HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 2. BIND: 1834 - 1837


d.IV,b.2,s.116  
TALE
I VOR FRELSERS KIRKE TIL AFTENSANG
3DIE SØNDAG I ADVENT 1834
I AFTENSANGEN
Bøn.

   Gud, vor Fader, du ophøiede Mennesket da du skabte det
saa herligen fremfor Medskabningerne; Du ophøiede det over
Jorden ikke ved Svøben, Sceptret over de Umælende, eller ved
Sceptret, saa ofte de Mælendes Svøbe, men da du udgjød ven-
lige Smiil som en Afglands af den himmelske Kjærligheds, om
Menneskets Læbe, lagde klar Viisdom i dets Øie og Eftertankens
Skrivttræk paa dets Pande. Du ophøiede Mennesket -- o Fader,
du ophøiede Mennesket, denne Aandernes Benjamin, denne din
skabende Kjærligheds yngste Smertessøn over Jorden. Og ende-
lig ophøiede du ham til Himlen mens han dog har Støvet paa
sin Isse som under sin Fod; thi Sandheder anbetroede du ham,
der maae gjælde i Himlene som paa Jorden; det Haab, som
fryder de Salige, nedlagde du i dødelige Hjerter, til det Gud-
dommeliges Tjenere udnævnte du os, og anbetroede os dine
egne hemmelige Ting. Dette gjorde du ved den Guddommelige
-- han, der har forsamlet os, at vi skulle fryde os ved det An-
betroede, og benytte os af Tilladelsen at forkynde for hverandre
det Dyrebareste deraf, som tilforn var skjult: at Gud og hans
Forløsning stedse er os nær. Denne Tro forlade os ikke! For-
løseren selv og hans Kraft er deri. Den være os ikke alene en
Vished her i Templet, men udenfore i det færdslende Liv. Da
er Jesus og hans Kraft, Gud og hans Udsendte med os "som
Den der egentlig tilhører os," ja i de mørke Dage som et skin-
nende Lys, i de klare som en trofast Haand, der leder os saa
vor Glæde ikke bliver Synd, vor Sorg ikke Forbrydelse, og som
en Velsignelse over alt vort Gods saa det ei fordærves; men
saa at det, der har et jordisk Værd, og saa faaer et himmelsk
d.IV,b.2,s.117   og selve Blodets Glæder Saliges Straal-Reenhed. Ja dette er
den Hemmelighed, som er en Guds Hemmelighed, men som vi
med bævende Fryd tør oplade, at Forløseren har kjøbt de Fra-
faldne Gud til en Eiendom, sig til en Eiendom, som han vogter i
sin Himmel dog med nære Blik, og ikke leiet os, saaat vi vel
en Stund blive hos ham, men siden forlade ham somom noget
Høiere kaldte os. Nei, saaledes er ikke dit Blod rundet, hellige
Forløser! Sandheden henrinder ingensinde med Blodet i Sandet.
Derfor lyder ikke din Tale, at vi skulle høre paa den som en
Thorden eller en Musik, der vil forsvinde. Derfor anbetroedes
os ikke Hemmeligheden om den Alretfærdiges Barmhjertighed,
forat vi skulde egges til at vide mere om det Ubegribelige, og
vente paa Dem, der skulde kunne fortælle os det. Derfor er
ikke Forløserkorset blevet et helligt Tegn forat vi kun i Angstens
Øieblik skulle klynge os dertil; men forat vi aldrig skulle for-
lade det -- forat vi skulle støtte os dertil, naar Verden hænger
sine Byrder paa os, og forat vi skulle see det som den Hyrde-
stav, du endnu og evindelig løfter over Menneskeheden over
Jordens Bjerge af Bekymringer og taarnede Skyer -- af gjøg-
lende Fristelser.
   Se, derfor ville vi vogte paa dig vor Frelser! thi du gaaer
foran os -- vi ville høre efter din Røst; thi den er ikke for-
stummet i Aarhundredernes Drøn; -- vi ville see efter dit Kors;
thi det er ikke flittrende med Tiderne eller nedbøiet af Ælde,
men kneiser imellem christne Millioner -- vi ville overlade os
til din Ledning, thi du er Lyset og Sandheden og Livet -- denne
Guds Hemmelighed, som ikke skyer Forstandens aabne Øie, og
som vi ville forkynde indtil den ikke er skjult for nogen af dem,
Gud ophøiede til Menneske-Kald og Rang, og deri forjettede
himmelske Hemmeligheder, (mens selv mange af Jordens ere
skjulte), og Sandhed for Evigheden -- i Vildfarelsernes Verden,
Rigdom midt i Armoden, Frihed under Trældommen, og Fred
og en salig Vished, der ligner Englenes, mens det kunde synes
at det græssende Dyr eller Spurven paa den nøgne Qvist eller
Fuglen paa den stormdøende Bølge har det bedre end mange
af Disse, der saa herligen ere kaldede -- Amen. Hør os vor
Fader o. s. v.



d.IV,b.2,s.118   1 Cor. 4 C. 1 V.
   Huusholdere over Guds hemmelige Ting? Guds hemmelige
Ting? Præsten i sit Purpur er det ikke alene; -- ogsaa os alle
ere mange Guds hemmelige Ting anbetroede: baade de fælleds
Religionens og Menneskehjertets særegne: Salighedshemmelig-
hederne, som nedlagdes deri skjulte som Sædekornet, der dog
indeslutter det prægtige Træ, den glimrende Plante i sin lille
sorgløse Skal, og aabenbarede sig kun for Gud og for dem, der
ligeledes begavedes. Eller dæmrer der ikke en sød Hemmelig-
hed imellem Menneskehjertet og Gud i det Øje hvormed den
Barmhjertige vender sig bort fra den lindrede Nød, fra sin
Gjerning, at den ikke skal smigre ham? Og i Stefanens Blik,
naar Steendyngen høiner sig? Paa den Retskafnes Pande, naar
selve Miskjendelsen forgjæves eggede ham, og han trækker sig
tilbage med sin Dyd i sin eensomme Krog? Tilvisse, det var
ilde, om vi ikke vedgik Alle at have saadanne Hemmeligheder,
fast vi ikke ville udtale dem og ikke kunne det uden at berøve
dem den bedste Deel af deres Fryd. Men hine fælleds? De
ere fælleds for at de skulle meddeles. De tiltage i Dyrbarhed
derved. De ere Hemmeligheder i den Forstand, at de aabne os
Guds Væsens Dybheder og lære os at elske den forfærdelige
Alretfærdighed, for hvis Aasyn Synderen som Fnugget i Flam-
men forsvinder -- forsvinder for at optages af Alkjærligheden.
   Men mellem hine fælleds Guds Hemmeligheder lader os med-
dele hverandre, Christi elskelige Venner, den herligste: at vor
forevigede Frelser, hvis
Spoer ikke fandtes paa Bjerget, dog er
over os, med Os, med Sine fra Daaben
og indtil Verdens Ende.
Lader os ikke glemme dette! Hvor skræksomt for den Onde --
Intet er trøstigere og frydfuldere for den Gode end Tanken, at
en høiere Verden omgiver ham, at han kun er blind en Tid for
dens Straaler. Og nu, at det Høieste dog overalt vogter paa
vore Skridt, og lader Intet af hvad der rører sig paa Hjerternes
Dyb undgaae sig? Elskelige, skulle vi forfærdes? Med en saa-
dan Frygt maatte vi heller forfærdes over at vi bare Navn af
Christne og dog kjendte saalidet til Ham, der græd over Synder-
staden og ikke dømte Synderinden. Han er ikke over os for at
nedknuge os om vi falde, ikke med os for at tordne os Bebrei-
delser i Ørene. Han er med os for at tale venligen med os ved
Dagen i det lyse Tempel, ved Natten paa vort enlige Sted som
d.IV,b.2,s.119   Nicodemus, ja for at tale venligen med os endog da naar vort
eget Hjerte skjælder paa os; og først efterat dette har hørt op
med at kunne bebreide, tier den kjærlige Røst.
   Saaledes er der visselig intet frygteligt i at den Helligste er
med Os -- Han, der kjendte Menneskenes Svaghed saa vel, der
ynkedes over de Forblindede og som bad for sine Fiender me-
dens de gjennemborte ham. -- Dette er en af de Guds Hemme-
ligheder, som ere os betroede, at vi vide det om de Forevigedes
Liv, at de iagttage Følgerne af sit Virke, at de see Høsten af
sin Sæd. Forsoneren da, for hvis Blik Tiden ingen Skranke
har, han veed, mens vi bedrøves over at Menneskeheden i de
lange Aarhundreder ikke har gjort sig bedre Nytte af hans For-
tjenester -- han veed, at den ikke har vidst at gjøre sig den
bedre tilnytte -- han øiner Enden, hvor vi kun see Ledene --
og naar han seer alle disse Velgjerninger som dog ere tilfyldte
Menneskeheden af hans Fortjeneste og som, i større Sedelighed,
Frihed, Oplysning, Menneskekjærlighed og al menneskelig Ud-
dannelse ligesom lysende Grene udskyde sig over hans Kors
over Jorden . . o! da mindes han ikke, at dette tyngede at
Vunderne gik ind til Margen, da er dette en herlig Deel af hans
Salighed, da er hans Erindring Sejer, og sejrende gjentager han
"visselig der skal vorde een Hjord og een Hyrde!" og han op-
giver os ikke, fordi vi endnu ikke ere fuldkomne og Værket end
ikke fuldbyrdet, men han er med dette, der fuldbyrdes gjennem
os, saalangt vi leve i Tiden, med os alle Dage indtil Enden.



   Elskelige -- denne Guds Hemmelighed kunne vi ikke give
Slip paa. Tiden har stadfæstet den. Gjennem de stridende
Kirkers Larm og gjensidige Forbandelser lød altid den sande
Menigheds Broderhilsener, tonede altid fra Land til Land den
søde Hemmelighed: "Forløseren er med Os." -- Saa betydnings-
løst er dette ikke, at den bethlehemske Krybbe har opløftet sig
til alle disse Christenhedens Kathedraler. Saa ussel er ikke
Menneskeheden, at det skulde være uden Mening, at dens
bedste Nationer samle sig i dem, og tage Navne derefter.

   Dog er i Menneskeaanden, som vi sagde, Hemmeligheden om
Christi Nærværelse, dybere indskreven. Thi deri ligger Troen
d.IV,b.2,s.120   som en Nødvendighed, at de Henfarne med frigjort Aandeblik
fra deres himmelske Høide kunne i eet overskue deres hele for-
bifarne Liv med alle dettes Handlinger og disses Følger, ja
Tankerne i deres Vraa, disses ufødte men dog avlede Gjerninger,
Idrætternes ufødte Fostre. Selv Lastens nidkjære eller døsige
Træl kan ikke unddrage sig fra denne Tanke, fast at han ikke
lader den klarne til Tro. Den hænger over ham som Lynet paa
den endeløse Hede. Som de stedse fremskyllende Bølger paa
Stranden vender Ahnelsen, overskyllende hans Forbrydelsers
Vellyst, tilbage: at ogsaa ham venter paa som Aand i Arv et
frigjort Blik for hvilket Gjerningerne i deres lange Følgerækker
ville oprulle sig som Linjerne i et forbrydersk Brev, der troedes
tabt men under Dødstrudsler holdes for Øinene. Stundom, som
naar en Slange skydende over Vejen forfærder os, gjennem-
skjæres hans onde Beregninger uvilkaarlig af Tanken, at disse
Slanger, han ynglede i sit Hjerte og lod udkrybe i Støvet for at
dræbe og forgaae, i jammerfulde Følger skulle yngle i Led paa
Led en Vrimmel, der forfølger ham hisset. Pludselig træder
Rædselen frem fra hans Sjels Baggrund, at Synd ei døer med
Støvet, at Skjændsel kan overleve selv jordisk Ære, hvori han
maaskee hylledes, at Bedrageriets Regninger kunne gjælde selv
der hvor Guld ei gjælder, at Nag ikke standser ved Graven. --
Og i den dydige Sjel udtaler samme Hemmelighed om Aanden
sig i en liflig Ahnelse, som den har uddannet til sin skjønneste
Tro, saa den veed, at den hisset med salig Forundring skal see
hvorledes den dernede i Støvhjertets Snare kunde føle og ville
som den i sin Himmel tør vedkjende sig at ville -- at den Ret-
færdige skal see sine Veje udbredte saaledes som han vandrede
dem, og gjenfinde sine Spoer paa den trange Stie han gik, vi-
gende ikke af til høire eller til venstre -- at den Høimodige
skal undre sig over at det Offer, han ansaae ringe, den Kamp,
der er forsvunden, disse Sukke af en bekjæmpet Egenkjærlighed,
han ikke mere fornemmer Smerten af, har hensat ham mellem saa
rige Salighedsfrugter; at den Strid, Høimodighedsofferet kostede
den Dødelige har efterladt saa sød en Klang i Engelens Minde;
at et underkuet Ønske, et Forsoningshaandtag, en liden Op-
offrelse, et Øjebliks Handling men ikke et Øjebliks Beslutning,
har kunnet udstrøe slige Velsignelser paa Jorden i et forbedret
Fiendehjerte, maaskee i gjenreist Fred og alle dennes Følger;
d.IV,b.2,s.121   og at selv disse Ædelhjertets mindre Træk kunne tegne ham
hans Himmel saa skjøn. --
   Udenfor Menneskesjelen selv trænge vi da ikke at hente Vid-
nesbyrd om at Aanden overskuer og er nærværende ved sit
forbifarne Livs Følger. Den Gode skulde give Slip paa sin
Salighed, den Onde paa sin Forbedring, om det ikke var saa.

   Men nu den Bedste, den Retfærdigste, den Høimodigste, den
Ædleste -- Han der turde sige: "Hvo af Eder kan overbevise
mig om nogen Synd" og "Jeg har givet Eder et Exempel, at
ligesom jeg gjorde mod Eder, skulle og I gjøre" -- Han, der
drog om og gjorde vel, agtende alene den himmelske Ære og
velsignede dem, som bandede ham, bad for dem der hadede
og forfulgte ham indtil Korsdøden -- Han, der leed alt dette i
sine fagre Aar og Alt for Andres og for en Sandheds Skyld,
som kun gjennem fjerne Tider skulde seire . . . hvilket Liv,
hvilken Velsignelse af sit Liv har ikke Han fra sin Herlighed at
anskue? eller bør og kunne vi tænke os denne uden saa saligt
et Skue? og er deri ikke Nærværelse, Forbindelse mellem den
Høiestes Himmel og den lave Jord, Opfyldelse, af Udsagnet:
"jeg er med Eder indtil Verdens Ende." -- Denne Guds Hem-
melighed, som da er bekræftet baade ved hvad vi vide udenfra
og have seet og ved hvad vi vide med os Selv. -- Hellige
Christus, guddommelige Forløser! Du er med Os. Din Hjord
har ikke menneskelige Hyrder alene, men en himmelsk, for hvem
Aanderne bøje sig. Du er hos Os, mens du er hos din og vor
Fader. Du er hos Os som Han: kraftigt skjøndt usynligt, nær-
værende skjøndt der hvor Aanderne dømmes! --



   Vi ville vogte denne Hemmelighed som Klenodet -- det vi
vel vise med Glæde, men ængstligen fastholde og ingensinde
henlægge. Den er for os for dyrebar denne Tro, og netop fordi
dens Sandhed bekræftes af vor Aands Natur og fordi Fornuften
i al sin prøvende Strenghed ikke kan dadle vort Hjertes tilsyne-
ladende enfoldige, men dybsindede, kostelige Troe, at Christus
den Guddommelige er med os. Tør vi vel berøve ham Deel i
alt hvad Godt, der udspringer af vor Christendom? Der tør
Ingen sige: "sæt mig i en Ørken som Barn mellem Vilde, og jeg
d.IV,b.2,s.122   skulde dog være sedlig, mit Familieliv fromt, mine aandelige
Kræfter ligesaa udviklede, min Kamp uden Vildhed, Freden
viet, og denne igjen al Uddannelse -- eller mellem Afguds-
dyrkere, og jeg skulde dog kjende den eneste sande Gud, og
vide at gjøre hans Vilje; jeg skulde dog paa Fædrenes Val,
mellem hevneggende Landsmænd, ved Blodaltret kjende og øve
Budet at tilgive, at give Gud Hevnen, at nøjes, at foragte de
taabelige Skikke, at være et godt Barn, en god Fader, at op-
drage mine Børn vel, at ære Pligterne og det Hellige. Visselig,
om Nogen sagde saa -- han kjendte ikke Menneskene saaledes
som de have været og ere, overladte til sig selv, under Liden-
skabernes, Overtroens, Vildhedens ikke Guds Viljes, Fornuftens
og Lovens Herredømme; og han kjendte ikke Menneskene saa-
ledes som de kunne blive og ere blevne under Christendommens
milde Veiledning, under Christ fortsatte Varetægt, under hans
Hyrdestav, den med Korset paa. --


   Forældrenes Dyder leve i deres velopdragne Børn.
   Mesteren lever i sit Værk. Hans Storhed er nærværende hos
Efterslægten. Lovgiveren lever i sin Lov. Hans Viisdom raader
paa Efteralderens Thingsteder. I Aarhundreder, i Aartusinder
udstrække de sin Virken forlængst efterat Fnugg af deres Støv
ei mere findes. Christus lever i sit Værk, men ikke i et, der
gjennem Ruinens prægtige og førende Fortærelsens Overgange
skal lade sine Dele hensmuldre til Næring for lave Mosser, eller
under Smagens Omvexlinger fra en Tid at have været en hensat
Raritet, see sig omsider agtet ringe som det Støv det bedækkes
af. Han lever i sine Love, men ikke i saadanne, som sednere
Viisdom kan forandre fast de bleve Evigheden tilsvorne af en
kortsynt Tid og virkeligen erholdt Alderens Ærværdighed. Hans
Værk fuldendes først den sidste Dag. Hans Love ere Evighedens,
og Livet af denne tilsvorne. Han lever i sin Lære, i Christdaad
og Aand, i alle de Forbedringer, som udspirede og udspire deraf
evindelig, han seer sine Bekjendere og er hos de Trofaste saa-
mange de leve, saamange de døe indtil Verdens Ende.



d.IV,b.2,s.123      Den fraskille sig, som ikke troer denne Christi Nærværelse!
Han har ikke Øre for sin egen Aands Røst, ikke Øje for det
som skeet er og skeer. Han fraskille sig som den Særsindede,
der skyer Menneskene og vandrer vildsom om paa de eensomme
Høje. Han nærme sig ikke Christum, naar han aabenbarer sig
for det troende Angerhjerte i en til det Inderste følelig Nærhed,
i himmelsk Høihed og Kjærlighed i sit hellige Naadesmaaltid.
Han bære sit betyngede Hjerte om med sig! Han prøve disse
sine egne Kræfter, som forsmaa en Forbindelse med himmelske!
Han vandre i sin stolte Ensomhed! -- Det christne Tempel skal
ikke være ham nogen Samfundets fælleds Arm, noget Brødrenes
hellige Sted, hvor de afvælte Dagenes Byrder. Hans Sorger
skulle ikke lettes; hans Glæder ikke deles. Fremmed skal han
være i Kirken og i Verden, som har knyttet sig til den. Han
forlanger jo at være alene; thi selv Den, der er hos Mennesket,
naar Verden og Alt dens forlader det, maa jo ikke være
med ham.

   Ak, Ulykkelige! mon du ikke engang skal føle Trangen til
hans hjælpende Nærhed, naar Syndebyrden er voxet dig ret
tung paa Hjertet? mon du ikke engang skulde røres af en ve-
modig Smerte, liig den gamle Erindrings, som pludselig vender
tilbage, naar du vandrer forbi de christne Templer og hører den
fromme Sang der og seer Menneskene at udvandre med et skin-
nende Haab i sine Aasyn eller naar du maaskee selv der til-
fældigviis hører Christum gjennem sit Ord tale endnu som i hine
Dage: "kommer til mig Alle I, som Syge og Sorgfulde ere; Jeg
skal give Eder Lise!" -- Ak, visselig, nær skal dette Spørgsmaal
"kalder han mig? Er jeg ikke Syg og Sorgfuld?" være din Sjel.

   Men ikke alene disse Haarde synde imod Christi Hyrdetroskab.
Ogsaa den Letsindige, der kun i Nødens og Angstens Stund
mindes Hemmeligheden om hans Nærværelse, synder derimod.
En fornøjelig Stund, en liden Vinding kunne de ikke give Slip
paa for Christi Skyld om hans Sag æsker det. Men saasnart
deres Himmel mørknes -- ja, da speide de med Taarer, om de
ikke kunne see Frelserkorset i dens Skyer, da søges til Templet,
og de opbygge ham i deres Hjerter smukke Templer af herlige
Ord, men Ord der ligner Sandet i Flugten -- da søge de Christi
hellige Nærhed i Naadesmaaltidet, og bekjende, "dette kunde
ikke Mennesket undvære, denne nøjere Forbindelse med Gud
d.IV,b.2,s.124   og Christus end Mennesket selv kunde give sig -- o, nu er min
Sjel reen og let som Fuglen, der svinger sig fra Badet!"
   Nei, Dagen efter Nadveren er Christus dem ikke mere nær-
værende, Dagen efter att Naadestraalen faldt paa dem ere de
nedrodede i deres gamle Synder. Jesu Hyrdetroskab er lønnet
med Lejesvendetroløshed. Han er med Kirken, sige de, men
hans rene Øje maa ikke følge mine Stier. Jeg er et svagt Men-
neske, uden den Ufortrødenhed, som han æsker af sine Arbei-
dere, og som jeg erkjender er nødvendig for at hans Gjerning
kan fuldkommes.

   Men, Elskelige! saaledes er ikke den Guds Hemmelighed om
Christi Nærværelse, at den lader sig tyde og tøye som Enhver
vil have det. Det er ikke, som Overtroen vil, at den er bunden
til Billederne og Crucifixerne; ikke som Vantroen vil, at det er
kun en smuk Talemaade; ikke saaledes, at han kun er nær-
værende i og for den hele Christenhed. Med enhver sand Chri-
sten er han -- og krævende er han med -- ligesom han er med
alle Sine eller sin hele Menighed. Dette er en Tro, som vel
forlener Kraften til at tiltræde Himmelfarten gjennem et møi-
sommeligt Liv, til at være ufortrøden, til at hedde Løgner for
Sandhedens Skyld, til at pines for sin Kjærlighed, til at døe for
det evige Livs Skyld, til at udrydde de onde Torne for Livsens
Krones Skyld, til at vandre selv Christi blodige Fodspoer for
det himmelske Æressædes Skyld hvortil de føre. Dette er en
Tro, som har Forstandens Klarhed, Begeistringens Varme, Skjøn-
hed og Styrke. Dette er en Tro, som ikke kjender Mismod,
men selv i Undergangen Sejeren og forud Melodien til de For-
herligedes Glæde. Dette er en Tro,


           som i Muld tør spidse Øre
           for Guds skjulte Ting at høre,
           fast de klinge fjernt ifra;
           som tør freidigt Øret sætte
           til sin Frelsers Mund -- forjette
           skal han mere Fryd endda
           i et himmelsk Ephata.

Med den Tro har Ensomheden intet Skrækkende, den mylrende
Mængde intet Forvildende, vor Glæde ingen Vildhed og dog tvang-
d.IV,b.2,s.125   løs som Jesu i Cana, vor Sorg ingen Fortvivlelse, vor Religiøsitet
intet synligt Frastødende. Naturligt og let som Blomsten sin
fagermalte Kalk for Solstraalen udfolder det Herlige i Menneske-
ligheden sig under det Guddommeliges Indflydelse. Ingen falsk
Selvforagt fortrænger den ædle Selvfølelse, som er en Slave i
Kraften for det Gode; men denne spørger ikke efter Basunernes
Bifald og Rygtets Vidende om Christsindet og Christdaaden,
naar der er et saa ypperligt Vidne hos som han, "der kjender
Sine og kjendes af Sine," og som ikke bestikkes af noget
"Herre! Herre!" Ingen fremtrænge sig, men hver veed, at han
har Plads i Christi Tempel, om ei som Pillar, dog som Kalk eller
Steen, der er lige nødvendigt for dette hele, hvori Frihed, Sand-
hed og Kjerlighed skal dyrkes og øves -- dette hvorpaa endnu
bygges og hvorfor Mesteren ingenlunde er borte.
   Hans Aand er derover. Hans Aand er i Fremskridtene. Den
maner. Den maner gjennem Ordet og Menneskehedens Herlige.
Fremad til Sæde Retfærdighed! din Fod er fast, dit Trin bør at
høres. Hvi lister du dig da sagte, med dit aabne Aasyn ludende
somom du ledte efter noget i Støvet, blinkende somom Noget
havde forblindet dig, irrende til Høire og Venstre mens du dog
har kun een Vei? Han maner: Sandhed tilmæle! her er din
Talestol! hvi er du tvetunget imellem Sværmen, ængsteligt hvi-
skende mellem de Mægtige! Saae du Noget der forstummede
dig? Isandhed disse vare Blændværker disse blegnende Fager-
syn, som engang tryllede dig: Bagtalelsen en Vind der hvirvlede
i dine Fodspoer, Hadet en Torn som reev et Uldfnug af din
Kappe; Armoden -- nu det er ikke det beqvemme Huus du
saae i Frosindets Udsigter, men det er en venlig Vært i den
Hytte og en herlig Udsigt til den anden Side. Han maner:
Menneskekjærlighed -- har du alene en Haand for dine Venner,
for dine Lige -- se! her er en Fiendes -- der er Flammer i
hans Blik imod dig, dog er det mildt mod de andre, dog er han
ærlig i sit Fiendskab og hans Vredeslyn tændtes i Vildfarelsens
Taager -- eller han staaer der, han tør ikke see paa dig, men
hans Hjerte banker efter Forsoning . . . der er en fattig men
retskaffen Mand -- har du ingen Haand for ham, ingen uden
hvor Verden ikke seer det? Der er den Forførte -- vogt dig
for et vredt Øje! den Faldne -- vogt dig for at sætte Foden
paa ham og sige det er retfærdigt! Der er et Folk -- Aar-
d.IV,b.2,s.126   hundreders Trældom staaer ipræget dets Millioner Aasyn -- Sløv-
heden har sit matte Blik, Armoden sine Furer, Feigheden sit
kraftløse Muskeldrag, Lumskheden sit blinkende, i Rolighed flux
stilnende, Blik, Raaheden og Usedligheden sine arvede Træk --
en ødelagt Menneskehed -- Menneskekjærlige, om dit Blod bru-
ser, om dit Sind oprøres, og om din Taare ligner mere det sy-
dende Kul end Smertens dulmende Dugg -- det skal før være
dig tilladt end et koldt Skulderdrag og Bemærkningen: "de trives
derved; thi de ere ikke vante til andet."
   Han maner: Veldædighed, mæt dig ikke, søg ikke en Vellyst i
dine letflydende Taarer! Der er Elendigheden -- udstræk din
Haand. Væmmes du ved Nødens Vraaer? Dog maa du boe der
som Faklen i Natten. Du elsker Vintren? Elsker du den, naar
du møder de nøgne Been paa Isen? Du elsker Somren? Voger
du dig ind i de trange Stræder, naar Døden hænger i den lumre
Luft? Fulgte du Betlerstien? Den gaaer der hvor Sneen fyger.
Men godt er det at sidde i det lune Huus i den klare Stue.
Mange salte sin Mad med Graad paa den aabne Vei. Men den
kan lee for hvem Fadet ryger ved Arnen. At vandre med
Stormen, naar Folk holde sine Hunde tilhuse, at toes af den
kolde Høstregn, og tørres af Snoen -- det kan lade Hjertet
sygne i Livet. Men godt og sundt er der i det tætte Huus og
at varme sig ved Arbeide, hvis Frugter tilhøre os selv . . Vel-
dædige! Christus maner dig til Bøn: "Giv os i Dag vort daglige
Brød" . . Vil du ikke lære hine Arme ogsaa at bede den med
Fortrøstning? Talte du dine Kapper imellem de Nøgne, og fandt
de tvende, og deelte du? Veldædighed, har du ingen Hemmelig-
hed for Verden, ingen mellem dig og Gud?

   Han maner: Forsonlighed, hvi sætte dit Stevne paa Kirke-
gaardene? Livet hører dig til. Du er dets Vunders Læge. Hvad
skal Lægen med sin Balsam ved den lukte Kiste? Hvi saa silde
ude, du Engel fra en bedre Verdens Morgengry, der er hidfløjen
forat udryste din svalende Dug over vor Dag, naar den brænder,
naar de stridige Kræfter svede imod hverandre? Ve! hører du
Forsonerens Røst "forlad os vor Skyld som og vi forlade vore
Skyldnere" først naar Klokkerne ringe over dit Had, naar de
dybe Drøn -- som paa Dødsengles Vingeklap bringe Budskabet
om din Fiendes Henfart forbi dit Huus? Seer du dens Kors,
som bad for sine Mordere, først i dets sorgfulde Afbild paa din
d.IV,b.2,s.127   Uvens Grav? Du udstrækker Armen for seent, efter det sorte
Tog, som bevæger sig gjennem Gaderne. En Sol, hvis Buer
vare lange, er gaaen ned over din Vrede, og det er uvist naar
du atter skal kunne hilse dens Gry. Forsonlighed, der bad paa
det blodige Bjerg for Jordens Aasyn, du maa ikke saa tidt være
alene at finde i Gravlundene, under de dunkle Træer, søgende
ængstligen een Grav, paa een Indskrivt heftende de sky Blik.
Menneskehjertets veneste Blomme! Christtaare! vox ikke alene
saa bøjet paa Gravene; thi du tilhører Livet og det kan ikke
undvære dig, og hisset skal blive nok at sone hos Gud, om ikke
Sjelene skulle kræve hverandre til Regnskab.
   Han maner: Mildhed! blues ikke over at du kaldes Svaghed
og forvexles med denne. Som Strenghed er Retfærdighedens
Høire, være du dens Venstre! Klippen styrter ikke mere ned
under de Blommer, som klattrende fæste Sæde i dens Væg end
Kraften forsvages af dig. Til Dommersædet er du ikke kaldet;
men din Plads er nær derhos, og som Frelseren tør du skrive i
Sandet dine Tanker under den steengroede Lov. Din Plads er
imellem Synderinden og Steenhoben. Intet Forbrydelsernes Skjold,
men et Speil, hvori Retfærdigheden opdager, naar dens Bryn ryn-
kes formeget, naar vanzirende Vredestræk overfare dens Pande.
Mildhed! -- ikke let at opdage mellem stærkere Dyder, som
Christus ogsaa kræver, men denne christelige Dyds Virkninger
ere dog store og de christne Samfund kunne ikke undvære dem.
Du tilhører Christsindet ligesom Tækket det skjønne Ansigt. Til-
retteviisning er din Tale, Trøst dit Sprog. Paa Børneopdragelsen
i Husene som i det stille Samfund maa du udøve din Indflydelse
ligesaavel som Alvoret -- ja hvad er du andet end Alvorligheden,
forherliget som Christus til ikke at lade sig overile, til at lindre,
trøste, veilede og velsigne?

   Han maner: Oprigtighed, tal! Ærlighed, handl! Fred boe i Hu-
sene! Forstand raade! Viisdom være Kraftens Øje, Fromhed dens
Hjerte! Gudsfrygt være Samfundets Første, Forbedring deres
Sidste! Dyder, gjører eder gjældende: Vaagner alle I ædle Kræfter!

   Han maner:


           Spørg ikke, naar der svedes skal,
           din Haand, som hader Møye!
           ei Foden, naar fra dybe Dal
           du skal bestige Høje!

d.IV,b.2,s.128  

           Lad Kjødet sige hvad det vil,
                      naar Aanden siger andet.
           Bød den end: "gaae igjennem Ild!"
           -- det gik til Fædrelandet.



           Men veed den ei hvorhen -- til Gud
           dig Christus Vei vil finde.
           Thi han er nær; og kan hans Bud
           ei høre selv den Blinde?

   Der maa ingen Slummer være; thi Arbeidernes Slag lyde i det
ufuldendte Christtempel, og dets Buer ere ikke sammenkjedede
endnu. Taget er ikke sammenhvælvet end. Den sidste Aften-
rødme er dets sidste skinnende Plade. Da lyder Mesterens sidste:
"det er fuldbragt." Og Jordens Henfarne høre det og see det og
sige: "visselig han var med Sine indtil Dagenes Ende." Amen!


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE