|
FIGURER
Statsborgeren 12. nov. 1837.
Zobolam, Prokuratoren.
Hvorledes denne Række af Kjeltringstreger kunde blive til,
og danne et Liv, er mig klart nok, naar jeg veed, at Gemyttet
var til, som kunde udtænke og udføre dem. Men hvorledes et
saadant Gemyt kunde blive til ved en almindelig menneskelig
Forening, var mig langtifra klart. Efterat have udtømt al for-
nuftig Gjetning, og fundet liden Støtte i den bibelske Ban-
lysning over Undfangelsen, har Fantasien ledet mig paa en Vej
i dette Mørke, ad hvilken jeg dog er kommen til en Slags Ud-
gang, hvor et Dagslys, jeg gyser for, er falden over hans Til-
blivens Mystèr og har forklaret mig Gaaden af saa bundløs en
Slethed, saa forvorpent et Liv. Hver Den, som finder den For-
klaring tilfredsstillende, jeg har dannet mig, over hvorledes han
kunde blive saa, vil idetmindste intet urimeligt finde i de Skiz-
zeringer af endeel af hans Bedrivter, som skulle udføres paa
disse Blade. Og omvendt, læste man disse først, vilde man,
som jeg, studse ved at maatte gjøre sig Spørgsmaalet: er dette
Menneske et Menneskebarn, som vi Andre? og af Agtelse for
Menneskeheden føle sig tilbøjelig til at forklare sig hans Til-
bliven omtrent som jeg, og til saaledes at antage, at slig Ond-
skab maa være kommen som Ondskab til Verden, at den er
født i noget værre end Skrøbelighedssynd, at noget Ondt paa
en overnaturlig Maade maa have blandet sig i hans Tilbliven,
og at en rædsom Forbrydelse maa have gjort sig frugtbar i hans
Tilværelse. "Det er Djævelskt!" "Han seer ud som en Djævel."
"Han maa være en Djævel!" o. s. v. hørte man ofte om denne
besynderlige Karakteer, mens han endnu rasede i sin Ondskab
før han forsvandt, og, som man paastod, efterlod sig intet andet
end en ond Lugt. Men Folk med slige Udraab tænkte kun
lidet efter, og, saa nær de end vare førte Sandheden af Med-
lidenhed eller Skræk, vare de dog revne den forbi. Thi han
|
| d.III,b.3,s.315 |
var kun et Stykke af en Djævel; ikke ganske en Djævel. Han
havde mange menneskelige Skrøbeligheder, der hos ham vare
Dyder. Han sov og spiste og dobblede, og der var Afbrydelser
og Pusterum imellem hans Ondskaber, hvori man ikke saae
mere til noget Djævelskt (at sige naar man ikke saae ham i
Ansigtet, der i slige velsignede Mellemrum saae ud som en ud-
maset Sky, naar den brygger og ælter sig op til et nyt Uveir)
end til Padden inde i Stenen, skjøndt den kan sidde der lige
friskt i tusinde Aar. Huggormen sniger sig ikke altid i de uskyl-
dige men taabelige Lærkers Reder paa Jorden eller klattrer op
i Iriskens, fylder det med sine væmmelige Ringe og dræber
Moder og Yngel og lader Faderen døe af Sorg (og med Ingen-
ting havde Han og hans Gjerninger saamegen Lighed); ogsaa
Huggormen har fromme Øjeblik, hvori han borer sig ind i sin
Klipperevne, og hvori hans List slumrer og hans Gifttænder
hvile.
Men hine Letskræmte og Blødhjertede med sine Overdrivel-
ser burde vide, at netop disse høre Fanden til, og at han har
hævdet Ret til at bortklippe disse fra selve Dyden. Middelvejen
tilhører Sandheden, og jeg har søgt at skaffe denne tilveje ved
at iblande saameget Uskyldigt og Menneskeligt, som nogenledes
kunde gaae an, for at faae sig den Forklaring ud over Mulig-
heden af et saadant Væsens Tilbliven, som nu faaer lade sig
høre i
Ouverturen til Zobolam.
lste Scene.
(Strandbred med en Hytte. Ayanna, en ung uskyldig Brud, speidende ud-
over Havet. Lurifax, en ond Aand, svævende derover i en Maages Skikkelse.)
Ayanna
Maatte min Brudgom komme hjem i Aar,
da gav jeg til Stormen mit Fagerhaar.
Du vildfløjne Maage, mød ham! fortæl:
mig længes, mig længes tildøds min Sjel!
Maatte min Brudgom komme hjem i Høst,
da gav jeg til Øxen min Finger med Lyst.
Du vildfløjne Maage o. s. v.
|
| d.III,b.3,s.316 |
Kom han, o kom han om en Maaned hjem
-- tag Fingeren, Bile, ja alle fem!
Du vildfløjne Maage o. s. v.
Kom dog min Brudgom i en Ugestund,
min Fæstensring gav jeg til Havsensbund.
Du vildfløjne Maage o. s. v.
Kom han, o kom han om trende Døgn,
da Djævelen gav jeg til Priis en Løgn.
Du vildfløjne Maage o. s. v.
Min Brudgom, o kom du imorgenqvel,
jeg brændte min Bedstemors Evangel.
Du vildfløjne Maage o. s. v.
Min Brudgom, om kom du idag, idag! -- --
(Bliver staaende med udbredte Arme, i Tanker.)
Lurifax
(Svingende nær hende)
Da gav du en Djævel dit Favnetag.
Ayanna
Du hvinende Maage, mød ham! fortæl:
mig længes, mig længes tildøds min Sjel!
Lurifax
Ha, Qvinde, du vinder en Djævels Behag.
At Jorden har Slige, det volder mig Nag.
Ayanna
Han sidder vist nu paa sit kantrede Vrag.
O Gud, du forbarmer dig ikke idag!
Du hvinende Maage o. s. v.
(Lader Hovedet synke.)
Lurifax
(Svingende ovenover hende)
-- -- Vellyst? Den har dog Jorden ene:
det Mudder, Skabelsen har levnet om dens Stene,
og hvori Alting groer.
|
| d.III,b.3,s.317 |
Dens Vee har Helved vel, men Himlen ei dens Sødme.
Thi daler Englen ned,
som tørstig Fugl til Bækken, ned i et Hjertes Rødme,
at lædske sig derved.
Men da flye'r Satan til, og Englen fangen er,
. . det glimrer henad Bækken..
det er ei Nymfeblommer, ei Bladefald fra Hækken,
men stakkels Engels Fjer.
Bedækk't med denne Pragt, mens Satan staaer i Sivet,
gaaer denne Vellystflom, som driver hele Livet
og Skaberhjulets Tag.
Dog pladske Helgner der;
Platoner stirre til de glide ud med Foden,
og mellem andre Vrag
Platonens Pande slaae's mod Lais'ens Bryst iqvag.
-- Se der har atter jo en Engel sat sig ned,
at smage Jordens Lyst med sin Uskyldighed.
Var Glæden altfor kold, som du i Himlen nød,
da du har byttet den med Qvindens varme Skjød?
Du længes mod din Lyst, du længes; thi du smagte.
Dog du et Under er; thi du er lige reen,
dit Øje lige klart, dit Hjerte lige sagte,
som om din Sjel ei drak, men kun dit Kjød og Been.
Indbild en Djævel ei hvad Engle neppe troe!
Siig ei du pletløs kan i Livets Lyst dig toe,
at du, som elsket har, endnu er reen og skjær
som Erlen, paa hvis Fjær,
de oljeskinnende, ei klæbe kan en Draabe,
at du, endskjøndt du baded
dig i det samme Vand, som sveed Alcidens Kaabe,
ei bærer mere Præg deraf end Rosenbladet
af Duggen, som det bar, men som en Vind bortstrøg.
Velan! jeg vil ei see den Dunkelhed, som fremmed
sig spreder i dit Blik, den hede Længslers Røg,
ei Sukkets Klang forstaa, skjøndt grant jeg hvert fornemmed,
|
| d.III,b.3,s.318 |
ei maale Taarens Vægt, skjøndt tyng're end Metal,
dens Glød ei føle, skjøndt mod den er Lavas sval.
Jeg intet vide vil af hvad jeg veed, men tænke,
at du Ayanna, reen som Helliggeistens Enke,1
er eneste iblandt de skabte Qvinder, som,
i Elskers Favn har frelst dit Hjertes Jomfrudom.
Ha, er det saa -- Velan! da er forloren Du!
Thi Dyd og Angrens Jammer
optænder blussende i kloge Djævles Hu
en vild Begjærlighed, der ligner Bryndens Flammer.
Du er forloren.! Med
Jomfrulighedens Slør, med dette Hegn af Traade
du dig omspunden troer med en indviet Fred..
Haha! ei usselt er det Net;
thi hundred Fristere, der troe det skjørt og let,
bli'e hængende deri, som Fluer, uden Naade;
men Hundrede og Een dog bryder gjennem det.
(Maagen svinger udover Havet; i Horizonten berører den Vandskorpen,
spreder Vingerne ud; de voxe; den faaer et utydeligt Udseende af en
Snekke for fulde Seil, som bestandig kommer nærmere. Ayanna sprin-
ger op og anstrænger sit Syn.)
Ayanna
(Med et Glædes Skrig)
Det er ham!
(Med uvilkaarlig Latter)
Det er ham!
(Under voldsomt Graadudbrud)
Det er Ham! . . O Gud
Ti Aar af mit Liv kan du slette mig ud.
(Snekken synes tydeligere. Den nærmer sig. Lurifax staaer i Stavnen
som en ung Sjømand)
Lorenzo! Lorenzo! Han hører mig ei.
Men tregang han vinked, og tregange jeg.
Lorenzo! Lorenzo! Men Himmel! hvor Han
dog rasende seiler -- ret lige paa Land!
|
| d.III,b.3,s.319 |
Mit Skib hedder "Maagen". Som var det af Fjær,
det gaaer over Brænding og Baaer og Skjær.
Ayanna
Han raser. Han knuses . .
Sjømanden
Lad seile paa Grund!
Thi, Elskte, mig længes et Kys paa din Mund.
Lad Snekken gaae under idet den naaer Havn!
Thi, Elskte, mig længes at ta'e dig i Favn.
(Skibet strander; forsvinder, efterladende en blodig Stribe paa Stranden.
Sjømanden er sprungen af, og har Ayanna i sine Arme.)
Hvor bruun du er, Elskte? Meer mørkt er dit Blik?
Sjømanden
Jeg tiende Gang under Linien gik.
Ayanna
Men tyd mig, Lorenzo, din Snekke har blødt.
Sjømanden
Tildøde min Kjøl har en Havslange stødt.
Ayanna
Min Ring -- ak, Lorenzo, vort Kjærlighedsbaand,
den sidder ei meer hvor den sad paa din Haand?
Sjømanden
En Sjørøver tog den; thi Ringen var Guld;
men knap var han væk før han seiled omkuld.
Men Haanden, som bar den -- se den har jeg frelst!
Kom, Elskte, den veed jeg du vælger dig helst.
(Fører hende ind i Strandhytten.)
|
| d.III,b.3,s.320 |
2den Scene.
(Morgen. Snekken vipper ved Stranden, Lurifax som Sjømand ilende ud
af Hytten.)
Lurifax
(Med et Blik paa Hytten)
-- -- Saa. Denne Høstnats Fryd og saa Nimaanedsvee,
og fromme Qvinde, Du,
som midti Vellysts Favn bevarte Jomfruhu
til det bedaarte Nu,
der med dit Psycheslør hensvandt i Luftens Øde,
en værre Djævel skal end mig til Verden føde.
(Springer ombord. Snekken fjerner sig som den kom. Naar den har
naaet Horizonten vexler dens Udseende med en Maages, som skrigende
nærmer sig Stranden. Før Forvandlingen er foregaaet er Ayanna styr-
tet ud af Hytten)
Ayanna
Lorenzo! hvor er du? For Guds Skyld! svar!
Lorenzo! vidste du, hvor svært jeg ængstes.
Lorenzo! Mand! Hvor du kan være haard!
Med Natten maa han have mig forladt
i samme Stund, da jeg i Halvdrøm syntes
en iiskold Slange strøg sig paa min Side --
den Samme netop som i Paradiset
forførte...
(Seer Snekken)
O Barmhjertige!
(Synker i Afmagt)
(Vaagnende)
Ret saa Lorenzo! Skjær mig med din Kjøl,
som den har gjort med Havets Slange, meer
uskyldig end jeg nu. Men skjær til Hjertet;
thi dette Qvælende jeg ei udholder.
(Raaber) Lorenzo! Lorenzo! -- Forbandede Storm,
som sluger Navnet, saa han ei det hører!
Da kom han.. Nei, det er jo stille:
Hans Navns forgiftige Udaanden qvalt
har Luftens Liv, og for hans Aasyns Billed
er Bølgen stivnet i Forfærdelse.
Al Havet synes tungt og blankt som Qviksølv.
|
| d.III,b.3,s.321 |
Dog jager Snekken fort som henad Iis,
og kun hvor den er faret hen, kun bag den
sig letter Bølgen til et Aandedrag.
. . Lorenzo, flygter du? for Alvor flygter?
Ak nu det sidste Flig af Seil gaaer under.
Nei, nei! det kommer hid . . . Ak, kun en Maage
sig svinger op fra Punktet, hvor han svandt.
Velkommen, Fugl! Du kommer dog fra ham,
fra ham, som . . o du græsselige Nat,
som skjænded med dit fule Mulm et Liv,
du Moder til et Helved! Fæle Nat,
hvi blev du evig ei, og ei begrov
din Synd i egen Dybde uden Bund?
Nu stikker den som sletbegravet Liig
i Dagen frem, som ei Du burde havt.
Thi Morgens Klarhed er et Speil hvori
du seer din egen Fælhed og besvimer,
til du af Aftenvinden gjenopvækkes.
Da kom, Lorenzo, atter paa din Snekke,
som bløder Stranden ud, og gaaer i Havblik
for fulde Seil -- Da kom, du Djævel -- ha,
om ret jeg ahner at du er en Djævel --
da kom du elskte Djævel, og jeg skal
forbyde mine Hænder, Mund og Bryst
al Mulighed at bede . . . Kan jeg bede
med disse Hænder vel, som ømt har trykket
den onde Fristers Kløer til mit Hjerte?
med denne Barm, som varmte Slangekongen?
med Munden, som har kysset Guds Forbandede?
med Hjerte, som kan elske onde Aander,
fordi de ligne den jeg engang gav det?
(Fortvivlet, rivende sit Haar af sig, kradsende sin Barm.)
Ud, Hjertetorn, for mine Negles Saar!
Ud, fæle Minde, ud med disse Haar!
Lorenzo! Djævel! Tog du hvad du lysted,
saa tag da og mit Hjerte ud af Brystet!
|
| d.III,b.3,s.322 |
Tag Troskabsringen! Du har din jo glemt.
Min har jeg bedre selv end Dyden gjemt.
(Slænger sin Ring tilhavs. Flygter.)
(Forts.)
1 tilbakeDer Teufel spricht. |
| BLA BAKOVER |