|
NOTABENER, ALMUEUNDERVIISNINGEN
VEDKOMMENDE
Statsborgeren 14. sept. 1837.
Vort Land er i religiøs Henseende Nordens Spanien. Den
katholske Religion er der ikke sikkret flere Forrettigheder end
den herskende er det hos os. Af det, hvori vi i denne Hen-
seende adskille os fra Spanierne, skulle vi for øvrigt ikke rose
os. Deres Regjering og Nationalforsamling har nemlig i den
sidste Tid, endog med en vovelig Tilsidesættelse af politiske
Hensyn og Omstændigheder, paa den mest ophøiede og liberale
Maade forenet sig om at reformere Kirken. I Besiddelse af
dette Gode, som modtaget fra Fædrene i en, som man vil ved
Lovtvang have antaget, urørlig statu quo, og altsaa uden nogen
Fortjeneste i denne Henseende, burde vi have søgt at erhverve
|
| d.III,b.3,s.272 |
os nogen af Almueunderviisningen eller idetmindste af den
religiøse Deel deraf. Vor politiske Emancipation opfordrede
dertil, og synes at have givet Anledning og Evner dertil i alle
de Aar, vi nu ellers have nydt dens Velgjerninger; men hvor-
ledes er den i dette Punkt -- det vigtigste -- vel bleven be-
nyttet? I ingen Henseende have vi mere at bebreide os. Op-
lysningsvæsenets Fonds, der aarlig ere blevne forøgede og for-
øges ved det beneficerede Godses Salg, hedde saa mere i Navn
end i Gavn, naar man betænker hvor lidet, i Forhold til Fondets
Størrelse og den lange Tid, der er blevet anvendt deraf for
Oplysningen. Det enkelte Seminarium, som i de sidste Aar har
faaet sit Tilvær, og som har afgivet et saa følgeværdigt Exempel,
at det vel bør kunne siges at have bestaaet sine Prøveaar og at
burde allerede have begyndt at opfylde sin Bestemmelse som
Stammemoder for lignende Anstalter omkring i Riget, kan lige-
saalidet svække Anken over Uvirksomheden og Stagnation i
Oplysningsværket som man kan sige at een Svale gjør nogen
Sommer. At Regjeringen har ladet en Kandidat, der, med en
af den selv erkjendt udmærket Nidkjærhed har opoffret sig for
Underviisningsfaget, aflægge et Par korte Besøg ved nogle af
de nærmeste udenlandske Seminarier og Almueskoler, er ogsaa
vel nok, men for lidet. Der bør Flere ivejen, saasandt det skal
være alvorligtmeent med efterhaanden at oprette Seminarier.
Idetmindste øjne vi ikke her synderlig Anledning for geistlige
Kandidater til Uddannelse som Skolelærere eller som de, der
skulle have Opsyn med Skoleunderviisningen. Den blot theo-
retiske Veiledning, som de paa egen Haand kunne søge, er
baade knap og vanskelig og, uden at de nogensinde faae dens
praktiske Anvendelse for Øjne, kun halvt nyttig. At unge
Præster ikke ret vide, hvorledes de skulle gribe Tingen an med
at skaffe sig Underviisningsværket paafode ved det eneste
Middel: duelige Lærere, er maaske ogsaa een af Aarsagerne til,
at Ingen af de Flere, som dog, for Indkommets Skyld, give sig
af med den lærde Underviisning, have bødet paa den lunkne
offentlige Omsorg ved at oprette private Underviisningsanstalter
for Skolelærersubjekter. Som Personelkapellaner have de unge
Geistlige altfor almindeligen desværre snarere Exempler for
Øjne paa hvorledes man skal gjøre sig Underviisningsværket i
|
| d.III,b.3,s.273 |
Skolerne saa mageligt som muligt, end de af Gamlefar kunne
hente nogen Opmuntring og Veiledning.
Den liden Omsorg forat skaffe duelige Lærere og benytte os
af visse Landes Fremskridt og det Exempel, de afgive paa
hvorledes en Stat bør sørge for Folkeunderviisningen, er da een
af de Omstændigheder, som have kuet den saa tilbage hos os.
En anden er den aarhundredlange Vedhængen ved uhensigts-
mæssige Bøger; og en tredie den ubillige Monopoliseren til For-
deel for Regjeringens egne autoriserede Bøger. Hvor oprørende
er det ikke at tænke sig, at netop Religionsunderviisningen, den
eneste, som falder i de store Massers Lod, og hvorigjennem al
deres Viden skal tildeles dem, at den Underviisning, som skal
sprede Lyset i Millioners Sjele, at netop den skal være den
eneste som er formeent al Udvikling, Forbedring, Tydeliggjøren
og Rensning? Den skal ikke kunne gives disse i alle andre
Henseender fuldkomnere Tiders Børn i renere Form end den
gaves Tipoldefædrene? Religionsunderviisningen skal ikke
kunne drage Nytte af et heldigt Fremstillingstalent, af en Evne
til at kunne meddele den bedre end Formændene? En Præst,
som Gud har sat istand til at give Folket en i alle Henseender
fortrinligere Lærebog i Haanden, skal maatte indskrænke sin
aandige Velsignelse inden sin Kirkes Mure og til det mundtlige
Foredrag? Thi hvem skulde vel ville spilde Tid og Arbeide paa
at forfatte Bøger, som ikke skulde kunne bruges, saasom Re-
gjeringen havde sine gamle autoriserede, som ikke maatte for-
trænges ihvor slet de vare? Om et Talent som Claudius eller
Sintenis skulde finde Lyst til at behandle Bibelhistorien, og
virkelig kunde gjøre det bedre end Hersleb i sin lille, saa maatte
han være lidet klog om han iværksatte og udgav et saadant
Arbeide, saalænge Regjeringens monopoliserede hindrer dens
Udbredelse.
Denne Monopoliseren er desuden skadelig og ubillig, ogsaa i
den Henseende, at den fordyrer Bøgerne mere end nødvendigt.
Herslebs lille Bibelhistorie, hvis Udsalg for længere Tid siden
er monopoliseret en af Byens Boghandlere, der sælger den for
16 Sk., skal kunne sælges for 9 Sk., og dens nærværende Priis
gjør, at den paa flere Steder i Landet ikke sælges under 24 Sk.
Dette gjør naturligviis, at en Bog, hvis Udbredelse Regjeringen
|
| d.III,b.3,s.274 |
vil fremme, og hvis Udbredelse er nyttig, ikke kommer i saa
mange af de Fattiges Hænder, som den ellers vilde. Det var
altsaa i egne Hensigters Interesse, om dette Monopol ophæve-
des. Man kan være ganske tryg for at der ikke derfor bliver
mindre Adgang til den for almindelig Mand; tvertom lettere.
Det almindelige Vel kræver dette; og intet er ubetydeligt i en
Sag som denne.
|
| BLA BAKOVER |