|
| d.IV,b.1,s.228 |
Kort Tale Meget kan bebude.
Vær ikke som en Bog,
der tier først naar Alt er ude;
men En, der mere veed, og tier dog.
Ei Søn, ei Hustru, Broder eller Ven
du give over dig formegen Magt.
Og, mens du aander, skift dig ikke hen!
Thi faaer du Mad du faaer og Ringeagt.
Heller bede Barnet dig,
end du dit Barn ydmygelig.
Den Vilkaarsmand, der har ei Graahaars Ære,
i Spindehuus sit Føderaad bør tære.
En trofast Tjener ikke ilde døie!
Han er saa god dig som det ene Øje.
Flink Huusmo'er er Husets Sol.
Alt reiser sig med hende fra Leje og fra Stol;
Alt drejer sig om hende, Alt inden Gaardegrind.
Hun lyser Arbeid ud, hun lyser Arbeid ind.
Skaf dig Eje, skaf dig Boe!
Thi Den, som ei har Rede, men hvor det qvæller, sover,
vil Ingen bedre troe
end Røveren, der streifer om fra Skov til Skove.
|
| d.IV,b.1,s.229 |
En Huustroe, hvis Tunge har Sagtmods søde Sang,
hvis Haand har Flinkhed, og hvis Blik
tilsammen Venlighed og Klogskab fik,
bær' meer Velsignelse end Eng og Agervang.
En Yngling spurgte gammel Mand:
"Siig, hvem af disse Tvende skal jeg tage?
en Høifornem? en af min egen Stand?
til Ægtemage?
Jeg er saa heldig nu at kunne vrage."
Da løfted Kallen Kjep, det Aldrens Vaaben,
henpeged paa en lystig Drengetrop,
der løb omkring med Svøbe og med Top,
og sagde: hør, de spaae Hvad du skal gjøre.
Den Yngling nærmed sig da Drengehoben,
og faaer da høre
et Pokkers Skrig, en evig Raaben:
"den Nærmeste! tag Den, som er dig nær!"
De Drenge vistnok Toppen meente; men
vor Yngling tog det Raad, og gik saa hen,
og tog sin Nærmeste: sin Lige:
den borgerlige Pige.
At være stærk,
er Naturens Værk;
Rigdom og Ære
kan Lykkens være.
At raade sin Styrke er Mandens!
at raade sin Lykke Forstandens!
Det Ældste er Gud;
thi Han er ikke runden ud.
Det Skjønneste er Verden; thi den af Gud fremkom.
Det Største er vel Rummet; thi Alt det fatter om.
|
| d.IV,b.1,s.230 |
Det Stærkeste er Nødvendighed, som Alting overvinder.
Det Viseste er Tiden, som alle Ting opfinder.
Hvad er vanskeligst? -- Sig Selv at kjende.
Hvad er lettest? -- Til andre Raad at sende.
Hvad behageligst? -- Sit Ønskes Maal at naae.
Hvad er sjeldnest? -- En Tyran, som dog blev graa.
Hvo er lyksalig uden den, som har
sundt Blod og Lykke god og Sjelen klar?
Gjør ikke det, du dadler hos din Næste!
Det Levnet er det bedste.
Den Vise gavner den Tid, han er,
og naar han er ei meer.
For den, som æder med bedste Smag,
til mindste Suulmad trænges.
Og hvo, som drikker med meest Behag,
efter andre Bægre mindst længes.
Den nærmest Himlen hænger,
som mindst hvad Jordens er tiltrænger.
Oplysning er af Goderne det første;
Vankundighed af Onderne det største.
|
| d.IV,b.1,s.231 |
Den ei fortjener Ven, som vel tilprikke kjender,
hvormange Penge, Stude, Faar og Kar,
han ude og han inde har;
men ikke hvilke Venner.
Den Yngling oldingviis er bleven,
som øver mangen Daad, men ingen overdreven.
Kjøb Frugter ei i Mai i dyre Domme,
Hvis du mistvivler ei om Juni Komme.
Lev ikke for at æde og drikke!
Men drik og spiis, for at leve viis!
Belær din Søn! Død synes du
i ham da levende endnu.
En enkelt Tosses Dom foragte vi;
men agted vi en Dom af Ti,
ja af et samfuldt Narresogn,
mon vi ei gjorde da som den,
der enkelt falsk Mynt slænger hen,
men gjerne tog sig deraf fuld en Vogn?
Trykker dig Armoden svare:
laan af dig Selv ved at spare!
At gaae i Værtshuus ind, er ikke Sagen; men
at komme ud igjen.
|
| d.IV,b.1,s.232 |
Betlere trænge
kun til Penge;
Ond og Uoplyst
til Hjerne i Pande, til Hjerte i Bryst.
Den er ei sundest, som kan æde meest,
men den, som spiser sunde Ting tilmaade;
Den klogest ei, som har det Meste læst;
men den, som læser kun hvad er tilbaade.
Et kostbart Mærke over Dødningbeen
er Guld forvandlet om til Steen.
Dødens Rige ligger
lige langt fra alle Jordens Riger.
Løb, løb forbi den pralende Disk,
som Svenden med Alnen var sigtende Røver,
og sagte, dog stolt, med Hjertet dit hvisk:
Hvormeget der er, som jeg ikke behøver!
Bekymringer ere de sorte Trin,
paa Stigen til Høiheds gyldne Tind.
Det største Onde, største Qvide
er ei at mægte Ondt at lide.
Svaghed Sandhed dølger,
Ondskab den forfølger.
|
| d.IV,b.1,s.233 |
Af vilde Dyrs Bagtalers Bid gjør slemmest Skramme,
men Hyklerens iblandt de Tamme.
Høi Stand er den ringere Halvt af en stor Mand.
Ei skam dig ved Blufærdighed;
thi den er Dydens egen Lét.
Din Tale er din Handlemaades Skygge.
Saavel af Ord som Daad vil Folk dit Rygte bygge.
I megen Mad er Sygdom skjult
saa fuult.
Lov værnes maa med samme Mod
som Stad og Muur og Rigsklenod.
Altsom Ulykken længe har turet,
saa kræker Endetimen frem paa Uhret.
At synde er menneskeligt -- den Skjebne er slem --
Men ene djævelsk det er at ture i Synden frem.
Hvo paa Nakken ad en Skilling slaaer,
aldrig Daler faaer.
|
| d.IV,b.1,s.234 |
Giv stedse mindre ud (ja var det kun en Hvid)
end Reen-gevinsten af din Flid!
Da vil du visselig
omsider vorde riig;
thi Hvid til Hvid blier tusind Daler om en Tid.
Loven seer den Vrede; men
den Vrede Loven ei igjen.
Sku ærbødig Herrens Finger;
se, hvor Tiderne den tvinger,
saa at, naar de vildest gjære,
de forkynde maa hans Ære! -- G.
Et Smiil fra Fædrelandet bedre er
end Fyrstegunst i gyldent Skjær.
Den, som har Nok, kan slumre rolig ind;
men Altformeget volder søvnløst Sind.
Med Hjertefred død,
bedre end til Ære fød.
Gjør Hvermand Ret og Skjel;
men Armod vel.
Hvo Storhed maale vil, og dømme Ære,
bør selv ei liden være.
Selvfrelse, naar du foer ivilde,
er aldrigen forsilde.
|
| d.IV,b.1,s.235 |
Ædelthjerte trænger
ei til Fløjel og Gehænger.
Sandhed og Dyd
er stærkest Uveirs-kappe, i Himlen syed.
Fremmed Kage ei halv saa sød
som selvtjent Brød.
Du kan af Herren i det Høie,
Aljordens Goder kjøbe dig for Møie.
Den Sæd, som sømmer sig for Peer,
hos Poul tidt Daarskab er.
Til Aaget Hest og Stud,
til Frihed Mennesket blev skabt af Gud.
Hvis du er Mand
som dine Fædre,
tag Tingen, som den gives, an;
men gjør ved egen Kraft den bedre!
Hvert Ord mod Fædrelandet,
som værste Udaad er forbandet.
Mod i Orlogsfærd
er bedste Skjold og Sværd.
Vær fro og lykkelig;
men rolig der, hvor Lykke negtes dig! -- R.
|
| d.IV,b.1,s.236 |
En Daares Mundhæld er: "Hvem havde ventet Sligt?"
At forekomme Ondet, er den Vises Pligt. -- H.
Priis Ingens Lykke huld,
før Manden ligger under Muld!
Stolte, hvi kan du tale ei, men buldre?
hvi vil du traae paa Andres Skuldre,
som vare de kun Leer og Steen?
men dine Been
kun Guld og Sølv af Skippundsvægt?
Er du med Gud vel nærmere i Slægt?
Hvo ei som Barn blev vant at gjøre Gavn,
som Mand ei nytte vil sin Fædrestavn.
Den rette Sædens Tid er første Ungdoms Alder.
Det fæster dybest Rod, som først i Hjertet falder. -- B.
Formeget Godt er ikke Godt,
da det gemeenlig hændes,
at Vellyst med en Bankerot
paa gode Dage endes. -- F.
Gak ud i Verden, bliv en nyttig Mand!
driv Aager med dit Pund, og gavn dit Land! -- S.
Kun den har Vid og Magt og Guld medrette,
som veed at bruge dette.
|
| d.IV,b.1,s.237 |
At roe sig langt fra Land
gjør tidt skibbruden Mand.
Sjelekraft er et haardført Træ,
elsker ei Solskin, agter ei Læ.
Sevjen skyder fra Roden op,
naar Stormen bryder i højen Top.
I Snoen snoer sig hver Green saa stærk,
da synger hver Qvist som et Sejerværk.
Skyldfri, som til Hvile stunder,
rolig paa en Halmsæk blunder.
Det Gode dog tilsidst maa vinde Slag;
thi det er Gud Almægtiges egen Sag.
Hvad man med Synden faaer,
som ofteste med Skammen gaaer.
Har du ei forud tænkt, og troer du, at med Tiden
skal Alting jevne sig; tro mig, det slet gaaer siden. -- F.
Det stille Vand har dybe Grunde.
Vogt dig for dybe Buk og søde Munde!
Kjendte Veie er' de bedste.
Prøvet Ven er god at gjæste.
|
| d.IV,b.1,s.238 |
Din Tjeners Byrde først læg paa din egen Skulder.
Byd ham ei holde ud, hvad du ei selv udholder! -- F.
Den er ei Fred og Frihed værd,
som skjælver for at drage Sværd.
Gud var ei Gud, hvis ei han var som stærk saa god,
haab derfor Angersflok ved Altarfod!
Til den, som falder, skyv ei med din Fod;
men ræk ham Haanden, Du, som stod!
Kan du for Alverdens Guld gjenkjøbe
Timerne, som løbe?
Nei, Tidens Øder kaldes kan
største Ødeland.
Hvor ædelt Mennesket! det skylder Ydmyghed
kun Ham, for hvem Cheruber knæler ned.
Hvis Mennesker den ydes, er den Skam;
hvis en Tyran, da skjændigst Skat til ham.
Før udslet Landet af vor Klode,
før ryk al Folket op medrode,
end Fremmede skal boe, hvor vore Fædre boede!
Ispidsen gaa i Strid for Hæren!
Hvor arm du var, du da en Rigdom ejer;
thi, lever du, du ejer hele Æren;
og, døer du, Fædrelandet arver Sejer.
|
| d.IV,b.1,s.239 |
Gaa! Arm og Been for Landet mist!
Du bli'er ei Krøbling hist.
Hvo finder i sig Selv ei Fred,
forgjæves søger den paa andet Sted.
Ti ei, af Frygt for Rynker paa en Næse,
hvor Sandhed høit bør læse!
Taus Smiger usel er som den,
der snakker hele Dagen hen.
Lidt lykkelig den Vise gjør,
men Intet Daarer.
Derfor er Jorden aldrig tør
for Taarer.
Ydmyghed er det eneste Altarbord,
hvorfra Gud vil modtage Offer fra Jord.
Hvis du med Alvor Synden hade vil,
saa had og Leilighed dertil.
Din Rolighed i Synden, Synder!
er Sjelens Dødssøvn. -- Den
din Selvfordømmelse begynder,
som vækker dig paa Gravens Bred igjen,
og følger vaagen dig histhen.
Hyklerie er værste Tempelrov.
Det stjæler til Lasten Dydens Dragt og Lov.
Til Uskyldslam da pyntes Morderulv i Skov.
|
| d.IV,b.1,s.240 |
Streng mod Sig, mild mod Andre.
Det er Christi Trin at vandre.
Se derfor Dødens Stund er skjult
paa Guds Alviisdoms Bund,
at jeg skal tænke hveren Stund:
nu klinger min saa hult!
Pligters Aag paa Andre lægge,
mens vi selv er folefranke;
Bud at banke
ind med Slægge,
mens i vore egne Vægge
ingen Spiger sidder i;
Munden gjøre til Capel
medens Hjertet vies Hel
-- Vee saa skamløst Hyklerie!
Slet Mønster til god Lære
til Gift gjør det, som Livsensmelk skal være.
At tvinge syndig Lyst ei let,
umuligt dog at faae den mæt.
Vi tælle, Brødre, Sorgens Øieblikke;
men Glædens Timer -- ak! hvi tælle vi dem ikke. -- H.
Man priser lykkelig hver Mand foruden sin.
Din blev det Ønskes Maal, hvis den var ikke din. -- W.
|
| d.IV,b.1,s.241 |
Kjære Fattigmands-barn, som spikker Træeskeer som bedst,
du ender ikke, førend du be'er Bygden tilgjest.
Eensom Kraft er Staal: det brydes som Ingenting.
Men Eendragt ikke brydes: den er saa seig en Ring.
Naar Magt paa Thing vil raade, er Uheld nære.
Men Ret er Landets Baade og Kongens Ære.
Vær ikke haard, men fast!
Bøjeligt Sværd er gjerne hvast.
Pral ei med Faders Ære! Hver har blot sin.
Kan du ei spænde Buen, er den ei din.
Vælg ikke til Fortrolig Enhver, som vil.
Tomt Huus staaer gjerne aabent; rigt lukkes til.
Vælg Een! Unødigt er det paa To at lide;
og Verden veed hvad Trende vide.
Gud seer, hvor tæt du lukker, i Hjertets Kjælder.
Timens korte Brøde langt Aar undgjælder.
Af Faae den Stolte frygtes; men hades af Enhver.
Overmod paa sin Stige staaer Faldet nær.
|
| d.IV,b.1,s.242 |
Dag skal du prise, naar Solen sig har dulgt;
Øl, naar det er drukket; Raad, naar det er fulgt.
Let vindes Lid og Venskab hos Ungersvenden;
men Striden prøver Klingen, og Nøden Vennen. -- (T 7.)
Hvo bygger med Andens Skade Huus,
til egen Gravhøi samler Steen og Gruus.
Bygger du Slot;
men ejer i Pungen en Hytte blot:
da kan du skjære din Vandringsstav,
og gaae til du finder din Grav.
Flere dræbes af Mad og Drik,
end af Sværdestik.
Demanten i Støvet er -- en Demant.
Støv paa en Krone er Støv forsandt.
Samvittighed bygger vel ikke Slot;
dog er den Aljordens Drotters Drot.
Daarligt Venskab beder klog Mand tilbords,
og skikker ham ruset som Nar tilports.
Flere drukne i Finkel Aar om andet,
end i Vandet.
|
| d.IV,b.1,s.243 |
Let at holde Bryllupsdag;
men siden holde Huus er ei saa let en Sag.
Som de Gamle sjunge for, qviddre de Unge efter.
Mønstre meer end Ord og Tugt have til Lærdom Kræfter.
Ei fattig Mand,
som noget Nyttigt kan.
Bedre at falde med Ære,
end flyende hjem din Skam at bære.
Hvo paa Steen kan sidde, føde sig endda,
Daare vilde være, flytted han derfra.
Lykken gaaer til Dør,
og, om Forsynlighed er inde, spør?
Gud lader ei Spurv til Jorden falde.
Han gav den Vinge bred.
Armen, Mand, kan din Ving du kalde,
den kan du hæve dig med.
Gud giver hver Fugl sin Føde; men
han kaster den ei i Redet hen.
For Trælbaarne Trældom er haard og svar:
hvor tung da for den, som Fribaaren var!
|
| d.IV,b.1,s.244 |
Jo rigere Gjerriges Pose bli'er, jo armere blier hans Sjel.
Jo bedre Gjerrigs Pung bli'er, jo værre blier han Selv.
Gods gjør Mod, Mod gjør Overmod, Overmod sjelden god.
Rigdom hos Viismand maa tjene;
hos Daaren er den Herre alene.
Hest uden Tømme holder du ei.
Rigdom uden Kløgt og løber sin Vei.
Gruus er kun Gruus,
var det end af Zions Huus.
Tro ei snart, døm ei i Fart, tal ei fort, slaa kun Landets Fiender snelt!
da er du Christen, Dommer, Taler, Helt.
Se, god er al Guds Skabnings Hær
Fornuften dog det Bedste, thi den hans Billed bær.
Gud derfor elsker den især.
I Ondt du lystre hverken Fa'er eller Mo'er eller Fyrste!
Lær dit Barn at virke,
eller du lærer det at stjæle først i Naalhuus, saa i Kirke!
|
| d.IV,b.1,s.245 |
Lykkens Barn er en Piil. Mod Jorden snart bues dens Iil.
Kraftens Søn er en Ørn. Den stiger saa høit som den vil.
Slaaer du en Qvinde, Mand! myrder du din Manddom paastand.
Den højeste Rang er ingen at behøve.
Den Keiseren ei kan give, den Keiseren ei kan røve.
Galne Folk! Millioner til Krig?
Skillinger til at opdrage dig?
Uden Dagning er Øjekuglen mørk.
Uden Lærdom ligger Forstanden som en Ørk.
Lærdom og Kunst er Lomme-sølv hos Arm;
hos Riigmand gylden Karm;
hos Fyrsten Ædelsteenkrands om Barm.
Fagerhed uden Tugt -- Rose uden Lugt.
Løgn forgaaer, Sandhed bestaaer.
Komme de sammen, Løgnen med Skammen da gaaer.
At sluge Bøger; men ikke tygge,
gjør stive Hjerner og krumme Rygge.
|
| d.IV,b.1,s.246 |
Største Seir -- sig Selv at tvinge.
Bedste Seir er uden Klinge.
Hvor ilde det gaaer end, tak Gud,
at det ei end værre bar ud!
Bedæk din Næstes Synder med Mose ei med Tjørn,
om du ei dine høre vil af alle Bygdens Børn.
Vævskee i Haand væver snart Brudeplagg.
Knipling om Barm gjør naken Bag.
Fjær i Hat, hvor høit den er sat,
seer ingen Bryllupsnat.
Bind for Pungen og Munden vel!
Hvo siger Alt, han veed, veed Intet Selv.
Hvor Sværdet er i Munden man Balgen klappe!
Hvo bærer Sqvalder ind, bærer ud under Kappe.
Hvo sig blander med Guld, lægges i Skriin.
Hvo sig mænger med Mask, ædes af Sviin. -- S.
Gaa ei tilsengs med Synden!
Du lægger dig paa Roser, men vaagner op i Dynden.
|
| d.IV,b.1,s.247 |
Tro Tjeners Løn for liden; Utroes altfor riig.
Lad Tyv mindre Skade end lad Dreng volder dig.
Tyrannie paa sin høie Throneseng
bevidstløs føder Oprør, en strid, rødhaaret Dreng.
Han ammes op i Hytter; men, skinner Himlen klar,
da blier han, naar han voxer, den hulde Friheds Fa'r.
Glemmer Den, som skal lukke til,
Den glemmer ei, som stjæle vil.
Se Vellyst bagtil, naar hun gaaer bort,
ei foran, naar hun kommer!
Tør hænde du seer en Lime sort
for en Rosenqvist-sommer.
Vellyst er Snefrid Kongefrille -- Hun laae paa Paradeseng,
end frisk og rød i Kinden som unge Foraarssol.
Ei Dødens Bleghed laae paa Læben kold og streng.
Det var kun som en Sky var dalet paa en Eng.
Men hele Barmen var et rædsomt Ormebol.
Prøv Guld i Glød, og Ven i Nød!
Da vejer han meer end Guld i Skjød.
Kommer du Ven til at rødme, da surnes Venskabs Sødme.
|
| d.IV,b.1,s.248 |
Ven af Alle, Ven af Ingen.
Heller Maanen til Ven end hele Stjerneringen.
Hvo ikke om Sommer kliner, tilvinters ilde griner.
Hvad Enighed bygged op i hundred Aar,
Uenighed nedbryder mens en Time gaaer.
Det gavner lidet, Laster bort at jage;
men ikke Dyder istedet tage.
Den høster godt Rygte, som Dyder saaer.
Men Verden arver Rygtet, og Himlen Sjelen faaer.
Eviggrønne Æretræe skygger Ædlings Grav.
Hug det Nidtand jordjevnt af,
se, dog Qvisten skyder som Arons Mandelstav!
Bedre er at gjemme end at gjøre Fred.
Freden er saa gran en Stang.
Brydes den, kom med Sølv i Fang
til at lodde med.
Gudsfrygt skal Rigdom føde;
men lad ei Datteren sin fromme Mo'er forstøde!
|
| d.IV,b.1,s.249 |
Tidlig fra Herberg, tidlig fra igjen!
Dørtærsklen er den højeste Hei.
Kommer du først og vel over den,
gjør du det længste Forsprang paa Vei.
Bedre end god Proces er maadeligt Forlig
Ti heller med enkelt Skade, end med tvende skrig!
Lad Støvet være blindt,lad Fædrelandet
din Veldaad ikke skille ad fra Andet!
Det seer det store Himmeløje.
Han lønner, Han, Belønneren i det Høie.
Han dømmer, Han, Aldommeren hist,
der vejer Tankens lette Fjær
og Himlens store Soles Hær,
der ender Dyds og Skjebnens Tvist.
Nogle Ax ifra Forfatterens egen Vang,
der pløiet er med Harpe og harvet til med Sang:
Men findes der i Hamse Livs- og Velfærds-Kjerne,
da træsk den ud med Tanke, og saa den ud i Hjerne!
Blandt alle Pligter triner
Kjærlighed til Hjem,
med strenge Alvorsminer,
ved Vuggen tidligst frem.
|
| d.IV,b.1,s.250 |
Taknemlighed mod Fødeland
er evig Skat paa alle Mand.
Om Panden end af Dødens Aande svales,
med Fryd af fulde Hjerter den betales.
Da agtes sidste Draabe Blod som Vand.
Stolt Norge strider for sig selv.
Hvo kan slig Borg bestige?
Hver fosset Elv
er krummet staalblaa Værge,
som hviner rundtom Norges Bjerge,
der bære Sky paa Skulderhvælv.
Og Mændene -- det tør vi sige --
eiheller ere Dværge.
Normænd, priser Himlen, beder,
at eders Fædres Kraft er evig ung i Eder!
Norge lever; ja saalænge
høirødt Banner blomstrer ifra Enge.
Høirødt Mandemod betyder.
Hvide Kors er Qvindedyder.
Første bevidste Taare er
vort Edens Cherub med blinkende Spær.
Som Englen Engel kun saalænge blier,
han gjemmer Dyden, Gud ham pryded med:
saa varer Norges Liv saa længe ved,
som gjæve Mænd og Qvinder er dets Ziir.
|
| d.IV,b.1,s.251 |
Nor skal leve, Mænd!
saalenge i hver Stue
et Sværd, som bider godt,
har gjemt sin hvasse Lue,
og jevntmed Sliul'n hænger
(som Ahnebrev i Slot)
et Rifleløb, der længe
i Ætten gik i Arv,
for kjære Norges Fiender,
for Bamser og for Binner
en Dødsprofet, der drak sin
Kløgt i deres Marv;
ja leve det saalænge
som Guten, alt som vaxin,
mod Mænd og Furukubbe
kan svinge Bileklubbe
saa let som Gjenta vén
i Væven Skee og Teen.
I Kamp for Nor
Smaaegutter bli'e medeengang Mænd,
Graakaller Ynglinge igjen.
De snevre Norges Dale
for Fædrelandskjærlighed er Tempelhalle;
men Kringlens Fjeld,
hvor sprudled Sinclars Hjertevæld,
skal nævnes ifra Nord til Syd,
Høialtret for denne Dyd.
I hveren Norges Dal
vugger Kløvren paa en Val;
under hvertet Hyttetag
sukker Øxen efter Slag;
|
| d.IV,b.1,s.252 |
Oldings krumme Ryggerad,
liig en Bue, kraftig springer
(som den gjorde i hans Vaar)
ligeud, naar Lja han svinger,
dryppende paa hvide Haar,
naar i Norge Uven staaer.
Norge, kjære Landsmænd, have
vi af Herrens Naade faaet
som en Korg i Fødselsgave,
fuld af alskjøns Godt.
Du norske Odelsmand,
som sidder liig en Konge paa dit Land,
vær norsk! thi viid: i dette ene Ord
er al den Dyd, som Himlen fordrer for
den gav dig Livet her,
og ei paa Sverrigs Leer,
og ei paa Danmarks Sand!
Ja, er ei Norge skjønt, og lærer, i
sin Høihed, Barnet Mod og Kraft,
og Mand at være fri?
og ei til Niddings Amme skabt?
ja med saa vældigt Præg og Let,
somom Gud Fader, da han skabte det
sin Almagt vilde prøve ret?
Vel! vakkert er vort Nor
og sundt og frugtbart under flittig Arm,
med Folk som Børn af Freya og af Thor.
-- Det Ild maa tænde høit i Ynglings Barm.
Men mangled det end disse Dales Skjød,
der parre sig til Frugtbarhed i sød
|
| d.IV,b.1,s.253 |
Omfavnelse med Bjerg og Søe og Elv:
saa vilde for os Mænd vor Frihed selv
dog gjøre sit indviede Hjem
til Seng, hvor Dyd og Stordaad avles frem.
Et Dvergmaal hører, Norges Mænd,
der Alt, hvad helligt, kjært kan tænkes,
ta'er uden Træthed op igjen:
et Ord, hvortil vor Dyd skal lænkes,
hvorlangsmed (ja som opad Støtte)
vor Daad skal sig mod Himlen slynge,
til Evighed og Ære klynge
som til dens Stjerner . . Ret du gjetter,
at dette Ord er: Fædreland.
Støv lægges hen og Lidenskab og Last
bag Glemsels Mos, bag Gravens Stene fast;
men ovenpaa en nyfødt Engel staaer,
bered at skride ind i Evigheders Vaar.
Mildhed svaler Vreden.
Uskyld maner Dolk i Skeden.
Bøn fra rene Læber standser Tordenskyen.
Fromheds Smiil indhyller Lyn.
Lediggang med vaagen Nat
for Dagens Søvn maa give Skat.
Ørkesløs -- arm og ussel som han stod
i en fremmed Port --
Viismands ypperste Klenod:
Tiden ødsled bort.
|
| FORRIGE |