| d.IV,b.1,s.26 |
alle. Er os Leilighed berøvet til at vise vor gode Villie, saa tabe vi dog Intet i sædeligt Værd, i Guds Naade. Kjøds Spægelse, Selvpiinsler, Ofre og andet deslige fjerner os altsaa derifra; thi hisset ville vi overtydes om at saadant er Daarskab, tvertimod Guds Vilje, der saavel har skrevet sine Fordringer i den legemlige som i den aandelige Verden. Af 10de og 11te: Det følger af Menneskets baade sandselige og aandelige Natur, at det ikke er saa godt og fuldkomment, som det indseer at det kunde og burde være. Der er en Strid i dets Væsen, hvilken dog ikke i sig selv er ond, thi deraf ud- gaaer vor Aand som Sejerherre eller og som Betvunget. Den kaldes Kjødets Strid mod Aanden. Uvidenhed er en Forræder i denne Strid mod Aanden, og da fremgaaer Kjødet (Sandselig- heden) i Sejer som den falske Egennytte, der fremføder For- brydelserne. At foragte og hade sit Legeme, fordi det kan friste var at foragte Guds Gjerning. De Tilbøjeligheder, som nærmest komme fra Kjødet ere ikke i sig selv onde, men farlige fordi de ere stærke, heftige og behagelige, og kunne, naar vor For- nuft ikke strax veed at tøile dem og benytte dem til ædlere Formaal, underkue vor hele Aandsstyrke. Kjødet eller de sand- selige Tilbøjeligheder, deres Forgjængelighed bevidste, byder: stræber efter Lyksalighed i dette Liv. Aanden, sin Evighed bevidst, byder: stræb efter Lyksalighed i det tilkommende Liv. Begge have Ret efter hver deres Natur. I begge Sætnin- gers Forening ligger da Guds Villie, thi han skabte og forenede inderligen Sjel og Legeme. Men da Aanden er vor vigtigste Deel, maa det hedde: "tænk ved dine Handlinger nærmest paa din Sjel." Dette er det samme som at henvise til Samvittighedens Domstol, og, handle vi efter Samvittighed, saa ere vi brødefrie. Men vi ere kortsynede, og Samvittigheden af Naturen ikkun en Følelse, altsaa dunkel. Den maa uddannes med Indsigten. Alt- saa er der endnu en højere Grundsætning og Anviisning til vore Pligter, nemlig denne: "lær at kjende din Bestemmelse, og hav den nærmest for Øie ved din Handling." Men vor Bestem- melse er jo netop det samme som Guds vor Skabers Hensigt og Villie med vor Tilværelse. Altsaa bliver vor Grundsætning  en Sandhed, som vi antage som Regel for alle vore Handlinger, for vort hele Liv, som Grundlov for vort Væsen: "lær at kjende Guds Villie og stedse at handle efter denne" "stræb efter |
| d.IV,b.1,s.27 |
Fuldkommenhed Villiens højeste Godhed og Styrke." Denne Stræben viser sig i Tanker og Handlinger. Vi have begrundet den i vore Tanker ved at indprente os Troessandhederne, men dette maa vi vise ved at handle som Mennesker, der troe paa Gud og Udødelighed. Vi maa altsaa vide HVAD MENNESKET BØR GJØRE.
Herom har Jesus Christus underrettet hele Menneskeheden. Han kaldes derfor Menneskenes Frelser og Forløser fra Synden. Han var et fuldkomment Menneske og har derfor bedre end nogen Anden lært Menneskene deres Pligter og Forhold. Han tegnede dem ud af sin egen Sjel, i hvis Reenhed Guds Villie var afpræget. Sig bevidst dette kaldte han sig overensstemmende med sit Sprog, Talsmanden, Guds Elskelige, Guds Søn; og tilsagde os Frelse ved Guds hellige Aand naar en hellig Iverfor det Gode og Guddommelige, for Guds Villie opfyldte vor Aand. Han forjettede os, at en saadan Aand engang skulde hvile over alle Mennesker, at de skulde blive et Kjærlighedens og Kraftens Samfund. Hvorledes vor hellige Forløser levede og leed for sit ophøjede Kald, hvorledes han var altfor gjennem- trængt af Overbeviisningen om det Saliggjørende for hans Med- mennesker i den Lære han foredrog, til at tage i Betænkning at besegle den med sit Blod, bør vi skaffe os Kundskab om i det nye Testamente: Her høre vi hans Lære: Jesus siger: "Du skal elske din Næste ligesom dig selv." Math. 22, 39. Jesus siger: "Ere I ikke meget mere end Himmelens Fugle." Math. 6, 26. Jesus siger: "Salige ere de Rene af Hjertet, thi de skulle see Gud." Math. 5, 8. Jesus siger: "Tager mit Aag paa Eder, og lærer af mig; thi jeg er sagtmodig og ydmyg af Hjertet; saa skulle I finde Hvile for Eders Sjele." Math. 11, 29. Her lærer Frelseren; at vi skulle have Kjærlighed og Agtelse ogsaa for os Selv, forenet med Ydmyghed, Beskedenhed og Selv- fornægtelse: at vi skulle være dydige uden Egennytte. Stolthed, Hovmod, Overmod paa den ene Side, Ringeagt og lav Foragt for os Selv ere de modsatte Feil. Den fornuftige Kjærlighed og Agtelse for vort eget Væsen lærer os vor højere Bestemmelse, vore Kræfter og er saaledes Udspringet for alle andre Dyder. |
| d.IV,b.1,s.28 |
Hvorledes vi skulle erhverve og vise dem lærer Jesus i: "Hvad gavnede det Mennesket om han vandt den hele Verden, men tog Skade paa sin Sjel?" Math. 16, 26. Jesus siger: "I skulle forstaae Sandheden, og Sandheden skal gjøre Eder frie." Joh. 8. Jesus siger: "Værer fuldkomne, som Eders Fader i Himlene er fuldkommen." Math. 5, 48. Jesus siger: "Samler Eder Liggendefæe i Himlen, hvor hverken Møl eller Rust fordærver, og hvor Tyve ikke bryde ind og stjæle". Math. 6, 20. Jesus siger: "Vorder snilde som Slanger, eenfoldige som Duer!" Math. 10, 16. Jesus siger: "Salige ere de Rene af Hjertet; thi de skulle see Gud." Math. 5, 8. Jesus siger: "Dersom dit høire Øje forarger dig, saa riv det ud, og kast det fra dig. Og om den høire Haand forarger dig, saa hug den af og kast den fra dig!" Math. 5, 29, 30. Jesus siger: "Vogter Eder, at Eders Hjerter ikke nogensinde besværes af Fraadserie og Drukkenskab." Luc. 21, 34. Jesus siger: "Hver den, som seer paa en Qvinde for at be- gjære hende, har allerede bedrevet Hoer med hende i sit Hjerte." Math. 5, 28. Jesus siger: "Du skal ikke bedrive Hoer". Marc. 10, 19. Her lærer Frelseren de Pligter vi have nærmest mod vor Sjel: vi skulle udvikle og uddanne den Forstandsevne (hvilket Christus og lærer i Parabelen om de betroede Pengesumme Luc. 19, 11.) tragte efter Sandhed og Fuldkommenhed, den rette Selverkjendelse allerede hernede, -- at vi skulle uddanne vore sædelige Evner, ja saa at vi sætte Gud til Mønster, ved at for- bedre vor Villie og erhverve os en god Samvittigheds ufor- krænkelige Skat -- at vi skulle undertvinge vore sandselige Tilbøjeligheder, naar de true med at blive syndige. -- Men vi ud- danne vore Forstandsevner: 1) ved at erhverve os Kundskaber og Færdigheder, der kunne gjøre os brugbare for vore Medmen- nesker 2) ved ingen Leilighed at forsømme, til at lære; ja selv Lidelser skulle dertil tjene 3) ved at følge vor naturlige Lyst i at bestemme os til en Virkekreds 4) ved at uddanne alle vore For- standsevner i Overeensstemmelse. Lærelyst, Flid og Opmærk- somhed er de Dyder hertil udfordres. Lediggang, Dovenskab |
| d.IV,b.1,s.29 |
og Skjødesløshed ere de modsatte Laster, som bevirke Aands- sløvhed. Vore sædelige Evner uddanne vi: 1) ved at erkjende vore Pligters Hellighed 2) ved at øve os i at udøve disse trods alle Hindringer. De syndige Tilbøjeligheder svække og sløve altid vore Sjels- evner, da de henvende disse alene til deres Meed. De maae saa- meget mere, saasnart de ytre sig, bøjes under Fornuften, som det ligger i deres Natur at stræbe efter Eneherredømmet. Derfor siger man ganske sandt: faaer Djævelen (de onde Lyster) dig fat ved eet Haar, snart han hele Kroppen naaer. De sand- selige Tilbøjeligheder ere igrunden ikke onde, men de kunne, som enhver god Ting ved Misbrug blive høist farlige for vor Sjel. De ere i deres gode naturlige Tilstand uskyldige Lyster og Drifter, og tilhøre Legemet; men de gaae i deres rivende Fremmarch over paa vor Sjel og bliver Hang og Lidenskaber. Faae de ikke Magt hertil, beholder Fornuften sin Overlegenhed, da siges vi at have Selvbeherskelse. Denne fortrinlige, uund- værlige Dyd erhverves isærdeleshed ved Selvkundskab eller Selvprøvelse at vi alvorligen undersøge hos os selv hvilkeaf vore Tilbøjeligheder, der af Naturen ere stærkeste og altsaa kunde blive de farligste, 2) ved aldrig at udsætte os for at de kunne overliste os aldrig at lede os selv i Fristelse. 3) ved at vænneos til Nøjsomhed og Maadelighed. See vi f. Ex. en smuk Ting i Næstens Eje er det naturlige Ønske: gid den var min! vel uskyl- digt; men begynde vore Tanker at sysselsætte sig med at udfinde Midler til uden Næstens Vidende og Villie (Tyverie) eller aaben- bare eller voldeligen at bemægtige os den (Ran og Røverie) da maae vi strax bryde overtvert med slige onde Tanker, ja skye nu selv Ønsket om at besidde en saadan Ting. Dette er hvad Jesus kalder at afhugge den Haand, udrive det Øje, som frister, og kaste det fra sig. Voldsomst og almindeligst ere dog de Tilbøje- heder, som vi kalde Vellystens, Umaadelighed og Uregelmæs-sighed i at tilfredsstille de legemlige Drifter, som angaae -- og da ere de jo langt fra, efter deres Bestemmelse, onde eller noget, som Mennesket bør skamme sig ved -- nærmest vort Tilvær og Opholdelse. -- De sløve og nedbryde ved deres Misbrug: ved umaadelig og ufornuftig Tilfredsstillelse af Driften til at stille Hunger og Tørst og Kjønsdrift, baade Sjel og Legeme. Fraad- |
| d.IV,b.1,s.30 |
serie og Drukkenskab -- hvo kjender ikke disse Laster fra Bryl- luperne og de fleste Samqvem? Fraadserie sætter os lige med Dyrene, Drukkenskab under Dyrene. Den sidste Last er For- nuften aldeles modsat, da den gaaer ud paa at bedøve den, at berøve os det kostelige Klenod vi aldrig kunde være foruden, dersom det er os om at gjøre at vogte os for Forbrydelse. Men for disse kan -- som Erfaring lærer -- en Drukken ligesaalidt vogte sig, som en Blind for at falde i, naar han vandrer imellem Brønde. Berusende Drikke ere kun at anbefale som Lægemiddel, i Kuld og Væde, men ogsaa da tilmaade. Bruges de sparsomt i selskabelige Samqvem, kan Sædelæren derimod Intet have at anmærke. Det som er formeget for En, kan dog være forlidet for en Anden. Hver kjende derfor hvad der er ham tjenligt. Men siger En, at det er ham tjenligt engang imellem at drikke sig fuld, da bedrager han enten sig selv eller vil han hykle for dig. Da det nu desværre er Skik og Brug ved adskillige Leilig- heder at nyde stærke Drikke til Umaadelighed, saa maa vi have Kraft og Fornuft nok til at sætte os af al Magt imod denne Skik fra raae, gamle Tider. Ædruelighed bliver da en skjøn Dyd ei alene ved Exemplet. Men ulige meer forførende og rædsom i dens Følger er Vellystens Last Hang til at misbruge Kjøns-driften, som gaaer ud paa, ved en behagelig, inderlig, legemlig For- ening med en Person af det andet Kjøn, at forplante vor Slægt. For at opfylde den vise Hensigt Gud har lagt i denne Drift, maae vi: 1) ei tilfredsstille den før Naturen ved dens Vaagnelse opfordrer dertil 2) ei fremægge og tilfredsstille den paa nogen anden Maade end den Naturen har anviist. Naturen veed da at hævne denne Fornærmelse paa det skrækkeligste. 3) ei til- fredsstille den, om vi endog kunne forplante os, naar vi ikke kunne sørge for Afkommet. Dette sidste, Forsørgelsen af vor Afkom, skeer bedst i Ægte- skab, eller en stedsevarende, rettelig Forening af Mand og Kone. Altsaa bør vi 4) Alene tilfredsstille den i Ægteskab. Naturen lærer os ogsaa Ægteskab ikke alene derved at Bør- nene ikke i deres første Alder kunne vel undvære Moderen (dette er og saa hos Dyrene) men og ved den Afhængighed Moder og Børn staae i til Faderen. Ved den fornuftige, reene Kjærlighed, der bringer Manden til at elske og ære blot een |
| d.IV,b.1,s.31 |
Qvinde fortrinligen -- hvilken ædle Kjærlighed skilner sig fra Dyrenes Elsken, der vælger iflæng, strax ved det Begreb om Skjønhed som styrer vort Valg, da vi holde den Skjønhed den Elskede i vore Øine besidder, for Tegn paa Sjelsskjønhed -- har Naturen lært os 5) blot at indgaae Ægteskab med een Person. Men ogsaa i denne Forbindelse, hvor vi lovligen kunne tilfreds- stille vor Drift, kan indsnige sig Synder imod dens Hensigt; nemlig ved Umaadelighed i dens Tilfredsstillelse (ja endog i Hustruens høje Frugtsommelighedstilstand, hvilket er meget far- ligt) og ved at nyde den ægteskabelige Omgang paa en Maade, og i den Hensigt ikke at faae Børn. Da en af de vigtigste Hensigter for vort jordiske Liv er den at forplante vort Afkom: saa bør vi 6) ikke tøve med at indgaae Ægteskab, naar vi kunne opfylde dets Hensigter og Forpligtelser. Saaledes vise vi Kydskhedens Dyd. Men vi maae ogsaa være kydske i vore Tanker og Ord: da have vi Blufærdighedens Dyd. Vi erhverve os disse Dyder ved en omhyggelig Vaagen over os selv; ved regelmæssig Arbeidsomhed og sandt Had mod Ørkesløshed, Dovenskab og slette Selskaber, ved at indprente os inderligen det Ærværdige i Forplantelsesdriftens Hensigt, som de skrækkelige Følger dens Misbrug har; og den Sandhed, at det er langt lettere ganske at undvære end at holde Maade i en forbudt Nydelse. Den modsatte Udyd er Ukydskhed, og den kan saavel i Tanker og Ord som Gjerninger besudle vort Hjerte. Der er ingen Dyd, som saaledes styrker vor Sjels hele Kraft til det Gode som Kydskhed. Thi paa at erhverve den maae vi anvende vor hele Sjels Kraft. Et kydsk Menneske er derfor altid et livligt aandsstærkt Menneske. Han har overvundet den stærkeste Fiende, og kan nu hvad han vil: nu kan han lide for den gode Sag. Christus lærer os derfor denne Dyd i saa stærke Udtryk, som at en Mand ei engang maa see paa en Qvinde med Begjærlig- lighed. Ja, ureen Begjærlighed; thi i den reene Begjærlighed efter at forenes med et elsket Væsen bestaaer Kjærligheden, og den er Livets Lykke. Ja saa nødvendigt er det at holde Middel- vejen i dette Punct: paa den ene Side ligger den højeste Lykke, paa den anden den højeste Jammer. Derfor kalde vi det aldeles |
| d.IV,b.1,s.32 |
kydske Menneske uskyldigt, fordi han ved at kunne tæmme sin voldsomste Tilbøjelighed viser at han ogsaa kan tæmme de andre; og det ukydske Menneske faldet, ja faldet, om kun een Gang, fordi det nu som oftest gaaer Fald i Fald? Hvilken For- agt nære vi ikke for den, der deeltager i vor Ukydskhed? Alene den brusende Vellyst forhindrer, at vi ikke nære den for os selv i det samme Øjeblik; men dette kommer; det kommer, hvis vi ikke vende om, naar vi mærke vort Legems Ødelæggelse, vor Sjels voxende Slaphed og Sløvelse. Væmmelige Sygdomme haler det ikke altid frem for den Vellystige, men Sjelens Mathed, alene afbrudt af skrækkeligt Tungsind vækker Selvforagten -- faae Dage: og vi see en frisk Grav mellem Neslerne i en af- sides Krog -- der ligger Selvmorderen. Vi have heri ovenover antydet den nære Forbindelse imellem Sjel og Legeme; altsaa have vi vel Pligter imod dette? Jesus kalder sit Legeme et Tempel. Altsaa skulle vi have Agtelse for det. Jesus helbredede mangfoldige. Ved dette Exempel lærer han at vi skulle have Omhu for dets Sundhed. Ved sin Død lærer Jesus: at vi ikke skulle tage i Betænkning at opofre Livet for vore Pligter, for højere Formaal. Vor Agtelse for vort Legeme vise vi ved ikke at besudle det ved Ukydskhed og Umaadelighed; ved at sørge for dets Anstand og Tække (ikke ved for- fængelig Pynt, men især ved Reenlighed.) Vor Omhu for vort Legeme vise vi ved vedbørligen at sørge for dets Velbefindende og Sundhed, og dette gjøre vi ved at iagttage Maadelighed i alle Nydelser (Æden, Drikken, Dands) Kydskhed og Arbeidsomhed; ved at und- gaae saameget muligt Alt hvad der kan være den farligt; ved at vænne os til Haardførhed og Styrke og Smidighed, at ei formeget skal blive os farligt; ved i Sygdomstilfælde at bruge de vedbørlige Midler. (Vi bør skaffe os Kundskab om de Midler, som det staaer i vor egen Magt at forskaffe os og an- vende; men i de farligere Sygdomme er det Pligt at fortroe sig til Lægen; og skye den oftest fordærvelige Hjælp hos Qvak- |
| d.IV,b.1,s.33 |
salverne). At Sundhed er et uskatteerligt Gode lærer en Syg- dom os bedst. Sundhed og Livet bør opofres, naar højere Pligter fordre det. Vi bør f. Ex. sætte disse Goder ivove, naar der er noget Haab om at kunne redde et Menneskes Liv. Er Fædrene- landet i Fare, da fly fra dit Huus og gaae i Marken med draget Sværd! Menneskekjærlighed er i hiint Tilfælde at foretrække Selvkjærligheden, og Troskab mod Fædrelandet er en høi Pligt. Selvmord er høist fordømmeligt. Det er en Oprørshandling mod den, der gav os Livet, for at Mennesket skal benytte det heelt ud til sin Fuldkommengjørelse ved Pligternes Opfyldelse. Pligter gives der at opfylde ligetil paa Sottesengen. Altsaa have vi stedse Noget, det Vigtigste at leve for, om vi end ere noksaa elendige. Grundene til Selvmord ere enten Selvforagt eller Af- sindighed eller Feighed eller Fortvivlelse (næsten alle Følger af Synder). Ere da disse Grunde agtværdige eller (naar undtages Vanvid) undskyldende? Men ligger Grunden til et Selvmord i en foragtelig Sjelsforfatning, saa maa jo denne samme Grund -- da vi jo medtog vor Sjel bag Graven -- være forhaanden i Verdnerne hisset? Skulle vi da stedse ville være landflygtige i Guds Verden? Maaskee vi ikke kunne øve en lignende Forbrydelse hisset? Ja, da kommer Erkjendelse, den bitre, da aabner Helvede sig i vort Væsen, og vi kunne ikke flye, vi ere da i Lænker. Af Agtelse og Omhu for vort og Andres Liv bør vi heller ikke indlade os i Tvekamp og Slagsmaal for os overgangne For- nærmelser. Vor Velfærd beroer ikke paa Ufornuftiges Omdømme, vor Ære sidder ikke i en Daares Mund. Jesus siger: "Dersom Sønnen faaer frigjort Eder, skulle I være virkeligen frie," Joh. 8, 36. Jesus siger: "Hvo sig selv ophøjer, skal fornedres; Hvo sig selv fornedres, skal ophøjes." Math. 23, 12. Jesus siger: "Vogter Eder for Gjerrighed; thi Ingens Liv be- staaer i overflødigt Gods!" Luc. 12, 15. Den første Betingelse for vor jordiske Velfærd er Frihed, Ret til at handle, uafhængig af Andres vilkaarlige Villie: Lighed for Lovene; men kun et gudfrygtigt Sindelag, aandig Frihed (saaledes at vi ikke ere Syndens Trælle) gjøre os værdige til den borgerlige. Forfængelige, svage Folk fortjene derfor ikke borgerlig Frihed; men er et Folk gudfrygtigt og kraftfuldt, er |
| d.IV,b.1,s.34 |
Jesu Sædelære deres Hjerters Lov (har Sønnen frigjort dem) da bliver den borgerlige Frihed en Trang for dem. De tiltage sig den da med Ret, og vide at beholde den med Kraft. Ære eller andre agtværdige Menneskers gode Omdømme om os kunne vi heller ikke undvære. Et foragtet Menneske kan Intet Godt virke i Verden. Redelighed, Duelighed og vore Evners almeen- nyttige Brug ere sikre Midler til at erhverve os den. Ære- kjærhed er en Dyd. Vi maae agte det fornuftige Omdømme. Den som er ærekjær af Egennytte eller hvis hele Higen blot gaaer ud paa Menneskenes gode Dom om sig, er ærgjerrig. Rangsyge er Tragten efter Ærens udvortes Tegn, Forfængelighed at tragte efter Rigdoms udvortes Tegn og efter at æres for ube- tydelige eller indbildte Fortrin (Indbildskhed). Det er en For- fængelighed at ville efterabe Fornemmeres Daarskaber og Moder, at skamme sig ved simple Sæder og Klæder. Spørger En dig, hvorfor du gaaer i en Vadmelskjole, saa siig: "mit Land har ikke Raad til at klæde mig bedre. Jeg skammer mig ikke ved min Moders Spind." Formue eller Ejendom er, som vi see den tredie Deel af vor Velfærd; og ikke, som Mange troe, den Føste. Herfor advarer Jesus mod Gjerrighed eller Hang til stedse at opdynge vor Formue uden at benytte den til de Hensigter, den gives os for, nemlig allene til viis Veldædighed først imod os Selv og Familie, saa til trængende og heldbringende1 Indretninger. Ved Flid og Klogskab erhverve vi, ved Sparsomhed og Nøiagtighed beholde vi vor Formue. -- Dovenskab, Skjødesløshed, Ødselhed og Over- daad, Gjerrighed og Karrighed ere Feil, som stride imod den fornuftige Erhvervelse og Brug af Formuen. Fornøjelser har Jesus ved sit Exempel viist er tilladte, naar de ere maadelige og uskyldige. Vi kunne i Fritimer nyde dem til at forfriske vore Kræfter. Forlystelsessyge leve blot forat fornøje og adsprede sig er en lav Sandselighed, hvormeget man end vil forfine den. Sædelige Dandse og Lege ere en smuk Fornøjelse for Unge. Spil, hvortil hører middelmaadig Legems- bevægelse og ialfald om Ubetydeligheder kan være en passende Adspredelse for Ældre. Hang til Spil om Gevinster er farligt. Spillesygen er vel saa fordærvelig som andre Umaadeligheds- |
| d.IV,b.1,s.35 |
synder. Den frister til Bedragerie, har ogsaa gjort mange Mænd som før havde sin fulde Velfærd til en æreløs, udarmet Bedrager, bragt ham fra Gaard og Grund i Bolt og Jern. Samtale bliver dog den anstændigste Fornøjelse for Mænd. Pligterne mod vore Medmennesker kunne vi udlede, ligesom de imod os Selv, af den Agtelse og Kjærlighed vi skylde dem som vore Lige og Brødre for Gud. Thi Jesus siger: "Du skal elske din Næste som dig Selv!" Math. 22, 39. Jesus siger: "Seer til, at I ikke foragte Een af disse Smaae!" Math. 18, 10. Jesus siger: "Alt hvad I ville at Andre skulle gjøre imod Eder, det gjører I ogsaa imod dem!" Math. 7, 12. Jesus siger: "Dersom I elske dem, som Eder elske, hvad For- tjeneste have I deraf? Thi Syndere elske og dem, som dem elske." Luc. 6, 32. Vor Agtelse og Kjærlighed for vore Medmennesker viser sig som Retfærdighed at vi tildømme Enhver Sit og Ingen for-nærme; og som Godhed at vi velvilligen tage Deel i AndresSkjebne og befordre deres Vel. Disse to Dyder ere forenede i den Menneskekjærlighed vor Frelser var den ophøjede Tals- mand for. De modsatte Udyder ere: Uretfærd, Svaghed, Ufølsomhed eller Haardhed, Skadefryd, Misundelse og Menneskehad. Jesus siger: "Hvo, som gjør Ondt, hader Lyset, og kommer ikke til Lyset, at hans Gjerninger ikke skulle overbevises ham. Men hvo, som øver Sandhed, kommer til Lyset, at hans Gjer- ninger maae blive aabenbarede; thi de ere gjorte i Gud." Joh. 13, 21. Jesus siger: "Lader saa Eders Lys skinne for Menneskene, at de see Eders gode Gjerninger, og ære Eders Fader, som er i Himlene." Math. 5, 16. Jesus siger: "Der bliver Glæde hos Guds Engle over en Synder, som omvender sig." Luc. 15, 10. Jesus siger: "Det er umuligt, at Forargelser ei skulde komme; |
| d.IV,b.1,s.36 |
men vee den fra hvilken de komme! Det var ham bedre, om en Møllesteen var hængt om hans Hals, og han blev kastet i Havet end at han skulde forarge En af disse Smaae." Luc. 17, 1, 2. Vi skulle da sørge for vor Næstes Sjæl ved at give denne al den Underviisning og saaledes hjælpe at føre den til den Sand- heds Erkjendelse vi kunne meddele. Dette store Kjærligheds- bud fyldestgjøre vi: 1) ved altid at tale Sandhed: være sanddru, oprigtig og paa- lidelig, ærlig i Ord og Daad. 2) ved at berigtige deres Vildfarelse. 3) ved at give dem paa en forekommende og beskeden Maade vore Raad. Disse to sidste Pligter kunne vi paa en skjøn Maade opfylde i vore Samqvem. Da bliver vor Omgang behagelig og lærerig uden at den derfor henfalder til en besværlig Præken og Paatrængen med vore Raad. Det er en behagelig, stolt Følelse at kunne være vore Medmennesker nyttig i Alt endog i For- nøjelser. Have vi gode Bøger, da bør de ikke staae stille i en Hylde, men gjerne udlaanes. Sandhed behøver ikke i daglig Tale at bekræftes ved Eeder; ja denne hæslige Vane viser endog, at vi selv have liden Tanke om vor egen Sanddruhed, og om Andres Agt for den. Naar vi ikke ved Løgn (Løgnagtighed, Usandfærdighed) Falskhed og For- stillelse (Uoprigtighed) og Uordholdenhed engang have forspildt denne Slægtens gode Mening om os, saa kunne vi fordre i daglig Omgang at troes uden Eed, og behøve ei at gjøre det paa den fornærmende Opfordring om saadant. Jesus siger ogsaa: "Jeg siger Eder, at I aldeles ikke skulle sværge. Men Eders Tale skal være: Ja, ja! Nei, nei! Hvad der er over dette, er af det Onde." Math. 5, 34, 37. Nødløgn maa vi heller ikke tillade os, ligesaalidt som Løgn for Spøg, uden det skulde være for at gjøre Løgnen latterlig og forbedre Løgneren. Spørger Nogen os om Ting vi ei behøve at svare paa eller ville svare paa, saa kunne vi tie stille. Hvor Sandheden kunde være farlig at aabenbare f. Ex. om en Fiende i Krig vilde udfritte os, kunne vi bruge en Nødløgn. Ellers i alle Tilfælde er den uværdig og farlig, da den ophæver andre Menneskers Tiltroe til os i vigtigere Ting. At stille Smaaebørn tilfreds med Opdigtelser er meget farligt. De troe os aldrig |
| d.IV,b.1,s.37 |
siden. Ville vi ikke svare dem saa maa man erklære reentud: du maa ikke spørge om saadant endnu. Man har desværre seet sig nødt til at ophæve dette Forbud for Retterne: thi der er det af højeste Nødvendighed, for Ret- færdighedens Skyld, at faae Sandheden aldeles frem. Men Dom- merne kunde aldrig være overbeviiste om Sagens rette Sammen- hæng, dersom der ikke paahvilede Vidnerne en Forpligtelse, som tvinger dem, saasandt de have mindste Gnist af Sædelighed, til at tale aldeles sandfærdigt for Retten uden at fordreje det Mindste i deres Vidnesbyrd af Partiskhed ( at de holde entenformedelst Venskab, Slægtskab osv. mere med En end med en Anden i en Sag) eller iblande det Noget af egne Meninger, da Meningerne høre Dommerne til. Denne Forpligtelse er den retlige Eed. Ligeledes fordrer Staten, som er den eneste der kan affordre os Eed, Eed af os, at vi ville med Liv og Blod forsvare Fædrenelandet og dets Forfatning. Krænker vi den første af disse Eeder, begaae vi Meneed; krænke vi den anden, Landsforræderie, hvilket da ogsaa er Meneed.2 Meneed er den afskyeligste Forbrydelse: vi give ved den Afkald paa vor egen Salighed og handle uretfærdigt imod andre. I den Forstand som i Eedsformularen (thi den belægger endog uskyl- dige Meneederen angaaende Ting med Forbandelse) berøve vi os vel vor Salighed ikke ved Meneed; men at vi her og hisset, ved saaledes at træde paa vor egen Overbeviisning, vort eget Væsen, at ville haane af jordiske Hensyn den Alvidende, som vi paakalde, ville gjøre os høist ulykkelige. Kunne vi end skjule vor Meneed her (skjøndt den oftest opdages) saa kan den dog ikke blive skjult i Himlen, naar vi der samles med vore Medmennesker; og vi blive jo da Meneedere for Alles Øine hiinsides Graven. -- Jesus byder dernæst, at vi skulle sørge for vor Næstes Sjels Sædelighed veilede dem til et dydigt Levnet1) ved at omvende og formane de Feilende 2) ved et godt Exempel. Det Modsatte af et godt Exempel er at give Forargelse. Jo- mere man ellers er ophøjet, jo skadeligere bliver Forargelsen eller det slette Exempel. -- |
| d.IV,b.1,s.38 |
Jesus gav sit hele Liv igjennem Exempler paa den Omhu vi skylde Næstens Liv og Sundhed. Ligeledes lærte han os vore Pligter desangaaende. Parabelen om den barmhjertige Samaritan. Luc. 10. Vi kunne ogsaa lade os ganske lede af hans Bud i Math. 7, 12. Vi skulle ikke alene sørge for vore Medmennesker ved Raad i deres Sygdoms Tilfælde, men ogsaa, endog med Opofrelse for os Selv staae vore Medmennesker bie i al Nød og Fare, om de endog vare vore Fiender. Altsaa ikke være ligegyldige med deres Lidelser, og endnu mindre foraarsage dem disse. Denne Synd begaaer Voldsmanden, Slagsbroderen og fremfor alle Morderen. Den, som ikke lærer tidlig at tæmme sin Vrede og Hevnelyst er udsat for disse Forbrydelser, for at døe tilsidst, besmittet med sine Medmenneskers Blod, paa Retterstedet. Jesus siger: "Du skal ikke slaae ihjel." Marc. 10, 19. Livet har samme høje Værd og Maal for Andre som for os. Den personlige Frihed ligeledes. Altsaa bør vi ikke berøve Nogen hans personlige Frihed. Men vi synde herimod ikke alene ved at lægge vore Med- mennesker i Lænker,3 men og ved at bringe vor Tjener til at arbeide formeget, og ved at anvende nogensomhelst Tvang for at afvinde vore fornuftige Medmennesker noget, om vi endog troede at det var til deres Bedste. Jesus siger: "Dømmer ikke, at I ikke skulle dømmes; thi med hvad Dom I dømme skulle I dømmes. Og med hvad Maal I maale skal Eder igjen tilmaales." Math. 7, 1, 2. Da vi og selv ville æres, bør vi ære Andre efter Fortjeneste. Uden Grund maae vi derfor ikke være mistroiske og mis- tænkelige; men aldrig bør vi være uhøflige, dadellystne, sladder- agtige og bagtalende. Tvertimod bliver vor Lov: at tænke og tale det Bedste vi kunne om Alle, som ikke aabenbare have gjort sig ufortjente dertil; og at undskylde Andre, hvor vi kunne med Retfærdighed. Have |
| d.IV,b.1,s.39 |
vi enten forsætlig eller uforsætlig fornærmet Andres Ære, saa bør vi søge at oprette det ved at bede om Forladelse (Æres- erstatning.) Jesus siger: "Du skal ikke stjæle! Du skal ikke besvige!" Marc. 10, 14. Jesus siger: "Giv den, som beder dig, og vend dig ikke fra den, som vil laane af dig!" Math. 5, 42. Vi skulle da have Agt for Andres Formue. Dette er en Ret- færdigheds Pligt. Vi skulle hverken voldsomt ved Ran og Røverie, eller hemmeligt oglistigt ved Tyverie og Bedragerie formindske Næstens Ejendom.Men søge at lade hver beholde sit, og forøge den, hvor vi uden Skade for vort Eget kunne: ved Tjenstagtighed; ved Billighed og Eftergivenhed og Skaansomhed mod Skyld- nere; ved Nøiagtighed. Saaledes maa vi betale Arbeideren hans Løn, Laangiveren hans Laan, saaledes som han laante os og tilstod os det. Aager at vi lade os betale mere end lovligeRenter af Laantageren, og saaledes benytte os af et Medmenne- skes Trang, strider saavel mod Retfærdighed, som mod følgende Kjærligheds Pligt, nemlig: Godgjørenhed og Barmhjertighed mod Nødlidende, mod dem, som ei selv kunne erhverve sig det Nødtørftige. Jesus siger: "Giver, saa skal eder gives! en god, knuget og skuddet og over- flødig Maade skulle de give i Eders Skjød, thi med den samme Maade, som I maale med, skal Eder igjen tilmaales." Luc. 6, 38. Jesus siger: "Værer barmhjertige, som Eders Fader og er barm- hjertig!" Luc. 6, 36. Jesus siger: "Kommer hid, min Faders Velsignede! Arver det Rige, som er Eder beredt fra Verdens Grundvold blev lagt: thi jeg var hungrig, og I gave mig at æde; jeg var tørstig, og I gave mig at drikke; jeg var fremmed, og I toge mig til Eder; jeg var nøgen, og I klædte mig; jeg var skrøbelig, og I besøgte mig; jeg var i Fængsel, og I kom til mig." Math. 25, 34, 35, 36. Jesus siger: "Hvad I have gjort mod Een af disse mine mindste Brødre, have I gjort imod mig." Math. 25, 40. |
| d.IV,b.1,s.40 |
Heri har Frelseren tydelig lært os Velgjørenhedens Dyd, samt hvorledes den viser sig. Men den som virkelig vil gjøre Vel mod Andre, maa gjøre det med Valg og Fornuft. Saaledes ikke give til dem, der kunne ernære sig Selv, men alene til virkeligt Nødlidende. Offentlige Forsørgelsesanstalter og Fattigkasser fortjene i høi Grad vor Velgjørenhed. Det paaligger nemlig disses Bestyrelse at kjende Enhvers sande Trang i Menigheden. -- Vi skulle være gavmilde og gjæstfrie. Jesus lærer Marc. 12, 43 -- 44 om den fattige Enke, at ogsaa den Fattigere kan tidt øve Velgjørenhedens skjønne Dyder. Jesus siger: "Vogter Eder, at I ikke give eders Almisse for Menneskene, for at ansees af dem, ellers have I ikke Løn hos eders Fader, som er i Himlene." Math. 6, 1. Jesus siger: "naar du giver Almisse, da lad din venstre Haand ikke vide hvad din høire gjør." Jesus siger: "Dersom I gjøre vel mod dem, der gjør vel mod eder, hvad Løn have I saa derfor! Thi Synderen gjør og det samme. Og dersom I laane dem af hvilke I haabe at faae igjen, hvad Løn have I derfor? Thi Syndere laane ogsaa Syndere, paa det de skulle faae lige igjen. Men elsker Eders Fiender, og gjører vel, og laaner, ventende Intet derfor: saa skal Eders Løn være stor, og I skal være den Højestes Børn; thi han er god imod de Utaknemmelige og Onde. Luc. 6, 33, 34, 35. Ville vi gjøre vel imod os Selv ved at være velgjørende mod Andre, da maae vi ikke være velgjørende efter Lune eller af Hyklerie, og heller ikke troe, at vi ved at vise nu og da Vel- gjørenhed fyldestgjør hele Pligtlæren. Pharisæerne, som Jesus revser, vare Slige. Jesus siger: "Salige ere de Sagtmodige!" Math. 5, 5. Jesus siger: "Salige ere de Fredsommelige, thi de skulle kaldes Guds Børn." Math. 5, 9. Jesus siger: "Hver den sig selv ophøjer, skal fornedres og hvo sig selv fornedrer skal ophøjes." Luc. 14, 11. Jesus siger: "Forlad os vor Skyld, som og vi forlade vore Skyld- nere." Math. 6, 12. Jesus siger: "Forlade I Menneskene deres Overtrædelse, skal Eder himmelske Fader og forlade eder; men forlade I ikke |
| d.IV,b.1,s.41 |
Menneskene deres Overtrædelser, skal Eders Fader ikke heller forlade Eders Overtrædelser!" Math. 6, 14, 15. Jesus siger: "Dersom Nogen tvinger dig til at gaae een Miil med ham, da gaa to med ham." Math. 5, 41. Jesus siger: "Elsker eders Fiender! Velsigner dem, som Eder forbande! gjører dem godt, som eder hade! og beder for dem, som gjøre eder Skade, og forfølge Eder, paa det at I skulle vorde eders Faders Børn, som er i Himlene; thi han lader sin Sol opgaae over Onde og Gode, og lader regne over Retfærdige og Uretfærdige!" Math. 6, 44, 45. Jesus siger: "Men vogter eder for de falske Propheter, som komme til eder i Faareklæder, men ere indvortes glubende Ulve." Math. 7, 15. Jesus siger: "Frygter ikke for dem, som slaae Legemet ihjel, men kunne ei slaae Sjelen ihjel!" Math. 10, 28. Vi skulle da i vort hele Forhold være sagtmodige og fredsommelige, ydmyge og beskedne, forsonlige og tilgivende, eftergivende og overbærende, enige og velvillige, frisindede og standhaftige, forsigtige og frygtløse, trofaste og retsindige. Disse ere den christelige Broderkjærligheds Dyder. Med dem ville vi finde os vel i alle Forhold. Skilsmisse, Splid, Uenighed, Fiendskab og Had skulle ikke fordærve os vor Roe. Vi ville have Fred med Menneskene som med Gud, med vore Brødre som med vor Fader. Endog om vi vise alle disse Dyder, kan det dog hænde, at Mennesker, som ikke besidde dem, slette Mennesker, vælte sig ind paa os volde os Fortræd. I sidste Bud (Math. 10, 28) lærer Jesus os, at vi med frygtløs Fasthed, og ved sit eget Exempel med Pharisæerne, da de vilde føre ham i Ulykke ved fule Spørgs- maal (Math. 22) at vi ogsaa med Klogskab og Fiinhed skulle værne os imod dem. Alligevel byder Jesus at vi skulle elske vore Fiender, ligesom han og selv viste, da han paa Korset sagde: "Fader forlad dem; thi de vide ikke hvad de gjøre!" At han gjorde dette! Hvori denne Kjærlighed mod vore Fiender |
| d.IV,b.1,s.42 |
bestaaer lærer Jesus i Math. 18, 22, hvor han siger at I ikke skulle trættes i at tilgive, og i Math. 18, 15, hvor Jesus siger: "Men om din Broder synder mod dig, gak hen og straf ham imellem dig og ham alene; hører han dig, da haver du vundet din Broder. Men hører han ikke, da tag endnu en eller to med dig, paa det at hele Sagen maa blive fast efter to eller tre Vidners Mund. Men hører han dem ikke, da siig Menigheden det; men hører han ikke Menigheden, da skal han være for dig ligesom en Hedning og Tolder!" Math. 18, 15, 16, 17. Her see vi hvorledes vi skulle opføre os som Fiender: vi skulle mindeligen tale til den der krænker vor Ret og stræbe at gjøre en Ven og Broder af vor Fiende; vi skulle bruge Tals- mænd og Forligsmænd for at naae vort kjærlige Maal; men frugter alt dette ikke, da skulle vi stevne ham for Domstolene eller undgaae vor Fiende, afsondre os ganske ifra ham.4 Selv- tægt og Selvhevn ere Forbrydelser. Derved, som ved Had og Forfølgelse, voxer Fiendskabet. Processyge er en styg og farlig Lidenskab. Dette Menneskekjærlighedens sværeste Bud, at vi skulle elske vore Fiender stræbe at forbedre dem, synes skrevettvertimod vor sandselige Natur; men desto mere er det taget ud af vort højere og aandelige, altsaa af vort egentlige Væsen. Vi maae nemlig betænke, at vor Fiende dog bestandig er et Menneske, at han saaledes endnu her paa Jorden kan forbedre sig, og maa det, som vi Alle, i det tilkommende Liv. Da Dyrene ogsaa have Følelser, ja ofte Følelser som be- skjæmme deres Herrer, da de ere Guds Gjerninger og givne os til viist Brug, saa have vi ogsaa Pligter mod dem, nemlig: vi bør føde dem vel; sørge for dem i deres Smerte og Sygdomme; dræbe dem let og pludselig, naar vi ville benytte deres Legemer;5 |
| d.IV,b.1,s.43 |
aldrig anstrenge dem over deres Kræfter, aldrig pine noget Dyr; ikke dræbe uden de skadelige Dyr; ikke fælde noget Dyr i Parrings- og Liggetiden; ja ikke ødelægge nogen skabt Ting uden Behov. Vor Forbindtlighed til at udøve ovenstaaende Pligter imod vore Medmennesker vinder i Styrke eftersom vi staae i nært Forhold til dem. Nærmest os staae vore Forældre, Ægtefælle og Vel- gjørere. De have højest Krav paa vor Kjærlighed. Denne kaldes da Taknemmelighed. Et utaknemmeligt Menneske er altid et ondt Menneske fordi han tilsidesætter de helligste Pligter, og mon da vi kan tiltroe ham Følelse for nogen anden Pligt. Dernæst komme Oldinge. Vor Kjærlighed til dem kaldes især Ærbødig- hed. Saa vor Familie, efter denne vore Kalds- og Standsbrødre, vore Landsmænd og saa den store Kreds af alle Mennesker. Vi maae ikke forsømme Pligterne imod Nogen. Have vi dog for- seet os, da bør vi vedkjende dette, og da føle vi ved vor Anger, at vi især have syndet imod os selv. Sindsforandring, Om- vendelse, Forbedring, og hvor det kan skee, Erstatning, bør da paafølge. Alene derved udsone vi vore Synder. Jesus siger at al Synd kan udsones, kun ikke Synd imod den hellige Aand. Denne Synd er og saa unaturlig for Mennesket, at vi, hvis saa- dant Menneske gaves eller kunde gives, maatte kalde ham en Djævel. Denne Synd er en reen Modstriden af vort eget Væsen, da den bestaaer i at gjøre det Onde alene fordi det er Ondt. Saaledes var det f. Ex. en Synd mod den hellige Aand Menneskets guddommelige Væsen, der har en indplantet Stræben efter Fuldkommehed, om Een efter Grundsætning aldrig vilde tale Sandhed; om En begik Meneed af Lyst til at begaae Meneed. Et godt Middel til at styrke vor Sjel til alle vore Pligters Op- fyldelse er Bønnen, hvilken aldeles ikke behøver eller endog bør være tillært, men et ukunstlet Udbrud af vort Hjertes Fø- lelser, en Opløftelse af vore Tanker til det højeste Væsen. Nogen Lov for Maaden disse skulle og kunne ytre sig paa, kan ikke gives; dog har Frelseren i Faderen lært os at en Bøn bør være simpel og kort og oprigtig og ydmyg og uden at ytre |
| d.IV,b.1,s.44 |
Overtroen om at den skulde kunne fremvirke nogen Forandring i hans alvise Raad. Jesu Bøn, da Dødsangsten nær overvældede ham, er ogsaa i samme Aand. Den ender med de Ord: "Dog skee ikke min, men din Villie." Jesus viser os ogsaa i Math. 6, 5 -- 8, hvorledes vi bør bede: "Og, naar du beder, skal du ikke være som Øjenskalke; thi de staae gjerne og bede i Synagoger og paa Gadernes Hjørner, paadetat de skulle ansees af Menneskene; sandelig siger jeg eder, at de have alt faaet deres Løn. Men du, naar du beder, gak ind i dit Kammer, og luk din Dør, og bed til din Fader, som er i Løndom; og din Fader, som seer i Løndom, skal betale dig aabenbare! Men naar I bede, skulle I ikke bruge overflødige Ord, som Hedningerne; thi de mene, at de blive bønhørte, naar de bruge mange Ord. Derfor skulle I ikke vorde dem lige; thi eders Fader veed, hvad I have behov, førend I bede ham!" At forrette vor Bøn i Eenrum og med vor Familie er det Skjønneste i Huusandagten. At forrette vor Bøn i Samfund med vore Medmennesker (offentlig Gudstjeneste) uden at tage Hen- syn til disses ydre Troesbekjendelse, er et kraftigt Middel til at forene os i Kjærlighedspligternes Opfyldelse. Dog maae vi ikke glemme hvad Jesus siger: "Ikke Enhver, som siger til mig: Herre! Herre! skal indgaae i Himmeriges Rige, men den som gjør min Faders Villie, som er i Himlene." Math. 7, 21. At disse Pligter hvile lige paa Alle bekjendes ved Daaben. Vore Forældre og Vidnerne forpligte sig ved denne hellige Skik til at sætte os, ved Opdragelsen, istand til engang selv ved den offentlige Bekræftelse (Confirmationen) at kunne vedstaae dette. Siden gjennem det hele Liv mødes vi ved Christi hellige Erin- dringsmaaltid (Nadveren) for at bekræfte at vi ville følge hans Bud og lære at forstaae og udøve hans Lære, gjøre den aldeles til vor egen Overbeviisning (efter østerlandsk, Jesu Moders- maals Sprogbrug "æde hans Legeme, drikke hans Blod") og for naar vi oprigtigen for os selv bekjende og angre vore Synder, at forsikre os om de ville vorde os forladte at vor Sjelvil gjenerholde sin Styrke ved at øve sig efter Jesu Forskrifter i Dyd. |
| d.IV,b.1,s.45 |
Iagttage vi alle hine Jesu og Fornuftens Bud, da gjøre vi hvad Jesus siger: "Du skal elske Herren, din Gud, i dit ganske Hjerte, i din ganske Sjel og i dit ganske Sind. Dette er det første og store Bud." Math. 22, 37. "Du skal tilbede Herren, din Gud, og tjene ham alene." Math. 4, 10. "Gud er en Aand, og de ham tilbede, bør det at tilbede i Aand og Sandhed." Da ere vi besjælede af Kjærlighed, Taknemmelighed, Ærefrygt, Lydighed og Tillid til det højeste Væsen, da opfylde vi vore Pligter imod Gud, og naae vort Maal; thi alle Pligter ere egent- lig ene imod os Selv, da vi skylde vor Bestemmelse deres Op- fyldelse. Derfor ere Handlingernes Bevæggrunde de ene vigtige for vor Sjel. Men elske vi Gud, da maae vi elske hans Gjerninger, og iblandt dem os Selv først og vore Medmennesker. Deraf hænger hele Loven. Men elske vi Gud, da ville vi elske og frydes i hans hele skjønne Natur; være milde, legende Herrer mellem Fuglene og Fiskene og alle Dyr og Blomsterne; forskjønne hans Gjerninger. Men elske vi Gud, da maae vi være ham taknemmelige for For- jettelserne om den salige Udødelighed, som nedlagdes i vort Livs første Kime; paaskjønne og benytte hans Gaver ene til vort og Medskabningers sande Held; men vogte os for at troe at vi kunne med Gaver og Ofringer gjengjelde ham. Men elske vi Gud, da tilbede vi ham med Ærefrygt! da værevi ydmyge i Manglens Erkjendelse midt i vor jordiske Herlighed, da misbruge vi aldrig hans Navn til Spøg eller i Alvor, da deel- tage vi i Samfundets Ærefrygtsbeviser, dyrke ham i Eenrum, ved Tanker Ord og Handlinger og uddanne vor Sjel, at vi bedre og bedre kunne lære at kjende vor himmelske Fader af hans Gjerninger. Men elske vi Gud, da være vi lydige imod Gud! da lyde viuden Betænkning hvad vi vide og troe er hans Villie; da hykle vi ikke god Villie, mens vi nøle med at vise den, hvor Gud byder os det ved at give Leiligheden dertil. Men elske vi Gud, da have vi Tillid til Gud! da være virolige, tilfredse og taalmodige i alle Omvexlinger; aldrig lade Haabet og Modet synke, arbeide os stedse frem om Ulykker |
| d.IV,b.1,s.46 |
overdynge os, mod bedre Tider; da forstørre vi ikke Lidelserne ved Modløshed og Klynken; da anvende ei alle vore Kræfter (thi dertil gav han os dem) og nære ei Menneskefrygt eller Overtro eller Vantro (hovmodig Stolen paa sig selv og Nægten af vor Afhængighed af nogen Gud.) Jesus siger: "Dersom I elske mig, da holder mine Befalinger." Joh. 14, 15. Jesus siger: "Den, som bliver bestandig indtil Enden, han skal blive salig." Math. 10, 22. Ja, vi elske jo det gode Menneske; vi elske med Kjærlighed den gode Fader -- skulde vi da ikke elske det bedste Menneske, den bedste Fader: han, som lod sit Liv for vor Oplysning og Frelse, for Sandheden? Vi lyde en klog Ven: skulde vi ikke lyde den Viseste? Vi ville ære hans Forskrifter og hellige Ind- stiftelser. Da skulle vi kaldes Jesu trofaste Disciple, ved Jesu Christi Fortjeneste Forløste, gode, retskafne, lykkelige, gudfrygtige, Christne Mennesker, velbehagelige for Gud og den gode Næste! Men ogsaa Andre som ikke iagttage de christelige Indstiftelser, kunne af den samme menneskelige Fornuft, hvoraf Frelseren tog sine Lærdomme, udlede Reglerne for deres Liv, for Hvad de skulle gjøre. Disse ere da ogsaa Guds gode Børn, dydige, ret- skafne Mennesker. Men som disse og ere sjeldnere iblandt dem, der mangle Christi Velgjerning, saa er dog deres Dydsattest plettet med Vildfarelser. Da vi ogsaa kunne undgaae disse, naar vi læse Jesu hellige Lære i Bibelen med prøvende Forstand (Eftertanke) og Øvelse i at forstaae de mange Billeder og uegent- lige Talemaader6, som skrive sig fra Forfatternes (Evangelisternes og Apostlenes) østerlandske Udtryksmaader og Begreb: saa fryde vi os, med Tak til det algode Forsyn, som lod os blive Christne, som strax fra vor Fødsel giver os Jesus Frelseren til Veileder, Hans, den viseste af Menneskenes Lære til Lygte for vor Fod og Lys paa vor Sti, der slynger sig her mellem bedøvende Blomster, mellem Roser og Torne, ned gjennem den sorte Grav, op mod de evige, straalende Himle! 1 tilbake f. Ex. Agerdyrkning, Skoler, Velgjørenhedsanstalter. 2 tilbake Jesus siger: "Du skal ikke sige falsk Vidnesbyrd." Marc. 10, 19. 3 tilbake Hertil har alene Staten Ret mod Forbrydere og Afsindige. 4 tilbake Dette gjorde Jøderne med Hedninger og Toldere, hvilke vare af deres Undertrykkeres Folk. 5 tilbake Altsaa bør vi ikke indlade os paa at slagte dem uden vi forstaae at gjøre det paa en saadan Maade. Dyret maa dræbes strax, om vi saa skulde tabe noget i dets Smag eller af dets Legeme, f. Ex. Blodet. At dræbe Dyr ved Aareladning for at faae deres Blod beqvemmere er en stor Synd. 6 tilbakef. Ex. "Guds Søn", istedetfor En, der søger at ligne Gud: et dydigt og viist Menneske; "Menneskets Søn" for et fuldkomment, et Mønster paa et Menneske, "Djævelen" istedetfor det Onde. |