Henrik Wergeland, IV. Avhandlinger, Opplysningsskrifter: 1ste Bind 1829 - 1834 | |
| d.IV,b.1,s.1 |
HVAD MENNESKET VEED, BØR
TROE OG GJØRE EN UNDERVIISNINGSBOG FOR SANDHEDENS UNGE VENNER AF HENRIK WERGELAND CAND. THEOL. 1829 "Brødre, vorder ikke Børn i Forstand, men værer Børn i Ondskab; i Forstand derimod værer fuldvoxne! 1. Cor. 14. 20. FORORD
Jeg kaster et sørgmodigt Blik paa Millionerne af mine Med- mennesker, paa den store Masse af Folkene, hvis hele Kundskab indskrænker sig til deres Haandterings Haandgreb, hvis snevre Tankekreds ikke hæver sig over Erkjendelsen af de vigtigste Pligter, saaledes som de lære disse at kjende af de ti Bud; paa de Millioner af Ynkværdige, som, af Mangel paa en fordøjelig |
| d.IV,b.1,s.2 |
Næring for deres Fatteevne, henslentre deres Liv i Fædrenes Fodspoer kun skilnende sig fra disse ved nyeopfundne Laster, der opkomme i deres øde Hjerner som Ukrud i forsømte Haver, og gaae tilsidst ligesaa dumme i deres Grav som de stege af Vuggen. Ja det er en sørgelig Sandhed, som paatrænger sig os med Erfaringens hele Kraft, at Aar attenhundrede og tredive efter den store Reformator Jesu Christi Byrd, staaer den store Masse af Folkene, uanseet de forskjellige Lande og Religioner, ligesaa lavt paa Lysets Stige, som Jøderne paa Christi Tid, der fyldte Qvarantanias Klippehuler og de Syges Aarer med Djævle- skikkelser, og, stirrende paa Frelseren, ventede Gjerninger af ham, der skulde kunne forudsætte en Ophævelse og Suspen- sion af de evige, urokkelige Naturens Love. Hvor skulde vi søge Grunden hertil uden i den Opdragelse, som bliver dem tildeel? uden i det Underviisnings-system, som af Regjeringerne anvendes paa den store Folkeklasse? I hvor mange Stater ødes ikke Formuen paa at erhverve det udvortes Skin, en flagrende Rødme, der, hvor hektisk den er, skal vidne om indre Kraft og Orden: om at Staten er i sin rette Gang, medens Tanken om Statens højeste Maal, dens himmelske Betydning synes fjernet -- ja stundom saa fjernet, at den, som drister sig til at lægge Fingeren paa de Sovendes Øine, eller trække de Staternes Fædre i Kjolen, som adsprede sig med alskens jordisk Tant, som f. Ex. holde et glimrende, stedse færdigt Forsvarsværk for det Allervigtigste, udsætte sig for at dele Skjebne med Lands- forræderen. Men Fuldkommenheds-ideen maa dog svæve glorie- klar over det hele Samfund som over det enslige Hjerte? At det er saa, vise Staterne ved at gjøre det almene Opdragelses- væsen til deres nærmeste og højeste Interesse, ved at vække Tænkekræfterne hos de Sjele, hvis Legemer de benytte til Jord- dyrkere, Arbeidere eller i Gelederne -- ikke ved blot at stemple dem med Navnene af en eller anden Troessætnings Bekjendere. Jorderigerne skulle dog aldeles ikke være Andet end Opdragel- ses-anstalter for højere Saadanne i himmelske Riger. Men en Alretfærdighed opflytter i Klasserne. Det er denne Alretfærdig- hed, som det er saa Mange om at gjøre, under Navn af Guds Naade, uvis og precair. Dens Grundlov er skreven i det hele Livs Uddannelsesevne; dens Forjettelser ere nedlagte i enhver |
| d.IV,b.1,s.3 |
Sjel, nemlig den Vished: at hvert Menneske hisset nyder Lyk- saligheden eftersom hans Tænkekraft og Dydsstyrke (hans Selv- bevidsthed, moralske Kraft) er hævet og klarnet. Men er nu ikke Bestyrelsen af de lavere Skoler slet, naar de sende Mil- lioner af sløve Kandidater til de øvre? Graven modtager dem, og maa sende dem videre; men de komme ikke hisset i saa høi en Aandens Klasse, i saa fuldkomment et Guds Rige, som de kunde kommet, hvis -- ja hvis . . o der ere flere Grunde dertil end denne, at deres Opdragere her, Overhovederne hel- lere ville være Generaler end Skolemestre. Lad nu hiint højeste Maal for Staterne ikke være forrykket i En ligeindtil at betragtes som Bihensigt; lad der endog findes en Stat, hvor ABC'en agtes højere end Bajonetten, hvor den gemene Soldat kan læse ligesaa flinkt som skuldre og forstaae at fatte Aanden i sit Kald, at fatte sin Anførers Hensigter, og kun, hvis de ere gode, gjør sig til et Redskab i hans Haand, hvor man ikke anvender flere Skatter paa klingrende Hære, paa Slotte osv. end paa Oplysningsvæsenet, hvor man ikke holder den dorske, i Alt taalmodige, alene trællende Statsborger for Idealet af et Menneske -- kortvarig, overfladisk kan dog kun den Flid og Omsorg blive, som man anvender paa den store Klasses Dannelse, den Opdragelse hver Folkelærer kan give de hundrede nye Disciple, der hvert Aar strømme til ham. Var nu denne almene Underviisning en Begyndelse, en Anviis- ning til Tankeudvikling, til Vækken og Opklaren af Begreberne, en Næring for Tænkningen, hvori Sjelens Liv bestaaer, en Frem- skyden til videre Tænken (Aandsuddannelse) ved at give denne Retningen, en prometheusagtig Berørelse af det raae Menneskes slumrende Tænkekræfter, der altid da, som den rørte Balsa- mine, slaae sig ud, og følge den aandige evige Bevægelses Love -- da kunde der ikke være mere at fordre -- da var der ligesaa mange Sjele paa Jorden som menneskelige Legemer. Thi nu ere Millioner Sjele suspenderede: deres Kræfter ere lammede for dette, for et heelt Liv. "Den, der har tænkt (siger Rousseau i sin Emil) vil stedse vedblive at tænke; og den For- stand, der eengang er bleven vant til Overlæg, kan ikke siden overgive sig til Ørkesløshed. Naar Mennesket først har begyndt at tænke, ophører det ikke igjen saalænge det lever." Men |
| d.IV,b.1,s.4 |
netop det Modsatte er den naturlige Følge af det gjængse Op- dragelsessystem, der anvendes paa den store Masse af Folkene. Det hedder: vi kunne kun bibringe dem Religion. Vi kunne ikke mere end uddanne dem til Christne. -- De have Ret; dog mere i det Første end i det Sidste. Men hvad faae de af Religionen uden nogle, for Aarhundreder siden, i mørke Tider til Troesartikler ophøjede, theologiske Meninger eller Læresæt- ninger, hvis naturlige Ubegribelighed banlyser ethvert Forsøg paa at tænke over dem? ja selv den Lærdeste svimler naar han vil nærme sig dem med sine Tanker. Kan da saadanne Materier kaldes passende Næring for den spæde Tænkekraft, der er et- hvert Barn naturlig? Dog skulle de Alle i det 6te, 7de, 8de Aar lære at læse, og have da ingen andre Bøger end saadanne, med Udtog af den abstrakteste Dogmatik, med Lærdomme, som ere ligesaa langt hævede over den meest Oplystes som over den Raaestes Tankekreds, derfor forbause og -- ikke fremkalde, men fremtvinge Troen -- uden Overbeviisning (thi de have ikke faaet Noget, som de kunne fatte og bedømme) og Pligternes Opfyldelse -- uden deres Erkjendelse -- altsaa en Dyd uden Værd. Efter en saadan Underviisning, som alene kommer Hukom- melsen tilgode; uden at have faaet et eneste Begreb, eller være bleven lærte at udvikle saadanne af deres egen Evne, hvilken ogsaa af deres Sandselighed gjerne holdes i Slummer, kaldes den største Deel af Folkene voxne paa Sjel, som de virkelig ere det paa Legemet, fuldlærte, og de gaae nu ud i Verden. Hvad Under at Millioner ere aldeles tanketomme, uden Min- delse af deres Sjelekræfter, ja saa sløvede at de føle Mod- bydelighed, ikke Trang, til Oplysning og Aandssysselsættelse? Kast et Blik i en Bondehytte en Efteraarsaftens tidlige Qvels- dæmring: Folkene komme ind! de have tærsket nogle Timer den Dag: den lange Aften staaer for: en søvnig Samtale om ubetydelige Ting knyttes for om en halv Timestid aldeles at opløses i Gaben: Sengen søges, eller de sidde endnu en Stund aldeles tanketomme hver i sin Krog. Det bliver altsaa en Sandhed, at den store Mængde af Mennesker, som leve saa, ere meest Mennesker, naar de tærske og pløje. Er deres Ar- beide forbi, saa er det forbi med dem. Det er deres eneste Liv. -- Et tydeligere Exempel paa den liden Tænkekraft, der bliver Mennesker, efter hiin Methode opdragne, tildeel: Mil- |
| d.IV,b.1,s.5 |
lioner vandre under Stjernerne, uten at disses herlige Syn vækker et Spørgsmaal hos dem, uden at de nogensinde have hørt det opløftende Svar: de ere Guds Verdener vandrende over dit Hoved. Den eneste Idee de derom gjøre sig er, at de ere Zirater, som Stueuhrskiven og Skilderier paa en Væg. Selv Kundskab om Verdensbygningen, der dog er ligesaa simpel som opløftende og skikket til at vække ophøjede Tanker og Følelser, bliver dem ikke tildeel. Naturligviis tales her blot om en simpel anskuelig Idee deraf. Det Positive, som udelukkende er dem bibragt, har fremavlet i deres øde Hjerner (lignende en Ørk hvor det eneste som hæver sig over det endeløse Slette er et sort Veikors) en dunkel Nødvendighedstroe. Det er dem al- deles uvant at søge Grunden til et Phænomen i Tingens Væsen. Fældes f. Ex. En af Lynet formedelst egen Uforsigtighed, beregne de ikke denne eller finde en naturlig Grund til at Lynet slog ned paa det Sted, men de ere meget tilbøjelige til at antage det Lyn for en Skjebnes Finger, der vilde have naaet sit be- stemte Rov, hvor det end havde skjult sig. I Sygdomme gjør den samme dunkle Tro dem meget passive og tvivlende om Medi- cinens Hjælp. Der maa overnaturlig Hjælp til. Saaledes ere de lavere Klasser i Intet forskjellige fra deres Oldefædre (og dog siger man at Menneskeheden gaaer vældigen fremad?): i 20, 30 Aar har et saadant Menneske Intet andet lagt til sin jammerlige Aandsskat end et Par Psalmer maaskee. Lægger man hertil endeel Erfaringer, hvilke dog aldrig tjene ham til Kime for Betragtninger, samt endeel nedarvet Overtroe, saa har man registreret Almuesmandens Hjerneinventarium. I aandig Henseende ere de store Folkemasser hinanden lige fra China til Nordcap. Kun de dannede Klasser gjøre Forskjellen mellem Tyr- kiet og Frankerig. Nationalcharacteren er noget Andet. Den lader sig henføre under Naturhistorien og Geographien. Hiin den store Folkemasses forsømte Tilstand er Aarsag til den Adskillelse, der, selv i Fristater uden Adel, finder Sted mellem de Simplere og Dannede, saaat disse betragte hine med en mærkelig Ringeagt og holde sig aldeles for sig selv. Og ligesaa modbydeligt maa ogsaa dens Selskab være, der (han være noksaa brav Mand forresten) er umælende, hvis man ikke gaaer ind i hans snevre Erfarings-kreds, inden hvilken selv dog enhver Slutning er ham fremmed, som behageligt den Bondes f. Ex. som røber Tænk- |
| d.IV,b.1,s.6 |
ning og Videbegjær, for hvem en Tankeudvexling ikke er uvant, hvem man mærker at man kan være til Nytte. Slige gives der dog. Men her har Naturen hjulpet. Dog er selv disses religieuse Overbeviisning for det meste meget svag og vaklende, og det er, fordi der i deres Ungdom ikke blev lagt nogen Grundvold dertil  der blev ikke lært dem noget, som deres gode natur-lige Forstand kunde fatte og omfatte i deres hele Liv. Sædelig- heden er derfor i det Hele taget ikke stor hos dem. Deres slappe Tro (Mangel paa Overbeviisning: Skepticismus) viser sig tidt især ved at gjøre Alt Gudstjenesten vedkommende til fast Maal for deres Lune. Børnene høre til, lee, gaae næste Morgen til Præsten, og nu -- er der et uudfyldeligt Gab i deres Over- beviisning. Paa den ene Side ligger Cathechismen, paa den anden Fædrenes Raisonnements. Skulde ei, ikke alene for den Klasse, men for Alle, da være høi Tid at lære dem, hvorvidt Grendserne for Menneskets Viden strække sig; at Alt paa hiin Side disse, aldrig kan indsees med Vished, men at hvad deraf skal vorde Troesgjenstand maa kunne udledes af ethvert Men- neskes Fornuft og saaledes være indlysende for Alle. Trækkene til dette mørke Malerie, dette Natstykke midtiblandt vort Aarhundredes glimrende Transparenter, ere ikke hentede fra Salonerne (skjøndt den der herskende Yderlighed i Indiffe- rentismus, den fade, tomme, forfængelige Aand, som der er forherskende lader sig forklare af samme Grund; thi ogsaa disse Væsener have været Børn og med Taarer, hvis Aarsag de ikke kunde forklare sig, i Kirkerne gjort Rede for hiin ufattelige Børnelære) men de ere hentede fra Hytterne, fra Kakkelovns- krogene, fra Kroerne, som fra Kirkegulvene -- de ere (saavidt man vil indrømme en ung Mand Evne til at opfatte tilstrække- ligen og Menneskekundskab) optrukne efter Erfaringens mathe- matisk sikre Samlinier. Vare de ikke det, turde jeg ikke vove at erklære: det Folk er forraadt til Mørket, som ingen anden Næring for deres Sjelekræfter faaer end nogle Sætninger, som, efter deres Natur, ikke kunne være Gjenstande for Fornuftens Prøvelse (Eftertanke) og Dom; men meget mere befale denne afsat indtil viderel; og som da heller ikke, i egentlig Forstand, kunne fremvirke en Tro, der er grundet paa Overbeviisning: at den christelige Sædelære er, da den er Fornuftens egen, al- |
| d.IV,b.1,s.7 |
deles skikket til, i Forening med de fattelige og, som Troes- artikler, ene vigtige Lærdomme om Gud og en Udødelighed, at udgjøre den udelukkende Gjenstand for Folkeunderviisningen. Kort -- for at vække Begreber, maa man ikke strax, i Be- gyndelsen gaae udenfor deres Grændser: Der ere Aander i Himlen -- og blandt dem vor forklarede Frelser -- som engang herneden arbeidede af al deres Kraft for den store Menneskehed. O, Forsyn, velsign deres Frugter, at de ikke falde af ubenyttede! De fremblomstrede for de Fattige i Aanden. Er Hjertet fuldt af Medynk, da være Hovedet fuldt af Tanken om Hjælp. O, nys, da jeg saae ind i Folkemassens Hjerner -- hørte min egen Klage gjenlyde som i en Ørken -- hvor fandt jeg min, ved den uvilkaarlige Samstilling, riig! og nu, da jeg overtænker, hvorledes jeg skulde kunne hjælpe, hvor arm! Min Følelse er for varm til at døe hen i sine Suk, til at qvæles af Mistvivl, hvor gjennemtrængende isnende den end er, til at kjølnes af Forudfølelsen af Miskjendelse. Jeg skylder den et Forsøg. Der er Triumf i at følge sin Overbeviisning, i at lyde sin Samvittighed. Min Opgave er da, at give en Prøve, et Udkast til en Under- viisning i de alene vigtige Sandheder, saaledes som jeg troer de lade sig fatte af Børn paa 10 Aar, almindeligen taget, og af udannede Mennesker af enhver Stand. Dog gaaer jeg først over til disse efter at have fulgt i Underviisningen den menneskelige Sjels Udvikling. Barnet giver sig blot af med at sandse og er- fare. Verden sysselsætter det alene, uden at det tænker paa sig selv. Dette sidste tillige gjør Ynglingen. Paa denne Er- faringens Grundvold bygger Manden sine Slutninger. Den na- turlige Underviisning for et blot Barn var da blot Naturhistorie, Beskrivelse over saadanne Ting, det selv har Anledning til at kjende, for det tilvoxende Menneske Sædelæren; for den Voxne de speculative Sandheder. Men i at lære bogligen gaaer man alletider forud for Alderen. Jeg vil da stræbe at forene alle tre Gjenstande saaledes at dette Udkast, idet det gaaer fremad som de Læseres Fornuft, det er bestemt for, med Erfaringen, kan vække deres Tænkekraft, vinde deres Fornuft, og derved hjælpe denne i at lede sig frem til hine alle vigtige Troessand- heder, til en urokkelig Troe, da den er grundet paa Overbeviis- |
| d.IV,b.1,s.8 |
ning, da det maa synes dem indlysende, at de, ved at tænke over hvad de have lært af Tilværelsen gjennem deres Sandser, vilde have kommet til de samme saliggjørende Erkjendelser af Tilværelsens Ophav og Bestemmelse. INDLEDNING
Det bør Mennesket først at vide Hvad det selv og det, han opdager udenom sig er; dernæst hvad det selv især skal blive, og hvorledes det kan blive dette. Denne Kundskab om Hvad Mennesket, som vi kjende det, og hvad vi opdage udenom os er, eller Læren om Tilværelsen, er Gjenstanden for alle saakaldte verdslige Videnskaber. Vor Ind- sigt deri kaldes Viden. -- Denne Kundskab om Hvad Mennesket skal blive, eller Læren om Bestemmelsen er Gjenstanden for den saakaldte aandelige, himmelske Viden, som meddeles i Religionslæren. Vor Indsigt deri kaldes Troe, da den er en Frugt af Slutninger, ikke af Erfaring.1 Denne Kundskap om hvorledes Mennesket bliver det, det skal blive: om hvorledes Mennesket naaer sin Bestemmelse, affattes i Sædelæren. Den lærer os den rette Tænke- og Handlemaade. Det Menneske, som redeligen stræber at forene og anvende Indsigter i denne trefoldige Viden, saaledes at han er istand til ved Overlæg at bringe sin Tænke- og Handlemaade2 i Over- eensstemmelse med sin Troe og sin Viden -- det Menneske kalde vi et sædeligt, godt, fornuftigt og gudfrygtigt Menneske, velbehageligt for Gud, sig selv og lignende Medmennesker. Til denne redelige Stræben hører ogsaa, som en Begyndelse, Prøvelsen af denne Bog. |
| d.IV,b.1,s.9 |
HVAD MENNESKET VEED OM VERDEN
Alt Tilværende, som vi blive vaer, deler sig for os i Himmel og Jord. Tilsammen kaldes det Alverden. Paa Himmelen op- dage vi utallige lysende Legemer: Sol, Maane og Stjerner; paa Jorden utallige Skabninger, Stene, Planter og Dyr. For at gjøre os et rigtigt Begreb om Himlens straalende Le- gemer, maae vi vide, at vor Jord, hvoraf vort Land ikkun er en liden Plet, er et kugledannet, stort, i Himmelrummet svævende Legeme (Jordkloden) som erholder Lys og Varme og Bevægelse fra et endnu meget større Verdenslegeme: Solen. Vi kjende da tvende Verdenslegemers Beskaffenhed, nemlig Jordens, at den modtager Lys, Varme og Bevægelse, og Solens, at den uddeler Lys, Varme og Bevægelse. Vi slutte heraf, at de øvrige Himlens lysende Legemer, der formedelst den større Frastand synes saa smaae, enten have en Beskaffenhed, der ligner Jordens, eller en der ligner Solens. Det første finde vi at være Tilfældet med det Himmellegeme, som er os nærmest, nemlig Maanen. Den er ligesom Jorden et i sig selv mørkt Legeme, men oplyst af Solen, og den bevæger sig som Jorden, nemlig rundt om denne. Bevægelse maa da især være den Egenskab, som skal passe paa de Himmellegemer, som skulle ligne vor Jord; thi om deres Bestanddele kunne vi intet erfare. Og vi finde en lignende af- maalt Bevægelse som Jordens hos ti Himmellegemer, hvilke vi derfor kalde vandrende Stjerner eller Planeter. Disse ere da Kloder, store Verdenslegemer som vor Jord; ja ved Beregninger og Seeredskaber er man kommen til Vished om deres Stør- relse indtil Milemaal og deres Bevægelses Hurtighed. Man har fundet, at enkelte af dem ere meget større end vor Jord, samt have flere Maaner løbende om sig.3 De Stjerner hos hvem vi ligesaalidt mærke nogen Bevægelse som hos Solen, slutte vi ere Verdenslegemer lige denne. De kaldes faste eller Fixstjerner. |
| d.IV,b.1,s.10 |
At mindre Himmellegemer bevæge sig om større -- Planeterne om Solen, Maaner om Planeterne -- lader sig forklare af den Kraft til at trække til sig mindre Ting, en større Ting har. Alle de Himmellegemer som saaledes ere i en afmaalt Be- vægelse -- det ene gjørende større Ringløb end det andet -- om en Sol kalde vi en Verdensordning, et Solsystem. Vi kjende kun vort eget; men, da Fixstjernerne ere Sole, i alle de tusinde Stjerner, der vandre over vort Hoved: fra den straalende Nord- stjerne til den dunkle Stjernetaage, ligesaa mange tusinde Mid- delpuncter for andre Verdensordninger. Ja, alle disse straalende Punkter paa den Deel af Verdens- rummet (Himmelen) som vi kunne øine, og alle de Stjerner, som, formedelst deres Mængde og uhyre Frastand, for vort Øje synes som en udflydende Taage (Melkevei, Taagestjerner) ere Sole som vor Sol, imod hvis virkelige Størrelse Jordens ikkun er som et Sandkorn imod dens synlige; og dog er vor Sol kun et Punct, som de andre Stjerner paa Himmelrummet, dog maa den fra andre Verdensordninger alene synes som en Stjerne! -- hvor er da Verden umaalelig i sin Størrelse, som ubegribelig i dens Oprindelse og Vedvaren! Hvor ubetydelige, hvor henveirede i dette Alt som Fnug synes vi ikke ved dette Skue, og dog hvor ophøjer ikke den næste Tanke os: den, at vi dog kunne beskue alt dette, at vi ikke kjende nogen anden Skabning, der kan dette. Naar vi tænke os en flere tusinde Mile i Omkreds stor Kugle halvt skinnende som Maanen -- thi det Halve kan kun belyses af en Kugle paa engang -- halv nedsjunken i Mørke, fuld af mylrende Liv, med uhyre Bjerge, Dale og Have, omgivet af en Dunstkreds, brusende os forbi i sin Rullen gjennem Rummet, -- da gjøre vi os et nærmere Begreb i det Hele om den enkelte Verdensorden vi kalde en Planet; da opløfte vi os over Jorden og see den som den er heel hvine os forbi. Tænke vi os en Kugle saa stor som alle Planeternes tilsam- menlagte Masse, stillestaaende omgivet af et gjennemtrængende lysende Stof, eller -- maaskee tydeligere om ikke saa rigtigt -- en saadan Klode heel ibrand -- da have vi et nogenlunde Be- greb om Solen. Der gives andre Verdenslegemer, der formedelst deres mindre bestemte Bevægelse og særegne Udseende, hverken kunne regnes til Planeterne eller Fixstjernerne (til Kloderne eller Solene). Deres |
| d.IV,b.1,s.11 |
lange lysende Hale giver dem Navn af Halestjerner eller Kometer. Af disse Egenskaber lader sig kun slutte, at de ere Kloder, hvis Masse endnu ikke har faaet sin Fasthed eller Tyngde, saaat den endnu er i Gjæring og Dunstkredsen maaskee blot opfyldt med varme, lysende Dampe som en Følge deraf. Tænke vi os nu saadanne Sole med sine Kloder, Kloderne med sine Maaner, Verdensordning ved Verdensordning, over, under os, i et endeløst Rum, Alt i afmaalt, evig Bevægelse, hurtig som Tanken, da have vi et Begreb om Alverdens store Liv; vi see Allivets første, store Træk. Dets mindre skulle vi eftergranske paa Jorden, og saa finde Betydningen i det Hele. Vor Jord finde vi bestaaende af følgende Grundstoffe: Ild, Luft, Vand, Jord. Disses forskjellige Forbindelser vise sig som belivede eller ube- livede Legemer. De belivede Væsener kaldes Dyr (Liv med Fornemmelse) og Planter (Liv uden Fornemmelse). De ubelivede Legemer Jord. (Mineralriget) Hver af disse Naturriger indbefatte Klasser f. Ex. Dyreriget bestaaer af Pattedyr, Fugle (med rødt, varmt Blod), Amphibier Dyr, som kunne leve baade paa Land og i Vand, Fiske (medrødt, koldt Blod), Insecter, Orme (hvidt Blod). Planteriget af Træer, Buske, Planter, Urter, Svampe, Moser, Lav, Bregner. -- Mineralriget af Jordarter og Stene, Salte, brændbare Mineraler, Metaller. Hver af disse Klasser indbefatter efter visse Kjendemærker Slægter, og Slægterne igjen Arter.4 De belivede Legemer af samme Art adskiller sig i Han- og Hun-kjøn. De belivede Legemer fremkomme ved Forplantelsen, som er en uforklarlig Følge af en Forening af samme Arts forskjellige Kjøn. Ved de belivede Legemer lægge vi Mærke til Tilblivelsen, Er- næringen, Forplantelsen og Døden eller deres Deles Overgaaen til de ubelivede Legemer.5 De ubelivede Legemer fremkomme og forøges ved en For- ening og Opdyngen af ligeartede Dele. |
| d.IV,b.1,s.12 |
Denne Orden er udfunden i Jordens mylrende Liv ved Natur- historien eller Livets Beskrivelse. Naturlæren viser at Alverden og dens Liv er afhængigt af evige urokkelige Naturlove6: den søger at lære at kjende og benytte Naturens Kræfter. Saaledes forklarer den Himmellegemernes Bevægelse efter Tyngdens og Tiltrækningens Love; lærer Aarsagen til alleslags Luftsyn: Skyer, Lyn, Ildkugler osv.; finder Aarsagen til de fire Aarstider i de forskjellige Stillinger Kloden i sit Aarsløb om Solen maa antage; til Dag og Nat i dens Omvælten under Løbet; ja selv til Him- mellegemernes runde Form. Naturlæren er den vigtigste menneskelige Viden. Den har gjort Mennesket til Herre over Elementerne (det som ovenfor kaldtes Grundstoffene). Indsigt i Naturen og i Menneskets Sjel (Sjelelæren) har fremfødt Religionen ophøjet Mennesket over Naturen.Kaste vi et Blik over Jorden selv, finde vi at dens midterste Deel er den varmeste og rigeste paa levende Skabninger, da den, ved Jordens Bevægelse fra Vest mod Øst, er mest udsat for Solens Indvirken; men, som vi nærme os Yderpuncterne (Nord- og Sydpolen) tager Varmen og Livets Rigdom da Solens Straaler der falde i saa skraa en Linie, af. Den største Deel af Kloden see vi skjult med Vand (Hav) der deler Jorden i fem Jorddele, eller, da vi kalde Jorden i indskrænket Bemærkelse: Verden, Verdensdele.7 Disse ere igjen enten af Menneskene vilkaarligen inddeelte i Stater, eller og ere de ved8 naturlige Grændser (Floder, Bjergkjæder, Fjorde, Søer) afdeelte i Lande; disse igjen enten efter menneskelige Indretninger eller efter na- turlige Grændser i Provindser, Amter o. s. fl. mindre Dele. Men -- vi maae lære at kjende denne Skabning, som saaledes skalter og valter paa Jorden efter eget Tykke! Vi see nogle Millioner af en udmærket Dyreart, mens de øvrige Dyr rode sig ned i Jorden og krybe i Huler, hist og her paa Jorden enten forme pragtfulde Bygninger i Stæder og løbe travle omkring, kaldende sig Handelsmænd, Arbeidere, Embedsmænd, eller dyrke Jorden og boe adspredt i mindre Samfund over den, |
| d.IV,b.1,s.13 |
kaldende sig Agerdyrkere og Hyrder og Jægere, eller færdes paa Havet i stolte Skibe og lave Snekker, kaldende sig Sømænd og Fiskere. Men alle kalde sig Mennesker, alle lige, trods deres forskjellige Farver: fra det hvide til det ravnesorte, trods deres forskjellige Levemaade. Skulle de være lige: denne der i Pur- pur og paa en Throne, og denne der, der vælter sig i Lænker for hans Fod? Denne her i Marmorhallen, og denne der ligesom de andre Dyr roder sig ned i Jorden, skjuler sit nøgne Legeme i en huul Træbul? -- Vi lukke nu vore Øine for Stjernehimmelen og for Jorden, og skue ind i en anden Verden, i -- os selv, idet vi undersøge hvad vi vide OM MENNESKET
Om Menneskets Legeme vide vi: 1) At det, som sammensat af de samme Bestanddele som de øvrige Jordens levende Skabninger (det henhører til Patte- dyrene) er underlagt de samme Love for dets Tilblivelse, Væren og Død eller forgaaen: at det altsaa føder, ernærer sig, forplanter sig paa samme Maade -- har de samme Hoveddrifter som ethvert andet dyrisk Legeme -- at det paa samme Maade overgaaer i de livløse Dele, hvoraf hele den synlige Verden bestaaer: 2) at det i naturlig (nøgen) Tilstand hverken er, som de andre Dyr, udrustet til Forsvar eller Angreb, eller til at bjerge sig imod Veirliget: 3) at det mangler den Drift, vi finde hos mange Dyr, til blindt- hen at finde de sunde Næringsmidler og Lægemidler. Heller ikke er dets naturlige Styrke og Sundhed udmærket. Men det besidder 4) en høi Grad af Udholdenhed især som Evne til at leve af de forskjelligste, tilvante Næringsmidler under de forskjel- ligste Himmelegne: under Solens lodrette Straaler som paa Nordpolens Iissletter: 5) Evne til Kunstfærdighed, især med Hænderne: 6) en høi Grad af Dannelighed (Smidighed f. Ex.): 7) Taleevne og meget omfattende Stemme: 8) et skjønt, ophøjet Udvortes (fornemmeligt ved den opreiste Bygning og det aabne Ansigt) der selv synes at gjøre Ind- |
| d.IV,b.1,s.14 |
tryk paa de andre levende Skabninger. Man kunde ogsaa lægge hertil: i naturlig Tilstand alle Sandser (Syn, Hørelse, Følelse, Smag, Lugt) skarpe og i jevnt Forhold; thi om et andet Dyr har et Par Sandser udmærket skarpe, saa plejer det dog at mangle paa de andre. Maa vi nu i blot legemlig Henseende i det Hele kalde Men- nesket en udmærket Skabning, finde vi dog snart Grund til at kalde Mennesket den fortrinligste af alle os bekjendte Skabninger, naar vi vende Blikket i vort Indre. Vi opdage der en Forening af Kræfter, kjendelige alene ved deres Virkninger, som vi ikke kunne finde hos nogen anden Jordens Skabning. Det at vi mærke at vi gjøre os klare Forestillinger om hvad der indvirker paa Sandserne (vide, nævne hvad det er), og at vi kunne handle efter disse Forestillinger, hvorimod vi see Dyrene kun bevægede som Machiner, gjør os først opmærksomme paa os Selv. Evne til at gjøre sig Forestillinger kalde vi Fornuft, Evne til at handle efter Forestillinger kalde vi fri Villie. Begge disse Kræfters Forening i Selvbevidsthed kalde vi Sjel, Aand. Selvbevidsthed er ligesom Aandens Hjerte. Ved Samvittighedens Uddannelse, den tredie Hovedevne i Sjelen, nemlig Evnen til at skjelne med Tilfredshed eller For- trydelse mellem Godt og Ondt, forhøje og klarne vi vor Selv- bevidsthed, altsaa forædle vor Aand. Fornuft eller i det Hele Forestillingskraft indbefatter Evnen til at føle, tænke, erkjende, slutte, dømme, lære, erindre, indbilde sig. Fri Villie kan ogsaa siges at være Evne til at begjære og af- skye, til at vælge og forskyde efter Forestillinger med eller mod Tilbøjelighed, med eller mod Samvittighedsfølelsen. Hvis den gjør dette Sidste, kalde vi Handlingen sædelig, moralsk; og vi kalde den ogsaa god og rigtig, hvis Andres Samvittighed maa bifalde den. Efter dette Begreb om Menneskets Sjel vide vi nu at Legemet, den er forenet med, kun kan være det som under- ordnet, som Redskab. Mennesket er altsaa et sammensat Væsen: en usynlig Sjel i et synligt Legeme: aandige Kræfter forenede med legemlige. Hiin Legemets Indretning svarer ogsaa til en saa udmærket Hen- sigt. At det er forenet med et fornuftigt Væsen afhjælper fuldkom- men de Mangler det kunde synes at have. Legemets Værgeløshed er nemlig Aarsag i at Opfindsomhed og Klogskab udvikler sig i |
| d.IV,b.1,s.15 |
Sjelen; thi nu lærer denne Legemet at beklæde sig; den giver det Vaaben i Hænde, frygteligere og sikrere end Dyrenes; den veed at erstatte Legemet den Drift det mangler til blindthen at kunne finde de tjenlige Nærings- og Lægemidler, idet den ved at prøve alle Na- turens Frembringelser anmærker sig de gavnlige: sætter Kundskab istedetfor Drift. Legemets Taleevne er Udtryk for Sjelens Tænke- kraft. Legemets Kunstfærdighed for Sjelens Opfindsomhed. Lege- mets Udholdenhed fremhjælper den fornuftige Hensigt hos Menne- sket at udbrede sig og med sig det ordnede Liv overalt paa Jorden. Sjelens Følelse af det Skjønne og Behagelige viser sig i Stemmens Velklang, i at pryde Legemet og forhøje dets Skjønhed og Danne- lighed. Det udmærkede Udvortes eller Skjønhed, Menneskelege- met unægtelig har fremfor de andre Skabninger, er ogsaa et na- turligt Udtryk for den ophøjede Plads Mennesket medrette tiltager sig over Skabningerne. Den er dets Kongesmykke. Legemets Sundhed er en Stræben efter en Fuldkommenhed efter dettes Natur, altsaa en forgjængelig. Men uafhængig af denne Legemets Stræben føle vi alle vore Sjelsevner, vor hele Aand belivet af en Attraa efter Fuldkommen- hed, der forbliver ligesaa mægtig om vi vandre paa Gravens Bred, som da Livet stod for os i Ungdomsblomsten. Heri have vi faaet et kort Begreb af Menneskets Viden. Vi kunne med Vished ikke vide mere end hvad vi kunne erfare. Fra Verdensordningerne, i stedse mindre og mindre Ringløb, til vor Jord, til dens Naturriger, til disses Skabningsrækker, til Rækkernes Familier, til disses Enkelte, har vor Sjel beskuende svunget sig indtil den sammentrak sig i sit eget Væsens Be- skuelse for derfra igjen i større og større Ringløb at opsvinge sig gjennem de nye Rækker og Ordninger i den nye Aand- Alverden, den gjennem sig selv opdagede. Vi have Erfaringer, vor Viden for os, paa den bygge vi vor Troe. Af vor Viden lære vi vor Troe at kjende, som Aanden af Legemet. Vi gaae over til Slutningerne, som, naar almeengyldige, for enhver For- nuft antagelige, Beviser understøtte dem blive Sandheder faste som Erfaringens. Vor Erfaringskreds var stor, vor troesfaste Slutningskreds er ikke mindre. |
| d.IV,b.1,s.16 |
HVAD MENNESKET BØR TROE FRA VERDEN
Da vi vide, at en Virkning maa have en Aarsag, slutte vi af Verdens Tilvær, at den har et Ophav: af Verdens hele, visse urokkelige Love følgende Liv, af den Hensigtsmæssighed, vi opdage i disse Loves Virkninger (de Midler Naturen anvender til sine Formaal) at dette Alts første Ophav er en fornuftig Villie. Men af vort eget Væsen vide vi, at en fornuftig Villie er Kjendetegnet paa Begrebet: Aand: altsaa er Alverdens Ophav en Aand. Da vort Begreb ikke kan omfatte den hele Verden og vi derfor kalde den uendelig; saa forbliver ogsaa dens Ophavs Kræfter os ufattelige. Men af det vi fatte af Verdens Storhed og Kræfter, slutte vi: at dens Ophav er almægtigt; af dens Skjønhed Orden og Lyksalighed og Drift og Evner dertil som vi see til- delte enhver Skabning, at det er alviist og algodt. Et saadant Væsen kalde vi Gud. (Alfader) Som den, der ved sin Villie frembragte Verden nævne vi ham: Gud Skaber; som den, der vedligeholder uafbrudt Verden i dens Orden ved Naturlovenes uforandrede, og, da Alviisdommen fast- satte dem, uforanderlige Verden, Gud Forsyn (Opholder og Be- styrer). Men en Aand, der er baade Skaber, Opholder og Bestyrer af en Verden om hvis Storhed og viise Indretning vi ikke kunne gjøre os nogen rigtig Tanke, og om hvis Hensigt dermed vi, efter al Erfaring, ikke kunne dømme end at den gaaer ud paa det Bedste -- maa være det allerfuldkomneste Væsen. Følgelig maae vi tænke os alle aandige Fuldkommenheder, hvortil vi i vort Væsen lære at kjende Spiren, hos Gud: Han maa have den højeste Forstand og Magt og den fuldkomneste Villie. Den højeste Forstand besidder Alvidenhed (veed Alt det der har været, er og vil vorde) og Alviisdom (veed at anvende de bedste Midler til de bedste Hensigter). Sin Magt viser Gud ogsaa i sin Allestedsnærværelse (virker i alle Ting og over Alt) og i sin Evighed (Han er af sig selv, uden Begyndelse, uden Ende). |
| d.IV,b.1,s.17 |
Den fuldkomneste Villie besidder Uforanderlighed (er evig lige fuldkommen) Hellighed (vil ene det Gode) Godhed eller Retfærdig- hed (uddeler Lyksalighed efter Natur og Fortjeneste). Af Guds Alfuldkommenhed følger, at han kun kan være Een. At der er en Gud, at denne Gud er Een, at Alt af Ham er afhængigt -- er vor første Troesbekjendelse. Jo mere vi erhverve os Kundskab om Verden og dens hele Liv, jo dybere vi trænge ind i det Skabte eller i Naturen, des- mere erfare vi, at Gud ikke umiddelbar, men ved Midler, som hans Alviisdom bestemte og hans evigtvirkende Almagt satte igang, virker paa det Skabte. De ere desaarsag evige og ufor- anderlige, og kaldes derfor Naturlove, Verdens Kræfter. Selv om Verden forandredes, om Livet forgik paa en Klode ved en aldeles Omvæltning paa denne, maatte det skee efter naturlige Love efter Almagtens Bud. Deres Væsen kunne vi naturligviisikke kjende, men deres Virkninger ere Verden og Livet. De ligge aabne for os. At Verden, da dens Kræfter ere evige, ikke kan gjøres til9 Intet, men vel forandres efter disse Kræfters Love -- at ingen Afvigelser i disse Naturens Love kunne finde Sted -- er vor anden Troesbekjendelse. Af den trinvise Stigen i Fuldkommenhed, som vi blive vaer i Skabningernes Række paa Jorden, fra Stenen og dens Mose og til Mennesket, der har naaet til Fornuft og Erkjendelse af sit Tilvær; af at Mennesket er det eneste fornuftige Væsen; af den forskjellige Aandsstyrke, som vi opdage hos forskjellige Men- nesker, skjøndt dog den klareste Fornufts sandeste Blik er Er- kjendelsen af egen Indskrænkethed og Ufuldkommenhed; af vor Jords Lidenhed mod andre Himmellegemer, af Himmellegemernes Overensstemmelse i Bevægelse og Beskaffenhed, slutte vi: at Skabningernes Kjæde gaaer uafbrudt gjennem Verdnerne; at Menneskene ikke ere det sidste, ypperste Led i denne Kjæde; at der gives ædlere Skabninger end Menneskene -- det er vor tredie Troesbekjendelse. FRA MENNESKET,
fra Menneskets Attraa efter, og dets Evners Anlæg til en fuld- kommen Uddannelse, som det her i Livet ikke kan opnaae; fra |
| d.IV,b.1,s.18 |
Sjelens rastløse Virksomhed, da den aldrig med Legemet sover, slutte vi, at dens Tilværelse ikke er forbi med Legemets, at den er bestemt for tilkommende Liv. At vor Sjel er udødelig -- er vor fjerde Troesbekjendelse. Da Sjelen ikke kan være virksom uden et Redskab, slutte vi, at den i det tilkommende Liv maa erholde et. Vi have Grund til at antage, at den allerede her er udrustet med et finere, for vore Sandser ufatteligt Legeme, hvorved den indvirker paa det synlige grovere. Altsaa: at vor Sjel hisset vil befinde sig virkende ved et saadant finere Redskab, ved et Legeme, der er endnu mere overensstemmende, skikket og hensigtsmæssigt med Sjelens Natur end det, den nu er forenet med: at dette bedre Legeme vil til- tage med Aanden i Skjønhed og Styrke -- er vor femte Troes- bekjendelse. Da vi have Grund til at formode, at den Ulighed, vi mærke i Menneskenes Sjelskræfter, kommer af Legemernes tilfældige Indretning; da ikkun Faae her faae Anledning til at uddanne deres Sjel, medens en større Mængde er nedsjunken, og det ligesaa uforskyldt i al aandelig Elendighed, slutte vi, beraabende os paa den guddommelige Retfærdighed: At alle Sjele hisset i Selverkjendelse ville vorde lige: at denne fortrinligste Sjelegenskab bliver strax den frigjorte Aands Kjendemærke (da vi her ikkun kunne hæve os til Selvbevidsthed, hvis Klarhed giver vor Sjel sin Rang hernede): at altsaa den, der her fordærvede for en Tid sin Sjel med Laster indsaae sit Tab med Smerte og Nag; den, der styrkede sin Sjel ved Dyder med Fryd sin Vinding -- dette er vor sjette Troesbekjendelse. Da Sjelene maae kunne hisset virke saameget fuldkomnere, slutte vi: at der i hiin Verden vil gives den Onde Leilighed til at udsone sine Synder, der egentlig ere begangne mod ham selv, mod hans egen Fuldkommenhed og Lyksalighed, saasom Angeren bliver saameget skarpere som hans Erkjendelse af Forbrydelserne og deres Følger i det tilbagelagte Liv klarere, ja han maa og kunne fortfare i sine syndige Lyster, men til hans egen Plage, og lige- ledes, at der i hiin Verden vil gives Leilighed for den Gode at voxe i Dyd -- dette er vor syvende Troesbekjendelse. Ved at betragte, skue ind i vor egen Sjel, opdage vi ligesom Forhallen til en uendelig Verden belivet af tænkende, fornuftige |
| d.IV,b.1,s.19 |
Kræfter, ligesom den legemlige Verden af blinde. Af saadanne for- nuftige Kræfter bestaaer jo, som vi vide, vor Sjel, forenede i en uløselig Eenhed. Det Maal vi sigte til er Fuldkommenhed. Alt- saa at Stræben mod Fuldkommenhed er den højeste Lov i den for- nuftige Verden; at vor Fuldkommenhed er det samme som Guds, alle Kræfters Ophavs Villie -- er vor ottende Troesbekjendelse. -- Heraf slutte vi: at ingen Skabning i Evighed, for stedse kan fjerne sig fra Maalet, den Algode satte for enhver fornuftig Skabning, fra Fuldkommenhed, eller kan unddrage sig Guds Villie. Dette er vor niende Troesbekjendelse. Da vor Villies Frihed, Samvittigheden og vor Fornufts Ind- skrænkning ved Uvidenhed og Sandseligheden viser, at vi kunne fjerne os fra vort Maal for en Tid; da Samvittigheden for- dømmer alt hvorved dette skeer, og kalder det Synd, men an- tyder ved en behagelig Følelse, naar vi nærme os det handleefter Guds Villie overensstemmende med vor egen ufor-gjængelige, guddommelige Natur: saa slutte vi, at der gives Maader at være og handle paa som ere at foretrække for deres modsatte. At vi have Pligter -- er altsaa vor tiende Troes- bekjendelse. Da Mennesket af Naturen er uvidende og altsaa udsat for Vildfarelse og Synd, ja har som sandseligt Væsen Tilbøjelighed, der kun saalænge man er uforskyldt uvidende er uskyldig i sig selv, til at handle mod Fornuftens Bud; og da Samvittigheden er en dunkel Følelse, der ene ved Erfaring, Erkjendelse og Ind- sigt bliver ret klar, saa slutte vi: at den første Pligt er at skaffe sig Kundskab om Guds Villie, om vore Pligter, om Godt og Ondt, Ret og Uret -- det er vorellevte Troesbekjendelse. Det Menneske, der erkjender en Gud -- Udødelighed -- Pligter, siges at have Religion. ANHANG
Hvad vi videre udlede af vore Troessandheder Af 1ste: Det er da en Umulighed for et fornuftigt Menneske at tænke sig Guddommen under noget Billede; en Afsindighed at dyrke ham i et saadant, og en Daarlighed i Bøger for Ung- dommen at afbilde en Figur, der skal betegne Gud. |
| d.IV,b.1,s.20 |
Af 2den: Nogen egentlig Aabenbaring, umiddelbar Meddelelse af Guddommen, som endnu hist og her Presterne ville gjøre sig til af, gives da ikke. Man kalder saadanne især Sværmere, og de ere enten Bedragere med Overlæg eller Selvbedragere. Den Aabenbaring, Religionen siges at være oprunden af er ingen anden end den Aabenbaring der skeer i enhver Sjel, der syssel- sætter sig med Tanker og da en Tanke vinder dens Bifald. Da troer Tænkeren, at han har fundet Sandheden og det Rette, med andre Ord, at det er ham aabenbaret ved den guddommelige Kraft han har i sin Fornuft; men for Folket, der er uvant med dybsindige Tanker, hedder det nu -- især hvis Tænkningen gik ud paa en almeen Sag som Religion -- at det er af Gud selv aabenbaret. Saaledes aabenbaredes Læren om en Gud for mange af Oldtidens Viseste. Gud har givet os Fornuft. Vi maae dermed være fornøjede. Undergjerninger i den Betydning, at de skulle være Gjerninger afvigende fra de almindelige Naturens Love, have aldrig givets og finde ikke Sted. De betyde derfor ikkun Gjerninger, som de Uvidende undre sig over. Naar fordum fandtes Mænd, der besadde dybere Indsigter i Naturen -- og det var fordetmeste Tilfælde med ovenomtalte saadanne Mænd, der vilde udbrede Lærdomme -- end deres uoplyste Medmennesker, og de for disse (f. Ex. ved at helbrede Syge, nedlede Lyn, forudsige osv.) af- gave Prøver paa deres udmærkede Indsigter saa raabte man strax: Propheter, Vise, Hellige, Spaamænd, Troldmænd, Gudsmænd og Mirakler, Undergjerninger, Guds Gjerninger osv., troede at Naturens Kræfter vare dem uden Undtagelse aabenbarede og til fri Afbenyttelse, opdigtede Aandskræfter som skulde være deres Trælle, og satte dem i en gjensidig Hjælpeforbindelse med den Almægtige. Mange holdt egennyttigen Folket i en saadan Tro; Andre saae sig nødt dertil for at vinde Indpas i Gemytterne for deres Lære. Enten nu denne var sand eller ikke, indsee vi da let, at saakaldte Undergjerninger Intet kunne bekræfte uden Udøvernes større Indsigt og Klogskab. Gud har givet os Fornuft og gjort Naturens Love ved sin engang bestemmende Viisdom og Magt uforanderlig. Vi have altsaa en lige Traad til at lede os ud af Hvirvlerne i Livet, og behøve ingen Sværd til at overhugge Knu- derne, der kunne løses af kløgtige Fingre uden at Traaden gaaer af. Med hiint af Gud os Indrømmede maae vi være fornøjede. |
| d.IV,b.1,s.21 |
At bede om Ting, der ere umulige og mod Tingenes stadige Orden, er vanvittig Egenkjærlighed og Sværmerie. Bønnen har en ganske anden Hensigt. At ængste sig for Verdens Undergang, fæste Lid til Spaamænd derom eller til nogen udmalet Beskrivelse over den saakaldte Dommedag, som om den bogstavelig kunde udtydes er da ufornuftigt. En Verdensforandring eller Forandring af en enkelt Klode, f. Ex. vor Jord, bevirket af de vældige Naturens Kræfter, til det Bedre, er ikke umulig, og maatte sandsynlig foraarsage hele eller en stor Deel af det datilværendes Under- gang -- ja vor Jord har ved den store Oversvømmelse som kaldes Syndfloden oplevet en saadan, der dog ei ødelagde hele Jorden, og de Jorden omflydende Vande, Mosebog i Skabelses- historien omtaler skrive sig vel fra en Tanke om en lignende aldeles Omvæltning -- en saadan er altsaa ikke umulig, dog neppe, efter Verdens skjønne, saavidt vi vide, i mange Aar- tusinder uforandrede Orden, saa snart at formode. Ja betragt nøje Skabningskjæden, især Overgangsledene fra Naturrige til Naturrige. De ere i højeste Grad beundringsværdige. Saaledes Korallerne paa engang Plante, Dyr og Steen og Po- lyperne Plantedyr, begge i Vandet: Hvalerne, Sælhunden osv. paa engang Pattedyr og Fisk: Bævere med fiskagtig Hale: en slags Odder med fuldstændig Andeneb; Planter med Pirrelighed, saaledes at de trække sig sammen ved mindste Berørelse, som om de havde Følelse osv. Ligeledes, ja, en højere Opmærk- somhed og Forundring tiltrækker sig den gradvise Stigen i Dyrenes Anlæg, hvilke hos enkelte Dyr (Hunden, Elephanten, Hesten) ere saa beundringsværdige og dannelige at vi næsten maae kalde dem halvfornuftige Skabninger. Hvad Pligter vi ogsaa skylde dem skulle vi siden lære. Men vi kunne ligesaalidt afgjøre noget Vist om Dyrenes Væsen, paa det nær at visse ædlere Tilbøjeligheder, f. Ex. Hengivenhed, Taknemlighed, Troskab, Høimodighed, ja ædle Lidenskaber som en vis Grad af Stolthed, Medfølelse og Sorg ere hos Enkelte umiskjendelige som om de over os ophøjede Væsener, vi antage. Af 3die: Indbildningskraften kan ikke fyldestgjørende udmale sig disse ædlere Skabninger. Naar den ved Penselen søger at forklare sig, faae vi en skjøn, lys, med Straaler omgivet bevinget Menneskefigur. De første Egenskaber betegne deres ophøjede |
| d.IV,b.1,s.22 |
Natur; Vingerne den særegne Tanke om deres Lethed og aandige Væsen, at de ere, hvor de tænke sig at være. Vi kalde dem Engle. Dog ere Jødernes opdigtede Gabriel, Raphael osv. 7 Erkeengle eller Anførere for Englene, Satan Fyrste for Djæv- lene eller de onde Engle, Dæmonerne altfor raae Tanker hvori- blandt ogsaa den at Pesten skulde være en Engel, Herrens Morderengel til at de skulde kunne passe til vore om de ædlere Aander. Nedenfor skulle vi bevise Urimeligheden af at antage en ond mægtig Engel eller Djævel. Om disses Beskjæftigelse kunne vi naturligviis ligesaalidet dømme, som om noget Andet deres Væsen betræffende. Vi ere vante til at høre at de skulle, forsamlede om Guds Throne, lovsynge Gud. Dette er kun et Billed, taget af den jødiske Kong Davids musikalske Tempeltjeneste, og er at forklare ved den Salighed de nyde i den nærmere Beskuelse af Guds Magt, Viisdom, Godhed hans Herlighed,som ser dem tydeligere aabenbaret i hans Gjerninger og i deres eget Væsen. Det er ikke ufornuftigt, at antage at andre Himmel- legemer ere Levepladse for saadanne ædlere Væsener, som den mindre Jord er for os; og ligeledes, at de, som os, ere ind- skrænkede til visse Virkekredse, som dog maa være udvidede efter deres ædlere Natur. Den Selvstændighed og Frihed vi have som fornuftige Væsener forbyder at antage nogen Ind- flydelse fra dem paa os. Sygeligt Selvbedrag eller overlagt Bedragerie taler om nærmere Omgang med andre Verdeners Beboere. Muligens kunne vi ikke gjøre os synderlig bedre Fore- stillinger om disse end Dyrene om os. Det synes at være tilladt for Skabningerne at skue nedenfor sig, men ikke ovenfor sig. Af 4die: At Sjelen skulde slumre i Graven til den yderste Dag, og da først vaagne er da en fornuftstridig Mening. Et heelt Liv fuldt af Virksomhed har sin Vugge i Graven. Den vil faae nok at bestille med sin Erindring af det tilbagelagte Liv. Saa- mange Mennesker døe i den spædeste Alder, uden at have tænkt, talt, ja døe i Modersliv? Naturen er riig -- af et blad- fuldt Træe falde Frøfnokkene af -- Træet brammer ned; men tusinde affaldne Fnokker spire. Ja disse Mennesker have ogsaa en Sjel og da en Evighed. I Mødre, som græde over Eders Spædes Liig, over Eders Skjøds Smerte spildt strax eller nys forvandlet til Liv og Fryd og nu til Død og Sorg -- seer dog gjennem Eders Graad det skjønne Haab: I ville møde Eders |
| d.IV,b.1,s.23 |
Børn voxne igjen, som modne Aander. Dette Haab er en Over- beviisnings Foster, født i Alvor, opammet af Smiil! Af 5te: Vi kunne blot tænke os at vort tilkommende Legeme skal være et fuldkomment Aftryk af vor Sjels Tilstand. Vi tør saaledes gjerne tænke os lykkelige Aander som skjønne, straa- lende Væsener; ulykkelige med et blegt, skyggeagtigt Udvortes. Men da disse kunne gjenvinde deres Sjels Kraft, saa hæver sig med denne deres Legems Fortrinlighed. En saadan Sjelens Ud- rusten med et fuldkomnere Redskab (Organ) have vi hørt nævne "Opstandelse". At vore jordiske Legemer skulde endnu engang, eller endog forbedrede, tildeles vore Sjele, er baade en Umulig- hed, da vi kunne overtyde os om, at de vel ei aldeles forgaae, men dog aldeles opløses og overgaae i de Dele, den synlige Verden bestaaer af, som og en lidet trøstelig Lære. Ligesom vi kunne gjøre os vist Haab om at vore Sjele skulle være Blommer i Himlen, saa er og alt det Haab vi kunne gjøre os om vore nuværende Legemer, at de engang maaskee ville give Farver til en og anden venlig liden Smaablomme, der vil spire paa vor Gravhøi. De hæslige Billeder af Beenrade, Gjengangere eller Spøgelser høre allene hjemme i en skranten Hjerne. De ere den tykke Overtroes magre Fostre. Af 6te: Forbrydelserne, Elendighederne ere ene Følger af Selv- kjærlighedens Udartelse, af den ufornuftige Egennytte, og dennes Vanartelse kommer alene af Uvidenhed om vort eget Væsen, af Mangel paa Selverkjendelse og Kundskab om Hvad der er vort sande Gavn. Sandseligheden og den Orden i det menneskelige Samfund, som inddeler Menneskene i to ulige store Dele: Træl- lende og Nydende, Nødvendigheden for de Fleste at sørge deres hele Liv igjennem allene for deres jordiske Tilvær bevirker denne Mangel. Men det er klart, at i hiin Verden hverken det Ene eller Andet af disse kan finde Sted. Altsaa faae alle der den rette Selverkjendelse og, ved den, den sande Selvkjærlighed tilbage. De blive alle i sædelige Kræfter lige, naar Forskjellen, som var imellem dem hernede er ved Legemets Fraskillelse op- hævet alle lige stærke i at see hvad der er Ret og Uret, hvadder var Godt og Ondt i deres Liv. Forskjellen imellem Sjelene hisset bestaaer da i Samvittigheden. Alle ville indsee at de syn- dede af Uvidenhed, som ikke altid var forskyldt, af Skrøbelighed, |
| d.IV,b.1,s.24 |
som oftere var forskyldt, og ofte mod deres bedre Vidende, altsaa aldeles forskyldt. I Samvittigheden have vi Domsbogen. Selverkjendelsen læser i den med Hukommelsens Øje. Den hvalte Grav er det sorte Bind. Kundskaberne i Verdens Ting maa ogsaa komme dem, som erhvervede dem, hisset tilgode, og disse erholde da Forspring for de andre Sjele; men Evne til at erhverve sig Viden vil vorde lige for Alle. Kun Færdigheden i at benytte den vil deri gjøre Forskjel. Samvittigheden og Færdighed i at benytte lige Evner til Kundskab kunne vi da fornuftigviis antage som Forskjellen imellem os i den brede Verden. -- Kan du nu hade din Fiende? foragte Den, du lader trælle for dig uden at sørge for at han faaer Anledning til at lære Noget? eller Den, hvem det er en plat Umulighed at faae et ordentlig Begreb i sit Hoved? Nei! men den der er modvillig og ligegyldig, den, der med Leilighed til at for- bedre sin Sjel, tænker paa intet Andet end at pleje sin Bug og fodre sin Pung. Af 7de, 8de og 9de: Det Guddommelige kan vel fordunkles i os men ikke udslukkes. Fornuften kan sløves, Villien fordærves, Samvittigheden fordrejes. Vi vide, at Samvittigheden strax i det andet Liv erholder sin fulde Styrke og ved Selverkjendelsen sin Rigtighed (ja paa Dødslejet allerede viser den sig) at For- nuften gjenerholder sin fulde Evne til Uddannelse, at den er- kjender, hvad der kan være forsømt i dette Liv, at den erholder Nok at øve sig paa. Villien maa ogsaa beholde sin Frihed; thi ellers forbliver Sjelen ikke som Sjel. Vi maae altsaa kunne handle aldeles frit hisset; men den klare Selverkjendelse, Kund- skaben om hvad der tjener til vort sande Vel fremmer os modFuldkommenhedens Maal, maa ledsage enhver Handling, belyse enhver Tilbøjelighed i vort Indre. Derfor ville Handlingerne være saameget rettere i hiin Verden, og derfor kalde vi denne den bedre; vi erfare her, at vi ikke øjeblikkelig kunne undertvinge en Tilbøjelighed, fordrive en Tanke, som vi maa fordømme; vi vide at den, der først stjal nødtvungen, siden gjør det med Lyst, ja, om han ei gjør det stedse med Haanden, dog næsten stedse pønser paa Saadant og sysselsætter sig med slige Tanker med Velbehag; ligeledes, at den Vellystige tilsidst fremtvinger sine Drifter og gaaer bestandig svanger med Tanker, der fødes af hans smudsige Tilbøjelighed. Disse ville stedse endog naar de |
| d.IV,b.1,s.25 |
ikke kunne. Sølvkalken, Præsten rækker Tyven for Alteret skjærer ham i Øinene og hans Fingre krumme sig krampagtigen efter den. Den Vellystige stirrer drukken af Lyst paa sin egen unge Datter idet hun staaer for Altret som Brud -- Saaledes besmitter den aldeles fordærvede Vilje Sjelen tilsidst i den Grad, at Fornuften taber aldeles sit Herredømme og tilsidst slet ikke mukker imod. Deres Hjerte stjæler og røver stedse, deres Sjel horer og besudler sig, ja ligeindtil virkeligt Vanvid. Det er da rimeligt at en Sjel, hvis Villie har antaget en saadan afgjort Retning, i hiin Verden, trods sin klare Erkjendelse, ikke strax vil kunne give den den modsatte; men engang maa det dog (efter 9de Troessætning) skee. En saadan frugtesløs Higen efter at til- fredsstille en lastværdig Tilbøjelighed, forenet med Samvittig- hedens Nag, ere de Qvaler, vi ere vante til at kalde Helvedes. De maae ogsaa i Sjelen opvække Mistvivl om at naae Maalet for al Fornuft, som den dog seer klart, og da det maa være før den gjenvinder Ligevægten og den Rolighed, som er nødvendig for at gaae frem imod Maalet, og som den seer saligere Aander i Besiddelse af: saa indsee vi at en syndfuld Sjel i hiin bedre Verden for en Tid kan være ret ulykkelig. Det Modsatte maae være Tilfældet med de Gode. At de belære, trøste de Onde og Ulykkelige kunne vi gjerne tænke os som en Dyds Øvelse hos dem. Dersom vi haabe, at den Straf, der kunde vente os hisset, ikke kan være saa frygtelig, da vi tilsige os den selv, da røbe vi ligesaa høi Grad af Aandssløvhed (hvilken netop i det tilkom- mende Liv bliver rettet og der tillige hiin vrange Formening, som er en Følge af den) som om vi vilde indbilde os Noget om et Helved fuldt af Beeg og Svovl og afskyelige Væsener, der skulde lægge an paa at fordærve os i Bund og Grund. De fleste Selvmord lære os Samvittighedens frygtelige Magt. Det er Gud, som hisset gjennem Samvittigheden tilsiger os vor Skjebne. Noget Naadevalg kunne vi da ikke troe; ja ikke engang faae dets Retmæssighed i vort Hoved. Vi vide, at Gud har givet sine fornuftige Skabninger Fuldkommenheden til en Arv: at det altsaa er Guds Villie at Alle skulle naae den; at dydige Handlinger ud- sprungne af den Tanke: du handler efter Guds Villie, altid ere fortjenstfulde -- ene mod os Selv. Den salige Fred vi føle ved et saadant Liv er Guds Naade. Den staaer altsaa aaben for 1 tilbake Vi kunne f. Ex. ikke erfare at vor Sjel er udødelig; men vi kunne af den Erfaring, vi have om dens Beskaffenhed, indtil Overbeviisning slutte os dertil. 2 tilbake F. Ex. Veed du at Dyrene have Følelse, og troer du, at Gud har skabt sine Væsener, for at de skulle blive saa lykkelige, som de efter deres Natur kunne, da bringer du, ved at hjælpe et lidende Dyr, din Tænke og Handle- maade i Overeensstemmelse med din Viden og din Troe: da handler du som et sædeligt, godt, fornuftigt og gudfrygtigt Menneske. 3 tilbake Ja ved Hjælp af Seeredskaber har man opdaget Ting paa dem, f. Ex. høje Bjerge paa Maanen og Morgenstjernen, som give Formodning om at de i Natur og Udseende have meget tilfælleds med Jorden. 4 tilbakeF. Ex. Ulv, Ræv ere forskjellige Arter af Hundeslægten; Nat- og Dagblomst forskjellig Art af Violen. 5 tilbakeSaaledes f. Ex. hensmuldrer et Been, et Træ til Muld. 6 tilbaked. e. Maaden hvorpaa Naturen eller Verdens Kræfter aabenbare sig i Virkninger. 7 tilbakeDen Verdensdeel, hvortil Norge hører, kaldes Europa. 8 tilbakeSaaledes er f. Ex. Norge adskilt fra Sverrig baade ved Hav og øde Fjeld- strækninger, ligesom ogsaa Forskjelligheden i Sprog er en evig Adskillelse imellem begge Folk. 9 tilbakeDette kan heller ikke forenes med Algodhedens Hensigter med Verden. |