|
|
| d.IV,b.2,s.159 |
NOTITZER
OM
CARL DEN TOLVTES FELDTTOG I NORGE
1716 -- 1718
(HENTEDE FRA E. M. FANT, VED HR. HENR. WERGELAND.)
Ved Christiania forenede Kong Carl den Tolvte sig med Gene-
ralmajor Mørners Division, som igjennem Dalsland og Bahus Lehn
var i Febr. 1716 trængt ind i Norge. Kongen selv, der tog Vei
over Høland, ilede med slig Fart til sin Hær, at han "paa een
Dag reiste fra Ystad til Christinehamn og Carlstad, did han kom
Kl. 12 om Natten, og tog Qvarteer ukjendt paa Gjæstgivergaarden.
Siden flyttede han til Bispegaarden, men listede sig uformærket
bort igjennem Bagporten, en Aften Kl. 7 paa en Bondeslæde,
og foer til Holmedalen, hvor Prindsen af Hessen blev skudt med
en Rendekugle i det høire Laar." Den 11te Marts drog Kongen
ind i Christiania.
"Grev Mørner, som egentlig havde tilraadet Foretagendet mod
Norge, havde Mistanke om, at Fienden var bleven forud under-
rettet af Forrædere. En Grændse-Spion Sander Gøranson op-
dagedes som Den, der havde givet den danske Oberst Genschau
Rapporter. Ved Undersøgelsen angav han Brynolf Hesselgren,
Inspectør ved Landmaalings-Contoiret i Stockholm, for at have
staaet i Brevvexling med sig, og i Brev til sin Søster Maria
Hesselgren i Christiania anmeldt, at de snart havde at vente
fremmede Gjæster i Norge."
Hesselgren arresteredes, og sad lænket paa Gjældsstuen i
Stockholm i halvtredie Aar, uden at noget Menneske fik tale
med ham. Alle Undersøgelser beviste dog hans Uskyldighed, og
han frikjendtes omsider af en Commission; men Kongen rak
ikke at bekræfte Dommen før sin Død. Men to Dage efter
Budskabet herom sattes Hesselgren paa fri Fod, og fik til Er-
statning Bestalling paa at være Over-Inspectør og to Gaarde i
Sødermanland. 1734 døde han, og blev, efter egen Anordning,
begraven med Lænkerne i Kisten.
"Stundom kunde Hæren i Norge for Snee alene gaae een
|
| d.IV,b.2,s.160 |
Mand høi, hvorved Kongen som tiest gik fremmest og trampede
det første Spor. Stundom maatte Soldaterne holde Geværerne
i Veiret, og ake utfor Bjergene, hvori Kongen selv gik dem fore."
Carls Hær ved Indbrudet i Octbr. 1718 beløb sig til 12, 600
Mand til Fods og 8,400 til Hest i tre Divisioner. Den første
commanderedes af Carl selv; den anden af General-Lieutnant
Henrich Otto Albedyhl; den tredie af General Dücker. Ved denne
befandt sig begge Prindserne (Arveprindsen Frederik af Hessen
og Hertug Carl Frederik af Holstein) samt Feldtmarskalk Mørner;
ved Kongens Hær General-Major Bennet, Obersterne Wallen-
stjerna, Stenflycht, Bjelke og Bousquett, ligeledes Gen. Lieut.
Grev De la Gardie, Gen. Majorerne Silfverhjelm og Gjerta.
General Armfelts Armee af de finske og norrlandske Regi-
menter var 6500 Mand; men med Helsinger og Jæmter samt
Tre- og Femmænnings-Regimenter udgjorde den 10,000 Mand.
Ved Indtagelsen af Skandsen Gyldenløve satte Kongen selv
Stigerne mod Muren, og havde kun Oberst Bousquett fremmen-
for sig. Ved Trancheen opholdt han sig i en Fjælehytte Nat
og Dag.
Freds-Congressen paa Aaland bestemte, at Carl skulde ind-
tage Norge og beholde det under russisk Garantie, samt at den
finske Armee (ventelig fra Throndhjem efter dettes Erobring)
skulde paa en russisk Flaade sættes over til Scotland, for at
thronsætte Prætendenten.
Men denne Armee, som ogsaa commanderedes af General
De la Barre, "maatte ophæve Beleiringen for Munkholmen(?)
ved Throndhjem og uden Provision begive sig hjem over Fjel-
dene. Den kom ei længere end en Dags Marsch før den over-
faldtes af Yrveir og Frost, og Veiviserne frøse ihjel den første
Dag. De havde intet andet at ilde med end ihopsatte Gevær-
skjæfter. Første og anden Dag Juul ihjelfrøs 4000 Mand; iblandt
dem Oberst von Gerdten, Overcommissæren Werling og Forti-
fications-Capitainen Baron Oxenstjerna. En Deel af Soldaterne
huggede Hul paa Isen paa Elven, som flyder fra Fjeldene til1
|
| d.IV,b.2,s.161 |
Handøl, og fulgte dens Løb. Efter et halvt Aars Tid var lidet
mere end 200 Mand i Behold af denne Hær, saa at de kunde
gjøre Tjeneste."
Da K. Carl var skudt 30te Nvbr. 1718 Kl. 9 om Aftenen, for-
søgte General Grev Dücker forgjæves at overtale Hertugen af
Holstein til strax at vise sig for Hæren; men han holdt sig i sit
Telt af Sorg og Vildraadighed. Forgiæves prøvede Hertugens
Kammertjener Røeptorff det samme. Carls Svoger, Frederik af
Hessen, sad just tilbords i sit Qvarteer (paa Gaarden) Torpum,
3/4 Miil fra Fredrikshald, med nogle høie Officerer, da General-
Adjutant Siquier traadte ind, og hvidskede ham Dødsfaldet i
Øret. Det berettedes tyst fra den Ene til den Anden indtil
Alle stode op, og rede strax til Stedet. Ved Prindsens og hans
Følges Ankomst stod en Hestbaare færdig til at bortføre Liget
til en Møllerstue ved Tistedals-Elven, hvor Kongen havde havt
sit Hovedqvarteer. Nogle og 20 Soldater stode omkring med
Fakler, og Prindsen befalede de nærværende Generaler og
Officerer at løfte Liget paa Baaren. Saasnart det var bortført,
holdtes Krigsraad paa Stedet om Natten, der besluttedes at op-
hæve Beleiringen, og at postere Feldtmarskalk Dücker ved Svine-
sund for at hindre Rygtet om Kongens Død.
Men dette Sidste gjordes tilintet ved en Lieutenant, som med
en Tambour samme Nat gik over til Fienden med den vigtige
Efterretning. De Beleirede gave i to Nætter Ild paa de forladte
Løbegrave. "Armeen leed paa denne Marsch overordentlig af
Brist paa al Forsorg, saa knapt Trediedelen af Regimenterne
kom frem. Af dem sygnede ogsaa største Delen og døde. En
sex Ugers Regn under Beleiringen forvandlede sig et Par Dage
efter Opbrudet til en usædvanlig Kulde. Kalkvandet omkring
Frederikshald bidrog ogsaa til Sygdommen. Af Gardens 2400
Mand vare i næste Febr. neppe 500 duelige.
Obersten ved Garden Michael Törnflycht efterlodes ved Ho-
vedqvarteret med 200 Mand for at bevogte Liget. Derfra blev
det baaret af Gardister den 6te Decbr., da hele den svenske
Armee allerede var over Svinesund.
Fant beretter ogsaa, at "man har stor Grund til at troe, at
K. Carl, ligesom Gustaf den Tredie, har været advaret eller
havt nogen Mistanke om sin Skjebne. Om Morgenen førend
|
| d.IV,b.2,s.162 |
han drog ud opbrændte han en Hob Papirer, og beholdt alene
i sine Lommer K. Gustaf Adolfs Portræt og en Bønnebog. At
han i Dødsstunden fattede om Værget, som halvt var draget,
synes at bevise, at han er bleven sin Banemand var. Det skal
heller ikke have været ubekjendt i Armeen; men Konger ere
almindelig de Sidste, som kjende hvad der angaaer dem."
1 tilbakeImellem Jæmteland og Herjedalen. |
| BLA BAKOVER |