HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 2. BIND: 1834 - 1837


d.IV,b.2,s.193  
OMRIDS
AF
KONGERIGET SVERIGES HISTORIE



DEN HEDENSKE TIDSALDER

INDLEDNING

   F
lere Ting antyde, at det første Folkeslag, som beboede det
nuværende Sveriges Egne, vare Lapper, som siden ere blevne
hentrængte til Fjeldene mod det høiere Norden, hvor de endnu
fortsætte sit oprindelige Nomadeliv.
   Det første Folk derimod, som Historien, eller rettere dens
Fornsagn, omtaler, benævnes Joter, som fandtes der boende af
de senere indkomne gothiske Stammer. Det er næsten med
Vished, at vi antage, at Sverige ligesaavelsom Norge Tid efter
anden befolkedes af udvandrende Asiater. Man antager ogsaa,
at Sverige begyndte at beboes 800 Aar før Christi Fødsel. Sa-
gaen omtaler Forniother og hans Efterkommere som den ældste
Konge og Kongeæt. Han skal have regjert omtrent 400 Aar før
Christi Fødsel -- noget, der synes fabelagtigt, da Navnet hen-
tyder paa Landets gamle Indvaanere: Fornjoter. Der siges ogsaa,
at da Gylfe, den Sidste af den forniotherske Æt regjerede over
Svithjod (Sveriges gamle Navn) 100 Aar f. Chr., ankom fra
Asien Een ved Navn Othin, som egentlig skal betyde den Gud-
dommelige. Hans virkelige Navn var Sigge Fridulfssøn. Af
Romernes seirende Vaaben var han bleven tvungen til at flytte
fra sit Hjem ved det sorte Hav for i det fjerne Norden at søge
et nyt Hjem og at redde sin Frihed. Selv en klog Mand, i
Spidsen for en Folkestamme, som besad en høiere Dannelse
end de forud Indvandrede, synes han overalt at være bleven
vel imodtagen og hædret og at have faaet raade efter eget
Tykke i de Lande, han gjennemtogede, nemlig Rusland, Tysk-
land og Danmark. Stammen, som fulgte ham, kaldtes Aser;
Landet, de kom fra, Asaheim. De Høvdinger, som stode ham
nærmest, kaldtes Diar og Drotter. Af den gothiske Hersker
d.IV,b.2,s.194   Gylfe, som drog ham imøde, blev han indbuden til Svithjod,
hvor han tog Sæde ved Løgaren (nu Mælaren) og anlagde
Staden Forn-Sigtuna, hvor han blev en ny Lov- og Religions-
stifter for Norden. Her indrettede han efter Asernes Sæd et
Offerhuus for deres høieste Guddom Othin, forrettede selv som
Ypperstepræst Offertjenesten i Templet, og erholdt saaledes sit
Navn Othin, da man efter hans Død ydede ham guddommelig
Dyrkelse. Han indførte et eget Sprog og en egen Skrivt (Runer)
-- en Fortjeneste, som var de raae Indbyggere -- i Lighed med
andre Folkeslag -- nok til at holde ham for et høiere Væsen.
Ogsaa berettes mange underbare Ting om ham: at han kunde
omskabe sig som han vilde: at han med blotte Ord kunde slukke
Ild og stille Bølger: at hans Skib Skidbladner gik baade i Med-
og Modvind samt kunde vikles isammen som et Klæde: at han
havde to Ravne -- Hugin og Mugin Vid og Hukommelse -- ,
som fløi ud og skaffede ham Underretning fra fjerne Lande,
samt at han ved Trolddomskunster kunde forudsige Menneske-
nes Skjebne.
   Den Religionslære, han dels indførte, dels forbedrede, indeholdt
hovedsagelig følgende: i Tidens Begyndelse var alt øde og tomt
i Ginungagap. Dette belivnedes af Ildens og Kuldens Strid, og
vilde Kræfter eller Jetter fremkom. Deres Stamfader Ymer
dræbtes, og af hans uhyre Krop skabtes Verden; alle Jetter,
undtagen Bergelmer, som skulde forplante denne onde Æt, ud-
ryddedes. Imellem disse og Aserne, eller de Guddommelige,
skulde Strid herske saalænge Verden stod. Den, som faldt
for Sværdsodd, skulde evig ung gjæste hos Guderne i Valhalla,
hvor Kamplege og alle Livets Nydelser fortsattes af de faldne
Helte, og Mjødhornet flittigt omkringbares af de skjønne Val-
kyrier.

   Imidlertid var Othin ei blot en grum Lovgiver, som vilde
danne et Folk til vilde Krigere. Det store Raad, han indrettede
under Navn af de tolv Diars, skulde, tilligemed at holde over
Gudstjenesten, ende Folkets Tvistigheder paa en mildere Maade
end ved Vaaben. Til Templets, Offringernes og Hoffets Under-
hold paalagde han en personlig Skat under Navn af Næseskat.
Da Othin blev gammel, lod han sig dræbe med et Spyd for at
komme til Valhalla. Den, som døde af Sot eller Alder, tilhørte
Hel, og hendes evige Plager. Og heraf opkom den Sæd mellem
d.IV,b.2,s.195   de gamle Svensker (Sviar), at de, naar de bleve kjede af Livet,
lode sig styrte udover høie Klipper (Ættestuper), for snart at
blive Othins Gjæster i Valhalla -- en Salighed, der kun lod sig
vinde ved voldsom Død. Othin fulgtes af sin Søn Yngve, med
Tilnavn Tirkiakung, som blev Stamfader for Ynglingaæten.
Ynglingaæten.

   Niord, Yngves Søn, var den første af denne Æt; førte en
fredsom og lykkelig Regjering, og dyrkedes efter sin Død som
Veirligets Gud. Han efterfulgtes af sin Søn

   Yngve Frey. Han flyttede Kongesædet fra Sigtuna til gamle
Upsala, hvor han byggede det prægtige, guldprydede Afguds-
tempel og henflyttede Kongesædet. Han tillagde disse visse
Indtægter af Jordgods, bekjendt under Navn af Upsalaøde. Hans
Regjering var ligeledes fredelig og heldig. Mod Enden af hans
Regjering fødtes Christus. Yngves Død, som ansaaes uheld-
spaaende, dulgtes længe for Svenskerne, og istedetfor at brænde
hans Liig, som da var brugeligt, byggede man en Høi (Ættehøi)
hvori han indførtes, og kastede man didind i 3 Aar Skatterne
af Landet. Efter sin Død dyrkedes han som Gud over hele
Norden; og af ham har Fredagen sit Navn.

   Fjølner, Yngve Freys Søn, forstod at vedligeholde samme Fred
og Lykke. Paa et Besøg hos den danske Konge Frode Fredgode
omkom han ved at falde nedgjennem en Aabning i Gulvet i et
Mjødkar, der var stort nok til at lade den berusede Konge
drukne deri. Hans Søn

   Svegder havde gjort det Løfte at besøge Asernes Stamland
ved det sorte Hav, men omkom paa sin anden Didreise. Sa-
gaen beretter at en Dverg lokkede ham i Bjerg, under Fore-
givende at han der skulde træffe Othin, hvorefter Bjerget luk-
kede sig efter ham.

   Vanland, Svegders Søn, givtede sig paa et af sine Tog med
den finske Kong Snø den Gamles Datter Drifva, med Løfte om
to Aar efter at hente hende til Upsala. Da Vanland opsatte
dette i 10 Aar, og Drifva havde raadspurgt Spaaqvinden Huld,
afsendte hun sin Søn Wisbur for at paakræve Løftets Opfyldelse.
Vanland, i Begyndelsen villig dertil, afslog dog Reisen paa sine
d.IV,b.2,s.196   Hofmænds Raad, hvorpaa en heftig Sygdom angreb ham saa
han deraf omkom.
   Wisbur, Vanlands Søn, faldt som et Offer for sit Givtermaal
med Od den Riges Datter Øda. Da han negtede hende hendes
Morgengave, bestaaende af 3 store Gaarde og en Guldkjæde,
nedkaldte hun ved Troldqvinden Huld Forbandelser over Wisbur
og hans Søn af andet Ægteskab Domald samt over hele Yng-
lingaæten, hvori Guldkjæden altid skulde vorde Besidderen til
Bane. Derpaa overfaldt Wisbur's Sønner med Øda, Gisl og
Ødur sin Fader og indebrændte ham.

   Domald, Wisbur's Søn, maatte under en fleeraarig Misvæxt
først offre Boskab og siden Mennesker til de vrede Guder. Da
Hungersnøden alligevel vedvarede paa det 3die Aar, grebe de
fortvivlede Indvaanere i gamle Upsala Drotten selv og bragte
ham under Offerkniven.

   Domar, Domald's Søn og Efterfølger, førte en lang og fredelig
Regjering og døde Straadød. Dyggve ligesaa og antog efter de
danske Regenters Exempel, Titel af Konge. Forhen kaldtes Re-
genterne Drotter, og de, som styrede Landskaberne, Fylkeskonger
og Jarler, hvis Overherre var Upsalakonnung.

   Dag, med Tilnavn Spake eller den Vise, havde Hærtog fore.
Han holdtes for at forstaae Fuglenes Sang og at eie en Spurv,
som berettede ham Nyheder. Fuglen blev af en Bonde, paa
hvis Ager den plukkede Korn, ihjelslaaet i Reid-Gøthaland; og
da Kongen, for at hevne sit hellige Dyr, hærjede Landet, kastede
en Træl ind mellem Hæren en Høtyv, som traf og dræbte Kongen.

   Agne var en berømt Kriger og laae stedse paa Vikingtog; hær-
jede Finland, og overvandt Finnernes Høvding Froste, som faldt
i Slaget. Agne bortførte hans Datter Skjalf, og giftede sig med
hende. Hun bad ham feire sin Faders Gravøl, og Natten der-
paa ophængte hun Agne med det Guldkjæde, som han bar om
Halsen, i Træet ved hans Telt. Pladsen hvor dette skede er-
holdt derefter Navn af Agnefit eller Agnesstrand, hvorpaa siden
Stockholm blev anlagt. Alrik og Erik den 1ste, Agnes Sønner
og store Stridsmænd, bleve Samkonger efter ham. Paa et Tog
ragede de i Strid, toge Bidslerne af sine Heste, da de ingen
Vaaben havde med sig, sloges dermed og faldt begge.

   Alf og Yngve, Alriks Sønner, regjerede derefter sammen.
Yngve var en kjæk Stridsmand og Vikingefarer. Alf sad hjemme
d.IV,b.2,s.197   uvenlig og storsindet. Da Yngve hjemkom fra sine Hærtog og
overvintrede, hørte den skjønne Bera, Alfs Dronning, gjerne paa
hans Fortællinger om Eventyr og Kamp; en Moro hvormed hun
fordrev Qvellerne til langt paa Nat. Alf blev skinsyg, styrtede
en Qvel ind med draget Sværd og gjennemborte Yngve; men
denne sprang op og gav Alf sin Bane.
   Hugleik var ukrigersk og omgav sig blot med Gjøglere og
Spillemænd. Denne Levemaade didlokkede en norsk Sjøkonge
Hake, og i Striden, som stod paa Fyrisvall ved Upsala, faldt
Hugleik.

   Hake sad tre Aar Konge over de Svenske i Upland, men blev
af Erik og Jorund, Yngves Sønner, angreben. Hake seirede,
men blev saaret. Da lod han laste et Skib med døde Mande-
kroppe og deres Vaaben, og sig selv bære derovenpaa. Vinden
blæste fra Landet, Seilene heisedes, Skibet antændtes, og paa
dette Baal ilede Hake seirende til Valhal. Dette hans modige
Endeligt omtaltes længe med Berøm i Norden.

   Jorund, som erholdt Styret over Sverige efterat hans Broder
Erik var falden mod Hake, blev paa et af sine idelige Sjøtog
angreben af den danske Kong Guløg og slagen i Jylland ved
Uddesund i Liimfjorden, hvorved han selv blev fangen og hængt.

   Ani den Gamle, Jorunds Søn, var en klog Mand og ivrig Af-
gudsdyrker, men blev af de danske Konger Halfdan og Alf hiin
Raske togange anfalden og fordreven. Han var saa kjær af
Livet, at han forat opnaae høi Alder, offrede ni Sønner til
Othin. Tilsidst blev han saa gammel, at han laae tilsengs og
pattede af et Horn som et Barn. Efter ham kaldtes det Anesot
at døe af Alderdom uden nogen Sygdom.

   Egil Tunnadogli. Under ham rømte en Træl ved Navn Tunne
bort med Anes Skatter, og samlede ved dette Middel en Hob
Trælle og løst Pak, som hærjede Landet. Egil, som fleregange
angreb ham, og derved altid blev slagen, maatte tage sin Til-
flugt til Kong Frode i Danmark. Tunne blev omsider slagen og
dræbt, og Egil sendte siden Skat til Danskekongen for hans Hjælp.
Han stangedes ihjel paa en Jagt af en løssluppen Offertyr.

   Ottar Vendilkraake, Egils Søn, ophørte med at sende Frode
Skatten; og da han fremdeles gav dennes Gesandter Afslag,
udbrød en Krig. Frode faldt ind i Sverige med grum Hærjen.
Aaret derpaa gjorde Ottar et Tog til Østersjøen, landsteg i
d.IV,b.2,s.198   Vendsyssel paa Jylland; men blev af Frodes to Jarler Ottar og
Fæste slagen. Selv faldt han. Danskerne sendte nu en Træ-
kraake til Sverige med den Hilsen, at Svenskernes Konge ikke
var mere værd end denne Kraake. Denne Vanskjebne gav ham
Navnet Vendilkraake.
   Adils kom i Strid med Kong Helge i Danmark. Denne blev
slagen af Adils, som giftede sig med Helges Hustro Yrsa. Ved
Hjælp af Helges Kjæmper overvandt han ogsaa den norske
Kong Ale. Ved et Gjæstebud overfaldt Adils Rolf Krake og
hans 12 Kjæmper, men ved den Lek erholdt Adils, da han
skulde tage Ringen Sviagris op mellem de af Rolf røvede Kost-
barheder, et Hug af Rolf med de Smædeord, at han nu havde
bøiet Ryg paa den mægtigste Mand i Svealand. Adils omkom
ved et Fald af Hesten under en Offerfest, da han reed omkring
i Disarsalen i Upsala.

   Østen. Ved denne Tid brugte Kongerne, forat underholde sine
Hofmænd, at reise omkring til de Rigeste i Landet paa Gjæsterie
eller Veitslo. Da Østen saaledes opholdt sig paa Løvøen, blev
han overfalden og fældet af den norske Sjøkonge Sølve. Sven-
skerne ikke nøjde hermed, holdt mod ham et Slag, som varede
i elleve Dage. Sølve seirede dog, og herskede en Tid i Upsala,
men ihjelsloges omsider af Østens Søn

   Yngvar Harra, en stor og drabelig Kriger, som søgte at rense
Østersjøen fra en Mængde Vikinger, der saavel fra Danmark
som andre Steder gjorde Sverige stor Skade ved sine Hærjinger.
Under et Krigstog faldt han i Esthland.

   Braut-Anund, Yngvars Søn, foretog sig at opædle Landet,
efterat have hevnet sin Faders Død. Han anlagde Veie, og lod
paa de frugtbarere Steder det overflødige Folk nedsætte sig.
Selv byggede han sig en Kongsgaard i hvert Herred, og reiste
ofte om forat besee sine Anlæg. Paa en saadan Reise kom han
til et Sted ved Navn Himlahed i Westmanland, hvor en trang
Vei gik imellem to høie Fjelde, hvor Sneen var optøet, saa et
Skred derfra med Steen og Gruus slog Kongen og flere af hans
Følge tildøde.

   Ingjald Illraade besluttede at udrydde de Fylkes- og Smaa-
konger, som overalt deelte Riget, indskrænkte Kongens Anseelse
og Indflydelse og forsvagede Riget ved idelige Tvistigheder.
Endeel indbød han til sin Faders Gravøl og indebrændte dem
d.IV,b.2,s.199   der; Andre fældedes ved anden Svig. Efter saaledes at have
ryddet afveien tolv Fylkeskonger, blev han Enevoldskonge over
største Delen af Sverige, og udsendte nu Lagmanden Viger Spa
eller den Vise forat samle alle gamle Love, som han foreente
til en Slags Lovbog, kjendt under Navn af "Vigers Flockar."
Imidlertid vendte Ivar Vidfadme, en skaansk Fylkeskonge, hjem
fra sine Vikingstog, hvor han havde vundet Ære og Bytte. Han
anfaldt Ingjald forat hevne sin Faders og de andre Kongers Død.
Forat undgaae denne Hevn, indebrændte Ingjald sig selv tillige-
med sine Hoffolk omtrent Aar 600 efter Christi Fødsel. Hans
Søn Olaf, som ikke havde havt Deel i Faderens Laster, flyede
til Wærmland, og begyndte der at opædle Landet, hvorved han
erholdt Tilnavnet Trætelje, samt stiftede der et lidet Rige. Hans
Efterkommere gik over til Norge, som Harald Haarfager, en Æt-
ling af Ynglingastammen, siden forenede til eet Rige.
(Fra 600 -- 1061.)

   Ivar Vidfadme, af Skjoldungeæten, erholdt sit Binavn formedelst
sine vidtløftige Besiddelser. Han modtog Styret over Sverige,
da Svenskerne vare blevne kjede af Ynglingeæten, men havde
tillige forud udstrakt sit Vælde over Danmark, en Deel af Neder-
sachsen og Northumberland, samt gjorde Streiftog til Finland og
Estland. Ivar Vidfadme var en berømt Kriger; men blodtørstig,
grum og svigfuld. Da han selv ikke besad mandlig Arving, efter-
fulgtes han af Dattersønnen Harald Hildetand. Han omkom selv
i en Hærfærd mod sin Maag Kong Radbard i Garderike, hvor-
hen hans Datter Aud havde flygtet med sin Søn Harald forat
undgaae Faderens Forfølgelser.

   Harald Hildetand erholdt Tilnavnet, der betyder "Krigens Tand,"
af sine allerede i Ungdommen udførte Bedrivter. Han antog til
Medregent i Sverige sin Halvbroder Randoer, og, da denne faldt
paa et Tog til England, efter ham Sønnen Sigurd Ring. Harald
opfandt en ny Slagorden i Form af en Kile. Da han blev gam-
mel, og Uro herskede i hans Lande, samt Uenighed opkom mel-
lem ham og Sigurd Ring, bød han Sigurd møde sig med hele
hans Styrke til et afgjørende Slag. Paa Bråvalla-Hede i Øster-
gothland stod den langvarige og blodige Strid, hvori Harald fandt
Heltedøden Aar 740 efter Christi Fødsel.

d.IV,b.2,s.200      Sigurd Ring blev nu Eneherre over det store ivarske Monarki,
og boede ligesom hans Formænd i Leire paa Sjelland, førende
en Regjering, der stedse var opfyldt med Krig. Han gjorde et
Tog til Northumberland, og tog til Medregent Harald Hildetands
Søn Beli. I sin Alderdom anfaldt han den danske Underkonge Alf,
der havde negtet ham sin vakre Datter, kaldet Alfsol. Alf og
hans Sønner faldt i Slaget, efterat have dræbt Søsteren, forat
hun ikke skulde falde i Seirherrens Vold. Sigurd, som selv var
saaret, lod samle alle Ligene paa et Skib, satte Alfsols i Bag-
stavnen og sig selv derhos, lod Skibet antænde og under fulde
Seil og drivende Vind fare tilhavs.

   Regner Lodbrok, Sigurds Søn, tog Styret -- en berømt Viking,
der tit gjæstede Frankrig, England og Sydlandene. Tilnavnet,
der betyder "lodden Buxe," erholdt han af den Klædedragt, han
brugte som Beskyttelsesmiddel under Kampen med en uhyre
Orm, der havde lagt sig om hans Elskte og første Dronning
Thora Borgarhjarts Jomfrubuur -- en Fabel, som vel ikke be-
tyder andet end en stærk Vagt.

   Efter hendes Død traf han paa et af sine Vikingetog til Norge
den skjønne Kraka, hvis egentlige Navn var Aslaug, en Datter
af den berømte Sigurd Fofnisbane, med hvem han giftede sig.
Tilsidst gjorde han et Tog til Irland, plyndrede dets Kyster, og
anfaldt derpaa Kong Ella i Northumberland; men blev fangen
og kastet i en Ormegrav. Besyngende sit bedrivtfulde Liv i et
Qvæde, kaldet Bjarkamaal, døde han leende under Ormenes
Bid. Hans Sønner hevnede ham, dræbte Ella og hærjede hans
Land. Derpaa delte de Faderens Rige saaledes, at Sigurd Orm-
øje blev Konge i Danmark, Ivar Beenløs over en Deel af Eng-
land, Hvitsærk over de tydske Besiddelser, og

   Bjørn I Jernside blev Konge i Sverige. Han gjorde forfærde-
lige Tog til det sydligere Europa, især til Frankrig. Navnet
"Jernside" erholdt han fordi han aldrig brugte Harnisk og Brynje,
og alligevel ei blev saaret, hvorfor han ogsaa sagdes at have Sider
som Jern.

   Erik II og Refil, Bjørns Sønner, fulgte som Samregenter Fa-
deren omtrent 800 e. Chr. F.

   Erik III, Refils Søn, deltog i Normannernes Sørøverier Aar 813.
Hans Medregent var Bjørn den II, Erik IIs Søn.

   Erik IV antog Bjørn III paa Håga til Medregent, om hvem
d.IV,b.2,s.201   man veed, at han var en stor Skjaldeven, samt at, under hans
Samregjering med Emund, Erik IVs Søn, Munken Ansgarius fra
Corvays Kloster i Westfalen først forkyndte den christne Lære
i Sverige Aar 829 paa en Ø i Mælaren ved Navn Birka eller
Bjerkø, hvor ogsaa Statholderen Hergjer lod opbygge den første
christne Kirke i Sverige.
   Erik V, Emunds Søn, fik Tilnavnet Veirhat fordi han bestandig
havde Medbør paa sine Sjøtog. Han gjæstede især Landene
paa hiin Side Østersjøen. Døde 885. Hans Søn Bjørn IV styrede
lykkeligt i 50 Aar.

   Erik VI Sejersæl, Bjørns Søn, bemægtigede sig Thronen 935.
Under ham stege Vikingetogene til sin Høide. Da hans Broder
og Medregent Oluf døde, vilde dennes Søn Styrbjørn Stærke,
en videberømt Viking, have Deel i Riget; men Folket forjagede
ham fra Upsala-Thing, hvor han fremsatte sit Krav. Nu sam-
lede Styrbjørn en stor Hær af Esther, Slavoner og Joms-
vikinger m. fl., og leverede Erik et tre Dages Slag paa Fyrisvall
ved Upsala, Styrbjørn faldt med sin hele Hær, og Erik erholdt
sit Tilnavn, som han hævdede til sin Død 993.

   Oluf Skotkonung, Eriks Søn, erholdt dette Tilnavn, fordi han,
efter Fyrisvallslaget, endnu som spædt Barn hyldedes som Konge
af den seirende Hær. Han lod sig døbe til Christen i Husaby
Kilde i Vestergøthland af Sigfrid, en Præst fra York i England,
Aar 1001, samt antog Titel af Svea-Konung. I Forening med sin
Stiffader Svend Tveskjæg i Danmark og de landflygtige Jarler
Svend og Erik fra Norge deltog han i Slaget ved Svollder, hvori
den norske Kong Oluf Trygvesøn omkom. Oluf var ingen Kriger,
skjøndt han yppede Kiv med den norske Konge Olaf den Hel-
lige, hvori han kom tilkort. Han sad stille hjemme, tabte de
Skatlande, Faderen havde erhvervet i Finland, Estland m. m.,
og var i sin Regjering egenmægtig og stolt, hvorfor han ogsaa
paa Allherjarthinget i Upsala maatte taale skarpe Ord af den af
Almuen høitagtede Lagmand Thorgny. Oluf døde 1024.

   Anund Jacob, Olufs yngre Søn, var allerede Konge i Faderens
Live; befordrede Christendommen, udøvede streng Retfærdighed,
og erholdt Tilnavnet Volbrånna, fordi hver Dens Huus blev uden
Naade brændt, som gjorde Vold i en Mands. Deeltog med Olaf
den Hellige i et uafgjørende Feldttog mod Knud den Store i
Danmark. Døde 1052.

d.IV,b.2,s.202      Emund den Gamle, Anunds ældre men uægte Halvbroder, be-
steg nu Thronen. Han kom i Strid med Erkebispen af Bremen
fordi han af egen Myndighed indsatte en Bisp i Skara, og er-
holdt derfor Tilnavnet "den Slemme." Hans Søn Anund omkom
paa et Tog til Finland ved at Fienderne havde forgiftet Brøndene.
Emund var den Sidste af den sigurdske Æt, som udslukkedes
med ham 1061.



DEN KATHOLSKE TIDSALDER

Stenkils Æt.
(Fra 1061 -- 1129.)

   Stenkil, Søn af Oluf Skotkonungs Jarl, Ragnvald Ulvssøn,
Emunds Stifsøn og Anund Jacobs Maag, berømmes som en god
Konge, især mod sine Vestgøther. Han opretholdt med Klogskab
Enigheden mellem Hedningerne og de nyomvendte Christne, og
afvendte Upsalatemplets Forstyrrelse. Død 1066.

   Hakon Røde, Stenkils Jarl, fulgte ham. Uroligheder opstode
fordi Bisp Egur ødelagde Freystemplet i Skara, og en Borgerkrig
udbrød mellem to Prindser af den gamle Ynglingaæt, ved Navn
Erik, der endtes med Begges Død. Hakon døde 1079, og blev
begraven i Levene, sit Hjemsted i Vestergøthland.

   Inge den Ældre og Halstan, Stenkils Sønner, fulgte paa Thronen.
Halstan døde snart; og Inge, som med Magt vilde udbrede Chri-
stendommen, og opbrændte gamle Upsalatempel, blev forjaget af
Hedningerne, hvorpaa hans Svoger Sven valgtes til Konge og
oprettede igjen Afgudstjeneste, hvoraf han fik Navnet Blot- eller
Offer-Sven. Tre Aar efter kom Inge tilbage, anfaldt Blot-Sven,
indebrændte ham og tog saaledes sit Rige tilbage. Med Magnus
Barfod i Norge kom han i en Feide, som bilagdes ved Dennes
Giftermaal med Margretha, Inges Datter, deraf kaldet "Fredkolla."
Under Inge levede i Østergøthland en Jarl, Ketil Uchristen, der
indsluttede sig i sin Gravhøi 3 Aar før sin Død forat undgaae
Daab og Christendom. Svenskerne begyndte nu at tage Deel i
Korstogene. Inges Dødsaar er ubekjendt.

   Filip og Inge den Yngre, Halstans Sønner, bleve Samkonger.
Den Første døde barnløs 1118. Inge, under hvem Striden mel-
d.IV,b.2,s.203   lem den gamle og nye Religion foraarsagede mange indre Uro-
ligheder, tabte Jæmtland til Norge. Efter hans Død 1129, og da
Margretta Fredkollas Søn, Magnus Nilssøn, havde dannet sig et
stærkt Parti, der paa Thinget ved Karleby i Vestergøthland ihjel-
slog Ragnvald Knaphøfde, hans Thronmedbeiler, blev Magnus
Enekonge; men for sit Snigmord paa Frænden Knut Lavard,
blev han af dennes Broder Erik Emund, Konge i Danmark,
efter omvexlende Krigslykke, overvunden i Slaget ved Fodevig
i Skaane 1134, hvor han selv tilligemed fem Biskopper og sexti
Præster faldt. Sverker, Blot-Svens Sønnesøn, overtog derpaa
Styret, og forenede under sig de to kjæmpende Partier: Upp-
Svearne (ivrige Hedninger) og Indvaanerne i Gøtharige (ivrige
Christne).
Sverkers og Erik den Helliges Ætter.
(1133 -- 1250.)

   Sverker 1, Søn af Gøthakongen Kol eller Carl, siden kaldet
Erik Aarsæl, Blot-Svens Sønnesøn, valgtes allerede iforveien af
Svear og Gøther til Konge 1133. Han befæstede Christendommen
og Pavevældet i Sverige. Ved Mødet i Linkøping 1153 bevilgedes
Paven en aarlig Skat, kaldet St. Peters Penning. De første Klo-
stere anlagdes, Præster og Munke fik flere Forrettigheder, det
daglige Brug af Vaaben forbødes Alle undtagen Adelen eller
Kongens "Fylgdermænd," som deraf senere kaldtes "Væbnere."
Sverker myrdedes ved Alebæk nær Alvastra af sin Staldmester
paa Vejen til Julefroprædiken 1155.

   Erik IX den Hellige, Søn af Jedward Bonde og Blot-Svens
Datter Cecilia, tiltraadte Regjeringen over Svea- og Gøtha-Rige
1156. Han var maadeholden og streng i sin Levemaade, nidkjær
for Religionen, udgav Love desbetræffende, byggede Kirker, for-
bedrede den almindelige Lov, og var særdeles øm om sine
Undersaatters Vel, hvorfor han ogsaa efter Døden blev dyrket
som Sveriges Skytspatron under Navn af Sanct Erik. Han gjorde
et Krigstog til Finnland 1158, for at christne det, indtog den
søndre Deel deraf, didflyttede svenske Nybyggere, og vandt
Helsingland og Jæmtland tilbage. Under ham omtales den første
Eriksgade (Kongens Reise kring Landet forat undersøge dets
Tilstand), hvorfor man troer, at Navnet er opkommet efter ham.
d.IV,b.2,s.204   Erik blev ved Overrumpling fangen og halshugget af den danske
Prinds Magnus Henriksen, der paa Mødreneside nedstammede
fra Inge den Ældre (1160). Af Blodet sagdes St. Eriks Kilde i
Upsala at være oprundet. Hans Død gjorde, at man overalt
ansaae ham for en Martyr. Benene nedlagdes i et Sølverskrin
i Upsala Domkirke, hvor de endnu findes. To Høitider feiredes
aarlig til hans Ære. Hans Banner førtes foran de svenske Hære,
og Folket tilskrev hans Levninger mange og store Underværker.
Magnus Henriksen, som kun besad den svenske Throne et Aar,
overvandtes og dræbtes af Carl VII Sverkerson nær Upsala,
hvor siden Danmarkskirken blev opbygget.
   Carl VII, som tilforn havde styret Gøtharige særskilt, blev nu
ogsaa Konge i Svearige, og var den Første, som kaldte sig
Svea- og Gøtha-Konung. Under ham fritoges Præsterne fra at
dømmes af verdslig Domstol. Sverige erholdt sin egen Erkebisp
1163 i Munken Stefanus fra Alvastra Kloster. Tiende af Jord-
afgrøden og alle andre Indkomster bleve paabudne til Geistlig-
heden. Vielse til Ægteskab og Testamenter til Kirker og Klostere
anbefaledes, ligesom ogsaa verdslige Lovbrud underkastedes sær-
skilt Kirkebod. Et Korstog foretoges til Esthernes Omvendelse,
og Klostrenes Antal forøgedes uafbrudt. Carl myrdedes efter
en 7aarig Regjering af Erik den Helliges Søn Knut paa Visingsø
Aar 1167.

   Knut. Den af Carls Brodersønner, Kol og Burisleif fortsatte
Krig endtes med Begges Nederlag og Død. Hans Regjering blev
ellers meget foruroliget af Estherne, Karelerne, Ingrernes og de
misfornøjede Finners jevnlige Indfald. De hærjede skrækkeligt
Kysterne og rundt Mælaren, hvorved de opbrændte Sigtuna
1188. Knut søgte ellers at gjøre sig elsket ved at sørge for
Landets Opædling og for Geistlighedens Tarv. Til Medregent
antog han mod Enden af sin Regjering Carls Søn Sverker, der
ogsaa besteg Thronen ved hans Død 1195.

   Sverker II, med Tilnavnet Hack og Blaafod, søgte i Begyndelsen
at befæste sig paa Thronen ved Gavmildhed mod de Geistlige.
Han lagde Grunden til det saakaldte "åndliga Frälset" (den
geistlige Fristand), ved at fritage Præsteskabets hele Gods fra
al Skat til Kronen. For endnu mere at sikkre sig Thronen, lod
han overfalde og dræbe sin Forgjænger Knut Eriksøns Børn,
som da opholdt sig paa Elgaraas i den nordre Deel af Vester-
d.IV,b.2,s.205   gøthland. Den Ældste af dem, Erik, undkom dog ved Fahle
Bure den Yngres Hjælp, og den svenske Almue reiste sig overalt
af Harm over dette Nidingsværk. Sverker flygtede til Danmark,
og gjenkom med en dansk Hjælpehær, men blev først slagen
ved Lena (nu Kongslena) i Vestergøthland 1208, og derpaa ved
Gestilren, nærved den forrige Valplads, hvor han faldt selv 1210.
   Erik X Knutsson førte en sexaarig lykkelig Regjering. Han
er den første svenske Konge, hvis Kroning man veed. Døde paa
Visingsø 1216.

   Johan I Sverkersson, den Fromme -- et Navn, Præsteskabet
har hædret ham med, fordi han føiede dets Umættelighed i Alt.
En Pavebulle negtede Præsternes Børn at arve Fædrene, hvis
Eiendom skulde hjemfalde til Kirken. Johan var den Første,
som antog en Geistlig til sin Kantsler eller Statssecretær hvor-
ved alle Rigets Anliggender kom til at gaae gjennem de Geist-
liges Hænder. Mod Estherne foretoges et ulykkeligt Tog. Johan
døde ugift paa Visingsø 1222, og var den sidste Konge af den
sverkerske Æt.

   Erik XI Eriksson, Halte og Læspe, var Erik Xdes Søn og kom
paa Thronen, da han var 6 Aar; men fortrængtes snart for-
medelst sin Ungdom og Legemslyder af sin Svoger Folkungen
Knut Johansson Långe 1229, der gjorde Oprør, og slog Eriks
Jarl, Folke Birgersson ved Olufstrømmen i Østergøthland. Erik
maatte flye til Danmark, hvor han forblev i 5 Aar. Imidlertid
leed Landet under Knuts Mellemregjering, idet Streiftoge fore-
toges, hvorunder ikke engang Kirker eller Klostre forskaanedes.
1234 fik endelig Erik Bugt med Knut, der faldt i Nederlaget ved
Sparsætra nær Skara; men hans Søn Holmgeir fortsatte endnu
i 14 Aar Krigen til han endelig 1248 blev halshuggen. Eriks
Regjering var retfærdig og mild. Han indtog ved sin Svoger og
Jarl Birger af Bjælbo, som fordetmeste styrede Riget, Østerbotten
og Tawastland, og tvang Folket der til at antage Christendommen.
Under hans Regjering steg den romerske Kirkes Vælde til sin
Høide i Sverig. Cardinal Vilhelm af Sabina holdt Kirkemødet i
Skeninge 1248, hvorved de Geistlige bleve paalagte ved Lov at
leve ugifte. Mange Klostere indrettedes, Aflad skjænkedes for
Pilgrimsfarter o. s. v., og flere Love stiftedes til Pavemagtens
Fremme. Erik døde barnløs paa Gottland 1250, og med ham
udslukkedes den erikske Æt.

d.IV,b.2,s.206  
Folkunga-Ætten.
(Fra 1250 -- 1365.)

   Waldemar, Birger Jarl af Bjælbos Søn og Erik XIs Søstersøn,
blev ganske ung, under Faderens Fravær, af Iver Blaa paa
Grøneborg nærved Enkøping, kaaren til Konge og sat under
Faderens Formynderskab samt kronet i Linkøping 1251. Birger
Jarl anlagde og befæstede Stockholm, stiftede nyttige Love,
iblandt andre de saakaldte Fredslove, som vare: Hjemfred, hvor-
ved den dømtes i Landflygtighed, som overfaldt Nogen i eget
Huus; Qvindefred, der forbød at tage sig Hustrue med Vold,
samt Thing- og Kirkefred, som betryggede Farten til og fra disse
Steder og forbøde alle Voldsomheder dersteds. Han afskaffede
Jernbyrd, forvandlede Jarlembedet til to høie Rigsembeder: Rigs-
drostens
og Rigsmarskens, hvoraf det Første skulde have Opsyn
over Lovgivningen, det Sidste over Krigsmagten. Birger førte
Regjeringen med Klogskab, Tapperhed og Lykke; slog de øvrige
Folkunger 1252, udvidede Handelen, men forberedte Ulykker
ved at udskifte Hertugdømmer til sine 3 Sønner, saaledes at
Erik fik Smaaland, Magnus Sødermanland og Bengt Finland.
Han forsvagede ogsaa Kongemagten -- noget, som vel kan være
af Fortjeneste, naar det skeer fra Folkets Side, men ikke fra
Enkeltmands eller Aristokratiets. Riget sank, efterat Waldemar
ved Birgers Død 1266 selv havde antaget Styret. Svag og vel-
lystig kunde han hverken vinde Folkets Kjærlighed eller Agtelse.
En skjult Uenighed havde længe været næret mellem Waldemar
og hans Brødre, isærdeleshed vakt ved Kongens herskelystne
Gemalinde Sofie, en dansk Prindsesse. Tvisten udbrød i fuld
Flamme efter Waldemars Hjemkomst fra en Pilegrimsreise til
Rom. Magnus faldt ind i Sverig med danske og tydske Tropper,
understøttet af Erik Glipping i Danmark. Waldemar gik ham
imøde med en Folkreisning, men tabte mod Brødrene Slaget
ved Hofwa, flygtede til Værmland, men fangedes af Magnus,
med hvem han nu maatte dele Riget saaledes, at han selv be-
holdt kun Gøtharige. Magnus sad nu paa den svenske Throne;
og endelig maatte Waldemar, efter flere mislykkede Forsøg paa
at faae det Hele igjen, 1279 frasige sig Alt og taale et Fængsel
paa Nykøping Slot til sin Død 1302.

   Magnus var en udmærket Regent. For den virksomme Be-
d.IV,b.2,s.207   skyttelse, han gav Lovene, erholdt han Tilnavnet Ladelaas, som
Den, der ved sine kraftige Anordninger satte Laas for Bondens
Lade og beskyttede hans Liv og Eiendom. Han indførte Ridder-
skabet
, den høieste personlige Værdighed, som da fandtes i
Europa, samt den adelige Rusttjeneste, hvorefter de, som indfandt
sig til Krigsfærd med fuld Rustning og til Hest (Rostjeneste),
skulde ansees for Frelsemænd, og deres Jord fritages for Skatter.
Den saaledes opkomne Adel inddeltes i 3 Classer: Riddere,
Svende
og Frelsemænd. Under Magnus fattedes i Stockholm
1282 den saakaldte Helligaandsholms-Beslutning, hvorved Kon-
gen, til sine Indkomsters Forøgelse, erklærede al endnu uopædlet
Mark tilligemed alle Bjergværker for sin Eiendom, hvoraf Alle,
som brugte dem, skulde betale Renter til Kronen. Ligesaa blev
ved denne Beslutning (som dog nu holdes for uægte og under-
stukken) Skatterne forøvrigt fastsatte. Magnus var en stor Elsker
af Pragt, fremtrak Udlændinger ved sit lysende Hof, udvidede
Geistlighedens Friheder, fritog Kirkegodset ganske for Udgivter
til Staten, stadfæstede Brugen af Titelen Svea- og Gøtha-Kon-
nung, og siges at have stiftet Seraphimerordenen. Døde paa
Wisingsø 1290, og den dybt sørgende Almue bar hans Liig til
Stockholm, hvor det begravedes i Ridderholms Kirken.
   Birger, Magnus's Søn, antog Kongetitel 1288. Til Formynder
saavel for Birger som hans Brødre Erik og Waldemar havde
Magnus ansat Rigsmarsken Thorkel Knutsson, som i 13 Aar førte
Regjeringen med stort Berøm. Han bemægtigede sig Carelien,
anlagde Viborg, og overholdt Freden med Norge og Danmark.
Da Thorkel 1303 nedlagde Formynderskabet, og enhver af Konge-
brødrene erholdt sin Andeel af Riget, begyndte Delingssystemets
ulykkelige Følger atter at vise sig. Uenighed opstod snart mel-
lem Kongen og Brødrene, Krig udbrød, og et troløst Forlig ind-
gikkes. Thorkel Knutsson var en mægtig Støtte for Kongen, og
hadedes af Præsteskabet, hvis Særrettigheder han vilde ind-
skrænke. Af begge disse Grunde søgtes hans Undergang. Her-
tugerne foregav, at Han havde anstiftet Uenigheden, og den
svage Konge lod i Stockholm, der hvor Sødermalmtorvet nu
findes, 1306 halshugge Thorkel Knutsson -- dette ædle Offer for
sin Troskab mod Sverig og dets Konge! Men Hevnen rammede
Birger snart for den Utaknemmelighed, han havde begaaet mod
sin trofaste Ven og en af Sverigs ypperste Mænd. Hertugerne
d.IV,b.2,s.208   benyttede Leiligheden, anfaldt Birger forræderiskt paa Haatuna,
og tvang ham til at afstaae største Delen af sit Land.
   Denne lumske Handling, kaldet Haatunalegen, hevnede han
dog nær 11 Aar derefter. Under Skin af Fred og Venskab,
lokkede han sine Brødre 1317 til Nykøping, tog dem tilfange,
og lod dem sulte ihjel, efterat have kastet Fangetaarnets Nøgler
i Vandet. Birger, som for denne Forbrydelse forfulgtes af sit
hele Folk, flyede til Danmark; hans uskyldige Søn Magnus
dømtes, uagtet givet Leide, til Døden af de opbragte Stænder,
og halshuggedes 20 Aar gammel i Stockhom. Underretningen
herom knuste Birgers Hjerte; han døde Aaret derpaa 1321, og
begravedes i Ringsted i Sjelland.

   Magnus, med Tilnavnet Smek, den ihjelhungrede Hertug Eriks
Søn, blev strax paa et Rigsmøde ved Mora-Stene, 3 Aar gl. een-
stemmig udraabt til Sverigs Konge. Sjelden har en svensk Konge
begyndt sin Regjering under bedre Udsigter, hvortil kom, at han
ved Arv efter sin Morfader Kong Hakon 1319 ogsaa blev Norges
Konge. Under hans Mindreaarighed førtes Styret med Kraft og
Viisdom af Rigsdrosten Maths Ketilmundsson. Han formaaede
35 af de fornemste geistlige og verdslige Herrer til at indgaae
den Forpligtelse, trofast at tjene Kongen, bistaae hverandre, lade
sine Stridigheder afgjøres af Raadet, og hindre Udlændinger fra
at komme i Rigets Tjeneste. Derved mindskedes Kongens Magt,
mens Raadets øgedes, ligesom ogsaa nu Rigssager ikke mere af-
gjordes paa Rigsdage af Folket og Stænderne, men paa Herre-
dage
af geistlige og verdslige Raadsherrer.

   Maths indløste Skaane, Halland og Blekingen fra Danmark,
hvilke dog Magnus siden lod falde tilbage til dette Rige, efterat
han ved Maths Død 1333 selv havde tiltraadt Regjeringen. Han
forøgede de høie Rigsembeder med to nye: Kongens Ombuds-
mand,
som forestod Riget under Kongens Fravær i Norge, og
Rigets Cantsler. Trældommen afskaffedes i Vestergøthland og
Smaaland, og Forordninger gaves til den almene Sikkerheds
Haandhævelse. Fahluns Bergslag erholdt sine første Privilegier,
Agerbruget opmuntredes ved toldfri Kornudførsel, og en al-
mindelig Landslov udarbeidedes, som dog bestredes af Geistlig-
heden, da den skulde kundgjøres 1347. Omtrent 26 Aar havde
Magnus's Regjering været ærefuld og lykkelig; men de stigende
Paalæg, hans egen letsindige og udsvævende Levemaade, tillige-
d.IV,b.2,s.209   med at han lod sig styre af sin pragt- og herske-lystne Dron-
ning Blanca af Namur, saaat en uheldig Krig, som Magnus fore-
tog mod Rusland uagtet den hellige Brigittas Forudsigelser, i
Forbindelse med den skrækkelige Digerdød, som da indtraf, --
dette blev Kilderne til Magnus's Undergang. Først blev han
tvungen til at erkjende sin Søn Erik XII for Medregent i Sverig
1350 og Hakon i Norge. Men da Erik var død, efter Formod-
ning tilligemed sin Gemalinde Beatrix forgiven af Blanca, blev
Hakon ogsaa valgt til Magnus's Medregent i Sverig; men da
Denne senere hen, tvertimod Raadets Ønsker, giftede sig med
den danske Kong Waldemar d. 3die Atterdags Datter Margrethe,
indkaldte de misnøiede svenske Herrer Albrecht af Mechlenburg.
En forfærdelig Borgerkrig udbrød nu.
   Magnus og Hakon overrumpledes og sloges. Hakon flygtede
til Norge; men Magnus fangedes paa Gataskogen ved Tillinge,
vestfor Enkjøping 1365, og indsattes i Taarnet "Kjernen" i Stock-
holm, hvor han forvaredes 6 Aar i Lænker, indtil han 1371 ud-
løstes af sin Søn Hakon, hvorpaa han begav sig til Norge, for
3 Aar efter at finde sin Død i Bømmelfjorden. Saaledes ud-
slukkedes Folkunga-Ætten paa den svenske Throne, efterat have
i 115 Aar opfyldt Landet med Krig, Forbrydelser og Mord.

Fremmede og Unions-Konger.
(1365 -- 1523.)

   Albrecht, Søn af Hertug Albrecht af Mechlenburg og Magnus
Smeks Søster, den skjønne Euphemia, valgtes til Konge i Sverig
1363. Hans Styrelse var ulykkelig og urolig. I sit Gemyt var
han god, men letsindig og udsvævende, førte et pragtfuldt Hof,
trak Udlændinge, især Tydske, ind, med Tilsidesættelse af de
Indfødte. For at reise Penge, skyede han intet Middel, og fra-
tog i flere Aar Geistligheden og Kirkerne deres halve Indkomster,
under Navn af Laan, men som han aldrig betalte. Han foretog
en kostbar Reise til Keiseren og flere tydske Fyrster for at søge
Betryggelser for sin Throne, samt to magtløse Forsøg paa at
gjenvinde Skaane, Halland og Bleking fra Danmark. Styrelsen
laae fornemmelig i Raadets, men især i Drosten Bo Johnson
Grips Hænder. Og disse Herrer sørgede meest forat øge egen
Vælde og Rigdom. Bønderne lede meest ved denne usle Re-
d.IV,b.2,s.210   gjering, idet de Magthavende plyndrede dem som de vilde. Med
Bo Johnsons Død 1386 forsvandt al Orden i Riget, og Usikker-
heden blev saa stor, at neppe Nogen vovede, for Overfalds
Skyld, at forlade sit Huus. Kongens egne Plyndringer vendte
sig nu mere mod Adelen, som derfor henvendte sig til den
danske Margrethe, som forestod i Norge og Danmark Regjerin-
gen for sin Søn Oluf. Men Margrethe vilde ei tilstaae nogen
Hjelp, før Svenskerne valgte hende til Dronning. Dette skede
1388 af 8 Riddere, 1 Cantor og 3 Svende. Derpaa faldt en
mægtig dansk Hær ind i Sverig, hvorimod Albrecht satte en
tydsk hværvet Armee, som havde kostet ham Øen Gottlands
Pantsættelse til de tydske Riddere.
   Stolt af sin Magt svoer han at erobre baade Danmark og
Norge fra Kong "Buxeløs," som han kaldte Margrethe, og ei
paasætte sig sin kongelige Hue før han havde giftet sig med
hende; ligesom han og sendte hende et Bryne at hvæsse sine
Naale paa. Albrecht blev alligevel ved et uforsigtigt Angreb
slagen og tilfangetagen af de Danske paa Nøgleengen ved Fal-
kjøping 1389. Da han fremførtes for Margrethe, lod hun, for at
tage Hevn for hans Forhaanelser, ham paasætte en kongelig
Hue med ni Alen langt Slæb, og lægge ham bunden i sin Seng.
Siden sad han 7 Aar fangen paa Lindholms Slot i Skaane, hvor-
efter han slap hjem til Mechlenburg, hvor han havde bedre Lov
af Folk end i det Rige, han saa fortjent havde forspildt.

   Margrethe, Enke efter den norske Kong Hakon Magnussøn og
Datter af Danskekongen Waldemar, var et Fruentimmer af Kraft
og dyb Forstand, men beskyldes medrette for Gjerrighed og
Vellyst, skjøndt hun viste megen ydre Hellighed. Uagtet Landets
almene Armod, paalagdes under alskens Paaskud mange nye
Skatter f. Ex. "Gothlands Løsen" til Indfrielse af denne Ø, som
Albrecht havde pantsat, og som udgjorde 12 Øre af hver Stue;
"Dronningskatten," en Mark Penninge af hver Bonde; "Stake-
skatten," ligesaameget for hvert Ildsted; samt "Buskapsrenten,"
en Afgivt for hvert Creatur, som de forbittrede Bønder kaldte
"Dronning Margrethes Rumpeskat." Da hun mærkede, at Mis-
nøiet tiltog, havde hun den Klogskab at aflyse en ny Skat
"Femtenmarkshjælpen," og at gjøre i en ydmyg Tone Undskyld-
ninger for den Tyngsel, hun havde maattet paalægge Almuen,
skyldende ellers paa Krigen og Fogderne. Da hun saae sig fast
d.IV,b.2,s.211   paa den svenske Throne, besluttede hun at gjøre den arvelig
for sin Familie; sammenkaldte derfor Rigets Raad i Skara, og
foreslog til sin Efterfølger Søsterdattersønnen Hertug Erik af
Pommern. Svenskerne, som i Begyndelsen syntes at ville holde
paa sin frie Valgret, gave endelig efter for den mægtige Hersker-
inde, og Erik kaaredes i Juni 1396, hyldedes samme Aar paa
Morastenerne, og krontes i det følgende med stor Pragt i Cal-
mar. Ved denne Leilighed, da de Fornemste fra alle 3 Riger
vare nærværende, drev den storsindede Dronning igjennem en
Plan, som længe havde lagt hende paa Hjerte, nemlig Foreningen
imellem de 3 Riger under een Regent, der indgikkes 20de Juli,
Margarethadagen 1397. Kongen skulde vælges fælleds: hvert
Rige beholde sine egne Love og Raad; gjensidig bistaae hver-
andre og ikke forstyrre den indbyrdes Fred. Fredløs i det ene
Rige, skulde ogsaa være det i de andre. Tre Aar efter "Cal-
marunionen" aftraadte Margrethe det hele Styre til Kong Erik,
medgivende ham den Regel: "at Sverige skulde føde ham, Norge
klæde ham, Danmark forsvare ham" -- en Regel, som af ham
og Efterfølgere blev altfor nøie fulgt. Margrethe, som under
den med de holsteenske Grever udbrudte Krig allerede havde
erholdt Prøver paa den liden Agt, Erik havde for sin Velgjører-
inde, da han, under Beleiringen af Sønderborg Slot, lod hals-
hugge hendes Yndling den svenske Raad Abraham Brodersson,
begav sig omsider selv til Schlesvig forat mægle Forlig i den
ulykkelige Feide. Efterat have istandbragt en treaarig Stilstand,
døde hun paa et Skib ved Flensborg 1412, sandsynlig af Pesten,
60 Aar gl.
   Erik 13de af Pommern, Søn af Wratislaw 7de af Pommern og
Marie af Mechlenburg, Margrethes Søsterdatter, vedblev at føre
den holstenske Krig uheldigt uagtet sin uhyre Overmagt. I Sve-
rige besatte han alle befæstede Steder med Dansker, der paa
alle Sæt plagede Folket. Da en Mængde af Almuen derfor for-
lod sine Hjemsteder, paalagdes Herredet at udrede det samme
Beløb af Skatterne, som tiltoge overordentlig, og det uden Hen-
syn til dets Folketal. Oprørende Minder om Fogdernes Frem-
færd bibeholdt sig længe mellem Almuen. Da levede i denne
Undertrykkelsens Tid paa Kopparbjerget i Dalarne en ædel
Mand ved Navn Engelbrecht Engelbrechtson. Han bragte for
Kongens egne Øren paa Almuens Vegne Klager over Mis-
d.IV,b.2,s.212   brugene; men da disse mildere Midler forbleve frugtesløse, reiste
Dalkarlene sig under ham, og det øvrige Folk tog dette priis-
værdige Exempel efter. Inden to Aar vare alle Fæstninger ind-
tagne, som vare givne Udlændinge ihaand og alle fremmede
Fogder fordrevne. Den heltemodige og frisindede Engelbrecht,
som var bleven syg under Beleiringen af Arvalla i Vestergøth-
land, lod sig føre til Ørebro; men kaldet herfra til Stockholm,
tog han Veien over Hjelmaren. Tilforn havde han havt en Tvist
med Bengt Stensson Natt och Dag, der var opgjort i Ørebro
saaledes at Sagen skulde henskydes under Rigsraadet, og de
imidlertid være Venner. Men, da Engelbrecht under Sjøreisen
var stegen iland paa en Holme, siden kaldet "Engelbrechtsholmen,"
kom Mons Bengtsøn, Søn af førnævnte Bengt Stensson, didroende,
Engelbrecht gik ham imøde paa en Krykke. Mons Bengtson
spurgte strax spodsk, om han ikke skulde faae være i Fred i
Riget for ham, hvorpaa Engelbrecht svarede, at Fred jo var
sluttet mellem ham og hans Fader. Mons Bengtson overfaldt da
med en Øxe Engelbrecht, som vel i Begyndelsen værgede for
sig med sin Krykke, men snart faldt med kløvet Hoved (27 April
1436). Den forbittrede Almue angreb Nidingens Slot Gøthesholm,
hvor han holdt den myrdede Helts Mage og Barn fangne; men
da den intet kunde udrette mod Borgen, hærjede den med Ild
og Sværd alt i Omegnen, og førte dens Elsklings Liig til Ørebro,
hvor den med Taarer begrov det i Stadskirken.
   Den mægtige Carl Knutsson Bonde traadte efter Engelbrechts
Død op mod Erik, som ved fortsatte Troløsheder havde atter
opirret Folket mod sig, saa det ganske tabte Taalmodigheden,
og omsider afsatte ham 1439. Erik bemøjede sig ikke med at
gjenvinde sine Stater; han levede 10 Aar paa Gothland meest
af Sjørøverie; og døde omsider hos sine Slægtninger i Pommern
1459, 79 Aar gl.

   Christopher, Søn af Hertug Johan i Bayern og Kong Eriks
Søster Catharina, indkaldtes af Danskerne allerede 1438, valgtes
af Svenskerne og krontes 1441. Han var vel af et bedre Gemyt
end Erik, men fulgte samme svigfulde Unionspolitik. Vel ret-
tede han sig efter Raadets Forestillinger, og lod afskedige de
Udlændinger, som indehavde Befæstninger i Landet; men han aag-
rede med disse Forleninger, som han ofte solgte til 5 -- 6 paa-
engang. Kong Eriks Hærjninger paa den svenske Kyst søgte
d.IV,b.2,s.213   han ikke at standse, men afviiste de Klagende med Skjemtet
"at hans Morbroder vel ogsaa behøvede noget at leve af."
Denne Konges Regjering er mærkværdig deraf, at den under
Magnus Smek foreslaaede Landslov, 1442, efter et Sekels For-
løb, antoges, og blev almeent gjældende under Navn af "Chri-
stoffers Lagbok" eller "Medellagen" lige til 1734, da nugjeldende
Lovbog udkom. Under næsten hele hans Regjering herskede
saadan Misvext i Landet, at Almuen, som maatte spise Barke-
brød, gav ham Navn af "Barkekongen." Sysselsat med Rust-
ninger mod Lybek, hvis Handelsaag i Norden han vilde ind-
skrænke, døde han 1448 paa Reisen til en i Jønkjøping tillyst
Rigsdag.
   Carl 8de Knutsøn, af Familien Bonde, valgtes kortefter af
Stænderne til svensk Konge, uanseet at de i Jønkjøping for-
samlede Herrer havde kaaret Brødrene Nils og Bengt Jonssen
Oxenstjerna til Rigsforstandere. Han havde allerede under Engel-
brechts Tid delt Magten med ham, og siden været Rigets Marsk
og Forstander; men hans store Magt, den Beskyttelse, han ydede
Engelbrechts Morder, og de voldsomme Forholdsregler, han tog,
opirrede Herrerne imod ham, saa de forente sig med Danskerne
i deres Kongevalg, og hyldede Christoffer, hvorimod Carl erholdt
hele Finland og Øland i Forlening. Nu imodtog han Sveriges
Krone for mere Alvor, og det følgende Aar ogsaa Norges.

   Men de Mægtige i Landet, fra hvem han havde taget tilbage
deres Forleninger, og den høiere Geistligheds Misnøje over at
han lod lægge under Kronen det til Geistlige forlente Gods,
hvilte ikke længe. Erkebispen Jens Bengtson Oxenstjerna for-
trød, at hans Fader var bleven Styret berøvet; Stemplinger ud-
brøde, som nødte Carl til at samtykke i Calmarunionens For-
nyelse og Norges Aftrædelse. Man anklagede Kongen for
uretfærdig Skatteinddrivning, at han indkjøbte adelige Godser
og førte et overdrevent pragtfuldt Hofhold. Carl havde at stride
med inden- og udenlandske Fiender. Saalænge hans Frænde,
den heltemodige Thord Bonde levte, kunde dog Carls Throne
ikke rystes, men da denne var under Søvnen bleven myrdet af
sin fortroligste Ven, Dansken Jens Bosøn, var Carls Lykke forbi,
og han nødtes efter et Nederlag ved Strengnæs mod Høvdingen
for det vældigere Parti, Erkebispen Jens Bengtson, at ende en
d.IV,b.2,s.214   urolig 9aarig Regjering ved at flygte med sine Skatter til Dan-
zig 1457.
   Christian 1ste, Søn af Grev Didrik af Oldenburg, forud efter
Christoffer alt Konge i Danmark, valgtes nu til Sveriges Konge
og krontes i Upsala 1457, samt erholdt i en Sammenkomst i
Skara af alle 3 Rigers Raad, det følgende Aar, Forsikkring om
Tronfølgen for sin Søn. I Begyndelsen tilvandt han sig det
svenske Folks Yndest; men han var for svag til at styre Riget
i saa stormfulde Tider under det mægtige Adelskabs og Præste-
skabs idelige Forsøg paa at skrabe til sig. Snart begyndte han
ogsaa i høiere Grad end Forgjængerne, at udpine Skatter paa
alle Maader. Selv Pavens Sendebud og Klostrene undgik ikke
Udsugelserne, hvormed han tilsidst løste Holsteen til sig. Urolig-
heder opstode, og forat knuse Præsternes Magt, lod Kongen
fængsle og bortføre til Danmark Erkebisp Bengtson. Da udbrød
et Oprør, Kongen indkom med en Hær; men blev af Almuen
under Sten Sture slagen i en tyk Skog ved Harakers Kirke i
Vestmanland, og tvungen til at flygte til Danmark 1474, hvor
han regjerede til sin Død 1481.

   Carl 8de blev, efter en 7aarig Landflygtighed, tilbagekaldt, og
imodtog Kronen; men Kong Christian forligte sig med Erke-
bispen, som undslap af sit Fængsel, og afstedkom en Borgerkrig
ved Hjemkomsten til Sverige. De forbundne Biskopper togede
mod Stockholm. Carl gjorde et Udfald, og leverede et blodigt
Slag paa Isen udenfor Ridderholmen, hvori han omsider maatte
vige for Overmagten. Efter 6 Maaneder maatte han atter fra-
sige sig Kronen mod det uopfyldte Løfte om store Forlehninger
i Finland. Carl, den rigeste Mand i Norden, var nu saa fattig,
at han ei kunde betale en Gjeld af 50 Mark til Stockholms Ma-
gistrat. Derpaa, styrede Erkebispen under den selvtagne Titel
af Sveriges Fyrste, hjulpen af Bisp Ketill af Wasa under Navn
af Rigsforstander. Men efter en almindelig Tvedragt og nye
Partier, blandt hvilke i Spidsen for Erkebiskoppens især Wasaer
og Oxenstjerner stode, og som Modstandere Sturer og Totter,
bleve, efter mange dels vundne dels tabte Træfninger, de Sidste
seirende, og Erkebispen maatte, uagtet den Hjælp, han erholdt
fra Danmark, flye til Øland, hvor han døde 1467. Kort før havde
Kong Carl, efter et Fravær af 2 1/2 Aar, paa Indkaldelse holdt sit
Indtog i Stockholm. Underhandlingerne imellem Carl og Chri-
d.IV,b.2,s.215   stian førte til Intet. Krigen udbrød paany. Erik Carlson Wasa,
Broder til Ketil, holdt Christians Parti, og tilføiede Carl mange
Nederlag, indtil Sturerne endelig fik ham fordreven til Danmark.
De sloge ogsaa Christian ved Tiiveden Skog. Saaret maatte
han flye til Danmark og lade Carl idetmindste Ro til at døe
som Konge 1470, efter at have udnævnt sin Frænde Sten Sture
til sin Efterfølger med det Raad aldrig at eftertragte Kronen.
   Sten Sture den Ældre udkaaredes paa Herredagen i Arboga
1471 til Rigsforstander. Paa Brunkeberg ved Stockholm slog
han Christian for sidste Gang tilbage til Danmark. I 26 Aar førte
han Styret uafbrudt med Klogskab og Mod. Endeel af Adelen
var hans Venner, endeel holdt hans Anseelse i Tøilen. Men
især var Almuen hans Støtte, idet han nemlig, ved at lade den
deeltage i Rigsmøderne, tildeels gjenoprettede dens gamle Ret-
tigheder at høres i Rigsanliggender. Denne nye Stamfader for
den svenske Frihed kunde ogsaa rose sig af at have ligesaa-
mange Krigsmænd som der fandtes Bønder i Riget; thi da han
engang opbød een Mand af hvert Hemman, kom i dets Sted
een Mand fra hvert Huus. Handelen befordredes, nye Veie an-
lagdes, Bjergværker optoges og forbedredes, Forbud mod Yppighed
udgaves, den offentlige Sikkerhed sørgedes for, og Svenskerne
opmuntredes selv at tilvirke, hvad de behøvede. Sture var ogsaa
en stor Befordrer af Videnskaberne. Upsala Universitet stiftedes
1477, og Bogtrykkeriekunsten indførtes 1483. Christian forsøgte
da forgjæves paa 5 Møder at bevæge Svenskerne til at under-
kaste sig. Ligesaa hans Søn Johan eller Hans, som tiltraadte
Regjeringen 1481. Dog havde han et stort Parti mellem Adelen,
som ikke leed Stures Godhed for Folket; og omsider vakte
danske Stemplinger og svensk Avind et Misnøie, som beredte
Sten Stures Fald. Hertil kom, at Russerne, som det antages,
paa dansk Anstiftelse, hærjede Finland. Wiborg beleiredes; men
den tappre Knut Posse fordrev Fienden ved at sprænge sit
Krudttaarn i Luften med flere 1000 Fiender -- en Bedrivt, som
kaldes "den viborgske Smæld." Finlands Hærjelse paadrog Sture
Beskyldning for Efterladenhed; Uroligheder udbrød, og selv
Swante Sture forente sig med hans Modstandere. En dansk
Hær drog ind, slog Sture ved Stockholm, og tvang ham til at
aftræde Regjeringen til

   Kong Johan 2den. Holdt sine Løfter slet. Sten og Swante
d.IV,b.2,s.216   Sture mistede sine Forleninger. Hans Fogder bar sig ad som i
Engelbrechts Tid. Russerne fortsatte sine Hærjinger i Finland.
Gothland blev ikke, som belovet, gjengivet Sverige. Efter Kon-
gens ulykkelige Tog til Ditmarsken, udbrød et Oprør, hvorfor
Sten og Swante Sture stode i Spidsen, og paa en Herredag i
Vadstena, Juli 1501, opsagdes Kong Johan Huldskab og Troskab,
og til Rigsforstander valgtes paany
   Sten Sture den Ældre. Kun kort fik han gavnet sit Fædre-
land; thi alt i Decbr. 1503 døde han i Jønkjøping, ledsagende
den frigivne danske Dronning til Grændsen. Hemming Gadd
dulgte hans Død, foregivende, at han holdt sig inde for sin sæd-
vanlige Øjensvagheds Skyld, indtil en Herredag kunde samles i
Stockholm, hvilken valgte til Rigsforstander

   Swante Sture, af Familien Natt och Dag, Nils Stures Søn, en
tapper og godlidende Mand. Det var alment Sagn, at den, som
optoges blandt hans Hofmænd, maatte ikke blinke med Øinene
for et Slag af Øxhammeren, og han heller tog Klæderne af sig
end lod en Krigskammerat ubelønnet. Næsten hele hans Re-
gjerig var en Kjæde af Krige. Folket tilskrev Tiderne sine
Ulykker, men mindes, hvorlunde Rigsforstanderen, ved sin Ind-
trædelse i Bondens Huus, hilste Huusbond, Huustroe og Børn
med Haandslag, spiste ved samme Bord og underrettede sig
i muntre Samtaler om deres Anliggender. I 8 Aar førtes en
Krig fuld af Hærjinger mod Danmark og Norge, men det lyk-
kedes Swante at holde de fremmede Undertrykkere tilbage,
hvori den tapre Bisp Hemming Gadd, der kan antages at have
styret Riget sammen med Sture, bistod ham. Russerne fik Sture
ved en 60aarig Fred til at afstaae fra de idelige Hærjinger i
Finland. Med Hansestæderne indgikkes Forbund mod Danmark.
Indvortes førtes dog Regjeringen med Lykke og Kraft. Swante
Sture, som havde, paa Efterretningen om at Hansestæderne
havde sluttet Fred med Danmark, trukket sig tilbage fra et Ind-
fald i Norge til Vesteraas, hvor han desuden skulde overlægge
med Bjergalmuen om de nysopdagede Sølvgrubers Drivt ved
Sala, døde under selve Mødet 1512. Gadd og Almuen dulgte
hans Død indtil hans Søn Sten havde faaet Stockholms og Vester-
aas Slotte i sin Magt.

   Sten Sture den Yngre, den ædleste af Sturerne, ejede sin Fa-
ders store Egenskaber, og forhvervede sig det Vidnesbyrd, "at
d.IV,b.2,s.217   Sveriges Almue undte ham vel; hverken Ung eller Gammel
gjorde han Uskjel." Da han, efter adskillige vanskelige Møder
og Stridigheder, var bleven Rigsforstander, reiste han selv om
og skiftede Ret. Godhjertigheden drev han stundom saavidt, at
hans hemmelige Fiender deraf benyttede sig. Disse og danske
Rænker bleve virksommere, da Christian 2den var bleven Konge
1513. Aabent optraadte den herskesyge Erkebisp Gustaf Trolle
imod Sture, endskjøndt han havde denne at takke for sin Vær-
dighed. Efter Stændernes Beslutning skulde Trolle bringes med
Magt til Rolighed. Hans Slot Stæket blev ødelagt, og kun med
Møje frelste Sture hans Liv for Almuens Raserie. Christian,
som ilede Trolle tilhjælp 1517, blev drevet tilbage baade det og
det følgende Aar. Alene Stures Ædelmod frelste hans Hær fra
at omkomme af Hunger og Nød, da Flaaden holdtes indstængt i
Stockholms Skjærgaard formedelst Modvind. Paa Trolles og
Christians Anstiftelse belagde Paven Sverige med Band d. e. al
Gudstjeneste blev forbudt, Landet erklæredes for en forbandet
Jord og et Bytte for hvem, der vilde erobre det. Christian kom
trediegang tilbage, og Sture blev paa Aasunda-Sjøen nær Boge-
sund (Ulricahamn) truffen af en fiendtlig Kanonkugle, som prel-
lede tilbage fra Isen, og slemt saaret i Laaret. Forat redde ham,
droge Svenskerne sig tilbage; og da Sture føjede Anstalt til at
standse Fienden paa Tiweden, forsvarede Almuen saa godt
Overgangen til denne Skog ved Ramundaboda, at det franske
Hjælpecorps, som befandt sig i den danske Armee, strøg med.
Kun Erik Abrahamson Bjønhufuds Forræderie gav Fienden Sei-
ren siden; og Døden befriede 1520 Sture fra Synet af det ulyk-
kelige Fædreland.
   Christian 2den, i Sverige kaldet den Umilde eller Tyran, som
allerede i Norge havde ført et Blodregimente, fordrede nu efter
sin Fader Kong Johan 2den den svenske Throne, hvortil han
engang var valgt. Af Natur kraftig og djærv, skyede han ingen
Midler for at naae sine Hensigter. Vidne til al den Uleilighed,
den myndige Adel og den katholske Geistlighed havde voldt
hans Forgjænger, vilde han nu knuse dem, men benyttede sig
dertil af Snigraad og Mord. Da han endelig havde faaet Hem-
ming Gadd til Talsmand, lykkedes det ham at faae den helte-
modige Christina Gyldenstjerna, Stures Enke og Moder til fire
spæde Børn, til, efter 7 Maaneders Beleiring, at overgive Stock-
FORRIGE
NESTE