HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 1. BIND: 1829 - 1834

d.IV,b.1,s.156  
FOR ALMUEN
FJERDE HEFTE

Kort er Livet; Meget er
Det vi skulle lære her.
Altid før vi udlært have,
Synke vi i vore Grave.

LÆSEBOG
FOR
DEN LÆRELYSTNE TILVOXENDE UNGDOM



FØRSTE STYKKE
Om Verden.

   Det vi staae paa kaldes Jorden. Denne Jord er et meget
stort Legeme, næsten rundt som en Kugle. Denne Kugle, eller,
som vi kalde den, Jordkloden, er rundtomkring 5400 Mile, og
hver af disse Mile er omtrent 12,000 Alen. Den svæver i et
endnu langt større Rum, som kaldes Himmel. Himlen over os
seer næsten ud som en blaa Hvælving, naar ikke Jordens Ud-
dunstninger, hvilke vi kalde Skyer, betage os Udsigten dertil,
og den er formodentlig opfyldt med Luft.
   Om Aftenen seer jeg paa Himmelhvælvet en Mængde Lys,
hvilke man kalder Stjerner. De synes dog kun at være saa
smaae, formedelst den uhyre Afstand imellem os og dem; thi
Mangfoldige af dem ere mangegange større end vor Jord og lige-
saadanne runde Legemer
som den. Hvis der paa Stjernerne
gives (som vi slutte med Grund) fornuftige Skabninger, der nyde,
ligesom vi, den opløftende Fryd at beskue Himmelhvælvet med
alle dets utallige Stjerner, da maa vor Jord for dem synes som
en Stjerne.

   Stjernerne staae ikke stille; men hver af dem bevæger sig i sin
afmaalte Kreds
. Himmelrummet maa da altsaa være umaadelig
stort, fordi saamange store Legemer kunne bevæge sig omkring
i det, uden at komme hverandre for nær.

d.IV,b.1,s.157      De fleste Stjerner have dog kun en næsten umærkelig egen
Bevægelse, og kaldes derfor Fixstjerner eller faste, ubevægelige
Stjerner.
Disse ere ogsaa i sig selv lyse, eller de have deres
Lys af dem selv
og kaldes derfor Sole. Andre Stjerner ere i sig
selv mørke
og erholde deres Lys af en Sol, idet de bevæge sig
rullende om denne, og kaldes derfor Planeter eller bevægelige
Stjerner. Vor Jord er en
saadan mørk, bevægelig Stjerne eller
Planet, og oplyses af en lys ubevægelig Stjerne eller Fixstjerne,
hvilke vi kalde vor Sol.

   Solen kan ikke oplyse alle Jordens Dele og Sider paa engang,
fordi Jorden er kugleformig. Derfor dreier Jorden sig bestandig
omkring som et Hjul, for at alle dens Sider i en vis Tid kunne
beskinnes. Dette Tidsrum kalde vi et Døgn d. e. saa lang en
Tid, Jordkloden behøver, for at kunne bevæge sig netop een-
gang rundtom sig selv. Denne Bevægelse kalde vi Jordens dag-
lige Bevægelse
.

   Idet Jordkloden saaledes dreier sig omkring som et Hjul om
sin Axel, løber den tillige i en stor, regelmæssig Kreds omkring
Solen. De forskjellige Stillinger, hvori Jorden under dette sit
Løb kommer til Solen, fremvirke, at det til en Tid er varmere
hos os end til en anden d. e. Omvexlingerne af Vaar, Sommer,
Høst,
og Vinter, hvilke følge regelmæssigen efter hverandre, fordi
denne Jordens Bevægelse om Solen er regelmæssig. Den Tid,
Jorden behøver for at fuldende eet Løb om Solen, kalde vi et
Aar, og dette Jordens Løb, Jordens aarlige Bevægelse. Fra Solen,
der er 1,000,000 gange større end Jorden og 30,000,000 Mile
borte fra Jorden, udstrømmer mere Lys og Varme end vor Jord
behøver, forat være frugtbar og skikket til at ernære de utallige
Skabninger, som bevæge sig paa den. Der gives da flere Pla-
neter, der,ligesom Jorden, bevæge sig om Solen og erholde
Lys og Varme af den. Disse ere de Stjerner vi see mærkeligen
at bevæge sig paa Himlen og ere i Tallet 10, af hvilke Nogle
ere større, Andre mindre end vor Jord; Nogle fjernere, Andre
nærmere Solen end vor Jord. De Planeter, som ere fjernere
fra Solen end vor Jord, have altsaa en større Bane at gjennem-
løbe end denne, før de fuldende et Løb om Solen, og altsaa et
længere Aar end Jordens. Om flere af disse Planeter bevæge
sig andre mindre Planeter, hvilke vi kalde Maaner. Nogle Pla-
neter have flere Maaner, som f. Ex. den store Planet Jupiter,
d.IV,b.1,s.158   der har 4 Maaner; men vor Jord har kun een Maane, som
12 gange bevæger sig om Jorden, medens denne eengang bevæger
sig om Solen. Efter denne Maanens Bevægelse have vi vor
Tidsafdeling: Maaned, ja ogsaa vor Tidsafdeling: Uge; thi efter-
som Maanen oplyses af Solen, viser den sig af- og tiltagende,
og naar den indtil Halvparten har taget til eller af, saa kalde
vi hiint det første, dette det sidste Qvarteer eller Maaneskifte,
og imellem hver af disse er 7 Dage.
   Da Fixstjernerne ere Sole, som vor Sol, ja Mange endog større
end denne, saa slutte vi, at ogsaa Planeter med Maaner eller
Drabanter bevæge sig om hver af disse; saamange Planeter som
bevæge sig om een Sol kalde vi tilsammen et Solsystem. Vort
Solsystem have vi opdaget, ved Kikkerter eller Fjernrør, at be-
staae af 11 Planeter og 18 Maaner.

   Maanen synes kun saa stor, fordi den er os nærmest af alle
Stjerner. Den er 50 gange mindre end Jorden og 50,000 Mile
fjernet fra den. Naar Maanen træder imellem Solen og Jorden,
saa skjuler den en Deel af Solen for os, og dette kalde vi en
Solformørkelse. Men træder Jorden imellem Solen og Maanen,
saa kaster den en Skygge paa Maanen, og det kalde vi en
Maaneformørkelse.

   Foruden Fixstjerner og Planeter gives der endnu et tredie
Slags Himmellegemer, som, fordi de have som oftest et langt
Skimmer, ligesom en Lyshale, efter sig, kaldes Halestjerner eller
Cometer. Deres Baner ere ikke saa bestemte som de andre
Stjerners, men de kunne dog beregnes d. e. Menneskene kunne
sige, naar de skulle vise sig.

   Himmelrummet og Stjernerne kaldes tilsammen Verden; derfor
kaldes ogsaa Stjernerne Verdenslegemer.

   Den Videnskab som beskjæftiger sig med at beregne Verdens-
legemernes Plads, Stilling, Størrelse, Bevægelse og Afstand, ifra
hverandre i Himmelrummet, kalde vi Astronomie eller Stjerne-
kundskab
. Astronomien har lært os, at vi ikke skulle indbilde
os at Himmellegemerne have nogen overnaturlig Virkning paa
os, eller at de have nogen anden Virkning paa vor Jord end
en blot naturlig eller, hvilket betyder det Samme, physisk; d. e.
at Solen fremvirker Jordens Varme og Frugtbarhed til sine
Tider, at Maanens Tiltrækningskraft virker Ebbe, og Flod, eller
det store Havs regelmæssige Af- og Tiltagen, at Sol og Maane
d.IV,b.1,s.159   samt Planeterne ere vore Tidbestemmere o. s. v. Stjernevidenska-
ben lærer os da, at vi ikke med et overtroisk eller og ligegyldigt,
følesløst Øie -- som om vi blot saae Malerier -- skulle beskue
Stjernehimmelen, ligesom og, at denne ikke er til alene for Jordens
Skyld; men at Jorden er et Led i den store Verdens Kjæde; og
især lærer Stjernevidenskaben os, -- idet den viser os og under-
viser os om de talløse, umaadelige Verdenslegemer og deres af-
maalte Baner, og lader os slutte, at ogsaa disse Talløse ere be-
livede og beboede, -- tydeligen og beskueligen Gud Alskaberens,
Gud Altopholderens og Bestyrerens uendelige Storhed, Almagt,
Viisdom og Godhed.


ANDET STYKKE
Om Jorden.

   Geographien eller Jordbeskrivelsen belærer os end mere om
Jorden; thi foruden dens Skikkelse, Størrelse og Bevægelse,
lærer den os ogsaa dens Overflades Beskaffenhed.

   Nu! angaaende dens Skikkelse, da vide vi allerede, at den er
rund, samt hvor stor den er og hvorledes den bevæger sig; men
hvorledes bevise vi, at vor Jord virkelig er rund? Det synes
dog ikke saa.

   Jo, det baade synes saa, og det er saa; thi
   1) naar vi see høie Gjenstande, som Taarne, Skibe, Bjerge
eller Træer langt borte fra os, da see vi kuns deres øverste
Spidser; men komme vi dem nærmere, da see vi stedse mere
og mere deraf, og tilsidst den hele Gjenstand. Aarsagen er
Jordens krumme Overflade.

   2) Naar Jorden paa sin Bane omkring Solen kommer imellem
Solen og Maanen, og altsaa bevirker en Maaneformørkelse, idet
den betager Maanen sit Lys, saa kaster den jo en rund Skygge
paa Maanen; og som Skyggen er, saa maa Legemet være.

   3) Der have været og ere endnu Folk, som have reist omkring
Jorden, hvilke kaldes Verdensomseilere; og reiste de ud i Øst,
da kom de tilbage igjen fra Vest.

   Heraf slutte vi rigtigen, at Jorden er et kugledannet Legeme,
der svæver frit i det umaadelige Himmelrum.

   Angaaende Jordens Overflade, da lærer Jordbeskrivelsen, at
den udgjør omtrent 9,000,000 Qvadratmile, eller Fiirkanter, der
d.IV,b.1,s.160   ere 1 Miil paa hver Side, hvoraf 6,000,000 Qvadratmile ere
skjulte med Vand, og Resten beboeligt Land, skjøndt vi ogsaa
herfra maae regne store Strækninger, der enten formedelst for
streng og vedvarende Kulde ere bedækkede med Iis, eller for-
medelst for stærk Hede og for lidet Vand ere aldeles udyrkbare.
De første findes ved Nord- og Sydpolen d. e. de yderste nord-
lige og sydlige Puncter paa Jorden, i den nordlige kolde Zone
og den sydlige kolde Zone; men de Sidste, hvilke kaldes Ørkener,
findes især midtpaa Jorden, i Egnen hvor Solen staaer lodret
over d. e. i den varme Zone; men imellem den varme Zone og
den nordlige og sydlige kolde Zone strække sig den nordlige
tempererede Zone
og den sydlige tempererede Zone, inden hvilke
de frugtbareste og skjønneste Lande ligge. Norge ligger under
den nordlige tempererede Zone, dog saameget nordlig i denne,
at en Deel af dets nordligste Provindser strække sig ind i den
nordlige kolde Zone.
   Disse Jordens Zoner samt dens Form vises os tydeligst ved
en Globus d. e. en efter Jorden dannet Kugle, hvorpaa saavel
Solens Stilling imod Jorden (Solbanen) findes afsat, som de for-
skjellige Zoners indbyrdes Afstand, betegnet ved optrukne
Cirkellinier.

   Et Planiglobium er derimod en flad Aftegning af hele Jordens
Overflade eller af begge Jordklodens Halvkugler.

   Paa den ene af Jordens Halvkugler viser Planiglobet os kun
eet stort Fastland eller stor sammenhængende Landstrækning;
og dette Fastland er den største Verdensdeel, nemlig Amerika.
Derimod den anden Jordens Halvkugle omfatter fire Verdens-
dele: Europa, Asia, Afrika -- hvilke tre ere sammenhængende --
og Sydindien eller Australia, der bestaaer af Øer, hvoriblandt
en: Nyholland, der er næsten saa stor som Europa.

   Amerika strækker sig næsten gjennem alle Zoner: det Syd-
ligste nærmer sig den sydlige kolde Zone og er altsaa raat og
koldt -- saa bliver det tempereret -- saa meget hedt (hvilket
Strøg især kaldes Vestindien, der bestaaer af mange Øer) -- saa
atter tempereret -- og saa tilsidst aldeles ubeboeligt og iis-
dækket. Europa hører i det hele taget til den tempererede
Zone d. e. har maadelig Varme. Asia, som er af videre Ud-
strækning, hører deels til den hede Zone (Ostindien), deels til
den nordlige tempererede (Høiasien, hvor de høieste Bjerge paa
d.IV,b.1,s.161   Kloden findes), deels til den nordlige kolde Zone (Nordasien
eller Siberien).
Afrika hører forstørstedelen under den hede
Zone, hvorfor og især Ørkener findes der; og Australia stræk-
ker sig i forskjellige Øesamlinger igjennem alle Zoner undtagen
den nordlige Kolde.
   Verdensdelene omskylles af det store Verdenshav (Oceanet)
hvis Dele have forskjellige Navne, saasom Atlanterhavet imellem
Europa og Amerika, det stille Hav imellem Amerika og Asien.
Nordsøen imellem Norge og England er igjen en Deel af Atlanter-
havet, og Christianiafjorden en Deel af Nordsøen.

   Verdensdelene ere igjen delte ved naturlige Grændser, saasom
Floder og Bjerge, i mange Lande, og Landene igjen i Provindser,
f. Ex. Norge, Sverrig, Danmark, Engeland, Frankrige, Spanien og
mange flere ere Lande i Europa; men Agershuus Stift, Trond-
hjems Stift
ere kun Provindser i Norge.

   Et Lands Mennesker tilsammentagne kaldes et Folk eller en
Nation.
Hver Nation har fordetmeste sit eget Sprog, egne Sæder,
Regjeringsform
eller Statsforfatning; og, naar det har egen Re-
gjeringsform kaldes Folket selvstændigt, og har da en egen Ho-
vedstad
eller Regjeringens Sæde, f. Ex. Norges Hovedstad er
Christiania, Frankrigs er Paris, Sverrigs er Stockholm. Land-
kaartet
oplyser os om de enkelte Landes Størrelse, Grændser
og Mærkværdigheder.



TREDIE STYKKE
Om Tingene paa Jorden.

   Naturhistorien giver os Kundskab om alle de Tings Form og
Dannelse, Kjendemærker, Oprindelse og Undergang, Egenskaber,
Nytte og Skade, som findes i og paa Jorden, og som ikke af
Mennesket ere væsentligen forandrede. Disse Ting kaldes des-
aarsag Naturlegemer. De derimod som Mennesket har væsentlig
forandret faae Navn af Kunstlegemer (f. Ex. en Kniv, et Uhr).

   Physiken eller Naturvidenskaben undersøger Naturens Kræfter
og Love, hvorfor det som viser sig, viser sig saa og ikke ander-
ledes. F. Ex. det, at en udkastet Sten falder til Jorden, forklarer
den sig af Jordens Tiltrækningskraft, som det største Legeme.

   Elementer eller Grundstoffe, oprindelige Bestanddele, kalder
d.IV,b.1,s.162   man dem, af hvilke alle Legemer, som vi kjende, ere sammen-
satte. Saadanne Elementer ere Jord, Vand, Luft, Varme, Lys.
   Naar man betragter Naturlegemerne ihenseende til deres 0p-
rind, Væxt og Form, faar man Anledning til at inddele dem i to
Hoveddele: organiserte og uorganiserte Legemer, d. e. Legemer
med og uden Redskaber eller Lemmer. De organiserte Legemer
ere altid frembragte af andre Naturlegemer af samme Art og Skik-
kelse, de voxe indvendig fra ved at bringe fremmede Dele ind i
deres Legeme og gjøre dem eens med deres eget Legeme, hvorfor
de, imedens de have en hensigtsmæssig Legemsbygning, hvorved
de blive istand til at forplante sig eller frembringe nye Legemer af
samme Art, tage Næring til sig og voxe. De uorganiserte Legemer
fremkomme ved Deles Sammensætning, Forbindelse med hverandre
og Opløsning i hverandre efter faste naturlige (physiske) Regler.
Deres Bygning er meget simplere end de organiserte Legemers.

   De organiserte Legemer dele sig i to Naturriger, nemlig
1) Dyreriget, der indbefatter Dyrene eller organiserte Legemer
med Fornemmelse; og 2) Planteriget, der indbefatter alle de or-
ganiserte Legemer uden Fornemmelse, der voxe op af Jorden.
Et Legeme har Fornemmelse, naar det af sig selv kan bevæge
sig. Enkelte Planter (f. Ex. Balsamine) hvis Dele vi see at be-
væge sig ved Berørelse, have dog ingen Fornemmelse, da den
ei af sig selv, men kun ved Berørelse yttrer Bevægelse.

   De uorganiserte Legemer danne det tredie Naturrige eller
Mineralriget, der indbefatter alle Jord- og Steen-arter.

   Forat kunne overskue Skabningens Mangfoldighed, lægger man
Mærke til visse Ligheder og Uligheder for at kunne ordne dem
i visse Classer, Slægter og Arter. Dyrene dele vi saaledes først
efter Blodet i tvende Hovedafdelinger; nemlig i Dyr med rødt
Blod
og Dyr med hvidt Blod. Blodet af de rødblodige Dyr er
enten varmt eller koldt. Dyr med varmt, rødt Blod føde enten
levende Unger og give dem Die ved deres Bryster, indtil de
selv kunne føde sig, og disse kalde vi Pattedyr; eller de lægge
Æg, hvori Ungerne først uddannes ved Varmen, og disse kalde
vi Fugle. Dyr med koldt, rødt Blod drage Aande enten ved
Lunger, og disse kaldes Amphibier, hvilke kunne leve baade paa
Land og i Vand; eller ved Gjeller; og disse kalde vi Fiske.
Dyrene med hvidt Blod have enten virkelige Fødder, og da
idetmindste sex, hvilke Dyr vi kalde Indsecter, eller de have ingen
d.IV,b.1,s.163   Fødder, og da kalde vi dem Orme. Vi have altsaa sex Dyr-
classer.

   Ved Planterne iagttager man Rod, Stamme, Blade, Blomster,
Frugt, Frøet og Bidelene
(saasom Torne, Snerte).

   De Væxter, der skyde kun en træagtig (oftest heeltigjennem
fast) Stamme af Roden, kaldes Træer; de der skyde flere end
een træagtig, mindre Stamme, kaldes Buske; og ere disse flere
Stammer smaae og tynde som Qviste, kaldes de Kratbuske
(f. Ex. Lyng, Post). Væxter, der have ingen træet Stamme, men
kun bløde Stengler, kaldes Urter.

   Efter Forplantningsdelene d. e. de, som bevirker at Planten
sætter Frøe, og hvilke findes i Blomsten, inddeler man Væxterne
i Classer og Ordener. Til den sidste Classe henhøre de, der
kun have utydelige Befrugtningsdele, saasom Svampe (Sop) og
Moser. Selv Skimmel eller Mugg er en Plante henhørende hertil;
ja med Forstørrelsesglas opdager man Grene og Qviste paa den,
som paa Træerne.

   Mineralierne inddeles i Jorde og Stene, som ikke lade sig ud-
hamre eller strække: i Salte, der have en mærkelig Smag og let
lade sig opløse i Vand; i brændbare Mineralier, der opbrænde i
Ilden og opløses i en Olie, og i Metaller, der, foruden at de
glindse, lade sig udhamre og strække.

   Sandjord, Leerjord, Kalkjord, Muldjord, kjende vi iblandt Jord-
arterne, ligesom Quarts, Marmor, Skifer iblandt Steenarterne,
Salt (Steensalt, Kogsalt), Allun iblandt Saltene; Steenkul og Gas
imellem de brændbare Mineralier, samt Guld, Sølv, Kobber, Jern,
Blye, Quiksølv
imellem Metallerne. Ædelstenene henhøre til første
Classe til Kiselarterne, hvortil og Flintestene og Krystallerne høre.

   Saa mangfoldige og forskjellige Væsenerne og Tingene ere,
gaaer dog Alt ligesom i een Kjæde ifra Stenen ligetil det fuld-
komneste Dyr: Mennesket. Ja vi opdage selv intet Spring imel-
lem Naturrigerne; men de ere forbundne ved Mellemled, ved
Skabninger, der synes at henhøre næsten ligemeget til begge
angrændsende Afdelinger i Skabningsrækken.

   Den ufuldkomneste af organiske Legemer, den ufuldkomneste
Plante, nærmer sig til de uorganiske Legemer: Skimmelarterne
synes os jo som Støv eller Muld; -- og det ufuldkomneste Dyr
har meget tilfælles med Planterne: Polypen, som vi see bevæge
sig af sig selv i Vandet og opsluge smaae Indsecter, har dog
d.IV,b.1,s.164   Grene og er fastsiddende ligesom en Plante, ja ligner meest en
Moseart.
   Planterne drage deres Næring af Luften, Vandet og Jorden.
Dyrene tage deres Næring enten af Planteriget alene eller af
Plante- og Dyre-riget, eller af Dyreriget alene. Disse Sidste
kaldes Rovdyr og forfølges af Menneskene, fordi de fortære
hvad Mennesket, der veed, at det er alle Jordens underordnede
Skabningers Herre, selv forstaaer at bruge. Iblandt Planterne
og Mineralierne gives Nogle, der ere skadelige, ja dødende for
de levende Skabninger. Disse kaldes giftige; og, tilberedes de
af Menneskene til et eller andet kunstigt Brug, saa kalde vi
denne Frembringelse en Gift.

   Chymien er den Videnskab, der undersøger alle Tingenes indre
Bestanddele, deres Nytte og Skade.



FJERDE STYKKE
Om Mennesket.

   Mennesket har et dyrisk Legeme, d. e. det fødes, ernærer sig,
forplanter sig, døer
, ligesom de øvrige Jordens organiske Legemer,
og bestaaer ligesom disse af faste og flydende Dele. Det menne-
skelige Legeme udmærker sig dog ved den opreiste Gang, som
er grundet i Menneskets Legemsbygning, ved det aabne, haarløse
flade Ansigt, ved Hænderne o. fl. Ting.

   Menneskets Legeme er udrustet med en høi Grad af Livs-
kraft, Udholdenhed og Varighed, saaledes, at det er skikket til
at leve under de forskjelligste Klimater: under Solens lodrette
Straaler, som paa Polernes Iismarker, og til at opnaae en, ifor-
holdtil sin Størrelse og andre Skabninger, udmærket høi Alder;
men det varer ogsaa længe inden det bliver stærkt nok til, uden
Skade for sig selv, at forplante sig; -- dog denne sildige Mand-
barhed viser netop, at det er af Naturen bestemt til at opnaae
en meget høi Alder, hvilket vi og see de Mennesker opnaae, der
leve ordentligen og efter Naturen.

   Det, at det menneskelige Legeme er nøgent, uden medfødte
Forsvarsmidler, ja af en mindre egentlig Styrke end mange Dyr,
der kunde være Mennesket farlige (altsaa Nød og Frygt) synes
at have været blandt de første Midler til at vække det med
d.IV,b.1,s.165   Menneskets Legeme nøie forbundne usynlige, men sig selv be-
vidste Væsen, som vi kalde Menneskets fornuftige Sjel, der be-
staaer af en inderlig Forbindelse imellem flere evigen udviklelige
Evner. Eftertanken og Opfindsomheden vare da de første af
disse, som vaktes af Smerte, Frygt og Nød, da det ikke var saa
let for Mennesket at finde de for det tjenligste Næringsmidler
over hele Jorden, som for Dyrene, hvis Arter ikke udbredede
sig udenfor de Himmelegne, der vare dem de bedste, og hvor
tillige deres særegne Næringsmidler fandtes i Overflod, hvilke
de ved stærkere Naturdrifter end Menneskets lededes til at
finde og bruge. Eftertanke og Opfindsomhed lærte da det nøgne
Menneske at klæde sig og bruge Vaaninger, det værgeløse Men-
neske at væbne sig, det hungrige Menneske at dyrke Jorden,
opelske Qvæg, jage, fiske og høste, vælge de sunde Nærings-
midler. Men den følede Nød og den Erfaring, at Flere udrette
mere end Een, og, at Livet stedse kunde indrettes beqvemmere,
bragte Menneskene snart i Samfund sammen; og da Samfundene
bleve større og Menneskene lærte, at Mennesket kun i Selskab
kan uddanne sig, saa indrettedes disse Samfund ved Love or-
dentligen til Stater.
   Mennesker, som i Samfund uddanne deres Færdighed og Evner,
kalde vi cultiverede, hvorimod de Mennesker, der ikke have
knyttet ordentlige Samfund indbyrdes, til fælleds Uddannelse,
Sikkerhed og Beqvemmelighed, kaldes vilde. Europas Nationer
ere de meest cultiverede, hvilke og i andre Verdensdele, især
i Amerika have indrettet ordentlige Stater. I Asien gives ogsaa
ordentligen indrettede Stater og altsaa cultiverede Folkeslag;
men mange Nationer i denne Verdensdeel ligesom endmere i
Afrika, Amerika og Australien ere kun at henregne til Vilde.

   Verdenshistorien lærer os hvorledes Staterne ere fremkomne,
have uddannet sig og Menneskene med dem igjennem Tiderne.
Men følge vi den igjennem Oldtid, Middelalder, og Nutid, igjennem
Verdensdelene og de enkelte Lande, saa bliver dog dens Hoved-
lærdom bestandig: cultiverede Mennesker ere ikke altid derfor
gode Mennesker; men Mennesket maa, forat være som han bør
være, være baade god og cultiveret, d. e. han maa uddanne sin
Tænkemaade ligesaavelsom sine Forstandsevner. Og Historien
lærer, at kun da, naar et Folk i det Hele har denne sande Ud-
dannelse (Cultur), fører dette et lykkeligt Liv paa Jorden; da
d.IV,b.1,s.166   fordrer det (thi det veed sig fortjent dertil) at kunne føre et saa-
dant; og forat kunne dette, indretter det en Statsforfatning, lige-
saa god som ordentlig, ligesaa fornuftig og fri, som det selv
veet sig fornuftigt og frit fra alt sædeligt Ondt.


FEMTE STYKKE

   Menneskeheden skrider i det Hele bestandig fremad med
Tiderne til det Bedre, til stedse større Oplysning og Lyksalig-
hed.
Derfor sige vi medrette, at, om Overtroe, Uvidenhed og
Trældom hørte ligesom hjemme hos vore Forfædre for et Par
hundrede Aar tilbage, saa passe disse Lyder og Tyngsler ikke
nu mere med Tidens Aand d. e. med den største Deel af den
nulevende Menneskeheds Tænkemaade.

   Burde nu end den største Deel af den nulevende Menneske-
hed, idetmindste de cultiverede Nationer, efter alle de Anstren-
gelser, den har seet sig nødt til at anvende, forat afvælte for
tunge og uværdige Aag og Byrder; efter alle de gode Bøger,
som ere blevne trykte og efter alle de Mønstre paa et værdigt
Liv, Historien fremstiller, udmærke sig fra den henfarne ved et
dydigere Liv, som Følge af en bedre Tænkemaade og ædlere
Sæder: saa vide vi dog, at vor Tids fornemste Fortrin alene
bestaaer i en meget større Forstandsoplysning, og videre dreven
Kunstfærdighed mellem Menneskene; hvorimod den almindelige
Tænkemaade eller Hjerternes Oplysning ikke synes mærkeligen
at have forbedret sig. Men uden denne er hiin Forstands Op-
lysning ikke af synderligt Værd; thi ædel Tænkemaade giver
denne Varme og Kraft, saa at den gjennemtrænger og udbreder
sig, hvorimod den alene for sig selv er at betragte som den
kolde Morild, der vel lyser men ei varmer.

   Ville vi derfor nyde et lykkeligt Liv saaledes, at vi kunne paa
en vis Maade sige at vi fortjene det, saa maae vi være dydige
som kloge, stræbe efter at oplyse vore Hjerter ligesaavel som
vore Hjerner; men denne sande Uddannelse af vore udødelige
Sjele vise vi ved en saa levende Erkjendelse af vore Pligter,
at enhver af vore Handlinger bliver et Exempel paa Dyd.

d.IV,b.1,s.167  


SJETTE STYKKE

   Vise Mænds Eftergranskninger, især i deres Indre, og sørgelige
Erfaringer have oplyst Menneskene om de Pligter, de have at
iagttage, hvis de ville føre et Liv, der er værdigt deres høie Rang,
som Guddommens Billeder; og Historien nævner os mange Mænd,
som have vidst at opfylde dem.

   Der have ogsaa været Mænd til de fleste Tider, om hvem man
kan sige, at de have skredet forud for deres Tid i Oplysning
og ophøiet Tænkemaade. Saaledes have enkelte Mænd paa de
Tider, da alle deres Samlevende vare saa dybt nedsjunkne i
Uvidenhed og Overtroe, at de drømte sig Guder eller over-
menneskelige Væsener i baade Dyr, Stene og Billeder, hvilke
de dyrkede; -- da altsaa alle deres Samtidige og Landsmænd
vare Afgudsdyrkere -- saavel vidst at bruge deres naturlige
Skarpsindighed ved at skue ind i Verden, at de hævede sig
over hiin Overtroe ligetil Erkjendelsen af een Gud, der er Alts
Ophav og Bestyrer.

   Dette hæderlige Vidnesbyrd giver Historien Harald Haarfager,
den første Konge, der bød over det hele Norge. Ringeagtende Fol-
kets Afguder og Offringer sagde han engang, medens han endnu
var ung: "jeg sværger, at jeg aldrig skal offre til de falske Guder;
men til den Gud alene, som har skabt Verden og Mennesket;
thi det vilde være daarligt af mig, om jeg vilde vente Hjælp af
Steen eller Træ."

   Thorkild Mane, en Islænder, var ogsaa opdragen i Afgudstroe;
men da han naaede sin skjønneste Alder, anvendte han meget af
sin Tid til Eftertanke over hvorvidt disse Fortællinger kunde stemme
med sund Fornuft. Han satte Fordomme tilside, betragtede Na-
turen, tænkte og overbeviste sig snart om, at den da gjældende
Troe var Fabel, og om, at der maatte være et altskabende, alt-
styrende Væsen. Denne Overbeviisning fulgte han, ærede dette
Væsen og levede som en retskaffen Mand. Da han fornam, at
det stundede til det Sidste med sig, bad han sine Huusfolk at
bære ham ud under aaben Himmel; "thi -- sagde han -- der
vil jeg ligge, medens jeg døer, at jeg i min sidste Stund kan see
op til Solen, og tilbede den Gud, der skabte den og Himmelen
og Jorden."

   See, Disse opfyldte, skjøndt omgivne af Afguderiets Mørke -- og
d.IV,b.1,s.168   hvormeget hellere bør da ikke vi gjøre det, der boe om Templer,
hvor Sandhed forkyndes? -- den første almindelige Pligt: ære og
elske Gud, vor og Altings Fader,
af ganske Hjerte, og ikke at
lade Gudsdyrkelsen bestaae i tomme Ord og ufrugtbare udvortes
Ceremonier, men i oprigtige Følelser af Ærefrygt, Kjærlighed, Til-
lid og Lydighed imod hans Love.


   Den anden almindelige eller for Alle nødvendige og gjældende
Pligt, hvis almene Opfyldelse bevirker et lykkeligt Samliv over
den hele Jord, er Menneskekjærlighedens: den, at vi skulle agte
og elske ethvert Menneske
, hvad Stand, Folk og Troesbekjendelse
han end er af, som vor Broder, og søge at bidrage saameget
som muligt til hans Lyksalighed, d. e. vi skulle være retfærdige,
handle efter Samvittighed i alle Ting, holde Forpligtelser ubrøde-
ligen, være oprigtige og sanddrue i Alt, tjenstfærdige med Ind-
sigter, Færdigheder og Evner, være eftergivende, skaansomme
og forsonlige, velgjørende, taknemmelige imod Enhver, som be-
viser os Kjærlighed og Godhed, venlige, beskedne, kydske, tro-
faste, medlidende, maadelige i Alt, bevare vor Sjel reen for en-
hver lastefuld Sindsbevægelse.

   Vi mangle ikke udmærkede Exempler paa en skjøn Udøvelse
af Menneskekjærlighedens Dyd. Vor Landsmand Salve Nielsens
Daad er os i friskt Minde. I aaben Søe, omdreven i tre kolde,
mørke Efteraarsdøgn paa et Vrag, redder han sig alene med
høieste Livsfare til et forbiseilende dansk Skib, hvis Skipper,
med Ophold for sin egen Reise og skjøndt han ikke kunde i
den rasende Storm ganske nærme sig til Skibet, dog søgte at
holde sit Skib saa nær som muligt, seilende bestandigt i en stor
Kreds om Vraget, forat optage dem, der derfra skulde mægte
at redde sig ved Svømmen. Men Salve Nielsen, neppe selv
reddet, endnu forfrossen og udmattet af de udstandne Lidelser,
udholder ikke Synet af sine Ulykkesbrødre -- trods den øien-
synligste Dødsfare, trods Advarslen: "spild nu ikke Guds Vel-
gjerning at have reddet dig!" kaster han sig i Baaden -- er
atter alene i den vilde Søe, i Dødens Gab -- anstrenger sine
sidste Kræfter, nærmer sig det drivende Vrag og redder alle de
Efterladte.

d.IV,b.1,s.169      En engelsk Læge Howard opofrede sit Liv til og for Opfyldelsen
af Menneskekjærlighedens Pligt. I sit Inderste oprørt over Fængs-
lernes og Hospitalernes jammerlige Forfatning paa den Tid, reiste
han fra Stad til Stad, Land til Land, undersøgte dem paa alle
Steder, gjorde Regjeringen opmærksom paa de skrækkelige
Mangler, som fandtes næsten overalt, udkastede Planen til bedre
Indretninger og fik dem, især ved den Anseelse han kom i,
paa mangfoldige Steder indførte. Omsider døde han som et
Offer for sin Menneskekjærlighed: han blev selv under Under-
søgelse af et Pesthospital, smittet og bortreven af Sygdommen.
Men hvormange Tusinde Ulykkelige ere ikke mindre ulykkelige
nu ved hans Daad? Hans Minde er velsignet paa Jorden, som
det visseligen er det i Himlen.

   Meddeel den Hungrige dit Brød, før de Forladte ind i dit Huus,
og naar du seer et nøgent Menneske, da klæd det! Det er
Menneskekjærlighed.

   Et skjønt Exempel paa Trofasthed, Høimodighed og Fædrene-
landskjærlighed finde vi iblandt mangfoldige Andre i vor gamle
gode Snorro Sturlesens norske Krønike.

   Norges Konge Harald Haardraade, som forresten var en dygtig
Mand og Herre, greb engang til det uædle Middel, ved Leie-
svende, der reiste om til Norges meest udmærkede Mænd, lige-
som om de vare Udsendinge fra den fiendtlige Konge Svend af
Danmark, og tilbøde dem Svends Venskab og opmuntrede dem
til Frafald fra Harald, for at prøve hvorvidt disse Landets første
Mænd tænkte om ham og hvorvidt han kunde forlade sig paa
dem. Men da disse Spioner kom med deres falske Breve og
med deres Foræringer (som det hedte) fra Kong Svend til Einar
Thambeskjelfver
, der, som den gjæveste Mand i Throndelagen,
især havde modsat sig Kong Haralds Indgreb i Folkets Rettig-
heder, saaledes at han ellers levede i Misforstaaelse med Kongen,
saa finge de høre sand norsk Tunge. "Vel ved jeg -- svarede
Einar -- at Harald er mig ikke god, hvorimod Svend ofte har
viist mig megen Ære og Venskab. Men siig ham dog: "vover
han at angribe mit Fædreland, det Land, hvori Harald er Konge,
da skal jeg møde ham med alle de Tropper, jeg kan sanke og
forsvare mit Land og min Konge. Aldrig vorder Einar Forræder;
men det ere I -- ud af Stuen!"

   Den Ædelmodige tilsidesætter gjerne en Rettighed, opofrer
d.IV,b.1,s.170   gjerne Noget af sin Velfærd, forat opfylde Menneskekjærlighedens
Pligt. Dette gjorde Anders Aagesen Rougtved, en fattig Bonde i
Bradsberg Amt i Norge. Thi, efterat han havde meget forbedret sin
Gaard, der dog ei var hans Eie, men Bygselgods, erholdt han en
særdeles riig Høst i nogle Aaringer, da ellers en haard Misvæxt
indtraf i Landet; og skjøndt der gjordes ham for det hele For-
raad han havde tilovers, overmaade fordeelagtige Tilbud, saa
forbeholdt han det dog for de meest trængende i hans Naboelav,
til hvem han udsolgte det i smaae Dele, forat det skulde strække
til Desflere, og det meget under den Priis, han ellers kunde have
faaet. For denne ædelmodige Daad, erholdt ogsaa vor gode
Anders en Sølvmedallie af Staten til Hæderstegn.
   Retfærdighed udøvede Norges Konge Olaf, med Tilnavnet den
Hellige,
fordi han med megen Ivrighed søgte at ødelægge Heden-
skabet i Norge, altid, naar denne til Lidenskab udartede Iver
for at udbrede Datidens Christentroe ikke kom med i Spillet.
Saaledes straffede han stedse efter Lovens Strenghed de høi-
baarne norske Herrer, ja vel iblandt af hans egen Slægt, der
tillode sig paa Landets Kyster at øve det saakaldte Strandhug
d. e. at de, naar de vare i Søen og trængte til Noget, udenvidere
satte iland, og, med Sværd i Haand, aftvang Bønderne ved Ky-
sterne Alt, hvad de behøvede; og denne Retfærdighed øvede
han, endskjøndt han vel maatte forudsee, at han herved vakte
sig de farligste Fiender. Dette bekræftedes ogsaa siden, thi
netop Disse stødte ham fra Thronen.



   Trofasthed var en høiagtet Dyd hos vore Forfædre. En Mand
en Mand, et Ord et Ord, gjældte fuldeligen hos dem. Vidner
vare da ikke nødvendige, for at bestyrke Troe og Love. Den,
som sveg endog et hemmeligt Løfte, blev anseet som Nidding.
Fremmede kjendte vore Forfædre som trofaste Folk og ærede
dem. Udenlandske Fyrster vilde derfor helst have Nordboer til
deres Livvagt. Saaledes havde Keiseren i det forrige græske
Rige, som residerede i Constantinopel, som nu er den tyrkiske
Storsultans Hovedsæde, bestandig en Livvagt om sig af nordiske
Folk, hvilken kaldtes Væringer eller Varanger. Harald Haard-
raade
var disse Trofastes og Kjækkes Anfører, før han blev
Konge i Norge.

d.IV,b.1,s.171      Gregorius Dagssøn var en af den norske Konge Ingis ypperste
Hærførere, hvorhos der var et trofast Venskab imellem ham og
Kongen, hvilket stod sin Prøve engang i et Søeslag mod Een,
der tragtede efter Kronen og kringsatte Kongens Flaade engang
i Glomens Udløb. Gregorius havde nemlig med øm Omhygge-
lighed faaet overtalt Kongen, der var syg, til at trække sit Skib
ud af Slagorden, men ilede selv i Kampen. Hans Skib kom
paa Grund, Fienden samlede sig om ham og han kom i Fare;
men da Ingi saae dette, kunde han ikke længere holde sig, greb
Værget, lagde ud, roede til, gav sig saa syg han var i Striden,
og delte Seiren med sin frelste Ven. Nogen Tid efter faldt
Gregorius i en ny Kamp for sin Konge. Budskabet herom
bragte Ingi til Taarer, han ilede i Kamp forat hevne sin Ven
eller døe. Han døde.



   For jevnt og gjennem sit hele Liv at kunne opfylde Menneske-
kjærlighedens Pligt, maa Mennesket have Eiendom. Dette Gode
kan Enhver erhverve sig ved Vindskibelighed, idetmindste saa
meget deraf, at han kan stadigen gavne og vise Godt imod sine
Nærmeste. I Borgerens og Bondens Vindskibelighed bestaaer
ogsaa Statens sande og varige Velvære, hvilket Regjeringerne
erkjende ved at hædre offentligen Den, der i en udmærket Grad
øver denne Dyd.

   Niels Justesen var en fattig Bondekarl, da han bygslede Gaar-
den Eidet paa Hitterøen. Gaarden var da i høieste Grad for-
falden og syntes tillige, hvad Jordveien angik, aldrig at kunne
komme sig synderlig, formedelst Vandskyl, deels fra Havet, deels
fra nærliggende Bjerge; men Niels Justesen gik modig deran,
angreb selve Naturen og vandt Seier. Thi ikke nok at han
alene opbyggede sine Huse franytaf, bortledede Kjern og Bække
gjennem besværligen anlagte Diger, ryddede Steen og Krat bort,
Opsatte Steengjærder, men han tilkastede et heelt Kjern saaledes,
at han fik sig i dets Sted en Tønde Land, satte Dæmninger imod
Havet, ja flyttede disse endog saa langt ud og bedækkede dem
med Jord, at han ogsaa der fra Vandet ligesom erobrede sig en
Ager paa en Tøndes Udsæd. Til dette Arbeide havde han ingen
anden Hjælp end sin driftige Kone, en Pige, og siden tvende
Døttre; men alligevel udrettede han ved utrættelig, ordentlig
d.IV,b.1,s.172   Flid, at han blev en velhavende Mand, istand og villig til Veldæ-
dighed mod Andre, og at han høstede og fødte paa Gaarden
det Tredobbelte imod tilforn. Da han var 62 Aar og hædret
med Landhuusholdningsselskabets Guldmedallie, blev han engang
raadet at betænke sin høie Alder og at lade det nu være med
hvad der var gjort; men Hædersgubben svarede, rystende paa
Hovedet: "Nei -- da maatte jeg miste det Bedste af mit Liv,
som er den utrolige Glæde, jeg finder ved at lægge altid noget
til; thi jeg er aldrig saa glad, som naar jeg har sligt Arbeide
under Hænder".
   Paa Vindskibelighed og Goddædighed gav Nils Lembaks Liv
en Række af de skjønneste Exempler. Han var Sorenskriver
paa nedre Rommerige i Agershuus Stift og i dette District er
hans Navn i velsignet Minde. Selv sparsom eller rettere nøisom
og tarvelig i sit Liv, arbeidede og erhvervede han stedse, alene
for at -- gjøre Godt. Han bortgav og udlaante Sædekorn, han
kjøbte Gaarde, opdyrkede dem og -- forærede dem og Penge
med til vindskibelige, fattige Folk; alt Hjemmevirket opkjøbte
han, skjøndt han egentligen ikke havde Brug derfor, men alene
forat opmuntre Huusfliden; han uddelte Belønninger og Æres-
tegn til de flittigste Agerdyrkere -- kort, han var en Velsignel-
sens Kilde for den hele Egn, og den udtørredes ikke med hans
Død: thi hans Exempel gjenlevede i mange hans Efterlignere.
Vi hørte ovenfor, at Nils Lembak opkjøbte alt Hjemmevirket,
endskjøndt han egentligen ikke havde Brug derfor. Men dette
er saaledes at forstaae, at han ikke kunde have Brug for Alt,
det han kjøbte af Vadmeler, af Værkener og af Træevarer;
men at han alligevel opkjøbte Alt, forat opmuntre denne Huus-
flid ved de eneste Midler, den kan opmuntres ved, nemlig
ved en Slags Forkjærlighed eller Agtelse for det Hjemme-
virkede og ved Afsætning. Nils Lembak gik derfor, skjøndt
han var en riig og fornem Mand, stedse i hjemmevirkede Klæ-
der; thi han indsaae, at, ligesom Klæder ere det andet Nød-
vendige for Mennesket, saaledes er ogsaa Klæders Tilvirkning
og Møblers og Huusgeraads Forarbeidelse det næst Agerdyrk-
ningen Nødvendigste i en Stat, forat denne skal kunne være
selvstændig, saaledes at ikke et Folk baade fødes og klædes af
Andre. Hvor beskjæmmende er det derfor ikke for en Bygd at
see især dens Qvinder, hvem det tilkommer at sørge for, at
d.IV,b.1,s.173   Familien klædes af Gaarden, ligesom foragtende de indenlandske
Tøier, at udmaje sig med udenlandske brogede Klæder? Ja be-
skjæmmende er det; thi de bære da Vidnesbyrdet paa sig, om at
de ikke ere flittige, og, naar en Mængde af saadanne findes i
en Bygd, om at der er Mangel paa Husflid, og det er en Lyde
paa den hele Bygd.


   Lever et Folk lykkeligt i et Land, ja endog, om dette ikke til
en Tid er Tilfældet, saa elskes Landet dog, i Haabet om, at der,
hvor Fædrene levede lykkeligen, blomstrer vel ogsaa Roe og
Lykke for de kommende Slægter, og derfor ville Borgerne heller
ofre Gods og Liv, forat forsvare dette Land, end ved Feighed
at blive selv mere ulykkelige og dertil paadrage sig Ætlingernes
Forbandelser. Denne Kjærlighed til Fosterjorden, der gav os
vore Fædre og vore Mødre, til denne samme Himmelegn, under
hvilken vi voxede op paa samme Muld, som Forfædrene dyrkede
og betraadte, er ligesaa ædel som naturlig. Vi vide at dens
Navn er Fædrelandskjærlighed og at Fædrelandskjærlighed er en
Moder til store Dyder: til Almeenaand, Redelighed, Vindskibelig-
hed, Maadeholdenhed og mange andre Dyder i Fred, til Mod
og Tapperhed i Krig. Fædrelandskjærlighed sikrer Staten Lykke
i Fred, Held i Krig. Det er en Ære for Normændene at de
altid have været anseete for at nære denne Dyd -- ja det med-
rette; thi de have ved enhver Leilighed givet Beviser derpaa.

   Hvo har ikke hørt Tordenskjolds Navn? hørt, om hvorlunde
han, paa en liden Hukkert med to Kanoner, men isærdeleshed
ved sine egne ypperlige Riffelskud, tvang en fiendtlig Fregat
paa 16 Kanoner, efter Capitainens Fald, at søge Flugten? hvo
har ikke hørt, hvorlunde han med faa Skibe dristig seilede ind
i Dynekilen, en snever befæstet Havn paa den svenske Kyst,
og ødelagde og borttog en overlegen fuldtudrustet, af svære
Batterier beskyttet Flaade, som just skulde føre Krigsfornøden-
heder til den heltemodige Carl den 12tes Armee for Fredriks-
hald; hvorfor denne strax efter Tordenskjolds Seier maatte drage
tilbage i eget Land.

   Obersten Kruses Manddomsdaad er os heller ikke ubekjendt;
han, som i Høland, hvor han med 150 Mand var sat, for at for-
svare en Vintervei, modigen angreb det femdobbelt stærkere
d.IV,b.1,s.174   fiendtlige Corps, der kom anrykkende, anført af selve Kong Carl
den 12te; ja tregange faldt Fienden an, tregange drev han dem
tilbage, saaledes, at den kun efterat være bleven forstærket
mægtede at bane sig Gjennemgangen, hvilket dog desuagtet
neppe vilde have lykkets, hvis ikke Kruse, der bestandig var
blandt de Forreste, efterat have nedlagt 7 Fiender og saaret den
fiendlige
Colonnes egentlige Commanderende, Prindsen af Hessen
selv, var bleven fangen, da han formedelst Saar ikke længer
kunde værge sig.
   Hvo glemmer vel de tapre Borgere af Fredrikshald, som til-
bagesloge to Armeer, der beleirede den da saagodtsom ube-
fæstede Bye, og som i det tredie Anfald, da Fiendens Overmagt
trods tapreste Modværge, dog blev Herre over Byen, ikke toge
i Betænkning at stikke deres egen Bye i Brand, forat Fienden
ikke skulde faae Skjul over Hovedet for Fæstningens Kanoner,
hvorfor den maatte flygte ud af den erobrede Bye, og siden,
efter Kongens Fald, opgive ethvert Forsøg paa at tage Fæst-
ningen Fredrikssteen?

   Skjøndt, hvor Stordaad øves af Mange, gives der dog altid
Nogle, som udmærke sig meest. Saaledes Peder Normand i
Fredrikshalds første Beleiring, samt Brødrene Hans og Peder
Colbjørnsen
i de sidste. Disse foresloge Forsvarsanstalterne,
bragte dem istand, svarede kjekt paa Fiendens Opfordringer,
lagde Penge til, hvor det behøvedes, underholdt mange af Sol-
daterne, oprettede, væbnede og underholdt Frikorps, opmuntrede
ved Raad og Daad; og ofte vovede de deres Liv, thi de strede
som Helte.



   Forsvares et Land saa vel, gjennemglødes selv Qvinderne,
ved Fædrelandskjærlighed, af Mandemod, da hviler det sikkert
med alle dets Goder bag Folkets Arme, da vil aldrig fremmed
Herrefod træde det.



   Hvad gjorde ikke Anna Colbjørnsdatter, Præstekone paa Norder-
houg paa Ringerige? Fienderne kom, 800 Mand stærke, pludse-
ligen til Præstegaarden paa deres Tog, forat ødelægge Kongsbergs
Sølvværk; Anna aabnede baade Øl- og Madkjelder for Fienderne,
medens hun sendte Bud til et mindre Antal norske Dragoner,
der laae 1/2 Miil derifra, og indbød dem til Gjæstebud, hvorhos
d.IV,b.1,s.175   hun bad dem lægge Mærke til, naar de saae et Baal blusse i
Præstegaarden, hvilket hun, under Paaskud af at det var forat
varme Folkene, havde faaet Tilladelse til at anlægge af den
fiendtlige Oberst. Normændene kom under Anførsel og Veiled-
ning i den mørke Nat af den tappre Thor Hovland, fangede
Obersten, nedsloge et stort Antal, og adsplittede ganske det
fiendtlige Corps.
   Vor gamle Folkekrønike Snorro Sturlesøn leverer os Mønstere
nok, ja i Mængde, paa denne Nationens Frelsedyd i Faren; men
faa kunne dog sættes ved Siden af Olvar Bondes. I Kong Harald
Gilles Tid blev Staden Konghella overrumplet af hedenske Sø-
røvere og behandlede paa Sørøverviis. Medens disse røvede,
myrdede, skjændte og brændte i Byen sadde nogle Bønder
sammen i muntert Lag nær derved. Rygtet om hvad der imidler-
tid foregik i Byen kom til dem, Forfærdelse udbredte sig, de
Fleste vilde flye. Men Olvar sprang frem midti denne Forvirring,
satte Hjelmen paa Hovedet, svang sin Øxe og raabte: "I gjæve
Mænd! kommer! lader os hjælpe Bymændene. Ikke sømmer det
sig nu at gjæste Ølkanden, men Fienden. Vi maae dræbe Hed-
ningerne og redde vort Fædreland". Ingen havde Lyst til at
følge ham i Faren; Alle raadede ham derfra, -- "Ha, vil Ingen
følge -- blev han ved -- jeg vil dog fare alene, og skal jeg vel
sende en eller to forud, før jeg falder!" og i samme Øieblik
foer han ud og ilede til Byen. Otte Fiender angrebe ham, men
Olvar tabte ikke Modet; Nogle nedhug han paastedet, de Andre
jog han ud i en Myr, hvor han endnu nedslog To af dem. Men
her fandt hans Venner ham, da de vare ilede efter ham, fast-
siddende, saaret og afmægtig. De bragte ham hjem og sørgede
for hans Helbredelse.



   Ja Verdenshistorien lærer os, at Kjærligheden til Fædrelandet
er Grunden til al Dyd, Styrke og Lyksalighed i det borgerlige
Liv; ved den have smaae Stater hævet sig til Hæder og Lykke;
men ikke saasnart aftog den hos et Folk, førend dette igjen sank
tilbage, blev Voldherskeres, Erobreres Rov, et Folk af Trælle,
ulykkelige som foragtede. Men Den alene elsker sit Fædreland,
der tænker, vaager og arbeider til Nytte i den Kreds, hvor han
er sat, der altsaa stræber ved Oplysning og Uddannelse og vorde
d.IV,b.1,s.176   saa nyttig, som det staaer i hans Evners Magt; der er villig til
at tilsidesætte egne Fordele for det Almindelige, og færdig til at
offre Gods og Liv, hvor det gjælder, for det fælleds Vel, den
fælleds Frelse: d. e. formaaer at vise en saa udmærket Grad af
sædelig Styrke, at alle jordiske, egennyttige Hensyn, ja selv
Livet, der er det sandselige Menneskes Dyrebareste, taber sit
Værd imod denne alvorlige Pligt.
   Ere Staterne saaledes indrettede, ere deres Borgere oplyste
om deres almindelige Pligter som Mennesker, og som Mennesker
i særegne Forhold, og leve de derefter d. e. have et Lands Ind-
vaanere Gudsfrygt; sættes de istand til at uddanne deres Sjels-
evner d. e. har en Stat et godt Underviisningsvæsen; have de
Anledning til at anvende deres Færdigheder og Kundskaber saa-
ledes, at Underholdningen ikke bliver for vanskelig at vinde for
nogen Klasse; nyde de borgerlig Frihed, hvilken altid maa staae
i Forhold til de Fleste af et Folks sædelige Frihed -- da ville
de ikke let lade sig disse Goder frarive; men med Omhyggelig-
hed ville de uddanne og vogte dem: da ere Jordens menneskelige
Samfund hvad de skulle være: Planteskoler for det himmelske
Rige, hvortil Menneskene have Borgerret ved Fødslen og hvortil
de endydermere høiest og tydeligst ere kaldede ved Jesus Chri-
stus Frelseren.

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE