|
[OM CAMPBELLER-SLAGET]
Morgenbladet 6. febr. 1838.
I Morgenbladets Referat af det i Theatret 28de f. M. Pas-
serede omtales, at jeg fra en Loge forsøgte at tiltale det urolige
Publikum. Da Beretningen, idet den ikke citerer Tiltalen selv,
let kan give Anledning til Feilgjetninger om hvori den bestod,
og at Stænk i Advokat Skjelderups Erklæring i Dagsnummeret
endog synes egnet til at vildlede didhen, at den skulde have
gaaet ud paa at opildne Partiiver og politiske Sympathier, finder
|
| d.III,b.3,s.378 |
jeg mig opfordret til at meddele Følgende betræffende denne
lille Biscene: Da Tummelen efter første Akt ikke syntes at ville
tage Ende, da den oprørende Piben under og efter National-
sangen, som Orchesteranføreren gav, efter min private Anmod-
ning, som et Forsøg paa at tilveiebringe Roligheden, atter satte
Publikums Modkræfter i Bevægelse, og Urostifternes Hensigt
tydelig viste sig at være den, at hindre Stykkets videre Op-
førelse, henvendte jeg mig til En af Direktørerne, og mødtes da
af ham med samme Tanke, nemlig at der intet Andet var at
gjøre end at lade begge Parter anmodes fra Scenen om, at op-
sætte enhver forstyrrende Meningsyttring til Stykkets Ende.
Da Allarmen imidlertid forblev den samme og det varede noget
inden jeg saae Nogen fremtræde, besluttede jeg, under en øie-
blikkelig Afstilnen i Tumulten, selv at fremsætte Anmodningen.
Den blev afbrudt, da jeg havde faaet nogenledes Lyd for Or-
dene: "Stille dog engang! Hvor fristende til høirøstet Uvillie
det end kan være at see selv Universitetslærere foregaae med
Exemplet af formelige Theateruordener . . ." Og siden forsøgte
jeg med endnu mindre Held at tilføie: "Saa udbeder dog For-
fatteren sig, at begge Parter ville opsætte o. s. v." Strax efter
fremtraadte Hr. Nielsen, og lod sig ikke forhindre fra at frem-
sætte samme Anmodning fra Direktionen af det Æblestykke,
hvormed En af hine Præceptorers lærvilligste Disciple hjem-
søgte ham paa Scenen. Dette om det. Men siden jeg nu har
Papiret for mig, benytter jeg Leiligheden til ogsaa at yttre mig
betræffende den skjelderupske Erklæring og Nellas Sladder om
at hun har en "positiv Erklæring" fra Theaterkassereren for
den lumpne Nødløgn, at jeg sikkrede mig Bifald ved første
Forestilling ved at kjøbe 100 Billetter til mine Venner. Hr.
Skjelderups Udtryk om Stykkets Værd ere saa umaadeholdne
-- ikke at tale om ubegrundede -- at allerede dette maa vække
Tvivl om Beføietheden. Jeg har vel allerede en Slags Critik,
som giver fuldkommen Satisfaktion, saavel i Theaterdirektionens
Bekjendtgjørelse om de indsendte Stykker som i Censurkom-
mitteens Indstilling, den jeg har anmodet Vedkommende om at
erholde til Afbenyttelse, saafremt jeg skulde holde det for værdt
at forsvare mig mod slig aabenbar Ubillighed; men jeg har den
Tro, at det Enorme i de Udtryk, hvormed der er blevet ned-
|
| d.III,b.3,s.379 |
tordnet af den Constitutionelles Redaktion, af Skjelderup og
af Ræven i Morgenbladstillægget No. 35, vil bidrage ikke lidet til
at bringe Stykket i Folkets Hænder, som ønske at dømme selv,
og til at det bliver ordentlig bedømt. Indtil videre holder jeg
da Hr. Skjelderups Omdømme for mindre vigtigt end den naive
Bemærkning af ham, at næste Forestilling vil løbe af uden Spek-
takler, siden han & Comp. vil blive borte derfra. At Manden
peeb før Stykket bekræfter ellers særdeles den Upartiskhed,
han gjør sig saamegen Umag forat overtyde Publikum, han er
besjelet af i denne Sag.
Følgende Skrivelse imellem Theaterkassereren og mig vil op-
lyse Beskaffenheden af ovennævnte nederdrægtige Imputation,
at jeg ved Billetkjøb har tilbestukket mig Stykkets Bifald, og
at dette vinder Bekræftelse i en "positiv Erklæring" fra Cas-
sereren. Jeg tilskrev denne saalydende:
"I Anledning af den Constitutionelles Debiteren i Igaarsnum-
meret, at De har afgivet en "positiv Erklæring" om at jeg har
kjøbt 100 Billetter til Venner tillader jeg mig at udbede mig
Deres ærede Svar herpaategnet eller særskilt, om De bestemt
kan angive Antallet paa de af mig kjøbte Billetter.
Iligemaade udbeder jeg mig, at De vil have den Godhed, at
erklære Dem 1) om dette mit Billetkjøb ikke skeede pr. Com-
mission saaledes at Personer anmodede mig om, og gav mig
Penge til at kjøbe Billetter, 2) om jeg ikke yttrede at jeg gjorde
det med Ulyst og kun paa trængende Anmodning.
Den 3die Februar 1838."
Og erholdt herpaa følgende Svar:
"Jeg kan ei bestemt angive Antallet paa de af Dem kjøbte
Billetter til 1ste Forestilling af "Campbellerne", dog antager
jeg, at det udgjorde omtrent 100, hvoraf De med Theaterdirek-
tionens Tilladelse erholdt omtrent 50 St. forinden Billetudsalget
begyndte, de øvrige derimod til forskjellige Tider under dette.
Forøvrigt maa jeg bevidne, at De ved dette Billetkjøb aaben-
bare handlede som Commissionair for Andre, og at De gjen-
tagende beklagede Dem over det Bryderie, som disse Commis-
sioner forvoldte Dem.
Den 3die Febr. 1838.P. Møinichen.
S. T. Hr. Candidat Wergeland!"
|
| d.III,b.3,s.380 |
Hvor er nu den positive Erklæring, som kan bestyrke Imputa-
tionen om at jeg har kjøbt 100 Billetter til Venner forat sikkre
mig Bifaldet? Cassereren kan intet bestemt angive om Antallet,
som ogsaa er ganske ligegyldigt, endskjøndt jeg ikke troer at
have havt Tid under Prøven til at opfylde saamange Anmod-
ninger; men det angiver han bestemt, at Halvparten af et saa-
dant Antal fik jeg med Direktionens eller rettere de tilstede-
værende Direktørers Tilladelse (og i deres Nærværelse) og at
jeg aabenbar kun var Mellemmand og føiede af Høflighed træn-
gende Anmodninger. Hvorfra flere af disse kom, veed jeg ikke;
men de allerfleste vare fra Familier, for største Delen bestaaende
af Damer og nogle for et Par Skuespillere, der igjen vare Com-
missionærer for Andre. Jeg har alle deres Vidnesbyrd at paa-
beraabe mig, som gjennem mig erholdt Billetter, eller som saae
mig modtage Anmodninger og Penge dertil; og forøvrigt op-
fordrer jeg Enhver til at modsige mig, der veed, at jeg har ud-
deelt, bortgivet eller paa anden Maade havt at bestille med
Billetterne end som omforklaret. Hvortil har da dette Angreb
paa min Karakteer ført uden til at belyse, at jeg ikke er uhøflig
eller utjenstfærdig, men at mine Fienders sandsløse Had intet
forsmaaer af Bagvaskelse og Fordreielser, hvori de dog selv
hilde sig uhjælpelige ind?
I dette Øieblik erfarer jeg, at den nye Statsborger stiler en
Opfordring til de Godtfolk, forsaavidt den Const. tjener dem
som Organ, til at de skulle gjøre Rede for de Principer og Ten-
denzer, der lede deres publicistiske Virksomhed. Og da jeg ved
bemeldte Blads Begyndelse bekjendtgjorde deri, at jeg havde
lovet at bistaae Red. med den politiske Artikel, hvoraf dog
endnu intet har viist sig, og visse Folk dog deraf kunde forsøge
at faae Folk til at troe, at jeg har nogen Deel i denne Opfor-
dring, der forekommer mig ganske overflødig, saa benytter jeg
ogsaa denne Leilighed til at bekjendtgjøre, at jeg forlængst har
tilskrevet Redaktionen, at jeg ikke kunde levere hiin Artikel,
og at jeg saaledes var udtraadt af ethvert Forhold til Bladet.
Den 4de Februar 1838.
Henr. Wergeland.
|
| BLA BAKOVER |