|
| d.IV,b.2,s.304 |
selig opløfter den uvirksomme, i sig selv i sin Sorg nedsjunkne
Anger til Haab og virksom Kraft, og som, medens Angeren ikke
tør nærme sig, vandre med modig Tro imod de Arme, der altid
ere aabne. Af det dybe Hjertesaar skyde sig Syndserkjendelsen
og Angeren som tvende mørke Blade, men deraf hæver sig som
en raskopadstræbende, klar Stjerneblomme, der fanger Dugg og
Lys fra Himlen, det gode Forsæt, og denne bliver Omvendelsens
saliggjørende Frugt -- denne, som er sød for Himmelens Engle.
Vi maa, Elskelige, for vor egen Skyld, tro, at et alvorligt For-
sæt til Forbedring er en forjettende Frelsensengel, en Bebudelse
om Naade og Salighed. Himmelens Engle juble jo derover som-
om en Broder vendte hjem. Vi maa tro, at Guds Naade og
Kraft er stor i en forbedret Synder! Troer kun, at naar Guds
Virkemaader og Veje saaofte ere os skjulte i den Verden, som
ligger for vore Øjne, saa ere de det endmere, skjøndt dog lige-
saa sandt tilstede, i den usynlige Verden, i vore Sjele! Ligesom
Fødsels og Dødsøjeblikket er et eneste, saa er ogsaa Gjenfød-
selsøjeblikket -- det, der skal afføde et Liv af Forbedring --
kun et! Vær derfor opmærksom -- det kommer ligesom Pauli
Glimt, hurtigt som Marias Engel. Men vil du tilstoppe dit Øre,
naar en Engel tilraaber dig "hil dig du Benaadede!" Kan du
stole paa, at Kaldelsens Stund atter skal komme før det er for-
silde, om du forgjæves lader Gud virke i din Sjel, lader de gode
Forsætter døe, indtil din Sjel er udtømt og udygtig baade til at
fatte og til at beholde dem? Visselig ikke om du ret vil fatte
den Agt for Forsættet til Forbedring, at det er en Herrens Frel-
sensengel sendt over den Nedbøjede, et Lys tændt i den for-
mørkede Sjel, en Styrke i den Svage, et Haab i den Fortviv-
lende, en Røst fra det Høje, som raaber til den Bedrøvede "hil
dig, du Benaadede! Herren er med dig, du Velsignede!" --
Disse en Engels Virkninger har jo det alvorlige, gode Forsæt
-- de ere en Aabenbarelses pludselige -- det er et Haab, en
Kraft, som pludselig viser sig hvor Mennesket ingen troede --
det er en forjettende Sejersang, som toner, hvor Mennesket kun
lyttede efter et stille Suk. Den qvælende Eensomhed, den magt-
løse til sig Selv Overladthed, som Angeren følte med saamegen
Rædsel, synes forsvunden: -- en Højere synes at boe i vort
Indre, og en Røst evig at gjennemklinge det: "hil dig du Benaa-
|
| d.IV,b.2,s.305 |
dede!" Gud er med dig. Sjel! i dit alvorlige, gode Forsæt har
du undfanget din Frelser! "Hil, du velsignede blandt Mennesker!"
Men naar dit Forsæt til Forbedring har holdt sin Prøve --
naar den Vredladne er bleven forsonlig, den Umaadelige maade-
lig, Bedrageren ærlig, den Ugudelige gudfrygtig, da skal ogsaa
den Forjettelse sandes om hiin Frelser, som Sjelen undfangede
i sit gode Forsæt, at "han er bleven stor og skal kaldes den
Højestes Søn:" -- en Indvirkning af Gud til sit Barns Vel, en
Forklarelse af hans Herlighed i sit formørkede Billede -- og
Selv skal du blive stor og voxe med det gode Forsæts Kjerne
i dig -- selv skal du blive stor altsom dit Forsæt fuldbyrdes og
din Dydstyrke voxer -- Selv skal du blive stor "og kaldes den
Højestes Søn!"
Synder, slaar dit Hjerte haardt,
o, da maa du lytte.
Det en Engel er, som saart
banker paa din Hytte.
Aabn! Han engang Himlens Port
aabner dig i Bytte.
Græd! Din Taare er en Skat,
som Guds Engle sanke.
Lad i sorgfuldt Øjes Nat
vaage Angers Tanke!
Kjæmp! Der kommer en Sabbat,
ja med Krandse blanke.
Sorgens Fure, blot du vil,
Glædessæd kan give!
Som en Engleving dit Smiil
kan mod Himlen flyve,
og et evangelisk Hil
om din Læbe skrive.
Blik, som natlig Fakkel var,
Himles Glimt er vorden.
Tænderne, som Eder skar,
Sølverstrenges Orden!
Mund, som huset Satan har,
Tempelbo for Jorden.
|
| d.IV,b.2,s.306 |
Vil du, fra dit Hjertes Bund
kan du Engle mane,
og fra Herrens blaa Paulun
Ti med Sejersfane.
Adamsvilje -- tro det kun --
bryder Himmelbane.
Klager ikke, at Menneskets Forbindelse med Himlen er liden.
Hvad ere vi, at vi fordre mere? Himlens Børn? Ja, men ere
vi ikke voxne og udsendte i Verden forat lære noget og blive
til noget? Og sandelig vi mangle ikke Budskaber fra Hjemmet.
Vi have Gudsord og, i større Forstand end i Lignelsen, Moses
og Profeterne, og et fornuftigt Menneske bliver ikke gammelt
før han erfarer og troer, at Alt tjener Mennesket til Bedste.
Og dette er jo, at i Alt, som mødte, var en Gudsengel til Be-
lærelse og Trøst, ja en Gudsengel, snart grædende, snart smi-
lende, snart skinnende og lys, snart i Sorgens mørke Pragt, med
Hænderne fulde af Velsignelser, snart med Tugtensriis advarende
og straffende. Der var og er Mennesker med denne Viisdom,
at Intet er Slump eller blot Hændelse, men uden Kjendskab til
Kristi Navn, og om dem vil det dog siges: gak ind, din Tro har
frelst dig. Thi deri er Gudstro eller Religiøsitet og alene deri.
Dette at see Gud i Alt er at have et gudfrygtigt Sindelag. Og
de Gudfrygtige er det alene, som forstaa Livet eller Guds Me-
ning med og i Livet, at han tilskikker os forskjelligt forat vi
skulle øve vore Sjelekræfter og sædelige Evner -- de Vinger,
hvorpaa vi hæve os over Jordens Møisommeligheder og skulle
hæve os gjennem Himlene eller de højere Tilværelser, -- og
forat vi skulle lære at blive Herre over Tilskikkelserne og Om-
stændighederne og Herre ligesaavel over vor Lykke som Ulykke.
Intet af hvad der hænder være os derfor fremmed, men som
kommet og kjendt fra Hjemmet! Og en Moders Sendinger ere
ikke kjærligere og rigere end Naturens Gaver, naar Jorden op-
dækkes og den frugtbare Aarstid vender tilbage. Hvert Græs-
straa som reiser sig paa den nøgne Høj, melder, at vi ikke ere
forladte, men at der er En, som tænker paa alle sine Børn i
Støvet og sender dem mangehaande venlige Budskaber ad den
|
| d.IV,b.2,s.307 |
aandige som legemlige Verdens Veje. Stjernerne ere tause, men
dette er Meningen i deres alvorlige Øjne, at Menneskets For-
bindelse med Himlen ikke er liden.
Klager da ikke, somom den ikke skulde være tilstrækkelig.
Det er uden Sværmeri at vi kunne gjøre den saa inderlig vi
ville. Men kald denne søde Følelse Sværmeri -- Ingen, der vil
gaa sin rette Vej og bevare et roligt og tilfreds Hjerte, kan und-
være den, og Indbildning er den ikke.
Seer, Dagen længes, og Ingen tvivler om at Foraaret er i
Luften og at Solen stiger bag Skyerne, om den end ikke sees!
Saaledes -- Jesus er selv tilstede i sit voxende Rige, i sin sej-
rende Kirke i dens Fremskridt ligesom Solens Kraft er i de
voxende Dage i den sejrende Aarstid. Han, den Højestes Søn,
er hos Sine alle Dage. Dette er dog vel en Forbindelse med
Himmelen? Og hvor nær er han os ikke? ja træder os ofte
nær som i sin hele elskelige Personlighed? Thi er ikke Nadveren
ligesom om vi Ringere satte os til det Bord, som Jesus og
Apostlene, vor Herre og hans Venner, just havde forladt. De
samme Retter bydes os; Brødet og Vinen have vi; og, hvad der
er bedre, de samme Jesu Ord udtales over os. Visselig, den
hele Kristenhed sidder ved dette Bord, som Jesus og Apostlene
have forladt. Bordet er det samme -- kun større; thi den hele
Kristenhed skal have Plads der, og det udvider sig altsom denne
voxer, og omsider skal hele Menneskeheden have Plads der.
Bordet er det samme, kun større; thi Gjæsterne er blevne flere
og Mesteren, den himmelske Vært, er bleven større, forherliget
i Himlen, der er hans Højsæde.
Visselig han er tilstede. Hvo som ikke føler det, æder Nad-
veren uværdigen og burde ikke lade Vinen væde sin Tunge,
eller bryde Brødet med sine Tænder. Hans Velsignelse er til-
stede over vore Hoveder, dersom vi redeligen bøje dem i Hans
Navn forat imodtage det Dyrebare. Hans Røst er tilstede i
Ordene, der udtales til Indstiftelse -- vel ikke med Hans Mund,
men i Hans Navn af Dem, han dertil har anordnet og overgivet
Myndigheden -- vel ikke i hans Sprog for Os, men i hans Me-
ning, der jo ikke forandredes i Apostlernes forskjellige Tunge-
maal, eller forandres siden i de forskjellige Tungemaal, der jo
kun ere forskjellige Instrumenter hvorpaa samme Melodi lige
rigtigt kan gjengives. Hans Minde er tilstede i Paakaldelsen og
|
| d.IV,b.2,s.308 |
Ihukommelsen, Hans Kraft i vore Hjerter, om de hjerteligen læn-
ges efter hans Samfund; ja, hans hele Væsen er tilstede i vort
Sind, for vor hele Forestillingsevne, ja i vor egen Person om vi
hannem redeligen efterfølge; og vi faae Pantet derpaa, at fordøje
det i vort Legeme i det, der nævnes hans Legeme og Blod.
Hvad ville vi mere? Gud sender os mange Engle, ja i Syn-
derens gode Forsæt den skjønneste om end den alvorligste. Og
vor Forbindelse med Himlen er mangehaande og nær, men nær-
mest i Kristendommen og i denne nærmest og hartad legemlig
nær i Nadveren, vor Sjels sødeste Næring. -- Amen!
VÆRER IKKE DØVE PAA SJELEN!
(12te Trin. 1836 i Eidsvoll Kirke).
forat høre hvad du har at sige os gjennem dit hellige Ord. Vi
have vor Sjels Øre, vor Opmærksomhed spændt for at fatte din
Vilje, og vore Hænder ere udstrakte for at fuldbyrde den og
forat takke dig fordi du ikke aflader at forkynde den, om den
end ringeagtes og modtages af de letsindige Mennesker gjennem
det ene Øre forat udlades af det andet. Thi du veed Tiden vel,
da intet døvt Øre for din Vilje skal findes paa Jorden; -- og
derfor lader du den forkynde paanyt og stedse paanyt og er
naadig i din Himmel om end de Aldre komme seent, da kun
een Vilje, din guddommelige Vilje, raader paa Jorden, ligesom
dit Ords Forkyndere ikke ansee sit Arbeide spildt, om det end
ei strax og hos Alle bærer Frugter i Forbedringer; men de tale
og virke ufortrødent, stærke og glade i Haabet, at dog altid en
eller anden forhen for Herrens Ord Døv bliver hørende imellem
Mængden. At ogsaa dette, om saa skulde være, her i denne
Forsamling ret tilfulde maa skee, derom bede vi dig vor Fader,
du, som er i Himlen o. s. v.
|
| d.IV,b.2,s.309 |
Marc. 7 C. 13 V.
Gud har lukket det ydre, Legemets, Øre paa enkelte Men-
nesker. Vi maa beklage dem; thi vi maa antage, at de ere
mindre lykkelige, eller rettere mindre istand til at være lykkelige,
omendskjøndt den Algode ogsaa da, naar han saaledes tildeler
sine Gaver, ved somoftest i andre Henseender at erstatte Man-
gelen, giver os Anledning til at prise hans Godhed og Viisdom.
Om de Gamle hos hvem Øret ofte lukker sig somom de havde
hørt nok af denne Verdens Larm, er ikke Talen, men om de
Døvfødte, hvem Gud dog ofte -- næsten som om Mennesket
kunde kræve det -- i andre Henseende erstatter, og kun yderst
sjelden saaledes berøver de menneskelige Sandser og Evner, at
de ikke høre det ene Vigtigste: Guds Vilje og Forjettelser: hvad
Gud kræver af Mennesket og tilsiger dette. Den Døve altsaa
høre? Der gives altsaa et andet Øre end det som er lukt
for ham?
Ja Menneskene have et andet Øre end dette, som kan lukkes
paa saamange uforskyldte Maader: et Aandens Øre, hvori der
boer Opmærksomhed og Eftertanke: et som Gud kun berøver
dem, han berøver Forstanden: et som selv den Døve kan have
fiint og skarpt. Tanke er dette Øres Lyd. Derfor kan Guds
Vilje, Loven -- den Han ogsaa skrev i Hjerterne -- og Evan-
geliums Forjettelser fornemmes af dette Øre og fattes af Sjelen,
om end al Verdens Tummel eller liflige Klang ikke høres mere
end Taagernes lette Hengliden over hinanden, og synes kun som
Miner uden Lyd. Ofte er endog hiint indre Øre -- det vi skulle
tage med os og bruge som Sands hisset -- fortrinligen skjærpet
hos Den, hvis ydre Øre er lukt. Men ofte -- hvilken sørgelig
Modsætning -- er hiint indre Øre, der lytter til Pligtens Stemme,
der forstaaer Guds Viljes Røst og hører Himmelske at tale, lukt
hos de Mennesker, Gud udrustede baade dermed og med alle
sunde Sandser. Medens den stakkels Døve sidder for sin Tavle
med alle sine Evner anspændte, ikke træt af langsomt og be-
sværligt at lære hvad der er ham til Salighed og til Nytte, med
Møje arbeidende forat opfatte Guds Røst, som igjennem Tegnene
søger Vejen til hans Hjerte for der underligen at svare til og
vække de Begreber om Ret og Uret, som der slumre -- medens
hans kloge, tænksomme Blik viser, at han føler sin Ufortrøden-
hed lønnet, at Aandens Øre er fiint, at den vinder Sejer over
|
| d.IV,b.2,s.310 |
den legemlige Mangel -- medens dette fryder os og giver os et
nyt stærkt Beviis for Sjelens uafhængige Selvtilvær og et nyt
Udødelighedshaab: saa see Vi ofte den med alle Sandser Be-
gavede sandsesløs og uvidende om selv sin nødvendige Salig-
hedskundskab, om hvad Ret og Uret er. Vi see ham misbruge
eller forsømme de ydre Sandser, ved Dovenskab og ved Vane
fremkalde Udygtighed til at tænke, og at sløve sine indre Sandser.
Verdens Røster -- de der kalde til Gjerrighed og Vellyst og
Vrede -- bemestre sig hans Øre, saa at tilsidst Intet didigjennem
til Sjelens kan indtrænge. Eller, om endog den gode Gud, til
fuldkomne legemlige Sandser lagde saa ypperlige Sjelens Kræfter,
at denne aldrig kan undlade at see det Sande og vide det
Rette -- mon ikke vort Sind stundom bedrøvedes ved at see
Mennesker ringeagte deres bedre Viden, lade Sandheden gaa
indad det ene og udad det andet Øre, forkaste hvad Eftertanken
bekræfter og Samvittighed tilhvidsker hiint indre Øre alteftersom
Øjeblikkets tilsyneladende Nytte fordrer det, alteftersom Djævelen,
Egennytten, blænder de ydre Sandser?
Saaledes ødsle de i sin Overflod med Guds Velsignelser, med
hans himmelske og jordiske Gaver. Og de Fornuftige see det
med en Sorg, der er bittrere, men dog ligner den Følelse hvor-
med en god Agerdyrker seer Ukrud fedes i fortrinlig Jord; og
deres Beklagelser over at Guds rige Velsignelser foragtes eller
bruges til Fordærv nærme sig Ønsket om at Disse, der vise at
de ikke kunne bestyre det Meget, heller havde mindre, og til
Tanken, at det dog var bedre, at de ikke hørte, end at de saa
villigen give alt Ondt alle forførende og fordærvende Røster
Gehør.
Saadanne Mennesker! and. Tilhørere! ere isandhed døve --
ikke Den, der vel ikke hører sit Navn, men Guds hellige Navn;
ikke de Røster som lede til Skjændselen, til Dydens og Ærens
Grav, men de høje og himmelske Røster, der raabe: "Salige ere
de Rene af Hjertet; thi De skulle see Gud!" -- ikke Ære- eller
Penge-Gjerrighedens Fristerstemme, ikke den vilde Lastefuldheds
Kommandoraab, ikke Bagtalelsens Hvislen og Løgnens høje men
falske Eder; men kun de guddommelige Forjettelser, og et udøde-
ligt Haabs milde, opløftende Tale. Hine ere isandhed døve --
de høre ikke hvad der taler i deres eget Hjerte; men dertil
bøier den udvortes Døve alvorsfuld sit indre Øre. Han har hørt
|
| d.IV,b.2,s.311 |
nok forat forstaae sig Selv og Verden, forat være trøstfuld, forat
kunne handle ret og engang vorde salig. Saameget har ikke hiin
hørt, han har ladet Egennyttens og Fiendskabets og Hevnens og
alle onde Begjærligheders forvirrende Raab trænge ind i sit
Hjertes stille Fred, hvor kun Guds Lov skulde forkyndes, hans
Vilje lyde og himmelske Forjettelser tone. Ja maaskee han al-
drig brugte sine Sandser engang til den alene bogstavelige Viden
af de nødvendige Sandheder; men, forsømt af Forældre og for-
sømmende sig selv fra Ungdommen af, er bleven sløvere end
Denne, der mangler den ypperste Sands, og saa sjeledøv, saa
døv paa Aandens Øre, at Samvittigheden ikke gider tale til det.
Visselig, saadant et Menneske er døvt, Elskelige! Ham skulle
vi beklage; thi han er det forskyldt. Der lød tilrettevisende,
advarende Stemmer fra hans Indre, og han hørte dem ikke --
der lød samvittighedsfulde Forældres Formaninger og Venners
kjærlige Raad og Læreres sanddru Varselstemmer og Kjæres
Bønner, og han hørte dem ikke -- der lød Guds Ord til ham,
Aldommeren talte til ham, og Kristus bad ham, og forstærkede
sine Bønner ved de herligste Forjettelser og ved at besværge
ham ved hans egen Salighed, og han hørte ikke. Ak! det Men-
neske er døvt; ham skulde vi beklage. Paa ham var guddomme-
lig og menneskelig Tale forspildt. Der var raabt "Efata!" over
ham af Gud selv gjennem hans Ords Forkyndere -- og han hørte
ikke. Der var raabt "Efata!" mangegange over ham i Skolen,
i Kirken, ja i Verden selv, der taler igjennem sine rystende eller
frydende Exempler, igjennem den døende Synders Besværgelser
ikke at lukke sit Øre for Sandhedens og Pligtens og Naadens
Røst, som Han gjorde, saavelsom igjennem hiin legemligen Døves
ærlige, ufortrødne og med al nødvendig Kundskab lønnede Flid.
Der var raabt "Efata!" over ham af Ham, der saa ofte raabte:
"Hvo som haver Øren at høre med, han høre!" ja af Ham, der
raabte "Efata!" til hele Verden, da den var døv i sin onde Tids
Fylde, og hvis Efataraab lyder i alle kristne Templer indtil denne
Stund og indtil den sidste; -- men kun Han, den Sjeledøve, hørte
ikke, skjøndt han havde Øren at høre med; men disse fordær-
vede han og opfyldte dem med de onde Røster; thi andre vilde
han ikke høre. Han er isandhed døv -- Han skal ikke høre
før Gud selv raaber i Domsbasunen sit "Efata!" sit "Lad dig
op!" til Gravene. Det maa han høre -- han hører det saasnart
|
| d.IV,b.2,s.312 |
dette hans legemlige Øre lukkes i Døden -- men, vee ham for
hvad han hører. For ham lyder det kun: "Efata, du Dyb! Gak
ind -- der boe De, hvis Røster du hørte!" -- Sandeligen Disse
ere døve, der gjøre Guld eller Ære eller andre Mennesker til
sin Afgud; thi de høre ikke Tordenrøsten fra Sinai: "Du skal
ikke have fremmede Guder for dig!" Hørte de den, da skulde
Menneskeæres Tinde synes dem lav imod den Højde hvorfra
dette Bud forkyndes: de skulde ikke høre Havesygens begjær-
lige Skrig, og Menneskers Befalinger til noget Ondt skulde kun
være som de lette Vinde, der vel ikke kunne forbydes at komme,
men som dog ikke lette andet end Fjer og Løv fra Stedet og
ikke kunne forhindre os at gaae hvorhen vi ville og skulle.
Og sandelig Disse ere Døve, der ere uvillige til at søge Huset,
hvor Gudsord forkyndes og Naadesmaaltidet beredes, eller som
komme der, men uden Andagt, Opmærksomhed, Følelse af det
Hellige, Broderkjærlighed, Selvprøvelse, Anger og Troens Glæde
i Evangelium -- de ere Døve, der ikke høre Majestæten i Guds
Navn, men bruge det letsindigen, eller som endog benytte det
i onde Hensigter til Overtro og egennyttigt Bedrag -- De ere
døve; thi de høre ikke Guds forfærdelige Røst: "Du skal ikke
tage Herrens din Guds Navn forfængeligen!"
De ere døve, der aabne sine Huse for Synden paa Sabbaten,
der ringeagte den offentlige Gudsdyrkelse og hvem den huuslige
Andagt er en afvant Ting; thi de høre ikke Guds Røst, der siger:
"kom ihu at du helliger Hviledagen!" De høre Tempelklokkerne
kalde til Andagt; men det er kun med det ydre Øre de høre
det -- ikke med det indre; thi de følge dem ikke. De høre de
gudelige Formaninger; men kun med det Øre som skal vorde
Støv; thi de bruge dem ikke, og Trøstensord lade de ud af det
andet Øre; thi det forekommer disse Letsindige, der kjende saa-
lidet til sig selv, somom de ikke behøve dem; og om Sandheden
maa revse, da gjøre de ligesaadan; thi de Hovmodige sige: "det
kan min Næste have godt af, ikke jeg!"
"Hædre din Fader og din Moder!" hedder det; -- men er ikke
Den døv, som ikke hører dette Bud, skjøndt baade Himlen til-
raaber ham det og det menneskelige Hjerte og den simple al-
mindelige Taknemmelighedsfølelse? Er ikke Den døv for alle
disse foreente Røster, som lader haant om Faderens Formaninger
og Moderens kjærlige Bønner -- som er ulydig og stivsindig som
|
| d.IV,b.2,s.313 |
Barn, som Intet vil lære skjøndt Forældre og Lærere gjøre sit
Bedste -- som bedækker det ærlige Navn, han fik, med Skam,
og som, langtfra at være sine Forældre en Alderdomsstøtte, sky-
der dem med umenneskelig Haardhjertethed tilbage i deres hjæl-
peløse Alderdom? Visselig han er døv, og Naadens Øre maa
være døvt for ham, naar han engang i sin Elendighed anraaber
det. Da skal det vise sig -- hvad forhen syntes næsten utroligt
-- at dette Menneske dog havde en Sjel; men en til at fortabes.
Og Den troer maaskee at høre Budet: "Du skal ikke slaa ihjel!"
som ikke slaaer Folk ihjel paa Landevejen eller ikke blander Gift
i deres Mad. Men visselig -- om Han gyder Gift i sin Næstes
Aarer ved Bagtalelse, om han lader Løgnen lønligen saare ham,
om han lader uforskyldt Ærgrelse tære paa hans Livsaander,
om han forfører den Uskyldige til hvilketsomhelst Ondt -- Han
er døv for dette Bud. Han er Ærens og Hjertefredens Morder,
ja han kan myrde Livet sikkert som Stimanden paa Vejen. Og
Den er døv for Budet: "Du skal ikke bedrive Hoer!" der fylder
sin Mund med væmmelig Tale, sit Sind med udsvævende Tanker
-- hvem Kydskhed er en Latterlighed eller en Tvivl og Ærbar-
hed en aflagt gammeldags Vane. Det Menneske er døvt for Bu-
det, og for brudt Familiefreds Suk, for Forførtes Jammer, for
Ærens Bud og for talløse Exemplers Advarsler.
Og Du, som maaskee ikke lister dig ind om Natten forat stjæle,
men hvor du kan søger at forfordele din Næste -- Du som maa-
skee ikke røver paa Landevejen, men om Du fandt din Næstes
Velfærd eller endog kun lidet deraf og fordølger det -- Du troer,
at høre Budet: "Du skal ikke stjæle!" Nei sandelig! Du er døv
for det, for Guds Bud som for Menneskenes. Du tager kun et
Træ af din Næstes Skov, og i dit Hjerte staar Begjæringen om
hans Huus og om alle de Ting, som ham tilhøre. Det græmmer
dig blot, at der er saameget at vove ved at følge denne Begjær-
ligheds Røst. Det er kun Skjændselen du seer, ikke Lovens
Tavle. Det er kun Raslen af de Lænker, Menneskene have be-
redt Tyven, ikke Guds Bud som du hører. For det er Du lige-
saa døv som det Menneske er for Budet: "Du skal ikke sige
falskt Vidnesbyrd om din Næste!" der kan vitterligen opdigte
Løgn om Andre, med ondskabsfuld Glæde udbrede den, ja endog
-- det være forat skade eller frelse Andre -- lade haant om
|
| d.IV,b.2,s.314 |
sin Salighed og Guds Barmhjertighed i Meenedens forfærdelige
Forbrydelse.
Seer, Elsk.! hvormange Døve paa Sjelen, der gives. Det er
en Sygdom, som kan begynde umærkeligen i den letsindige Al-
der, men tiltage iilsomt saa hverken Guds advarende eller for-
jettende Stemme, Menneskers Tale eller Hjertets egen Røst kan
trænge ind i den samvittighedsløse forstokkede Syndersjel. Kun
Guds Straffedomme skulle det engang. Men begynder denne
farligste af alle Sjelesykdomme, denne Aandens Døvhed, hvor-
ved dens fineste Sands, dens af religiøs Følelse gjennemglødede
Kraft til at fatte Guds Vilje og hvad der er nødvendigt til Sa-
lighed her og hisset, kan fordærves -- begynder den oftest og
lettest i den letsindige Alder -- da betænker, I Forældre og I
der ere i Forældres Sted, hvor hellig en Pligt det er Eder, netop
da, naar Verdens lokkende Røster tale lifligst, men og farligst
til det unge Øre, bag hvilket det uerfarne Sind boer -- netop
da at vække og skjærpe hiin Sjelens fine Sands, hiin Aandens
Hørelse! Forsømmer ikke den umistelige Tid, da eders Unge
faar Evnen til at tænke fornuftigt over Sjelens Anliggender og
de ophøjede Gjenstande for vor religiøse Tro! I vække den ved
Eders eget Gudfrygtigheds Exempel og ved kjærlige Formaninger;
og lidt efter lidt skulle I med sød Fryd opdage hvorledes hiin
Sands udvikler sig hos Eders Børn først som en barnlig glad
Kjærlighed til Gud og Kristum, om hvilke I fortælle saameget
godt, siden til en taknemmelig Ærefrygt, og til en stedse klarere
Pligterkjendelse og en voxende Videbegjerlighed selv efter de
alvorligste Gjenstande.
Have I dertil bragt Eders Børns Sjele -- da, I Forældre og
Lærere, da kunne I trøstig lægge Eder i Graven, om I Intet
efterlade dem af det som Møl og Rust kan fortære -- da nytter
det ikke om I bede dem ikke at fortælle Eders gode Gjerninger
ved dem; thi disse skulle fortælle sig selv i et dyderigt og vel-
signelsesfuldt Liv, og deres Hjerter skulde ikke kunne holde sig
fra at fortælle eders og deres himmelske Fader, skjøndt han
veed det, hvad Godt I gjorde imod dem ved at oplade deres
Sjeles Øren -- Amen!
|
| d.IV,b.2,s.315 |
FRELS OS FRA DET ONDE!
(3die S. i Fasten 1834 i Eidsvolls Kirke).
som aander i dine Himle! Lad ved dit stærke Ord alle Ond-
skabens, Misundelsens og Ufredens Djævle uddrives af os!
Styrke du os med din Fred, da skulle Disse og Løgnens og
Havesygens og Forfængelighedens onde Aander Intet formaa
over os. Men have disse os i sin Magt, opfylde hine Ufredens
Djævle vore Hjerter, var Ordet frugtesløst og spildt som en
Vind for vore Øren, var din Haand forgjæves mildeligen vin-
kende udstrakt, var Sandhedens Lys qvalt i den Taage, som
hildede vort Syn -- o da takke vi dig, vor Fader, om du med
din fulde Magt, med Lidelser, med haarde Svøbeslag uddrev
hine onde Aander, som vort forræderske Hjerte hælede med
forat berøve dig vor Sjel -- o, Vi takke dig da, om du endelig
lagde din Torden og Klangen af Dommens Basuner i dit Ord,
saa vi endelig vaagnede og hørte, -- om din Haand pludselig
greb os som Hvirvelstormen det lille Fnug, og førte os gjennem
Rædsler til Freden med Dig og os Selv -- om dit spildte Lys
blev til Lyn og splintrede den bedaarende Taage, som omgav
os, saaat vi endelig saae, hvorledes den havde tilhyllet Af-
grunden for os, hvorledes Ondskabers og Daarskabers Djævle
under dens Skjul havde omgjøglet os -- og ilte derfra -- om
end silde, dog betids for din Barmhjertighed, dog betids nok
forat finde Freden før vi finde Graven. -- Amen.
Luc. 11 C. 1 V.
De Billeder eller legemlige Skikkelser, mine kjære Tilhørere
hvorunder Jøderne og andre Folk, ja selv de Kristne en Tid
havde tænkt sig onde Væsener, der med ophøjede Aanders
Magt skulde kunne drive sit Spil mellem og med Menneskene,
forhaanende Guds Vilje oprørske mod hans Hensigter -- de
vide vi alle ere skrækkelige. Alligevel -- det maa forfærde
os -- de ere ikke skrækkeligere end de Onder de skulle be-
tegne. Tænke vi os den legemlige Verdens Onder -- strax er
|
| d.IV,b.2,s.316 |
vor Indbildningskraft rede med Skikkelser, der kun ere des
frygteligere jo mere de ere sande. Krigen med alle sine Ræds-
ler afbilder sig for os som et Hav af Flammer og Blod, der
overbølger og overhøljer Landene. Den knusende Orkanstorm
som en uhyre Rovfugl, der i de sorte svullne Skyer har sine
Vinger udspændte. Pesten, som et gustent afskrækkende Væsen,
der med vist Blik, pegende eller bankende paa Dørene, udvælger
sit Bytte. Ligesaa, betragte vi den aandige Verdens Onder, dem
der husere i Menneskesjelene -- strax forme frygtelige Billeder
sig under vor Tanke. Hadet, Mordbegjæret, Havesygen, Mis-
undelsen -- alle disse sande Djævle -- fremstille sig under for-
skjellige rædselfulde Former.
Disse svare vel ikke ganske til det os ved Sagn og Skrivt
overleverede, bibragte Begreb om Djævle, saaledes som Jøderne
tænkte sig dem. Men vi fejle ikke, om vi antage, at under den
saadanne Væsener tillagte Magt og Hang til at forføre de svage
Mennesker maa forstaaes onde Lidenskabers Styrke og Fristelse
til Synd; og at Jøderne under Billedet af saadanne Væsener
personliggjorde alle de Onder, som forstyrrer den Lyksalighed,
som Menneskene kunde og kunne opnaae selv her paa Jorden
i udviklet Aandskraft, forædlet Tænkemaade, indre Fred i Sund-
hed paa Sjel, som ogsaa paa Legeme. Ja vort Evangelium lærer
os, at de selv gjorde de legemlige Lidelser, som have noget for-
færdende og haardnakket ved sig, til Djævle, saasom Døvstumhed,
der berøver Mennesket dets ypperlige Gave at kunne tale, og
dets næsten ypperligste Sands; en Sygdom, der ansees, om den
er medfødt, for ulægelig. Ligesaa tillagde de indgroede Slag-
tilfælde og Rasenhed en Besættelse af fremmede onde Væsener,
som de kaldte Djævle og tænkte sig under skrækkelige Skik-
kelser. Men forlængst har man afladt at forstørre saadanne
Lidendes Ulykke ved at tillægge den en saadan Oprindelse. Og
det er ikke det eneste, som Menneskene have oplyst af forrige
Tiders Overtro ved at efterspore Naturen. Derimod kjende vi
Alle nok af aandelige Onder, som vel fortjene at fremstilles
under Djævles Navn og Lignelse, og som isandhed kunne voxe
til djævelsk Magt, til en Sjelen ikke kan bestride og som i Øde-
læggelser ligne dem vi tænke os som Djævlenes Idræt. Vi kjende
nok af dem. De boe i vort indre -- der drive de sit Spil; ja
selv udenfore os, rundt os jage de efter os, lokke de os i de
|
| d.IV,b.2,s.317 |
onde Exempler. Lykkes dette, se, da have Verdens onde Aander
faaet Indpas i vor. Da ligesom en Slange indlister sig igjennem
en Revne i vort Huus og lægger sine Æg, saa en Slangeflok
ud- og indvrimlende der snart faar sit Tilhold: saa forvandler
det første onde Exempel, den første Last, som fraudenaf ind-
listede sig og fæstede Boe i vort rene Sind, dette fra Engles til
Djævles Hjem, og idet Mennesket tager Last tilfølge og indøver
sig deri og udvider den, er det jo ligesom onde Aander ynglede,
voxede og forflerede sig i vor Sjel. Alligevel endskjøndt der
fra uden af ere aandelige Fiender nok, som lure paa at bemæg-
tige sig vor Sjel, og, fortærende dens Fred og Kraft til Dyd, paa
at efterlade den udtømt og værdløs som en kjerneløs Skal til
Fortvivlelsen og Dødens Rædsel -- alligevel, endskjøndt der
alene i en feilfuld eller forsømt Opdragelse ligger en heel Hær
af saadanne farlige Sjelefiender, som lure paa selv det uvillige
og uskyldige Barn -- alligevel hvo veed ikke, at i vort eget
Indre, i Arvesynden ligge Spirerne til alle disse aandelige Onder,
disse onde Aander, Kimerne til disse Kræfter, som kunne voxe
indtil det Forfærdelige at indlade sig i Kamp med den guddomme-
lige Aand inden og uden vor Sjel, ja at selv Barnets Letsind der
synes saa elskværdigt og godt, kan, inden Manden staaer der,
voxe indtil Forvorpenhed og Ugudelighed?
I vort Indre er det de boe, disse Djævle, der ere os de far-
ligste. Rense vi det for dem, skal selv en lastefuld Tid, en
Verden fuld af Djævle, ingen Indflydelse have paa os. Derfor
sagde Luther, da hans Venner fraraadede ham, at drage hen
midtimellem sine mægtige Fiender med Keiseren ispidsen paa
Rigsdagen hvorhen han var indstevnt: "er der end -- sagde Man-
den i Guds-Harnisket -- saamange Djævle der som Tagstene
paa Husene; jeg vil dog derhen" d. e. er der end saamange
mægtige Sandhedens Fiender -- jeg er rolig, jeg vil dog derhen
efter mit Kald forat fuldbyrde hvad mit Bedre siger mig, hvad
Guds Ærinde er. Derfor ogsaa stod Paulus som han stod
seirende i Lænker for Fyrsterne. Derfor ogsaa opdage vi i de
Tider, som kaldes de værste, enkelte Dydiges Navn at skinne
saameget herligere som Stjerner i Natten. I vort eget Indre bo
disse farligste Fristere; men de kunne vækkes af meget uden-
fore os. De ligge deri som sovende Ulve; men det fjerne Hyl
af En af samme Slægt kan vække og reise de Sønderrivende.
|
| d.IV,b.2,s.318 |
Havesygen have vi Alle; men -- som de stærkeste Giftarter,
der i ubetydelig Grad kunne virke som de bedste Lægemidler --
kun i en saa liden Grad, at den neppe kan skilnes fra Uegen-
nyttigheden, og at ogsaa Hjertet maa bifalde den, er den os
tjenlig. Derimod dersom den formedelst Andres bedre Kaar
gaar over til Misfornøjelse med sin Stilling og saa til Knurren
mod Forsynet -- hvor syndig er den da ikke, paa hvilken med-
brat Vei til Forbrydelse staaer den ikke alt? Og nu, om Eksem-
plet af En, der lever i Herlighed og Glæde, som det synes, fordi
en Synd lykkedes ham, træder hiin Misfornøjede for Øjne i
skjærende og blindende Glands -- visselig, dersom han ikke
tager sig om Hjertet og kalder sig tilbage, han skal være den
Forbrydelse nær, om hvem Verden siger, at den gjorde hiin
riig -- han skal gjøre Grebet, der maaskee giver ham hiin Jorde-
lykke, maaskee Straf og Vanære, men som visselig udriver den
sidste Straale af Fred i hans Hjerte -- hine slumrende Ulve
have hørt et fjernt Hyl -- de ere vaagnede og have reist sig --
hine Kimer til onde Kræfter, til Djævlekræfter, have udfoldet sig
i hans Sjel. Der, i vort Indre boe disse farligste Djævle, disse
Oprørere imod det Guddommelige i Kraften og Kjærligheden til
Dyden, disse Fiender af den Himmel, som udbreder sig om
Hjertet i dets Fred, disse som fryde sig ved brudte Løfter, ved
at udestænge Forældres og Læreres Formaninger af Sindet som
Fejeskarn af Huset -- som nedbryde Grundsætninger som til
Leeg -- som lære Den, der havde større Lyst til at græde af
et oprigtigt Hjerte over sit Fald, at lee, og at haane hvad han
agtede tilforn -- som betragte Underviisningsaarene og den Tid,
der skal tilbringes ved Gudstjenesten og med at gjenkalde os
og udvide Børnelærdommene, som en Besværgelsesstund, der
vel er piinlig og bevirker voldsomme Vridninger og Krampetræk,
men som dog gaaer over uden at Ondaanden derfor farer ud
-- som betaler Fred, der gjælder i Himlen, med saa falsk en
Mynt som Øjeblikkes Lyst eller var det endog et Livs fra Ung-
dommens Friskhed af og indtil Naturen standser i sit Krav og
Havesygen og det utilladelige Ærebegjær og andre Lidenskaber
sagtne i sin Higen -- og som endelig stiller os, forladte selv
af enhver venlig Stemme i os Selv, enten pludselig ligefor den
aabne Grav eller kun adskilte fra denne ved Ørkener af trøst-
løse Aar.
|
| d.IV,b.2,s.319 |
Dersom vi -- elskelige og agtværdige Tilhørere! ville mønstre
hvad vi have oplevet i Verden, hvad vi daglig see, og hvad der
har foregaaet og stedse foregaaer i vort Hjerte, skulle vi tilstaa,
at dette er saa: at vel onde Exempler, Anledninger, aabenbare
Fristelser fra andre Mennesker enten lige til Synd eller til de
Lidenskaber som afføde Synd, og endelig Opdragelsesfeil ere
ligesom Djævle, der møde os allerede tidligen og følge os saa-
længe vi have Øinene oppe; men at de farligste dog huse i os
Selv. Tønderet ligger der, Ilden kan komme frauden, dog at
der gives Ild nok i os Selv tilat tænde det. Ligesaa skulle vi
og tilstaae, at hiin Lignelse med at Synden, Fristelserne, Laster-
nes Følger ere som de Skikkelser, vi kalde Djævle, meget vel
passer. Lader os spørge den faldne Pige, om Djævle kunne
eje mere lokkende Røster, end den der forførte hende -- om
hun ikke forbander sit Falds Time, som om onde Aander deri
havde hersket. Lader os aabne Straffens og Vanærens Hjem-
steder -- se, de ere fulde af Oldinger, Mænd og Drenge. Og
Alle skulle de maaskee forklare: jeg vidste jeg syndede; men
det var ligesomom en usynlig, men ond Aand styrede min Haand.
Eller En skal sige: jeg tænkte paa intet Ondt, da kom Anled-
ningen som en Slange over Vejen. Eller En skal sige: jeg var
en Tyv, en Bedrager før jeg vidste det; thi jeg havde syndet
uden at tænke over det, og Vanen var ivoxet min Sjel; jeg var
ligesom en Djævels Træl. Eller En skal sige: jeg var opdragen
vel, og mig manglede Intet -- da kom et Øjeblik, mørkt som
en Djævels Vinge, bedøvende som giftige Urters Duft; jeg gav
ikke Agt paa mig -- nu er jeg i min Ungdom dømt til Vanære
og Trældom og har bragt mine Forældre med Sorg i Graven.
Eller En skal sige: jeg var fattig, men fornøjet, indtil ligesom en
Djævel tilhvidskede mig, at min Naboe var rigere -- først kom
Misundelsen, den gustne Djævel, i min Sjel, saa voxte Ulysten
til Arbeide og Dovenskaben, den Djævlens Hovedpude -- saa
lærte en Satans Røst mig i Natten at bryde ind hos min Nabo
og, forat skjule min Udaad, at lægge Flammer til hans Huus, og
Godset, jeg levnede, og Mennesker og Uskyldige brændte. Eller
En skal sige: Jeg gad ikke i min Ungdom lære at kjende mine
Pligter. En Frister indbildte mig, at det Arbeide var tungt og
unyttigt. Derfor da jeg kom ud i Verden syndede jeg, og har
nu maattet slæbe mig i Lænker gjennem Livet. Eller En skal
|
| d.IV,b.2,s.320 |
sige: under Bøddeløxen hid har Vredens Djævel eller Hevngjer-
righedens eller Hadets Djævel ført mig. Det var ikke Menneske-
blod, men sydende Svovel som disse onde Lidenskaber indgjød
i mine Aarer. Vi have hørt, at Hevngjerrighedens eller Hadets
onde Aander drev et Menneske til at myrde som et rivende Dyr
8 Mennesker, Unge og Gamle uden Forskjel; og dette forekom
os ikke som en Menneske- men en Umenneske- en Djævlebedrivt.
Men se, selv svagere Kræfter end der ligger i disse onde Liden-
skaber, en mindre voldsom Djævel, en, som oftest oversees, alene
Forfængelighedens -- vide vi jo ogsaa nylig i vor Nabobygd for-
førte eller drev en ung Karl til at dræbe sin besvangrede Kjæ-
reste -- lære vi ikke af alt dette og af dette sidste Farligheden
af vore Lidenskaber, om de ikke tæmmes, hvorledes de, ja selv
de for afmægtigere anseete, de for ubetydeligere agtede, kunne
voxe i Magt som i skrækkelige Følger, selv blot i jordisk Hen-
seende betragtede, ja indtil at det forfærdelige Billede af Djævle
aldeles passer paa dem.
Men jeg har forhen sagt, at vi derom end mere ville over-
tydes, om vi mønstre hvad der har foregaaet og foregaaer i vort
Hjerte. Vi leve her i Ro og Fred, vi ere hædrede imellem hver-
andre; men lader os dog tilstaae her i den Alvidendes Huus, at
det ikke var os altid saa let at opnaa hine Goder, at onde Røster
ikke ere os ubekjendte, at vi ikke altid seirede saa fuldelig som
vi burde over deres Magt, at vi aldrig maae undlade at vaage
og bede og kjæmpe og besværge os selv med Guds Ords Kraft;
men at Æren, om vi seirede og seire er Guds, den Barmhjer-
tiges, som giver os, om vi uddrive saaledes de onde Aander,
de gode Aanders Fred og Salighed til Løn.
Derfor Gud alene Æren -- han, som skabte os og gav os
Saliggjørelsens Styrke. Derfor intet Hofmod om vi seire, om vi
ikke alene uddrive de Fristende i vort eget Indre, men bestaa
os ogsaa hvor de lokke og true frauden. Ydmyghed, Beskeden-
hed, er Ungdommens Ziir, men den pryder ogsaa de graa Haar.
Om Oldingen tør reise sig under den som under en Æreshimmel,
Usynlige opløfte over ham, hvor han gaaer, over den Kind som
aldrig rødmede uden af Sundhed engang, -- om han tør reise
sig i Verden og tale højt til denne: Beskedenhed mod Gud skal
dog pryde ham; og han skal lære den af sit eget Hjertes Skrøbe-
|
| d.IV,b.2,s.321 |
lighed, om han vil være sanddru mod sig selv. Han skal maatte
tilstaa om sig selv, at det er en Trang for ham, selv med sin
Gravs opkastede Dynge til Bedeskammel at bede inderligen; led
mig ikke i Fristelse, men frels mig fra det Onde!
HVORHEN SKULLE VI GAA?
(4de S. efter Paaske 1834 i Eidsvolls Kirke)
vor Sti. Gud har mærkeligen nok for Den, som vil see, udstaket
Vejen som fører til Saligheden. Men vor Fod vakler saa ofte.
Og hvi see vi ikke det faste Lys? O, vi vide, at vi saaledes
vandre; vi vide, at det mere er et Under og Kristi Kjærligheds-
gjerning end vor Fortjeneste, at dog Mange naa frem til Maalet,
ikke glemmende hvor de skulle gaae hen, og hvor de gaa. Men
Du, som skjænkede Lyset, du byggede ogsaa Øjet som det er
svagt og dunkelt, du gjorde ogsaa Foden, svag som den er, kjær
efter det Bløde, uden den Marg, som glædes ved at bestige
Højderne. Vi anraabe da din Kjendskab til vor Svaghed, din
Barmhjertighed, idet vi takke dig for Lyset, som vi ikke noksom
vide at bruge, og fordi Du har sagt os og siger os, om vi ikke
vide det selv, hvor vi skulle gaae hen. -- Amen.
Joh. 16C. 15 V.
Hvorhen? -- saa spørger du -- hvorhen?
Didhen! -- saa Haanden vinker --
hvor rappe Greeb gjør riig igjen,
hvor syndig Vinding blinker.
Didhen, hvor i din Dovenskab
Du see kan Andre trælle.
Didhen, hvor du med Næstens Tab
din Pose fuld kan sælle.
|
| d.IV,b.2,s.322 |
Hvorhen? hvorhen? "I Dyndet hen,
Du Træl, hvor Lysten søler."
Saa, Adamsbarn, ifra din Lænd
det fløiter eller brøler.
Didhen -- saa svarer dig din Fod, --
hvor Djævles Tromme klinger!
hvor du i bløde Rosers Blod
igjennem Livet springer!
Didhen -- saa raaber Hovdet -- hvor
du kan dig spare Tanken,
hvor Synden, som til Himlen groer,
ei volder Hjertebanken!
Hvor fem er ligt, hvor Uret Kløgt,
hvor Kroppen raader Livet,
hvor Sjelen groer foruden Røgt,
og raadner hen som Sivet.
Elskelige! ere disse de Røster, som svare dig, naar du spørger:
hvor gaaer du hen? hvorhen skal du gaa? Visselig, ja, der er
Ingen uden han har fornummet dem, naar han spurgte sig saa.
Ellers maatte han være uden denne Modbydelighed for Besvær-
ligheder, Opoffrelser og Lidelser, dem Pligten ofte medfører; og
han vilde være uden denne Samvittighedens Lovsang, naar han
bekjæmpede dem, og handlede eftersom hans aandelige, ikke
eftersom hans sandselige Natur tilsagde ham. Det er kun det
Beklagelige, at saamange følge disse Røster, der ere de som først
tilbyde sig. Det er ikke i vor Naturs Indretning, i vor menneske-
lige Svaghed det ligger. Det er det Beklagelige, at saamange
ikke ville høre andre end Sandselighedens Lokkeord; at de an-
tage disse strax uden at høre hvad Fornuften og Pligten har at
sige derimod; -- det er det Beklagelige, at saamange, der ikke
handler fuldt saa letsindigen, ikke opdage, at Sandseligheden
selv mægter at bestikke Fornuften, tilhylle Pligten med et be-
dragerisk Slør, skuffe Øjet med Farver, overtale selve Hovedet
og Hjertet, Menneskets Anlæg og Sind, saaledes at det kun for-
udskikker sit slette Valg en kort, afmægtig Kamp. Men har vor
Natur en saadan Tilbøjelighed til at vælge kun det Behagelige,
|
| d.IV,b.2,s.323 |
og Fordeelagtige uden Hensyn til det Rigtige og Dydige deri,
saasom til al Sandselyst, til Dovenskab, til at gjøre Galt efter,
til at skye alt Arbeide for vor Sjel, til at nærme sig mere det
Dyriske end det Aandelige, til uretmæssig Vinding, naar det kun
er Vinding, fornemme vi ingen Røster fra vor Haand, at den
viser os did til Nøisomhed, som bygger sin Bo og dyrker sin
Ager med ærlig Sved, til Fliden, som kun vil blive riig ved ærlig
Anstrengelse; eller fra vor Fod, at den heller vil vandre Sama-
ritanens Vej igjennem den brændende Ørken, medens den Red-
dede hviler sig paa hans Dyr, end bortile med Leviterne, heller
gaae med Pligten ad Steen og Tordenvejen end med Synden
paa et blødt Blomsterteppe saalænge det varer; heller ile Næsten
til Hjælp end til Lystens Samlingssteder -- eller fornemme vi
ikke, at vort Hoved raader af sig selv til at anvende Ungdom-
mens Dage, til at virke medens det er Tid, og afskye Uvidenhed
og Dumhed -- eller at vort Hjerte veed af sig selv hvad Ret er
og ene at elske dette, og heller at lide for dette, om saa skal
være, end at lade Uretten fremgaa -- o, er det saa? visselig
ikke ganske og hos Alle. Der er Strid i Mennesket; dog ere
de onde Røster mangengang stærkere, og Alle kjende denne
Styrke, baade de som den betvang og de som betvunge den.
Hvor vigtigt da, Elskelige! at vi alvorligen ved alle Tilfælde spørge:
hvor gaaer du hen? ja, at vi spørge os saa med Ængstelighed
selv om Svaret strax er paa rede Haand: "did, did er det Rette!"
Sandelig, Brødre, der er ingen anden Forskjel imellem Viis og
Daare, God og Ond, end at dette Spørgsmaal gjøres eller lades.
Det er allerede tidligen, saasnart vor Fornuft klarner og kan
siges vaagen, at dette Spørgsmaal indstiller sig. Den Unge, som,
uden at kunne sit Foresatte eller at anstrenge sig forat forstaa
det, enten treven og uvillig eller letsindig, uopmærksom, kun
forat søge Leilighed til Leeg, tankeløs og uvorren begiver sig i
Skolen eller til Salighedsunderviisningen i Templet -- har han
spurgt sig: hvor han gaaer hen? "Til en Plage gaaer jeg hen,
siger han -- til en unyttig Tidspilde, til Spøg, til en Frihed for
andet Arbeide, som jeg vil søge at gjøre lige med aldeles Ledig-
gang." Men hvilket Svar istedetfor det Sande: "jeg gaaer til
det nyttigste Arbeide, til at dyrke min Sjel, til at lære hvad jeg
skal gjøre og ikke gjøre, til Oplysning, til Sædelighed; jeg gaaer
saamange Steg fremad mod Himlen som jeg gjør Fremskridt i
|
| d.IV,b.2,s.324 |
nyttig Kundskab: jeg gaaer min himmelske Bestemmelse imøde;
til den sandeste Ære, som bestaar i Aandens og Hjertets For-
ædling; til den største Rigdom: den i nyttig Viden, i Kundskab
om Dyd og Besiddelse deraf, jeg gaaer til min Mester og Frelser,
til Ham, som kaldte og kalder de Smaa til sig forat velsigne dem.
De, som staa i Beredskab med at gifte sig -- hvor Faa af disse
besvare sig dog riktigen Spørgsmaalet: "hvor gaaer du hen?" Hvor-
mange opkaste sig det vel endog? "Gaaer du hen med Kjær-
lighed, med Troskab, med alvorligt, ærligt Sind, med Kundskab
til dine nye Plikter, forat søge en Medhjælp?" -- hvor faa spørge
sig saa? Det er jo en almindelig Klage imellem Eder disse mange
uoverlagte Ægteskaber, som forøge Elendigheden idet Mangelen
ikke mere er den Enkeltes, men hver af Magernes forøges med
den andens og med de Børns, som de bringe til Verden. Men
ogsaa i de Ægteskaber, hvis Byrder ikke tilsidst paahvile Menig-
heden -- hvormange mangle ikke at have alvorligen spurgt sig:
hvor gaar du hen? og alvorligen beraabt sig med Gud og med
sit Hjertelag. Huuslige Sorger blive Følgen deraf som oftest.
Ubetænksomhed svarte; "jeg gaaer til Glæden og Lykken" --
Erfaringen svarer ofte: "jeg gik til Sorgen og Ulykken." Imid-
lertid staar det ikke til at negte, at der er mere Sædelighed i
selv aldeles fattige, men dog arbeidslystne og dygtige Menneskers
Ægteforening end i det løse Liv; kun at de dog ret spørge sig
selv: hvor de gaae hen; kun at de ikke misforstaa de trøstelige
Ord om Guds faderlige Omsorg for Spurvene; kun at de beregne
Udsigterne og det sandsynlige, fastsætte sig Flid og Orden med
det lidet, og betænke, at de snart ville faae flere at sørge for
end sig selv, og som dog ere dem lige saa nærme. Da er det
et Par ærlige Hjerter i Ægteskabets vigtige Punkt, om end Hæn-
derne ere tomme, kunne sige: "vi gaae til Fattigdommen -- dog
til den Lykke, som Flid, Nøisomhed, Redelighed, Sparsomhed
og Orden ikke skal mangle." Men De, som ikke saaledes alvor-
ligen spørge sig, de gaae til fordoblet Armod, til et sørgeligt
Ansvar. Det viser sig inden kort, at de aldrig have spurgt sig
hvorhen de gaa. Vi kjende dem -- Manden fortsætter som da
han var løs Karl; han er at træffe paa Kroerne; der spilder han
sit Erhverv bort; hjemme hungrer Konen og Børnene; disse for-
sømmes; af Mangel kunne de ikke besøge Skolen. Og saa gaar
|
| d.IV,b.2,s.325 |
det indtil Nøden bliver uoprettelig, og det ikke kan skjules, at
de gik hen i Daarskab, at de forvandlede den hellige Pagt til
Synd, det velsignede Baand til et Aag, som de forbande.
Der er ingen Leilighed, hvor det skulde være overflødigt at
spørge sig: hvor gaaer Du hen? Selv ved det daglige Arbeide
bør vi spørge os saa. Det skal blive bedre udrettet. Der ligger
en Opmuntring, en Lærdom om at gjøre det retskaffent og til-
gagns, i det simple Svar: "jeg gaar til min Dont." Bonden, som
aarle drager ud til sit Arbejde, Sjømanden, som hidser sine Sejl
og stikker tilsjøs, Bergmanden som farer i Dybet, Soldaten som
gaar i Feldten for Fædrelandet -- disse spørge sig stedse saa,
og der skal forbinde sig mere Eftertanke med deres Forehavende.
Det skal strax staa for Deres Øjne som det bør udrettes, og saa
skulle de gjøre. Bonden skal ikke slentre saa tankeløs ud paa
sin Ager som de Heste han styrer; men hvad og hvorledes han
skal gjøre og gjøre det med Tilfredshed skal staa for hans Sind.
Sjømanden og Soldaten skulle sige: vi gaa til Farer, men dog
til vor Pligt; og iforvejen skal en ædel Ære besjele dem.
"Hvor gaar du hen?" maa den Sorgfulde spørge sig. "Gaar du
til Fortvivlelse eller til Sindstyrke og Ro?" Det skal mildne hans
Sorg, om han saaledes mønstrer den, og standser sig selv, da
han var paaveje til Fortvivlelsen. "Hvor gaar Du hen?" bør den
Glade spørge sig. Til Taknemlighed mod Gud, der gav dig denne
Behagelighed og Sind derfor, eller til i vild Tummel at glemme
ham? Gaar du til en Glæde, som selve Viisdommen og Anstæn-
digheden maa bifalde, til en, der qvikker dit Hjerte og din Sund-
hed eller til Daarskab, til Uanstændigheder, til Synd, til en, der
fordærver dig, der nedbryder din Sundhed? Se, spurgtes der
saa: Glæden skulde da ikke være saa farlig, ikke udarte saa,
ikke hente Offre, som den langtfra sjeldent gjør. Den Menne-
skehadske og Glædesky skulde ogsaa give sig hint Spørgsmaal.
Det vilde hedde: "hvad gjorde disse Uskyldige dig?" hvi hader
du hvad Gud har givet Menneskene at vederqvæge deres Sjele
med? hvi taaler du ikke at Smilet forskjønner Ansigtet, at Barnet
leger, at Venner fryde sig med hverandre? Spurgte de sig --
de skulde maaskee standse ved Uretfærd, Ondskab, Skadefryd
og Misundelse, og vende tilbage til Retfærd, Blidhed, Billighed,
Godhed og selv til Glæden.
|
| d.IV,b.2,s.326 |
I Lidenskaberne -- hvor vigtigt, ligesom for Skipperne i Stor-
men da ret at spørge sig: hvor gaar du hen? "Gaar hen?"
Kan det siges om disse, som rive hen? Den Vredestændte,
spurgte han sig saa, idet han hæver Haanden og iler mod sin
Fiende -- den Hevnfulde, spurgte han sig saa, idet han sniger
sig mod sin Hevn -- o hvor mangen bitterlig fortrudt Ildgjerning,
hvormangen rædsom Udaad skulde ikke være undladt? "Hvor
gaar du hen?" o, spurgte Den sig saa, i hvis Sjel en Udaad op-
steg, og han maatte svare: "jeg gaar til Bedrag, til Rov, til
Mord -- " skulde dette Svar ikke standse ham som en Torden,
og de forbryderske Redskaber ofte været bortslængte, den løftede
Haand sænket, den ilende Fod pludseligen mattet og uduelig til
det afgjørende Skridt?
Den Drikfældige spurgte han sig saa: hvor gaar du hen? idet
han sabber over Gulvet fremad til sit Skab eller idet han griber
over Kroklinken; mon han ikke maatte svare: til Usselhed, til
en tidlig Død; og skulde der ikke blande sig en velgjørende
Bitterhed i hans Bæger? Eller Spilleren idet han gaar til Sam-
lingsstedet, eller griber til sit Kast, spurgte han sig saa, -- skulde
han vel med Sandhed kunne svare: jeg gaar til Vinding, til Rede-
lighed og Ro? Han maatte svare sig det Modsatte, og maaskee
skulde i dette Kast mellem hans onde og gode Væsen hans For-
mue, hans Ære, Ro og Dyd være vundet. Exempler paa under-
tvungne onde Forsætter, og paa saadanne Reddede og Omvendte
ere bekjendte; men visselig de kunne alene tilskrives, at de al-
vorligen have spurgt sig: "hvor gaar du hen?" Forbryderen maa
svare sig: jeg gaar til Straf. Den Trættekjære maa svare sig:
jeg gaar til Splid, Uro, Farer og Tab. Den Udsvævende: jeg
gaar til Sygdom, Vanære og en tidlig Grav. Den Dovne og
Uordentlige: jeg gaar til Armod og Usselhed. Saadanne Svar
maa de faa; Fejlen er blot, at de frygte dem, og frygte derfor
at spørge sig alvorligen. De vide Svaret, og ere med Vilje døve
paa det Øre, hvorigjennem de skulde modtage det.
Og med Hensyn til det hele Liv, denne store Pilegrimsgang,
-- hvilket syndigt Letsind, hvilken farlig Tankeløshed, ikke ofte
og alvorligen at spørge sig: "hvor gaar du hen?" Næsten hver
Stund kan Vejen forandre sig. Mennesket er som Vandrings-
manden paa Moen, hvor tusinde Veje krydse sig og hvor der
kun gives faa Mærker. En Time kan Mennesket med Vished
|
| d.IV,b.2,s.327 |
sige: ret fram gaar jeg som jeg skal, og se -- et ubevogtet Øje-
blik, en forbigaaende Fristelse kan lade ham slaa ind paa en af
de mange Stier, der gaa i en anden Retning. Begivenheder
kunne indtræffe, der ligne Storme, som overfalde Vandreren
hvirvlende Støvskyerne rundt ham saa Synet næsten forgaar
ham, og dækkende den tynde Sti med Sandet -- saadanne Be-
givenheder som de hvorom Mange raabe: "lader os fiske i rørte
Vande! eller lader os bie til Vi kunne erklære os for Sejerherren,
uden Hensyn til hans Ret!" Da er det Mennesket maa staa
stille og lægge Haanden paa Pande og Hjerte og spørge sig:
"hvor gaar du hen? Er dette den redelige Borgers Sti? Ud-
faldet blive som det vil!"
Men, agtværdige Tilhørere! der gives Kjendetegn, som ikke
skuffe, for Mennesket selv og for Andre, at det er af Dem, som
redeligen spørge sig hvor han gaar hen. Derom kunne og maa
vi nemlig ikke tvivle, at Religionen siger os det, om vi ikke selv
altid vide det. Den altsaa, som med Ærbødighed og Tillid an-
seer og anhører Religionen, som ofte og oprigtigen adspørger
denne Guds Anviisning, han spørger som han bør hvorhen han
gaar. Dette staar over al Kløgt. Jesus Kristus har foretegnet
os i Alt sine egne Skridt. Vi vide hvorhen de gaa: at de gaa
til den himmelske Fader, og at den Eenfoldige kan finde disse
Spor og følge den. Han har i Daabens Sakramente sat ligesom
det faste Udgangspunkt, og i den kirkelige Underviisning have
vi ligesom Veivisere og Hvilepunkter fra Uge til Uge, og i Nad-
verens Sakramente har Han aabnet os fra Afstand til Afstand
Herberger, hvor vi kunne hvile os i hans Favn, og hvor Kjærlig-
hedsmaaltidet altid staar beredt.
Det er et ubedrageligt Tegn paa at vi gaa ret, naar vi da i
dyb Gudstro behandle dette Hellige med Ærbødighed, naar vi
spørge os selv, idet vi berede os dertil: hvor gaar du hen? Vor
Fod er ikke sikker i Mellemrummene; men under Alt, vi komme
dog da tilsidst til Ham igjen, hvorfra vi gik ud, til Ham, der
atter sætter os paa ret Vei, og saaledes ikke trættes, indtil vi i
den høje Alder maa sige os selv: "fra denne sidste Nadver gaar
jeg til Himlen hjem gjennem Graven; jeg seer den alt ligesom
Dagslyset gjennem den underjordiske Gang." Eller, om Døden
|
| d.IV,b.2,s.328 |
overrasker braat, den skal dog da, siden vi sidstegang vare hos
Jesum, finde os paa den rette Vej.
Spørg da Gud flittigen, om hvorhen du skal gaa! Han trættes
ikke ved at svare. Han skriver det i et Speil i dit Hjerte.
Spørg din redelige Ven! Spørg dig Selv! Ogsaa der er Svar,
og i de fleste Tilfælde et paalideligt at faa, om du spørger op-
rigtigen.
Sandelig, Brødre, vi have en farlig Fart fore, og der maa intet
mangle i vort Bestik, at vi ikke skulle komme i Hvirvelen,
hvorom det ikke siges med Overtro, at den ikke giver sine
Offere tilbage.
Ak, Havet skjuler ikke saamange Vrag som Dødens Dække
tilgrundegangne Sjele . . tilgrundegangne fordi de ikke spurgte
sig hvorhen de gik! Vi maa alle have sørgelige Minder om
Mennesker, der forsvunde i Graven efter en hensløst og mis-
brugt Tilværelse. Kraftige Mænd, Unge og Gamle skede det
med. Døden kom braat. Graven aabnede sig som en Falddør,
dens Grønsvær brast som et Gulv under den Dandsende. Ak,
mange Ynglinge var der, som uden Manddomsdage pludselig
fandt de hvide Haar under de friske Krandse! Og disse hvide
Haar om Panden, hvorpaa Synden endnu blussede og som endnu
ilede fremad dumdristig og leende, vare som Skummet om Stav-
nen, der meldte at den slugende Dybde var nær. En sørgelig
Reise er beskreven i mange Menneskers Træk, saa vi ikke kjende
dem igjen. Og disse have ikke spurgt sig hvorhen de gik. . . .
Hvor mangt sligt Aasyns Uskyld saa
jeg ej som Blomstens Let forgaa,
som Sommerfuglestøvet.
Dem Verdens Haand for haardt vel tog,
og Syndens Spor dem overjog
som Sneglens Sliim paa Løvet.
Unge og Gamle og kraftige Mænd -- ak, og alle i samme Dyb
forsvundnes hvorhen De samles, der ikke spørge hvorhen de gaa.
Lader os bede! Gud er barmhjertig. Havet kan forsvinde og
give sine Rov tilbage. Og vi tro jo, at Gravene skulle ikke be-
holde selv vore Liig. Og Helvede er ogsaa et af Guds under-
danige Riger og Fordømmelsen det Mørke, hvori Guds Naade
|
| d.IV,b.2,s.329 |
kan indskyde sine Straaler. O lader os bede! Lader os bede,
at vi ikke maa deeltage i Dommen, men bede for dem, som
foer vild til det svimlende Dyb fordi de ikke spurgte hvorhen
de gik.
Visselig, vi kunne ikke elske Gud mindre om det nu var saa,
at de Ulyksalige engang fornam en Røst, der uden Vrede spurgte:
"hvorhen ere I gangne? Vide I nu hvorhen I skulle gaa?" --
Amen!
|
| BLA BAKOVER |