|
|
| d.IV,b.1,s.304 |
HEINRICH HEINES INDLEDNING TIL
KAHLDORF OM ADEL, I BREVE TIL GREVE M. AF MOLTKE
(NÜRNBERG 1831.)
Den galliske Hane har allerede galet anden Gang, og ogsaa
i Tydskland bliver det Dag. Til afsides Klostere, Slotte, Hanse-
stæder og deslige Middelalderens sidste Smuthuller flygte de
hæslige Skygger og Spøgelser -- Solstraalerne glimte; vi gnide
Øinene; det hulde Lys indtrænger sig i vore Hjerter; det vaagne
Liv ombruser os; vi forbauses, vi spørge hverandre: hvad gjorde
vi i den forgangne Nat?
Nu ja, vi drømte paa vor tydske Viis, d. e.: vi filosoferede;
-- vel ikke over de Anliggender der nærmest angik os eller over
de nærmeste Tildragelser; men vi filosoferede over Tingenes
Realitet i og for sig, over Tingenes sidste Grunde og over lig-
nende metafysiske og transscendentale Drømmerier, under hvilke
dog vore vestlige Naboers Mordspektakler af og til ret dygtigen
forstyrrede os, ja bleve ret fortrædelige, da franske Flintekugler
ikke sjelden gjennempebe vore filosofiske Systemer og bortsopede
hele Hurver deraf.
Sælsomt er det, at vore Naboers Daadliv hiinsides Rhinen
alligevel havde et eget "Valgslægtskab" med vore filosofiske
Drømme i det rolige Tydskland. Man sammenligne kun den
franske Revolutions Historie med den tydske Filosofies, og man
skulde troe, at Franskmændene, hvem saamange virkelige Ar-
beider paalaae, hvorved de maatte forblive aldeles vaagne, havde
anmodet os Tydske om imidlertid at sove og drømme for dem,
og at vore tydske Filosofie intet Andet er, end den franske
Revolutions Drøm. Saaledes paadroge vi os Bruddet med det
Bestaaende og Henflyttelsen i Tankens Rige, ligesom Fransk-
mændene deres inden Samfundets Grændser; omkring "den rene
Fornufts Kritik" samlede sig vore filosophiske Jakobinere, der
lode Intet gjælde, uden det, som holdt Stand for hiin Kritik;
Kant var vor Robespierre. Efterpaa kom Fichte, denne Filoso-
fiens Napoleon, med sit "Jeg", sin høieste Kjærlighed og høieste
|
| d.IV,b.1,s.305 |
Egoisme, Tankens Eneherredømme, den souveræne Villie, der
paa det hurtigste improviserede et Universalrige, der ligesaa
hurtigt forsvandt, og med sin despotiske, rædselfuldt-eensomme
Idealismus. Under hans konseqvente Trin udsukkede de skjulte
Blomster, som hidtil vare blevne skaante af den kantiske Guillo-
tine, eller siden vare fremblomstrede ubemærkede; de under-
trykte Jordaander rørte paa sig, Grunden skjælvede, Modrevolu-
tionen brød ud, og under Schelling erholdt Forgangenheden med
sine Sagn-Interesser atter Anerkjendelse, ja endog Godtgjørelse,
og i den nye Restauration, i Naturfilosofien gjæstererede paanyt
de graaskjæggede Emigranter, som ideligen opspinde Rænker
imod Fornuftens og Ideens Herredømme, Mysticismen, Pietismen,
Jesuitismen, Legitimiteten, Romantiken, Tydskeriet, Gemytligheden.
Saa -- ligeindtil Hegel, Filosofiens Orleans, grundede et nyt Regi-
mente eller snarere ordnede en eklektisk Regjeringsform, hvori
han vistnok selv kun betyder lidt, men i hvis Spidse han er
stillet, og hvori han har anviist de gamle kantiske Jacobiner, de
fichtiske Bonapartister, de schellingske Pærs og sine egne Krea-
turer en fast, forfatningsmæssig Stilling.
I Filosofiien have vi altsaa lykkeligen endt det store Kredsløb
-- det er da naturligt, at vi nu gaae over til Politiken. Ville
vi her iagttage den samme Methode? Skulle vi aabne vort
Kursus med Systemet af
Comité du salut publique, eller med
Systemet af
Ordre légal? Disse Spørgsmaale gjennembæve alle
Hjerter, og Den, som har noget kjært, det være endog kuns hans
eget Hoved, at tabe, hvidsker betænkelig: vil den tydske Revolu-
tion blive en tør eller en fugtig-rød -- -- ?
Storvælde og Præsteskab true støt med Skræmslerne fra
Rædselstiden. Frisindede og Menneskevenner love os derimod
den store Uges skjønne Optrin og dens fredsomme Efterfest;
-- begge Partier bedrage sig eller ville bedrage Andre. Thi ikke
lader det sig, fordi den franske Statsomvæltning i Aarene 90 var
saa blodig og forfærdelig, men i forrige Juli saa menneskelig og
skaansom, deraf udlede, at en Statsomvæltning i Tydskland just
maa antage den eller den anden Karakteer; kuns naar de samme
Betingelser ere forhaanden, lade sig de samme Virkninger vente.
Men den franske Statsomvæltnings Karakteer var til enhver Tid
betinget af Folkets sedlige Tilstand, og især af dets statsborger-
lige Dannelse. Før Revolutionens første Udbrud i Frankrig havde
|
| d.IV,b.1,s.306 |
visselig en allerede fuldstændig Folkedannelse der sit Tilvær,
ihvorvel kun i de høiere Stænder og hist og her i Middelstanden;
de lavere Klasser vare i aandig Henseende forsømte, og ved det
meest sneverhjertede Voldsherredom (Despotisme) afholdte fra
enhver ædel Fremstraalen. Hvad derimod statsborgerlig Dannelse
betræffer, saa manglede ikke alene hine lavere, men ogsaa de
høiere Klasser den. Man kjendte dengang kun til de smaalige Ma-
nøvrer imellem rivaliserende Korporationer, til gjensidige Svækkel-
ses-Systemer, til Sagnlæren om ret at snoe sig frem, til tvetydige
Formelkunster, til Herrehore(Maitresse)Vælde og anden deslige
Statselendighed. Montesquieu havde kun vakt et forholdsmæssig
ringe Antal Aandsjele. Da han altid udgaaer fra et historisk Stand-
punkt, vandt han liden Indflydelse paa et følelsevarmt Folks Masser,
der er allermodtageligst for Tanker, hvilke oprindeligen og frisk ud-
vælde af Hjertet, saaledes som i Rousseaus Skrifter. Men, da
denne, Frankrigs Hamlet, der saae den fortørnede Aand, gjennem-
skuede kronte Giftblanderes Argsind og Hofmændenes glindsende
Tomhed, Hofetikettens taabelige Opspind og den almene For-
dærvelse, og kummerfuld udraabte: "Verden er traadt ud af
sine Gjænger; vee mig, at jeg er den, som atter skal indsætte
den deri!" -- da Jean Jacqves Rousseau halv med forstilt halv
med virkeligt Fortvivlelsesvanvid opløftede sin store Klage og
Anklage; -- da Voltaire, Kristendommens Lucian, nedloe det
romerske Præstebedrag og Voldherredømmets derpaa byggede
guddommelige Ret; -- da Lafayette, to Verdners og to Aar-
hundreders Helt, vendte tilbage fra Amerika med Frihedens
Argonauter, og medbragte, som det gyldne Skind, Ideen om en
fri Konstitution; -- da Necker regnede, og Sieyes definerede, og
Mirabeau talte, og den constituerende Forsamlings Torden hen-
rullede over det visnede Enevælde og dets blomstrende Deficit,
og da nye statshuusholderske og statsretlige Tanker fremskjøde
sig som pludselige Lyn: -- da maatte Franskmændene først lære
Frihedens store Videnskab, Politiken, og de første Begyndelses-
grunde kom dem dyre at staae, og det kostede dem deres
bedste Blod.
Men Skylden for at Franskmændene maatte betale saa dyre
Lærepenge, laae hos hiint svagsindede, lyssky Voldsherredom,
der, som sagt, søgte at holde Folket i aandig Umyndighed, hindre
hver statsvidenskabelig Underviisning, overdrage Bogdommen til
|
| d.IV,b.1,s.307 |
Jesuiterne og Sorbonnens Mulmspredere, ja havde undertrykt
paa det latterligste den periodiske Presse, Folkevettets mægtigste
Befordringsmiddel. Man læse kun i Merciers Tableau de Paris
Artiklen over Censuren før Revolutionen, og man undres da ei
meer over hiin Franskmændenes dybe politiske Uvidenhed, der
siden havde tilfølge, at de mere blændedes end oplystes af de
nye statsborgerlige Ideer, mere ophidsedes end opvarmedes, at
de troede paa Ordet hver Flyveskrivt- og Dagblad-Skriver, og
at de af enhver Sværmer, der bedrog sig selv, af enhver Rænke-
smed, som Pitt besoldede, kunde forledes til de største Ud-
skeielser. Det er jo just Pressefrihedens lykkelige Følge, at den
betager Folkeledernes (Demagogernes) Djærvtale al Nyhedens
Tryllekraft; det lidenskabeligste Sprog neutraliserer den ved lige-
saa lidenskabelige Tilsvar, og den tilintetgjør allerede i Fødselen
Løgnrygterne, som, udsaaede af Tilfælde eller Ondskab, saa for-
dærveligen frækt udbrede sig i Løndom, liig hine Giftplanter,
der kun trives i dunkle Skovsumpe, og i gamle Borg- og Kirke-
ruiners Skygger, men hentørres elendigen og jammerligen i det
klare Sollys. Ja, Trykkefrihedens klare Sollys er for Slaven,
der helst i Mørket underdanigst modtager de allernaadigste Fod-
spark, ligesaa ubehageligt som for Voldherskeren (Despoten), der
ikke gjerne seer sin eensomme Vanmagt belyst. Det er sandt,
at Censuren er meget behagelig for slige Folk. Men det er ikke
mindre sandt, at denne Bogdom, laanende en Tidlang Vold-
herredømmet Hjælp, tilslut ødelægger baade dette og Voldherren
selv; at der, hvor Ideeguillotinen har holdt Huus, ogsaa snart
Menneskecensuren bliver indført; at den selvsamme Slave, som
har lagt Tankerne under Bilen, senere hen med samme Lige-
gyldighed udstryger sin egen Herre af Livets Bog.
Ak! disse Aandbødler gjøre os endog til Forbrydere, og For-
fatteren, der som en Barselqvinde, under Skrivningen er i en
betænkelig Grad ophidset, begaaer i denne Tilstand meget ofte
et Tankebarnemord, netop af afsindig Angst for Censorens
Dommersværd. Jeg selv qvalte i dette Øieblik nogle nyfødte
uskyldige Betragtninger over den Taalmodighed og Sjeleroe,
hvormed mine kjære Landsmænd allerede i saa mange Aar for-
drage en Aandsmordlov, som Polignac i Frankrig kun behøvede
at udgive, for at frembringe en Statsomvæltning. Jeg taler om
de berømte Kongebud (Ordonnancer), af hvilke den betænke-
|
| d.IV,b.1,s.308 |
ligste anordnede en streng Dagblad-Censur, og fyldte alle
ædle Hjerter i Paris med Forfærdelse -- de fredeligste Borgere
grebe til Vaaben, man barrikaderede Gaderne, man fægtede,
man stormede, Kanonerne tordnede, Klokkerne hylede, Bly-
Nattergalerne pebe, den døde Ørns Ungyngel, den polytekniske
Skole, udflagrede af Redet med Lyn i Kløerne; Frihedens be-
dagede Pelikaner styrtede i Bajonetterne, og nærede med deres
Blod de Unges Begeistring, tilhest steg Lafayette, den Uforligne-
lige, hvis Lige Naturen ikke mere end eengang kunde skabe, og
som den derfor, paa sin sparsommelige Viis, søger at benytte for to
Verdner og for to Aarhundreder -- og, efter tre heltemodige
Dage laae Voldvældet overende med sine røde Politieknegte og
sine hvide Liljer, og den hellige Farvetreenighed vajede, om-
straalet af Seiersstraalkrandsen, fra vor Frues Kirketaarn i Paris!
Da skeede ingen Afskyelighed, da gaves der ingen kaad Myrden;
da hævede sig ingen allerkristeligst Mordmaskine (Guillotine), da
drev man ingen Rædselvækkende Spas, som f. Ex. ved hiin
berygtede Hjemfart fra Versailles, da man bar foran sig, ligesom
Standere, Deshuttes og Varicourts Hoveder, og holdt stille i
Sevres, for der at lade dem af en Borger-Parykmager afvaske
og smukt frisere. Nei, siden hiin Tid -- rædselfuld Ihukommelse
-- havde den franske Presse gjort Pariserfolket modtageligt for
bedre Følelser og et mindre blodigt Vid; den havde udluget
Uvidenhed af Hjerterne og isaaet dem Oplysning; -- en saadan
Udsæds Frugt var Pariserfolkets ædle, legendeagtige Maadehold
og rørende Menneskelighed i den store Uge -- og, isandhed,
mistede Polignac senerehen ikke ogsaa fysisk sit Hoved, saa har
han ene og alene de milde Følger af den samme Trykkefrihed,
som han i Daarskaben vilde undertrykke, derfor at takke. Saa-
ledes vederqvæger Sandeltræet med sin sødeste Vellugt netop
de Fiender, som kaad beskadige dens Bark.
Jeg troer at have ved disse flygtige Bemærkninger noksom
antydet, hvorledes ethvert Spørgsmaal om den Karakteer, Stats-
omvæltningen i Tydskland maatte antage, maa forvandle sig til
en Undersøgelse om det tydske Folks Civilisations- og stats-
borgerlige Dannelses-Stand, om hvorledes denne Dannelse er
ganske afhængig af Pressefriheden, og hvorledes det maa være
vort ængstligste Ønske, at ved denne Sidste snart ret meget Lys
maa blive udspredt, før den Stund kommer, da Mørket stifter
|
| d.IV,b.1,s.309 |
mere Ulykke end Lidenskaben, og Anskuelser og Meninger virke
desto mere gruelig-stormende paa den blinde Mængde og be-
nyttes som Løsen af Partierne, jo mindre de forud bleve ud-
viklede og omtalte.
"Borgerlig Lighed" kunde nu i Tydskland, ligesaavel som en-
gang i Frankrig, blive Statsomvæltningens første Løsen; og den
sande Fædrelandsven burde vel ikke, naar han vil bidrage dertil,
forsømme nogen Tid for at Stridsspørgsmaalet "om Adelen"
kunde ved en rolig Undersøgelse blive afgjort og forligt, førend
uføielige Disputanter indblande sig med altslaaende Beviser, imod
hvilke hverken Politiets Kjædeslutninger eller Fodfolkets og Hest-
folkets skarpeste Beviisgrunde, ja ikke engang denne
Ultima
ratio regis, som let kunde forvandle sig til
Ultimi ratio regis,
formaaede at udrette Noget. I denne alvorlige Henseende agter
jeg Udgaven af nærværende Skrivt for et fortjenstligst Værk.
Jeg troer, at den deri herskende Maadeholds-tone svarer til det
antydede Øjemeed. Forfatteren bekjæmper med indisk Taalmod
Grev Moltkes Flyveskrivt: "om Adelen og dens Forhold til
Borgerstanden!"
Dog saavel i dette Flyveskrivt som i Tilsvaret er Materien
ingenlunde udtømt, og Til- og Gjentale angaaer kun Stridspørgs-
maalets almindelige, saa at sige dogmatiske Deel. Den høi-
baarne Kjæmper sidder paa sin Turneerganger og forsvarer kjækt
det Midalderens Tossesnak, at ved adelig Avling fremkommer
et bedre Blod end ved lav-borgerlig Avling; han forfægter Fødsels-
rettighederne, Fortrinsretten til indbringende Hof- Statsbud- (Ge-
sandt) og Vaabenembeder, hvormed man skal belønne den Ade-
lige, fordi han har gjort sig den store Uleilighed at blive født
o. s. v. -- herimod reiser sig en Stridsmand, som Stykke for
Stykke nedkaster i Støvet hine bestialske og afsindige Paastande
og de øvrige høiadelige Anskuelser, og Valpladsen bedækkes
med Fordommens glindsende Filler og gammeladelig Uforskam-
menheds Vaabenstumper. Denne borgerlige Ridder kjæmper lige-
som med lukt Visir. Dette Skrifts Titelblad betegner ham kun
med laant Navn, der maaske senerehen bliver et hæderligt nom
de guerre. Jeg veed selv lidet mere at sige om ham, end at
hans Fa'r var en Sværdfeier og gjorde gode Klinger.
At jeg selv ikke er dette Skrifts Forfatter, men kun befordrer
det til Trykken, behøver jeg vel ikke først udførlig at forsikkre.
|
| d.IV,b.1,s.310 |
Jeg havde aldrig kunnet med et saadant Maadehold tage til
Gjenmæle mod de adelige Fordringer og Arveløgne. Hvor heftig
blev jeg ikke engang, da en nydelig liden Greve, min bedste
Ven, medens vi spadserede paa en Slotsterrase, søgte at bevise
Adelens Bedreblodighed. Medens vi endnu disputerede med
hinanden begik hans Betjent en liden Forseelse, og den høi-
baarne Herre slog den lavbaarne Knegt i Ansigtet, saaat det
uædle Blod sprutede frem, og stødte ham ovenikjøbet nedfra
Terrasen. Jeg var dengang ti Aar yngre, og styrtede ham øie-
blikkeligen paa samme Viis nedaf Terrasen -- det var min bedste
Ven, og han brak et Been. Da jeg saae ham igjen efter hans
Helbredelse -- han hinkede kun lidt endnu -- var han dog
endnu ikke aldeles helbredet for sin Adelsstolthed, men paastod
friskvæk: Adelen er indsat som Midler imellem Folk og Konge,
efter Guds Mønster, der har sat Englene imellem sig og Menne-
skene, de staae nærmest hans Throne ligesom en Himlens Adel.
Hulde Engel, svarede jeg, gaae engang nogle Skridt op og ned
-- han gjorde det -- og Lignelsen haltede.
Ligesaa haltende er en Sammenligning, Grev Moltke betjener
sig af i samme Øiemeed. For at give en Prøve paa hans Maneer,
vil jeg hidflytte hans egne Ord:
"Der Versuch den Adel aufzuheben, in welchem sich die flüch-
tige Achtung zu einer dauernden Gestalt verkörpert, würde den
Menschen isoliren, würde ihn auf eine unsichere Höhe erheben,
der es an den nöthigen Bindungsmitteln an die untergeordnete
Menge fehlt, würde ihn mit Werkzeugen seiner Willkür umgeben,
wodurch, wie sich dieser im Oriente so oft gezeigt, die Existenz
des Herrschers in eine gefahrvolle Lage geräth. Burke nennt den
Adel das korinthische Kapitäl wohlgeordneter Staaten, und dass
hierin nicht blos eine rednerische Figur zu suchen, dafür bürgt
der erhabene Geist dieses ausserordentlichen Mannes, dessen
ganzes Leben dem Dienste einer vernünftigen Freiheit gewidmet
war."1
|
| d.IV,b.1,s.311 |
Ved dette samme Exempel lod sig vise, hvorledes den adels-
baarne Greve bedrages af Halvkundskab. Burke fortjener nem-
lig i ingen Henseende den Priis, som han ødsler paa ham; thi
ham manglede hiin Fasthed (consistency), som Englænderne holde
for en Statsmands første Dyd. Burke besad kun Talegaver, med
hvilke han i sit Livs anden Halvdeel bekjæmpede de frie Grund-
sætninger, som han i dets første Halvdeel havde hyldet. Om
han ved denne Sindsforandring vilde tilkrybe sig Stormændenes
Gunst, om Sheridans Friheds-Seier i St. Stephan bestemte ham
af Argsind og Iversyge til, som Dennes Modstander, at forfægte
hiint forgangne Midold, der tilbød noksom en riig Mark for ro-
mantiske Skildringer og Veltalenheds Billeder, om han var en
Skurk eller en Nar, det veed jeg ikke; men jeg troer, at det
altid er mistænkeligt, naar man skifter sine Anskuelser til Gunst
for den herskende Magt, og at man da altid bliver en slet Hjem-
melsmand. En Mand, der ikke er i dette Tilfælde, sagde engang:
de Adelige ere ikke Thronens Støtter, men dens Karyatider. Jeg
tænker, at denne Sammenligning er rigtigere end den om en
korinthisk Søilekapitæl. Overhovedet ville vi saameget som muligt
afvise den Sidste; nogle velbekjendte Kapitalister kunde ellers
faae det kapitale Indfald, at fremhæve sig Selv, i Adelens Sted,
som Statssøilernes korinthiske Kapitæl. Og det skulde vistnok
være det allermodbydeligste Skue.
Dog, jeg berører her et Punkt, som først i et sildigere Skrift
skal blive belyst; den særegne, praktiske Deel af Strids-Spørgs-
maalet om Adelen kan da ligeledes blive tilbørlig udviklet. Thi,
som jeg allerede oven har antydet, nærværende Skrivt befatter
sig kun med hvad der angaaer Grundsætningen; det bestrider
Retskravene, og det viser kun, hvorledes Adelen er i Modsæt-
ning til Fornuften, Tiden og sig selv. Den særegne, praktiske
Deel derimod angaaer hine Adelens seierrige Anmasselser og
faktiske Usurpationer, hvormed den saa farligen truer, og daglig
mere og mere undergraver Folkenes Lykke. Ja det forekommer
mig, som om Adelen selv ingen Tiltroe har til sine egne koute
Krav, og pluddrer dem blot frem som Lokkemad for borgerlig
Polemik, for at denne kan stusle dermed, medens dens Opmærk-
2
|
| d.IV,b.1,s.312 |
somhed og Kraft afledes fra Hovedsagen. Denne bestaaer ikke
i Adelens Indstiftelse, som saadan, ikke i bestemte Enerettig-
heder, ikke i Tiende- Hoverie- Birke- og andre Rettigheder,
og alleslags sædvansmæssige Ejendomsfriheder; Hovedsagen be-
staaer megetmere i et usynligt Forbund imellem alle dem, som
have at fremvise saa og saamange Ahner, og som stiltiende
have truffet den Overeenskomst at bemægtige sig enhver sty-
rende Magt i Staterne, imedens de, Alle som Een, tilbage-
trængende de Borgerlige, sætte sig i Besiddelse af alle høiere
Krigsbefalspladse, og uden Undtagelse alle Gesandtskabsposter.
Saaledes kunne de, ved de dem undergivne Soldater, holde
Folkene i Ave, og ved diplomatiske Hidsekunster tvinge dem
til at kjæmpe mod hverandre, naar de ønske at afryste Stor-
vældets Lænker, eller, styrede af Broderaand, at slutte Forbund
med hverandre i denne Hensigt.
Siden den franske Statsomvæltnings Begyndelse staaer saa-
ledes Adelen paa Krigsfod mod Folkeslagene, og kjæmpede
offentlig eller hemmelig mod Friheds- og Ligheds-Grundsætningen
og dennes Repræsentant, Franskmændene. Den engelske Adel,
som formedelst Rettigheder og Eiendomme var den mægtigste,
blev det europæiske Storvældes Bannerfører, og John Bull be-
talte denne Ærespost med sine bedste Guineer, og seirede sig
bankerot. Under Freden sørgede Østerrige for Adelens Inter-
esser, -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- og som den
ulykkelige Anfører bleve ogsaa Folkeslagene selv holdte i streng
Varetægt; hele Europa blev et St. Helena, og . . . . . . . . . .
var dets Hudson Lowe -- -- . Men kun paa Revolutionens
dødelige Krop kunde man hævne sig; kun hiin menneske-
blevne Revolution, som, med Støvler og Sporer og besprængt
med Valblod, steg i Brudesengen til en stolt Keiserdatter
-- -- -- -- kun hiin Revolution kunde man lade døe af en
Mavekræft; Revolutionens Aand er dog alligevel udødelig, og
ligger ikke under Longwoods Sørgepile; i den store Fødsels-
time i Slutningen af Juli gjenfødtes Revolutionen, ikke som
enkelt Menneske, men som heelt Folk, og i denne Folkeskabelse
spotter det Slutteren, der af Skræk lader Nøgleknippet falde sig
af Hænderne. Hvilken Forlegenhed for Adelen! Den har virke-
lig i den lange Fredstid vederqvæget sig noget efter de tidligere
|
| d.IV,b.1,s.313 |
Anstrengelser, -- -- dog mangler den endnu altid tilstrækkelige
Kræfter til en ny Kamp. Den engelske Bull kan nu mindst
byde Fienden Spidsen, som tilforn; thi han er aldeles afkræftet,
og ved den bestandige Minister-Vexelfeber føler han sig mat i
alle Lemmer; der er foreskrevet ham en Radikalkur, maaske
endog en Sultekuur, og det smittede Irland skal endnu oven-
ikjøbet skjæres ham bort. Østerrig føler sig ligeledes ikke helte-
modig oplagt til at spille Adelens Agamemnon mod Frankrig --
-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --
-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --
-- -- -- -- Men i Frankrig flammer stedse stærkere og stærkere
Frihedssolen, og lyser over den hele Verden med sine Straaler --
daglig fremtrænger sig videre Ideen om en Borgerkonge uden Hof-
etikette, uden Adeltjenere, uden Hofmænd, uden Kobblere, uden
diamantes Drikkepenge og anden Herlighed -- -- -- -- -- -- -- --
-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --
-- -- -- -- -- -- -- -- Sælsomme Forvandling! i denne Nød ven-
der Adelen sig just til den Stat, som den i den sidste Tid betragtede
og hadede som den argeste Fiende af dens Interesser: den vender
sig til Rusland. Den store Czar, der endnu ganske nys var de
Frisindedes Gonfaloniere, idet han stod med Orlogskjold lige-
overfor Lehnsstorvældet, og syntes tvungen til nærmest at be-
feide dette; just denne Czar bliver nu netop af det samme
Storvælde kaaren til Bannerfører, og han er nødt til at blive
dets Forkjæmper. Thi hviler endog den russiske Stat paa det
Lehnsretsstridige Princip af alle Statsborgeres Lighed, hvilke ikke
Fødselen, men det erhvervede Statsembede meddeler en Rang;
saa er dog paa den anden Side det uindskrænkede Czardømme
uforeneligt med Begrebet om en konstitutionel Frihed, som kan
beskytte det ringeste Landsbarn endog mod en naadig Yttring
af den fyrstelige Egenvillie: -- og om Keiser Nikolaus den 1ste,
formedelst hiint borgerlige Ligheds-Princip, blev hadet af Lehns-
vældet, og var dertilmed, som Englands aabenbare og Østerrigs
hemmelige Fiende, med al sin Vælde de Frisindedes virkelige
Repræsentant, saa blev han dog fra Sluten af Juli disse Sammes
største Modstander, efterdi deres seirende Ideer om konstitutionel
Frihed true hans Enevælde, og just i hans Egenskab som Selv-
hersker veed det europæiske Stormandsvælde at opægge ham til
|
| d.IV,b.1,s.314 |
Kamp mod det frie og franke Frankrig. Den engelske Bull har
løbet Hornene af sig i en saadan Kamp, og nu skal den russiske
Ulv overtage dens Rolle.
Europas høie Adel forstaaer listigt nok at benytte og, som dens
Meed fordrer, at afrette Skrækken for de moskovitiske Skove;
det smigrer heller ikke lidet den raa Gjæst, at han skal forfægte
det gamle, af Guds Naade indsatte, Kongedoms Værdighed mod
Fyrstedadlere og Adelsnægtere; med Velbehag lader han sig den
mølædte Purpurkaabe med hele det byzantinske Efterladenskabs
Guldflitterkram hænge om Skuldrene, og han lader sig af den
fordums tydske Keiser forære de hellige romerske udslidte Rigs-
Buxer, og han sætter paa sit Hoved Carl Magnus's gammel-
frankiske Diamanthætte.
Ak! Ulven har iført sig den gamle Bedstemoers Klædebon, og
sønderriver Eder I Frihedens arme smaae Rødhætter!
Dog det forekommer mig, mens jeg skriver dette, som om
Blodet fra Varschau hidsprøitede lige paa mit Papiir, og som om
jeg hørte de Berliner-Officierers og Diplomaters Frydejubel. Juble
de maaskee for tidligt? Jeg ved ikke; men baade jeg og vi Alle
ere saa bange for den russiske Varg, og jeg frygter, at snart
ogsaa vi tydske Rødhætter føle Bedstemoers løierlig lange Hænder
og store Kjæft. Og endda skulle vi ovenikjøbet holde os mars-
færdige, for at kjæmpe mod Frankrig? Hellige Gud! mod Frankrig?
Ja, Hurra! det gaaer mod Franskmændene, og Berlinerne forsikkre,
at vi endnu ere de samme Gud- Konge- og Fædrelands-Frelsere,
som Aar 1813, og Körners Lyra og Sværd skal atter oplægges paa-
nyt; Fouqué vil endnu hertil digte nogle Slagsange, Görres bliver
igjen frakjøbt Jesuiterne, for at fortsætte den rhinske Mercur, og
Enhver, som frivillig deeltager i den hellige Kamp, faaer Egeløv
paa Hatten, og bliver tituleret "De", og erholder siden Friplads ved
Skuespillet, eller skal idetmindste blive betragtet som Barn og
kun betale det Halve, -- og for fædrelandske Extra-Anstrengelser
skal det hele Folk endnu extra blive lovet en Konstitution.
Frit Skuespil er altid en skjøn Ting, men en Konstitution var
heller ikke saa ilde. Ja vi kunne imellemstunder ret føle en
Lystenhed derefter. Ikke som om vi mistroede vore Eneherskeres
absolute Godhed eller gode Absolutisme; tvertom, vi vide, at de
ere lutter fortræffelige Folk, og er der endogsaa engang imellem En
iblandt dem, som gjør Standen Skam, som f. Ex. Hs. Maj. Kong
|
| d.IV,b.1,s.315 |
Don Miguel, saa gjør han dog kun en Undtagelse, og naar de
allerhøieste Sambrødre ikke gjøre en Ende paa hans blodige
Skandal, som de dog let kunde, saa skeer dette kun, for, ved
Modsætningen til et saadant kronet Skarn, at sætte sig i et
endnu menneskekjærlig-ædlere Lys, og at blive endnu mere
elskede af deres Undersaatter. Men en god Konstitution har
dog sit Gode, og man maa ikke fortænke Folkene, om de endog
af de bedste Eneherskere udbede sig noget Skrivtligt for Livs
og Døds Skyld. En fornuftig Fader handler ogsaa meget for-
nuftigt, naar han bygger nogle gavnlige Skranker for Enevældets
Afgrunde, saa at en Ulykke ikke rammer hans Børn engang,
naar de altfor kjækt gallopere paa Stolthedens høie Hest og
med pralende Junkerfølge. Jeg kjender et3 Kongebarn, som i
en slet adelig Rideskole allerede forud lærer at vove de største
Spring. For slige Kongebørn maa man bygge dobbelt høie
Skranker, og man maa vikle noget om deres gyldne Sporer og
give dem tamme Gangere, og borgerligt, mere beskedent Sel-
skab. Jeg kjender4 en Jagthistorie -- ved Sanct Hubert! og jeg
kjender ogsaa den, der gav tusind Daler preussisk Kurant, om
den var løiet.
Ak! den hele Tidssaga er kun en Jagtfortælling. Nu er Tiden
for den høie Jagt mod Frisindstankerne, og de høie Herskaber
ere ivrigere end nogensinde, og deres uniformerede Jægere skyde
paa ethvert ærligt Hjerte, hvorindi Frisindsbegreberne flygtede,
og det feiler ikke paa lærde Hunde, der fremslæbe det blødende
Ord som godt Bytte. Berlin fodrer det bedste Kobbel, og jeg
hører allerede hvorledes Bikjefølget gnelldrer løs mod denne Bog.
Skrevet 8de Marts 1831.
HEINRICH HEINE
1 tilbakeForsøget paa at ophæve Adelen, i hvilken den flygtige Agtelse varigt dan-
ner sig til en legemlig Skikkelse, vilde afsondre (isolere) Mennesket, vilde hæve
det til en usikker Høide, som mangler de nødvendige Forbindelsesmidler med
den underordnede Mængde, vilde omgive det med Værktøier for dets Vilkaar-
lighed, hvorved, som saa ofte har viist sig i Østerlandene, Herskerens Tilvær
geraader i en farlig Stilling. Burke kalder Adelen velordnede Staters korinthiske
Kapitæl, og at dette ikke blot er en Veltalenhedsform, derfor borger denne
overordentlige Mands ophøiede Aand, hvis hele Liv var viet en fornuftig Fri-
heds Tjeneste.
3 tilbakeOversætteren troer ogsaa at kjende et Kongebarn i lignende Omstændigheder.
4 tilbakeMon her menes den prindselige Morder af Preussen? Han slog i Vrede sin
Tjener ihjel, som man veed, for et Par Aar siden, og straffedes af sin kongelige
Fader med en Straffepræken og nogle Dages Huusarrest. Tydsklands Tidender
udtonede da, efter Berlinerstatstidendens Basunstød, Majestætens salomoniske
Viisdom og uhørte minoiske strenge Retfærd; og Publikum sukkede: "den stak-
kels Prinds!" Men mon han ogsaa har slaaet, skudt eller stukket Andre ihjel
paa Jagten? |
| BLA BAKOVER |