HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 3. BIND: 1836 - 1845

FIGURER
Statsborgeren 10. des. 1837.



Zobolam, Prokuratoren.

   Zobolams egentlige Navn var Benjamin; thi saa havde hans
Moder kaldt ham, da hun førstegang trykkede ham i sine Arme.
"Zobolam," dette skumle dæmoniske Navn havde hun udstødt
i Dødsøjeblikket, da den rædsomme Vished om at noget Værre
end en troløs Elsker havde bedraget hende, viste sig i hendes
Fosters Øje og Natur. Og Drengene, mellem hvem han voxede
op, gave sit Had Luft og Lyd ved at kalde ham uvilkaarlig saa.
Det var som en Aand engang tilhviskede en afmægtig For-
tvivlelse, der havde udtømt sig i Skjældsord, at udstøde dette
Navn som om det var Top og Tinde af alt Fælt; og siden be-
holdt han det da.
   Hans Drengeaar gaae vi ellers ganske forbi. Han var mere
hadet for sin Falskhed, Hang til at bedrage og Hevnsyge, end
for sin Lyst til at plage med aabenbare Voldsomheder. Disse
viste sig aldrig mod hans Overmænd, mod hvem han altid viste
det samme Krybsind, som aldrig forlod ham. Forresten havde
han altid et slet Forsæt eller en ond Glæde i Øjet, Blod og
d.III,b.3,s.364   Haar imellem Neglene og en Skilling i Lommen, som han langt-
fra var kommen rigtigt til.
   Han havde forøvrigt saagodtsom ingen Ungdom. Hans Liden-
skaber og Gjerninger vare tidlig den modne Synders. Hans Fa'r
havde Glæde af ham; men aldrig meer end naar en Lignelse
af Moderens Følelsesfuldhed overkom ham; thi da kunde han
være vis paa, at det var Hykleri. Der havde dog i det Tidsrum,
da hans generiske Sandselighed begyndte at kime, været Øje-
blikke hvori en uvilkaarlig Blødhed betog ham; men da han
mærkede, at Folk bar over med ham i meget hvergang en
saadan Sindsrørelse paakom ham, og omtrent yttrede, at Fan-
den dog ikke er saa sort, som man gjør ham til: saa ikke alene
forsvandt denne sidste Rest af hans Natur paa Moders Side,
men han opnaaede ved første eller andet Forsøg den største
Færdighed i at lade allehaande blide Sindsrørelser tilsyne-
ladende overkomme sig. Han kunde lade en hellig Zittren over-
komme sig, naar en Kirkeklokke ringede, lade en Taare engang
imellem ved passende Leilighed snige sig stille og ensom ned-
over Kinderne, og jage en Rødme op i dem, naar det var smukt,
enten at blive undseelig eller hæftig, og det med samme Færdig-
hed som man kan faae Platinasvampen glødende ved at aabne
Gasventilen i Fyrtøjet. Kortsagt, hans Fader havde Glæde
af ham.

   Men jeg veed ikke hvordan det var med endeel slette Stre-
ger, som ingen saadanne Kunster kunde hjælpe paa, ingen Taare
slette ud, ingen Rødme skjule. Nok er det -- Landet blev ham
forhadt, og han besluttede, at see sig om paa andre Steder i
Verden. Enten det nu var, at Forfølgelsen kun afvandt ham
Terrain Skridt for Skridt, eller roligere Spekulationer førte ham
did -- nok Zobolam blev opdaget af sin Fa'er ilende over
Heden, forbi det ensomme, øde Strandhuus,


           -- "hvor Kongelyset alt sig ind
                 i Arnens Krog har trængt.
           Der stod det dødt med gusten Kind" --

og ilende over den lange lange Flyvesandkyst og standsende
med ængstlige Blik paa den yderste, flade, havomskyllede Pynt.
Floden steg. Zobolam ængstedes ikke. Han syntes, at Bøl-
d.III,b.3,s.365   gerne maatte syde tilbage, om de berørte hans Fødder. Djæv-
lene maae ogsaa have Slægtskjærlighed, thi Lurifax var nær
Zobolam, da Havet voxede omkring ham. Tregange slog en
uhyre Ørn ned for hans Fødder, berørte Vandskorpen længe,
bredte sine Vinger ud, bøjede sit stolte Hoved med en længsel-
fuld Murren mod Qvindens, eller Svaghedens(!) og det Ondes
nær fortabte Søn og syntes at opfordre ham til at stige op paa
den brede Ryg. Tregange skjød en Delfin op faa Alen ifra ham
med en Ryg som Dækket paa et Skib. Den skurede langt ind
paa Sandet, laae ubevægelig, vendte Siden saa meget til, at det
kloge Øje saaes over Vandskorpen og et dumpt Skrig hørtes.
   Men Zobolam forstod ikke Uhyret. Stivt holdt han sit Øje
fæstet paa Landet, paa en rød omirrende Skikkelse, der kom
stedse nærmere, ilende somom den stigende Flod var ham i
Hælene. Var det en Stranddragon eller Bøddelen af Flad-
strand? Zobolam maae vide det; thi han lader Floden voxe,
og iler dog ikke tilbage. Delfinen brød sin Dyreklasses Love
og skreg højt, skurende sig dybere ind i Sandet. Zobolam syn-
ker. Sandet bliver troløst, det bliver til Vand under ham. En
lang hvid Brænding har allerede togange viist sig imellem ham
og den Røde. De stirre som forstenede paa hinanden. Ele-
menterne lyde sine ubøjelige Love. Floden syder ikke tilbage
for Dæmonsønnens Fødder. Den vilde ikke gjøre det for den
sidste Steen af det sidste kristelige Altar. Dog maa der være
mindre Barmhjertighed hos den Røde siden Zobolam endnu
stedse ikke gjør noget Skridt tilbage. Delfinen skriger, borer
sig nærmere, vælter sig paa Siden, byder sin mastdannede Ryg-
finne til somom den vilde rive Ynglingen til sig. Men en Baad
farer langsmed Stranden. Det er Fiskere, der ville fange Del-
finen, som de troe paa Grund, og som skynde sig at komme
udenom den førend Floden gjør den flot. Der forløber et Mi-
nut, hvori den er borte. Men før det gule Sandskum, som den
lod efter i sin selvgjorte Kanal, er borte, er Baaden hvælvet, og
et nyt Slag af Delfinen driver den, med Aarer og Seil under
Tiljerne, til Zobolam.

   Nu kan han hjælpe sig. Det blæste en Aften og en Nat. Den
næste Morgen var een Lykkeridder til ankommen til alle Lykke-
ridderes forjettede Land.

d.III,b.3,s.366      En velnæret Mand spadserede paa Stranden. "Hvorfra min
Dreng?" "Fra Skagen sidst!" -- "Det er mig nok. Gaa paa
Kontoret."

   Derifra brød Zobolam sig sin Bane, og Forjettelserne op-
fyldtes, at han skulde forløse de Fordømte.

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE