|
NORGE
Statsborgeren 10. des. 1837. -- Af en Artikel i dette Blad vil man have erfaret den ube- hagelige Opmærksomhed, som en Manzini og Kone af det Gauthierske Kunstberiderselskab har paadraget sig. Tingen for- holder sig virkelig som forklaret paa det nær at Mishandlingen ikke skede med en Chambriere  en Beridersvøbe, men med enalmindelig, men stor, Ridepidsk, og at Hævelserne omkring Øjnene skulle især være bevirkede ved Fald under Mishand- lingen. En Erklæring fra Manzini, som han af et rigtigt Instinkt lod indrykke i den Constitutionelle, (den er ogsaa skreven af Bladets Forlægger) og et Forsvar for ham i Intelligenzsedlen for Igaar bekræfter kun Faktum, og anbefaler ham -- som en- hver fornuftig Læser maa finde -- ikke i ringeste Maade til Publikums Tilgivelse og Overbærelse saaledes at det skulde taale at see ham og hans Kone. En, der har Noget at sige i Selskabet, har selv sagt, at Ugjerningen vilde i Sverrig bringe dem i Gabestokken; men en lignende Retfærdighed er dog vel ikke skeet dem her, ved det at de ere komne i de norske Aviser? Det vil, efter vor Mening, geraade vort Publikum til liden Ære, om det lader sig bestikke af den Fornøjelse, Manzinis og Kones Kunstfærdighed kunde forskaffe det; og noget bedre end en Be- stikkelse af Selvgodheden og af tranghjertet Lyst til at faae al den Valuta for de Skillinger, Billetten koster, som Troppen kan præstere, vilde det ingenlunde være, om man -- som Anonymen i Intelligenzsedlen vil -- for at see bemeldte Pars Kunster, undlod at vise dem bort ved lydelig Misbilligelse. At Manzini har maattet overdrage Barnet til Andre, idet Statsfysikus Døderlein -- saavidt vi vide, af egen Menneskekjærlighed -- har taget det under sin Varetægt, forbedrer ikke Sagen for dem. | |
| d.III,b.3,s.367 |
Det er os ellers bekjendt, at flere Indvaanere af Staden vilde have gjort Sit forat befrie og sørge for Barnet, og at de frem- deles ere villige til Opoffrelser i saa Henseende. -- Politimester Richter i Kristiania er befordret til Soren- skriver i Ørkedalen. Man nævner som Supplikanter til det ledige Embede: Bureauchef Harris, en ung Mand, for hvem den almindelige Mening udeelt erklærer sig, Fuldmægtig Fougstad, som troer sig skikket til hvad det skal være og hvis Udtrædelse af den Cstnelles Redaktion man paa egen Haand sætter i For- bindelse med Aspireringen til Embedet, og endelig for det tredie -- Prokurator Praëm! Ja Praëm; det er ingen Trykfeil, men Forvisningen om den mageløseste Uforskammethed, som du her seer, Læser! Manden har før været saa artig at underrette Regjeringen om, at han havde opdaget et enormt Polititalent hos sig; og om Hensigtsmæssigheden af, at et lidet General- prokuratur, ifølge hvilket han skulde bemyndiges til hemmelige Kontrolleringer og Undersøgelser af Embedsmændenes Proto- koller, have vi selv hørt ham udbrede sig. At han, istedetfor at gaae ind paa det ærefulde Tilbud, som Bankvexelfalsknerne Bang, Krogsgaard & Comp. i sin Tid gjorde ham om at deel- tage i Haandværket, med Slughed bragte dem i Fælden, taler ellers ligesaameget for ham, som den Tillid, disse Mennesker viste ham, og den ikke saa sjeldent af Erfaringen bekræftede Maxime, at man skal bruge Knibetang til at trække ud Spiger med. Det er kun Skade, at han har et vist vexlende Udtryk i Ansigtet, som ikke vil kunne skjules, om han søger at liste sig ind i et Samqvem af Skjelmer, og som kan udsætte ham forat blive arresteret med i Komplottet af sine egne Vægtere -- at sige dersom han ikke strax har Polititegnet med Justitiabilledet vedhaanden. Kosteligt! Justitia i slige Hænder! -- Foged Sahlqvists Kassemangel reducerer sig til et Par tusind Spdlr. hvorfor han har stillet tilstrækkelig Kaution. Det er Skaansel og godmodige Henstandsindrømmelser, som bragte Fogden i en Ulykke, som hans Embedsdistrikt glæder sig ved han er vel ude af. |