|
|
| d.IV,b.2,s.279 |
NOGLE ORD FRA PRÆKESTOLEN TIL
KIRKESANGER I RINGSAGER
LARS JENSEN
OG FORHENVÆRENDE SKOLEHOLDER I HOF I SOLØER
KRISTIAN SVENKERUD,
OPRETTERE OG BESTYRERE AF PRIVATE UNDERVIISNINGSANSTALTER
FOR VOXNE SØNNER AF ALMUEN I SINE HJEMBYGDER.
en Opmærksomhed, fordi jeg anseer Eders Fortjenester af Al-
mueoplysningen forat være de hensigtsmæssigste, og elsker og
ærer saadanne meer end andre, der ere mindre skjulte og stille
og derfor mere paaskjønnede i Verden. I vide dette, men uden
Bitterhed og Afkjølen i Eders Iid, baade fordi det altid har været
saa, og fordi denne meer end andre har Lønnen i sig selv og sine
velgjørende Følger, skjøndt ikke i deres hele Række, under Øje.
Der staar i ensom Dal forviist
det gamle Abildtræ.
Det mangen Blom vel har forliist;
men Skud paa Skud med blommig Qvist,
ja vel en Lund det saa tilsidst
at rinde i sit Læ.
Og fordi I fordre lidet, tør jeg haabe, at dette Blad dog vil
overtyde Eder om, at en Ven af Almuens Underviisning nærer
en Agtelse for Eder, som ellers skulde mistvivle om at have
fundet et tilstrækkeligt Udtryk i Tilegnelsen af denne Ubetyde-
lighed. En egentlig Underviisningsbog skulde maaskee have af-
givet et bedre; men jeg har i Valget at tilbyde Eder denne lille
Samling af geistlige Taler beraadet mig med mine Evner og
Kundskaber og ladet mig bestemme af den Tro, at Eders Virk-
|
| d.IV,b.2,s.280 |
somhed for Almuoplysning ogsaa har religiøs Fortjeneste og staar
i nær Forbindelse med den Underviisnings, som udgaaer fra
Kirken, og at det saaledes ikke vilde være upassende, om jeg
knyttede Eders Navn til nogle Ord, som derfra vare talte af En,
hvis Idrætslyst for Alt hvad der fremmer hint Stats og Kirkes
Vigtigste er al hans Fortjeneste og faar være Undskyldning for
hans Bøn om at opbevare i en kjærlig Erindring dem og
Henrik Wergeland.
GRIBER AANDEN I TINGENE, BETYDNINGEN I TEGNENE,
DET STORE I DET SMAA!
(Fastelavns-Søndag 1836 i Agerhuus' Slotskirke).
paa vore Veje og vi forvexle Ondt og Godt eftersom det sandses
af Lugt og Smag, Stort og Lidet eftersom det falder imellem
Hænderne! kom til os med din Trøst; thi vi have meget at be-
drøves over! lad din Aand indtrænge i vor, i vore Samfund, i
vore Huse, og din Kjærlighed mildne vor Vrede og vore Saar!
Da skal det ogsaa være somom Guds Aand var nedfaren over
os, og somom Røster løde fra Himlen, at vi vare dine Elskelige
og salige i den Højestes Velbehag. Vore Veje skulde i din
Efterfølgelse vorde sikkre og lysende i Støvet som Stjernernes
i Natten, og en Himmel aabne sig i vort Indre, herlig, om end
ei stor, som de frigjorte Aanders. I vort Lille skulde dit Store,
i vort Snevre dit Herlige vorde aabenbart; og vi skulde daglig
føle den rene Daab paa vore Hoveder, og en Daab til Salighed
i vore Hjerter, somom de vare aabnede og en himmelsk Ren-
selses- og Indvielses-Dugg signende nedfaldt deri, -- Amen!
|
| d.IV,b.2,s.281 |
Matth. 3, 13.
Jesus vandrede fra Galilæa til Jordanen. Det er en kort Vej;
dog er ikke Stjernernes bleven herligere.
Det er det, Elskede! vi ville lægge os paa Hjerte: hvad Aand
og Betydning der er i Tingen, ikke hvad enten den er stor eller
liden i det Ydre og Legemlige. Skulde vi ikke ellers kaste For-
agt paa de fleste af de Dyder, det gives os at øve? paa For-
soningens Haandtryk, paa Barmhjertighedens Taare, Kjærlighedens
Haandrækning, fordi disse ere Tegn, der falde lidet i Øinene?
paa Enkens Gave fordi den er ringe, om vi ikke gjorde saa,
oplod vore Øine og søgte efter Aanden i disse Ting? Derefter
er det vi kjende, at vi ere Aander, at vi søge efter det Aandige
og vide at vurdere dette. Arten søger i det Legemlige efter
Arten, saa Aand efter Aand. Handlinger, smaa eller store, ere
ikke som Ord uden Mening. En Vilje er deres Hjerte; Aand
boer deri: ond eller god. Denne er det Gud seer. Handlingerne
selv, de store med de saakaldte smaa, gaae Kjødets Gang, og
kunne siges at hensmuldre som det, at opløses for atter at frem-
staae i samme eller andre Former, fængslende en Tids Beundring
eller døende i Stilhed som den ubemærkte Plante. Selv den
historiske Erindring, hvortil Bedrivten bejler, er kun et Øje, der
omsider taber sine Gjenstande af Sigte.
Hvi foragte da det der er Lidet i sit Ydre, naar det er stort
i det Indre? Menneskene skulde ikke gjøre dette; thi de aand-
løse Elementer overgaa i ydre Storhed deres herligste Bedrivter.
Helten i sit Fremskridt er ikke saa majestætisk som den rullende
Flod. Ingen kan være saa velgjørende som Skyen, der lædsker
Millioners forbrændte Agre. Men i Himlen tænkes og dømmes
anderledes. Der har i Høihed og Skjønhed den retfærdige Harme
Værd over Stormen, de redelige, fast om frugtløse Nidkjærhedens
Anstrengelser Rang over Havet, den ømme Medfølelses Taare
over den døde Sky, som lader sin Velsignelse falde.
Derfor belivede gammel Tro Naturen: Guder og Engle fyldte
den venlige blaa Luft, de stærke Keruber fremfore i Elemen-
ternes Oprør -- nemlig fordi det er Mennesket en Trang at
søge et højere Liv i Alt, at betragte Alt som Tegn for en højere
Betydning.
Men vor Tro skal være, at Tegnene ere lidet imod Betydningen,
|
| d.IV,b.2,s.282 |
Gjerningerne store eftersom Aanden er stor deri. Sandelig, deri
er de Fattiges Jevnlighed med de Rige, de Svages med de
Mægtige, det Skjultes med det Aabenbarede. --
Den seer slet, som seer kun Taarnene og Bjergtinderne og
Solen, der ikke vil lade nogen Stjerne skinne sig ved Siden.
Og sandelig vort aandige Øje seer slet, om det ikke seer Rig-
dom i Enkens Skjærv og Storhed i Dyder, der dufte i det dag-
lige Livs Skygge, og som ikke tænker paa anden Belønning end
sin egen Fred.
Evnen til mere iøinefaldende Dydsgjerning, er som en Vind,
der jo ikke kommer fra Sejlet, men til Sejlet og skjænkes Sejlet.
Lejligheden er som et Hav, vi ikke selv bevæge, men hvis Bøl-
ger vi skulle benytte. For mange gaaer det imod eller hviler
det stilt og roligt; men Gud seer hvem der vilde benytte sig af
dets bedre Bevægelse: Disse ere de, som arbeide sig frem allige-
vel i Stilhed mellem de taarnede Modgangsbølger eller uafbrudt
over den døde maalløse Slette. Deres Aaretag ere mere værd
end Sejlernes Brasen og Bram, hvem Alt er til Gunst.
Viljen er det vi ville ære, Aanden er det vi ville gribe i Gjer-
ningen, ligesom Meningen i Ordet. En slet Aand kan raade i
en Handling, der fæster paa sig Verdens beundrende Blik. Den
kan boe deri som Ormen i det prægtige Skal. Derfor -- ikke
Gjerningen efter sin Storhed eller Lidenhed! Ellers ve os Fat-
tige og Evneløse med vore ærlige Hjerter! ve os med vore smaa
Pund at vi ere satte i et roligt Livs Ly, ikke paa dets Tinder,
at vor Dyd kan falde i Øinene stor, heltemodig, ualmindelig!
Ellers maatte vi ringeagte Jesu Gang, som Tusinder gjorde som
han fra Galilæa til Jordan, og det skulde ikke staa klart for os,
at hans Gang, i det Ydre liig Tusindernes, der drog ned til Flo-
den, dog ikke var som deres. Øjeblikkets Vindpust udslettede
hans Fodspor som Andres i Sandet, men hvad er det som for-
evigende har afpræget dem i Menneskenes Hjerter?
Ak, dersom vi ikke vide det og føle dem afprægede i vort,
da vide vi vel heller ikke hvorledes Jesus betegnede sine øvrige
Skridt, eller Hensigten med ethvert af dem, eller at han aldrig
gjorde noget Skridt tankeløst -- ja eller vel endog Meningen
Gangen til Golgath . . til Golgath?
Mangen Pilgrim har gaaet den samme Vei; men hvem har
gaaet den saaledes: med en saadan Hensigt at indvies til et
|
| d.IV,b.2,s.283 |
Kald som Frelserens, at døbe Begeistringen derfor og ære det
Himmelske ved at ære Folkets simple Tegn? Hvem har gaaet
den med en saadan Høihed i en saadan Ydmyghed?
Derfor lader os sige, at Jesu Gang fra Galilæa til Jordanen
var en af hans herligste, rig paa Betydning som den sidste til
Golgatha. Hiin hans Soloprind, denne hans Solnedgang.
Ligesom Gangen til Jordanen, saa er ogsaa i de fleste andre
af Jesu Livsbegivenheder det mærkeligste det, at de saa trolig
vise hvor gjennemgreben han var af sin Bestemmelse, af sin
Livsidee. I og for sig selv hæve mange af dem sig ikke over
det almindelige; men Frelseren skue vi dog i alle -- nu, da vi
have faaet Øinene op siden Tiden har bekræftet hans Ord, seir-
fæstet hans Virken, og siden al Historie er bleven en Fortolk-
ning til hans Liv, der henrandt saa stille, fjernt fra Datids Ver-
dens saakaldte Skueplads, i Galilæas Dale og Smaastæder, ved
Jordanens Bred, ved Ørkenens Grændse. Men lader os fatte
det Store hvor det findes i det Smaa, Høiheden i Ringheden,
det Udmærkede i det Almindelige!
Dette maa vi i Jesu Liv som i vort eget. Dette er Viisdoms
Inderste og Menneskekjærlighedens Kunst, der gjør dens Blik
saa venligt; thi den har opdaget meget Godt og skjult Stort ved
disse de fleste Mennesker, som ligne Græsset i at voxe, afryste
sit Frø i Vinden og forsvinde. Den har opdaget, at den lidet
glimrende Dyd Godmodighed er et almindeligt Grundtræk og
ligger ligesom i det menneskelige Blod. Den har seet Kredsen
af de huuslige Dyder, stille og skjulte og dog sammenbindende
disse store Samfund. Ofte mødte den Barmhjertigheden paa
dens skjulte Vandring, og opdagede Hjerter beredvillige til al
Kjerlighed, dog ubemærkede, lignende disse Kilder, der strømme
een Dag forat lædske, men hvis Spor saa ikke findes i Sandet.
Derfor lader os ikke mistvivle vi Ringe om at vi kunne vinde
vor Faders Velbehag; men lader os speide efter det Gode hos
hverandre, thi dette er det Store. Enhver der gjør vel imod
sin Broder, gjør vel imod Kristus selv, er der sagt -- hvilken
Høihed og Betydning da i en simpel Handling, der ingen Op-
mærksomhed vækker! Og Kristus vandrede af Galilæa til Jor-
danen -- visselig en almindelig Handling; men hvorfor han gjorde
det -- deri er Frelseren.
|
| d.IV,b.2,s.284 |
Fra Galilæa til Jordanen? Galilæa er et lidet Land; dets Dale
ere smaa. Jordan ruller tæt derhos sine døende Bølger i Sandet.
Hvi vandrede han ikke fra Jerusalem til Rom, eller fra Solens
Opgang til dens Nedgang -- Han, hvis Navn nu opfylder Men-
neskers og Engles Verden? O værer ikke bekymrede for at I
sættes i Skyggen, forat eders Kræfter ere smaa, mens Viljen
svulmer eder i Hjertet!
Foragter ikke eder selv, fordi eders Virkekreds blev snever;
thi I afmaalte ikke eder den selv! Troer ikke Arbeidet spildt
fordi det ikke pranger som en solbeskinnet Æresstøtte, men ta-
ber sig i eders Spoer ligesom Sandkornet i Støvet I optræde!
Den ene af Jordans Bølger var som den anden, dog dukkede
ingen under ubemærket af Himmelens Stjerner. Galilæas Høje
vare jevnlige som grønne Bølger; som Blade paa samme Træ
udbredte de sig om Karmels og Libanons knuddrede Arme; --
dog glemte ikke Solen at skinne jevnt henover nogen af dem.
Sandelig blues da ikke ved, at I ikke udføre nogen Bedrivt, men
at eders gode Gjerninger kun ere som ethvert godt Menneske
kunde og burde have øvet dem, eders Dyder disse stille og al-
mindelige, ikke opdagede, ikke belønnede. Sandelig der er et
Øje som seer alt dette ligesom Solskinnet glider jevnt over Ga-
lilæas eensformige Høje.
Fra Galilæa til Jordan? Er det ikke som vi vilde sige: fra
vor lille Menigheds ene Grændse til den anden?
Jesus søgte ingen større Virkekreds. Skulle ikke ogsaa vi
troe, at vor er stor nok til at bruge vore Kræfter i, til at ud-
saae Velgjerninger over? Boer der ingen Nød i vort Galilæa?
har vort Samfund ingen Brøst som burde heles, har vort eget
Hjerte ingen Værkbruddenhed, som kunde trænge til at læges?
Det lave Frugttræ er bedre end det ufrugtbare Træ, som ka-
ster sin Skygge, stor som en Nat, over Sletterne. Lavt kryber
Jordbæret og skjuler sin søde Rødme i Mosset, men Hvo elsker
ikke det mere end Kongelysets ufrugtbare Pragt? Saaledes --
bedre ere disse simple Dyder, som ingen Storhed kræve, som
ikke tiltrænge nogen straalende Lykke forat modnes, ikke nogen
vidstrakt Bane forat øves, end en Storhed i Handling, der vel
fæster Verdens Øjne paa sig, men hvis Indre er huult, hvis
Frugter hverken ere til Lædskelse eller Mættelse.
|
| d.IV,b.2,s.285 |
Stod ikke Tolderen i Tempelhvælvets Skygge, mens Farisæeren
treen frem til Høialterets Lys? Men Guds Øje lyste venligt over
hiin og i Himlen hørtes bedre hans Slag for det angerknugede
Bryst end Farisæerens pralende Opregninger af sine Dyder eller
af hvormeget de kostede ham i Penge. Jesu fleste Dyder vare
af disse, der let og naturligt udrinde af Menneskehjertet. De
vare alle Menneskekjærlighedens. Man lægger Mærke til, at
disse saa pragtløse og fordringsfri Dyder, som ere det ufordær-
vede Hjerte naturlige som dets Slag, ere netop de, der have
meest Indflydelse paa Samlivet. Fandtes de ikke, mon ikke
Mennesket heller vilde ønske sig imellem Ulvene og Bjørnene?
Een aftørret Taare udsoner os med mange, vi see strømme.
Intet Samfund kunde undvære Godmodigheden, Velvilligheden,
Hjælpsomheden, eller at Kjærligheden udstrækkes ogsaa til Fien-
derne eller Forsonligheden. Det er disse stilfærdige Dyder, ikke
Tvangen eller Foragten og Hadet som overvinder det Onde. Saa
ofte vi opdage dem tænke vi, at det er uret og menneskehadsk
at sige, at alle Mennesker ere en af Stolthed og Egennytte i sit
Indre og over det Hele fordærvet Slægt. Hine stille Dyder ere
de enkelte Familiers, den store Menneskefamilies Baand. De
give vel ikke Kristi Værk disse overordentlige Fremstød som
visse enkelte sjeldnere Dyder, saasom Martyrheltemodet og
Selvopoffrelsen; men de fremdrive det uafbrudt, om end næsten
umærkeligen, ligesom de smaa lette Bølger Skibet, medens disse
andre, der fremkaldes under særegne Omstændigheder, gribe i
som Stormene.
Inden Husene have de sin snevre Virkekreds. De fremkaldes
daglig inden de trange Vægge. Der er det Menneskehjertet ud-
folder de Blomster, som fylde Boligerne med Fred og Følelse
af Lykke, og som ere saa rige paa de Balsomer af Trøst og
Hjertelighed, der ere gode for alle de Saar, der bløde Taarer,
og som faaes let -- forskyldt eller uforskyldt.
Det er en snever Virkekreds, Elskelige; men vandrede ikke
ogsaa Jesus i de afsides Egne mellem Galilæa og Jordanen?
Det er en snever Virkekreds, men seer efter om mere æskes,
og da gjører dette! Jesus vandrede ikke altid kun i Galilæa
og ved Jordanens tause Bred; men ogsaa til Jerusalem, trædende
midt op i Templen, mellem Lærerne, midt i den mylrende Mængde,
|
| d.IV,b.2,s.286 |
paa Høitiden, pludselig, overraskende som Solstraalen, der bry-
der frem mellem de sammendyngede Skyer.
Erindrer blot: vi skulle ogsaa gjøre alt som vi ere kaldede til.
Hvi skulde den Rene toes med Daabens Vande? Hvad har
den guddommelige Aand med disse Tegn hvormed det vankun-
dige Folk mærkede sig i sit Mørke og gjenkjendte hverandre i
Hedningernes Forvirring?
Men sandelig mærker: et Tegn er en liden Ting, men ikke
altid en ubetydelig Ting. Det er ved Tegn at Sjelene aabenbare
sig for hverandre og forstaa hverandre. Religionens Tegn ere
simple som dens Ord, men de have ogsaa Betydning som disse.
Deres Udøvelse er det religiøse Sinds, Gudfrygtighedens Tale.
Ja selv hvor den ikke er velmeent er den en Hylding, Lasten
bringer Dyden.
Menneskene forstaae kun Tegn. Smerten med et ligegyldigt
Ansigt forstaae de ikke; men dens Udtryk forstaa de, var det
end stumt. Taaren er et Tegn. Den udrakte Forsonings- og
Kjærligheds-Haand er et Tegn, hvori Sindelaget fattes og be-
gribes.
Ærer da ogsaa Tegnene efter deres Betydning og Vigtighed
ligesom Jesus ærede det simple Vand i Daaben! Ærer denne
for hans og eders egen Skyld, og siger ikke: hvi skulde den
Rene toes? hvad have de uskyldige Børn behov at de døbes?
Ligesom Planterne voxe ved at Safterne umærkeligen stige i
de fine Rør, saa voxe Menneskesjelene af de Lærdomme og
Sindsøvelser som Øjeblikkene medføre, fast at det ene ligner
det andet; men Daabsbekræftningens Øjeblik har den stærkeste
Drivkraft. Det er ligesom om den Sæd, der nedlagdes i Daa-
bens Øjeblik og fugtedes med de helligede Vande og som seent
og gradviis voxte, pludselig springer ud i fuld Modenhed. I den
aabnede Hjerteblom gjensee vi Daabens rene Duggdraabe og
Forældrene og Lærerne bøje endnu Bladene beskjærmende om
den og støtte den, at ikke de vilde Vinde skulle afryste Draaben.
Hvad er Daaben andet end en Livsens Duggdraabe i den unge
Sjelebloms Kalk, som opspirer af Mulden imod Himlen?
Det var Høihed hos Kristus da han nedsteeg i Vandene for
|
| d.IV,b.2,s.287 |
Johannes. Det var Forstand, saasom Daaben var Folkets Tegn.
Det var Nødvendighed, saasom et Tegn var nødvendigt, og intet
Tegn kunde være skjønnere og bedre betegne den Reenhed han
krævede.
Letsindet kunde sige: hvi betegner Mennesket sig ikke med
en Røg eller Dunst? Menneskehadet: hvi ikke med et Brænde-
mærke? O vi vide vel, at Vandet er en let forsvindende Ting;
men er ikke Løftets Ord end lettere, og dog ere disse Hoved-
sagen, og have kun valgt Vandets Tegn, fordi det er det skjøn-
neste og, ogsaa efter sin legemlige Beskaffenhed, det betydnings-
fuldeste.
Trænge vi ikke en bestandig Daab? Hvor snarlig urenes vi
ikke, og trænge en Renselse? Da strømmer Angerens Taare og
de gode Forsætter opstaa deraf, et nyt Liv opstaaer deraf som
Kristus af Jordanen.
Det er os ikke ubekjendt, at mange ringeagte Religionens Tegn,
holdende de strenge Buds Iagttagelse for nok. De forsømme
Templet, og ere sjeldne Fremmede ved Herrens Bord. Men
disse ihukomme ikke Kristus vandrende til Jordan for at døbes,
og hvordan han altid opfyldte Templets Skikke. Over dem har
han raabt Vee! Og visselig, de skulde ikke prale formeget af
de strenge Buds Iagttagelse; thi staaer der ikke skrevet; "hædre
din Fader og din Moder;" og er ikke Kirken som en Moder,
der har taget os i sit Skjød og i Daabens Vande grædt den
første Ømhedstaare over os? Og staaer ikke Kirken aaben som
en Faders Huus og Nadveren som hans opdækte Bord? Der
staaer og skrevet: "Du skal ikke have fremmede Guder for mig!"
Men hvilken Gud have de da vel, naar de ikke ville have Menig-
hedens? Hvo som og ikke ærer Religionens Tegn har ikke den
Gudfrygtighed, som han bør; og har ikkun eet Skridt tilbage for
ogsaa at ansee de guddommelige Bud for Tegn, det ikke er saa
vant med enten de overholdes eller ikke.
Lader os ikke glemme det Større over det Mindre; men heller
ikke foragte det Mindre for det Størres Skyld. Fuglene opsvinge
sig kun til Skyerne ved de lette Duun. Det er ved Ting, der
ere ubetydelige i sig selv, at Menneskesjelene opsvinge sig i det
Høie og at de see Himlene aabne for sig. Kristus opsteeg af
Daaben og saae Himlene aabne; det er: hans Løbebane laa ud-
bredt for hans Blik; Haab og Mod opildnede hans Hjerte, og i
|
| d.IV,b.2,s.288 |
dets Indre hørte han forud Sejerens Fryderøster. Saaledes: hvad
er forgjængeligere end disse Draaber der fugte Barnets Isse?
Men oplades det ikke en Himmel i den kristne Kirke, som fra
nu af ikke vil give Slip paa det? aabnes ikke selve Himlen for
det med alle Troens Hemmeligheder og Haabets Forjættelser?
Hvad er uvisligere end Bogstaverne? De synes som forvirrede
Punkter for den, der ikke kan tyde dem -- men aabnes ikke
ved dem Kundskabernes Himmel? Er det ikke ved dem og
Tallene at Menneskeaanden opsvinger sig til at overskue det
Mangfoldige og beregne det Umaalelige?
Disse Himle skulle vi aabne os: Religionens og Kundskabens.
Ere vi uvidende, da betragter Uvidenheden som en Ureenhed,
Lærelysten som en Daab der aftoer den!
Der ere mange Himle, som aabne sig for Mennesket. Hver
Dyd har sin. Optændes Vreden -- se, Olje kan ikke flamme
værre, men døber den med den kolde Eftertankes Daab, og
Freden er som en Himmel der aabnes.
Fædrelandet og Friheden ere angrebne -- se, ere ikke de
unge Mænds Blod som en Daab, og Sejerens Himmel aabnes
og Freden lyser atter nedover Landet, ja selv efter Nederlaget
aabnes Ærens Stjernehimmel over Gravene og over de Efter-
ladte, der heller vil gaae didned til de Faldne og aabne Dødens
Luger end at gaae i Trældommen, der er en værre Død. Døbes
Stræbsomheden ikke i Sved? og aabner sig da ei en Himmel
hvor den har nok, den og Hustru og Børn?
Saaledes -- Dyderne ere ikke altid lette, men de have sine
Himle. Mange ere naturlige for Menneskehjertet, saasom Vel-
viljen, Taknemligheden, Hjælpsomheden, Godmodigheden, Med-
lidenheden, og de have ogsaa sine Himle deri. Andre ere sjeldne,
saasom Selvopoffrelsen og Høimodigheden; men alle have de sin
Daab i Beslutningen ikke at være anderledes, sine Himle i Til-
fredsheden, der qvæger rigest den skjulte Dyd og hviler bedst i
den Miskjendtes Hjerte ligesom Nattens Stilhed lader Duggdraaben
falde fuldest og størst i den Blomme, som Dagen behandlede barskt
og som ingen mild Regn fik saa Bladene kunde glindse og dens
Pragt eller Ynde sees imellem de tusinde.
Men hvad er uvisligere end disse Blommer og Græs? Dog
bestaaer Sommeren deraf og dens Dronningdragt mellem Aars-
tiderne er en Væv af disse smaa Yndigheder, og ingen God øde-
|
| d.IV,b.2,s.289 |
lægger tankeløs en af disse Spæde. Saaledes -- Himlens Grund-
vold er disse Millioner af gode Hjerter, som enkeltvise ere dag-
ligdags og lidet udmærkede; den er opfyldt af deres spæde Ud-
aandinger; disse ere Røgelsen for Guddommens Throne: og Jesus
har sagt, at Himlene triumfere over en enkelt Synders Omven-
delse, der dog er svag som naar det nedbøjede Græs reiser sig.
Derfor sandelig foragter ikke det Gode, fordi det ikke er ud-
mærket (thi der gives meget Godt som ikke kan og maa være
saa) og griber det Store i det Smaa ligesom der er meer end
Stjerner i Daabens Regn og al Menneskehed engang skal vandre
den Kristi Efterfølgelses Vej, som begyndte med de utydelige
henvejrede Spor i Sandet ved Jordanen. -- Amen!
Kun dagligdags er al din Dont.
Det gjør en Stolt og Nærsynt ondt,
som eget Liv ej fatter.
Hvor mærkeløst dets Dage dø!
Som Jordan mod den stille Sjø
de henmod Graven rinde
foruden Daad og Minde.
Men kom til Jordans tause Bred
ei Verdens store Frelser ned?
Sligt Nil og Frat ej hændte.
Velan! lad Jesus komme selv
til dine Dages stille Elv!
Hvor godt, om tyst de trilled,
naar de kun bar hans Billed!
Hver Morgen kald ham! Uden Glands
den rinder ej i Navn som Hans.
I det begynd din Gjerning!
Da har, om uden Bram den er,
den Storhed nok for Ham, der seer
paa Tingens Aand og Indre,
ej paa hvor den kan tindre.
|
| d.IV,b.2,s.290 |
HELLIGHOLDER SABBATEN!
(Syttende Trin. 1832 i Eidsvolls Kirke).
værdigen høitideligholde den hellige Sabbat! Maatte det siges
os i vore Hjerter, af vor Samvittighed, at vi værdigen feire
denne Dag! Maatte vi betragte Sabbaten som en naaderig Gave
baade til vort Legeme og vor Sjel, som vi burde være taknem-
melige for, og bruge den ret baade til Vederqvægelse og Oplys-
ning! O Herre! var alt dette saa, da skulde ogsaa alle de øvrige
Dage helliges; thi det er rimeligt, at Den, som værdigen feirer
sin Sabbat, bruger ogsaa værdigen sine øvrige Dage; at Den,
der findes jevnligen i dit Tempel, heller ikke er langt fra dig i
sit daglige Liv. Helliget være da din Sabbat, o Gud, af alle
Mennesker! og alt Misbrug være fjernt derfra! Du har velsignet
den! Du velsigne alle de øvrige Dage, da de Dyder øves, som
Sabbaten lærer og helliger os til! Amen!
Luc. 14 C. 1 V.
Vort Evangelium viser os den ophøjede Mester i en af hans
elskeligste Stillinger. Ikke alene træffe vi ham atter i det skjønne
Kald, han saa gjerne overlod sig til, nemlig udøvende Kjærlig-
hedsgjerninger mod Lidende; men vi finde ham som de mørke,
strenge, til Lovens Bogstav alene sig holdende Farisæers Be-
lærer, forkyndende lysere, mildere Anskuelser med Hensyn til
Sabbatens Anvendelse. Disse vare vante til at tilbringe den i
mørk Stilhed, til smaaligen at afmaale Skridtene paa Hvilens
Dag. De havde sammensat lange Rækker af tunge, men lige
Forskrifter, der bandt dem og Tilhængerne til en taabelig, slavisk,
sørgelig Uvirksomhed, som gjorde de tilladelige Vederqvægelsers
Dag til en Pinselsdag. Jesus derimod gjør dem opmærksomme
paa det Daarlige deri, og han lærer i Ord og Gjerning, at Sab-
baten feires værdigst ved gode Gjerninger.
Der gives ogsaa imellem de Kristne endnu Folk som have
Tanker lignende hine Farisæers om hvorledes Sabbaten skal til-
bringes. Der gives dem, som have lidt Forstand nok til at be-
|
| d.IV,b.2,s.291 |
tragte en uskyldig, men Velfærden angaaende, Haandgjerning paa
Sabbaten for svær Helligbrøde; og som, langtfra at vederqvæge
sine Sjele, tvertom paalægge dem nye Byrder, antagende som
syndudsonende Fortjeneste at de tilbringe Sabbaten i mørk Stil-
hed, om end de andre Ugens Dage henrinde i travle Synder.
Imellem os er dog saadant ubekjendt; men derimod maae vi til-
staae, at det Modsatte, en altfor stor Letsindighed med Hensyn
til Sabbatens Helligholdelse ikke er ubekjendt imellem os. Sab-
batens Hviledag er visseligen ogsaa givet os til den Hvile for
Sjel og Legeme, som findes i uskyldige Adspredelser. Disse for-
menes derfor Ingen hverken af de religiøse eller de borgerlige
Love eller af de huuslige Love, som Sæd og Skik har indført.
De ere endog at betragte som gavnlige, naar de holde sig inden
Dydens og Lovlighedens Grændser, og naar den ene Halvdeel
af Dagen er først anvendt efter Hovedhensigten -- den, som op-
fyldes her i Gudstemplet eller i den huuslige Andagtskreds. Der-
imod hvad skulle vi sige i vor Bedrøvelse over at skammelig
Misbrug af den hellige Dag synes mere og mere at gribe om sig
særligen imellem Ungdommen her som andetsteds? Hvorledes
skulle vi undskylde det, at den Dag, som skulde være renest,
beplettes med Uteerligheder? Eller er det ikke saa, I Menig-
hedens Ældste og Forstandigere, at I med Sorrig maae tilstaae
for Eder, at Sabbaten ikke feires saa af mange af de Unge, som
den burde, og som I maaskee opdroges til at feire den? Er det
ikke saa -- at neppe er Templernes Døre lukte, før Kipperne
aabne sine rundtenom? Er det ikke der, i disse Fordærvelsens
Huler, at en Ungdom, som ikke vil høre eders Raad og Advar-
sler og som I ikke mere kan styre, feirer Sabbaten ved Svir,
Terninger og Kort? Desværre, jeg hørte nok ikke feil, da tæn-
kende Mænd af eder beklagede sig over et saadant Uvæsen, og
at ikke Faa af Ungdommen i hine Skjulsteder og Syndeskoler,
der trods Lovene tør aabne sig, tabe Gudsfrygten, Agtelsen for
de Bud, de nys høitideligen for Menighedens Aasyn besvor,
Sundheden og Velfærden. Alle de ulykkelige Følger af en saa-
dan Sabbatens Vanhelligelse ere heller ikke udeblevne; thi naar
klages der mere over Armod, Tjeneres Tøjlesløshed, Opsætsighed,
Uordentlighed og Uefterrettelighed i Pligters Opfyldelse, over
Lasters Udbredelse, over Tyverier og offentlige Straffe, end
netop nu?
|
| d.IV,b.2,s.292 |
Hvor maa vi, agtværdige Brødre af Menigheden! beklage, at
det er saa; Men saaledes kan det dog ikke vedblive til Skam
og Skade. Gud straffer vel disse modvillige Overtrædere paa
forskjellig Maade; men han kaarede de Ældre og Forstandigere
til Tugt for de Yngre og Uvittigere. Han har sat Fader over
Søn, Husbonde over Tyende. Han har sat Love til Brug og
Værn for den Retfærdige, til Skræk og Tugt for Pligternes For-
agter. Derfor er det, at I, der selv ære Sabbaten, opfordres af
Gud til ikke at taale dens frække Forhaanere. Af Føjelighed,
af Svaghed maa I ikke, liig den gamle Israels Dommer, sidde
roligen paa eders Sæder, medens eders Ungdom tumler sig
nedenfore i Synden. I ere betroede Fædres og Huusfædres
Myndighed til at værne om eders Ungdoms Dyd, om eders
Huses Ære og om at ikke Fordærvelsen skal huse i eders Na-
bolag. I have Guds Love for eder, der gjøre eder ansvarlige
for alle dem, der ere i eders Varetægt. I have de borgerlige
Love for eder, der opfordre eder til at foranledige de modvillige
Overtrædere straffede. I have Sæd og Skik for eder -- saafremt
den Sæd, der fra Arildsold har været til og overholdt, ikke alle-
rede skal agtes forsvunden, nemlig den, der byder den agtvær-
dige Huusfader ikke at taale at hans Huus besmittes eller at det
gjøres til Ryggesløses Bolig. Benytter alt dette! lader Exempler
afskrække de Letsindige og Forførte? Hengiver eder ikke til
en hjælpeløs Hovedrysten alene, men modarbeider det Onde
med kraftig Haand! Skjærper det Øje I have med eders Under-
ordnede! Lærer dem alle en værdigere Brug af Hviledagen!
Fører eders Børn og Tyende jevnligen hid i Sabbathuset! Op-
hjælper Huusandagten! Tillader ikke nogle af de berygtede Sab-
batsforhaanere at nærme sig eders Anbetroede! Tillader endnu
mindre eders egne Huse at blive Forførelsens Steder paa den
hellige Dag! Lader ikke paa nogen Udkant af eders Jord sligtet
Sted findes, hvor, under allehaande Paaskud, det Ondes Sabbat
fejres! Forener de gode Naboer om at rense Nabolagene --
kort anvender Alt hvor saameget staaer i Fare, hvor Guds Bud
overtrædes, hvor Menigheden beskjæmmes, hvor eders Egne og
Kjære trues med Fordærvelse!
Visseligen disse Letsindige eller Forvorpne, disse Usle, som
man om Helligdagen kan træffe i skjulte eller aabne Kipper be-
rusede rundtom det Bræt, hvori de slænge sine sidste faa Penge,
|
| d.IV,b.2,s.293 |
og som oplære sig og Andre i Spil, Bedrageri, smudsig Egen-
nytte, Sviren og Sværmen -- visseligen disse ere faldne i en
Brønd paa Sabbaten, i den Brønd hvori Sodoma og Gomorra
nedsank; og det, det er Sabbatsgjerning at drage dem op.
Disse Overtrædelser, disse syndige Forhaanelser af den Dag
som skal helliges til god Gjerning og til Sjels og Legems Hvile
og Vederqvægelse i uskyldige Glæder, disse gaa mange af Eder
til Hjerte. I have bemærket dem forlængst med Sorrig; thi de
ere iøinefaldende og i saadan Fremvæxt, at jeg har troet at
anvende denne Sabbatstund vel, naar jeg fortolkede eder eders
egne Tanker og opmuntrede eder til at raade Bod paa disse
Misbrug, disse Onder, der ere som en Kræft i Menighederne,
borttærende Gudsfrygten og den Agtelse, en Menighed burde
kunne være stolt af at have baade hjemme og hos andre. Men
der gives ogsaa andre Misbrug af Sabbaten, som ere mindre
iøinefaldende, og vel mindre fordærvelige og syndefulde; men
dog heller ikke uden Fare og Synd.
Saaledes -- hvem kan negte, at den, Velfærd og Huusflid
ødelæggende, daarlige Higen efter at udmaje sig paa fremmed
Viis og med fremmed Flitter stundom gjør Kirkegangen ligere
en Markedsgang end det den skulde være: en stille, simpel, be-
skeden Henvandren til Guds Huus forat faae sin Sjel prydet
med nye Kundskaber, nye opløftende Tanker og bedre Følelser?
Hvorledes? have vi ikke fornummet de Forstandigeres Klager
over den tiltagende Forfængelighed i Pynt bekræftet hos os i
Templet selv, somom dette var Forfængelighedens Udstillings-
plads? Dagen fordrer, at vi efter Evne ogsaa i vort Ydre skulle
vise den Ære; men den fordrer ikke Naragtighedens Overdri-
velser; -- dens Fordring gaaer kun til Anstændighed. Den vil
have, naar vi formaa det, Sindets Reenhed ligesom fordagelagt
i et anstændigt Udvortes; -- dog skal Sabbatens Herre, om Ar-
modens Pjalter dække det rene Sind agte dette Dække ligt med
Englenes skinnende Vinger. Men er det nu den Anstændighed,
som sømmer sig Sabbaten, at man synes at møde i det hellige
Huus til en Veddestrid i Pynt? Er det den Andagt, man skylder
Stedet og den Herre, som der boer -- den Opmærksomhed,
man skylder Læreren og de gudstjenstlige Handlinger -- den
Opførsel, man skylder den ærværdige Forsamling -- at man seer
Øinene løbe omkring, der skulle vende sig mod Alteret, mod
|
| d.IV,b.2,s.294 |
Lærestolen eller Bogen? at de mest verdslige Tanker ikke lade
sig skjule, men stille sig offentligen tilskue i Prunken og flyge
om i de mønstrende Blik? Nei, sandeligen, kjære Medkristne,
dette er hellerikke godt og som det burde være; dette er heller
ikke at fejre Sabbaten værdigen. Men vedkjender eder derfor
Hvad der dog boer i eders Hjerter, nemlig Misnøjet med, Ringe-
agten for saa daarlig en Færd! Lærer de Daarlige, at Forfænge-
ligheden vel er slet nok der den har sit Hjem, nemlig derude i
Verden, men at den ikke bør betræde Templet, hvor kun Alvoret
og de gode Exempler bør sidde! Lærer dem, at vi samles i Sab-
batstimen ikke forat opbygge Hatte, men forat opbygge Sjelen
-- ikke forat lære nye Moder, men forat lære nye Indsigter og
Dyder -- ikke forat knytte kunstige Sløifer, men forat knytte
Kjærlighedsbaandet fastere om Menigheden -- ikke forat mønstre
Pynt, men forat mønstre vore egne Hjerter, -- ikke forat forstyrre
Opmærksomheden, men forat vedligeholde den ved Stilhed og
Anstændighed -- ikke forat drage Verden og dens Forfængelighed
med os ind i Templet; men forat flye Verden og nyde disse Timers
hellige Rolighed! -- De som ikke ville erkjende dette, og erkjende
det i Gjerning, gjorde bedre i at blive borte, og vælge sig en
sømmeligere Skueplads for Stadsen og Fjasen.
Saadanne gives der ogsaa, der ganske forsømme den skjønne
Sabbatsgjerning: Kirkegangen, uden dog derfor som hine Sabba-
tens Forhaanere at besøge Syndens Steder. Denne Forsømmelse
er ogsaa en Misbrug af Sabbaten, som vi jo hørte havde til
Hovedhensigt at meddele Menneskene Underviisning i det ene
Vigtige -- det som jo skeer bedst i Templet. Den er saameget
mere en Misbrug, som den baade kan forføre Andre til samme
Ligegyldighed, og dog altid forarger. Ofte kan den endog have
den farlige Rod: aandig Hofmod, som ikke troer nogen Veiled-
ning og Lærdom nødvendig for sig; men oftest er dog Kirkegan-
gens Tilsidesættelse kun en Vane; men en skadelig Vane baade
for En selv, og, som vi hørte, ogsaa for Andre. Er Huusfader
og Huusmoder sjeldent tilkirke, da kan man være vis paa, at de
andre Husets Folk ere det endnu sjeldnere. Disse skulle snart
tage Mønsteret efter, og misbrugte eller ubenyttede skulle disse
dyrebare Timer henrinde.
Det er sørgeligt, kjære Medbrødre! at den Erfaring stedse skal
bekræftes, at de bedste Gaver misbruges mest af Jordens fornuf-
|
| d.IV,b.2,s.295 |
tige Herre. Ja, hvor har ikke Himlens ypperste Gave: Fornuf-
ten været misbrugt! Og se! der rækkes Mennesket et Bæger,
der skulde være en Lægedom, -- og Bægeret skal udtømmes
indtil Bærmen og indtil Beruselse. Glæden har man kaldt en
Himmelens Datter, der nedstiger stundom til Jorden af Medliden-
hed over dens Sorger; men -- hvorledes behandles denne Glæde?
De umaadeholdne Mennesker ville med plumpe Hænder fastholde
den i flere Døgn -- den flyer, saasnart Maadeligheden er over-
skreden, og efterlader Skrantenhed og alskens Elendighed for at
hevne dens Krænkelse. Livet forædles med en Opfindelse --
og strax gribe Mangfoldige den til Fordærv. Velsignelsens Aar
nedstraale fra Himlen, og Jorden synes at modstraale den igjen
i al sin Fylde, og nu skulde dog vel alt være godt? Tilfredshed
igjen sætte sig ved Arnerne, hvor Ilden atter blusser? Gjæld
afbetales? Forbedringer gjøres med de fulde Kræfter? Vaaren
ligesaalidet trænge som Høsten? -- Men ak! hvor lidet af alt
dette skeer! Da skal dog Brændeviinskjedlerne fyldes, og da
gjøres jo Bugen til Forvalter, og da forvandles Husene til Uvirk-
somhedens Hier, hvor der fraadses og snorkes den lange Vinter,
men sues paa Labben til Vaaren? Og Sabbaten? -- er den ikke
som en Velsignelsens Dag imellem de andre? Den er givet som
til det Bedre i Mennesket; men vi have jo hørt, at det Onde tør
bemægtige sig den? Den skulde tilhøre Dyden; men Lasten
aabner da sine Huler. Den skulde være Rolighedens og den
skyldfri Glædes; og den stille Bygd forstyrres af Svirens og
Sværmens Tummel. Den skulde helliges af Alvoret og de gode
Mønstre; men Forfængeligheden og Letsindigheden og Daarlig-
heden vælger de hellige Timer til sine Forførelser og de hellige
Steder til sine Torvepladse. Den skulde helliges ved Menighedens
Forsamling, men Huusfædrene glemme at hidføre Sønnerne og
Tyendet, og selv forsømme Mange, og Templets Døre see kun
Faa at indvandre. Den skulde benyttes af Sjelen til Kundskab,
medens Legemet bemægtiger sig de andre Ugens Dage; men de
kostbare Timer have ikke denne Værd i de Manges Øine, som
ikke lægge Mærke til, at i Højtiderne er os af Aarets 12 Maa-
neder skjænket fulde tvende, Sjelen til Gevinst.
Agtværdige Medkristne! gjører dog eders til at dette bliver
anderledes, at saa god en Gave ikke bruges saa slet! Beretter
Sabbatens Haanere og Misbrugere og Forsømmere, at der idag
|
| d.IV,b.2,s.296 |
i Sabbatens Herres Navn er blevet talt Erindringens Ord! Og
vedbliver, I den hellige Dags redelige Dyrkere, at give Menig-
heden fremdeles saa gode Mønstre? Indpræger eder og Eders
Ærbødighed for denne Dag; thi om denne Ærbødighed er for-
svunden, da skulle I forgjæves søge efter Gudsfrygten og hele
dennes Æt af Dyder i Husene! Helliger den til Roe, til Veder-
qvægelse, til Trøst, til Kundskab! Lader den være den Dag, da
I mønstre den forløbne Uges Dage, og ligesom en indviet, i Guds
Naadesmiil skinnende Høide, hvorifra I med tillidsfuldt Øje see
hen mod de kommende Dage! Forglemmer aldrig, at denne Dag
hører Aanden, hører Gud til -- at det er Synd ikke at bruge
den, men svær Synd at misbruge til Ondt, hvad der er os be-
troet til saameget Godt. -- Amen!
En Engel mellem Mennesker
Sabbaten mellem Dage er.
I deres sorte Flok sin Vinge
den løfter op saa reen og klar.
Om andre Dage Tænder skar,
Sabbatens søde Harper klinge.
Hvi plette da, du Adams Barn
Sabbatens Engleving med Skarn?
Hvi vil du onde Aander byde
ind i dit Huus paa saadan Fest,
da du er kaldet som en Gjest
for med din Frelser dig at fryde?
Der lærer han de gamle Graa
at være fromme som de Smaa.
Der lærer han igjen de Unge
at see med Ærefrygt til dem,
der sidde som i Himmelhjem
med Æreskrone, Lovsangstunge.
|
| d.IV,b.2,s.270 |
Du seer jo Spiret i det Blaa,
og tør til de Kapeller gaa,
hvor frække Synder Offer tage?
Ak, se dog paa Sabbatens Gry
hen til det Bygdens Spiir i Sky!
Der boer den Engel mellem Dage.
GUD SENDER OS MANGE ENGLE OG VI HAVE MANGE
FORBINDELSER MED HIMLEN.
(Mariæ Bebudelsesdag 1831 i Eidsvoll Kirke).
de have aldrig over det hele været onde. Hvad vedkom det
Abraham at Sodoma brændte i en anden Egn af Jorden! Flam-
merne søgte ikke hans rolige Lejr eller Melkisedeks, den Guds-
dyrkers, Alter. Der var Dale, hvori en uskyldigere Slægt levede
end den, der just foregik i Siddims. "Mon Græshopperne komme?"
spurgte maaskee de fjerne Hyrder, som saa en Dunkelhed af
Røgen. "Mon Ørkenens Flammevind tænder sig?" spurgte maa-
skee Karmels Piger; og Ingen ahnede, at der foregik en Hand-
ling i Naturen, som Slægterne, ligesom Alt hvad der foregaar,
skulde drage sig til Nytte, med eftertænksomme Øjne betragtende
den som tilsagt og frembragt af den himmelske Retfærdighed.
Guds Naade er stor. Han sender ligesaa mange Engle over
vore graa og røde Tage som han sendte over Israels gyldent
glindsende Palmer. De komme til vore Døre ligesaavelsom til
Abrahams Telt og Nazareths Jomfru, naar vi blot have Øjne at
see dem med; og Gud selv er ikke fjernere fra dette Huus end
fra Salomons Tempel.
Det var Haabets Engel, som kom til den arme Nazareths Qvinde,
da hun sørgede over Israels og Verdens Synder indtil hun reiste
sig i Moderens Forventnings Styrke, vis paa at Timen var nær,
|
| d.IV,b.2,s.298 |
da Gud i hendes Barn skulde aabenbares i en Frelsers Højhed,
hvem Syndens Elendighed skulde vorde underdanig som det
Støv, hvori den alene trives. Men Haabet er den Engel, som
sidst vil kunne forlade Jorden med sine Skaaler af Trøst og
Kraft, som den rækker de Daadmatte, den Fattige og Ned-
bøjede.
Men Gud sender mange Engle til sine Børn, ja til de Børn,
der ikke elske sin Fader. Han sender i mange Hændelser ad-
varende Engle med alvorlige Aasyn og opløftede Pegefingre; men
oftest bære ikke Menneskene sig anderledes ad end som om en
Slange foer over Vejen: de skrige og glemme. Og han sender
i Verdens Styrelser og Skjebner mange Engle, som hjælpe Men-
neskene med hans Viisdoms Veiledning. Og i det daglige Liv
naar det er stille, saa vi kunne høre vort eget Hjerte hvidske
om hvad der vanter det, da kunne vi høre en anden Stemme
hvidske om Guds Barmhjertighed, som tilraaber den Forvildede
og gjenkalder den Angrende, som forviser sig selv, og er altid
rede til at modtage Synderens gode og oprigtige Forsætter somom
de vare sonende Engle, der opstige fra Jorden.
Guds Naade er stor. Han lader det drøne af og til til Væk-
kelse over Synden, som lever i Herlighed og Glæde. Der ind-
træffer Begivenheder, som vældige Aanders Fart gjennem For-
bryderens Liv. Han lader Engle i venlige Menneskers Skikkelse
møde Elendigheden, som trøstløs vandrer om i de skjønne Lande.
Og Menneskebarnet, som sidder nedbøjet under Korset, og tanke-
fuld som Maria skuer ud i Verden og seer kun liden Opmunt-
ring og bedrøves i og over den medens han skal kjæmpe imod
dens Onder -- o, over disse Gode, der udsone Verden med
Himlen, fordi de vise, at den dog har ædle Hjerter tilbage, ned-
sende du dine stærkeste Engle, himmelske Fader, saa de ikke
give din og deres Sag tabt. En Kraftens Aand udspile sine
Straaler i deres Sjele, saaat de oplyses og see, at det ikke an-
derledes kan være! Og Trøst nedlades fraoven i de bedrøvede
Hjerter saa Haabet opspirer og voxer deri som Blomstrene af
Jorden efter den milde Regn! Og om Menneskene forlade disse
Redelige, da føle de sig stærke i sig selv ved Dig og ligesom
overskyggede af himmelske Væsener, saaat de undfange Tanker
og føde dem i Daad til din Ære og Menneskehedens Vel, der
engang i Fuldkommenhed skal blive Saliggjørelse omsider naar
|
| d.IV,b.2,s.299 |
de større Baner aabne sig, hvor Støvets Sjele finde, at de selv
ere blevne Engle og skue Himmelens Engle Ansigt til Ansigt.
-- Amen!
Luc. 1 C. 26 V.
Kommer, Elskelige -- vor Sjels Øje er ikke skarpt; dog hedder
det Eftertanke; men kommer, lader os oplade det, thi Bebudel-
sens Herlighed, den pragtfulde med Himmelsyner opfyldte Ind-
gang til vort evangeliske Sandhedstempel aabner sig over os
idag! Vi ville indvandre med vort svage Lys under dette hellige
Dunkle, som omskygger os, naar vi andægtigen sætte os ind i
Evangeliets Optrin, og det Høje ville vi nedkalde til at sees
nærved af de Dødelige og afpasse det efter vor Tarv og finde
Sandheden og Virkeligheden deri. Thi visselig deri skulde intet
Ophøjet være, om ikke gavnbar Sandheds Livsenskjerne fandtes
og spirede deri, saa Mennesket kunde finde den og qvæges der-
ved, istedetfor blot at maatte forstumme over den prægtige jødi-
ske Mystik i Erkeengelens Bebudelse til den ubesmittede Jomfru.
Skyerne eller over Skyerne i de blaa Rum er ikke Menneskets
Himmel. Den er i dets Sjel. I dens Bevægelser er Engles Fart,
i dens Reenhed Aanders Glands, i dens Fromhed Forbindelse
med den forherligede aandige Verden, som er den højeste Gud-
dommelighed nærmere; ja en Forbindelse, der ikke behøver at
være synlig og hørlig forat kunne forstaaes og blive Forjættelse
og Bebudelse.
Der er een hellig Aand, som gjennemgløder de Salige saavel-
som Jordens fromme Hjerter, og den er det fælleds Sprog mel-
lem de Forherligede og de Dødelige, eller det er den, som lærer
disse det Sprog hvori Englene tale og hvori den Højestes Vilje
udtrykkes. Denne hellige Aand belivede Marias Sjel og adskilte
hende fra de Israels Døttre, som kunde lee under Folkets Van-
ære, mens det trællede sammen med Hedningerne under Syn-
dens og lastfulde Herskeres Aag. Den opfyldte hendes Sjel
med Sorg og Tanke, da hun sad i sin Eensomhed mistvivlende
om Menneskehedens Frelse og om sit Folks Sagn om at den
dog skulde skee ved en Davids Ætling ved en Søn af en Israels
Qvinde. Og den var det, der forvissede hende om at hun skulde
vorde den Benaadede mellem Qvinderne, at hendes Tro skulde
vorde retfærdiggjort og hendes Kjærlighed velsignet.
|
| d.IV,b.2,s.300 |
Marias Ahnelse frugtsommelig
fra denne Stund med Jesu Højhed gik.
Fra denne Stund sit Hjertes Slag hun troer,
som nynned da (hvad vore juble nu)
"den saligste af Mødre du,
Maria er paa Jord!"
"Hvilken Vished, ligesom et Løfte, er ikke skjænket Elisabeth,
min Frænke? Er jeg ikke Davids Datter? Hvad om jeg er den
Velsignede, som skal føde Verdens Frelser?" Og dette blev
Jødinden vist somom hun i sit Folks Tro havde seet Erkeengelen
Gabriel at nedsænke sig paa straalende Vinger og bebude hende
det Mund til Øre. Og sandelig hun burde jo haabe det, og
kunde jo haabe det, og naar Mennesket ikke haaber anderledes
end det kan og bør, da er det vi sige: den Frommes Haab be-
drages ikke. Og et saadant Haab er tilvisse saa virkeligt som
Noget i denne Verden. Profetierne om at en Frelser skulde
komme vare intet andet; og Alle, som havde Øje for Menneske-
hedens Brøst og Religionernes Tilstand, maatte tro, at de skulde
opfyldes.
Men kun Maria vidste naar. Det sagdes hende i hendes Hjerte.
Dette var Bebudelsens Stund, den "salige Aldres Moder", og al
den østerlandske Fantasi har ikke havt Sødme og Glands nok
for Henrykkelsen i Frelsemoderens Ahnelser og Taarer. Den
siger, at Englenes Fyrste kom -- velan, vare hine Spaadomme
som trøstende Engle, der vendte de Gudfrygtiges Øjne fra Men-
neskehedens sørgelige Minderulle til Frelsens Fremtid, da En
skulde fremstaa i den Højestes Kraft og see sit Meed og nævne
det: saa er det ogsaa saa, at der blev en Engel udsendt af Gud
til Nazareth til Jomfruen, og han sagde: "hil være dig, du Be-
naadede! Herren er med dig, du Velsignede! Frygt ikke, thi
du har fundet Naade hos Gud."
Men Marias Bebudelsesengel var ikke den sidste Engel, den
milde og naadige Gud nedsendte. Dette var ikke den sidste
Gang det menneskelige Hjerte erholdt Kraft som fra Himlen naar
Støvet bøjede sig, Kraft til ligesom midtaf Angestens og Sorgens
|
| d.IV,b.2,s.301 |
Mørke at udskyde himmelske, alle Skygger forjagende Straaler,
lige dem man tænker sig gjennembrydende Skyen at omflyde
Engelen i Aabenbarelsens Øjeblik! Nei, Medkristne! visselig --
denne Gave er endnu Menneskets højeste Velsignelse, og Gud
har aldrig og skal aldrig undlade at give disse Panter paa sin
Magt, sin Storhed og sin naadige Nærværelse. Den melder han
ved underlige Styrelser, saaat vi see den ligesom de sorte ilende
Skygger paa Vandet under det usynlige Stormkast, og ved her-
lige Gjerninger udførte af Mennesker mod det Umulige som det
syntes, og ligesaa klarligen som i disse Naturoptrin, der forbause
vort Øje, ved forunderlige Begivenheder, ved Naadesgjerninger
i Menneskets Sjel, som vise Herrens Herlighed oprunden i Hjer-
tets skjulte Dybder. Da Saulus, blændet af et lynende Skin,
tiltordnet af en ubekjendt Røst, nedsank forat reise sig som
Paulus, som det Guds Ords stærkeste Piller, han hidtil begrov
under Stenene -- da et himmelsk Lys opgik i hans Indre, der
hidtil var formørket som en Grav, og attraaede kun i fortærende
Nidkjærhed, umættelig som en Grav, at sluge Frelserens Efter-
ladte -- mon Gud aabenbarede sin Herlighed i Aanderne mindre
klart i denne underfulde Forandring, end da han i Josefs Be-
givenheder lod Had og Gjerrighed og Nid og Anger og Sorg
vende sig til Velsignelse og Kjærlighed og Glæde? Eller da Mo-
ses blussede paa Bjerget, mon Guds Hellighed straalede mindre
klart, end da han gav sit ryggesløse, frafaldne Folk i Tugtens
Haand, og da han lod de vanærede Helligdomme forsvinde i
Flammer?
Men ikke alene Pauli Sjel gjennemlynedes, ikke alene Moses
blussede, og det Lys i Nikodemus' Sjel, som ledede ham til Frel-
seren om Natten, har senere i mørke Aldere, hvor Sandheden
og Dyden har maattet tye iskjul, været skjænket utallige gode
Mennesker; og Pauli Lyn oplysnede Luthers mørke Celle og
Moses's Nidkjærhed flammede paa hans Pande, da han fremstod
foran sin Tid. De Engle, der husvalende aftørrede Frelserens
Dødsved i Gethsemane, have siden besøgt Blodvidnerne i den
stille Nat før den sidste Smertesdag, og alle de Ædle, som leed
og lide og døde og dø for Sandhed, Frihed, Ret og Dyd have
følt deres styrkende Nærhed. Medens Altstyrerens vældige Gang
gjennem Verdensbegivenhederne har været klar for alle de Gud-
frygtige indtil vore Dage, har Hans Helligheds Aabenbarelse i
|
| d.IV,b.2,s.302 |
det rene Sinds Indre, hans Naade i det fromme Hjertes rige
Haab, hans Kraft i det selvopofrende Heltesind været lige klar
for Aanden, der speider i sig Selv og deri finder ogsaa en Ver-
den fuld af Guds Undere. Englen kom til Maria, der sørgede
over Menneskenes Ondskab og over at hendes og de faae From-
mes Ahnelse om Frelse ikke fuldbyrdedes; men Hver den, som
har sørget ligesom hun over en fordærvet Tid, over en almeen
Elendighed, og som pludseligen har følt sig styrket i Haab til
dens Forsvinden, i Tro til Altstyreren, og som maaskee ilive
har seet den retfærdiggjort, og Sædelighed og Fred og Velvære
og Kjærlighed og Forbedring i Alt at indflytte i Stater og Huse,
hvor Last og Had og Ufred og al Jammer havde fæstet Bo i
Aarhundreder -- mon Den kan negte, at Marias Engel besøgte
ham i den Stund, da Fortvivlelse og Sorg blev til Haab, Tro og
Glæde i hans Hjerte? at den Byrde, som tyngede dette, bort-
hviftedes som af et Vingeslag heroven ham?
Men vort Huus rører os mere end Verden, vor egen Sorg
mere end et Riges, og i vort Indre finde vi en Verden, fuld af
Lys, Mørke, Storme, stridige Kræfter, liig denne store heruden
os, og hvori Guds Vælde og Kjærlighed ikke mindre aabenbarer
sig end i denne hvori Sol og Jord ikke ere andet end flyvende
Fnugg. Og hvem maa ikke tilstaae, at ogsaa dette Verdens-
hvælv, som indsluttes i det lille Hjerte, ogsaa er Skuepladsen
for Lidenskaber, der kunne tordne og lyne og gaae med Stor-
mens Vælde og Havets Dunder, for Djævleild, for Heltekamp og
Englesejer? Ogsaa der -- i hvert Menneskehjerte -- er en Ti-
dens Fylde og Frelsens Under! -- Men besøger Marias Engel
Mennesket i den Stund, da Fortvivlelse over almeen Elendighed,
over en Jammer deruden skiftedes til Tro og Haab og ahnende
Fryd -- er det da ikke en Engel, som, naar Tidens Fylde af
Synd og Vildfarelse er kommen i vort Indre, i denne vor Sjels
Verden, pludseligen forjetter os Frelsen og Forløsningen, opreiser
os da vi vare faldne, styrker os med en ukjendt himmelsk Kraft,
da vi vare svageste og sørgende over vor Svaghed, og antænder
et nyt Gry i vort Mørke, ja saaat det med Moses' Flamme rød-
mer Kinden, der var bleg af Sorg, formørket af den Samvittig-
|
| d.IV,b.2,s.303 |
heds Aande, som sukkede derindenfor? Hvem der ikke følte
dette Herrens Under i sin Sjel, hvem der ikke gennemstraaledes
af Pauli Lyn -- nu han skue det i den Letsindige som pludselig
blev alvorlig; i Oldingen, der lokkede en sildig Fred ned paa sit
Graahaar; i det skumle Øje, som blev klart og venligt seende
ind i de Andres; i den Vredagtige, som rakte Haanden til sine
Fiender, som anvendte sine senere Aar til at opsøge dem, ihvor
de end fandtes, han engang fornærmede; -- i den Pande, som
Lidenskaberne gjorde liig et rullende Hav, men som blev glat og
klar som Vaarhimlen; -- i den Svage som blev stærk; -- i den
Faldne, som reiste sig; -- i Daaren, som blev viis; -- i den
Vildfarende som vandrede gjennem den rosenhækkede Vei mod
Afgrunden, men som pludselig gjennembrød Hegnet endsende ei
Tornene under disse Roser, det rindende Blod og Haanlatteren
bag ham; -- kort han see, at trøstende og hjælpende og forjet-
tende Engle endnu aabenbares, og særligen i Synderen, som for-
bedrede sig.
Men, Elskelige! -- er det den nedbøjede Erkjendelse af sin
Synd, -- er det den mørke, sorgfulde Anger derover, som for-
tjener Navn af en Frelsensengel? Hiin Syndserkjendelse ned-
kuer jo Mennesket, slaaer hans Øje mod Jorden, indhyller det i
Taarer og Sindet i en Taage af Forvirring, hvori det ikke veed
hvor det skal gribe an; og Angeren sidder der jo med bøjet
Hoved og vridende Hænder, kun mægtig at sørge, qvælende
sit Haab og ligesom forvisende sig selv derifra hvorhen den ik-
kun vover at kaste et stjaalet Blik? Derimod tyder jo hiin For-
vandling, hiin himmelske Virkning i den syndige Menneskesjel
paa en levende Kraft, paa en Fred og en Glæde, og disses for-
enede Virken er det, vi alene kunne kalde en Engels, liig den,
der tilraabte Maria: "hil være dig du Benaadede! Herren er
med dig, du Velsignede!" Nei, kjære Venner! denne himmelske
Forvandling, den lyse, stærke og virksomme Frelsensengel, som
opreiser den Faldne, hjælper ham i Befrielseskampen og forjetter
ham Sejren, denne Synderens Forbedring er ikke hiin nedbøjede,
uvirksomme Syndserkjendelse, hiin mørke Anger. Disse ere nød-
vendige, de ere de mørke Skyer, hvori Frelserengelen aaben-
barer sig, hvoraf en ny, bedre lysere Verden udgaaer i vort
Indre. Men Straalen, som vækker dem til Liv, Frelserengelen
selv -- den er det alvorlige Forsæt til at forbedre sig, der plud-
|
| FORRIGE |