|
|
| d.III,b.3,s.489 |
"ENGELSK SALT"
(Fortsat fra No. 41)
Christiania Intelligentssedler 20. febr. 1841.
"Finder han sin Regning ved det,
vil han berøve dig din Ungdoms
Elskede, Folkets Godhed. Han vil
afflaae dig Popularitetens Løvehud
og iføre sin egen Æselagtighed den."
Dette er ogsaa et Citat af Farcen, og maaskee jeg i denne
Skildring af en hjerteløs Egoisme hos "Nyregranskerens" Re-
daktør har truffet det Sted, som meest har bragt vor egen
"Gransker" saa ganske forfærdelig udaf Ligevægten? Der skal
ikke meget til før en ond Samvittighed giver Gjenlyd, naar man
blot finder den rette Streng, eller før en selvgod "giraffhalset"
Indbildskhed, som troer sig i en uantastelig Enebesiddelse af
en Korrektivret mod alle Andre, kommer i Raseri. Men slige
Karakterer tilhøre Satiren ifølge et endnu sikkrere Privileg, og
Benyttelsen heraf kan kun give Granskeren Anledning til imel-
lem sine Dokumentationer af mit Had mod Tyranner at anføre,
at dette ogsaa har udstrakt sig til Pressens.
Ja jeg hader og foragter af mit Hjerte den skumle Hadskhed
i Granskerens Fysiognomi og mange Træk i Morgenbladets. Jeg
hader tyreagtig Mandolmhed og det hule Skryderi og falsk
Autoritetsbram med samme Oprigtighed, som jeg giver Gran-
skeren ved Morgenbladets Hjælp Lov til at afføre mig min Po-
pularitet, hvis den sidder saa løs, forat han dermed kan lappe
sin egen hullede. Jeg har vundet den ad den lige Vei, ad den
jeg vil følge til min Grav. Da jeg skrev Flyvebladene i 1836,
var det en varmtfølende, af Tidsomstændighederne bevæget,
Normand, som expektorerede sig, ingen menneskehadsk, hevn-
syg og bittersindet. Da, som altid, handlede jeg bona fide, og
havde den sædvanlige Tak derfor. Især lod ikke Morgenbladet
Leiligheden ubenyttet til at stille sin egen Viisdom og Modera-
tion i Lyset paa min Raskheds Bekostning. Men lagde man i
Almindelighed noget nøiere Merke til denne Red.s Popularitets-
jagt og Manøvrer forat tilvinde sig Skinnet af Upartiskhed, vilde
man tilstaae mig og Enhver Ret til med samme Ringeagt at
oversee dens Lexer i politisk Henseende, som jeg i æsthetisk.
|
| d.III,b.3,s.490 |
I dette Punkt staaer Kritiken desværre paa et saa lavt Punkt
hos Os, og er i sin daarlige Tilstand saa ganske i mine Fienders
Hænder, mens mine og min Muses Venner ere uvirksomme under
den almindelige Ligegyldighed for slige Sager, at jeg forlængst
har opgivet Haabet om at blive i denne Henseende anerkjendt
efter Fortjeneste.1 Lad saa være -- thi
"Det mit Støv i Graven ei skal krænke,
om man mig aldrig kalder stor";
men mit Navn som ærligt Menneske, som oprigtig Patriot og
Frihedsven i disse Ords strenge og rette Bemærkelse, skal man
ikke med saadan Lethed berøve mig. Man kan det ikke heller.
|
| d.III,b.3,s.491 |
Hine Par Citater af den angrebne Farce, hvormed jeg ikke
agter videre at fortsætte, siden Mgbl. har erklæret at ville tillade
mig at forsvare den der ved disse dens egne Kræfter, ville dog,
haaber jeg, være nok til at godtgjøre, at den gaaer ud paa at
udsondre hine forhadte Egenskaber af vor Tænke- og Yttrings-
maade, og jeg troer, at alle gode Patrioter herfor ville vide mig
Tak. Idetmindste har jeg kun stødt paa den ene Mening, at det
er beklageligt, at vort eneste erklærede Oppositionsblad, med et
saa kundskabsrigt Talent i Spidsen, skal være saa beheftet
med dem.
Imidlertid synes Krisis at have indfundet sig. Mandolmheden
har løbet Hornene i Væggen. Granskeren er bleven kritisk. Jeg
beklager mig ikke længer over den nationale Mangel af en kri-
tisk Journal. Granskeren anstrenger sig jo af alle Kræfter for
ved Citater at sætte mig paa min Plads som Forfatter?
Har jeg virkelig skrevet alle disse ikke geistløse Vers, disse
fyrige Tanker, hvori Poeten og Ultraen stikker frem? Tak,
Gransker! Det var ligesaa ærligt handlet af dig, som det Be-
skedenhedsindfald er originalt at ville gjøre Farcens Helt, Sir
Vinaigre, til Eet med dens Forfatter. Jeg kan desværre kun
vise mig erkjendtlig ved et lidet Bidrag til den Anthologi af
mine Aandsfrembringelser, som Granskeren nu er beskjæftiget
med at samle, skjøndt den Umage han gjør sig forat lægge For-
fatteren af "Kongens Indtog" og "Kongens Skaal i Champagner"
Ord i Munden, som skulle modstride denne hans altid sig selv
lige Enthusiasme for hiin ophøiede Personlighed, fortjente større
Opmærksomhed.
Allerede i 1828 findes nemlig "Sinclairs Død" dediceret til
"Carl Johan, Norges og Sveriges Konge" med et Digt, hvoraf det
kan være nok at hidsætte Slutningsstroferne:
"Mit Hjems i søde Tanker svømmende
Hjerte er Vormen. Carl er Scandiens,
Nors og Sveas, liig to Elsktes, der
føle tilsammen, om sortned
tusinde Bølger imellem.
Dit Hjerte, Carl, er (o Panscandion,
liig Helleners hist Panjonion!)
Altret for mit Nors og Gothernes
Ømhed -- --
|
| d.III,b.3,s.492 |
Det offres Harpens første Frugt, som min
Deel, mit Suk i Norges Kjærlighed
-- Carl, din Skat! -- Ha, Norges Frihet vil
fremgløde lynlige Qvad; men
var jeg en Træl, jeg taug i min Skjændsel!"
Hertil kun en Beklagelse over at disse Strofer skrive sig fra
en Tid, da der hverken var Tale om Statsborger eller Hof-
pension.
Tilsidst bliver det nok omtrent ligesandt, at jeg har angrebet
mine forrige Ligetænkende, de norske Radikale, og at der er
foregaaet nogen Forvandling i min Norskhed og Frisindethed.
Tro Hvo, som endnu vil, og tag saa "Engelsk Salt" efter forhen
citerede Ordination for nyregranskende Mistænkelighed. Det
er mig for modbydeligt at maatte forsvare mig mod en saadan
Beskyldning. Derfor --
Henr. Wergeland.
1 tilbakeLigesom det var Mgbl. umuligt at berette min Ansættelse uden at citere
§. 22 i Gl., der ligesaameget vedkommer Red. som mig, saaledes har det
ikke kunnet bringe det over sig at referere noget om "Venetianernes" Opfø-
relse uden behørige Svartepeersstreger. Publikum har ligesaalidt gjennem
Mgbl. som gjennem den Const. faaet det Sande i dette Punkt at vide. I
samme Aandedræt, Mgbl. fortæller, at der ved den første Opførelse fandt
flere Mangler i Dekorationerne Sted, maatte det dog hedde, at det var uvist
om Bifaldet gjaldt Stykket. Men hvad i al Verden skulde det vel ellers
gjælde under saadanne Omstændigheder? Og efterat det har vundet ligesaa
"triumferende" Bifald andengang, og ligeledes Bifald 3die og 4de Gang, i
Forhold til Husets Talrighed, underrettes Publikum, som ellers tidsnok op-
vartes med Smaating, ikke derom, men Facit af den Const.s Beregninger, at
Stykket ikke har "gjort Lykke", hærmes op igjen uden at vise Forf. den
Retfærdighed at bemærke, at den Foranstaltning at give det paa den store
Maskeradeaften og nok en Aften, da der kun var knapt Hus at vente, var
lidet hensigtsmæssig, naar man endelig i en Hast vilde have et kostbart
Stykke betalt. Mgbl.s Redaktør, Hr. Fuldmægtig Stabell, falder ganske ud
af sin ellers velspilte Rolle (der er, som ellers ikke saa sjelden stikker frem,
at lade som han styrer Staten), naar han vil indlade sig paa den literære
Kritik. Evnen gaaer deri ikke udover Formandskabsindstillinger. Foran
Fictionens Arbeider staaer derimod Koen der foran den røde Port. Men det
hører til forat være Fuldmægtig i den Bemærkelse han vil være det, og det
kunde passere, hvis ikke en hadefuld Skjelen drejede Øjet saa til Siden, og
hvis ikke hans træagtig-prosaiske Uskjønsomhed var gjennemormet af usle
Madikker, som høre andetsteds hjemme. Af ganske andre end poetiske Anti-
pathier opoffres saaledes Sandheden om "Venetianerne", og fordi "Engelsk
Salt" har bragt hans Medarbeider til at kaste op og foraarsaget ham selv
sympathiske Opstødelser, maa nu det Par foregaaende af mine satiriske
Frembringelser kasseres. Dette hører til den "berømte Retfærdighed". Koen
har, som man ved, Lyst paa Løvetand, og denne Plante med det sunde Blod
og den friske Grostyrke er bleven mit Emblem, siden man begyndte at ville
træde mig ned. Det er nu alt længesiden; men Aarene gjentage sig, og intet
er gaaet forbi uden man har sluppet Kjør paa. De Dyr, som "granske", ere
værre. De rode; men Roden er dyb. |
| BLA BAKOVER |