|
|
| d.III,b.3,s.353 |
REVY AF TIDENDERNE
Statsborgeren 30. nov. 1837.
Medens Ismael imellem Bladene lever i saa dyb en Ro og
Fred med Alle, at man kunde tro, han paa det værdigste bere-
dede sig til sin Henfart, befinder den Constitutionelle, Rigs-
tidenden og Morgenbladet sig i den heftigste Trætte indbyrdes.
Sprogets Ammunition er allerede udbrugt. Kun i den Constitu-
tionelles Smuds avler der sig af og til nye Massiviteter ligesom
Lopper avles af sig selv i Sand. Og det er ikke saa, at Hadet
mod Een af dem har tilvejebragt en nogenlunde god For-
staaelse mellem de andre to; nei, Een mod Begge, og det saa
hastigt, at Ingen af dem lægger Mærke til at Fienden allerede
har en før paa Halsen, som har den bedste Lyst af Verden til
at gjøre af med ham. At tale Forsoningsord vilde være spildt
Arbeide for Statsborgeren. Den kan kun, hvad Rigstidenden
og Den Cstnelle angaaer, beklage, at man ikke overlader dem
til sin egen Oplysning og beundre Morgenbladet, som hver
Morgen tager sig i sin Højhed ud omtrent som et Huus, hvorpaa
lumpne Avindsmænd om Natten har klistret Paskiller paa
Ejeren -- De respektive Redaktioner danne tilsammen en Kugle
af sammenbidte Hoveder, der vise Tænder til alle Kanter. Foug-
stads Spidsnæse er imellem Tænderne paa gamle Overlærer
Døderlein, i Bureauchef Bernhofts Uldhoved har Lektor Motz-
feldts Fingre forvildet sig, unge Wulfsbergs Flødeskjæg til-
rakkes af endeel af Nellas unge Retslærde og Grubstreetmen, i
Adolf Stabel har Lektor Schweigaard bidt sig fast, og saaledes
er Alt i een Turv. Der er just en Rigstidende og et Nr. af Den
Cstnelle vedhaanden, hvoraf et løseligt Udpluk vil vise hvor-
ledes de fare ivejen mod hinanden. Den Cstnelle har bare be-
breidet Rigstidenden noget vidtdreven Følsomhed; men det er
nok for den til at bestrøe en Spalte med Sligt, som følger:
-- "flaue og intetsigende Bemærkninger -- mislykket Forsøg
paa at nedsætte Rigstidendens Troværdighed in publico (
det var
stygt) -- højst utilbørligt, aldeles umotiveret -- Den Cstnelles
Eftertrykken af Rigstidendens Korrespondent-Efterretninger --
Den Cstnelle behøver nu just heller ikke at være saa hovmodig,
da den bærer saamange Synder i sit eget Skjød -- har hyppig
|
| d.III,b.3,s.354 |
maattet tilbagekalde og berigtige ikke alene Beretninger, men
egne Berigtigelser -- har anført en Underretsdom saa feilagtigt,
at Dommeren, der kunde have fældet slig Dom, maatte være
bleven dømt pro meliori informatione (
Fælt om et Blad, der har to
Universitetslærere i Jurisprudenz og den grundlærde Jurist Fougstad til
Redaktører og en Mængde unge examinerede Retslærde til Medarbeidere)
-- Den Cstnelle har gjort det til stadig Regel ordret at plagiere
-- Har forgjæves ventet, at den Cstnelle skulde have saamegen
Æresfølelse og Takt for det Passende at ophøre med denne
Plagieren og lige forgjæves ladet den paa flere Maader forstaae
det Upassende heri -- Der tør være to Meninger om ikke den
Cstnelle er hjemfalden Fr. 7de Jan. 1741 om Eftertryk -- Ær-
gerligt, at see sine Efterretninger eftertrykte indtil Tøddel og
Prik, og at man saaledes tilegner sig Andres lovlig erhvervede
Ejendom."
Den Cstnelle vil nok komme god igjen, saasandt dens Smuds-
presse ikke er gaaen træt paa Morgenbladet. Man høre bare
hvor det skvætter af den:
" -- Redaktionens lidet hæderlige Stykke -- lumpne Udfald
-- den tilsmudser sig bare mere -- har tilsølet sit Blad -- be-
breider paa den infameste Maade -- fordølger vitterligen --
kalumniatorisk -- kaster i Næsen -- foreholder til Overflod i de
meest ærekrænkende Udtryk og behandler Prof. Hansteen som
en forsømmelig og i sit Embede ligegyldig Mand, hvem enhver
Dreng ustraffet tør haane -- Mbldt. vil forgjæves skjule sin egen
Skam" o. a. deslige mere i omtrent 50 Linjer.
Statsborgerens Tanker i Anledning af Tvisten imellem de
øvrige Blade.
Dersom Gjest og Ola bleve Uvenner fik man høre flere rare
Sager end Skriver og Prokuratorer have drømt om.
Falske Venner ere som Skyggen paa Solskiven. Den viser sig
kun i klart Veir, men forsvinder i skyet.
Ulykkelige have ingen Venner. Man sparker til den, som falder.
|
| d.III,b.3,s.355 |
En Røver skjænkes kan Medlidenhed og Naade;
men ingensinde Den, som kan en Ven forraade.
Ære og Snee kan ikke faa sin Glands igjen, naar den engang
er tabt.
Der Unverstand, der Geiz, der freche Stolz, der Neid
verändern Tracht und Ort, doch nicht die Scheuslichkeit.
En forfulgt Kat kan blive ligesaa vred som en Løve.
En Skarnbasse paa en Kokase troer han er en Konge.
Blind Mand kan ogsaa træffe Maalet.
Spørg min Kammerat, om jeg er en Tyv.
Jo meer man rører i Skarnet des meer stinker det.
Bedre at kysse en Skjelm end at lægge sig ud med ham.
En Morian bliver aldrig hvid.
Børn og Narre hører man ofte Sandhed af.
Prædikanters Uenighed er Djævlens Høst.
Hver Møller stjæler Vand til sin Mølle.
Lad Bikje og Bamse slaaes saameget de ville.
Narre trættes hvor kloge Folk ere enige.
Man skal ikke skjære Remmer af anden Mands Hud.
Bedst at feje for sin egen Dør.
|
| d.III,b.3,s.356 |
Den som har Horn i Barmen bør ikke sætte dem paa Hovedet.
Narre maa lyskes med Kjeppe.
Af Skarn kan ei ventes andet end Stank.
Gjør Fanden ingen Uret.
Gud bevare mig fra mine Venner, jeg vil selv tage mig i Agt
for mine Fiender.
Den har onde Naboer, som er tvunget til at rose sig selv.
Den som fornærmer en Ven for Spøg, taber ham for Alvor.
Den drukner ei, som hænges skal.
Hvem som har mistet sin Kredit, er borgerlig død.
Hvem som gjør sig selv til et Faar vil Ulven æde.
Den, som rører ved Skarn bliver ureen.
Hickledy pickledy, hùrly burly, hodge podge, mingle mangle,
ársy versy, kim kam, hub bub, crawly mauly, hab nab.
Slet Fugl, som gjør egen Rede ureen.
Det er Synd at lyve paa Fanden.
Det er en haard Vinter, naar den ene Ulv æder den anden.
Lige til Lige, sagde Fanden til Kullsvieren. Kjedel svært
ikke Gryden.
Ondskab gjør sig selv meest Skade.
Sælg ei Huden, før du haver fanget Bjørnen.
|
| d.III,b.3,s.357 |
Krukken gaaer saa ofte til Vandet, at den kommer sønder-
slagen tilbage.
Sæt en Tyv til at fange en Tyv.
Viis mig en Løgner, saa skal jeg vise dig en Tyv.
Jo højere Aben klavrer op, des bedre sees hans nøgne Bag.
En Kat, som snuser allevegne, faaer mangt et Rap.
Naar Kløver-Bladet reiser sig op, er en Storm i vente.
Helvede aabnes, naar Krig begyndes.
Naar Tyve blive ueens, faae ærlige Folk deres.
Er I en Ambolt, lig stille! Er I en Hammer, slaae godt til!
Lægges intet til Ilden, gaaer den ud.
Den lærer at tude, som er i Selskab med Ulve.
Den som selv har Glas-Vinduer, maa tage sig vare hvordan
han kaster Stene til sin Naboes Huus.
Et ondt Levnet faaer sjelden en god Ende.
|
| BLA BAKOVER |