| d.IV,b.1,s.277 |
HVI SKRIDER MENNESKEHEDEN SAA
LANGSOMT FREM? See Mørkets Børn alt ængstlig bæve! Hist glimter lyse Dagskjær frem. O, leve Frihed! Sandhed leve! Snart hele Jorden hylder dem! Vise fra 1794. Det er ikke usædvanligt at læse og høre offentligen, hvor man vender sig, de bestemteste Yttringer om, at Tidens Historie især deri yder et forbausende og til Beundring henrivende Skue, at næsten enhver af de Begivenheder, der fortskridende fremstiller sig i den, synligen og fremstikkende viser sig som ligefrem- virkende til Tilværelsens Maal; eller -- med andre Ord -- at Dagens Begivenheder, ja hver af disse, der er betydelig nok til at fæste sig paa Sagas Tavler, vidner levende og overtydende om, at den europæiske Menneskehed gaaer Aar for Aar med tiltagende hurtige Skridt sin Udvikling saavel i aandig Henseende som i behageligere værdigere Livsnydelse, eller rettere Livsbe- nyttelse, imøde. Aldeles at nægte dette, at paastaae Menneske- hedens Udvikling i det Hele fra Aar 1800 til idag ikke mere belivet og fortskridende, end i et lignende Tidsrum i ethvert andet Aarhundrede, vilde ansees for det samme, som at erklære sin Vantroe til et Forsyn, sin Blindhed for den store Haand, som gaaer styrende igjennem Begivenhederne, afdækker sig mere og mere, og det ligesaa tydeligt i ethvert Folks Historie, som i det lille israelitiske, man byder os fra Barnsbeen at beundre. -- Det tør dog maaskee ved nøiere Undersøgelse vise sig, at den Frosinds-Troe om en saadan forbausende Fremskriden, mere end denne Selv, er Tidsaandens Kjendemærke. I aandig Henseende -- hvilke uhyre Fortrin ejer vor Alder vel? -- Sidste Halvdeel af det forløbne Aarhundrede er udenfor det Tidsrum, vi her betragte. Disse kunne vi da samstille; og hvad finde vi da i vort, som kan veje op imod de Fremskridt i Viden, som hiint gjorde? Hvor ere de store Folkelærere? de store Opdragere? Rousseauerne? Snarere finde vi i vore Dage Sammensværgelser, der gaae ud paa at qvæle og tilbagedrive |
| d.IV,b.1,s.278 |
hiin Viden, der gjennemlysnede selve Templerne. Folk, der ikke ere værdige at løse hine sande Stores Skoremme, driste sig til at haane deres Minde, forskrækkede over de Statsomvæltninger, som deres Undersøgelser i Philosophien og Religionen havde til- følge; ja de Mildeste betragte dem omtrent som Mølleren Drengen, der blot ved at trække i en Lem for Løiers Skyld, faaer hele Værket igang med dets bragende Hjul, og nu, angest over Duren, løber derfra. Nei! af synderlige reenaandelige Fremskridt maa Tidsalderen ikke bryste sig formeget, om endog alle dens mystiske Viismænd, Præster og Skribenter med een Mund skulde ville paastaae det. Den har antaget en ganske anden Retning, nemlig til den blot i Livet nyttige Viden. Ligesom den Tidsaand, vi samstille vor med, isærdeleshed gjorde al Videns Kjerne: Religion og Sædelære -- den eneste Viden, som har en ligefrem Indvirkning paa Staten -- til Gjenstand for sit Skarpsind, og nedhalede den, fra at svæve i Rum, der vare ophøiede over al menneskelig Eftertanke, og derfor indtoges kun af Drømme- taager, til den menneskelige Hjerne: saaledes see vi vor Tids- alder ligegyldig igjen lade Religionen stige tilveirs, Sædelæren synke i Gravene til de ærværdige Fædre, men nedlede saa at sige al Viden fra Hjernen til Haanden. Alleslags økonomiske og mekaniske Videnskaber, de statistiske, de mystiske og Krigs- videnskaberne (da Krigen er bragt i System og gjort til Nærings- vei) staae sig herved særdeles godt. Imidlertid er det dog alt, at Nytten af de førstnævnte Kunst-Videnskabers Fremskridt kan bære Tabet, som den sidste forvolder. Thi hvormange Hænder røver ikke netop Krigsvidenskabens stigende Fuldkommenhed fra nyttigere Aands- og Legemserhverv? hvormange Armeer op- stiller den ikke, for at skræmme Freden bort? hvormange durch- lauchtige Luner lader den ikke virkeliggjøre sig? hvormange brogede Narrekjortler og Kronliberier lader den ikke Folke- slagene iføre sig? hvormange Projecter tvinger den ikke de svedende Nationer til at bringe istand? hvormeget Guld for- vandler den ikke til Steen, hvormange Sved og Taaredraaber til Cement, for at faae sine Fæstninger istand? Dog nok herom! vi ville lade disse ligge, i det Haab, at Efterverdenen vil blive ligesaa vanmægtig til at holde dem istand, som vor Tidsalder til at bygge og vedligeholde de Mindesmærker om 12te og 13de |
| d.IV,b.1,s.279 |
Aarhundredes Bygningskunst, der ere adspredte i vor Verdens- deel, ikke at tale om, at den i denne Henseende ikke kan maale sig med selve Oldtidens Folkeslag. Vi ville, uden at lade os blende af noget Skin af Aandighed, Kraft og Fortrinlighed, hvilke Skin vi gjentage er vor Alders betegnende, med skyldig Ærefrygt bukke os for Britten, der farer os forbi paa sin Dampvogn, og løbe iilsomst af Jernveien, for ikke at lide Huskissons Skjebne. Vi ville raabe vort Hurra for Dampskibet, der neppe faaer Tid til at speile sig i vore Fjorde. Vi ville med ærbødig Taushed betragte slige Almanakmænd, som vor Hansteen, naar de sysle med deres Tuber og Penduler. Vi ville af reen Kjærlighed til vor Konstitution forglemme, -- at den kun glimrer som ydre Statsforfatning at endnu i 16 Aar Intet er gjort forat nedlede den til det borgerlige Samliv, at det samme Misforhold finder Sted i andre Stater, at Stater som Storbritanien og Sverige t. Ex., der, uagtet de i saa lang Tid have gjæret en Statsfor- bedring imøde, ikke have endnu kunnet erholde denne, -- ja selv at Despotier, i Væsen og Anvendelse (Praxis) aldeles asiatiske, findes indmængede mellem andre frie og halvfrie Europas Stater. Men vi ville undersøge hvorfra disse politiske Uregelmæssigheder reise sig, hvoraf det kommer, at en Kamp for det Gode saalænge kan vare, uden at noget afgjørende, bero- ligende Udslag viser sig. Vi ville skimte igjennem Maskinernes Røg, ind i Tidsalderens Indre, indi Menneskehedens Hjerner og Hjerter, og see hvorledes disse bearbeides i borgerlig og religiøs Henseende for Tilværelsen og Bestemmelsen, for Jord og Himmel, sig Selv og Gud. -- Religion og Statsforfatning -- det er disse to Samlinier, inden hvilke de menneskelige Hjerter slaae roligt og regelmæssigt, hvor de ere netop ligeløbende (parallele), snevert og qvalt, hvor de ere sammenløbende (convergerende), men febrilsk og vildt, hvor de ere fraløbende (divergerende). At de ere ligeløbende vil sige, at de ikke staae i Misforhold til hinanden: at en fortræffelig Statsforfatning alene ikke gjør Borgerne lykkelige uden en til- svarende fortræffelig Religionsforfatning; men denne Sidste viser sin Overrang deri, at den nødvendig medfører den Første, hvor- imod hundrede Mønstre vise, at det Omvendte ikke er Tilfælde. Hvoraf kommer det da, at vi maae vende vore Øine mod et |
| d.IV,b.1,s.280 |
uopdaget Atlantika, og at vi vel henflytte vore Træer, vore Huus- dyr og døde Omgivelser did, men idealiserende skabe nye Mennesker der, nye Guddomme over det skjønne Fantasielands Himmel, som om vi kun vare misfornøiede med Menneskene eller rettere med os Selv? Saavel hensvundne Aarrækkers, som de løbende Dages Historie giver os Svaret, løser os Gaaden, hvi vi, hvi den stolte Britte, som paa sine skjønne Strande frem- kunstler en Slags Følelse af Lykke, der dog intet andet er, end den selvbehagelige Følelse af sikkert fysisk Tilvær -- hvi Han stirrer mod Vesten og skaber sig der et Stor-Taage-Britanien. Thi hvor lærer Historien, at hine Samlinier ere trufne? Ikke engang i Nordamerika, hvor Millionerne røre sig inden den for- træffeligst-indrettede lovbundne Friheds snorlige Linie paa den ene Side, men inden en saadan Religionsfrihed paa den anden Side, at den kan lignes med den slappe eller Bølgelinien. Ogsaa der maa den sande Ædle, der kun er lykkelig i hele Verdens Lykke, see ud imod Vestens Skyer, naar han finder Tusinder uden Religion, eller Tusinder galne Sekterer. Hvad skulle da vi Europæere sige? Vi, af hvilke kun nogle Millioner ere borgerlig frie, men alle Millionerne religiøse Ufrelse, eedbundne ved paa- budne, forældede Troessætningers Stavnsbaand? Ja, hvad skulle Vi sige, som nødes til at anføre det Rige, for hvis blotte Navn vi gyse tilbage, Rusland nemlig, som det, der viser hine tvende Linier mest paralele? Hvad Jammer over Verden, naar dette Rige, og Østerrige, hvilket vi ligeledes ere vante at tænke paa med Rædsel, skulle nævnes som de ideale? Og dog maae vi dette; thi hvor svare Religion og Statsforfatning nøiere til hin- anden? Kald den Første aandelig, den Anden borgerlig Trældom, og den døsige Lykke, Millionerne, der bevæge sig inden disse Samlinier, nyde, Sløvhed -- de svare dog til hinanden, og for- holdsmæssig kun Faa blandt disse Millioner føle deres Elendighed. Det aandige Liv, som under strænge diætetiske Regler holdes indespærret paa enkelte Universiteter i disse Stater, og Mura- vievs med Brødres Bestræbelser for en forbedret politisk For- fatning ved Alexanders (ikke den Stores) Henfart, ere ikke Lys- punkter i denne mørke Skildring; thi den forrige Vicekonge i Polen har, ved sin barbariske Exekution paa polske Studerende, og hans, ved Folkets modige og kraftigen forsvarede Beslutning som Konge i Polen afsatte, Broder har, ved Exekutionen paa |
| d.IV,b.1,s.281 |
disse Sammensvorne for Friheden, viist Despotiets aldeles over- vægtige Vælde i denne Stat, Noget, der desuden viser sig i de Sammensvornes ringe Antal, og i den liden Interesse Deres Foretagende og Skjebne vakte hos Folket. Nei! Rusland bliver Idealstaten. Baade ihenseende til Religions og Statsforfatning har dette nærmest af alle europæiske Stater naaet Forbillederne: Oldtids Ægypten og alle Tiders China og Japan. Dette er sande- ligen sagt, og uden Ironie. Tvangen er igroet de Millioner Sjele, der drikke eller vandes i Volga og Donau. De føle ikke, at deres Tanker ere afmaalte og indsnørede. Men: -- gjør dem, eller en Fleerhed af dem, opmærksomme paa deres Elendighed, paa, Hvorlidet deres Sjele erhverve sig imellem Vuggen og Graven, paa at de ere henviiste til et Plantetiv eller ihøiden til at avancere i deres Liv som Dyrene, der kun ere lidt erfarings- klogere som gamle end som Hvalpe: -- lær dem, at en Sjele- vandringslære (der dog erstattes ved deres Skjærsild-troe) næsten kunde være passende for dem, forat de ikke skulde prostituere sig Selv og deres Poper og Autokrater, ved millionviis at træde ligesaa sløve ind i Verdensrækkerne hiinsides Graven (i Himlen) som de traadte ind herunder Maanen -- og disse Folks døsige Lykke er forbi. De ville igjen stræbe efter en rolig men for- nuftmæssig Tilstand, og de have samme Trin at kravle opad til dette Maal, som de fleste Europas Nationer nu krybe paa. I denne Mellemtid ville Slaverne sige: vi vare lykkeligere, da vi vare Slaver. Men der vil danne sig en oplyst Middelstand, som vil vide at besvare disse Massens Raab, og beholde, hvad de vunde ved Omvæltningerne, der vare skræksomme i samme Forhold, som de herskende Kasters Modstand var stor og som det har lykkets disse at barbarisere Folket. Jødestaten derimod, ligesom vel og den italienske og den thi- betanske Kirkestat, for ikke at nævne Jesuiternes i Paraguay, viser det matte, asthmatiske Liv, et Folk hensættes i, hvor den religiøse Forfatning aldeles opsluger den politiske, hvor Stats- formen er Hierarkie, eller -- som vi oven udtrykte det -- hvor hine Samlinier gaae sammen, skjærende hinanden, kunne vi lægge til, i Formen af et Kors. Derimod give de konstitutionelle Stater, men fortrinsviis de revolutionære, Mønster paa Stater, hvor den religiøse og politiske Forfatning er i det andet Mis- forhold til hinanden, som vi oven udtrykte under Billedet af |
| d.IV,b.1,s.282 |
divergerende Linier. Ja i Frankrige i forrige Aarhundredes Revolution divergerede dette saameget, at den religiøse For- fatning, den ene Samlinie, tabtes gandske afsigte. Med konstitutionelle Stater, som Overgangstrin til Republiken, maae imidlertid endog Tidens mest oplyste Folk lade sig nøie. Hveden da denne Uro, som alligevel ikke lader dem være lyk- kelige, hvad end Skjaldene qvæde, og Rimerne klirre paa deres Fest-leie-Harper om Lykke og Frihed i Geburtsdagsvers o. a. d., hvormed man endnu, efter gammel Sæd, opvarter Konger? Man tør ikke ud med Sproget; thi en endnu mere gigantmæssig Skyggekjæmpe end den imaginære Thronsky-Majestæt, nemlig den ligesaa imaginære Mysterie-Majestæt reiser sig bag tusinde Altre, og fylder Hjerterne med Bæven og slaaer Hjernerne med et delirium tremens, saasnart man nævner den egentlige Grund til denne almene Følelse af Lykkebrist, saasnart Sandheden lader sig høre i denne Tone: den religiøse Forfatning maa staae i tilsvarende Forhold til den borgerlige: den maa være liberal, saafremt denne er liberal: denne Religions-Forfatnings Liberalitet sættes ikke alene i Tolerance, men deri, at den ligesaavel ved- kjender sig at have fælleds Kilde med den borgerlige Forfatning, som den vedkjender sig, skjøndt i høiere Potens, at have Samme Maal som denne. Men hiin Kilde til de stedse fuldkomnere ud- viklede Statsforfatninger, hvilken anden er den, end den stedse mere sig udviklende Fornuft? Som en elastisk Ring, lagt om den unge Ørns Hals, udvider sig, altsom denne voxer, saa maa den menneskelige Sjels Forhold baade til Jord og Himmel klarnes, som denne klarner selv. Men ligesom Ørnen vilde qvæles, naar den voxede til, hvis Ringen var af Staal, saa qvæles ogsaa Menneskeheden i dens Fremskriden og Forædling, saa fængsles ogsaa Civilisationen, naar disse forældede Formler, der ere an- viste Plads i det uhyre Taagerum udenfor Tænkningens Sfære, gjøres til Civilisationens Stempel, naar Folkemassernes Viden indskrænkes til disses ordrette Fremplappren, naar deres edelige Antagelse gjøres til conditio sine qva non, for at regnes saaat- sige til Menneskeheden -- Med eet Ord: Religionsforfatningerne trænge til en Revolution, og Europæernes, som de, der have op- kastet sig til andre Menneskeklassers Koryfæer, først og fremst. Det Mysteriøse maa bort -- det Sædelige og Belærende i en Religion, det af en objektiv Menneskefornuft Udledelige maa |
| d.IV,b.1,s.283 |
fremhæves i et sammenhængende System som almeenmenneskelig Religion -- Præsterne af enhver fortiden bestaaende Troesbe- kjendelse maa bringes tilbage, fra at spille Roller som Midlere imellem Himmel og Jord, til at være Folkelærere. Dette skal vorde Kristendommens Triumf! Den naaes ikke ved at binde de kommende Slægter i al Evighed til Mørkets Alders halvhedenske Kristenpræsters eller til Middelalderens geistlige Heroers Dogmer. Tvertom er paa denne Vei bevirket, at intet egentligt Kristensamfund eller Kirke har Tilvær; men at de Kristne, -- til liden Opbyggelse for alle de andre Religions- bekjenderes Troende, som forgjæves opmuntres af Missionærer til at gaae over til Kristendom, fordi de ikke vide, hvilket Par- ties Kristendom de skulle vælge, og derfor hensove i den Troe, hvori deres Fædre roligen hensov -- have udgrenet sig i utallige Stridende Partier, i hvis indbyrdes Strid der er flydt ligesaameget Blod som Blæk (see Kirkehistoriens Skjændselsregistre!) og som kun da have en Fred, naar det dunkle Begreb om Stridsgjen- standenes Uværd, hvilket man kalder Indifferentismus, har paa- trængt sig Fleerheden af Folkeslagene, eller naar de aandelige Kamphøvdinger ere hensjunkne af Mathed. Dette skal vorde Kristendommens Triumf? Dens ophøiede Mester reiste den af de brugbare Brudstykker af forhen i Rui- ner hensjunkne Religionssystemer, af de vigtigste Sandheder, den menneskelige Skarpsindighed dertil havde fundet, og sam- menføiedes af hans egen til et fuldkommen harmonisk Pantheon, i hvis Kuppel han satte den sunde Dogmatiks almeennødvendige Hovedlærdomme om en Gud og Udødelighed, liig Pantheonets aabne Hvælvvindue, hvorigjennem Himmelen seer ned. Selv Platos fiirkantede Akademia taalte ikke Sammenligningen med Kristi fuldkommen runde Pantheon. Men nu -- Himlen bevare os! -- hvorledes seer det ud? Udmajet med alskens Pulpiturer, Kors, Kapeller o. s. v. o. s. v., dvæler Tænkerens Øie hartad med ligesaastort Behag ved Konfutsees Pagode, for ei at sige, ved Mahomeds Moskee. Ja dette skal vorde den sande Kristendoms Triumf! Den med- fører Civilisation, siger man. Ja, sige vi, hvor herlig er den dog ikke, at den endog har mægtet at gjøre dette, saa sønderhugget som den har været og er! Dog, hvad har den mægtet, imod hvad den kunde have udrettet? Ere Lasterne, eller endog Raa- |
| d.IV,b.1,s.284 |
heden, uddøde blandt de Folkeslag, som stemple sig til Jordens første og fornemste med dette Navn? Eller, om vi endog ind- rømme en egen kristen eller europæisk Civilisation, hvi mægter den ikke at overstige en Flod, et Bjerg eller Europas Grændser? Hvi har nu i Aarhundreder en kristelig Hovedkirke, den græske, der tæller 40 Millioner, og den Mahomedanske hvilet roligen i hin- andens Arme, saavel i de slaviske Lande, som i Civilisationens Oldsæde Hellas, uden at Hiin har formaaet at meddele Denne den mindste Kime til europæisk Civilisation? Det viser, hvor- liden Kjerne, hvorliden Sandhed, der dog er i denne høitpriste kristelige, europæiske Civilisation, saaledes som den har været og er. Mennesket har ingen anden Grundvold for sin Stræben efter Fuldkommenhed end Bevidstheden om den allerede vundne. Man maa være dydig, for vedvarende at kunne virke paa Andre til noget Godt. Dette gjælder om et Folkeslag, eller en Samling af Folkeslag, ligesaavel som om den Enkelte. Nu! hvilken over- veiende Dydmasse have de kristne Europæer at opstille imod Barbarerne? Vi søge noget Saadant mere forgjæves, end vi søge Grunden hertil. Denne ligger i Sædelærens, i den sande praktiske Filosofies Underkuelse, forat ufrugtbare Mysterier kunne fremhæves -- ufrugtbare, sige vi? ja ufrugtbare for Menneske- heden, for Sandheden og det jordiske og himmelske Velvære, men frugtbare for Kasterne, der fremhævede dem, det være nu i Form af Kors og Kar og Billeder paa Guldbrokades-skuldre, eller i Form af haarde Dunkelheder og Forbandelser paa en Prædikestol. Fleerheden i de dannede Klasser overalt i Europa finder ikke i disse Mysterier den Beroligelse, det Opløftende, man forsikkrer os om skal findes i dem; men de finde den alene i de Sandheder, den gjældende Religion har tilfælleds med den almene, den naturlige Religion. Saadanne Fornuftvenner (Ra- tionalister) findes i alle Religionssamfund. Men hvad skulle vi svare den tænkende Mahomedan, som haardnakket siger til den, der vil friste ham til at blive Kristen og rækker ham Korset at sværge paa, samt endeel Formularer at opramse: "jeg er ikke Mahomedan, saasom jeg ikke kan beqvemme mig til at troe Mollahens Forsikkringer om de 7 Himle og Alkoranens Eventyr; heller ikke bliver jeg Kristen: thi jeg indseer ikke, at den byder mig noget Bedre? Jeg for min Person mægter ikke at fatte det Poetiske, eller mere at udfinde en Betydning i Vore end i Eders |
| d.IV,b.1,s.285 |
Billeder, der forekomme mig som Urimeligheder; men jeg er Menneske og veed, at der gives Sandheder, intet Menneske kan være foruden, Sandheder, som den Eenfoldige kan opsvinge sig til, og den Viseste ikke overstige -- det er den Religion, som lærer disse Sandheder, der fyldestgjør Alle, som Jeg vil bekjende. Men see, Menneskene have nægtet den et Tempel, imedens Gud Fader aabner sit, sin Himmel for den." Hvor dydig en saadan Mand end kunde være -- han var dog udstødt af alle Religions- samfund. Missionæren vilde forbande ham efter slig Tale, og korsende sig gaae sin Vei, ønskende til Gud, at han blot havde ham saasandt fat i Madrid; og i sit Fædreland maa han hylle sig ind i sin Kaftan og bortsmøge sine Planer til at oplyse og forbedre sine Landsmænd: thi fik Muftien blot eet Øiekast inden for hans Pandeskal, fik han ligesaasnart alle 10 Fingre om hans Strube. Hvad standser da Civilisationen saameget, som netop disse Mysterier, i hvis blinde Antagelse det herskende orthodoxe Partie næsten udelukkende sætter Kristendommen? Derimod giv Tanken og Troen fri! Kristus fremstaaer, og fremstiller sin Re- ligion, som Alles Fornuft baade maa erkjende og bøie sig for -- han fremhæver Sædelæren og gjør Præsterne til Folkeopdragere og Folkelærere! Da skulle vi see alle de oplyste Mahomedaner, Chineser, Hinduer og Jøder gaae over, og nedlede den europæiske Civilisation til deres Folk, og disse Hundreder af Millioner, som nu ikke ere Kristne og sværge, aldrig at blive det, skulle følge. . . . . Da skulle vi see Kristi Spaadom opfyldt, om at een Hjord og een Hyrde skal vorde, d. e. Alle skulle leve som Brødre; en Idee om Mennesket, saaledes som det i sin sædelige Fuldkommenhed aabenbarede sig i Kristus, skal herske levende og belivende hos Alle. . . . Da skulle vi see en Ende paa Krigene, og en heel Deel Elendigheder bortmarsere med den sidste Parade . . . . Da skulle vi see Auktioner lyses i Tid- ningerne over de sidste Mondurer, de sidste Geværer og Tasker, og andet gammelt Stats-Skramlerie . . . . Da skulle vi see Sta- ternes Penge anvendes til Ætternes Opdragelse, til nyttige Ind- retninger, og ikke til Hofhold, priviligerede Dagdrivere og ud- stafferede Armeer . . . . Da kunne Forbedringerne i de politiske Forfatninger skride fremad, uden at komme i stedse voxende Misforhold til de religiøse . . . Da ville Staterne blive sædelige Foreninger, der stiftedes og undergaae Forandringer, indtil man |
| d.IV,b.1,s.286 |
er vis paa at have nærmet sig saameget det ideale Samliv, man maa tænke sig imellem de Himmelske, som det er jordiske Væsener givet at kunne nærme sig dette. Eller, er der noget andet, skjønnere Formaal for menneskelige Samfund? Men der -- hisset -- bindes dog vel ikke Aander til nogen mysteriøs Tro, uden hvilken de udelukkes? Altsaa bør vi stræbe, ogsaa heri at gjøre Jorden Himlen liig. Men desværre, desværre, ihvormange Mørkets og Kampens Aarhundreder, der fordre et Aar -- Gud give os i Naade, at see i vore Dage dets Sol oprinde! -- som skal være helliget en saadan Religionens Restauration og Fredens og Oplysningens Begrundelse, før vi kunne med Grund vove at tale om Euro- pæernes, eller i det Hele om Menneskehedens forbausende Fremskridt mod Maalet, gjennem stedse uddannet Kultur; og ihvormange Øren, der med Bifald aabne sig i andre Stænder for ovenudtrykt Hjertesprog: saa maae vi dog -- saa fast er endnu Menneskeheden tøiret til de gamle Pæle, til de gamle Veivisere, der, da Ordene ere udslettede paa dem af Ælde, kun have beholdt til Vildledelse Korsformen tilbage -- ja saa maae vi dog netop hos den Stand, fra hvem Restaurationen skulde udgaae, bede ydmygst om Forladelse, fordi vi -- saa tidligt, ville de Fornuftigste sige -- have yttret, at de kristne Kirker trænge til en Totalreformation, der maa bevirke Opstillingen af en Kristendom, authoriseret og authorisabel, ikke af Enkeltes Fantasier og Følelser, men af den rene objektive Fornuft. Harmes da ikke, strenge saakaldte Orthodoxer, som ubøielige diktere evige Flammepiinsler for Dem, der ere saameget Herrer over deres Sjeleevner, at de ikke, som I, lade Sværmeriets Lidenskab Tøilen. -- I, der sætte eders hele aandelige Liv i en Hjerne- Dispositions overvægtige Indflydelse, der er ligesaa modstridig den Harmonie imellem Tilbøielighederne og Evnerne, som udgjør Fornuften, som f. Ex. den, der driver til Hoer og Tyveri! -- harmes ikke heller over dette Spørgsmaal: hvad have Eders Forgjængere virket, hvad virke I til Menneskehedens Fremgang, til Gjengjeld for al den Agtelse, I fordre for det I kalde eders hellige Kald? Eders Kald skulde være Folkelærernes; men hvilke Folkelærere ere det, der lade de unge Slægter lære at læse efter Lærebøger, som uden Forandring aftrykkes saaledes, som de authoriseredes for 100, ja for 3 -- 400 Aar siden, og som Intet |
| d.IV,b.1,s.287 |
indeholde uden Dogmatiken, saaledes kompenseret og indkogt til en endnu haardere Materie end Massen i sig selv? Er dette ikke, som om den Læge, Forældre tilkaldte for at helbrede deres mavesyge Børn, vilde fore disse Børnemaver med Pundtlæder og andre ufordøielige Sager? Børn -- har man hørt Magen? -- skulde begynde deres Læseøvelser med Indstavning af Sæt- ninger, Summi Theologi & Doctores maae lade ligge urørte, og som ikke afgive det Mindste for Tænkeevnen. Men takket være det guddommelige Væsen, som i evig Friskhed gjenaabenbarer sig i de fødendes Slægter, at ikke et saadant Opdragelsessystem har bragt Folkemasserne ned til Dyr-sløvhed. Deres daglige Sysler, som fordre Opmærksomhed, sikkre dem derfor. Harmes heller ikke I fede, forgyldte Prælater, fra Abbederne og Erkebi- skopperne og indtil Paven! Jeg vilde spørge ligeledes Eder om, Hvad I, som Folkelærere, gjøre for Menneskehedens Fremskridt, til Gjengjæld for Eders Præbender og fordi eders Stand er Sta- ternes bedstlønnede; men hvor skal jeg finde Eder? Stifterne staae øde, og i Kirkerne ere Vikarier Ceremonimestere for Eder. I Hovedstadens Stormænds Salons? Dog jeg tager Feil! Jeg beskylder Eder for Eders nærmeste Formænds Synder. Nu ere I paa Post mod ethvert Indgreb i eders hellige Dovenskabs Prærogativer; og det saameget aarvaagnere i de Lande, hvor Oplysningen og den borgerlige Frihed gaaer saa lyshurtigt fremad, at I maae vente, at Straalerne snart række bag Eders Altre. Frankrige viser os derfor især Bisper af Hermopolis, Besançon, og Tyven ifra Rheims. -- Lader os da gaae til det Land, hvor intet Saadant endnu paa længe er at befrygte . . . Kjære Pope, hvilket moralskt og aandigt Fortrin, eller hvilken Forskjel er at spore imellem Tidens Russer under den, ligeindtil det polske Manifest, ubetinget lovpriste Nikolai autokratoriske Scepter, og det 11te Aarhundredes? Eller, kjære Pope, der har studeret i Dorpt endog, hvilket Fortrin har Du for en Pope eller en Munk paa Munken Nestors Tider? . . . Stakkels Pope, du tager dig en Dram, svarer "Visvas", og stryger dig om Skjægget. Saaledes er det. Den ene vil afvise Restaurationsideen med Anathemer; den Anden med gravitetisk Taushed, eller jesuitiske Ræsonnementer for, at Verden maa og bør være som den er, eller med komplessant bonton; den Tredie med Flauhed og "Ich kann nit verstaen". Vi gyse, naar vi tænke os, hvad denne |
| d.IV,b.1,s.288 |
uhyre passive Modstand (thi den aktive er langtfra saa farlig) omsider vil bevirke. Hvilke Rædsler medførte det ikke, at Folkene toge deres Frihed tilbage? og da, naar de ville sætte sig i Besiddelse af en endnu høiere Nødvendighed: af Tænke- friheden? en almeen Revolution for Oplysningen? Dog vi haabe, at Civilisationen indtil da, indirekte igjennem den politiske Op- lysning, vil bevirke, at den skeer med saameget Maadehold som mueligt: at Menneskeheden ikke gjenseer Scener fra de kon- stantinopolitanske Billedstorme, eller fra Fornuftdyrkelsens Vaade- viller i Paris. Eller tør I sige, at Vi (ja Vi; thi det er den oplyste Menneske- heds Fleerhed, som her igjennem disse Linier udtaler sin Hjer- tensmening) . . . tør I sige, at Vi gjøre Eder Uret, Ærværdige? Gjører I blot ikke os den Uret, at troe, at vi skjære Alle over een Kam! Vi vide meget vel at udpille de Hoveder, over hvilke, uden Hensyn til, uden Medlidenhed med Fleinskallen, Kalotten eller Alderens ærværdige Snee, Staven maa brydes i Sandhedens, i Alretfærdighedens hellige Navn, -- og dem, der benytte sig med Maadehold af det indirekte Privilegium til at lade Alt slæbe sig frem i de gamle Gjænger, eller reentud, til Dovenskab, for ei at nævne andre Beqvemmeligheder, som følge af at de be- kjende sig til det overalt i Europa for Tiden herskende for- meentlig ene rettroende Partie. Fra denne Klasse og fra alle dem, som -- skal jeg kalde det saa? -- nødes, -- deels for ei aldeles at skuffe Forældres Haab, deels af Kjærlighed til deres Qvinder, der gjerne, som man siger, ville have noget Eget at sparke paa, deels af reen Nød -- at eedbinde sig til det herskende System, og bøie sig med hemmelig Uvillie under den fastsatte Slendrian . . . fra disse vil vel ikke Restaurationen udgaae; men flux som Universitetslærerne og Filosoferne frem- staae som primi motores, ville de strømme til med de Befriedes Jubel. Det er da ikke disse Svage, der nu, saaatsige, tude med de Ulve de ere iblandt, som vi fordømme. Vi beklage blot, at dette virkeligen talrige Partie saasnart lod sig bringe til Taushed: hvadenten det nu var den politiske Bulder, eller de mystiske, helligede Skrigere som overdøvede dem, saa var det ligesom om de, over hele Europa, af Forskrækkelse lode deres Vaaben falde: Redemptoristerne oversvømmede igjen det Katholske, Mystikerne det protestantiske Europa, og de sunde, filantropinske |
| d.IV,b.1,s.289 |
Bøger trak sig fra Skolebænkene til Hylderne. Men skulde I, I, der lægge Aaget saa tungt paa disse Eders Laugsbrødre, I, der (havende omtrent samme Øie til disse, som Russerne til Lithauerne, hvis Linier de maae omringe med Kosakker i den Polske Frihedskamp) indringe, tøire dem med Eedsformularer og frimureragtige Besværgelser . . . skulde I kunne paastaae, at Vi gjøre Eder Uret? skulde I kunne paastaae, at Menneske- heden under Eders Hænder, ved Eders Lys, som Folkelærere, er fremført saalangt mod Maalet, som den kan fordre, i Forhold til de Aar, I og Eders Fædre have havt at virke i? at I have fyldestgjort Eders af Nationerne vellønnede Hverv som Folke- lærere? Hvad, Jesuit! Hvad, Munk! Presbyter! Pope! Præst! Hvad? hvorledes forsvare I, at Eders Legioner ikke have mægtet at standse Mørket, saa at det dog ikke i vort Aarhundrede skulde dæmre endog i alle Hedenskabets Skyformer over Tagene, over Hjerterne? Hvi har Massen af Folkeslagene saa elendige Begreb om sig Selv og Verden og Gud? Det var Eder, som skulde bibringe Alle, (see heri Eders Embeds Herlighed og Høi- rang!) de rette. Men nu, hvor dum og træven staaer Bonde- gutten for Eder, naar I proppe i ham de trinitate, angelis malis, externo die etc. etc. medens han med den elskværdigste Lær- villighed indsuger de ædleste og sundeste Begreber og al den nødvendige Troe, flux en forstandig Lærer oplader hans Øie for Naturen? Det varer ikke længe før denne Unge lærer at see den sande Himmel gjennem det første det bedste Blomsterhvælv, og, støttet til en Græsstængel, gaaer den empiriske Vei til de mest ophøiede Sandheder, opklarer sin Fornuft, og er reddet for Menneskeheden. Vi ville undlade at opregne Bebreidelserne, der kunde gjøres Eder; men blot paapege den, der ligger disse Liniers Opgave nærmest: Hvilket andet Grundonde -- sige Vi, hvem lykkeligviis den Lod ikke blev tilskikket, at lade os nøie med nærværende Folkeunderviisning -- end Eders Uvirksomhed og Skjødesløshed, der aldrig igjennem Aarhundrederne har reist sig fra de bløde Leier, I beredede Eder paa Folkenes Dumheds- Taage, er det sørgelige Særsyn at tilskrive at, -- da de Klasser, som Universiteterne og Skribenterne havde dannet, vældigen fremstode, tolkede Menneskehedens Krav paa borgerlig Frihed, og erhvervede Staterne denne: saa opdagede de med For- bauselse, at Masserne, der havde været Præsterne anbetroede til |
| d.IV,b.1,s.290 |
Opdragelse og Underviisning, vare uden den Aandsudvikling, som er Betingelsen for borgerlig Friheds Tilvær, uden Sands og uden Begreb om dennes Høiværd, Nødvendighed og Væsen, saa at Folket selv, der vel laante hine dets oplyste Venner sine Kræfter i Kampen for Frihed, ligegyldigen, naar Alt skulde vende tilbage til Ro under den bedre Forfatning, lod sig denne frarive, enten af en enkelt Ærgjærrig (som i Frankrig), eller af fremmede De- spoter (som i Polen), eller af de reagerende, hjemmefødte Ty- ranner (som i Spanien og Portugal og i Frankrig 1815) og, istedet- for at vende dertil tilbage, ligegyldigen vendte, under de Galger, hvori Befrierne dinglede, tilbage til det gamle Aag? eller i Stater, der beholdt den Frihed, de havde tilvundet sig, hvilket forbau- sende, sørgeligt Særsyn var det ikke for Folkets Oplyste, at det egentlige Folk var saa forsømt, at det ikke mægtede at paa- skjønne og nytte Friheden; -- at det, selv leiret om Altre for Friheden, stirrede med Forundring, -- som en Hofmand paa en 17de Mais Jubel, -- paa deres livlige Fryd, der kjende de ube- talelige Goder, de aandige Glæder, der tilflyde dem af den borgerlige Frihed; -- at det ikke vidste at skikke sig i den bedre Orden, men med Uvillie opfyldte sine Pligter, med Lige- gyldighed benyttede sine Rettigheder, ligesom om, ved det svundne Despotie, ogsaa Begrebet om Stat var blevet uigjen- kaldelig opløst: dette, der fra Slægt til Slægt er blevet det iden- tificeret med, simplificeret til en Eenhed i Kronen; -- videre, at det ikke mægtede at bringe en værdig Repræsentation tilveie, men at tvertimod de saakaldte Ministerielle maatte gives et Slags stiltiende Samtykke, naar de paastode Folket umodent for Friheden og at man maatte undlade fortiden at tilstede det endog de Friheder, som dets Grundlove hjemlede det? Hvad Andet bevirkede Dette, som finder Sted i de bedste Europas Stater, end at de Oplyste, som ikke, fordi Millionerne vare lige- gyldige derved, vilde give Slip paa Friheden, sammensluttede sig og fremtraadte som Aristokratie, under dettes forskjelligste For- mer, (saaledes da ogsaa som Embeds-Aristokratie) og som Op- position. Istedetfor Ro maatte Kampen fortsættes: man maatte fremkunstle en Styrke og gaae angrebsviis tilværks, for at dække sit eget Parties Svaghed: Massens Dorskhed. -- Det høieste Seiersmaal var blot at beholde. Her have vi Stagnationen i de konstitutionelle Stater. Dens Kilde finde vi under Alterne. Kry- |
| d.IV,b.1,s.291 |
ber derfor ikke, ved saadanne Angreb, bag disse, I, der kalde Eder fortrinsviis Ærværdige! Sandelig, I skulde være det, naar I blottede Fortjenester istedetfor Fordringer, der ikke længer begrundes i en overtroisk, almeen Idee om en Hellighed, som overgaaer paa Eders Personer, uden Hensyn til Egenskaber, fra Eders Embeder. Fra Menneskehedens Domstol bortvandre ikke de kristne Præster, i det Hele taget, med Roes for, hvorledes de have røgtet deres i høieste Maade vigtige Kald. Det er Alretfærdig- hedens, som udtaler sig igjennem en saa stor Jurys "Skyldig". Og, ville de appellere til deres saakaldte Midler, da kunne de visseligen ikke smigre sig med at møde noget mildt Øie, men et, hvori adskillige af hans Parabler, f. Ex. om den dovne Tjener, om den utroe Forvalter o. fl. dl. staae tegnede. Vi kunne jo med Rimelighed antage, at det hisset er Aanden givet, at beskue Følgerne af sin Daad her, at altsaa Frelseren hisset beskuer Følgerne af sit Storværk. Visselig han seer færre herlige Følger, end dette hans Storværk fortjener, end Han anede, i den Stund han ikke tog i Betænkning at ofre sit Liv, for at frelse Menneske- heden fra Synds og Uvidenheds og Tempels- og Thron-Herskeres Aag. -- Han, der var den Første, som med Kraft stræbte at ophæve den fordærvende Ligevægt imellem det borgerlige og aandige Despotie, idet han gav Stødet til et andet Jevnforhold imellem borgerlig og aandelig Frihed, og fremsatte i sit Religions- system Grundloven for denne Sidste; -- Han, der var den Første, som med Fynd udviklede Menneskehedens Krav paa allerede her under Altre og Throner ubehindret at yttre den, for dens guddommelige, men didtil, næsten indtil Selvbevidsthedens Tab fordunklede, Væsen, karakteristiske Stræben efter Sandhed d. e. Tænkefrihed, og efter at give denne klarere og klarere Udtryk i moralske Handlinger, d. e. sædelig Frihed, hvorved da politisk og religiøs Frihed gjordes til en uundværlig Betingelse for de Men- neskers Tilvær, som, betegnende eller ligesom salvende sig med Kristennavnet, fremstillede, under Billedet af een Hjord og een Hyrde, en Menneskehed, der stræber, Een som Alle og Alle som Een, efter at naa den Idee om et fuldkomment Menneske, der hævet af Fantasien til Himmelen som en Engel eller Alfrelser, men af fornuften igjen nedkaldet til Jorden som et simpelt Menneske, lever i Alle og behersker Alle; -- Han, der i saa |
| d.IV,b.1,s.292 |
fjernt et Old emnede at betage Præsterne, Magerne og Despo- terne Magten til at hemme denne Stræben -- mon han da anede eller kunde have saa ringe Tanker om Menneskeheden, at efterat 1800 Sekler ere hengraanede, efterat den største Deel af denne Tid er bleven anvendt til de afskyeligste Krige, forat udbrede hans blotte Navn: saa skulde dog hiin saliggjørende Stræben saalidet være udviklet i Menneskeheden, at alskjøns Mager, Fa- risæer og Despoter trives saa herligen i Korsets Ly, at de have dristet sig til fra Tid til anden at slutte offentlige Forbund, forat hemme hiin Stræben d. e. for at værne deres fælleds Bedste, ja saalidet udviklet, at hans Grundsætninger skulde være fremmede for Nitiendedele af Jordbeboerne, at Europas Almues hele aan- dige Tilvær ikke hæver sig over hans Apostlers Katekumeners, at Millionerne endnu skulde være aandige Lazarer, der over- lades til deres Dødssøvn, uden at de, hvis Pligt det er, gjen- vække dem? Tvivler nogen om dette Natstykkes Sandhed, saa trække han frem den første den bedste Broder af Europas Almuer! Der soler en doven Romer sig paa Lateranpladsen! der kryber en fiirskaaren Karl, paa andres Vegne, Dag ud og Dag ind paa Knæerne, opad scala santa! Kald dem frem, prøv deres Sjele- tilstand, og Vi skulle selv krybe scalaen hundrede Gange op, dersom Du finder et Solegran af Fortrin hos disse, eller endog anden Forskjel end Togaen imellem disse og deres Oldfædre, der solede sig udenfor Caracallas Bade! Og Dette er dog i et Land, der var Civilisationens anden Vugge, der drak Kristen- dommens første Lysstraaler, hvor Kunster og Videnskaber aldrig have hørt op at blomstre i de berømteste Akademier og Uni- versiteter; og disse herlige Kristne fandt vi fire Alen fra den kristelige Ypperstepræsts Sognekirke. Eller tag en prostestantisk Bonde; og vi ville finde, at hans Begreber om Gud og Gjen- gjeldelsen ere Jødens fra Esræ Tider, uværdige, gruopvækkende, om Hevneren Jehovah og Satan i Gehenna. Og see vi hen til det Folk, vi nære mest Høiagtelse for, som det, der med det største Heltemod og de største Opofrelser har kjæmpet for den politiske Frihed: til Frankrig -- hvilket Misforhold imellem reli- giøs og politisk Forfatning og Oplysning slutte vi os ikke til af dets forsømte Almue-Underviisningsvæsen? Saaledes er Folkemassens Tilstand i Thronernes som i Kon- |
| d.IV,b.1,s.293 |
stitutionernes Ly. Hiint qvalfulde Ubestemte, hiin Usikkerhed i den politiske Friheds Seire, hiint Misforhold imellem Oplysning og Frihed, Religions- og Statsforfatning spores overalt. Uvidenheden, som er en Følge af den elendige Religionsforfatning, gjør Masserne enten til politiske Indifferentister, der med Sløvhed (som den portugisiske og den spanske Nation) lade sig Sikkerheds-Karterne for deres borgerlige Frihed rive afhænde, eller til Sansculotter, hvis forvirrede Frihedsbegreb -- selv et Blændværk -- lader dem jage efter Blændværker. Eller -- hvilket sørgeligt Vexel- forhold! -- ere Folkemasserne ved en varig Nydelse af borgerlig Frihed saavidt blevne uddannede, at de opdage det Misforhold deres religiøse Forfatning staaer i til denne: saa blive de enten religiøse Indifferentister (hvortil nu desværre Europas dannede Klasser overhovedet,  allene de høiere, Embedsklasserne, høre)eller religiøse Sansculotter, d. e. uvittige Religionsforagtere og Troeshadere. Hvilken bundløs Kilde til Laster og Forbrydelser opdage vi ikke her? Dog er den frembrudt og stiger daglig, især i den store Klasse, som i vore Dage spiller en Rolle, for ikke at sige at den angiver Tonen i det offentlige Liv, nemlig Middelstandens Ungdom. Men det staaer til Eder, Præster af enhver Troesform! at standse alle disse Onder ved at ophæve Grundondet: Misforholdet imellem de fremskridende politiske og de fastlænkede religiøse Forfatninger. Reformationerne d. e. de religiøse Revolutioner, lære jo Nødvendigheden heraf. Luthers, Kalvins, o. a. fl. partielle vare kun1 Intimationerne til den almene Restauration, vi ovenfor nævnte som det eneste Radikalmiddel. Bliver Folkelærere! besætter Skolerne! giver enhver Under- viisning det ophøiede, religiøse Præg! gjører Opdragelsen til Statens høieste Formaal, hvortil dens Skatte alene anvendes; men alt dette først, naar I have afskaffet af Religionen alt det Menneskelige, som støder den menneskelige Fornuft; men frem- staae som Talsmænd for en almeenantagelig Lære, for en Tro- Harmonia. Skeer dette i det 19. Aarhundrede: da forvandler Historien sig fra en sørgelig Fortælling om Lysets og Mørkets, Friheds |
| d.IV,b.1,s.294 |
og Trældoms altfor langvarige Kamp, for ikke at sige (hvis vi antage den betydningsfulde Drøm om en Guldalder) om en uhyre Reaction, -- til Menneskehedens Seiersepos: da lad Aarhun- dredet rose sig af, at det fuldendte, hvad det 18de begyndte, af de forbausende Fremskridt, Menneskeheden i det gjør: -- da var Alt vel! Cosmopolita. 1 tilbakeVor Tids St. Simonister i Frankrige ere mærkelige som Saadanne. De ville udrette mere end Filanthroperne i Tydskland og Frankrige i sin Tid ud- rettede, saasom de kalde deres Filanthropisme Religion -- dette den og virkelighen er. |