| d.IV,b.2,s.239 |
OMRIDS
AF KONGERIGET NORGES HISTORIE FØRSTE TIDSRUM FRA EN UBESTEMT ALDER TILBAGE I TIDEN OG TIL HARALD HAARFAGER (863 EFTER CHRISTI FØDSEL) NORGES ÆLDSTE BEBOERE. DERES SÆDER
Norges ældste Beboere henhørte upaatvivlelig til de Grene af en fordetmeste forgangen ureuropæisk, forhistorisk Menneske- slægt, som vi kalde Celter og Finner. Men vi forstaae egentlig ved Norges ældste Beboere dem, Historien har noget at gjøre med; og da er det Gotherne, hvis Ætlinger de nuværende Nordmænd ere. Dette mægtige og mod hine Urbeboere civiliserte Folk kom nord fra ind over Sverige fra Asien, paa hvis sydvestlige Grændser mod Europa det havde sine Stamsæder. Det kostede Gotherne en haard Kamp, som stredes mange Slægter igjennem, før de kunde blive Herrer i Landet -- ikke mod Finnerne, som trak sig fredeligen nordpaa, hvor de endnu færdes som Fædrene paa de øde Fjelde, men mod de vilde celtiske Stammer, der haardnakket forsvarede sine Skoge, og kun langsomt forsvandt i Afdalene. Denne Folke- krigs hadske Natur og Modstandernes Raahed og vilde Styrke gav Gotherne Anledning til at kalde dem Jothuner eller Jetter, der, efter deres Begreb, vare Navnet paa onde Væsener af over- naturlig Kraft, Guders og Menneskers Fiender eller, med et Ord, Djævle. De hensatte ogsaa Jothunernes egentlige Fædrenehjem til det nordostlige Ruslands øde og mørke Enge, som de derfor kaldte Jothunheim, hvor en Religion, der var Gotherne veder- styggelig, sagdes at være i Udøvelse selv længe efterat Gotherne i de indtagne Lande havde indrettet sin. Gotherne gjorde sig ogsaa herskende i Tydskland. Men den Green, som var gaaen nordom Østersøen, trængte lidt efter lidt den sydligere imøde, og udvidede sig saaledes over Norge, Sverige og Danmark. |
| d.IV,b.2,s.240 |
Krigslyst og Tapperhed var en Folkedyd, som ligemeget under- støttedes af Religionsbud som af Folkets stærke, fysiske Be- skaffenhed, af Sædvanen at drive Sjørøveri og af de idelige ind- vortes Krige, som Landets Inddeling i Smaakongeriger gav An- ledning til. Sjørøveriet betragtedes som en hæderlig Erhvervs- kilde. Havet var de yngste Sønners Odelsmark. Ofte sloge disse Vikinger sig sammen; og da gjæstedes fremmede Lande, hvor Nordens raae Sønner stode i rædselfuld Navnkundighed. Mange af disse havde heller ikke mere Eiendom end et udspringende Næs, hvor de trak sine Langskibe op og gjæstererede Vinteren over. Saadanne kaldtes Næskonger; thi Kongenavn antoge de mægtigere Vikinger uden at spørge sig for; og da Havet var de- res Rige, saa blev Sjøkonning en Titel, som et eller et Par Skibe og tappert Mandskab var nok til at erhverve. Smaakongernes eller Fylkekongernes Myndighed var ogsaa meget indskrænket ved den Folkefrihed, som var særegen for den gothiske Folke- stamme. I den nationale Krigerskhed havde ogsaa de almindelige Tvekampe eller Holmgang, der endte med Død eller Fostbroder- skab, sin Rod; og dette sidste gjorde Blodhevnen til Pligt. Ofte iværksattes denne ved at indebrænde Fienden, hvilken Udaad, langtfra vanhædrende i de Tider, lettedes ved Husenes særegne Bygning, idet de nemlig kun havde een lav Udgang og en Ljaar i Taget til Lysning og Træk for Røgen, og laae enkelte, idet et- hvert kun dannede eet Værelse. Kongerne havde som oftest et Slags Livvagt, bestaaende af de Tappreste, som kaldtes Bersærker. De styrtede frem forrest i Slagfylkingen som Rasende. Man troer, at Stærkøl og Mjød, som var national Drik, havde be- tydelig Deel i denne Berserkgang. Ikke sjelden indlagde Qvinder sig stort Navn paa Valpladsene som Skjoldmøer. Qvindekjønnet holdtes i Ære. Ligesaa havde Forfædrene stor Agtelse for de Mænd, som forevigede Bedrivterne og opmuntrede Mordet ved Sang. De kaldtes Skjalde, og vare meget velkomne i Kongernes Haller. Krigsfangenskab og Gjeld gave en Trælle- stand Tilvære. Den sørgede for Agerdyrkningen, som tidlig synes at være kommen vidt. Handelen stod heller ikke ganske stille, idet Vikingerne ofte ikke kastede Vrag paa at drive Farmand- skabet hvor det kastede mere af sig end Vikingfærden. Paa Thingene valgte de Fribaarne Kongerne, og Ret skiftedes. Med Lagmanden i Spidsen deeltoge de i Lovgivningen og Statssty- |
| d.IV,b.2,s.241 |
relsen. Med Frisindet forenede sig Ærlighed, Stormodighed og Gjæstfrihed til at danne en Folkecharakteer, som den Uregjerlig- hed, Rovlyst, Hevnlyst og Ærgjerrighed, den ogsaa omsluttede, dog ikke kan betage Navn af ædel i det Hele. DE ÆLDSTE NORDMÆNDS RELIGION
De ældste Nordmænd medbragte vel fra sine østlige Hjem-Odin og Aserne. stavne Begrebet om en Altings Ophavsmand og Fuldender, som de skjønt og rigtigt benævnte Alfader, og som kun i Aanden kunde dyrkes. Denne Verdens mægtigste Guddom kaldte de Odin; og troede om ham, at han oftere aabenbarte sig mellem Menneskene. Hans sidste Aabenbarelse antoges skeet ved en Tid noget før vor Tidsregnings Begyndelse. Thi da indkom fra det østlige Hjem over Danmark til Sverig eller Svithjod en Høv- ding, som bar, og ved sine Fortjenester af den forfaldne gothiske Gudsdyrkelse ved sin aandelige Overlegenhed og verdslige Lykke forsvarede sin Ret til det guddommelige Navn. Ikke alene i denne Aabenbarelses-Tro er der noget tilfælleds med hvad de Christne antage om sin Religionsstifter, men ogsaa deri, at Odin byggede, ligesom Christus, paa en foregaaende ufuldkomnere Religion. Hos de tre gothiske Folkeslag bleve ogsaa deres gamle særegne Nationalguddomme staaende i usvækket Glands. Saaledes tabte Nordmændenes Aukathors Dyrkelse sig ingenlunde fordi Odins fremstraalede i fornyet Glands fra Upsalatemplet. Denne sidste Odin indkom med mandligt og qvindeligt Følge, Aser og Asynier, der vare Præster og Præstinder, bærende, ligesom deres Ypper- stepræst og Stammehøvding, de gamle Fædreneguddommes Navne, med hvem de ogsaa i Folketroen forvexledes. Imellem dem var Asathor, der maaskee fortsatte sine Landsmænds Udryddelses- kamp mod de virkelige Jothuner med samme mandhaftige Iver, som den gamle Folkegud Thor troedes at vise mod de indbildte dæmoniske Beboere af det egentlige Jothunheim, som ikke reg- nedes til Menneskejorden. Gudelæren var ellers meget sammen- sat og romantisk i sine Udbildninger. Den gjengav i en uhyre Maalestok Gothernes Kampe med Jothunerne. Utgard og Ut- |
| d.IV,b.2,s.242 |
gardeloke figurerede deri som det Ondes Magt og Princip imod Asgaard og Aserne. Asaloke var en underordnet Guddom, hvis som slet skildrede Charakteer viser at de antoge moralsk For- skjellighed ligesaavel at finde Sted mellem Guder som Mennesker. Baldur betegnede den høieste sædelige Reenhed, Freya Kjærlig- heden mellem Mand og Qvinde, Frigga den himmelske Godhed, som velsigner Jorden med Frugtbarhed, Bragi var Veltalenhedens Guddom -- en Egenskab, Forfædrene paaskjønnede og virkelig besad. I Helas Rige Niflheim vare Piinsler beredte de Onde og Feige. Odins Sæde Valhalla var et Renselsessted, hvorfra om- sider de i Valhallakampene Prøvede skulde ophøies til at nyde den evige Salighed i Alfaders egen Himmel Gimle, mens de For- stødte skulde indgaae til Nastronds evige Piinsler. Dette skulde først skee efterat den hele legemlige Verden var forgaaen i Gu- dernes Kamp Ragnarokr d. e. Gudernes Tusmørke, fordi Kampen skulde vorde haard, og selv Guderne kjøbe sig Forherligelsen ved Forgaaen. Odin indrettede tre store Offerfester, hvoraf Juleblot midtvinters var fornemst; byggede Templer og anordnede Kongerne 12 Præ- ster som Raad eller Hofgoder. Han byggede Stæder og stiftede Stater. Saaledes styrede hans Søn Seming over Throndelagen og Yngve-Frey i Sverig, fra hvem Ynlingaæten herledes. Ligesaa indførte han Runeskrivt, og anordnede Begravning i Høie. Efter sin egen Lære, der anpriste en voldsom Død, som den sikkreste Vei til, som en Einherie af Stridens Møer Valkyrierne at blive ført til Valhalla, lod Odin sig give 9 Spydsaar, lignende ogsaa deri andre Religionsstiftere, at han holdt det for klogt at døe for sin Lære. I 1000 Aar stod den ved Magt i Norden med sine blodige Menneske- og Dyr-Offringer, der feiredes i plumpe Temp- ler eller i Lunde, hvor Afgudsbillederne vare reiste. OM NORR OG GORR.
Der er et dunkelt Sagn i Sagaerne om at to Brødre af jothunsk Æt og fra Jothunheim, Norr og Gorr, skulle have bemægtiget sig Overherredømmet. Dette skulle de have faaet Leilighed til at gjøre idet de, Norr gjennem Landet, Gorr rundt Kysterne, gjennemtogede Norge for at lede efter deres Søster, som var bortført af en Kjæmpe Rolf paa Berge. Norr skal saaledes have |
| d.IV,b.2,s.243 |
tilskiftet sig det faste Land, Gorr Øerne; men om der er noget heri, er der dog nok Intet i at Norr har givet Landet Navn; thi det udledes rimeligst af dets Beliggenhed som det nordligste af de Lande, Gotherne besatte. Det er ogsaa bedre at antage, at disse Høvdinger vare af gothisk Æt, nemlig fra Stammer, der fra tidligere Folkevandringer vare blevne gjensiddende paa den østre Side af Østersjøen, hvorfra Norr og Gorr siges komme. Disse stode altsaa i Spidsen for en sildigere Folkevandring, som ingen videre Følge havde, end at give Landets Smaariger en ny Herskerfamilie. Af denne navngiver Historien som nedstammende Halfdan den Gamle, Konge paa Ringerige. YNGLINGAÆTEN I NORGE.
I Sverig havde Ynglingaæten af Asablod blomstret i Aarhun- dreder indtil den fra Værmeland af gjennem Befrændelse med Smaakonger øst i Landet af Halfdan den Gamles Æt udbredte sig som Herskerstamme i Norge. Af den er Halfdan hin Svarte, som fra 840 -- 863 styrede den bedste Deel af Østlandet, Sogn og Værmeland, bleven meest bekjendt. Hans Retviished har der- til gjort ham mere fortjent end hans Magt. Af Frygt for denne Egenskab holdt derfor Kongens egen Mærkesmand eller Fahn- bærer, Herjulf, for et Drabs Skyld det for bedst at drage af Landet, hvorved da Hærjedalen bebyggedes ligesom Jæmtland var bleven det af Ketil Jamti, der med endeel Indthrønder var vandret over Østfjeldene forat unddrage sig den thrøndske Kong Eysteins Voldsregjering. Ved Lagmand Thorleif hin Vise lod Halfdan foreslaae en Lov for Oplandene, der antoges af Folket paa Eidsevjuathing, og hvoraf Loven fik Navn. Ligesom Oplan- dene der havde sin fælleds Thingplads, saa thingede Indthrønderne til Frostething, Udthrønderne til Ørething, de Vestenfjeldske til Gulething. Andre mærkelige Thing vare Borgarthing ved Sarpen og Haugathing ved Tønsberg for Fylkerne om den nu saakaldte Christianiafjord (Vigen). Halfdan var meget elsket, hvilket Folket i de forskjellige Fylker viste, ved at dele hans Legeme og reise "Halfdanshøje" hver hos sig over de enkelte Lemmer, da han druknede ved, efter et Julelag paa Hadeland, at kjøre over Rands- fjorden. Den velordnede Stat, han efterlod sig, var Grundvol- den til den stolte Bygning, som hans Søn opførte, idet han efter |
| d.IV,b.2,s.244 |
mangeaarig Kamp forvandlede det adsplittede Norge til et Ene- rige. Det synes ogsaa som at Landet har været saa opdyrket og vel ved Magt, at det nok kunde friste et ærgjerrigt Hoved. ANDET TIDSRUM NORGES VELMAGTS TID MED EGNE KONGER (Fra 863 -- 1387). FØR BORGERKRIGENE
Harald den 1ste Halfdanson "Haarfager." Endeel af sin Barndom havde Harald maattet tilbringe hos en mægtig Mand paa Dovrefjeld, ved Navn Dovre, som var i Unaade hos hans Fader, og sagdes at være af Jothunæt. Det er rimeligt, at dette Ophold har havt megen Indflydelse paa Haralds Charak- teer og Planer. Flere af de Provindser, som Halfdan havde lydtvunget, benyttede sig af hans Dødsfald og Haralds Ungdom -- thi han var kun 10 Aar -- til at reise sig i Opstand. Dette bevirkede især de Slægter, som havde maattet fravige Hersker- sæderne for Halfdan. I Spidsen stillede sig Kong Gandalf i Alf- heim, et Rige mellem Glommen og Gøthaelven, som længe havde været samlet, og hvis Beboere, Elvegrimer, vare bekjendte for Vildhed og Tapperhed. Men den unge Harald, hjulpen af sin ikke meget ældre Morbroder Guttorm, slog Gandalfs Søn Hake i Hakadalen, og bemægtigede sig, efter en Sejer over Gandalf selv, hans Rige. Derpaa vendte han sig mod de endnu uafhæn- gige Høvdinger i Oplandene, og trængte frem ligetil Dovre. Maa- skee skulde han have standset her, dersom ikke hans Frierbud til Kongedatteren Gyda havde bragt det Budskab tilbage, at hun ikke vilde give ham sin Haand før han sad som Enedrot i Norge ligesom Kongerne i Sverig og Danmark. Han svoer da ikke at ville pynte sit Haar før den Bedrivt var udført, og han holdt Ord. Togange maatte han erobre Throndelagen. Kong Erik af Sverig maatte han tugte. Efter Slaget i Hafursfjord ved Stavanger faldt hele Vestkysten i hans Hænder; og der var nu af 31 Smaa- konger Ingen, som gjorde ham Enekronen stridig. Da pyntede Rognvald Jarl, en af de Høvdinger, som villig havde underkastet |
| d.IV,b.2,s.245 |
sig, hans Haar og sagde: nu er dit Haar fagert, Herre min! -- et Udtryk, hvorefter Harald siden er navngiven. Harald foer frem mod Folk og Frihed som en Erobrer. Kronen tilkjendte han al Odelsret, og forvandlede de frie Odelsmænd til landskyldpligtige Leilændinger. Derfor gjorde Thrønderne Op- stand, og Kampen var overalt haardnakket. Endskjøndt enkelte Mægtige, saasom Rognvald Jarl paa Møre, Hakon Griotgardssøn i Throndelagen og Ketil Raum, gik over til ham, saa fandtes dog Mænd, der, som Herlaug i Namdalen, før gik levende i Graven end erkjendte Sejerherren; og mange af de ypperste Slægter forlode for bestandigt Fædrelandet. Island befolkedes derved for førstegang, hvor de landflygtige Nordmænd stiftede en Fristat, som har for alle Tider beviist at den republikanske Regjerings- form er den fortrinligste af alle til at udvikle Menneskenes Aand og gjøre en Stat blomstrende. Ligesaa besattes Øgrupperne i Vesterhavet, Shetlands- (Hjaltlands)-, Ørkenøerne og Færøerne med misfornøiede Nordmænd, som derfra dreve Vikingefærd, indtil Harald selv kom did og underlagde dem Norge. De Fleste forøgede de Vikingesværme, som dengang plagede Europas vest- lige Lande. Og imellem dem er Rognvald Jarls Søn Rolf, for sin Sværheds Skyld kaldet Gangeren, især bleven mærkelig; thi han satte sig fast i en af Frankrigs bedste Provindser, som senere deraf blev kaldet Normandiet, ægtede Kongens Datter og blev Stamfader for en Række af Englands Konger. Ligesom ellers denne Rolf maatte udvandre fordi han imod Haralds strenge Forbud havde øvet Strandhug, saa er det nok muligt, at Flere udvandrede mere af Frygt for Enekongens strenge Retspleie end af Sorg over Frihedens Forliis. De Mægtige, som fandt sig i Tingenes nye Orden, bleve Jarler og Herser. Jarlerne havde 1/3 af Kongens Indkomster og skulde stille 60 Stridsmænd; Her- serne 20. Disse Lehnsposter vare dog tillykke ikke arvelige. Harald havde mange Medhustruer og med dem mange Sønner, men megen Uleilighed af dem. De fore voldsomt afsted, og Harald maatte ofte tage blodig Tugt over dem. Mærkeligst af disse sørgelige Scener er Sønnen Rognvald Rettilbeins Indebræn- ding med alle sine Seidmænd eller Koglere. Denne Straf tog Harald, fordi han udtrykkelig havde forbudt al saadan Overtro. Forat stille de urolige Hoveder tilfreds, havde Harald givet dem alle Kongenavn, men anordnet, at den Søn, han avlede med |
| d.IV,b.2,s.246 |
den danske Ragnhild, skulde være Overkonge. Dennes Søn blev Erik, sin Halvbroders den fredelige Bjørn Farmands og flere af sine Halvbrødres Drabsmand, hvorfor hans Navn blev "Blodøxe." Ham veeg Harald Sædet i sit 80 Aar, og døde 3 Aar efter paa sin Kongsgaard Augvaldsnæs paa Karmøen, og ligger begraven ligeoverfor paa det faste Land. Erik 1ste Haraldssøn, "Blodøxe" holdt sig kun eet Aar efter Haralds Død. Da fordreves han af Thrønderne og Vigværingerne, i hvis Spidse Halfdan og Olaf Haraldssønner stode. Det endelige Udslag gjorde Hakons, Ha- ralds yngste, i England hos Kong Adelstein opfostrede Søns An- komst, om hvem Folket strax flokkede sig, da Sigurd Jarl, Søn af Hakon Griotgardssøn, i hans Navn havde givet dem Løfte om den gamle Friheds Gjenoprettelse. Erik flygtede med sin onde Dronning Gunhild og sine Sønner til England, hvor hans store Tapperhed skaffede ham et Jarldømme, og hvor han døde paa Valpladsen, efter at have, som der siges, ladet sig christne. Hakon 1ste Haraldssøn "Adelsteensfostre" eller "den Gode." Var en fortæffelig Konge, der villig gjengav Folket Odels- retten med Landskyldfrihed, Kongevalgret og Stemmeret paa Thingene. I 19 Fredsaar vandt Norge Styrke; Rygtet herom bragte Jæmtland og Helsingeland til at give sig under Norge. Wærmland, som Arnvid Jarl vilde rive løs, bragte Hakon til Ly- dighed. Gulethings- og Frostethingslovene samledes og forbed- redes ved Lagmand Thorleif, der ligesom Bedstefaderen havde Navn af den Vise. Hver Mand paabødes at have Vaaben efter sine Kaar og at være pliktig til at værne Landet. Dette ind- deltes i Skibreder, som stillede Skibe og Mandskab; og søgtes tillige dets Forsvar lettet ved Varders Oprettelse. Disse Indret- ninger gjordes nødvendige ved de idelige Anfald, som Erik Blod- øxes Sønner fra Danmark af paaførte Landet. De dreve Kong Trygve, Sønnesøn af Harald Haarfager, som indehavde Vigen, bort; men Seiren ved Augvaldsnæs rensede Landet. Aaret efter lede de Nederlaget paa Rastarkalf i Søndmøer, hvor den gamle |
| d.IV,b.2,s.247 |
Elgill Ullserk delte Æren med Hakon. Endelig overrumplede de Hakon ved Davrebordet paa Stordøen ved Bergen. Kongens Frænde Eyvind Skaldaspiller berettede ham Faren; men med sit gode Sværd Qværnbider og sine faa Hirdmænd (Hofmænd) mødte han og slog den overlegne Fiende, imellem hvem Gun- hilds vilde Brødre Alf Askmand og Eyvind Skreya udmærkede sig ved sine rasende Anfald, under hvilke de bide i Græsset for Hakon og Thorolf Stærke. Under Forfølgelsen af sin Sejer ram- mede en Piil den ædle Hakon med Banesaar 963. Han udaan- dede paa sit Fødested Thorahellen nær Bergen og blev gravsat paa Sæheim nordenfor dette Sted. Men Eyvind Skaldaspiller reiste ham det herligste Minde i Drapaet "Hakonamaal." Hakon var bleven christnet i Engeland; men det lykkedes ham ikke at gjøre sin Tro gjældende i Norge, hvor Bonden Asbjørn Medal- huus høit paa Frostethinget lod ham vide, at Folket vilde tage Kronen fra ham, dersom han forsøgte videre paa at fratage det de gamle Guder. Harald 2den Erikssøn "Graafell." Den døende Hakon arvgav Erikssønnerne Riget mod at Haar- fagersønnerne og deres Ætlinger, som indehavde store Stykker af Østlandet, beholdt hvad de havde, og Sigurd Jarl sine Lehn i Throndelagen. Harald blev saaledes Overkonge; men Gunhild og de gjenlevende Brødre havde meget at sige. Løfterne bleve ikke holdte. Sigurd Jarl indebrændtes. To af Haarfagerætlingerne myrdedes. Folket opirredes ved voldsomme Forsøg paa at kuld- kaste Hedenskabet. Ved Thrøndernes Hjælp holdt dog Sigurd Jarls Søn Hakon sig i nogle Aar, indtil han tog sin Tilflugt til Harald Blaatand i Danmark, som nu var Erikssønnernes Fiende, da de ikke holdt Løftet om at gjøre ham til Lehnsherre. Folket, hvis Misfornøielse ogsaa eggedes ved en usædvanlig Hungersnød, slog to af disse ihjel. Hakon skaffede det endelig af med dem ved at faae Harald Graafell nedlokket til Danmark, hvor han skulde imodtage Forlehninger, men i det Sted fældes af Danske- kongens Brodersøn Guldharald, som skulde faae Norge istedetfor det halve Danmark, som han krævede. Guldharald skulde der- paa dræbes af sin Fostbroder Hakon, som da skulde erholde Norge som Danskekongens Jarl. Det gik ganske saa. Harald |
| d.IV,b.2,s.248 |
Graafell -- saakaldet fordi han, ved at afkjøbe en islandsk Kjøb- mand et Graaværk, skaffede denne Afsætning -- faldt i Liim- fjorden for Guldharalds Haand, og Hakon overrumplede igjen den sejertrætte Harald og lod ham hænge 978. Paa Haugathing fik Danskekongen Overkongenavn og Hakon blev hans Jarl, hvor- imod Haarfagerætlingerne i Oplandene beholdt sine Smaariger. Hakon 2den Sigurdssøn Jarl. Ved Thinganæs i Sogn slog Hakon den sidste Blodøxsøn, Ragn- fred, som foruroligede Norge. Og efter at have hjulpet Harald Blaatand med at forsvare Volden Dannevirke mod den tydske Keiser, og ladet sig, ligesom Kongen, christne -- men kun for strax at afsige Christendommen igjen -- ophævede han Afhæn- gighedsforholdet til Danmark. Jomsvikingerne, som skulde hevne dette Frafald, slog han efter 3 Dages Strid tilbage i Hjørunga- vaag paa Søndmøer. Dette i Forening med Hakons Iver for Hedenskabet, Talenter, Lykke og berømte Navn, samt en Række af gode Aar, gjorde hans Regjering elsket, og gav ham Navnet "den Gode." Men da han mod Alderdommen blev despotisk og agtede hverken Folks Gods eller Hustruer, saa udførte Thrøn- derne den Bestemmelse i Frostethingsloven, der byder Mandreis- ning gjennem 8 Fylker, om Konge, og igjennem 4, om Jarl kræn- ker Loven eller nogen fri Mand. Anledningen gav Hakon ved at ville bortføre Orm Lyrgias Brud Gudrun Lundesol. Bønderne reiste sig strax i Opstand og forenede sig med den af Eriks- sønnerne dræbte Haraldsætling, Kong Trygves Søn Olaf, som just da hjemkom efter mangfoldige eventyrlige Bedrivter. Hakon blev slagen, og paa Flugten dræbt af sin Træl Karker. Olaf 1ste Tryggvesøn (995 -- 1000) var en Søn af Haarfagers Sønnesøn, Tryggve, som dræbtes under Erikssønnernes Regjering, og født paa Moderens Flugt. Solgt til en esthlændisk Sjørøver, kom han omsider til Garda- rige (Rusland), hvor hans Morbroder, som der havde en betyde- lig Post inde, fik ham opdraget ved Hoffet. Siden betegnede de |
| d.IV,b.2,s.249 |
mærkeligste Eventyr hans Ungdom. Han var givt i Venden, kom Keiseren tilhjælp ved Angrebet paa Dannevirke, hvis Ind- tagelse var en Følge af hans Raad, at lægge Ild til, og feidede siden meget paa England og Sydlandene. Paa disse Tog var han bleven Christen, og søgte nu at indføre sin Tro i Norge, men paa den voldsomste Maade. Den brave Sigmund Brestir- søn christnede Færøerne, sit Fødested, og den iilsindede Præst Thangbrand gjorde nogen Fremgang dermed paa Island. Olaf standsedes i dette sit Hovedmeed ved en Reise, han foretog til Venden, for der at indkræve sin Dronning Thyras Medgivt. Den svenske Dronning Sigrid Storraade, nu givt med Svend Tveskjæg i Danmark, og hadig paa Olaf for en Fornærmelse, han havde tilføjet hende under et Frierie, fordi hun ei vilde lade sig christne, eggede sin Mand og den svenske Kong Olaf Skotkonung, med hvem Hakon Jarls Sønner Erik og Svend tilligemed flere misnøjede Nordmænd forenede sig, til at lægge sig med en langt overlegen Flaade i Baghold for Olaf ved Øen Svollder i Venden, naar han kom tilbage med sin Pragtflaade. Jomsvikingeren Jarl Sigvald, som havde Hjørungaslaget at hevne paa Norge, førte Olaf i Fælden. Han slog den danske og svenske Flaade, men endelig bukkede han under for Erik Jarl. Kongen sprang overborde fra sit berømte Skib "Ormen hin lange," og kom ikke derifra ligesom den siden saa berømte Einar Tham- beskjælfver, som dengang i sin Ungdom havde stort Navn som Bueskytter. Dette Slag, hvori Æren udeelt er paa Olafs Side, forefaldt Aar 1000. Erik og Svend, Hakon Hladejarls Sønner, fik nu Styret over Norge: den Før- ste under Danskekongens Høihed, undtagen det Fædrene-Jarl- dømme nordenfjelds, som ikke var underlagt nogen fremmed Høihed; den Sidste under svensk Høihed. Tillige havde Erling Skjalgsøn paa Vestkanten, og Einar Thambeskjælver, gift med Jarlernes Søster Bergliot, i det Throndhjemske store Forleh- ninger. Jarlerne regjerede godt. Christendommen, som de be- kjendte sig til, gjorde dog ei store Fremskridt; men desmere, da 1016 |
| d.IV,b.2,s.250 |
Olaf den 2den "den Hellige,"
Søn af Haarfagerætlingen Harald Grænske, erholdt Regjeringen. Dette lykkedes ham deels derved, at Lehnspligten havde bort- kaldt Erik Jarl til den danske Kong Knut i England, deels ved sin Fosterfader Sigurd Sirs Indflydelse, ogsaa en Haarfagerætling, som paa Ringerige havde sit Kongesæde. Han overtalte de uaf- hængige Høvdinger i Oplandet, og paa Eidsevjuathing tog Fol- ket Olaf til Overkonge med Løftet at gjøre Ende paa det frem- mede Vælde. Under Agdur slog desuden Olaf Svend Jarl, Einar Thambeskjælver og Erling Skjalgsøn. Svenskekongens smaalige Had var en Følge saavel af denne Fremgang, som af Olafs djærve Gjæsterier omkring Mælaren, mens han tilbragte sin Ungdom som Sjøkonge, men Olaf sad allerede for fast til at frygte noget deraf; og det svenske Folk tvang sin Konge ved sine Lagmænds djærve Tale, til at holde sig rolig. Olaf tog endog hans Datter Astrid tilægte ved Rognvald Gøthajarls Mellemkomst. Olaf gav mange hensigtsmessige Love, holdt strengt over Retten, prægede Mynter, opbyggede det af Olaf Trygvesøn anlagte, men af Svend Jarl nedbrændte Nidaros (Throndhjem) og anlagde Sarpsborg. Men hans voldsomme Maade at indføre Christendommen paa berøvede ham Folkets Hjerter og bragte hans Frænder, Smaakongerne paa Oplandet, til at sammenrotte sig. Olaf tog vel en streng Hevn over dem; men at han nu bar Kongenavn alene i Norge gjorde ikke andre Høvdinger mygere. Erling Skjalgsøn, Einar Tambe- skjælver, den Arnesønske Familie, Harek af Tjøtø og Thorer Hund fra Nordlandene indlode sig med Kong Knut af Danmark og England. Og det nyttede Olaf lidet, at han i et uafgjørende Feldttog tilligemed den svenske Kong Anund Jacob søgte at forekomme sin mægtige Modstander. Saasnart han viste sig med en mægtig Flaade, saae Olaf sig saa forladt, at han rømmede Landet og drog til Rusland 1029. Knut "den Mægtige" af Danmark satte Hakon Erikssøn Jarl til Statholder, men da denne druknede inden kort, indtræffer en Mellemtid, hvori Høv- dinger herskede. Da drog Bjørn Stallar (Kongens Talemand) til Olaf, og opmandede ham til at forsøge Gjenerobringen. Aaret |
| d.IV,b.2,s.251 |
efter stod Olaf i Værdalen med 4000 Mand, hvor Høvdingernes Hær, 12000 Mand stærk, mødte ved Stiklestad. De seirede her, og Kongen faldt 31. Aug. 1030. Svend Knutssøn 1030 -- 1036. Denne fremmede Tyrans skamløse Udsigelser og Nationalæren fornærmende Anordninger gjorde Høvdingerne snart kjede af ham. Hadet gav sig Luft i at ophøie Olafs Hellighed og Mirak- lerne, som sagdes skeete ved hans Liig. Han blev ogsaa siden Norges Skytshelgen (Sanct Olaf). Selv Kalf Arnessøn, Anføreren ved Stiklestad, og Einar Thambeskjælver droge, bøiede af Anger og Fædrelandets Ulykke, til Garderike og hjemhentede Olafs Søn, den unge Magnus. Svend oppebiede neppe Ankomsten; men skyndte sig hjem til Danmark. Magnus den 1ste Olafssøn, "den Gode". Han holdt i Begyndelsen kun slet de Fredstilsagn, han havde givet sin Faders Avindsmænd. Men Sighvat Skjald og Einar Thambeskjælvers oprigtige Raad bragte ham til at afstaae fra Forfølgelserne. Den Sidste havde megen Indflydelse. Magnus samlede Lovene i Lovbogen "Graagaasen", og erholdt Danmarks Krone efter det Forlig, at den Længstlevende af Kongerne skulde raade for begge Riger. Den danske Statholder Svend Jarl be- røvede ham dog Danmark omsider, endskjøndt Magnus seirede stedse og indlagde sig stor Ære ved at tilføie dette Riges skræk- kelige Fiender, de hedenske Vender, et stort Nederlag. Ved sin Død i Danmark 1047 testamenterede han sin utrættelige Mod- stander dette Rige. Harald 3die Sigurdssøn "Haardraade". Denne Helt var Søn af Sigurd Sir, havde stredet med sin Frænde Kong Olaf ved Stiklestad, og siden i den græske Keisers Tjeneste erhvervet sig stor Hæder og Rigdom. Den sidste deelte han med Kong Magnus i Dennes sidste Regjeringsaar, hvorimod han blev hans Medregent. Han var hverken sindet, at give efter |
| d.IV,b.2,s.252 |
for den danske Svend eller for de norske Stormænd. Efter en langvarig Feide maatte han dog lade Svend i Ro. Den vigtigste Vinding af Krigen var Oslos Anlæg for dens Skyld 1058. Da Harald lod den trodsige Gubbe Einar Thambeskjælver og hans Søn Endrid myrde, udbrød en Opstand under den oplandske Høvding Hakon Ivarson af Hladeæten, som dog dæmpedes. 1066 faldt Harald i England, hvorhen han var dragen den en- gelske Kronkræver Toste tilhjælp. Olaf den 3die Haraldssøn "Kyrre" (1066 -- 1103). Denne den krigerske Haardraades Søn havde sin Broder Mag- nus 2den til Medkonge til 1069, og er bleven udmærket ved sin fredsæle Regjering, hvoraf han og erholdt sit Tilnavn. Sæderne forfinedes meget under ham. Klædedragten blev prægtigere. Vinduer, Kaminer og Gulve gjorde Husene beqvemmere og pynteligere. Konghella i Bohus, Stavanger og Bergen bleve Handelsbyer 1070. Derved og ved Anordningen om at i hvert Fylke skulde aarlig frigives een Træl fremhævedes en Borger- stand. Kirker byggedes; mellem dem Domkirken i Nidaros. Geistligheden havde stor Deel i disse Forbedringer; men endnu mere Kongen selv, hvis Valgsprog var, at det frydede ham, at Folket viste Kongen sin Velstand, og at dets Frihed var hans Lyksalighed. Magnus den 3die Olafssøn "Barfod" 1093 -- 1103. Havde en farlig Medbeiler i Kong Magnus 2dens Søn Hakon, som var Medkonge til 1095. Dennes Parti reiste sig vel under Thorer af Steig og Eigill af Urland; men Opstanden kuedes med deres Henrettelse. Magnus var meget stridbar. Vel kom der af hans Krig med Sverig intet videre ud end et Giftermaal med den svenske Kongedatter Margretha; men destomere af hans mange Tog vestover til Skotland, hvor han grundfæstede Norges Herredømme over de skotske Øer. Paa et af disse faldt han i Irland. Det norske Krigsvaaben siges at herlede sig fra den gule Løve paa hans røde Vaabenkjortel. Sit Tilnavn fik han fordi han brugte Bjergskotternes Dragt, der lader Benene bare. |
| d.IV,b.2,s.253 |
Magnus Barfods Sønner 1103 -- 1130.
Eystein den 1ste, Sigurd den 1ste og Olaf den 4de 1116.
Eystein var en fortræffelig Regent, fredkjær og lovviis. Jæmt- lænderne, som siden Olaf den hellige havde været fra Norge, gave sig desaarsag atter under det. Sigurd indlagde sig stort Berøm ved et prægtigt og sejerrigt Korsfarertog til det hellige Land, hvoraf han fik sit Tilnavn "Jorsalafar". Om Olaf er intet at sige. Eystein den 1ste og Sigurd Jorsalafar 1116 -- 1122. Under denne Samregjering er meest at lægge Mærke til Kirke- anliggendernes Fremme, hvorom Kongerne vare mere enige end i andre Puncter, der vedrørte Forfængeligheden. Eystein tog Sigurd Hranesøns Parti, da denne anklagede Kong Sigurd for at have sendt hans Søsters Mand til Island for imidlertid at be- mægtige sig hans Hustrue, og Kong Sigurd igjen søgte at hevne sig ved at saggive Hranesøn for Underslæb med Oppebørslerne af Finmarken. Hranesøn forhindrede Borgerkrigen alene ved at falde den kongelige Fornærmer tilfode; og Eysteins Død lod den mistænkelige og sindssyge Sigurd i Enebesiddelse af Thronen 1122. Sigurd Jorsalafar som Enekonge 1122 -- 1130. Under hans Regjeringsperiode, dog før Eysteins Død, lagdes Spiren til alle de Borgerkrige, som i over 100 Aar sønderslede Riget; idet han nemlig, ved, efter Jernbyrd  ved at haandteregloende Jern uskadt, at antage som Magnus Barfods Søn en vis Harald Gilchrist fra Irland, gav enhver ærgjerrig Eventyrer Exemplet paa at kunne fremstille sig som Kronkræver i Norge. UNDER BORGERKRIGENE
Harald 4de Gilles med Magnus 4de Sigurdssøn Blinde.(Fra 1134 -- 1240). (1130 -- 1134). 1ste Borgerkrig. De to Konger vare af meget ulige Characteer. Dette og Mag- nus's Avindsyge over den lette Maade, hvorpaa Harald havde berøvet ham det halve Rige, lod Borgerkrigen efter 3 Aar ud- |
| d.IV,b.2,s.254 |
bryde. Slagen ved Fyrisleif i Bahuus, fandt Harald Gille Hjælp i Danmark, kom igjen, fangede Magnus i Bergen, og lod ham, lemlæstet paa sin Manddom, halthugget, blindet og kronraget sætte i Munkholms Kloster. Harald Gille alene (1134 -- 1136). Aaret efter ødelagde Venderne i Bund og Grund Byen Kong- helle, ved hvilken Leilighed Bonden Olvar udmærkede sig. Men endnu værre Ulykke kom over Landet, da en vis Sigurd, kaldet "Slemmedegn", fordi han var præstviet, indfandt sig og indgik Jernbyrd paa at han var en Søn af Magnus Barfod. Harald vidste ikke bedre Raad, end at forsøge at snigmyrde ham, men deri forekom Sigurd Kongen, som da dræbtes om Natten i Ber- gen 1136. Men istedetfor Hyldest, fik han den Erklæring af Borgerne, at de ikke vilde have en Brodermorder til Konge, og, var han ikke det, saa havde han ingen Ret til at melde sig. Kong Inge 1ste Haraldssøn "Krokeryg" og Sigurd 2den Haraldssøn Mund 2den Borgerkrig. Slemmedegnen drog da nordpaa, tog Magnus ud af Klosteret, og gjorde ham til Skjold for sin egen Ærgjerrighed; men, slagen ved Minde af Harald Gilles Sønners Formynder Tjostolf Alesøn, maatte han i Sverig og Danmark søge videre Hjælp. Atter leed han med sin danske Hjælpehær et Nederlag ved Oslo; og i Slaget ved Holmen graa faldt Magnus bedækket af sin tro Svend Reidar Griotgardssøn, og Sigurd Slemmedegn fangedes og leed med Helte- mod Døden under de skrækkeligste Piinsler. Kong Inge 1ste, Sigurd 2den og Eystein 2den. Da de ypperlige Formyndere Thjostolf Alesøn og siden Gre- gorius Dagsøn i 6 Aar havde styret for de unge Konger, hjem- kom Halvbroderen Eystein fra Skotland, og fik Trediedeel i Riget. Inge, som legemlig var den svageste, især siden han ved et Fald i Mindeslaget var bleven vanfør, var i Aanden den stærkeste og meest folkekjær. Dette gav Anledning til Tvistig- heder, som den pavelige Gesandt Cardinal Nicolaus vel bilagde |
| d.IV,b.2,s.255 |
-- ved hvilken Leilighed Bispen i Nidaros blev ophøiet til Erke- bisp og et Bispesæde anlagt i Hammer, som fra da blev en an- seelig Stad -- men som dog omsider udbrød i 3die Borgerkrig. Eystein og Sigurd sammenrottede sig mod Inge og søgte blodig Hevn over hans trofaste Mænd. Det ingeske Parti overmandede omsider Sigurd i Bergen, og fældede ham selv 1155; og to Aar efter dræbtes Eystein ved Oslo. Fortsættelsen af disse Urolig- heder var et nyt Led i Borgerkrigenes blodige Kjæde. Kong Inge 1ste alene. 4de Borgerkrig. De slagne Kongers Høvdinger, Sigurd af Reine og Endrid Unge samlede nemlig Partiet om Sigurds unge Søn Hakon "Hærdebred", der ogsaa kronkaaredes af Thrønderne. Togange seirede vel Inges Partie under Gregorius Dagsøn ved Konghelle; men kort efter faldt Gregorius ved Foss og Kong Inge i et Slag ved Oslo, som han tabte ved Forræderi. Kong Hakon 4de Hærdebred. 1161 -- 1162. 5te Borgerkrig. Det ingeske Parti reiste sig atter under Erling "Skakke", og gjorde efter et Aar Ende paa Hakons Regjering ved Seiren i Steinevaag, hvor han faldt. Kong Magnus 5te Erlingssøn. 1163 -- 1184. Den listige Erling havde faaet sin og Sigurd Jorsalafars Datters Søn valgt til Konge under sit Formynderskab. Den mandlige Green af Kongestammen, Sigurd, Kong Sigurd Munds Søn, fik imidlertid Talsmænd i de forrige Høvdinger, som med Vaaben i Haand fremstode i 6te Borgerkrig, der endtes med Nederlaget paa Re ved Tønsberg, hvor Erling fik gjort det af med alle sine Modstandere. Derefter blev hans |
| d.IV,b.2,s.256 |
Politik, at støtte sig til Geistligheden, som han indrømmede alt. Riget erklæredes for et Lehn af St. Olaf; og Erkebispen med det øvrige høie Præsteskab fik da meest at sige selv ved Konge- valget. Som Tegn paa denne Underdanighed under Kirken, og efter fremmede Kongers Exempel, lod han ogsaa sin Søn krone i Bergen 1164. 7de Borgerkrig. Ogsaa denne, som optændtes af en Olaf, Ætling af Kong Mag- nus Barfod, der samlede det saakaldte "Hættesvende"-Parti paa Østlandet, bidrog kun til at sætte Magnus end fastere, idet Er- ling ødelagde Modstanderne paa Stange. Fire Aar efter lod han ogsaa sin Hustrues Søn med Sigurd Mund henrette, saa Magnus syntes at sidde sikkert. Til det samme tjente ogsaa 8de Borgerkrig, som Eystein Meila, Eystein 2dens Søn, afstedkom med sit Parti, de siden saa berømte Bjerkebeiner. Thi paa Re slog Kong Magnus dem og fældte Modkongen 1177. 9de Borgerkrig. Udholdenhed var Bjerkebeinernes Partimærke. De samlede sig igjen, tvang En ved Navn Sverrer, der sagde sig Søn af Kong Sigurd Mund, til at sætte sig i Spidsen, og gav nu Hek- lungerne, Magnus Erlingssøns Parti, nok at bestille i mange Aar. Sverrers Snildhed, Raadsnarhed og Tapperhed styrende hans krigsvante enthousiastiske Parti gav ham Seiren ofte naar han syntes tilintetgjort. I en Fegtning ved Nidaros blev han sin far- ligste Fiende Erling Skakke qvit. Magnus fordrev han til Dan- mark, Erkebisp Eystein til England. De heklungske Høvdinger slog han paa Oplandet, en Bondehær i Bergen, og strax efter Kong Magnus paa samme Sted. Erkebispen tvang han til at tage sin Banlysning i sig igjen; og endelig efter at mange Træf- ninger med afvexlende Lykke vare holdte mellem Bergen og Nidaros, slog han aldeles det heklungske Parti i et Sjøslag i Sogn, hvorunder Kong Magnus druknede. Sverrer reiste sig selv et Æresminde ved at holde en skjøn Liigtale over sin over- vundne Fiende. Thi han var en veltalende og til Geistlig op- dragen Mand. |
| d.IV,b.2,s.257 |
Kong Sverrer 1ste Sigurdsøn. 1184 -- 1202.
Sverrer kunde nu først siges at være det hele Riges Konge, endskjøndt han forlængst var kaaret dertil paa Ørethinget. Imid- lertid fik han sjelden Ro til ret at gjøre sine udmærkede Egen- skaber frugtbare for Landet. Som Lovgiver har han store For- tjenester; men især vilde Skjebnen, at hans Feldtherredygtighed skulde komme i Anvendelse. Dette gjorde den overmodige Geistlighed, som ikke kunde glemme Magnus Erlingsøns gyldne Løfter og Dage. 10de, 11te, 12te og 13de Borgerkrig. For det første fik Sverrer tre særskilte Partier efter hverandre at kjæmpe med: først John Munds Kuflunger, idet han udgav sig for en Søn af Kong Inge, saa Sigurd Mordbrænders; omsider Vargbælgernes, der fore om med et Barn, Vikar, en foregiven Søn af Magnus Erlingssøn, indtil Bymændene af Tønsberg ad- splittede dem. Efter et Tidsrum, som var alene opfyldt med Tvistigheder med den myndige Erkebisp Erik, som undveg til Danmark for derfra at virke mod den af Geistligheden forhadte Sverrer, fristede den erlingske Slægt de sidste Anstrengelser i Øiskjæggernes eller Guldbeinernes Opstand. De havde samlet Styrke paa de skotske Øer, men Sverrer tilintetgjorde dem i Florevaag ved Bergen 1193. En Følge af Seiren var ogsaa at hine Øer, som under de borgerlige Uroligheder havde skjøttet sig selv, atter kom under Norge. 14de Borgerkrig. Bisp Nils af Oslo, en forrædersk og forslagen Mand, havde havt betydelig Deel i Øiskjæggernes Borgerkrig. Efter nød- tvungen at have kronet Sverrer, undveeg han til Erkebisp Erik af Danmark, for i Tryghed at kunne lægge onde Raad op. Føl- gen heraf var Reisningen af det stærke og udholdende Bagle- parti, som han fremskabte om en ny foregiven Søn af Magnus Erlingssøn, den unge Inge. Det havde stor Fremgang. Kun Thrøndelagen stod saagodtsom Sverrer alene tilbage; thi han var sjelden selv saa lykkelig at træffe paa dem, og de pavelige Banstraaler gjorde Folket ængstligt. Vigværingerne gjorde Op- |
| d.IV,b.2,s.258 |
stand, men leed et stort Nederlag ved Oslo; ved Throndhjem slog han sig en Flaade til, og Tønsbergs Castel maatte give sig efter en lang Beleiring. Fra denne bragtes Helten syg til Bergen, hvor han døde "i Høisædet, stor som han havde levet, tilgivende sine Fiender". Kong Hakon Sverrersøn. (1202 -- 1204). Var af Faderen erklæret for eneste Søn. Dette og Baglekongen Inges Nederlag paa Helgøen syntes tilligemed Hakons Forsonlig- hed at ville ende Borgerkrigene; men denne ypperlige Konges Braddød ved Forgivelse, hvorfor Stedmoderen den svenske Mar- gretha bærer Skylden, og Sverrers Søstersøn Jarl Hakon Galin aabnede igjen Banen for nye Uroligheder. Kong Guttorm 1ste Sigurdssøn 1204. Bjerkebeinernes Høvdinger -- thi efter Krigen var et Kriger- regimente, som raadede ogsaa paa Thingene -- udnævnte den 4aarige Guttorm, Søn af den afdøde Sigurd Sverrersøn, til Konge under Hakon Galins Forstanderskab. Meget havde ogsaa de andre Sønnesønner Inge Baardssøn og Peter Steiper at raade. Ogsaa Guttorm forgaves af Margrethas Datter Christine for at bane Hakon Galin Vei til Thronen. Mistanken herom lod dog Folket give ham Afslag. Kong Inge 2den Baardssøn (1204 -- 1217). 15de Borgerkrig. De gamle Bagler reiste sig igjen under Erling Steinvæg, der tog Kongenavn paa Oplandene alt til hiinsides Næsset, og gav Filip, Frænde af Oslobispen Nils, hvem Forbandelsen for denne Krig ogsaa paahviler, Omraade og Navn som Greve. Krigen førtes som tilforn ved at gjøre Jagt paa hinanden rundt Landet og afvexlende brandskatte og besætte Byerne. Baglerne over- rumplede saaledes Kong Inge slemt i Throndhjem, men i Bergen tog Hakon Galin Hevn. Efter Erlings Død fik Bisp Nils Filip til Baglerkonge, ja han fik Kongenavn paa Ørething, og det syn- |
| d.IV,b.2,s.259 |
tes at være ude med Bjerkebeinerne, da den braveste af dem, Dagfind Bonde, maatte overgive Castellet i Bergen. Paa Hvi- tingsø ved Stavanger istandbragtes dog saadant Forlig, at Filip fik Vigen og Oplandets største Strækninger som uafhængig Jarl. Under den velsindede men svage Inges to sidste Aar, efter Ha- kon Galins Død, havde hans Broder Skule Jarl stor Indflydelse. Kong Hakon 6te Hakonsøn, "den Gamle" (1217 -- 1262). Under de sidste Uroligheder var den unge Hakon, Søn af K. Hakon Sverrersøn, bleven bragt af de trofaste Bjerkebeiner til Hoffet, og der siden opdraget. Han valgtes nu med stort Bi- fald til Konge. Det Halve af hans Regjeringstid henrandt under idelige Uroligheder. Først maatte Slitungerne kues -- nogle Bander af sammenrapset Pak siden de forrige Krige, som for- uroligede Vigen, under det gamle Paaskud, at skaffe en Søn af Magnus Erlingssøn Ret. Alvorligere var et nyt Parties, Ribun- gernes, der afstedkom Uordener gjennem 8 Aar. 16de Borgerkrig. En Søn af Erling Steinvæg, Sigurd Ribung og Baglerhøvdingen Gudolf af Blakestad opfyldte atter Østlandet med blodige Uro- ligheder. Skule Jarl synes selv at have havt Fingre med i dette Spil. Han beskyttede Sigurd efter Partiets første Opløsning især ved Arnbjørn Johnsøn, forhen en berømt Baglerhøvding. Efter Sigurds Død kom Junker Knut, Hakon Galins Søn, i Spidsen for Ribungerne, men efter et Nederlag i Eidsvoll hørtes ikke videre til dem. Bisp Nils døde 1225 efter angrende at have tilstaaet, at han ogsaa havde Deel i dette Oprør. 17de Borgerkrig. Mellem Kongen og Skule, som selv Trediedelen af Landet og Skatlandene tilligemed Hertug-Titelen ei kunde tilfredsstille, brød det endelig ud 1239, da Hertug Skule reent ud tog Kongenavn paa Ørething. Ved Laake paa Romerige slog han med sine Vargbælger de Kongelige; men disse gjengjældte det ved Oslo, |
| d.IV,b.2,s.260 |
forfulgte Skule til Throndhjem, hvor de fik ham dræbt i Helge- sæter Kloster. Fra nu af foreentes alle Partier under den fred- og sejersæle Hakon. EFTER BORGERKRIGENE
Norge hævede sig nu til sin høieste Velmagt. Europas mæg- tigste Fyrster beilede til Normannakongens Gunst, Paven til hans Hjælp mod Keiseren, Kongen af Castilien til hans Datter, og Kongen af Frankrig til hans Deeltagelse i et Korstog. Paven sendte en Cardinal til Hakons Kroning, som paa det prægtigste feiredes i Bergen 1247. Island og Grønland, som fra det var opdaget, erkjendte norsk Høihed. Ligesaa atter de skotske Øer, hvorhen Hakon foretog en Hærfærd, hvorunder han døde 1262. Ved hans Hof, men især ved Hertug Skules opholdt den store Historieskriver Islænderen Snorro Sturlesen sig. Han havde den Skjebne at blive myrdet i de Uroligheder paa Island, som foregik denne Fristats Union med Norge. Kong Magnus 6te Hakonsøn "Lagabæter" (1262 -- 1280). Fik Tilnavnet fordi under ham Lovgivningen eller de forskjel- lige Thingbalke bragtes til Eenhed. Ellers var der lidet ved denne Konge. Island sendte han en norsk Lehnshøvding imod Foreningsvilkaarene. Russerne tugtedes ikke skarpt nok bort fra Nordlandene. Geistlighedens Magt udvidedes overordentlig. Adelstitler indførtes, og en Adel uddannede sig, som lidt efter lidt fortrængte Almuen fra Thingene, og forvandlede disse til Herredage. Tydskerne eller rettere Hansestæderne indrømmedes store Rettigheder; og fra denne Tid af skriver sig deres, "Con- toirer" i Bergen. Erik 2den Magnussøn "Præsthader" (1280 -- 1299). Tilnavnet, som Geistligheden gav ham fordi han holdt den i Ave, er denne rasksindede Konge en Ærestitel. Han brød sig lidet om de Løfter, som Præsteskabet havde ved hans Kroning |
| d.IV,b.2,s.261 |
endnu som Dreng passet sit Snit til at aftvinge ham. Hans Raa- der stode ham bi i disse billige Indskrænkninger. Erkebispen og et Par andre Storklerker fik han af Landet forat de længe nok kunde klage for Paven. Da Banlynene ikke bede paa ham, faldt de omsider tilføie. Uheldig var Erik i at vinde Skotland paa Grund af sit Giftermaal med den skotske Prindsesse Mar- grethe. En lang til Intet uden Streifbytte førende Krig med Danmark paa Grund af et Krav paa hans Moders Arv, og fordi han beskyttede nogle danske Kongemordere, endtes ikke før hans Død. Hakon 7de Magnussøn "Høibeen" (1299 -- 1319). Denne myndige Herre, som længe med kongelige Rettigheder havde indehavt Vigen, var den Første, som ikke endsede Folkets Valgret. Uagtet i høj Grad indtagen af sin Høihed, var Hakon en af de bedre Konger, og i høi Grad regentdygtig. Hansefor- bundets Anmasselser hemmedes ved gode Handelsanordninger. Embedsmændene, som Kronen mere afhængige, fremhævedes fremfor den blotte Adel. Et Rigforstanderskab anordnedes for Thronarvingen, hvorfor han fik sin Datter Ingeborg, gift med den svenske Hertug Erik, erkjendt, da Søn ei havdes. Dette Gifter- maal kom dog først istand efter en Krig med denne Herre, som ei vilde indrømme den norske Konge Halland, som denne havde erholdt efter Freden med Danmark 1309. Skjøndt Fordelen var paa Eriks Side, fraveeg han dog Lehnet, men vandt store Ud- sigter ved at ægte Ingeborg. Da Hertug Erik tilligemed sin Broder imidlertid dræbtes af den tredie Broder Birger af Sverig, overgik disse til hans og Ingeborgs Søn Magnus, som stilledes under Moderens og et Rigsraads Formynderskab ifølge Hakons Arvefølgelov. Kong Magnus 7de Eriksøn Smek (1319 -- 1344). Rigsraadet, i hvis Spidse Drost Erling Vidkunnarsøn stod, styrede saa godt som man kan kalde en Styrelse god i et ufrit Land. Thi frit var det norske Folk ikke længer, siden privilege- rede Stænder havde tilvendt sig al Indflydelse. Værre gik det |
| d.IV,b.2,s.262 |
da Magnus, som ogsaa var Konge i Sverig, tog Styret selv an. Hans og hans Dronnings ødsle og sværmende Levemaade og uværdige Gunstlinger forargede begge Folk. Hansestæderne lod han skalte som de vilde. Og der er intet andet, som gjør denne Regjerings Minde Ære end at Trællestanden ophævedes. 1344 tvang Normændene ham endelig til at antage til Medregent Hakon 8de Magnussøn. Hakon var givt med den danske Kong Waldemars Datter Mar- grethe -- en Forbindelse, som var Svenskerne saa forhadt, da Danskekongen underfundigen havde tillistet sig Skaane og Ble- kinge af Magnus, at de snart fratog baade Magnus og Hakon, som de ogsaa havde antaget til Medregent, Regjeringen i Sverig. Albrecht af Mecklenburg, som de indkaldte, fordrev Hakon og satte Magnus i Fængsel 1365. Kong Hakon 7de Magnussøn Enekonge (1356 -- 1380). Befriede sin Fader ved et Tog til Sverig 1371 mod svære Løsepenge. Tre Aar efter druknede Magnus i Hardangerfjorden. Hansestæderne holdtes Anordningerne efterretlige, og i Alt viste Hakon sig som en værdig Ætling af Sverrer. Mange Ulykker havde i de sidste Aar rammet Norge: Hungersaar, Jordskjælv, Elvbrud; men ingen værre end den saakaldte Svart- eller Diger- Død, en Landfarsot, som overhærjede Europa, og 1349 kom til Bergen med et engelsk Vrag. Den bortrev meget over 1/3 af Folkemængden, og satte Norge tilbage for Aarhundreder. Kong Olaf 5te Hakonsøn "den Unge" (1380 -- 1387). Alt 1376 var Olaf, Hakons og den danske Margrethes Søn, valgt til Konge i Danmark under Moderens Formynderskab. Men pludselig kom Budskab fra Skaane, at det sidste ægte Skud af den gamle norske Kongestamme der var død. Margrethes hjerteløse og ærgjerrige Characteer og de Planer, hun siden satte igjennem, giver Mistanken Vægt, at hun ikke havde taget i Be- tænkning, for disses Skyld at rydde sin Søn afvejen. Hun blev |
| d.IV,b.2,s.263 |
Regentinde ogsaa i Norge, efterat hun havde faaet Drosten Ha- kon Johnsøn af den gamle Kongeæt til at give Afkald paa sit Krav paa Thronen. Landets slappede Tilstand, og den altid uheldbringende Omstændighed, at ikke Folket, men Adel og Geistlighed raadede for Magten, istandbragte den ulykkeligste Forening imellem to Riger, som Verdenshistorien opviser. 1387 er Dødsaaret for det gamle Norges Lykke. TREDIE TIDSRUM NORGES VANMAGTS TID UNDER KONGER I DANMARK (Fra 1387 -- 1814). MED SELVSTÆNDIGHED OG KONGEVALGRET
Dronning Margrethe. (Til 1412).
Margrethe stod isærdeleshed ved Geistlighedens Medhold. Den(Fra 1387 -- 1536). og Rigsraadet erkjendte ydermere hendes femaarige Søsterdatter- søn Erik af Pommern for Kronarving, med Titel af Norges Konge. Men den svenske Kong Albrecht paatog sig med Vaaben at for- svare sin Brodersøns større Efterfølgeret, mens Forræderie om- gav ham i hans eget Land. Seiren ved Falkjøping endte hans Regjering 1388. Denne Krig affødte et Kapersamfund, Victualie- brødrene kaldet, fordi deres første Hensigt var at undsætte Stock- holm, der holdt Albrechts Parti, selv medens han sad fangen efter sit Nederlag. Disse Victualiebrødre udartede siden aldeles til Sjørøvere, som ødelagde den norske Handel, ja endog Ber- gens Bye 1393, og i lang Tid vedbleve at øve et Skræksherre- dømme i Nordsjøen, som maaskee bidrog til at Skibsfarten fra Norge paa Grønland ganske ophørte. Calmarunionen. 1397. 1396 drev Margretha igennem, at Kong Erik af Norge valgtes af Danmark til Konge under hendes Formynderskab; og endelig Aaret derefter i Sverige, efterat de fra alle 3 Riger afsendte |