen af Preussen i en personlig Sammenkomst
i Leipzig takke Carl Johan, der havde bidraget saameget til at
oprette de svære Tab, Napoleon nys iforvejen havde tilføjet den
slet anførte Hovedarmee ved Dresden.
Carl Johan vendte sig imod sit aldrig af Øjne slupne Maal:
Norges Besiddelse, da han efter Leipzigerslaget kunde lade
Nordarmeen marschere mod den isolerede Davoust og den
danske Hær i Holsteen, medens Hovedarmeen forfulgte Sejren
mod Rhinen, hvor Bairernes allerede længe forberedte Frafald
fra Napoleon gjorde Tilbagetoget endnu ulykkeligere. Keiser
Alexander forlod ham kun med nye Bekræftelser paa Forjet-
telserne fra Åbo. Han betraadte som Befrier atter det Han-
|
| d.IV,b.2,s.383 |
nover, som havde lært at agte ham som Sejerherre. Bremen
og Lübeck besattes og overgaves atter sin egen republikanske
Bestyrelse. Hamburg blokeredes, mens Carl Johan selv gik det
til Siden og ind i Holsteen. Elbens og Weserens Mundinger
saae sig atter bedækte med engelske Skibe. I Holsteen vilde
han erobre Norge, som Kronprindsens Bulletin af 26de Decbr.
fortalte Verden var tilsikkret Sverrig ved de "helligste(?) og
høitideligste Overeenskomster." De befæstede Byer forsvarede
sig slet og besattes. Bedre, men med lidet Held, fegtede de
Danske i Marken. Alliancen med Napoleon blev farligere Dag
for Dag, og Vaabenstilstanden, som tilstodes deres Anfører
Prindsen af Hessen fra 16de til 29de Decbr. viste, at den danske
Regjering begyndte at betænke sin Stilling. Den franske Armee
i Hamburg og i dens faste Stillinger mellem de mechlenburgske
Søer ydede ingen Hjælp, og istedetfor at reise Befolkningen i
Masse, slaaes til det Yderste i Holsteen og lade Armeen i Norge
marschere mod Stockholm, spildte Danmark Tiden med at trygle
om de Allieredes Mægling. Vaabenstilstanden forlængedes til
den 6te Januar, forat indhente Svar fra den østerrigske Keiser,
der havde lovet at træde op som Mægler, naar Danmark kun
vilde indvilge i Afstaaelsen af Throndhjems Stift. Carl Johan
vilde ikke give længer Frist. Fra Keiseren af Østerrig kom
Svaret, at al Mægling nu var for seen, Kronprindsen vilde intet
lade sig aftinge i Hovedsagen; Norge maatte opgives; det var
allerede forlængst afgjort ved Traktater, som selv England nu
ikke kunde ændre noget ved. Endnu et Tærningkast paa Val-
pladsen, og ogsaa dette var uheldigt. Fiendtlighederne begyndte
atter den 6te Januar efterat den stærke Elbfæstning Glückstadt,
som ikke havde været indbegreben i Vaabenstilstanden, havde
kapituleret Aftenen iforveien. De førte til Intet uden til -- Carl
Johans Maal, til den vanærende Fred med England og Sverrig,
som blev sluttet i Carl Johans Hovedqvarteer Kiel den 14de Ja-
nuar 1814, og hvis Hovedpunkt var Norges Afstaaelse. Og
uagtet de Forandringer, som den senere maatte taale, fordi det
norske Folk ikke med samme Ærbødighed som Forfatteren af
hiin Bulletin følte det "Hellige" i Dispositioner over et fremmed
Rige, og ikke var enig med ham i at "ingensinde bar en Garanti
et meer majestætisk Stempel," kunde Freden nok være værd
den store Parade, det "festlige Tedeum" og "den majestætiske
|
| d.IV,b.2,s.384 |
Kanontorden", som, efter Bulletinens Udtryk, "ledsagede den
høie Lovsang" over Freden. Dens tredie Artikel skulde give den
Udseende af, at den store Allianz mod Verdenstyrannen var
Hovedsagen. Den forpligtede Danmark til at tiltræde Allianzen
mod Napoleon og at forene et bestemt Antal Tropper med den
nord-tydske Armee under Kronprindsens Befaling. I den fjerde
Artikel frasagde Kongen af Danmark sig for sig og sine Efter-
følgere uigjenkaldelig til Fordeel for Sverrig Kongeriget Norge
med alle dets Indvaanere, Fæstninger, Havne, Øer, og de dertil
hørende Besiddelser. Sveriges Konge lovede derimod i den
femte Artikel at lade Nordmændene forblive i Nydelsen af deres
Love, Rettigheder og Friheder(?). Ligeledes lovede Kongen af
Sverrig at overtage en Deel af den dansk-norske Statsgjeld i
Forhold til Norges Befolkning og Indtægtskilder. Det nøiere
Beløb af denne Gjæld den 1ste Januar 1814 skulde bestemmes
ved Kommissarier. Efter den syvende Artikel frasagde Sverige
sig til Fordeel for Danmark Provindsen svensk Pommern med
Øen Rügen. Men disse Landes Indvaanere skulde imidlertid
Danmark ligeledes lade forblive i uforstyrret Nydelse af deres
Love, Privilegier og "Friheder"(?). Den Englænderne af Sverrig
ved Traktaten af 3die Marts 1813 i Stralsund indrømmede Op-
lagsret maatte ligeledes Danmark, efter den niende Artikel, an-
erkjende, og Pommerens Gjæld faldt den nye Herre til Last.
Haardere var det, at Kongen af Danmark, ifølge den ellevte
Artikel, maatte anerkjende de af Sveriges Konge i Pommeren
gjorte Dotationer til et aarligt Beløb af 43,000 Thlr. og ikke alene
lade Donatarierne forblive i Besiddelsen af de erholdte Eien-
domme, men ogsaa tilstaae dem Frihed til, efter eget Godtbe-
findende, inden Udløbet af 6 Aar at afhænde dem.
Milde Stiftelser og videnskabelige Interesser vare imidlertid
ikke ganske blevne forglemte. I den tolvte Artikel forpligtede
nemlig begge Parter sig til ikke at afvige fra de oprindelige Be-
stemmelser, der vare givne for milde Stiftelser i Norge og svensk
Pommern, at lade Norge beholde sit nye og Pommern sit gamle
Universitet, saavelsom og at udbetale Lønninger og Pensioner,
saaledes som de af den forrige Regjering vare blevne fastsatte.
Ifølge den trettende Artikel vilde Sverrig endog ved at anvende
sine bona offica hos sine Allierede sørge for at forskaffe Dan-
mark en endnu fuldstændigere Skadeserstatning. Efter den
|
| d.IV,b.2,s.385 |
fjortende Artikel skulde strax efterat Fredstraktaten var under-
skreven alle Fiendtligheder ophøre fra begge Sider og de nød-
vendige Ordres i den Henseende blive uddeelte. Hertugdømmet
Schlesvig tilligemed Fæstningen Frederiksort skulde strax efter
Traktatens Underskrift rømmes af de fremmede Tropper, men
Holsteen efterhaanden saa snart det kunde skee. De øvrige
Stipulationer angik de allierede Troppers Underholdning i Hol-
steen mod rigtig Betaling, de Svenskes ufortøvede Indrykken i
Norge, Proklamationer, som de forrige Herrer vilde udfærdige
til deres afstaaede Undersaatter, gjensidig Udlevering af Krigs-
fanger, Ophævelser af Beslag, der var lagt paa svenske og
danske Undersaatters Eiendomme, ubehindret Tilladelse for
Undersaatterne i de fra begge Sider aftraadte Lande til at vende
tilbage til deres Fødeland, snarest mulig Afsluttelse af en Han-
delstraktat mellem de kontraherende Parter, Fornyelse af de
gamle Traktater mellem begge Riger og "Kongen af Sverrigs
Forpligtelse i Egenskab, af Kongeriget Norges Souverain", at en
for Norge proportional Deel af den danske Statsgjæld skulde
blive betalt.
I en Separat-Artikel blev Gjenoprettelse af Freden med Preus-
sen og Rusland under engelsk og svensk Mægling bestemt.
Med disse Pennestrøg skulde Kongeriget Norge paa den anden
Side Havet være erobret og Sverrigs gamle Arvefiende Danmark
for bestandig knækket. Det Sidste er bleven Følgen indtil denne
Dag; det Første traf ikke ind, som man kunde vente af et Folk,
som endnu ikke havde gjort sig fortjent til Verdens Foragt, men
vidst at værne sine Grændser imod Enhver undtagen imod det
medforbundne Danmarks egennyttige Politik, som havde brugt
at betale sine Nederlag med norske Provindser. Nu var det
indskrænket inden dem, som denne Politik havde levnet det;
nu skulde heller ikke disse respekteres. Men inden dem havde
Normændene dog bevaret saamange af en kraftfuld og skarpt-
betegnet Nationalitets Dyder, at det var umuligt, at de kunde
finde sig i at fremmede Magter bortskjænkede til en fremmed
Fyrste dem og deres Land, som disse hverken eiede eller nogen-
sinde havde eiet. Disse Handeler vare dem ikke ubekjendte.
Men uagtet deres "Hellighed, Høitidelighed og majestætiske
Stempel" havde de dog ikke vakt nogen Frygt, fordi de fore-
kom dem umulige i sin Opfyldelse og næsten ligesaa latterlige
|
| d.IV,b.2,s.386 |
som om Kongen af Sverrig havde faaet Anviisning paa et Rige
i Maanen. De havde næsten vakt mere Betænkelighed i Eng-
land, hvor to af Prindsregentens Brødre og ti af Overhusets an-
seeligste Lorder havde nedlagt høitidelig Protest imod at en saa
vilkaarlig Medfart skulde overgaae Norge. Først da Kong Fre-
deriks Afhændelse, "dette mageløse Skjøde paa et helt Rige",
kom, tænkte de paa at tage de Forholdsregler mod den euro-
pæiske Diplomatiks koldhjertede Bestemmelser, som anstod et
Folk, hvis største Feil kun havde været en altfor nærsynt Tro-
fasthed. Verden veed, at Norge fik Øinene op, og hvorledes
Voldtægten ikke overgik dets politiske Uskyldighed.
Carl Johan, der maaskee troede Norges Besiddelse sikkret,
lod Hamburg uindtaget i Ryggen, og trak sig, forstærket med
et dansk Korps, over Elben mod Frankrigs Nordgrændse. De
Allierede befandt sig allerede midt i Landet, mod hans Ønsker
og Raad. Men til disse toge de nu langtfra de vedbørlige Hen-
syn. Dette var vistnok en Tid, hvori Carl Johan har maattet
føle sig meget ulykkelig.
Idet de Allierede forlangte, at han skulde hjælpe til at over-
øse sit Fædrelands Bund med dets Sønners Blod, traadte de
paaengang hans Hjerte og hans Raad under Fødder. Dette
havde altid været, ikke at forfølge Seiren ind i selve Frankrig.
Ikke alene den Kjendsgjerning, at han under Okkupationen lod
sine Svenske gjøre holdt ved Kölln, hvorfra han udstedte en
retfærdiggjørende Proklamation til det franske Folk, og ved Lüt-
tich, ogsaa udenfor Frankrigs naturlige Grændser, men ogsaa
endeel foregaaende Skrivelser til Keiser Alexander gjøre hans
Karakteer denne Ære. Ligesom de Allierede krænkede ham
ved flere Beviser paa Mistillid og Tilsidesættelse, medens taabe-
lige Rygter om hemmelig Forstaaelse mellem Carl Johan og Na-
poleon løb om imellem deres Geleder, er det netop denne
Skaansomhed, som har faaet mindst Anerkjendelse af hans for-
rige Landsmænd. De have ikke været mindre umaadeholdne i
sine Fordringer paa En, som nu ikkun tilhørte dem i sine Fø-
lelser for deres Ulykker. Hine Skrivelser, hvori han til stor
Ære for sig, men uden Nytte, har stredet for dem, maa altsaa
ikke blive ubenyttede af Historien. Hans Svar af 14de Nov.
1813 paa Keiser Alexanders skriftlige Anholdelse af 10de s. M.
Om Kronprindsens Raad betræffende de videre Operationer, er
|
| d.IV,b.2,s.387 |
i denne Henseende mærkeligt: "Jeg føler ganske det rigtige i
Ræsonnementet, ikke at levne Napoleon Tid til at reorganisere
nye Kræfter; men naar jeg modsætter denne slemme Omstæn-
dighed alle de Grunde, som foregaaende Tids Erfaring og det
Kjendskab, jeg har til det franske Folks Karakteer, frembyde,
synes Farerne ved det foreslaaede Foretagende (Overgangen
over Rhinen) mig langt overvejende de Resultater, man lover
sig deraf". . . "Hvorledes skal man kunne overtyde om, at de
Allierede kun have stredet for sine Territoriers Forsvar og at de
attraae Fred, dersom de ikke proklamere høitideligen, at denne
Fred hviler paa Erkjendelsen af, at Frankrigs Grændser ere
Rhinen, med Undtagelse af Holland, begge Have, Alperne og
Pyrenæerne, og ikke erklære, i Modsætning til alle de Bag-
vaskelser, som Napoleon ikke skal undlade at udsprede om
deres Hensigter, at de kun ville, at Frankrig skal forblive
Frankrig med den samme Grund og Ret, som har ladet dem
kjæmpe for at gjenvinde og sikkre Heelheden af deres eget
Territorium".
Samme Dato tilføjede Carl Johan sine Bemærkninger følgende
Fremstilling af Kjendsgjerninger: "Jeg beder Dem, Sire, at be-
tragte mine Bemærkninger som det oprigtige og frimodige Ud-
tryk af min første Tanke efter Læsningen af Deres Skrivelse af
10de. Denne Tanke er Følgen af det Kjendskab, jeg har er-
hvervet til det franske Folks Følelser, Øjemed og den Patrio-
tisme, det er istand til at lægge for Dagen under voldsomme
Kriser. Ved min Indtrædelse i Ministeriet, var det franske Ter-
ritorium truet. Nationen, der havde lidt Tab af Mennesker og
Penge, foragtede Direktoriets Medlemmer og ønskede deres For-
drivelse; den vilde Fred og forlangte den med høje Raab. Nu
vel! jeg kunde kun tale; jeg vakte det slumrende Mod. Jeg
henvendte mig direkte til denne, med saamegen Ret misfornøjede,
Nation; og inden en Maaned havde jeg allerede erholdt meer
end jeg havde forlangt. Hele Europa var forenet imod den, og
dog hævdede den sin Forsvarslinje imellem Alperne og de li-
guriske Appenniner, og sejrede paa alle andre Punkter. Ge-
neral Bonaparte kom tilbage fra Ægypten; Deres Majestæt veed
Resten."
De sejrende Magters Overmod havde intet Øre for disse Mel-
lemkomster. Den blev ogsaa forgjæves, som han forsøgte i en
|
| d.IV,b.2,s.388 |
formelig Protest fra Lüttich i Marts 1814: "Koalitionens eneste
Maal, det eneste lovlige, var at holde det franske Vælde inden
dets naturlige Grændser og at tvinge det til at respektere andre
Staters. Jeg har ikke samtykket i disse Operationer uden paa
den udtrykkelige Betingelse, at Frankrigs Grændser, saaledes
som Revolutionen og Traktaterne have etableret dem, skulde
formeligen respekteres. Erindre Dem, at der aldrig har været
Spørgsmaal om at passere Rhinen, at det selv i Trachenberg
blev bestemt, at man aldrig skulde faae den Tanke."2 "Jeg kan
ikke for ofte gjentage, at en Krig i Frankrig er baade mod
Europas og Sverrigs Interesse. En Krig, som har til Maal at
gjenindsætte et Dynasti, er i Principet uretfærdig og barbarisk
ved de Ulykker, den maa forlænge. Oplysningen, Civilisationen
vil gaa ti Sekler tilbage. Munke og Skurke skulle snart bedække
med Sorg og Mørke dette skjønne Frankrig, som man intet kan
bebreide, uden en urimelig Stolthed af sin Chef, en Stolthed,
det selv ikke har lidt mindre under end de andre Nationer.
Sverrig har intet Motiv, ingen fornuftig Grund til at vedblive
denne Feide. Dets Børns Blod er altfor kostbart til at udgydes
for en Sag, som vil true Europa med en tusindegange utaale-
ligere Undertrykkelse end Napoleons3. Fatter dog Mod til at
udtale det: ingen Krig, dersom den skal vedblive at føres mod
de Principer, som have givet os Vaaben ihænde!"
Carl Johan maatte føle sig tilovers i sin Stilling i det Belgiske.
Hans Nærværelse krævedes hjemme, om Kielertraktatens For-
jettelser om Norge skulde kunne gaae i Opfyldelse. Efter et
Besøg i Paris i de faa Timer, som medgik til at faae Traktaten
bekræftet af de allierede Magter i egne Personer, drog han med
sine Svensker hjemad forat kue det modsætsige Norge, som al-
lerede havde givet sig en fri Forfatning, hvis første Bud var
Landets Selvstændighed, og valgt en Konge, som idetmindste
kunde skrive ligesaa gode Proklamationer, som de, der i Over-
flod tilstilledes det fra Sverrig. Ialfald fandt de bedre Indpas
hos Folket, ihvormeget disse end forsikkrede det, at de sande
norske Patrioter ikke billigede det Skeete, og at det imod sin
egen Villje var bleven unddragen den lyksaliggjørende Fuld-
byrdelse af Kielertraktaten. Det sidste fik Normændene at vide
|
| d.IV,b.2,s.389 |
af Kronprindsens Proklamation fra Lübeck af 21de Mai, hvor-
efter han satte over Østersøen med en Armee, der, uagtet al
sin Roes, havde samme Grund til at være kamplysten som Fa-
belens Danaider til at være tørstige midt i Vandet, som bestan-
dig flød væk, naar de skulde drikke deraf.
12te Juli forlod Carl Johan tilligemed den gamle Konge og sin
Søn Oscar Stockholm for at bryde ind i Norge. En Proklamation
af 17de Juli fra Hovedqvarteret Venersborg forkyndte dette for
den svenske Armee, som forlængst var behørigen underrettet
om, at det havde været Nationaliid at forene Norge med Sverrig
alt siden deres store Gustav Adolf havde fattet denne Plan, "i
hvis Udførelse han kun standsedes af Døden." Ogsaa til det
norske Folk udgik et nyt Opraab samme Dag, at det skulde
rense sig for de fremmede Oprørere og falde tilføje. Det kunde
ingen anden Betydning have for dem, end at den gunstige Tid
til at angribe var gaaen unyttet forbi, og at de nu blot kunde
forsvare sig, sin Idræt og sin Konge, som kun fik stolte og
irettesættende Svar paa sine Skrivelser, hvorved han søgte at
vinde Tid og afvende det Uveirs Udbrud, som vilde sende sine
første Lyn efter hans nye Krone.
Den gamle Carl tog selv, som ved Hogland, Kommandoen
over Flaaden, for hvem den norske Skjærgaardsflaade ved Hval-
øerne trak sig tilbage, ladende klart Indløb til Fæstningen Fre-
driksstad, hvor en feig Forræder kommanderede. Den befæstede
Kragerø rømmedes efter et kort Bombardement, og Frederikstad
kapitulerede uden at have været stort mere end truet. Sven-
skerne besad for første Gang en Fæstning i Norge. At den
Hærafdeling, som skulde tage Kongsvinger væk, paa det nær-
meste blev opreven ved Lier og Matrand, havde ingen Indflydelse
paa Hovedarmeen, som trængte raskt frem mod Glommen under
Kronprindsens egen Overbefaling. I dens Bulletins findes hint
Nederlag ikke engang anmærket. Dette er med en Indianers
rolige Vished om den forudbestemte Sejer ikke at fordreje An-
sigtet, om man flænger Bagen af ham. Den 7de Aug. havde
Kronprindsen sit Hovedqvarteer i Frederiksstad, og to Dage efter
Kongen selv, der fulgte med som en Repræsentant for Sveriges
gamle Krav. De syntes Opfyldelsen nær, da de norske Hær-
førere paa den ubegribeligste Maade rømmede den østre Bred
af Glommen efter et heldigt Forsvar af Stillingen ved Langenæs
|
| d.IV,b.2,s.390 |
og Onstadsund mod Generalerne Vegesach og Cederstrøm. Thi
denne Adfærd, som blot kunde forklares ved Forræderi eller
Uduelighed, udbredte en Nedslagenhed i de norske Geleder, som
var Fienden fordeelagtigere end hvilkensomhelst Hovedsejer. Nor-
mændenes Enthusiasme for sin Konge var hurtigen sjunken. Med
opklaret politisk Blik kunde de nu skjelne imellem hans Person
og Konstitutionen. Den tilhørte dem selv, og Kristian Frederik
reddede Nationens Agtelse ved at opgive sig selv til Fordeel for
denne i Konventionen til Moss af 14de August 1814. Tillige for-
pligtede han sig til at nedlægge sin Magt i Folkets Hænder og
forlade Riget efter at have sammenkaldt saa snart som muligt et
overordentligt Storthing. Imidlertid skulde Statsraadet forvalte
den udøvende Magt, og en Vaabenstilstand indtræde indtil 14
Dage efter Storthingets Aabning med 12 Timers Opsigelse. Fre-
derikssteen skulde rømmes og en Afdeling af den svenske Hær
forblive i Landet inden sin nærværende Stilling. Carl Johan
lovede i Kongen af Sverrigs Navn at antage Eidsvoldskonsti-
tutionen af 17de Mai, og kun at foreslaae de Forandringer, som
en Forening med Sverrig maatte gjøre nødvendige.
Den 10de Oktober frasagde Kristian sig den norske Krone,
og forlod Riget. Vinden fjernede ham ikke fra dets Kyster før
det overordentlige Storthing den 20de havde betingelsesviis be-
sluttet Foreningen med Sverrig, som hans, fra dansk Side sand-
synligviis velbetænkte, Nærværelse og første Adfærd havde
hindret ligesaa meget, som hans senere havde fremmet og nød-
vendiggjort den. Foreningen bærer Datum af 4de Novbr., fordi
Storthinget da var kommet overeens med de svenske Befuld-
mægtigede om de Betingelser, hvorunder Rigernes Forening under
een Konge skulde finde Sted, og de dermed stemmende For-
andringer i Grundloven da vare vedtagne, samt Carl 13de valgt
til Norges Konge mod at han besvoer Konstitutionen. En Rigs-
akt skulde nærmere bestemme Unionsforholdene. Men ihvor-
meget det end var vundet for Norge, at ikke længer Kieler-
traktatens Magtsprog, men Anerkjendelsen af Folkets suveræne
Handlinger paa Eidsvold var bleven Basis for Unionsværket,
saae Carl Johan dog sit Øjemed naaet, da Storthinget saaledes
havde indladt sig paa at gjøre Foreningen med Sverrig under
een Konge til en organisk Bestanddel af Konstitutionen. Han
maatte nemlig troe at have ydet sine Svenskers Forventninger
|
| d.IV,b.2,s.391 |
nok, og at have vundet Krav paa begge Nationers Erkjendtlighed.
Men Forventninger, der have sin Rod i Nationalforfængelig-
heden, aftage ikke i Umaadelighed fordi de blive gamle; og med
Svenskernes var dette mindst Tilfældet, fordi Smerten af Fin-
lands Tab holdt dem vaagne og spændte paa den belovede Er-
statning i Norge. Med fremmed Kjød skulde denne store, stedse
blødende Saarflaade dækkes og heles. Et Kongerige som Pro-
vinds skulde erstatte Provindsen. I hiin Bestemmelse i Grund-
loven var der derfor ikke Tilfredsstillelse nok for de Ufornøielige,
saalænge dens øvrige Indhold skulde staae ved Magt. Og videre
drev Carl Johan det ikke. Han maatte være nøjd med det
glade Indtryk, som Budskabet "Norge er endelig forenet med
Sverrig" maatte gjøre paa alle de Svensker, som ikke under-
søgte de nøiere Forhold ved denne Forening, og dem, som
foretog denne Undersøgelse paa egen Haand, og sugede Næring
deraf for sin Misnøjdhed, fik hente sig selv Anviisninger paa
Fremtiden og søge nye Forhaabninger. Selv maatte han upaa-
tvivlelig være den Gladeste af alle Individer inden begge Riger,
da en Deputation fra Storthinget overbragte ham i hans Hoved-
qvarteer Fredrikshald dets Beslutninger.
Han kunde ikke være utilfreds, som hine Svensker, med Uni-
onsværket saaledes som det var, og han kunde som Normændene
ikke være ængstlig for dets Fremtid; den laae inden hans egen
Sjel, saaledes som denne fra den Stund, han besluttede ikke at
drive det norske Folk til Fortvivlelse, men at istandbringe Unionen
som dette snarest og lettest kunde opnaaes, nemlig ved ædel-
hjertede Indrømmelser, allerede maatte have uddannet den Po-
litik, som skulde raade inden den. Carl Johan har ved en Lei-
lighed i sin senere Alder erklæret, at han har følt sig lykkelig i
Øjeblikkene efter sine Sejre; og han maa da have tænkt paa
deres Øjemed; men vi feile neppe, naar vi tro, at intet af disse
stolte Øjeblik har ladet ham føle sig saa lykkelig som da han
modtog Budskabet af den 4de Novbr. og da han den 10de ind-
fandt sig personlig tilligemed sin Søn Oscar i Storthinget, hvor
han overleverede Kongens skriftlige Eed. Det skulde da maaske
være det, da han den 5te Decbr. holdt sit Indtog i Stockholm,
ledsaget af en norsk Deputation.
En tydsk Forfatter ender sin Fremstilling af Carl Johan som
Stifter af Foreningen med følgende Apostrofe til dette Hoved-
|
| d.IV,b.2,s.392 |
foretagende i hans Liv: "Hvilken Velsignelse bragte nu denne
under saa mange Storme tilkjæmpede Forening begge den skan-
dinaviske Halvøes Folk selv og deres fælleds Regenter? Var
virkelig eller kun drømt Lykke dens Følge under Carl Johans
Scepter? Ikke Hofsmiger -- Historien alene maa besvare disse
store og vanskelige Spørgsmaale. Og de skulle blive besvarede,
saasnart Begivenhederne ere indtraadte inden den historiske
Fremstillings og Bedømmelses Omraade." Vi antage vel, at dette
er Tilfælde med et til at fælde en Dom tilstrækkeligt Afsnit af
Foreningens Historie; men idet vi ikke erkjende, at Rigers og
deres Regenters Historier ganske ere eet, kunne vi kun komme
hine Spørgsmaal saa nær, som det er tilladt en Pen, der er
bunden til paa faae Blade at give et Omrids af Carl Johans
egen Historie. Det er ogsaa, som ovenberørt, mere Tilfældet
med denne end ellers med kongelige Personligheder, at hans
Folks Historie er hans. Carl Johan har nemlig aldrig ophørt at
regjere selv, at eetgjøre Rigernes Interesse med sin og sit eget
Dynasties, at give i Overeenstemmelse dermed deres udvortes
Politik sin Retning, saaledes at Rigernes Politik er bleven hans
egen, og at arbeide konformt hermed paa Unionsværkets videre
Udvikling mod det Ideal deraf, som forlængst var fuldbaaret i
hans Sjel og som fremglimter af saamange af hans Regjerings-
handlinger, men som 1814 Aars forvirrede Begivenheder kun
havde levnet i en ufuldkommen Form. Men denne var gigantisk,
og imponerede, da den saa pludselig stod der som om et uhyre
Gudsbillede havde hævet sine Granitlemmer til et Spring frem
af Jorden forat tage urokkeligt Sæde imellem begge Folk og at
vogte deres Fred. Og da det meest udmattede af Folkene
mærkede, at der dog var Hvile i dets Skygge, at en fremmed
stor Aand og ikke Nabofolkets Magt havde fremtryllet det, og
at dets Fædrenejord dog ikke sank under dets Tyngde, og at
Græsset dog grønnedes og Kornet modnedes omkring det, da
fattede det Ærbødighed for Billedet, og tillod Ingen, selv ikke
dets Skaber, at nærme sig det med Meislen. Den grønnende
Bund omkring det var bleven Folket helligt; thi træt havde det
nedsænket sig derpaa og viet sin Hvile og sin Frihed den. Og
Frihedens Træ bedækte Gudebilledets Brøst med sit Eviggrønne,
Grøden voxede om dets raa Fod og friskfarvede Blomster skjøde
sine Toppe imellem Axene, og Folket dannede Taknemligheds-
|
| d.IV,b.2,s.393 |
krandse deraf, og naar Mesteren nærmede sig med sin Meisel,
da viste det hans Værk omslynget dermed og sagde: "Mester
rør det ikke! det er godt nok." -- Dette var Foreningens Uskyl-
dighedsaar. De ere svundne. Krandsene hænge der endnu.
Men Folkene have opdaget Billedets Feil og at Bunden synker
under dets Vægt. De have reist sig hver paa sin Side, uenige
om hvad der er at gjøre forat fordele dets Skygge og Tyngde
lige og udbedre dets Mangler.
Dette er Foreningens senere Historie.
Rigsakten, eller det af norske Storthing og svenske Rigsdags
istandbragte organiske Statut, som nærmere bestemme Vilkaarene
for Foreningen, har ikke givet denne tilstrækkelig Holdning. Er
denne, efter sine Beundreres Mening, et politisk Mesterstykke i
Tingen, blev den det dog ikke ved hiin Akt i Formen. Norge
har med Bitterhed mere end eengang maattet føle det Offer,
som Unionen foranledigede, af en af dets Konstitutions Grund-
bestemmelser, idet dets diplomatiske Anliggender ere blevne
stillede under en svensk, for dets Love ansvarsløs, Bestyrelse.
Alligevel har Rigsakten ikke været Gjenstand for Regjeringens
Forsøg paa en Omredaktion i en bedre Form. Den har troet
at styrke Unionen ved Forandringer i den norske Konstitution,
hvilke kun gik ud paa Kongemagtens Udvidelse, medens den
svenske Forfatning, som sikkrer Adelstanden Fortrinet af at re-
præsenteres paa Grund af Fødsel, og er et tungt og seendrægtigt
Maskineri for politiske Forbedringer for Folket, skulde forblive
urørt; og i denne Politik har Regjeringen hverken mødt Sympa-
thier hos det norske eller hos det svenske Folk. Naar man und-
tager hiine eensidige Forsøg, har ogsaa Karakteren af dens Uni-
onspolitik udtrykt et urokkeligt Haab om, at Tiden og Tilnærmelsen
vil gjøre Unionsværket evigt, selv i hvad Brist man kan have
overseet under dets Opførelse, og fremstille det i den ideale
Fuldendthed, som finder sit Udtryk i Navnet: det lykkelige,
stærke Skandinavien. Dette forjettede Land forkyndtes af næsten
alle Carl Johans svenske Lovsangere og af en Stjerneregn af
svenske Ridderordener over troende og ikke troende Normænds
Hoveder. Men endelig maatte det modtagelige Stof i Folket
mættes hermed, og selv Tegnér, som qvad med saa uforbe-
holden Oprigtighed i sin Hilsen til det norske Storthings De-
puterede:
|
| d.IV,b.2,s.394 |
. . "Norden blifwe -- hvad han blefwe,
om samma Lag förente dem!"
er upaatvivlelig bleven tilbøjelig til at antage Skandinavien, i den
Forstand, ligesaavist kun for en poetisk Fiktion som det nye
Jerusalem. Carl Johan har stundom ikke undladt at bidrage Sit
til denne Erkjendelse ved at indskjærpe Grundlovens bogstave-
lige Iagttagelse. Til at bortrydde andre Fordomme imellem Na-
tionerne indbyrdes og forene deres Sindelag og vinde det for
sig har hans personlige hjertevindende Egenskaber og der-
imellem hans exempelløse Gavmildhed og Godgjørenhed, som
har været lige udstrakt til begge Riger, bidraget overordentligt.
Paa Svenskerne, som bedre kunde iagttage det, gjorde ogsaa
det sande sønlige Forhold, han lige til det Sidste udviste mod
sin Adoptivfader, den gamle Carl, og de Instruktioner, hvorefter
han har ladet sin Søn Oscars Opdragelse som svensk Prinds
rette sig, saavelsom ogsaa den Delikatesse, han viste den
gamle Vasadatter, Prindsessen Sofie Albertine, det fordeelag-
tigste Indtryk.
Carl Johans Geni og hans Faders Tiltro havde, alt siden han
betraadte Sverrig, gjort ham til Sjelen i Regjeringen. Der for-
andredes intet i dennes System, da den gamle Konges, Carl
den 13des, Hengang til sine Fædre den 5te Februar 1818 lod
begge Nationer saa jublende hylde
CARL JOHAN
SOM KONGE TIL SVERRIG OG NORGE
Han kronedes i Stockholm 11te Mai 1818 som "Carl den 14de
Johan," og i Throndhjem 7de Septbr. s. A. under samme Navn
og Kongetal, uden at den Forandring iagttoges ved samme, som
for Norges Vedkommende vilde være den rigtige. Da man, uden
videre Skrupler havde nævnet den forrige norske Konge "Carl
den 13de", var det Forhastelsen under Foreningens Afsluttelse,
hvoraf der er flere Spor, som havde undladt at anmærke denne
ingenlunde uvigtige Feil. Nu var det maaske Glæden, og den
er af al Sindstummel den meest glemske. Historien, der maa
tilkjende Carl Knudsson Bonde en Plads i den norske Konge-
række, om Kroning og Hylding skal have noget at betyde, kan
1 tilbake Det er beviist i "Hemliga Handlingar rørande Sveriges Historie." Bd. 6.
2 tilbake"il fut resolu, qu'on n'aurait jamais cette pensée."
3 tilbake Denne mærkelige Spaadom er ikke bleven af dem, der omtales i 1 Joh.4,1. |
| FORRIGE |