HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 2. BIND: 1834 - 1837


d.IV,b.2,s.172  
OM NORSK SPROGREFORMATION

   E
rindres ret, saa var det vor Bjerregaards "Fjeldeventyr",
som først gjorde Danskerne opmærksomme paa Udviklingen af
et norsk, mere i Ord og Ordrigdom
end i Ordbøininger fra det
forhen fælledsbrugte forskjelligt, Skriftsprog.
Kjøbenhavnerne yt-
trede sig med sletkunstlet Spot: "nu forstaae vi ikke de norske
Forfattere mere." Politisk Selvstændighed afføder altid en viden-
skabelig
-- denne Sandhed have Nordmændene langtfra, som
Dansker og Danomaner dog ideligen ville foresynge os, uden
Sejer og Hæder fægtet for og bekræftet. Midtunder uden- og
indenlandske forgjæves Anstrængelser for at Norge dog idet-
mindste, som literær Provinds skulde vedblive under det danske
Aag, fremblomstrede en Literatur med alle den friske Ungdoms
Kjendemærker. Men imellem disse var det fremragende, at hiin
Berigelse tiltagende fortsattes, at Skriftsproget syntes mere og
mere at udgrene sig saaledes at den frodigere Green bøjede sig
over Norge, medens den anden spredte sin Armod og sine
tydske Podeqviste over Danevangens vidtberømte Bøge. Et kraft-
fuldt og rigt Talesprog gjorde sin Indfødsret gjældende, og forenede
sig med det gamle Skriftsprog forat føde et nyt, der mere og mere
vil nærme sig til at vorde et selvstændigt Mellemsprog
mellem de
tvende andre gothiske Folkeslags. Men medens Fædrenelandets
og dets Videnskabeligheds sproglærdere Venner med Udholden-
hed og Held kjæmpede for det norske Sprogs Arnefred, saa
var det dog kun ligesom instinctviis at Almumaalets Skatte be-
nyttedes. Det er med en Trangs Ubetvingelighed, at Ord, der
høre hjemme i Landets Natur, ordne sig i Spalterne og i Qva-
dene forat tiltale norske Øren og norske Hjerter, medens de
kun skurre i fordomsfulde danske og fordanskede. Disse op-
byde da alle Kræfter igjen herimod, og medens Nogle, naar de
høre et norsk Ord af Almumaalet, med en Slags behagelig Ve-
mod lytte til det som overraskede i fremmed Land af en fjern
Luurs hjemlige Tone: saa raabe disse Fiender: Bukkebræg! raat,
norsk Bukkebræg! Fenrishyl! Imidlertid fremgaaer denne Strøm
roligen og stedse voxende af de norske Dale forat vande det
gamle, udmagrede Skriftsprog. Opmærksomme Øine vide, at de
d.IV,b.2,s.173   skulle see den fædrelandske Natur klart at speile sig i denne
Strøm, naar den ikke længere er grumset efter Kampen; men
dyb og stor og rolig, efterat have optaget alle de raske Kilder
med glittrende Guldkorn i, indringer den norske Literatur som
en lyksalig Øe, vandende til frodig Blomstren dens Laurer, lige-
som Sveasprogets Sølvstrømme hine rige, der bestraale de øst-
lige Gother.
   Mod denne Retning, som fremdrives af Kræfter, der ere rolige
og stærke, netop fordi de ere sig et af den aandelige Verdens
Naturlove
foresat Maal bevidste, er det at Danomaniet ophidser
sine. Hiin storraadige Idræt, der udføres i en Samvirken, om-
endskjøndt de ligesindede Aander desværre ikke i noget egent-
ligt Samlag forene sine Kræfter, er for det kun et letsindigt og
frækt Oprør mod Smagen og vore aandige Formyndere i Dan-
mark. Det er forat give de Nordens vilde Kræfter, som efter
et forfængeligt Udtryk skulle "formes i rene Gestalter," et Be-
greb om denne formende Magts Reenhed og Styrke, at slige
sønderknusende Kraftudtryk forskrækker de saakaldte Sprog-
reformatorer, som følgende:

   "Dhrr. Sprogflikkere eller Sprogfordærvere, som af en falsk
patriotisk Stræben, med den groveste Uvidenhed og den latter-
ligste Inconseqvense, fortvivlet stræbende uden fast Maal og
sikker Plan, skjændigen forhutle og sammenjaske vore Dialecter
i vild Uorden."

   I denne fiinblankede Mosaik af skjældende Forbandelser, der
snarere synes at høre hjemme i et Nastrondsaflukke for rasende
og fordømte Gramatikere, forlanger man ikke destomindre, at
man skal see Maalvidet at speile sig klarligen.

   Bibelsproget om Øjebjelken falder Nedskriveren ind; men dets
Anvendelse vil dog blive mislig; thi der findes ingen Skjever
eller Splinter i de Øine, som kjærligen lede og sumle efter de
arme Ord, som skulle være Fremmede i eget Fødeland. Ligesaa
er det samme Sprogdommere, der erklære de over Størsteparten
af Norge udbredte Ord "Kampp (Fjeldkampp), Skolt, Kulp, Skrasl,
Bart" for kun "bekjendte og brugelige af Almuen i en eller anden
enkelt Egn;" og "Grop" for ikke norsk fordi det ogsaa findes i
Svensken; samt som banlyse de ligeindtil at være lydbetegnende
udtryksfulde, alnorske Ord "smyge, siige, skvette, Gulp" som
Udtryk "af et saare ubehageligt Indtryk, fordi de ere blevne
d.IV,b.2,s.174   almindelige for de lavere Klasser, men sjelden blandt de bedre."
Der gives altsaa et Sprogaristokratie og Sprogaristokrater.
   Men skal denne taabelige Fornemhed tages tilfølge -- skjøndt
ikke i Alt, thi da maatte ikke Guldstykket tages op, om det laae
i Landeveiens Støv -- , da kunne vi opgive Haabet om at vort
Almumaal skal komme det gjængse, os af Dansker lærte, fattige
Skriftsprog tilhjælp med sin Rigdom. For vore Danskrasendes
snevre Tankegang kan dette Sprog, der forlængst har opdisket
al sin Armod vel være nok, og dets trange Skranker vide nok
til at tøire usle og spage Pegaser i, medens De have mindste
Nød, der, som Modstanderne af det norske Skrivtsprogs Be-
rigelse ved Folkemaalet, ikke tage i Betænkning at indtage Løst
og Fast fra alle levende og døde Sprog; men for norske For-
fattere af nogen Særegenhed
og især for Digterne er det paa
engang en Nødvendighed og hans Hang til Frihed, som driver
ham til at nærme sig det Sprog, som Folket taler.
Hans Skjøn-
sands siger ham hvorledes denne Nærmelse kan og bør skee.
Og alene herved er det, at han eller den Maade, han isaahen-
seende gaaer frem paa, kan komme under Enkeltmands Dom;
thi han kan deri siges at have betraadt Smagens Rige, hvorhen
Formerne høre. Derimod maa den Grundsætning, det Princip,
som fremskaber disse Handlinger, være uantasteligt, saasom den
almene Fornuft maa billige hvad der er grundet i den selv, og
til disse oprindelige Træk i Aanden hører ogsaa Hanget til at
vælge de Udtryk, som beqvemmest og friest gjengive og meddele
Tankerne.
Saaledes skeer det da med den almene Fornufts
Sanction,
at Tanken, naar den ligesom standser under et Aands-
virke, fordi den finder det Udtryk, det gjængse Skriftsprog til-
byder den, for snevert eller for rummeligt, forskyder dette og
efter Valg ifører sig det Ord i Folkets Talesprog, som baade
udtrykker den bestemtest -- og dog maaskee ikke saa bestemt,
som den vilde -- og er temmelig almindelig bekjendt, og lader
Tanken med største Beqvemhed bevæge sig. Finder den intet
beqvemt Udtryk, da sammensætter den eller vel endog skaber
-- vel af et givet Emne, men af egen Magt, som om den var
en af den højeste Fornufts fuldmyndige Eloaher. Hine anbe-
falende Egenskaber
besidde nu netop de Ord af vort Almusprog,
som paaankes.
Det er derfor rimeligt og synbart, at hine vore
Modstandere mangle den Interesse for og Indsigt i Almusproget,
d.IV,b.2,s.175   der ikke lader sig lære under Boghylden, som ogsaa det Øre
for den særegne Udtryksfuldhed,
den ejendommelige Malm i de
Ord, der gjorde, at netop disse valgtes fremfor andre, ja stundom
maaskee fremfor Ord af Skriftsproget, der paa det nærmeste
kunde være enstydige med dem. Manglen af dette Øre be-
breides ikke, da den er naturlig; men den erstattes neppe ved
en ubeskeden Raskhed i at fordømme. Denne mægter ikke en-
gang altid at tilhylle Uvidenheden.
   Lader der sig, som næstoven berørt intet sige til Forklarelse
af det Princip, der i Aanden selv ligger til Grund for dens Fri-
hed til at omplante Ord af Talesproget i Skriftsproget,
saaat det
ikke engang har nødig den Bestyrkelse, som Misforholdet imel-
lem disse, der er hiint til Fordeel, hos Os kunde give det: saa
lader der sig heller ikke fra Fornuftens Side sige noget imod
dets Tilfølgetagen som Middel til at berige Skriftsproget og for-
ædle Talesproget.
Ikke disse almeennyttige og af sig selv ind-
lysende nødvendige Følger,
der endogsaa kunne tænkes som en
uafhængig Bevæggrund,
kunne med Grund vorde Gjenstand for
noget dadlende Omdømme, saasom de ere af reenmoralsk Værd.
Kun Midlerne, hvormed altid forat feile udsatte Mennesker ville
opnaae dette, ere hjemfaldne til Dommen. Dette er imidlertid
ikke gyldigt for Modstanderne. Disse Følger have for dem intet
Værd. De vil have vort Skriftsprog stillestaaende. De ønske
Norge tillykke med denne Gave af Danmark. Muligheden af
saadanne Følger, Tilværet af denne Hensigt er dem ikke ind-
lysende; ja vi have jo hørt hvilke Bevæggrunde disse Klarøjne
have opdaget hos dem, der optage af Talesproget. I deres Dom
hedder det at Sproget fordærves herved, istedetfor at Fornuften,
der ikke kan kalde Berigelse Fordærvelse, kun vilde sige om et
og andet Ord, Ordsætning og Ordbøjning: dette duer ikke, thi
det gavner ikke Hensigten. Og her har man kun Prøven og
Forsvar at sætte imod det fiendtlige Omdømme. Dette skal
foretages, idet man lader uendset, at selve Optageren af norske
Almuord faaer dele de Angreb, han skulde rette imod Ordene.
Herom have vi seet Vidnesbyrd, og næsten alle de Ord, der
særskilt paaankes, ville findes i Henrik Wergelands Skrifter.

   Vilde man gaae Ord for Ord af disse paaankede igjennem,
da skulde en sund og retfærdig Dømmekraft, udrustet med et
godt norskt Øre,
baade finde at de ere ægte norske i Fødsel,
d.IV,b.2,s.176   Klang og Betydning, og at de som oftest ere korte, bestemte, ud-
tryksfulde, af god Malm og Byrd, maleriske,
ja ofte uundværlige
der de staae.
At de optages efter et vist Valg skal man ogsaa
bemærke, og at dette foretages efter bedste Skjøn bør man troe
endog da naar det skulde være mindre heldigt. Klart maa det
ogsaa være, at de optagne Ord ikke kunne indtvinges eller strax
stemples til alment Brug,
men at disse den norske Tunges odels-
baarne Afætlinger af gammelnorske Ahner kun fremtræde med
Enkeltmands Anbefaling ansøgende om Borgerret i det nye Norge.
Det staaer vel Hvermand frit for at tale imod eller for dem;
men det er kun den Uvittige, der ikke kan see et nyt Ord hos
en Forfatter uden at tillægge ham Nyhedssyge med fleere Lyder,
og Den, der ligemeget mangler retfærdig Vilje som Evner til at
dømme i slige Sager, der ingen Stemme har for Skranker, hvor
kun Folkets bedre Forfattere med Alfolket til Bisiddere skulle
dømme.
Eller skulle Ord, der paa det bestemteste, ja ligesom
baade med Pensel og Tonestrøg,
udtrykke Begreberne -- f. Ex.
"smyge, siige," hvilke begge ikke kunne erstattes -- skulle disse
forkastes med Foragt, fordi de have trukket sig tilbage fra vore
forjydskede Stæder til de hjemligere Bygder? De vende med fuld
og usvækket Indfødsret tilbage
; Osloe og Nidaros ere dem ogsaa
tilodlede. De skulle komme som gamle længe fraværende Ven-
ner, der strax finde og indtage den Plads, de før havde. De
fremmede Ord, som indtoge den, skulle vorde som Støvet, der
bortfyger af det Sæde, der opbevaredes til Vennen, og hvori
han nu med Velbehag sætter sig. Der kræves kun et fiint, føl-
somt, men norsk Øre og et norsk Sind bag dette forat hilse
med Velvilje disse Toner, der skulle løfte de norske Aander til
friere Flugt og af dem igjen gjøres kjære og kjendte i Fædrene-
landet.
   At fremkalde til Mønstring alle de norske Ord, som forekomme
Modpartiet utaalelige vil nærværende Forfatter saameget mindre,
som han vil benytte denne Leilighed til at gaae et Skridt videre
ved at foreslaae en Række af slige Udtryk, som forekomme
ham mere end taalelige og almeen Opmærksomhed værdige.
Imidlertid -- lader os prøve noget. Der er "smyge." Hvor ud-
tryksfuldt! Hvem seer ikke den krumryggede Smigrer deri?
Hofkrybet? Sleiken og hans Krumveie og Snigstier? Falskheden,
Nedværdigelsen, Nederdrægtigheden? Der er "siige, siige ned."
d.IV,b.2,s.177   Hvilken langsom Synken? "Nedglide, nedsynke" er ikke bedre,
ja ikke ganske det Samme; thi "siige" betegner en større Lang-
somhed end begge disse. Der er "tyne". Det er hverken "dræbe,"
"myrde" eller "slaae;" men at mishandle med den Hevns Glæde
og Iver, som tilfredsstiller sig saaledes. Der er "Grop" d. e. en1
naturlig Grav, hverken Grav eller Grøft. Der er "Sjuh!" (stærkt-
aandet "h"), som udtrykker langt bestemtere Overraskelse, Lyt-
ten og Befaling at tie og lytte, med det intetsigende "Pst" og
det vel veke "Tys!". Saaledes kunne vi fremtage hvilketsomhelst
af de anklagede norske Ord, og man skal indrømme at de for-
svare sine Pladser, saafremt det er en Dyd ved Ord, af de følge
Tanken i dens fineste Bøininger, ja ofte angive den i Lyden
.
Mindre lader sig anføre til Forsvar for selvsammensatte Ord,
som en Modpart saa ordentligen og troe udtager af Henr. Wer-
gelands Skrifter, at af disse i een Linie ere kun de tre belemrede
med Trykfeil, men hvilke dog ophæve det Ordene skulde ud-
trykke nemlig baade noget Lydbetegnende og det Lunets kaade
Øjeblik, der lod dem skabes. Deres hele Undskyldning er at
de ere Lunefostre, og som saadanne kunne de aldrig behage
Alle, mindst naar de som i Vidar, sættes aldeles løsrevne fra
en Sammenhæng, en Tanke- Billed- og Riimfylde der netop
skabte dem.
   Dog -- det vilde føre langt hen, om man skulde besvare
ethvert "Hvorfor saa og ikke anderledes?" som maatte kunne
gjøres en Digter. Der er heller intet modbydeligere end en saa-
dan Søndren af hvad Aanden engang har fastprentet (stereo-
typeret) eller et Lune, som ikke altid tilfulde lader sig forklare,
fastaandet paa Papiret. Hensigten at lydbetegne har Deel i
deres Tilvær; men da denne Egenskab ofte i fortrinlig Grad
findes ved de Ord, som optages i Skriftsproget fra Almeentalen,
og ofte bevirker, som en anbefalende Grund, deres Valg:
saa
herom nogle Ord: Det Lydbetegnende (det Onomatopoietiske) ved
et Ord er af Værd, men især for Digteren. Det kan gaae mange
Andres, men ikke hans Øre forbi. Det lydbetegnende Ord er i
sig selv poetisk: enkelt
som det staaer der har det allerede be-
gyndt at gjengive det Begreb, som lever i det
som dets Sjel; men
det gjengiver dette kun omtrent som Fuglen sin Livsfølelse gjen-
d.IV,b.2,s.178   nem evige Gjentagelser af sine Triller. Paa Grund af denne
Livlighed søges lydbetegnende Ord med Forkjærlighed af Dig-
terne, der gjerne sælge en skjøn Omskrivning for det Guld, som
ligger i et udtryksfuldt Ord. Saaledes giver Bygmesteren gjerne
to tilhugne Stene for en naturlig af samme Snit og Størrelse,
baade fordi den er en Sjeldenhed og fordi den meere vil styrke
den Bygning, han har under Hænder. Og i samme Forhold
kunne vi Normænd med Vinding for vort Veltalenhedstempel
betale to Ord, der mangle den lydbetegnende Gehalt for et, der
har den, klang dette end kun i Almuens d. e. Almeenmands
Mund. Sproget i det Hele vilde vinde derved, thi netop efter
Mængden af Udtryksfulde Ord maales dets Livlighed og Kraft.
Denne Retning i Optagelsen af Almuord,
nemlig fortrinligviis
Valget af onomatopojetica er ogsaa synlig, især hos Wergeland.
Disse Ord ere ogsaa Kjernen og Margen i ethvert Sprog; men
dette maa ogsaa have en overveiende Mængde af Ord, der have
mere med den abstracte Fornuft end med Skjønsandser og Ind-
bildningskraften at bestille: -- Stammen maa ikke alene staae
der senet og knudret, men formet af talløse Grene, Qviste,
Blommer og2 Blade til et herligt, Nationer bedækkende Træ3.
Sprogene begyndte kun med Forsøg paa ved Lyden mere at
skildre end blot at benævne Gjenstandene; men derfor tillader
Sprogenes Udvikling ikke Mennesket at lukke sit Øre for disse
Grundtoner,
der netop udtrykke klarest hvad der er alle Tiders
Mennesker nærmest, og som derfor fremkaldte dem først, nemlig
Naturgjenstanden, Sindsbevægelserne og Drifterne. Have Be-
nævnelser heraf end ligesaaliden udvortes Lighed med hinanden
i aldeles forskjellige Sprog4, saa skal dog ofte en indvortes Liig-
hed, den samme Stræben efter Lydbetegnelse være umiskjendelig.
Tages Hensyn til et Folks og Lands særegne Beskaffenhed, saa
skal det vel tykkes os, somom deslige Ord ikke vilde kunne
lyde anderledes der, men tillige somom samme Satser vare flere
Folkeslag til Bearbeidelse dicterede ud af eet Sprog. Vi gjen-
d.IV,b.2,s.179   kjende saaledes fælleds Satser i vore egne og andres Variationer.
Abiriel tiltaler Adam forudsigende i Messias:


           "Din Tunge Hjertet er, som ejer kun
           eet Sprog paa hele Jorderund.
           Men Dialecterne i hvert et Bryst
           forskjelligt Echo give fra din Røst.
           De sukke eens ei, naar du raaber: Ve!
           og skralde eens ei, naar du raaber: le!"

   Onomatopoiesis er da dybtgrundet i Sprogene og paa engang
deres Overeenstemmende og Skilnende indbyrdes. Det er der-
for at de lydbetegnende Ord vende først tilbage hos os for at
fortrænge uduelige og fremmede eller stille sig andre ved Siden.

Formedelst deres Udtryksfuldhed ville Danskerne let forstaae
dem, og Svenskerne have fra Arildsold de fleste af dem, der
kunne gjøre Krav paa Optagelse, saaat dette netop fremmer et
Mellemsprogs Fuldførelse, der liden Forargelse kan vække, men
bevirke Herligheden af at de tre nordgothiske (ikke som en
Modpart til "nordisk-germaniske") Folkeslag dannede eet viden-
skabeligt Publikum, der med Lethed benyttede Udbyttet af tre
selvstændige Literaturer.

   Nytten heraf kan ikke omtvivles. Men kan ikke Muligheden?
Nei, mistvivle vi end om hvad forenede Aandekræfter kunne
udrette, lade vi end Danomanerne rase: det Ryggestød vi have
i det svenske Sprog, dets Literaturs Indvirken paa os, Oldsprogets
Gjenoplivnen, Almusproget, flere mere Dannedes Bekjendtskab
dertil, de danske Familiers Hendøen og deres Ætlingers For-
norskelse, flere og dygtige sandt norske Forfatteres Fremtræden,
en mulig istandbragt Forbindelse imellem de bedste iblandt dem
til Sprogets Uddannelse, Foreningen af fædrelandsksindede lærde
Mænd for Selvbearbeidelsen af egne Oldskrifter, Fædrenelandets
Opblomstren, dets politiske Selvstændigheds Fastnen
-- alt Dette
dynge vi sammen, og Seirhaabet læner sit Anker til dette Bjerg.
Vilde og maa end Tiden modne denne Seier, saa overlade vi dog
ikke dette til den alene: Vi maae ikke mistvivle om vore Kræfter
i en Kamp af saa høi en Moralitet. Historien, Alstyrelsen igjennem
den, skal ikke ophæve sine Love og gjøre Norge til en Und-
tagelse imellem Landene. Thi er den Bemærkning rigtig, at man
d.IV,b.2,s.180   synes at kunne kræve af et Folks hele Sprog, at det skal gjen-
give os
igjennem Øret noget Lignende det Heelbegreb, vi igjennem
Øiet og Granskningen have samlet os om Folket og Landet --
da fornemme vi i vort nuværende Skriftsprog langtfra denne
store Onomatopoiese, saa tydeligen som Folkets og Landets skarpe
Charakteer fortjener.
Men i Almumaalet høre vi den; vi finde
der vort Norge og den Natur, der fostrede os op (men mon
forat falde i fremmede Hænder?). Og i Ahnelsen, som paa-
trænger sig selv den, der blues ved sit Modersmaal, om at dog
anderledes eller saa burde være, som oven sagt, have vi Grun-
den hvorfor det svenske Sprog, der meest afbilder Norge og
dets Folk, tiltaler os med saadan Velklang, med en, der synes
os bekjendt som Barndomsminder. Fornuften har Intet imod at
Indbildningskraften siger: "jeg seer Spanierens Grandezza, jeg
hører hans vægtige Trin, jeg seer de castilianske Sletters for-
bausende Vidde, de alvorlige, bølgede Sjerraer, Nevadas Maje-
stæt over Vegaslettens rige Ynde, jeg hører Muulæselklokkerne
og Romancerne og den natlige Guitarre under Laurer og Rosma-
riner: -- jeg hører og seer Spanien og Spanierne i det spanske
Sprog. Jeg hører og seer Frankrig med sit livlige Folk syngende,
besynget, afbildet i sit livlige Sprog -- denne raptløbende Seine,
dette Paris af Ord, stort, mylrende, den ene lille Monsjeur af et
Ord næsten stødende paa den anden, men dog paa det artigste
gjørende Plads, eller løsreven af Sværmen, der styrter sig imel-
lem, med Toner pragtfulde som Empereur-Palladser, smagfulde
som Akademierne, eller travle, arbeidende, leende, smudsige
som Smugene i Fauxbourg St. Marceau. Der er nok deri baade
for Corneiller og Raciner, Scriber og Melesviller, Feneloner og
Forfatterne af amours des prêtres og
chronique scandaleuse du
roi -- nok for Høide og Kaadhed, Alvor og Overgivenhed --
nok for Marseillaisens Ild og Majestæt, for det Smeltende i "
oh
que jaime ma douce melancholie!", som for det Orgiske i "
les
nouveaux tralala: on vit Louis le quinzieme." Og Engellands
Sprog melder det os ikke Friheden, den friske, frodige Natur,
den rige Virksomhed i dette Land og Folkets anmassende, lige-
fremme og kraftige Charakteer? Sproget er oprundet af for-
skjellige Stammer som Folket; det er erobrende som dette viden
om fra alle Verdensdele. -- Og Romersproget? Deri marschere
tunge Legioner, og Verdensstaden sees med sine rostra og portici
d.IV,b.2,s.181   og Capitæler og Colonner, og patres sees paa comitia og forum
romanum med deres ziirlige Togaer og betænksomme Ansigter --
Alt er alvorligt, majestætisk, cæsarisk herskende, senatsværdigt
og bestemt og pynteligt. Vi overraskes ikke ved de catilinariske
Tordener, som lade sig rulle igjennem det; men Lalages søde
Latter og Horatses og Lydias Klagen er os fremmed, til vi er-
indre os, at dette Sprog lød i Hesperidernes Have. Cithrinker
maatte ogsaa kunne lyde i det. De homeriske Tonebølger ere
formede efter blide joniske Høider, og Hellenersproget efter
helleniske Skjønformer. Attika selv og Athenienserne ere i det
Attiske. Grækernes mange Republikker ere i disse mange Mund-
arter. De smaae græske Fjordes tæmmede Bølger, ja Landets
milde Temperatur er i disse Ord. Sparta er i sin haardere
Dialect; og paa hiin Side Hellesponten, hvori de joniske Strande
svømme som Bendler og Krandse, paa hiin Side hvor Bjergene
blaane, der lyder det Doriske, og vi træffe deri paa Stenene,
Bjergstrømmene, det takkede Pangæus, paa den peltsede Thra-
cer, de molossiske Hingste, de vilde Geter, paa barklædte Aaser
og Orfeus' mystiske Toner.
   Saaledes i Old som Nu, saaledes med ethvert Folk med po-
litisk Selvstændighed og med selvstændigt Sprog og Literatur.
Landets Charakteer præger sig i Folkets; dettes i Sproget. Ikkun
om vort Israel, der ogsaa har været 400 Aar i et Ægypten,
maae vi med Sorg sige, at dette, der i fuldt Maal er Tilfælde
med det egentlige Folk og dets Tale, ikke opfyldes tilfredsstillende
i Skriftsproget.
Det hører mere hjemme i vort gamle Ægypten
og paa dets Sletter mellem det trællende Folk. Men, da det nu
engang -- medens Svenskerne, der knaptnok begyndte Sprog-
udviklingen, fra samme Punkt som vi skulde begyndt fra, om vi
ikke havde været overlistede og bundne, have faaet noget ganske
Andet istand -- er os indpodet af Danskerne, saa kunne vi kun
fremkalde enkelte af de mandigere Røster,
som røre sig imellem
Fjeldene, og saaledes med Talesproget bøde paa Skriftsproget,
og redde hvad der lader sig redde. Hver norsk Pen bør vie sig
dette Hverv, og hvert norsk Øre lytte til disse Toner, glad ved
at det endnu ikke, efter saa lang Borteværen og saa megen
aandelig Trældom, er saa fordærvet, at det ikke kan høre det
Hjemlige i den. Normanden er vel oplært til at sige og skrive
"Vandfald" f. Ex. om Sarpen; men, uden at forstøde dette Ord,
d.IV,b.2,s.182   siger han heller "Foss;" thi deri synes han bedre baade at see
og høre Skummet, Spruten og det Iilsomme. Norges Fosser
veed han ere ikke det matte plaskende Fald fra et Under-
gangshjul. Han læres at sige "Vandfaldets Brag eller Allarm;"
men han siger heller "Fossens Dur, Fossen durer;" i "Fosseduret"
hører han den bedre. Han er lært at skrive "Appendix, Tillæg;"
men hans Fingre kløe efter at skrive "Atpaaslæng," fordi deri
ligger for ham mere Malerie end i hine Ord, der kun ere ham
Bogstaver. Han skal sætte "svag, tam, stiv, foldet, tungsindig,
mild og blød, forvirret, forgjæves, skrøbelig, klog, smuk, frem-
fusende, aabenmundet, utæt, iisbelagt, behandlelig eller tractabel,
lige god, grumset, alt tilsammen, tyvagtig, let eller vanskeligen
gjørligt" o. s. v.; men Normanden siger ligesaa gjerne: "vek, spak,
stør, skrukket, stur, lind, fjamset, faafængt, skrein, indtænkt, fager,
framfus, flaakjeftet, gisten, gistinn, holket, handsam, jevngod, jør-
met, altihop, langhændt, letvindt, tungvindt.
Han skal skrive:
"fastbinde, Foranstaltning, Bind paa en Bog, Størrelse, vælte
overende, Allarm og Spectakel, urolig, træde, Træpind, spændt,
spire frem, Øgenavn, Forslag, uordentlig Søgang, godmodig, tid-
lig, aarvaagen, tilmed, eensfarvet, lysten, Hvæssesteen, Forsigtig-
hed, bifalde, Fuldsødskende, ganske, forhaane, især, Udaad, For-
ræderie, Selskab, Forvirring, Aften, blive Aften, livlig, Krog,
Smaaregn, fattes, stoppes i, formaae, luge, vred" o. s. v.; men
Han vil ligesaa gjerne og ofte hellere end det, skrive: "sterte
eller stundom fjettre, Stell, Perm, Storlede, aavælte, Stuss og Styr,
styral, trakke, Spilre, stinn, sprætte, Klængenavn, Monn, Stolpesjø,
godkynt, aardags, aarvak, ataat, enlet, hippen
og fiken, Hein og
Bryne, Vaerhu, samsinde, Sambaarne, plænt, tviværde, enkom,
Illværk, Svigraad, Samlag, Qvakkel, Qveld, qveldes, qvik, Ro,
Ruskeveir, vanter, dytte, orke, ryske, sindt"
o. s. v.
   "Beintfram, endeud", er ham ikke altid det samme som "lige-
frem," heller ikke "stout" det samme som "stolt", "stulle" det
samme som "røgte," "Stav" som "Staur," "fatte" som "gribe,"
"Krim" som "Snue eller Hoste" (men begge tilsammen), "laget"
som "bestemt," "esle" som "levne" (ogsaa tiltænke, levne med
en Bestemmelse), "vindt" som "skjæv," "Vet" som "Vid" (pru-
dentia og sagacitas, Almeenvet: sana mens).
"Veen" er ham
mere end "smuk" (ogsaa "tækkelig"), "Skjyru" noget andet end
"Lja" og "Segel," "Sjødrev" end "Søgang" eller "Søhvirvel,"
d.IV,b.2,s.183   "Silju" ikke altid "Piletræ", (Salix laurifolia og Salix capræa),
"Næper" ikke altid "Roer," "jure" og "reipe" siger ham noget
mere bestemt end "binde og snøre," "Grind" end "Port," "Gust"
end "Vind," "grann" end "spæd," "Greje" end "Rede, Besked,"
"Flyg" end "Insecter," "blingse" end "skele," "skrasle" end "lee,"
"Sus" end "Blæst," "støpet" end "hullet" (om Veje), "supe" end
"drikke," "Talle" end "Gjødsel," "tidd" er ham blot "svanger"
om Dyr; "Traaveir" er ham mere end "ondt Veir," (nemlig et,
der har "sat sig"); "trive" er ham ikke altid det samme som
"gribe," "ture" som at "støie," "tælje" som at "skjære," "fakke"
som at "tage," "plire" som "blinker med Øinene," "Holt" som
"Skov" eller "Lund," "fare ad" som "behandle" eller "bære sig
ad," "fate ihopes" som "sammensye," "fast" som "endskjøndt,"
"fleinskallet" som "skaldet," "Gaul" som "Skrig," "Laate" som
"Lyd" o. s. fl. Normanden beholder alle disse og flere lignende
Ord; og lidt efter lidt indfører han dem af Folkemaalet i Skrift-
sproget; thi for sit Sprogs Rigdom paa Udtryk, der grannt be-
tegne Tankerne eller Bøininger deri, har han Øre, og kan ikke
lade den ubenyttet. Men kun Han, ikke Dansken, finder den
fine Forskjel i Bemærkelsen og den rigtige Anvendelse af hvert
enkelt Ord. Normanden vil ogsaa vænne sig til at bruge det
særegne Fortrin ved Almusproget, at det skyer de Omskrivelser,
som Skriftsprogets nuværende Armod tager sin Tilflugt til. Det
norske Folkemaal siger: "langlet" for: langagtig af "Ansigt,"
"langsindt" f. "som er længe vred, som gjemmer sin Vrede,"
"det skoller" f. "det falder i "Øinene," "Svimeslag" f. "et Slag,
hvorved man besvimer," "valen" f. "frosen paa Fingrene,"
"skarplet, hardlet" f. "af skarpe Træk og haardt Udseende,"
"fiinlet" f. "fiin eller skjær af Udseende," "Flomgard" f. "det
Sted i Stranden (Fjæren), hvortil Vandet stiger," "Sælebod"
(Sjelebod), f. "Barmhjertighed eller fortjenstlig Handling," "Føre-
fald"
f. "Sneførets Aftagelse," "grannlet" f. "spæd, mager af Ud-
seende," "gjete" f. "vogte Qvæg," "glane" f. "see med opspilede
Øine," "havne" f. "sætte Kreaturerne paa Græs," "hjemsyg,
hjemfus"
f. "syg, begjerlig efter at komme hjem," "klaafingret"
f. "som vil røre ved Alting," "Bradveir" f. "hurtigt paakommende
ondt Veir," "sandskyldig" f. "den rette Sagen Vedkommende,"
"Afdrot, Budrot, Sommerdrot" f. "Hvad Qvæget giver af sig en
Sommer," "dagsætte" f. "fastsætte en Dag," "faamælt" f. "som
d.IV,b.2,s.184   af Enfold eller Forsagthed ei kan eller tør tale," "Framskott,
Bagskott"
f. "forreste, bageste Deel af Baaden," "aarbaaren" f.
"tidlig født," "udniste" f. "give Reiseproviant," "Aaremaal" f.
"en Række af Aar," "agne" f. "sætte Mading (Agn) paa Krogen
(Agnoren)," "anføddes", f. "med Fødderne mod hverandre," "stane"
f. "staae stille," "livræd" f. "bange for Livet," "Aarbit, Fordavre"
f. "lidt Mad tidligt," "Bagevje" f. "tilbageløbende Strøm langs
Bredden," "Bagstegagn" f. "Tilbehør til Bagning," "Bradtale" f.
"overilet Tale", "beilestur" f. "tungsindig af Kjærlighed (Kjærlek),"
"beine" f. "gjøre lige," "staure" f. "sætte Staver i Jorden", "Ev-
ningstræ"
f. "beqvemt Træ til at gjøre noget af," "Beenlag" f.
"Benenes Stilling," "Tvebeite, Trebeite" f. "to, tre Spand Heste,"
"lene" (af lind) f. "gjøre blødere," "Sveiv" f. "Haandgreb paa en
Maskine, der omdrejes," "blaakalt" f. "koldt med klar Luft,"
"aavirke" f. "tilhugge i Skoven," "braatage" f. "tage hastig og
ivrig fat," "fagne" f. "venligen modtage" o. s. v. Normanden
vilde
endogsaa gjerne tillade sig større Frihed end her i at bog-
stavere Ordene næsten lige som de tales.
Det er en Slags op-
ofrende Skaansel for de Svages Skyld, at han ikke gjør det.
I "blaut" synes ham at være mere mollities end i "blød," i "dryg"
mere Suffisant end i "drøi." Han er ikke saa naragtig pertent-
lig, saa taabelig "vanen," at kalde det Ord uværdigere og af en
ringere Rang end Skriftsprogets, fordi det hidtil kun har levet i
Mængdens Mund og nu først fremtræder med sine Fordringer i
denne almindelige Norges Restaurationstid.
Til Sprogets Berigelse
og Tankens Beqvemmelighed optager han endog Ord, som have
andre enstydige ved Siden. "Imse" er ham ikke pøbelagtigt,
fordi Bøgerne hidtil næsten alene fremvise "uvist". "Aabry,
Sliul, tørne, skral, dætte, ærte og tærge, Fille, Fær, bræe, ende-
fram, truten,"
ere ham ikke overflødige, fordi han tilforn ejer
"Skinsyge, Pleil, støde an, skrøbelig, falde, tirre, Pjalt, Reise og
Reisefølge, smelte, ligefrem, opsvulmet." En reen Nødvendighed
byder ham ogsaa at betjene sig af Almuord, hvor Landets og
Folkets nationale Beskaffenhed skal betegnes.
Skriftsproget ejer
vel nogle hertil tjenlige Udtryk, men Danskerne have ikke kunnet
forsyne os med de manglende. De have intet Ord for vort
"Blaabræ" uden det tydske "Gletscher," intet for "Fjeldkast,"
intet for "Kleiv og Kneik og Støl og Fjeldbeit." Vi nødes til at
skrive: "Fjeldfog, Fonn, Vasdrag, Dalføre, Tange, Eid, Evju, Li,
d.IV,b.2,s.185   Luur, lystre, Grænn, Granlag, Haga, Kling, Skout, at skoute sig,
en skoutet Kjærring, Skigard, Fønn, Udfugle (Fugle, som holde til
paa de yderste Skjær), Øhlrøik, Fjøs, Fjøshjeld, Fole, Qve, Bunke,
Spon, Spontag, Spirer, Baghun, Budstikke, Høtræv, Tind, Kanap,
Knatt, Rabbe, Bygd, Barskog, Braate, Bakke, Varg, vargyner
Skrubb, Bamse, Bingse, Øeværing, Fossestup". Voll, Havbryne,
Sæter, Barfrost, Skara, Svaberg, Sne- og Steenskred, Gjaller,
Bøling, Bufær, Skier
(ikke, som man har seet, Sneskoe), Tømmer-
lundinger, Tælegrop, Kaxe, Bixe, Hie, Plogaan, Vaaraann, Slaat-
aan, Skuraann, Drivte, Døle, Elvebrud og Elveskott
(alluvies),
Lændse, Iisflak, Aas, Aaslie, Haabeite, Myr (ikke Mose), Vang,
Havguul, Berglændt, Odel, Kaarfolk, Gildre, Qvae,
et Smug, Stine,
Stril, Ur, Røs, Vindfald i Skog, Løkke, Malmfuru, Tall, Tyriveed,
Vaag, Varde,
m. fl. Her vil Nedskriveren stane lidt i at mønster-
nævne norske Ord, for ikke lige indtil Nerveslag at saare de
fordærvede eller fremmede Øren, der faae ondt ved blot at høre
dem enkeltviis. Forarges Nogen over de anførtes Mængde, da
angives samme Grund herfor som den en Danoman, der i Løbet
af dette Aar vanærede en norsk Tidende med en Opsats fra
Dannemark, hvori (som en Anden offentlig og medrette har
dømt) Norge, Sverrig, disse Landes Forhold til hinanden og dets
norske Folks Charakteer forhaanedes, angav for Bibeholdelsen
af endeel reendanske Talemaader, nemlig den: "at dette ikke
skulde være uden Nytte" (for Fordanskningen i Norge udentvivl).
Af reen Barmhjertighed spares de syge Øren imidlertid for et
heelt Hærkje norske særtegnende (charakteristiske) Vendinger,
der kunne bevise Modparterne hvad de -- formodentlig af den
gyldigste Grund af alle, nemlig Uvidenhed -- ikke kunne ind-
rømme, nemlig, at vort Skriftsprog har ikke alene en lexikalsk,
men ogsaa noget af en gramatikalsk Rigdom fra Almusproget
ivente.
Da det ikke er vant om at finde Leilighed til at vise
det paa de mange Kamppladse, som nu aabne sig for Sprog-
stridighederne, især saafremt de egentlige Sproglærde ville træde
i Skrankerne, med nogen Dristighed, og uden, som man siger,
at fare altfor lækkert frem: saa snygge vi os herfra med bitter
Klage i Hjertet over at den lange Trældom ogsaa har den ulyk-
salige Følge, at Haabet maa opgives om at kunne gjenvinde ret
meget af de gramatikalske Fortrin. Det er ikke ligt til, at vore
Ordbøininger fra Almu- eller Ursproget skulle gjenerholde deres
d.IV,b.2,s.186   Fuldkommenhed. Casusendelserne, Conjunctivet, Vocalforandrin-
ger, Tillægsordenes Bøjelighed efter Kjønnene, Letheden i Sam-
mensætninger, de fine Tankebøininger gjennem uadskillelige
Smaataledele -- dette og mere til skulle være tabte Klenodier,
som Smerten derover vil vurdere.
   Den lexikalske Berigelse vil da vorde Hovedsagen, og Müller viser
os ogsaa: at Ursproget ogsaa kan bidrage dertil mangen værdig
Skjerv, som det norske Skriftsprog, uanseet hvad det danske i
sin Donranudiskhed vil erkjendtlig bare modtage. Saadanne ere:
aarsæl, børsæl (heldig til at faae gode Aar og Bør), Banemeen
(dødeligt Saar), Dagbryn (første Gry), Dagfærd (Dagens Reise
eller Syssel), Dagsandt (det, som ligger klart for Dagen), Dagslot
(hvad der kan slaaes paa en Aannedag), Dvergmaal (Echo),
Fjernbaaren (Udarving), fodhvas (som gaaer rask), framvis (kyn-
dig om det Tilkommende), Frasagn (Tradition), havvild (forvildet
paa Havet), Harmdød (sørgelig Død, Skadedød), Hærfærd, Hær-
klæde, Hærskræk, Hærstyrer
(Krigstog, Krigsdragt, panisk Skræk,
General), hugfæste (gjemme i Mindet), Hugskud (Indfald), Kjøb-
færd, Kjøbstevne
(Handel, Marked), Lønfød (hemmelig født), Løn-
mæle
(hemmelig Omtale), letbrynt (af muntert Anlet), maaldjærv
(som taler dristigt), Mandvet (sund Menneskeforstand), misgjort
(urigtigt gjort), Mismæle (slem Omtale), ordhvas, ordstille, Raad-
kroge
(trædske Raad), vrangsnoe (stærkere end at "fordreje"),
sambrynt (med samvoxne Bryn), samfædret (med fælleds Fader),
samharmes (dele Ens Sorg), samjevn (æqualis), Samjevning, Sjø-
fang
(Hvad der fanges paa Sjøen), det somres (bliver Sommer),
storraadig, tarvløs (unyttig; tarvløst: frustra), tavlvis (regnekyndig),
Tungekast (Mundsveir), Vaabenthing (Revy, Hærskue), ætgod, æt-
gjæv
(af god Byrd), Ætfolk, Ætmænd (Beslægtede), ætlede (lyse
i Kuld og Kjøn), ætgangen (Arving til Ættens Dyder), Ætblomme,
Ætpryd, Ætled
(Slægtskabsgrad), Ætleding (en Adopteret), Æt-
qvist
(Green af Familien), Ætkreds (Indbegrebet af den hele
Slægt), Ætskaar (Formindskelse af Slægten eller af dens Tarv),
Ætmærke (Vaaben). Nedskriveren lægger hertil: Veidesti (Jagt-
strækning), Sættestevne (Fredskongres), Valrov (spolia), sagesløs,
kongeløs, høvdingløs, Ufrelse
(Slaverie), Mismaal, Misminde (lap-
sus lingvæ, s: memoriæ), Vaerhu (Forsigtighed), Maalvet, Lovvet,
Frivælde, Stormannavælde
(Republik, Aristokratie), Sædløse (Plump-
d.IV,b.2,s.187   hed), Illske og Illraad og Illværk (Ondskab, ondt Anslag, Udaad),
Nytsame, Skadsame, Frændsame (Nyttighed, Skadelighed, For-
stand, Slægtskab), fredsom, hevnsom.
   Disse sidste Ord søge om Borgerret hos alle Gother. Heller
ikke skal det gjøre vore optagne Almuord Brist, om nogle af
dem ogsaa lyde om Belterne. Men det bør dog ikke forbyde
Normanden at bruge dem, at de paa hine fremmede Strande
ere ubekjendte. Det var at drive Kjærligheden for vidt, om man
ikke turde ride paa sin egen Hest fordi Næsten ingen havde
eller og kun et udpidsket Øik. Siden det haardspundne Kjær-
lighedsbaand brast, hvormed svigraadig Statskløgt og hykkelsk
Egennytte bandt os til "Kjærlighedsfolket," er det ogsaa paatide
at vi kappe et uværdigt Ledebaand,
der ikke er andet end aan-
dige Lænker, og forjage Overtroen paa de forfærdelige Aander,
der skulle røre sig hist nede. Det egentlige videnskabelige Ud-
bytte er der som allesteds almeenmenneskeligt; men dog os, der
høre til Ætkredsen, nærmest. Vi forspilde allermindst vor Ret
dertil ved at udarbeide og frembringe Noget selv. Forgrening
er ikke Adskillelse,
men Frugtbarhed og Rodstyrke. Dansk-
rasernes Trudsel med at vi derved kun foretage os faafængt
Arbeide og friste hine Forgudede til ikke at vedkjende sig os,
til at slaae Haanden af os, er selv taabeligere end det Skrig,
der skal skræmme os tilbage fra at grave efter vore egne Sprog-
skatte. Dette Arbeide er kun nylig paabegyndt med en større
Iver, skjøndt ikke med al den, det fortjener og skjøndt Trangen
dertil -- som sees af samtlige danske Forfatteres Klager -- al-
lerede viste sig hos os samtidigen med den, der krævede en
Høiskole og lønvirkede for Norges borgerlige Selvstændighed og
Frihed før 1814 Aarets dagklare Storvirke. Iveren for at berige
og uddanne vort Skriftsprog saaledes som her anbefalet imod
Danomanernes Daddel har samme Rod som Friheds- og Selv-
stændighedsfølelsen, som Fædrelandskjærligheden. Arbeidet maa
da fortgaae, og det med den Begjærlighed, at selv Ord, der
have -- som forhen antydet -- Enstydige ved Siden, ikke bør
forstødes, naar de have noget at paaberaabe sig: enten mere
Marg, Klang og Vellyd eller Bestemthed. Om de ere af ædleste
Urbyrd bliver mindre at tage i Betragtning; men kommer det
til, saa vel! De, der forvexle dialectisk Ordvet med Skarpsind,
d.IV,b.2,s.188   og de gamle Smør- og Dør-Rimere burde mindst fornegte deres
Selvkjerlighed og stride mod en Ordvinding, der kunde vorde
dem til saa uberegnelig Nytte. Medens Disse derved spare
Penne og Tænder, skal det være den Skønsome klart og den
vigtigste Herlighed, at det er ligesaameget i indre som i ydre
Rigdom Sproget derved vinder. Overflødighed af Udtryk til at
vælge imellem er det sandeste Vidnesbyrd om et Sprogs Fuld-
kommenhed;
thi netop derved forfølges Tanken i sine fineste
Vendinger og gjengives ligeindtil det Maleriske, til Lydbeteg-
nelsen. Normandens Øre skal sige ham hvilket Ord, der griber
Tanken og prenter den renest. Saaledes har Henr. Wergeland
-- hvad En paastaaer -- aldrig forvexlet "unna" med "under".
"Slippe unna" er for ham sublabi, subterfugere, men ogsaa
oc-
culto quodam modo demittere. Skriver han "Vivand," da kan
han gjerne indrømme Fundet, at det egentlig skulde være "Vidje-
vaand," men hiint kortere Ord er Almeentalens og Plantelærer-
nes, og kun saaledes skrevet almeenforstaaeligt om betula nana.
En Modpart udleder slig Skrivemaade ikke af andet end af "den
groveste Uvidenhed;" men megen Lærdom eller megen Ondvilje
gjør ogsaa rasende. Ligesaalidt skriver W. "Skolt," hvor han
burde skrive "Tinding" eller "Pande" eller "Skalle;" thi imellem
alle disse er Forskjel, og Leilighed er givet til deri at gribe
endeel af de udtryksfulde, særtegnende Penselstrøg og Toner,
som stundom fortrinliggjøre Ordene. Der er saaledes først
"Pande" lydbetegnende det Brede og Udstrakte ved denne Deel
af Hovedet. I "Tindinger" gjengiver den skarpe Vocallyd os
Formen for denne Legemsdeel: "Skolt" lydbetegner ved sin
korte bestemte Klang den øverste Deel af Panden, hvor den
synes at gaae over i en liden, ofte noget fremragende, haarbar
Ring. Hovedet udvider sig nu i en Form, der finder et fortræf-
feligt Udtryk i det aabne, runde og fuldttonende "Skalle" med
"Issen" til Midtpunkt -- en Lyd, der har saameget spidst og
centralt, som man kan forlange, naar man vil udtrykke noget
Saadant. Alt Dette tilsammen er "Hjerneskallen". Fra Skolten
er det Oldingens skinnende, flagrende Lokker dele sig. Det er
derfor ikke, som mundtligen omtalt, en sær og upassende Plat-
hed midt i det Høie, men paa det nøieste rigtigt af Henr. W.,
at han i et Minniqvad over en alderstegen Hædersmand siger:
d.IV,b.2,s.189  

           Did, min Frænde, i det Blaa!
                      Dig en Fredsaand hæved:
           Han, hvis Hvidving længe laa
           paa din Skolt og bæved.

   De nye Ord maae veies. Da vil man finde den lydbetegnende
Udtryksevne hos mangfoldige Ord. Det er en Naturgave, som
Retskrivningen ikke maa indknibe formeget. Hvem seer saaledes
ikke det Spillende, Morildagtige i "glittre;" Skeløiet i "gleime
ad;"
det Steilende i "Hingst", Ampustne i "higste?" Der er be-
stemt Havsfare i disse Udtryk, der lade mangt et Seil falde
eller skjærpes paa Stadthavet: "Stormen er myndig" ("Han --
nemlig Stormen, er myndig idag"), "Bygen koldgriner". Og
skulle man ikke høre og see det Tornefulde, Udgnistede, Skarp-
ristede i "Brisk, Bruse;" det Smaatravende i "dilte;" det Tause
i "duust;" det muntre, aabne Øie i "vaak, aarvaak;" det Over-
flødige i "fluust;" det Superfluente (s. v. v.) i "flomme;" det
taabelige Smiil, den langtrukne Mund i "flire;" det Bange i
"fælen;" det store, dumme Øie i "glane;" det Bidske, det pludse-
lige Bid til Siden i "glæfse, Glæfs;" det Mandhaftige i "glup,
grusk;"
det Storagtige i "strunk, børg, stout, spræk, kaut;" det
Nedbøiede i "huke, kruke sig, paa Huk;" det Truende i "hyte;"
det Uforholdsmæssige i "hængslet;" Letsindet i "Gams, Fleip,
Gjeip;"
Gaupeøiet i "gridsk;" det Glade, Raske, Smukke i "gill;"
det Trofaste og Anstændige i "gjæv" (honestus); det Spodske,
Efterabende i "hærme;" det Præcipitante i "stupe (verb. og adv.),
Stup;"
det Moradsige i "Jørme, Mørje;" det Forslagne i "indfuul,
indtænkt;"
det Choleriske i "ildsindt, arg;" det stærke Aandedrag
i "kjaste;" det bestrygende i det langttrukne "kline;" det Ved-
hæftende i "klænge;" det Ujevne, Haarde i "knultret, kranglet
og krunglet;"
det høje, isolerede Runde i "Koll, Bergkoll;" det
Fremragende i "Knab, Knatt, Kampp;" det Selvtilfredse i "kose
sig;"
det Taabelige i "kope, kopen (adj), og en Koop;" redundatio
stomachi i "Gulp;" det indhulede Brat- og Braddybe i "Kulp;"
det Trunculante i "Kubbe og Kabbe;" det Sammenskrumpne,
Vanskabte i "krylet;" det Pjaltede i "Slurv, Lurv;" det Kjødrige i
"lubben;" det Bevægelige i "lea sig;" det Hurtige i "svindt,
retnu"?

   Jeg seer vel en Kreds af vantroe Smiil, der noget kopent
d.IV,b.2,s.190   forundre sig over at Sligt dog skulde findes i disse norske Ord.
Men idet det indrømmes, at slig Ordveien kan udarte til Leeg
og Selvbedrag, saa bør dog Ord, og især de optagendis, paa fiin
Guldvægt veies, og denne Vægt bør hænge i Forfatterens Øren.
Da er et Ord først levende og døbt i Aand, naar det rører Ind-
bildningskraften.
Ædlere Evner voxe i Sjelen under en saadan
Leeg, end de, der hos vore Danomaner anspænde sig imod dem,
der elske de norske Toner, og som lære sine Aandsfostre tid-
ligen at gjengive Folket denne Lyd af dets egen og Landets
stærke og djærve Natur. Disse Fædrenelandets ærlige Sønner
og kraftige Aander er Seiren forjettet, saaat ved deres Anstræn-
gelser Bifrosten mærkeligen hvælver sig, der skal forene begge
de andre Gotherfolks Videnskabssfærer, naar den norske Tunges
stærke Gjallarhorn lyder. Vorde end Framstegene ikke saa
kjæmpemæssige, som flere Normænd end Forfatteren ønske, saa
er dog alt Noget erhvervet og Mere skal erhverves for vort
Sprogs og vor hele aandige Selvstændighed. Kamphærdede
Mænd, Mænd, som under uegennyttig, ja Selvopoffrelse kræ-
vende Strid opvoxede til Styrke, skulle ikke see det Kamp-
vundne gaae tabt; thi alt som de vunde det, gave de Folket
det til Opbevaring. Det er ikke længer Navnet af et norsk
Skriftsprog og norsk Literatur, som Normændene ville vinde;
thi Spørgsmaalet om Retten hertil, som dansk Anmasselse gav
et falsk Skin af Omtvistelighed, er forlængst afgjort. Men nu er
det Virkeligheden
af et selvstændigt Skriftsprog, som fremæsker
Norges Aander. Dette maa Tiden af sig selv afføde før Aar-
hundredet nedrødmer, og saameget snarere som Kræfterne derfor
forenes
. Længe inden den Tid briste vel ogsaa de politiske
Lænker, som hidtil fastere end Belterne have omspundet det
danske Folk, og dets Geister skulle faae vigtigere Ting at sysle
med, end smaaligen at indblande sig i andre Nationers indre
Anliggender. Denne Forventning er dog maaskee mere sangvinsk
end hiin os angaaende; thi baade er den dybtgrundede Nød-
vendighed viist, at vor Sprogfønix maa igjen faae mange af sine
deilige Fjedre, og ligesaalidt opstiller Historien i det tydske
Sprogs ligemeget kunstige som naturlige, men forbausende Ud-
vikling i neppe de sidste 100 Aar, dette Mønster eensomt eller
uefterfølgeligt, som den nogensinde pleier at gjøre dette. Det
tydske Sprog sukkede ogsaa under fremmed overvældig Ind-
d.IV,b.2,s.191   virken og dets Genius skulde hverken vandre saa frit fra Veltlin
til Elben som dens Fødders Kræfter tillod eller svinge sig over
de lave Aanders Dunstkreds. Da kastede de zürichske Kjæm-
per dens fremmede Byrder af, og Klopstock og Voss og Wieland
løste Fodklodderne og Vingelænkerne, og Schiller og Goethe
fore op med den befriede Genius. Lige Aarsager lige Virk-
ninger. Ogsaa Os skal Nytten og Æren af et selvstændigt ud-
viklet Sprog koste en literær Borgerkrig; thi det er ligesaameget
inden- som udenlands at Modkjæmperne reise sig, og for mindre
ville ikke disse Profeter, som have solgt sig Belial ivold, lade
Fædrelandet gjenvinde dette sit Odelsklenod. Dog her skal det
gjælde, som misforstaaes om Blodseirene, at den letteste Seier
er ikke den bedste; thi Modstandernes Control skal afskrække
fra at overhølje Skriftsproget med Strømme af uduelige Ord
, paa
samme Tid som deres tætteste Haarsi ikke skal kunne hindre de
gagnlige
fra at passere, netop fordi de ere af et ætherisk, aan-
digt Væsen
. Der vil gives Ultraer i denne Kamp, og af høi
Værd som fremdrivende Kræfter. Der vil gives Moderate, og
hvilken Sprogforbedring eller Sprogberigelse, de have stemplet,
skal uden videre vorde taget tilfølge. Man bør haabe, at Aarene
og en Forandring i Stilling, der ikke vil tillade Forfængeligheden
over de selskabelige Fortrin, som i vore fornemmere Kredse
gives den Daniserede, at tilsløre det bedre Omdømme, skal om-
skabe de unge norskbaarne Danomaner til saadanne Moderate.
Man vil faae Tid til at blues ved Erindringen om at man for-
haanede sit Fædrenelands Literatur, Tid til at glemme de ton-
satte heibergske og rosenkildske Flauheder, hvormed man en-
gang proppede Mund og Øren fulde; og den Feber, Aanden fik
i den vindige og vandige kjøbenhavnske Vaudevillefjellebod vil
hos Mange sikkerligen helbredes, endog førend de graae Haar
svale al Rasenhed. Om disse vore danske Skuespilleres lær-
villige Elever, om Disse, der, blinde og taalige omdreies med og
dreie Modehjulet, hvis evindelige Kredsløb netop gjør det eens-
formigt, og lader Betragteren ligegyldig ved hver enkelt Bevæ-
gelse, om Disse kan endnu Samlændings-Kjærligheden nære
Haab, endskjøndt de kun ere det lidet værd. Men kun om de
Enkelte haabe vi Intet, der lade til af Grundsætninger at dani-
sere, og som forvanske Historien og Sandheden, idet de tillige
søge at bringe Fædrelandet til at rødme over sig selv. Anden
d.IV,b.2,s.192   Gjendrivelse end den blotte Anførelse behøver da ikke denne
Lære, "at Norge tilforn ved egen Brøde tabte Selvstændigheden;"
"at Danernes Paastand, naar de vindicere sig Sproget, har meget
for sig;" "at vi maae lykønske os med at vi saa beqvemt komme
til at deeltage i en af Europas meest dannede Nationers Lite-
ratur;" "at vi igjennem5 Danerne sættes i Forbindelse med alle
øvrige videnskabelige dannede Nationer, hvilket ellers ikke skulde
kunne være Tilfældet". Danmark skal endnu være Hovedlandet;
Norge kun en aandig Provinds derunder. Saa er det; og derfor
maae Normændene først og fremst indpræges Ringeagt for norsk
Skjønvidenskabelighed
og anden norsk Literatur og Mistillid til
egne Kræfter
. Lykkes dette -- nu, da skal Norge heller ikke
længe rose sig af politisk Selvstændighed
. Lader den dannede
Almeenhed sig indbilde, at de ere sangvinske Daarer eller aan-
dige Voldsmænd, som arbeide paa Fædrelandets aandige Selv-
stændighed, da skal den ogsaa snart fra en anden Kant lade sig
indhviske, at De, der ære og stride for Fædrelandets borgerlige
Selvstændighed, ligeledes ere enten Narre eller Folk, som bør
bindes. Ja lykkes det vore værste Danomaner, at indgyde Folket
Ringeagt for sig selv
-- da skal Fædrelandet vorde den van-
ærede Qvinde eller den arme Moder ligt, der krænkedes (ja af
egne Børn), lige indtil at hun udvandrer af sit Huus, og livsled,
med hendøende Øine og et fastnet, følesløst Smiiltræk om den
lukte Læbe, sætter sig paa den stormige Havbryne. Og Havet
voxer og rører alt hendes Ankel, hendes Knæ, hendes Belte,
og Stormen bortfører hendes Lokker; men Blikket livner ikke,
og Smilet løsner ikke; hun rører sig ikke -- ligegyldig enten
hun skal borthvirvles af Østens Storme eller af Bølgerne fra
Sønden.


1
  tilbakeSaaledes brugt af Edvard Storm.

2
  tilbakeHer faae vi jo, og det ganske naturligt, "Ordbladeraslen," som klang saa
unaturlig?

3
  tilbakeP. E. Müller siger, at en af Aarsagerne til at Sprogene tabe i Kraft er, at
de abstracte Udtryk med Tiden miste deres sandselige Præg. Etymologien kan
dog hjælpe til at gjengive dem noget heraf, saaat de vorde mere prægnante.

4
  tilbakeSom "caballus" og "Hingst," "boao" og "hrøite," "fremere" og "fnyse."

5
  tilbakeToldede Hansteens, Abels og Keilhaus Berømmelse ved denne Broport?
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE