|
KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 21DE OKTOBER
Lillehammers Tilskuer 25. okt. 1844.
Slaveforhørene vedblive endnu, og Vagten er fremdeles noget
forstærket, idet Paraden, der i Regelen tæller 60 Mand, er for-
øget til 80. Artilleriet er mere truende, idet to Kanoner ere
placerede ved det andet nordre Gitter og to bag Slaveriet. For-
hørene skulle ikke have ført til Opdagelse af nogen Hovedmand.
Strømpestrikkersalene kunde man vist gjerne springe over; det
er frommere Folk, hvorimod man vel faar søge Hovedmanden
mellem Blikkenslagerne, Skomagerne og Smedene. Det er i
Almindelighed choleriske Folk med mørkt Opsyn. Alvorligt!
i den fri Verden kjender jeg intet frygteligere Væsen end en,
især af Mangel paa Næringsdrift, opbragt Skomager. Ofte søger
|
| d.III,b.3,s.631 |
han de offentlige Steder, forat politicere over de slette Tider,
men han vender mørkere hjem. I de fleste ikke blomstrende
Byer -- Christiania er en blomstrende -- kan man paa en
Vandring gjennem Forstæderne i Vinduerne hist og her ved
Jorden se Ansigter, der bekræfte min Mening. Den har dog
ingen høiere Rang end hvad man kalder en subjektiv Anskuelse.
Een Ting burde man maaske indrømme Slaverne. Det er
Skraatobak. For de dertil Vante er den nødvendig, for at de
skulle befinde sig fysisk vel og ikke ilde. Patienterne paa Rigs-
hospitalet kunne erholde et vist Kvantum, naar deres Tilstand
ellers tillader det, naturligviis. En Patient af hvad man kalder
konditioneret Stand, en Person berygtet for sin Gjerrighed, fik
Nys om denne Benefiz, hvis Værd ellers ikke beløber sig til 1 &bmskilling;
hver 3die Dag; men da han ulykkeligviis ikke tyggede og det dog
nagede hans ædle Sjæl, at en saadan Valuta skulde gaa tabt for
ham, androg han om at maatte faa for samme Pengegehalt i --
Sukker.
-- Af de arresterede Jøder er den Ene sat i Frihed som por-
tugisisk -- en besynderlig Forret for denne først fra Marokko til
Portugal og siden derfra til Holland forgreente Race. Ventelig
har en saadan velbeslagen Portugisjøde engang hjulpet en af de
gamle Oldenburgere med hollandske Dukater; idetmindste synes
Nedskriveren at have denne Grund at opgive. Har nu Jøden
ikke forseet sig, kan han ganske vist søge Politiet.
-- Men en oprørende Forfølgelse mod Folk, hvis Forfædre
have været Jøder, synes begyndt af en Hr. Hartmann, Stor-
Skjærsliber eller hvad jeg skal kalde ham efter hans Næring,
at udsælge Barbeerknivestrygeremme af egen Opfindelse, altsaa
Een af disse Danske, der gjæste Landet, hvor de ganske spille
Skakkerjødens Rolle, med allehaande Rariteter og Smaasager,
men til enorme Priser imod hvad de tør tage hjemme og andet-
steds. I al Sommer har denne Hartmann paa en yderst charla-
tanmæssig Maade averteret sine Strygeremme til de uforskam-
mede Priser af jeg tror et Par Daler for Stykket. I danske
Avertissementsblade kan man vist se dem faldbudte for det
Halve. Charlataneriet viste sig foruden i de høist pralende Be-
kjendtgjørelser ogsaa i det Latterlige, at han i vore Blade pran-
gede med det danske Vaaben over dem. Muligt, at det Patent,
|
| d.III,b.3,s.632 |
han siger han har, tillader sligt; men det tillader ham vist ikke
at skikke en Konkurrent, der ogsaa vil sælge Strygeremme, saa
impertinent, af Næringsnid stinkende Udfordring, som han har
gjort i Morgenbladet. Noget Privilegium har han ikke erhvervet
sig over al Landet, og om den stakkels Goldsmiths Fædre ere
af mosaisk Oprindelse -- hvilket kastes ham i Næsen -- er den
vel saa god som Hr. Hartmanns, enten den skriver sig fra Øerne
eller Jylland eller das grosse Schleswig-Holstein. De Danske
tillægge sig, i Modsætning til Normanden, en særegen Beske-
denhed; men det maa være hjemme den findes. Her lægge de
ofte en forunderlig Uforskammethed for Dagen. Naar de f. Ex.
have faaet Lyst paa vort Brød, bekjendtgjøre de som en Anbe-
faling, at de ere fra Danmark. Det er en Bagatel; men hvad er
det man veirer deraf?
|
| BLA BAKOVER |