|
|
| d.III,b.3,s.528 |
JØDESAGEN!
Den Constitutionelle 5. juni 1842.
Mørkets Vold er steil at storme.
Overtro
hviler fast paa Søilers Ro.
Talløs som Ægyptens Orme
er den sorte
Fordomshær ved Templets Porte.
"Jøden."
I et særeget Tillæg til Kristianssands Stiftstidende er en
særdeles ivrig Anonym optraadt mod den foreslaaede Foran-
dring i Gl. § 2, sidste Passus. Han har endogsaa ladet Enhver
af Storthingsrepræsentanterne tilstille et Exemplar af sit liden-
skabelige og yderst skjæve Produkt. At Kristsind, Humanitet
og Oplysning skulde saa ganske have gjennemtrængt Gemyt-
terne, at der ikke imellem de mange Røster, som have hævet
sig for det Tidens Krav, som tilsigtes opfyldt ved hiin Propo-
sition, ogsaa skulde høres Raab fra Fordommene og Nærings-
nidet, om ikke fra Troeshadet, var nu vel ikke at vente; men
Mængden og Beskaffenheden af hine ædlere Stemmer betager
Indsenderen den dristige Paaberaabelse paa den offentlige Me-
ning, hvormed han begynder sin Harang. Det gjæstmilde, libe-
rale norske Folk har ikke havt den Skam, at Forslaget om at
borttage af Konstitutionen det vanzirende og paa det Sted
upassende Forbud mod de mosaiske Troesbekjenderes Adgang
til Riget er blevet mødt med Fordømmelse. At slutte af Bla-
dene er det tvertimod blevet modtaget med langt stærkere
Bifald end Daddel; og man tør vel paastaa, at her som overalt
er den offentlige Mening, som tilhører den oplyste Deel af
Folket, for Forslagets Antagelse. Selv De, der nære over-
dreven Betænkelighed ved at røre ved Grundloven, lægge ikke
Dølgsmaal paa, at de ønske, at hiin Bestemmelse aldrig havde
staaet der. Verden vil ogsaa ganske vist tilkjende Normændene
deres Plads i de civiliserede Folks Række efter deres Adfærd
i denne Sag, og den Deeltagelse den har vundet imellem dem
vil for en Deel frelse deres gode Navn i denne Henseende,
om endog det nærværende Storthing ikke skulde afgive den
grundlovmæssige Pluralitet for Forslagets Antagelse.
|
| d.III,b.3,s.529 |
Det første Spørgsmaal, som vil blive at afgjøre, er dette:
er det retfærdigt. Besvarer man sig dette bekræftende, er
ogsaa Nødvendigheden medgivet; og først derefter komme Nyt-
tighedsspørgsmaalene og de materielle Hensyn. Disse bestem-
mes af Erfarings-Data fra Lande af lignende enten økonomiske
eller politiske Forhold som Norge, og selv om disse ikke talte
saa afgjørende til Fordeel for Sagen, som de virkelig gjøre
fra begge Naboriger og Europas frieste Lande, maatte Bekræf-
telsen af det første Samvittighedsspørgsmaal være nok til at
bestemme det moralske, religiøstfølende Menneske. Paa nogen
skjønnere Maade kunde ikke Normændene takke Gud for Kon-
stitutionens Velgjerning end ved at aabne den Plet af hans
Jord, som vi kalde vort Fædreland, for den derfra forviiste
Green af Menneskeslægten, som dens øvrige Slægter skylde
saa meget. Anonymens Ræsonnement, at Nationer besidde
samme Udelukkelses- og Afsondringsret som en Mand i sit
Huus, taaler, som saamange Lignelser, ingen altfor nær Be-
tragtning. Retten til at sætte sin Fod overalt paa Guds grønne
Jord, naar nogen personlig Ret ikke krænkes, er vel ligesaa
naturlig og almeenmenneskelig som den at drage sin Aande
af Luften?
De overordentlig fordeelagtige Vidnesbyrd om Mosaiternes
Forhold som Statsborgere i ovennævnte Stater have gjort For-
meningen om den Nytte, de vilde kunne gjøre Norge, til noget
mere end blot "filanthropiske Hypotheser." Den er desuden
baseret paa en af den moralske Verdens Grundlove: paa Er-
kjendtlighedens, paa det Grundtræk i den menneskelige Sjel,
taknemligen at elske og gjøre godt imod Velgjørere; og i dette
Forhold maatte Jøderne komme til det norske Folk, naar det,
af eget frit Valg, alene formedelst sin Retsfølelse eller Sam-
vittighed, tilstedede dem Adgang til sig. Jøderne sætte ogsaa i
en udmærket Grad Priis paa politisk Frihed og den borgerlige
Anseelse, at hedde og være en fri Mand. De vide ikke hvad
godt de ville gjøre det Land, som i denne Henseende er bleven
dem et sandt Fædreland. Deres Rigmænds Opoffrelser ere da
storartede, ligesom de mange lærde og videnskabelige Jøders
Deeltagelse i den politiske Polemik for Landets Institutioner
og Ære er varmhjertet og patriotisk. Der er altsaa, at slutte
|
| d.III,b.3,s.530 |
baade af Menneskehjertets almindelige Natur og af de Karak-
teersæregenheder, der synes at fremtræde hos Jøderne, Grund
til at antage, at de vilde lønne Norge med en overstrømmende
Kjærlighed. De intime og vidtstrakte Forbindelser dem imel-
lem, Indsenderen i Kristianssandsavisen seer noget saa farligt
i, vilde saaledes efter al Rimelighed, i Fred som i Krig, være
Landet til Fordeel. Deres "Pengefyrster", som han kalder
dem, skulde ville opoffre noget forat hjælpe et Land, der
ydede dem Ly og borgerlig Ære. Hvad her er antaget er
desuden bekræftet fra andre Lande. Det Lidet, Danmark har
kunnet yde dem, have de betalt med udmærkede Exempler
paa opoffrende Borgerdyd; i Sverige have de fra alle Autori-
teter, ja selv fra Handelskorporationerne, vundet Navn af en
hæderlig Borgerklasse, og samtlige hollandske Ministre have
i de meest hædrende og bestemte Udtryk erklæret, at Holland
ingensinde har havt Anledning til at angre den Emancipation,
det for omtrent 50 Aar siden indrømmede dem. Disse sidste
Erklæringer, som forhaabentlig ville komme i Publikums Hæn-
der, og hvortil saavel den nærværende Justisministers Fader,
Statsraad van Hall, som den berømte General Chassé, betræf-
fende Jødernes militaire Dygtighed, have føjet sine, maa for-
meentlig have al Erfaringens og Kjendsgjerningernes Vægt, og
fuldelig opveje Hr. Indsenderens navnløse Hamborgerkorre-
spondents Udgydelser. Sandheden trænger sig dog ogsaa
igjennem disse. Idet Brevskriveren nemlig beklager sig over
at Forvaltningen af et ikke ringe Antal af de vigtigste Em-
beder og Redaktionen af de almindeligst læste Blade ere i
Hamborg i Jøders Hænder, indrømmer han dem Duelighed
nok; men Udbruddet af hans Had imod Jøderne tager sig mod-
bydeligt ud naar man f. Ex. maa have i saa frisk Erindring
de Beviser paa menneskekjærlig og patriotisk Opoffrelse, som
den bekjendte Hamborgerjøde Salomon Heine nylig har afgivet.
Og det er hverken de første, som denne Mand eller Andre
af hans Troesfæller have ydet deres Fædrenestad, og det
endogsaa navnligen dens kristne Indretninger. Klart er det
jo ogsaa at indsee, at dersom de hamborgske Jøder ikke for-
tjente de Æresposter, som Flere af dem have naaet, skulde
den jødiske Befolkning, som Brevskriveren ansætter til 16 --
|
| d.III,b.3,s.531 |
20,000, ikke kunne erhverve dem disse imod den øvrige, over
100,000 Individer stærke, kristne Befolknings Vilje.
Anonymens Frygt for, at Hamborgs Brand skulde lade alle
denne Byes Skakkerjøder strømme til Norge, er en Taabelig-
hed, som taber sig i Mængden af de fornuftløse Paastande,
som, paa faa Undtagelser nær (f. Ex. Bemærkningerne om de
portugisiske Jøders juridiske Forhold til Norge) udgjøre hans
Opsats. En saadan tør man vel sige, den er, at Kjøbmændene,
som Inds. kalder "de i Spørgsmaalets Afgjørelse Interes-
serede", maa ansees for de kompetenteste til at dømme i Sagen.
Fra denne Side er der jo endogsaa bleven anført som Mod-
grund, at Jøderne lade sig nøie med lav Profit, og Naiviteten
i denne Argumentation lader sig ialfald ikke negte. Forøvrigt
forholder det sig ikke saa ganske rigtigt med den Paastand, at
"alle Landets Børskommitteers Betænkninger gaae ud paa at
fraraade Grundlovens Forandring". Fra Drammen har man
nemlig en, hvori den ene Halvdeel af Kommitteen tilraader
den, med Anførsel af en Mængde materielle Grunde, som have
langt større Sandsynlighed, end det evige Skræmmebilled af
en Sværm Skakkerjøder, der skulde kaste sig over Landet og
sprænge dets Detajlhandlere i Luften. Mellem Formodninger
turde man vel ogsaa antage den, at navnlig Kristianssand vilde
have godt af, om nogle driftige og formuende Jøder nedsatte
sig der. Det har Beliggenheden for sig til at konkurrere med
Gothenborg, og Tilsætningen af et saadant Element vilde ikke
fjerne det fra dette Maal.
Men, jeg gjentager det, i denne Sag indtage de materielle
Motiver kun en underordnet Rang imod de moralske. Med
oprørende Kulde omtaler Indsenderen disse; Storthinget vil
ikke undlade at give dem sin rette Plads i de Diskussioner
over Sagen, som skulle bestemme dets egen i de Forsamlin-
gers, som have Indflydelse paa Menneskehedens Vee og Vel og
som regulere dens historiske Fremskridt.
Den 2den Juni 1842.Henr. Wergeland.
|
| BLA BAKOVER |