|
TIL MINE FIENDER
Morgenbladet 11. mars 1838.
1. Nellas Redaktion.
Er denne Blære af min Daggert stungen?
Nok, at den sprak, og ligger der nu sprungen.
2. F. Stang.
Du har en Yndighed, Geniets Had!
naar Kinden flammer som Tulipens Blad;
en Storhed, naar i Pennens rappe Spoer
giftsvulne Slanger mylrende sig snoer.
Men ak, hvad ynkelig Figur du gjør,
naar du er bleg og mat og Pennen stør,
naar Styrke du kun i din Skjælven viser,
og Pennens Træk kun er en Rad Betiser.
3. B. Dunker.
Hvis det er sandt, at harmtændt Hu
tidt bristende Talent erstatter,
da elsker Ingen mig som Du,
hvis Linjer skjænkte mig en Latter.
|
| d.III,b.3,s.384 |
Ditto.
Er du en Sjel, som har saa fæl en Larve?
Dit Had, som Gløden i sit hvide Skjæg,
jo bærer Dødens Let og Syndens Farve . .
-- Gaa! gjem dig bag en Væg!
4. J. Welhaven.
Hvor gnaver det dig henne, Versopflikker?
Har jeg en Krands, som dig i Øjet stikker?
Du faaer den hele og en Draabe med
af hvad du neppe har: min Sjelefred,
hvis du vil gi'e min Hund den Bid, du skar
ved Grevens Bord: dit Festriims Honorar.
Ditto.
Der er ei Maal og Maade i
det Gnaal i dine Viser
om Jetter og om Riser.
Det er jo Dvergefantasi.
Ditto.
Rødøjet som en hvid Kanin
nær blind sig stirrer sløv Kretin
paa Alpens solbelyste Toppe.
Han troer det Rødmende deroppe
er Nellikers og Rosers Flor.
De gule Striber, i hans Tanker,
er Kaprifols og Guldregns Ranker,
som ned fra Tind omkaps sig snoer.
Men Skyen gaaer for Sol igjen,
da graanes Alt til Klippe hen,
og Ravnen, Luftens sorte Ridder,
han veed, at han paa Mose sidder,
at golden Fjeld Naturen gav
saa tynde Lag af broget Lav,
som denne falske Glands, hvormed
du dækker Aandens Magerhed.
|
| d.III,b.3,s.385 |
6. Til dem Alle tilhobe.
Ak, at mit Hjerte dog endnu skal slaae!
at end for mig ei Byens Klokker gaae!
Dog haab, at det, som slaaer kan blive stille,
og det som staaer kan komme til at spille.
Og glem ei, Haabet Bedste er og Største.
Og -- det faaer være nok nu for det Første.
Henr. Wergeland.
|
| BLA BAKOVER |