Henrik Wergeland

HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.	AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER	2. BIND: 1834 - 1837


d.IV,b.2,s.129	OMRIDS AF HEEL-HISTORIEN, TILDEELS EFTER EN TYDSK GEOGRAPHISK-HISTORISK FREMSTILLING DERAF HEFTE FOR ALMUEN INDLEDNING I det umaadelige Himmelrum bevæge sig i den fuldkomneste Orden store kugledannede Verdenslegemer. Vi kalde dem med eet Ord Stjerner. Af Stjernerne ere Nogle i sig selv lyse og uden synderlig Bevægelse -- hvilke kaldes Sole; andre mørke i sig selv og bevægende sig hurtigt om Solen for at erholde Lys og Varme -- hvilke kaldes Planeter eller Vandrestjerner. Vor Jordklode er en saadan Planet, der med l0 andre bevæger sig om en Sol, fuldendende hvergang sit Løb i Tiden af et Aar. Jordbeskrivelse eller Geografi lærer os at kjende Jordklodens Skikkelse, Størrelse, Bevægelse og Udseende. Saaledes vide vi, at over 6 Millioner Mile i Fiirkant af Jordens Overflade ere bedækte med Vand, og at 2 1/2 Millioner Mile ere Land, hvilket er inddeelt i 5 Verdensdele: Europa, Asien, Afrika, Amerika og Australien. Naturlige Grændser, saasom Have, Floder og Bjerge, dele igjen hver af disse i forskjellige Lande, af hvilke hvert for det meste beboes af sit Folkeslag eller Nation, der har særegne Sæder, Sprog og Indretninger. Af Jordens Folkeslag ere endnu Nogle næsten ganske raae og vilde, som f. Ex. Australiens og Afrikas sorte Beboere; Andre føre i Stater eller lovbundet Samliv et beqvemt, sikkert og forædlet Liv. Historien lærer os, hvorledes det skeer, at Menneskeslægten igjennem Tiderne stedse forædles (cultiveres), og naaer en bedre Forfatning, og meddeler os de vigtigste Tildragelser fra den svundne Tid. Historien angiver ikke med Vished Jordens første Beboeres Antal, Beskaffenhed, Bopæl og Forfatning. Den antager dog efter Bibelens Udsagn et Menneskehedens Stammepar: Adam
d.IV,b.2,s.130	og Eva, og at de første Menneskers Opholdssted var de frugtbare milde Egne imellem Floderne Tigris og Euphrat i det mellemste Asien. Alt som de udbredte sig, delte de sig efter Egnenes Beskaffenhed imellem Fædrift og Agerbrug, og Menneskeslægten var i rask Tiltagen, da en almeen Oversvømmelse omtrent 1600 Aar efter den antagne Skabelse siges at have ødelagt den paa Noah med hans Familie nær. Denne Oversvømmelse kaldes Syndfloden, fordi den Menneskeslægt, den ødelagde, berettes at have været lastefuld. Da endelig Vandet sank tilbage, havde Jordens Overflade lidt en stor Forandring: der fandtes nye Have, Søer og Øer; Bjerge vare indstyrtede og dybe Dale indskaarne af Vandets Strømninger; hele Skove vare omstyrtede, overskyl- lede med Jord og tilligemed talløse Dyr begravede i Jordens Skjød. Af Noahs Sønner nedsatte Sems Æt sig i det sydlige Asien, Chams i Landene om Middelhavet (imellem Europa, Africa og Asien) samt hele Africa; og Japhets i Asiens mellemste Høilande, hvorfra den udgrente sig dels mod Øst gjennem Nord-Asien til America, dels mod Vest over den største Deel af Europa. Familierne udvidedes snart til Stammer, der styredes af Over- hoveder (Patriarcher), og af Stammerne opkom Folkeslag, der regjeredes af Konger. Dog have de, der levede som Hyrder eller Nomader, og endnu føre samme Levemaade, vedligeholdt Stamme- inddelingen indtil disse Tider, medens Agerdyrkerne snarere sam- lede sig i mægtige Riger. 1STE TIDSRUM (Fra 2000 Aar efter Skabelsen til Christi Fødsel.) Omtrent 2000 Aar efter Skabelsen dannedes den første bety- delige Stat, Assyrien, mellem Tigris, Euphrat og Middelhavet. Ved samme Tid grundede Sems Afkom Riger i Indien og China, og Theben fremhævede sig af Ægyptens Sandørkener til en be- tydelig Stat. Jafets Æt derimod forblev endnu længe i raaere, mindre velsignede Egne adsplittet i smaae, ubekjendte, men ogsaa uafhængige Stammefolk.
d.IV,b.2,s.131	Abraham, Jødernes Stamfader, levede dengang i Canaan; Fa- rao (Konge) herskede i Ægypten og Pelasger besatte Grækenland. 200 Aar senere byggedes Ninive ved Tigris' Bredder til Assy- riens Hovedstad, hvilket Ninus og efter ham Semiramis beherskede. Damascus i Syrien var allerede grundet, og snart efter reiste Sidon sig paa Føniciens Kyst. I China begyndte Tschang Rækken af Herskere af sin Familie. Josef, Abrahams Sønnesøns Søn, styrede Ægypten som en af Faraonernes Ministre. 100 Aar derefter befolkedes det sydlige Italien af Græker under Oenotrius, og i Aar 2384 falder Athenens Anlæggelse i Grækenland. 2484 førte Moses Jøderne ud af Ægypten, hvor Josef havde forskaffet dem Bopæl; og efter 40 Aars Ophold i de arabiske Ørkener satte de sig under Josva i Besiddelse af deres Fædreneland Canaan, hvor de grundede en Stat. Ved denne Tid satte ogsaa Ægypter og Fønicier over til Grækenland; og Troja i Lille-Asien ødelagdes af Græker. 400 Aar senere valgte Jøderne Saul til deres Konge, hvorved de afskaffede den friere Regjeringsform, de før havde nydt. Ham fulgte den dygtige David, og efter denne den vise Salomon. Under dennes Søn forfaldt Riget i to Dele: Juda og Israel, af hvilke det Første havde Jerusalem, det Sidste Samaria til Hovedstad. Disse svage Riger formaaede ikke altid at overholde den mosaiske Gudsdyrkelse, som kun erkjendte een usynlig Gud, men henfaldt ofte til Nabofolkenes Afguderi. Aar 3009 styrtedes Sardanapal fra Assyriens Throne og Riget adsplittedes. 10 Aar tidligere var Karthago, der blev en mægtig Handelsstad, anlagt i Africa af den føniciske Dronning Dido. Lycurg gav Spartanerne Love, og Chaldæerne toge Mesopotamien og Landene om Euphrat i Besiddelse. Der opstod da et nyt assyrisk Rige. Omtrent ved den Tid grundlagde Romulus Rom, og strax efter anlagdes Syracusa paa Sicilien. Efter at have bestaaet i 254 Aar ødelagdes Israels Rige af Assyrerne; og noget over 100 Aar derefter indtog Nebucadnezar, Konge af Babylon, Juda Rige, og bortførte Jøderne i det saakaldte babyloniske Fangenskab, hvor de forbleve i 70 Aar, indtil de af den persiske Erobrer Cyrus, som omstyrtede det babyloniske Rige, erholdt Tilladelse til at vende tilbage. Kort efter udvidede Cambyses det persiske Vælde over Ægypten. Imidlertid hævede det ved sin Handel berigede, republikanske
d.IV,b.2,s.132	Karthago sig til en erobrende Magt. Det besad Colonier paa Spaniens Kyster, og underkastede sig tilsidst det hele Land tilligemed de italiske Øer, Sardinien, Corsica og en stor Deel af Sicilien. Rom afskaffede Kongemagten efter 244 Aars Varighed, og ind- førte den republikanske Regjeringsform, hvorefter Folket regjerer sig selv. To Consuler sattes i Regjeringens Spidse. 3490 be- gyndte Krig imellem det persiske Rige og de græske Fristater, hvori Perserkongen Zerxes' Indfald i Europa tilbagedreves efter Slagene ved Thermopylæ, Marathon, Platæa og Salamis. I disse udmærkede Spartanerkongen Leonidas og Athenienserne Milti- ades og Themistokles sig. Cimon, Miltiades' Søn, førte endog Krigen over til Asien. 3647 blev Kong Philip af Macedonien Grækernes Overfeldtherre, og 3 Aar efter førte hans Søn Alex- ander (den Store) sin Hær over Hellespont-Strædet til Asien og kuldkastede i 6 Aar det store persiske Rige.¹ Efter hans tidlige Død udstykkede hans Feldtherrer de erobrede Lande; dog be- mægtigede Partherne sig snart det egentlige Persien. 3720 begyndte den første puniske Krig imellem Rom og Kar- thago, og førtes med saadan Lykke for Romerne, at deres Vælde udstraktes over næsten hele Italien og dets Øer. Efter 23 Aars Fred udbrød den anden puniske Krig, som efter 15 Aars blodige Kamp, trods alle Karthageren Hanibals Seire, endte med at ud- strække Romervældet over det Meste af Spanien. Ogsaa til Hellespont over hele Grækenland udvidede Romerne sig; og da Karthago faldt i den tredie puniske Krig 3838, herskede de rundt den største Deel af Middelhavet over Provindser i alle 3 Verdensdele.² Kort efter trængte Cimbrerne og Teutonerne (Gother fra Danmark og Tydskland) ind i Italien og det sydlige Gallien (Frankrig); men ødelagdes af Marius. Medens Denne i blodige Borgerkrige kjæmpede imod Sulla om Overherredømmet i Republiken, førte Romerne sine frygtelige Vaaben i Asien, hvor Lille-Asien, Syrien og Palæstina faldt i deres Hænder. Under
d.IV,b.2,s.133	Borgerkrigen levede den fortrinlige Taler Cicero. Under Julius Cæsar trængte de ind i Gallien, erobrede dette og Belgien indtil Rhinfloden og satte over til Britanien. Cæsar var Roms Hersker, og myrdedes af den romerske Friheds sidste Venner, da han rustede sig mod Partherne. Dog greb hans Slægtning Octavianus (Augustus) hurtigt Magtens Tøiler, og efterat have betvunget Cæsars Næstcommanderende Antonius forblev han i rolig Be- siddelse deraf med Titel af romersk Keiser. Ægypten, der siden Alexanders Død var bleven regjeret af hans Feldtherre Ptole- mæus's Slægt, blev romersk Provinds, og Romerne trængte dybt ind i Tydskland, uden dog at kunne udvide deres Herredømme der med Sikkerhed. Den romerske Republik endte Aar 3953 efterat den havde bestaaet i 466 Aar. 3984, under Keiser Augusts Herredømme, fødtes Christus i Bethlehem i Judæa. 2DET TIDSRUM (Fra Jesu Christi Fødsel til den franske Revolution.) Til Romerrigets Deling. Jesus Christus er som den ypperste Religionslærer bleven Menneskenes største Velgjører. Han udbredte Troen paa een sand Gud, Udødelighed og den reneste Sædelære, hvorved han bevirkede Afguderiets Fald. Dog blev han i en Alder af kun 33 Aar korsfæstet af Jøderne, hvorefter hans Disciple under alle- slags Forfølgelser udbredte hans Lære. 70 Aar efter Christi Fødsel ødelagde Romerne under Titus Jerusalem og adsplittede Jøde- folket imellem de andre Nationer, hvor de endnu leve ublandede med disse og i Fædrenes Troe. Kortefter erobrede Romerne Engeland, hvorimod Skotterne lykkeligen forsvarede deres Selv- stændighed. Dengang strakte Romervældet sig fra Skotlands Grændser til Tigris's Bredder, hvor det laae i afvexlende Krige med Partherne. Det store gothiske Folkeslag formaaede Romerne heller ikke at rokke. Dets sydlige Grene sad fast i Germaniens Skove, og dets nordlige i Norge, Sverige og Danmark, hvor
d.IV,b.2,s.134	Othins Gudetro var gjældende og Smaastater opkom, der be- herskedes af hans Afætlinger. 227 dannedes et nyt persisk Rige, der stod ved Magt til 638. Romerne ødelagde 267 Dronning Zenobias Rige i Syrien, hvis Hovedstad var det prægtige Palmyra. Indtil denne Tid havde de fleste romerske Keisere været blodtørstige Uhyrer saasom Tiberius, Caligula, Nero og Domitianus, og voldsomme Thron- krige rystet Riget. Efter blodig Kamp og mange Mord erholdt Constantinus (den Store) Enevældet, og gik 311 offentlig over til den christelige Religion, som derved vandt Fodfæste. Han forflyttede sit Sæde fra Rom til Byzanz ved Bosphorus-Strædet mellem Europa og Asia, hvorved Byen erholdt Navn af Con- stantinopel. Ved Theodosius's Død deltes Romerriget, der tæl- lede 120 Millioner Mennesker, i det vestlige eller latinske Keiser- dømme og det østlige eller græske Keiserdømme, af hvilke hiint havde Honorius til Keiser og Rom til Hovedstad, dette Arcadius til Keiser og Constantinopel til Hovedstad. Den adriatiske Hav- bugt dannede Grændsen. Munkevæsenet begyndte ved denne Tid i Ægypten. Folkevandringer -- Til det vestlige Riges Fald. Ved Aar 400 faldt flere raae Folkeslag, Gother, Alaner, Sve- ver, Burgunder og Vandaler ind i det vestlige romerske Rige, og bemægtigede sig flere Dele deraf. Burgunderne satte sig i det østlige Gallien, Gother i det sydlige og i de nordlige Bjerg- egne af Spanien, de Andre oversvømmede de øvrige Dele af dette Land. Gotherkongen Alarik plyndrede Rom. Vandalerne satte under Genserik fra Spanien over til Afrika og grundede et nyt Rige, hvis Hovedstad var Karthago, der stod ved Magt 100 Aar, da det kuldkastedes af Belisarius, den græske Keisers Feldtherre. 444 førte Attila sine Hunner lige fra Wolgas Bred- der gjennem Ungarn og Tydskland (Pannonien og Germanien) til Italien og Gallien, hvor han leed et Nederlag og maatte trække sig tilbage. Angel-Sachserne, der boede i det nordvestlige Ger- manien ved Havkysten, kaldtes over til Brittanien forat forsvare Landet mod Skotterne; men de satte sig selv fast der, delte Landet i Smaariger, og gave derved Anledning til Navnet Engel- land. Under den merovæiske Hærskeræt grundede de germaniske
d.IV,b.2,s.135	Franker det franske Rige i Gallien; og den heruliske Fyrste Odoacer forstyrrede omsider ganske det vestlige Romerrige ved at gjøre sig selv til Konge i Italien 1330 Aar efter Roms An- læggelse og 476 efter Christi Fødsel. Til Carl den Store. Gotherne delte sig i Vestgother og Østgother, eftersom de toge Sæde vesten eller østen Alperne. Østgotherne besatte Italien, og deres Konge Theodorik stiftede 493 et Rige, hvis Hovedstad var Verona i Øvre-Italien, og som stod i 60 Aar, da den græske Keisers Hære underlagde sig Italien. Men 568 bemægtigede Longobarderne, et cimbrisk Folk, sig Øvre-Italien under deres Konge Alboin. I Landene syd om det sorte Hav hævede det tyrkiske Rige sig, og det persiske udvidede sig langs Middelhavets sydlige Kyster og over Palæstina. Medens den christelige Kirke op- fyldtes med forvirrende Stridigheder om Troessætninger og Rang- tvist mellem Biskopperne af Rom og Constantinopel, udbredte Muhamed i Arabien sin af christelige, jødiske og hedenske Sæt- ninger bestaaende Religion. Opflammede af Iver for denne over- svømmede Araberne eller Sarazenerne med seirrige Vaaben en stor Deel af Mellem-Asien og hele Nord-Afrika, hvorfra de ind- toge næsten hele Spanien, hvor de stiftede Riger, der holdt sig tildeels over 700 Aar. De trængte ogsaa ind i Frankrig, men maatte efter det Nederlag, Carl Martel tilføiede dem ved Tours, trække sig tilbage. De Christne vare siden Constantin den Stores Tider delte i Katholske eller Rettroende og Arianer eller Tilhængere af Arius, der ikke erkjendte Christi Guddom. De Catholske delte sig igjen i Græsk-Catholske og Latinsk-Catholske, eftersom de holdt sig til den romerske Pave eller den constantinopolitanske Patriarch -- en Inddeling, som endnu staaer ved Lag efter senere nøiere bestemt Forskjel, medens de for Kjettere under Constantin er- klærede Arianere, hvortil Gotherne og de fleste andre saakaldte Barbarer bekjendte sig, forsvandt ved at gaae over lidt efter lidt til de katholske Kirker.
d.IV,b.2,s.136	Fra Carl den Store til Korstogene. Frankernes Konge Carl gjorde 774 Ende paa det longobardiske Rige i Øvre-Italien, og lagde Grund til Pavernes verdslige Herre- dømme ved at gjøre dem til Fyrster over den største Deel af Mellem-Italien. For disse Tjenester krontes Carl af Pave Leo til romersk Keiser Aar 800. Hans Rige omfattede da Frankrig, Tyskland og Øvre-Italien. Ligesom de barbariske Folkesværmes Blanding og Forbindelse med de cultiverede Italiener, Græker og andre sydeuropæiske Nationer samt Christendommen havde havt en velgjørende Indflydelse paa deres Cultur: saa vidste Carl, da de engang vare komne til roligt Ophold i Landene, endnu mere at fremme denne ved at oprette Bispedømmer, bygge Kirker, stifte Skoler og ved at sørge for Grændsernes Bevogtelse. Dog kunde han kun ved Sværdet efter en 30 aarig Krig faae de vilde Sachser undertvungne og christnede. Paa Carls Tid naaede ogsaa Saracenernes Vælde, Califatet, hvis Hovedstad var Bagdad, sit Høieste. Forresten vare Asiens andre Lande Siberien, Tatariet, China og Indien, det sydlige Africa og det nordlige Europa paa den Tid ubekjendte. 825 smeltede de 7 angelsachsiske Smaariger i Engelland sam- men til Eet under Egbert. Skotland og Irland forbleve uafhæn- gige; Sarazenerne satte sig fast i Nedre-Italien og paa de italiske Øer; men stred tabende mod Vestgotherne i Spanien. 885 be- tvang Harald Haarfager i Norge de sidste Smaakonger i Slaget i Hafursfjord og samlede hele Riget. Det samme var ligeledes nylig tilforn lykkets Kong Erik i Sverige og Gorm i Danmark. Carl den Stores Rige brast derimod fra hverandre, og Frankrige blev et Arverige, Tyskland et Valgrige, hvis Overhoved beholdt Navn af romersk Keiser. Denne søgte ogsaa altid at hævde sin Indflydelse i Italien. Saaledes herskede Keiser Otto den Store 962 over Øvre- og Mellem-Italien. Tyskland var delt i flere Smaastater, og baade der og i andre Lande erholdt Adelen ved Lehnsvæsenet en utilbørlig Magt, hvorved Konge, Borger og Bonde ligemeget fortryktes. I Norge begyndte Olaf Tryggveson at indføre Christendommen -- et Forsøg, den fortræffelige Hakon Adelsteen havde maattet frafalde. Olaf den Hellige fortsatte Omvendelsesværket, men med en Voldsomhed, der kostede ham Livet i Slaget ved Stiklestad 1030 mod hans egne Undersaatter.
d.IV,b.2,s.137	Harald Haarfagers Stamme fortfoer med at skjænke Norge yp- perlige Konger i Magnus den Gode, der ogsaa besad Danmark, og i Harald Haardraade, en vældig Krigshelt, som i den græske Keisers Tjeneste havde udmærket sig. Han faldt 1066 i England, hvor han understøttede en Prinds. Seierherren blev dog strax efter fældet af Wilhelm den Erobrer, Hertug af Normandie, en Provinds i Frankrige, der havde faaet Navn af de mange Nor- mænd, som der havde sat sig fast, misfornøiede over Harald Haarfagers Enevælde. Ved udvandrede Nordmænd befolkedes ligeledes Iisland, Grønland i America, Færøerne, Ørkenøerne og Shetlandsøerne i Nordsøen. Normannerne droge Europa rundt som Sørøvere; de kom saaledes ligetil Sicilien, som de fratoge Saracenerne. Ikke længe før den normanniske Erobring havde England været hjemsøgt med dansk Herredømme under Knud den Store. Pave Gregor den 7de udvidede den pavelige Myn- dighed særdeles; selv Keiser Henrik den 4de ydmygedes. Ved denne Tid begyndte Tyrkerne at blive mægtige mod Saracenerne. Saaledes fratoge de dem Syrien og Palæstina, hvor de ved at behandle de christne Pilegrimme, der besøgte Christi Grav, haardt, gave Anledning til Korstogene. Korstogene. 1096 begyndte store Hære og Sværme at uddrage af Europa for at udrive Palæstina (det hellige Land) af de Vantroendes Hænder. Munken Peter drog om og opflammede dertil, og Pave Urban den 2den lovede enhver Korsfarer Syndsforladelse. 1099 blev Jerusalem erobret af Korsfarerne under Gotfred af Bouillon. Et Kongerige og flere Fyrstendømmer oprettedes for en kort Tid i de Egne. Inden Midten af det følgende Aarhundrede gjordes 2 Korstog til; men 1187 tog den ægyptiske Sultan Saladin Je- rusalem tilbage. Endnu skede 2 Korstog til før Aarhundredet løb ud, og 1204 bemægtigede Korsfarerne sig Constantinopel. Balduin af Flandern fik Keiserthronen; dog varede dette saa- kaldte latinske Keiserdømme kun omtrent 50 Aar. Endnu foretog Andreas af Ungarn et syvende Korstog, Frederik den 2den, tysk Keiser, det ottende i Forbindelse med Richard Løvehjerte af England og Philip August af Frankrig, Greven af
d.IV,b.2,s.138	Champagne det 9de, og Ludvig den 9de af Frankrig det 10de og sidste 1248. Korstogene berøvede Europa Millioner Mennesker, men ogsaa en god Deel af den overmodige Adel. Geistligheden tilvendte sig en stor Deel af dennes efterladte Godser, og Borgerstanden hævede sig til større Frihed. De italienske frie Søstæder Genua, Venedig og Pisa berigedes ved at fragte Korshære over, og ad- skillig nyttig Viden sattes i Omløb ved Nationernes Berørelse med hverandre og Kjendskab til Saracenerne. I Midten af det 12te Aarhundrede fandtes ingen betydelig Stat i Europa. Det græske Keiserdom var svagt. Det moskovitiske (nu russiske) Rige omfattede kun enkelte Provindser. Lithauen blev en egen men ubetydelig Stat. Polen dannede sig ligeledes først da til et Rige. Liefland og Estland christnedes først da af de Danske, og Finland af Svenskerne. I Norge vare de 100 aarige Borgerkrige mellem Thronkrævere begyndte mellem Mag- nus Blinde og Harald Gille. Ved Aarhundredets Ende tilvandt den dygtige Sverre sig Kronen. Italien, Tyskland og Frankrige vare delte i mangfoldige kun lidet forbundne Herskaber og Smaa- stater;³ Kongen af England besad en stor Deel af Frankrig. Hertugdømmet Burgund tog ogsaa store Dele bort af dette Land; ligesaa Maurernes Smaariger af Spanien og Portugal. Fra Mongolernes Erobringer til det græske Keiserdoms Fald. Aar 1238 brød Mongolerne ud fra Asiens østlige Dele norden- for China og oversvømmede China, Indien, Persien og Rusland, saa at de 1241 kom ligeindtil Schlesien og Mæhren i Tyskland. Dschingis Chan og hans Sønner vare deres Anførere. Den tyr- kiske Sultan Bajazeth kom i deres Vold, da han vilde standse dem i Lille-Asien. Dog varede deres Vælde ikke længe; kun i Indien stod et Rige af mongolsk Oprindelse ved Magt indtil henimod vore Tider.
d.IV,b.2,s.139	1261 endte Grækerne det latinske Herredømme i Constanti- nopel, og græske Keisere, som imidlertid havde holdt Residentz i Trapezunt ved det sorte Hav, bestege igjen den brøstfældige Throne. 1273 blev Rudolph af Habsburg Stifter af det længe herskende Keiserhuus i Østerrig. 1240 endte Hakon den Gamle Borgerkrigen i Norge. 1291 tabtes Acre, den sidste Rest af Korstogenes Erobringer. 1300 indtog den tyrkiske Osman Lille- Asien (Natolien). 1360 gik Tyrkerne over til Europa og gjorde Adrianopel til deres Hovedstad. 1353 løsrev Schweitzerne sig fra Østerrig efter den heltemodigste Frihedskamp.⁴ 1370 blev Ludvig af Ungarn tillige Polens Konge. 1374 erobrede Tyrkerne Bulgarien og Wallachiet. 1415 blev Fredrik af Hohenzollern Churfyrste af Brandenburg. Han er Stamfader til Kongerne af Preussen. En frygtelig Pest, den sorte Død, rasede over Europa i Midten af det 14de Aarhundrede. Den uduelige Magnus Smek var dengang Konge i Norge og Sverige. Ved Givtermaal med hans Søn Hakon VI blev den danske Dronning Margrethe efter deres Søn Olufs tidlige Død Regentinde i Norge, og kort derefter fik hun ved Krigslykken Sverige med ind i en Union mellem alle 3 Riger, der sluttedes i Calmar 1397. I Begyndelsen af det 15de Aarhundrede opfandtes Bogtrykkerkunsten i Tyskland, og Krudt kom i Brug i Krigen. I England rasede Borgerkrige mellem Husene Lancaster eller den røde Rose og York eller den hvide Rose. Under den Hvile, Landet fik under Henrik den 5te, ud- bredtes det engelske Herredom i Frankrig ligetil Orleans, men da opflammede Jeanne d'Arc, en for Fædrelandets Uafhængighed begeistret Bondepige, det sjunkne Mod, saa Fienderne forjagedes til Normandiets Kyster. Efterat have bestaaet over 1000 Aar faldt endelig det græske Keiserdom 1453, da Sultan Muhamed den 2den indtog Constan- tinopel, der nu blev Sultanernes Residenz. Dette gav Anledning til at flygtede græske Lærde udbredte Videnskaber og Sands derfor til Italien og andre Lande.
d.IV,b.2,s.140	Til Americas Opdagelse og Luthers og Calvins Reformationer. 1471 before Portugiserne Africas Vestkyster og passerede første- gang Middagslinien. 1477 bekom Østerrig Belgien og Nederlan- dene. Da Ferdinand den Katholske havde kuldkastet det sidste mauriske Rige i Granada, fik han hele Spanien under een Krone. Ved hans Død arvede Philip af Østerrig denne og tillige Sar- diniens, Siciliens og Neapels, hvilket sidste Land Ferdinand havde bemægtiget sig til Forfordeel for Ludvig den 12te af Frankrig, som begyndte de italienske Krige. Huset Habsburg deltes snart i den spanske og tydske Linie. 1501 blev Lithauen forenet med Polen. 1486 opdagedes af Portugiserne Godthaabs Forbjerg og 1498 Sø- veien herom til Ostindien, hvorved Portugal erholdt den ind- bringende Handel med indiske Producter, der før over Alexan- drien i Ægypten og derpaa gjennem de italienske Søstæder kun paa en langt bekosteligere Maade vare komne i Handelen. 1492 opdagede Christopher Columbus America eller den nye Verden, som han tog i Besiddelse i Kongen af Spaniens Navn. De mær- keligste Producter, som derfra tilfløde Europa, vare Guld, Potatos og Tobak. Spanierne satte sig ved de grusomste Udryddelser af de Indfødte i Besiddelse af Øerne Hayti eller St. Domingo og Cuba, samt under Cortes af Keiserdømmet Mexico, og under Pizarro af det guldrige Peru i Syd-America. Kort efter kom Portugiserne til Brasilien i Syd-America. 1512 reve Tyrkerne Moldau til sig. 1513 traadte 3 af Schweitzes Cantoner sammen i en Forbundsrepublik. 1519 sam- lede Karl den lste af Spanien og Nederlandene ogsaa den tyske Keiserkrone paa sit Hoved. Som Keiser er han bekjendt under Navn af Karl den 5te. Han laae i Kamp med Franz den lste af Frankrig om Italien, og gik af med Seiren, især da han ved Pavia tog Franz til Fange. 1517 bemægtigede Tyrkerne sig Sy- rien og Palæstina. Bøhmen og Ungarn kom til Østerrig. 1526 lede Ungarerne et frygteligt Nederlag i Slaget ved Mohatsch mod Tyrkerne. I England og Tyskland havde flere Røster hævet sig imod Misbrugene i den katholske Kirke. Især vare Afladshandelen, Pavens Ufeilbarhed, Indgreb i den verdslige Myndighed og Geist- lighedens Usædelighed og Uvidenhed blevne angrebne. Flere
d.IV,b.2,s.141	Kirkemøder havde forgjæves søgt at raade Bod paa Misbrugene. Kirke og Lære forbleve lige ureene. Da var det at Doctor Morten Luther optraadte 1517 i Wittenberg i Sachsen, og iværksatte sin Forbedring eller Reformation. Johan Calvin og Zvingli foretoge sig noget lignende i Schweitz og i Frankrig, hvor det reformerte Parti maatte udstaae mange Forfølgelser. Til den vestphalske Fred. Den gamle Historie pleier man at regne til det romerske Riges Deling, hvorefter Middelalderens udstrækkes til Americas Op- dagelse og Kirkereformationens Begyndelse. Med disses Fort- gang begynder den nyere Historie. Sverige løsrev sig under Gustav Vasa fra Calmarunionen trods Christian den 2dens stock- holmske Blodbad. To Aar efter (1523) maatte han forlade sine Riger. I det nordlige Tydskland, i Norge, Danmark og Sverig gik det raskt med den lutherske Religionsforbedring. 1537 indførtes den i Norge, hvis Selvstændighed Christian den 3die 1536 tilintet- gjorde ved et Magtsprog. Spanien og Portugal berigedes ved sine Colonilande og ved Eenehandelen med deres Producter. Mailand tilhørte ogsaa Spanien. Zaren i Moskau erobrede Astrachan og Kasan. 1556 overgav Carl den 5te Keiserkronen til sin Broder og sine spanske Arvelande til Philip den 2den, en grusom Tyran. 1563 opdagede Russerne det uhyre nord- asiatiske Hedeland Sibirien, og Tyrkerne fratoge Venetianerne Øen Cypern. I Midten af Aarhundredet indførte Henrik den 8de en Reformation af Catholicismen i England, der fik en saakaldet biskoppelig Kirke. I Skotland udbredte Calvinismen sig; ligesaa i Frankrig under blodige Krige ligetil Aarhundredets Ende.⁵ Den grusomme Catharina af den i Florents herskende berømte Familie Medici samt hendes svage Søn Carl den 9de søgte 1572 at knuse de Reformerte (Huguenotterne) ved det parisiske Blodbad, hvor disse iflæng snigmyrdedes. Da Henrik den 4de gik over til Ca- tholicismen, erholdt han Kronen, og bragte Fred tilveie. Ligesom sin Formand snigmyrdedes han, som der siges, paa Anstiftelse
d.IV,b.2,s.142	af Jesuitterne, en Munkeorden af farlige Grundsætninger, som især søgte at tilrive sig Ungdommens Underviisning og indsnige sig ved Hofferne. Mod Slutningen af Aarhundredet var det spanske Monarchi det mægtigste. Det besad ogsaa Portugal. Dog gjorde Neder- lænderne Opstand mod Philip den 2dens Tyrrani, tilvandt sig Friheden og de fleste portugisiske Besiddelser i Ostindien, hvor- ved Handelen paa de Egne gik over til dem. Fez og Marocco bleve et Keiserdømme. Røverstaterne Algier, Tunis og Tripolis fremstode under den ottomantiske Ports Lehnshøihed. Mod dem laae Johannitterridderne, en geistlig Krigerorden, som var op- kommen under Korstogene, i en bestandig Kamp fra Øen Maltha, som var Ordenen skjænket af Carl den 5te, og hvoraf de senere kaldtes Maltheserriddere. 1640 tabte Spanien Portugal, hvis Krone Johan af Braganza erholdt. Siden 1618 ødelagdes Tyskland af Trediveaarskrigen, der førtes imellem Protestanter og Catholiker. Den svenske Konge, Helten Gustav Adolph, sikkrede Protestanterne Seiren, skjøndt han selv faldt ved Lützen. Den tilkjendtes dem i Freden til Osnabrück i Westphalen 1648, hvor de erholdt Religionsfrihed og andre For- dele. Sverige, som dengang glimrede med tappre Hære og yp- perlige Generaler, aftvang under Carl den 10de Danmark flere Provindser østen Øresund ved Fredsslutningerne i Roeskilde og Kjøbenhavn. Ved den vestphalske Fred erholdt det Pommern i Tyskland. Det herskede paa den Tid tillige over alle Landene ved den finske Bugt. Richelieu, der var Cardinal eller Høierke- biskop, styrede Frankrige i denne Tid under Ludvig den 13de, Søn af den gode Henrik den 4de, med megen Klogskab. Cardinal Mazarin fulgte ham og hans Planer til Udvidelse af den konge- lige Magt. Danmark og Norge havde en duelig Konge i Christian den 4de, den eneste af Foreningskongerne af det siden 1448 herskende oldenborgske Huus, som ret sørgede for det sidste Rige. Han deeltog uheldig i 30 Aarskrigen, og den svenske General Tor- stenson aftvang ham Øerne Gulland og Øsel, Halland, Jæmte- land og Herjedalen. Istedet for Oslo, som under hans Formand Frederik den 2den i 7aars-Feiden med Sverige tilligemed Byerne Sarpsborg og Hammer var opbrændt, anlagde han Christiania, der blev Norges Hovedstad. Ham fulgte 1648 Frederik den 3die,
d.IV,b.2,s.143	som indførte Enevældet 1660, hvortil Adelen, som tilforn ved hver Trontiltrædelse aftvang Kongerne edelige Forpligtelser, ved sin slette Opførsel under de to ulykkelige Krige med Sverige gav ham en kjær Anledning, der fandtes gyldig i en Tid, da de øvrige Stænder ikke vare vante til at have Øinene oppe. I England, hvis Søherredømme var begyndt under Dronning Elisabeth, Henrik den 8des Datter, vilde det stuartske Huus, som regjerede baade over Skotland og England, ligeledes udvide den kongelige Myndighed. Men om dette kunde være godt i et Land, der adsplittedes og pinedes af en voldsom Adel, saa var dette en Forbrydelse i Engelland, der besad Frihed siden det 13de Aarhundrede og en constitutionel Forfatning. Det kom derfor til Kamp mellem Kong Carl den 1ste og Parlamentet, der lod Kongen henrette Aaret efter den vestphalske Fred. Den dygtige Cromwell blev Rigsforstander. Til den spanske Arvefølgekrigs Ende. Nederlandenes Handel og Overvægt tilsøes steg stedse høiere. Dog stred Englænderne heldigt mod dem under Cromwells Re- gjering. Han forestod Riget med Kraft og Klogskab, og det for- øgedes med Koloniøen Jamaica i Vest-Indien. 1662 satte Eng- lænderne sig fast i Bombay i Ostindien og i Ny-York i Nord- America. Kort efter Franskmændene sig ligeledes i Canada, hvor Quebec blev Hovedstaden. 1660 tabte Venetianerne Candia til Tyrkerne. 1679 nedsatte Franskmændene sig i Pondichery i Ostindien og i Senegal i Africa, og Hollænderne i Surinam i Sydamerica. Ved Missisippi søgte ogsaa Franske at nedsætte sig. 1681 blev Peter den 1ste Czar (Konge), eller Keiser af Rus- land. Dette Lands Beboere vare ligetil den Tid halvvilde; men Czar Peter fremvirkede dels ved strenge Midler dels ved at drage Fremmede ind i Landet beundringsværdige Fremskridt i Cultur. Da han vilde have Provindser ved Østersøen, forat faae en Sømagt og at lette den europæiske Cultur Adgang til sit barbariske Rige, forbandt han sig med Polen og Danmark mod den unge svenske Helt Carl den 12te. Men Denne slog de Danske, og satte over Østersøen forat tugte de andre Forbundne. Czaren slog han ved Narva aldeles, indtog hele Polen, afsatte dets Konge August, Churfyrste af Sachsen, og indsatte Stanislaus
d.IV,b.2,s.144	Leczinski. Da han drog ind i det ørkenagtige Ukraine i Syd- Rusland forat forene sig med de der boende Kosakkers Chef eller Hermann Mazeppa, saae han sig ikke tilfulde understøttet af denne og forladt i et fremmed Land. Nederlaget ved Pultava 1709 afgjorde hans Skjebne: selv undkom han til Tyrkiet, hvor han i flere Aar levede nær Bender, opæggende stedse Tyrkerne til Kamp mod Russerne. Det lykkedes ham endelig, og Peter Czar kom i en Knibe ved Pruth-Floden, hvorfra han kun red- dedes ved sin Ægtemage Catharinas List. Hun bestak nemlig den tyrkiske Storvizir, saa han lod Czaren trække sig tilbage mod at give Slip paa sine Erobringer ved det sorte Hav. Under Carls Ophold i Tyrkiet reiste alle hans gamle Fiender sig: August af Sachsen fordrev Stanislaus, Czaren bemægtigede sig Provind- serne sydom Østersøen og herjede paa Sverig. De Danske gjorde Indfald, men sloges af Grev Stenboch med Bønder alene baade i Skaane og Tydskland, indtil han i Fæstningen Tønningen i Schlesvig maatte give sig tilfange. I Frankrige havde Mazarin, efter de saakaldte Frondestridigheder, som Condé og flere Store vakte mod denne forhadte fremmede Minister, overladt Despo- tismen i gode Hænder, nemlig i Ludvig den 14des. Han blev en Plage for sine Naboer ved de evindelige Krige, han paaførte dem. Med Glæde saae han Tyrkerne beleire Wien 1683, hvorfra dog den polske Konge Johan Sobiesky bortslog dem; i Tyskland og Nederlandene gjorde han ved sine gode Feldtherrer Turenne og Luxemburg ødelæggende Indfald. Wilhelm af Oranien -- af en Familie, som havde store Fortjenester af Nederlandenes Frihed, og hvis Medlemmer derfor stode i Spidsen af den republikanske Regjering der -- forsvarede sig tappert, og Forbindelsen mellem Churfyrsten af Brandenburg, England og Nederlandene satte Ludvigs Erobrelyst Grændser. Dog vandt han Elsas og mange Fæstninger i Belgien, som dengang var spansk. Fred sluttedes til Ryswick 1697; og mellem Østerrig og Tyrkiet til Carlowitz 1699, efter en Krig, som Prinds Eugen havde ført med Hæder. Det tyrkiske Rige bestod den Gang af Ægypten, Syrien og Palæstina, Landene om Tigris og Euphrat, Natolien, Mingrelien, Krim, det lille Tartari, Bessarabien, Moldau, Wallachiet, Bulgarien, Rumelien, Servien, Temeswar, Bosnien, Albanien, Epirus, Livadien, Macedonien og Øerne Cypern og Candia. En Deel af Dalmatien og Epirus tilhørte Venedig, ligesaa de
d.IV,b.2,s.145	fleste af de græske Øer mellem Grækenland og Italien samt Morea. Det russiske Rige indbefattede, foruden Moskaus gamle Lande, Smolensk, Ukraine, Astrachan, Kasan, hele Sibirien, Kamtschatka, en Deel af Lappland, Archangel og Twer. Sverig besad Finland, Ingermanland, Esthland, Liefland, en Deel af Pommern, Øen Rügen, Wismar og Hertugdømmerne Bremen og Verden. Danmark, Norge og alle dets Besiddelser, dannede en Forbundsstat. Polen og Lithauen havde Churfyrsten af Sachsen til Hersker. Churfyrsten af Brandenburg besad tillige Preussen, det øvrige Pommern, Magdeburg, Halberstad og Minden. Den tydske Linie af Huset Østerrig bar Keiserkronen og besad som Arvelande Ungarn, Bøhmen, Schlesien, Mæhren, Østerrig, Steyer- mark, Kærnthen, Krain, Tyrol, Vorarlberg, Breisgau, Kroatien, Slavonien og Siebenbürgen. Den spanske Linie af dette Huus besad Spanien med alle sine Colonier i Africa, Asien og Amerika, samt Mailand, Mantua, Neapel, Sicilien og Sardinien, desuden og Høiburgund i Frankrig og Brabant og Flandern (Belgien). Frank- rige besad sine nuværende Provindser undtagen Avignon, der tilhørte Paven, og en Deel af Lothringen. I Ostindien havde det Pondichery, i Africa Senegal og i Vestindien en Deel af St. Do- mingo med flere Colonier der og paa det faste Land. England var forenet med Skotland under Navn af Storbritanien, samt med Irland og besad store Colonier i Amerika og Ostindien. Holland (Nederlandene) havde store Besiddelser i Ostindien. I Asien besad Stor-Mogulen næsten hele Hindostan, og Persien adlød eet Scepter. Africa var dengang i sit Indre kun lidet bekjendt. Aar 1700 døde den spanske Konge Carl 2den uden Arvinger, hvorpaa Ludvig den 14de, paa Grund af Giftermaal og Testa- ment, gjorde Paastand paa den spanske Krones Lande for sin Sønnesøn Philip. Da den østerigske Erkehertug Carl ligesaa gjorde Paastand, opkom en heftig Krig mellem Frankrige og Østerrig, hvis Parti ogsaa Nederlandene og England toge, hvor den duelige Wilhelm af Oranien var bleven Konge efter Jacob den 2den Stuarts Forjagelse. Den keiserlige Feldtherre Eugen og den engelske Marlborough tilføiede de Franske store Nederlag ved Turin, Høchstædt Bayern, Ramilliers, Oudenarde og Malplaquet i Belgien. Dog
d.IV,b.2,s.146	vandt Franskmændene ofte i mindre Slag under Catinat og Vil- lars. Denne Krig, Ludvigs Pragtsyge og Uaar udtømte næsten Frankriges Kræfter; dog erholdt Philip ved Freden i Utrecht 1713 den spanske Krone tilligemed alle Colonilande. Østerrige fik Neapel og Sicilien, Belgien, Mantua og Mailand; Hertugen af Savoyen Sardinien. Til Syvaarskrigens Ende. 1715 toge Tyrkerne Morea fra Venetianerne. 1718 faldt Carl den 12te for Fredrikssteen, hvorved Krigen, der hele Tiden var bleven ført med Czar Peter, Danmark og Sachsen, fik en Ende mod at Sverige gjorde betydelige Afstaaelser. 1721 erkjendtes Rusland i Besiddelse af Liefland, Estland og Ingermanland, i hvilken sidste Provinds Czar Peter havde anlagt Petersborg, der blev Rigets anden Hovedstad. 1722 brød en Revolution ud i Persien, hvorved dette deltes. Spaniens Forsøg paa at gjenud- vide sig i Italien endte med Fred til Wien 1738, hvorved Don Carlos, en Prinds af det bourbonske Huus i Spanien, fik Neapel og Sicilien. Parma og Piacenza kom til Østerrig, og Toscana til Franz af Lothringen, som tilfaldt Frankrige. Da det østerrigsk- tyske Huus uddøde 1740 med Carl den 6te, opstod en Krig mod hans Datter Maria Theresia, som Frederik den 2den, Konge i Preussen, vilde fratage Schlesien. Dette erholdt han og 1742, hvorimod Maria Theresia beholdt sine øvrige Stater. Samme Aar gjorde Carl af Bayern Paastand paa Keiserværdigheden med Vaaben i Haand, understøttet af Frankrige; men hans Død 1745 sikkrede Franz af Toscana, Marias Mand, Keiserværdig- heden, hvorpaa i Freden til Aachen 1748 Parma og Piacenza fik en spansk Prinds til Hertug, saaat Huset Bourbon nu var delt i 4 regjerende Familier i Frankrige, Spanien, Neapel og Parma.⁶ Østerrige kunde dog ikke glemme Tabet af Schlesien, og da, i en Krig mellem England og Frankrig, Preussen tog engelsk Parti, saa forbandt Østerrig sig med Rusland, Frankrige, Sverige og Sachsen, og Syvaarskrigen opstod 1756. I denne udmærkede Frederik sig som Feldtherre; og han bestod Kampen hæderlig
d.IV,b.2,s.147	mod Overmagten. Slagene tabtes for Preussen ved Hochkirchen og Kunnersdorf, men ved Rosbach slog Preusserne Rigstropperne og de Franske, ved Leuthen, Torgau og flere Steder Østerrigerne. Preussens Allierede Englænderne sloges heldigt mod Fransk- mændene tilsøes og ved Quebec. Freden til Hubertsburg 1763 lod Preussen beholde Schlesien. Frederik den 2den udvidede ellers ved Mellemhandling sine Lande, og hævede Preussen, der kun siden 1701 havde havt Navn af Kongerige, til en Magt af Betydenhed -- Fortjenester, der dog skyldes mere hans Regent- dygtighed end hans store Krigerdygtighed. Til den nordamerikanske Revolution. Fra denne Tid af vidste Englænderne, især ved underfundig at benytte sig af de ostindiske Fyrsters Stridigheder, saaledes at udvide sin Magt i Ostindien, at de snart der erholdt et be- tydeligt og folkerigt Rige, der regjeredes af det ostindiske Han- delscompagnie i London ved Directører og Gouvernører. Ved Freden 1763 aftraadte ogsaa Frankrige dem Acadien og Cap Breton i Nordamerika og Spanien maatte overlade Øen Minorka samt i Amerika Florida og Ny-Granada. Det franske Canada bemægtigede de sig ogsaa. Ministeren Pombal styrede vel, og fordrev Jesuitterne. I Sverige, der var bleven træt af de evige Krige, var den qvindelige Side af Vasaslægten, hvis mandelige med Carl den 12te uddøde, kommen paa Thronen. Der hen- vendtes nu al Opmærksomhed paa Bergdrivt og anden Industri, medens forskjellige Adelspartier, under Navn af Huer og Hatte, laae i Kiv sammen. 1768 afkjøbte Franskmændene Genueserne Corsica, da de sidste ikke mægtede at holde denne Øes urolige Beboere i Tømme. Ved denne Tid opdagedes den 5te Verdensdeel Australien mellem Asien og Amerika, bestaaende af det store Øland, Ny- holland og mange Øgrupper. I Polen herskede mange Stridigheder, dels paa Grund af Re- ligionsforskjel, dels paa Grund af den uretmæssige Indflydelse, den russiske Keiserinde Catharina der søgte at gjøre gjeldende. Tilsidst gik fremmede Magters Indblanding saa vidt, at Rusland, Preussen og Østerrig 1772 toge hver sit Stykke af Landet. Dan-
d.IV,b.2,s.148	mark tilbyttede sig den gottorpske Andeel af Holsteen for Olden- burg og Delmenhorst. De sydligere engelske Colonier i Nordamerika begyndte i 1773 at kræve en Repræsentation i det engelske Parlament, saafremt de skulde betale England Skatter. Dette nægtedes dem, og ad- skillige Toldpaalæg og andre Afgivter oprørte Nordamerikanerne endnu mere. Opstanden udbrød i Boston, og 1776 traadte Na- tionalforsamlingen (Congressen) sammen i Philadelphia, medens Krigen alt var i fuld Flamme. Til den franske Revolution. 1778 erklærede de 13 forenede nordamerikanske Stater sig uafhængige, og under Washington og ved Hjelp af Frankrige og Spanien tilvandt de sig Anerkjendelsen af deres Uafhængighed i Freden til Versailles 1783. Frankrige fik flere i 1763 tabte Colonier tilbage, og Spanien, Florida og Minorka, hvorimod den stærke Bjergfæstning Gibraltar, der siden Freden i Rastadt og Uetrecht havde været i Englændernes Besiddelse, beholdtes af disse efterat de Spanske og Franske havde forsøgt et frygteligt Bombardement. 1772 henrettedes Ministeren Struensee i Dan- mark paa Beskyldning at tragte den sindssvage Christian den 7de efter Livet, og Enkedronningen den herskesyge Juliane Maria fik sin Søn Frederik i Spidsen af Regjeringen. Samme Aar skede en endnu mærkeligere Revolution i Sverige, hvor den unge talentfulde Gustaf den 3die ved List og uden Blod tilvendte sig Enevoldsmagten. Under den forrige Constitution havde ogsaa Adelen tiltaget sig en Magt, som kun kunde bringes inden sine Grændser ved en Statsomvæltning; men denne burde udgaaet fra Folket, istedetfor at dette nu kun byttede et Slaverie med et andet. I Ostindien havde de krigerske Maratter tilintetgjort Stormo- gulens Rige; men den største og bedste Deel af Byttet tilreve Englænderne sig efter en langvarig Kamp med Maratfyrsten Hyder Ali -- den hans Søn Tippo Saib siden fortsatte, hvorved Englændernes Magt end mere udvidedes. I Nederlandene vakte det oraniske Huus ved at ville udvide sin Magt Vaabenmodstand fra Patrioternes Side. Preussen bragte et tvunget Forlig tilveie.
d.IV,b.2,s.149	Keiser Joseph den 2den, der ellers var en oplyst Fyrste, men som vilde omforbedre paa en despotisk, voldsom Maade, bragte Belgierne i Oprør, hvorved de tiltvang sig fordeelagtigt Forlig. Han døde under Førelsen af en uheldig Tyrkerkrig. Imidlertid begyndte en Hovedrevolution at trække op i Frankrige, hvortil Aarsagen var Statsformuens elendige Forfatning, bevirket ved Hoffets Ødselhed, samt dettes Tøilesløshed i alle Laster især under den usle Ludvig den 15de og Adelen og Geistlighedens lumpne Vægren forat deeltage i Skatterne, der stedse sværere paadyngedes det øvrige Folk. Nordamerikas og Belgiens Op- stande, saavelsom Englands og Nederlandenes Exempler, der allerede længe blomstrede ved frie Forfatninger, samt en Mængde frie politiske Skribenter og Kongemagtens Indgreb i de fri Høi- domstoles (Parlamenternes) Ret virkede ogsaa til at forberede det franske Folk til en Forbedring af Statsindretningen fra Grun- den af. Den ene uduelige Minister for Finanzerne fulgte efter den anden, og Kongen, Ludvig den 16de, maatte omsider sam- menkalde Notablerne (de privilegerede Stænder) 1787. Da Adel og Geistlighed negtede at dele Byrderne, kom intet ud af denne Forsamling uden at Utilfredsheden steg; og det følgende Aar bevirkede den duelige Finanzminister Necker en Forsamling, hvori Borgerstanden deeltog, sammenkaldt. Da i denne Borger- standen adskilte sig fra de andre, og i Sommeren 1789 erkjendtes af Kongen som constituerende Nationalforsamling, kan den egent- lige Revolution antages begyndt. 3DIE TIDSRUM (Efter den franske Revolutions Begyndelse.) Til Directoriets Indsættelse. I Nationalforsamlingen, hvortil ogsaa flere Adelige traadte over, gik Forbedringerne raskt fra Haanden. Især udmærkede Grev Mirabeau og Sieyes sig som skarpsindige Undersøgere af Forholdene og som Veltalende. Alle Lehnssærrettigheder afskaf- fedes, og Kongen erholdt kun Magt at opsætte til en vis Tid,
d.IV,b.2,s.150	ikke til at forbyde en Lovs Indtræden i dens Gyldighed (suspen- sivt Veto). De geistlige Godser erklæredes for Nationens Eien- dom; ligesaa alle Deres, især Adeliges, som udvandrede af Misfornøielse over Tingenes nye Gang. Nationen erholdt Be- skatnings- og Lovgivnings-Ret og Kongehusets Indtægter be- stemtes. Den 14de Juli 1789 indtoge Pariserne ved Storm Ba- stillen, et Slot i Paris, hvor Statsfanger hensattes. Forbittrelsen over, at der ofte fandtes uskyldige Fanger, hvis Forbrydelse var at de ikke havde behaget de sidste Kongers Hofskjøger og Ynd- linger, lod dem ikke levne Steen paa Steen. Pariserne bevæb- nede sig til en Nationalgarde, forat holde Tropperne fra Byen; dog begyndte Voldsomheder oftere at øves af Pøbelen, som ikke altid kunde holdes i Tømme af Nationalgarden og dens Chef den brave Lafayette. Saaledes tvang hiin i et uanstændigt Op- tog Kongen at drage fra Slottet Versailles til Paris, ved hvilken Leilighed Dronningen, der var forhadt formedelst sine Udsvævelser, forhaanedes. En Forsoningsfest holdtes 14de Juli 1790; men de fleste Geistliges Vægring mod at sværge Borgereden vakte Gjæ- ringen paany. Denne vedligeholdtes ogsaa af de voldsomme saakaldte Jacobinere, som vilde have reen Folkeregjering, og som, forat have Overvægten i Nationalforsamlingen, iforveien i sine Klubber eller Sammenkomster enedes om Sagerne. Deres Modstandere vare Girondisterne, som bekjendte sig til mildere Forholdsregler og vare fornøiede med en fri Constitution. Kon- gens Flugt opirrede Gemytterne paa det heftigste, som derved bestyrkedes i Mistanken om at han hemmeligen underhandlede med fremmede Magter. Han indhentedes ved Grændsen og sattes under Bevogtning efterat hans Magt var bleven ophævet indtil videre. Dog besvor han den nye Forfatning, og erklærede Østerrig Krig paa Grund af dets Beslutning i Forening med Preussen med Vaaben at forsøge Kongemagten gjenindsat i sine forrige Rettigheder i Frankrig. De tydske Magters Krigserklæring vakte atter Mistanken mod Kongen; hans Pallads bestormedes; hans Schweitzergarde nedsabledes; og han maatte tye til Na- tionalforsamlingen. Tydskerne trængte ind i Champagne, men bleve tilbagedrevne, og Dumouriez erobrede de østerrigske Ne- derlande. Kongen af Sardinien tabte Savoyen. 21de Septbr. 1792 erklærede Nationalforsamlingen Kongemagten afskaffet og Frankrig for en Republik. Den afsatte Konge hen-
d.IV,b.2,s.151	sattes i Fængsel tilligemed Dronningen og sin Søn. Pøbelen ud- øvede de afskyeligste Blodgjerninger, eggede af Jacobinerne, imellem hvilke Robespjerre, Danton, Marat og Hebert m. Fl. have vundet en sørgelig Navnkundighed. Saaledes myrdedes over 1000 politiske Fanger i Fængslerne, og imellem dem mange Uskyldige. Girondisternes Parti i Nationalforsamlingen, som til- tog sig al Myndighed, maatte bukke under for det jacobinske, som nu, under Navn af Bjerget, styrede Alt efter sine Hensigter. I Krig mod England, Holland, det hele tydske Rige og Spanien samt mod de udvandrede Adelsmænd, der dannede Hære mod Fædrenelandet, troede Revolutionens Høvdinger at burde holde Republiken sammen ved Skræk. Henrettelsesmaskinen (Guillo- tinen) gik uafladelig -- og Kongens og Dronning Maria Antonettes Hoveder faldt under den i 1793 -- og Nationalforsamlingens Be- fuldmægtigede gjennemstreifede Landet og fulgte Armeerne forat iagttage Generalerne. Af Disse tilkjæmpede Moreau, Jourdan og Hoche Republiken mange Seire. Den Sidste standsede den haardnakkede Borgerkrig i det kongeligsindede Vendee i det vestlige Frankrig. Tilsidst slugte det ene af Bjergets Uhyrer det andet. Robespjerre lod Danton henrette; men faa Maaneder efter fulgte han selv, da hans Tyranni blev Nationalforsamlingen utaaleligt. (Juli 1794). Skræksregjeringen tog nu sin Ende; og Armeernes Seire, især Pichegrus Indtagelse af Holland, oplivede Gemytterne. I October 1795 -- i Republikens 3die Aar efter den indførte Tidsregning -- indførtes en Directorialregjering, bestaaende af et Gamles Raad, et Yngres Raad og et Directorium af 5 Medlemmer, der besadde den udøvende Magt. I 1793 foregik Pohlens anden Deling, idet de samme Magter atter tilrøvede sig Stykker af dette Land. Den svenske Konge Gustav den 3die myrdedes af nogle misnøiede Adelsmænd. I Danmark og Norge styrede Ministeren Bernstorff vel. Trykke- friheden indførtes, hvorved flere Røster oplodes om det Tryk, Norge i lang Tid havde lidt. Atter i 1795 foregik en tredie Deling af Pohlen efter den ædle Koziuskos og Madalinskys Op- stand. Efter Suwarows grusomme Indtagelse af Praga og Kozius- kos Tilfangetagen, kunde den ærgjerrige og usædelige Catharina den 2den i Rusland erklære at Pohlen ikke var længer til.
d.IV,b.2,s.152	Til Napoleon som de Franskes Keiser. Den nye Regjeringsform i Frankrig viste ikke synderlig Kraft i sin Anvendelse. Vel indkom fra de seirrige Armeer store Summer, og den uhyre Mængde paa de inddragne National- godser udstædte Papiirpenge hævede sig noget, men Handelen stod ganske stille formedelst Krigen mod det hele Europa, som Frankrig førte tillands med udmærket Hæder især siden Carnot var bleven Krigsminister. Som Saadan forandrede han den af Nationalforsamlingen paabudne Reisning af hele Folket til en regelmæssig Udskrivning efter Alderen, hvorved nye Armeer stedse kunde sendes mod Fienderne, medens Landets Tilbage- blevne bevogtede dette som Nationalgarder. Imellem Generalerne udmærkede sig især den unge Corsicaner Napoleon Buonaparte, allerede bekjendt fra Toulons Tilbagetagelse fra Englænderne, ved rivende at bemægtige sig Øvre-Italien efter Slaget ved Lodi, medens andre republicanske Generaler, saasom den store Moreau, trængte dybt ind i Tydskland. Napoleon aftvang Østerrig Freden i Campo-Formio, hvorved Belgien afstodes Frankrig og Mailand oprettedes til en Republik. Aaret efter (1798) bleve Nederlandene og Helvetien erklærede for Republiker. Derimod gik den gamle aristokratiske Republik Venedig ind under Østerrig. Directoriet sendte nu Buonaparte til Ægypten -- et Tog, der vel havde til Hensigt at aabne Vei til de engelske Besiddelser i Ostindien. Han indtog Landet og paa Veien Maltha. Ægypten var dengang behersket af en Krigerkaste, Mamelukkerne, der valgte Overhovedet mellem sig; forresten erkjendte dette Tyrkiets Overherredømme. Derved og ved at trænge frem i Syrien fik Buonaparte Sultanen til Fiende. Denne gjorde ham dog liden Skade; men desmere Englænderne, hvis Admiral Nelson øde- lagde den franske Flaade ved Abukir nær Nilmundingerne. Buonaparte gik tilbage til Frankrig, kuldkastede i Nov. 1799 den directorialske Regjeringsform, og lod sig udnævne til Chef for Regjeringen under Titel af Førsteconsul med to andre Consuler ved Siden. Imidlertid havde Franskmændene kjæmpet med af- vexlende Lykke i Italien, hvor Neapel var bleven gjort til Re- publik, og i Schweitz mod Russerne, som Catharinas uduelige Søn Paul ogsaa sendte den franske Republik paa Halsen, samt i Tydskland mod Østerrigerne. Men Buonaparte slog disse ved
d.IV,b.2,s.153	Marengo i Øvre-Italien, og Moreau seirede ved Hohenlinden, hvorpaa en for Republiken fordeelagtig Fred sluttedes i Lune- ville 1801. Samme Aar maatte Franskmændene overgive Ægyp- ten, men udvidede sig i Italien og forvandlede Toscana til Konge- riget Etrurien. Spanien havde maattet overgive Lovisiana, som Frankrige igjen solgte til Nordamerica. Portugiserne beseiredes af en forenet spansk-fransk Armee. 1802 sluttedes endelig Fred med England, hvorved dette tilbagegav Alt paa Ceylon nær, som Hollænderne, og Øen Trinidad, som Spanierne tabte. Da Englænderne ikke vilde udlevere Maltha, begyndte Krigen det næste Aar. De Franskes Tog til St. Domingo forat bringe den franske Deel af denne Ø, som Negrene havde løsrevet, tilbage under det gamle Moderlands Herredømme, mislykkedes. Efterat være bleven først valgt til Eneconsul paa 10 Aar og siden paa Livstid, lod Buonaparte sig vælge til Keiser 1804. De europæiske Staters Folkemængde ved dette Aarhundredes Begyndelse var omtrent saa: Frankrig 34 Millioner, Storbrit- tanien 15 Millioner, Preussen 9 1/2 Millioner, Østerrig 25 Millioner, Bayern 1,700,000, Sachsen over 2 Millioner, de øvrige tydske Stater 5,650,000, Nederlandene 1,900,000, Øvre Italien (den cisal- pinske Republik) 3,600,000, Kirkestaten l l/2 Million, Begge Sici- lierne over 6 Millioner, det øvrige Italien over 2 Millioner, Helvetien over l l/2 Million, Spanien l0 Millioner, Portugal 3 Mil- lioner. Danmark og Norge 2 1/2 Million, Sverige over 3 Millioner, Tyrkiet 25 Millioner, Rusland 40 Millioner. Til Napoleons Tog til Rusland. Aaret efterat den vældige Hærfører havde opreist sin Keiser- throne paa Republikens Ruiner valgtes han og til Konge af Italien (Øvre Italien). Keiseren af Østerrig, England, og Alexan- der, som ved sin Fader Pauls Mord var bleven Keiser af Rus- land, forbandt sig mod Napoleon. Men ved Ulm tog han Hoved- styrken af den østerrigske Hær, General Murat trængte ind i Wien og ved Austerliz slog Napoleon selv Russerne og Øster- rigerne. Nu kunde han udnævne sin Broder Joseph til Konge af begge Sicilierne og kort efter sin Broder Ludvig til Konge af Holland. Det Venetianske indlemmedes i Keiserriget, og Murat blev Storhertug af Berg. Preussen, som nu traadte paa Kamp- ¹ tilbakeDet macedoniske Overherredømme tilintetgjorde ogsaa de græske Smaa- staters Frihed, som havde baaret saa herlige Frugter for Culturen. ² tilbakeDa Grækenland (Hellas) blev romersk Provinds, lærte Romerne at kjende græsk Cultur og Videnskab. De græske Viismænd (Philosopher) Platos og Aristoteles', Sokrates' Disciples Skrifter, Digteres og Kunstneres Mesterværker bleve dem bekjendte. ³ tilbakeDe italienske vare især af republikansk Forfatning, men beherskedes af enkelte Familier, der laae i Strid med hverandre. Dette benyttede de tyske Keisere til at udvide deres Indflydelse. ⁴ tilbake Hvori Vilhelm Tell ved at begynde den, og Arnold Winkelried ved at styrte løs paa Fienderne udmærkede sig. ⁵ tilbakeI England lod Dronning Elisabeth den skotske, katholske Dronning Maria, der havde taget sin Tilflugt til hende, halshugge. ⁶ tilbakeI Storbritanien fulgte Anna Stuart efter Wilhelm; men ved hendes Død 1714 kom Georg af Hannover paa Thronen. 1745 sloges Jacob den 2dens Sønnesøn Edvard Stuart, der vilde gjenerobre sit Fædrenerige, tilbage.

FORRIGE

NESTE