HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 3. BIND: 1836 - 1845

FIGURER
Statsborgeren 7. sept. 1837.



Smør-Kapteiner.

   N
ogle troe, de skulle skrives "Smøre-Kapteiner," fordi de
smøres og maa smøres; men da de almindeligviis, naar de
smøres, smøres med Smør, saa lader det sig vel forsvare at
skrive Smør-Kapteiner. Ja skulde man udtrykke den inder-
lige Forbindelse, som Bonden har opdaget imellem Smør og
Kapteiner, og hvori han er bleven vant til at tænke sig dem,
saa burde det vel endog være skrevet glatvæk i ett Ord:
Smørkaptein. Substantivet af "at smøre" i den Bemærkelse, det
d.III,b.3,s.260   her skal tages, hedder ikke "Smøring" men "Smørjing." Og
hvorfor? Jo fordi det udelukkende tilhører Bønderne. Kun de
trænge til at smøre eller smørje, og saaledes have de Ret til
at see det Ord, som udtrykker en af deres ejendommelige Pla-
ger, saaledes skrevet som de bruge og forstaae det. Det samme
er Tilfælde med Ordet "Løjsning," som ogsaa betyder det
Samme. Og da Folk for længe siden har gjort opmærksom paa
hvad det vil sige og at denne gamle nationale Skik endnu ikke
ganske er gaaen af Brug, saa forstaae vi vel ogsaa hvad "Smør-
jing" vil sige.
   Der gives Folk, som troe, at en Kaptein ikke kan leve uden
Smørjing. Men det er vitterligt, at Smørjingen er tagen af og
Kapteinerne til. Den Mening kan altsaa ikke holde Stik. Vor
Kaptein var derimod overbeviist om dens Rigtighed; og intet
gjør heller klogere end et langt praktisk Liv.

   Praktisk havde det været, fordi det siden Han blev Kaptein,
idelig havde været opoffret til at bøde paa den stedmoderlige
Behandling, han troede Standen leed fra Statens Side, og kort
havde det heller ikke været, dersom man vil regne de 21 Lieute-
nantsaar med, som han havde tilbragt i Garnison og som Pre-
mierlieutenant paa Landet. Men af disse var der kun tilbage
Mindet af to Kammeratnavne, en aldeles paalidelig, behagelig
Erindring af Prisen paa Kjøbmand N. N.s Kognak, diverse andet
Hukommelses-Raskeri, dog uden nogen Orden, lidt Stranguri og
visse hæmorrhoidiske Uleiligheder. Underligt skulde det dog
være, om Kapteinens Knebelsbart og Maaden at stritte den op
paa (og dette var ingen uvigtig Akt i hans Liv) ikke skulde
være den samme. Idetmindste var den ligesaa stor, rød og snoet
som den Tid var Mode i Garnisonen, nemlig som et Antilope-
horn, hvorved Ansigtet fik noget frygteligt bestandigt-smilende.
Hine Aar faae vel tages med, og saaledes faae vi en gammel-
agtig Krigsmand ud, som fordrer Respekt og det ikke saa liden.

   Men ak! at en saadan Krigsmand ikke skulde kunne bestaae
sig for en Smørkugle, en Enkelt- eller Dobbelt-Pundinger af
Smør!

   At falde i Smør, kan lade sig høre; men for Smør? Ja saa
lader sig ræsonere af Den, der ikke veed hvor farligt Skyts det
er for en fattig Mand eller hvad Virkning det kan have paa En,
d.III,b.3,s.261   der aldrig faaer nok Smør. Desuden er Smør altid saa godt som
Penge, og ligesaagodt som Smør kan man tage Koen, hvorfra
Smørret kommer, og ligesaa godt som hvad det er kan man tage
Penge og omvendt. Kapteinen var aldrig urimelig. Han tog
altid først Hensyn til Andres Leilighed; thi til sin egen havde
han eengang for alle forlængst taget det primitive og siden urok-
keligt befundne, at Alt kunde være nyttigt og Intet maatte for-
smaaes. Behøver ikke en Mand paa Landet Kalve, Grise, Sauer,
Veed, Sæletøi, Hesteskoe og tusinde andre Ting? Bagateller!
kan en velstaaende Gut paa sine 70 Tommer slippe bort fra
Geledet paa bare Hesteskoe? Med Sølvnagler i kanskee, og
Kalven og Sauen maa have noget om Halsen.
   Men hvorledes kunde Kapteinen have sit Kompagni fuldtal-
ligt? Ei, hvem faaer flere Unger end fattige Folk? og dem har
man da nok af. Bygden havde mange Konditionerede, og disse
havde mange opvoxne Sønner, som efter Loven skulde have
været "tagne." Men hvem kunde tænke paa sligt? Præst, Pro-
kurator, Kapteinen selv, Proprietariusserne, Lensmanden havde
hver sine dagdrivende Slamper paa Gaarden. Men at see disse
under Musketten? Gudbevar's! De reiste til Tegningerne i sine
Karioler og tilhest, for at spille Kort ovenpaa, og til Mønstrin-
gerne baade for den og anden Fornøielses Skyld. Og naar de
Konditioneredes Sønner -- ofte Folk, som de velstaaende Bøn-
der kunde oversee -- skulde blive fri for Tjenesten, fordi de
skulde holdes for gode dertil, saa holde disse Bønder ogsaa sine
for gode dertil. En Postkarls, Færgemands eller Skydsskaffers
lave Betjening var lidt efter lidt bleven ærefuldere, og virkelig
ogsaa beqvemmere siden det ikke var vanskeligt at faae en eller
anden Slusk af en Træl til at fungere. Og saaledes kom Kap-
teinens Geled til at bestaae af prægtig Kanonføde.

   Kapteinen var meget anseet i Bygden, som -- Himlen skee
Tak, at der dog ere nogle igjen! -- ikke var af de fordærvede,
hvor Bonden vil holde sig til Loven og forresten give efter sit
Hjertelag. Han elskede sit Fædreland oprigtigen; thi Danmark
foragtede han og Sverrig var han mindre blid paa, og noget
maatte han dog elske. "Jeg er, Djævelen knuse mig! en oprigtig
norsk Gut af de Gamle!" plejede ogsaa Kapteinen at sige. Han
bandede ogsaa forfærdeligt, undtagen naar hans Frue havde
d.III,b.3,s.262   Selskab. Thi hun havde sine og han sine, og begge vare meget
forskjellige. Hun vilde gjerne agere fiin Dame, omtrent tagende
sig ud som en af de gamle Eventyrs-Princesser, der i sin Ungdom
var bleven bortført af et børstet Trold, og dette bestod da især i
at føre et stort Huus, og derfor maatte Løjsning til, og saaledes
fik Kapteinen sin Kone at skylde paa for sin Samvittighed, som
stod i en inderlig Forbindelse med de hæmorrhoidiske Affek-
tioner. Han forstod, skjønner man, kun at kommandere uden
Huset; og dette skaffede ham Ord for ikke at være saa slem
som han saae ud til.
   Thi han saae forfærdelig ud: Kinderne spændte, røde og
skinnende som et Par Kobberkjedler -- Næsen klumpet, trodsig,
opstaaende, uhyre i Størrelse, spillende i alle de blaaviolette
changerende Farver, som gjør den nedhængende Klunds paa
Kalkunhanens Neb saa mærkværdig -- Øjenbrynene formelig
krøllede eller lurvede som de uhyre Bakkenbarter og fuxrøde
som disse og den skrækkelige Knebelsbart, som vi have in
mente -- Øjnene saaes lidet til; de syntes under rolige Om-
stændigheder højt som et Par Hagl, der ere blevne siddende
i en Stryforladning, som man har skruet op; men under en
interessant Akkord f. Ex. kunde det undertiden have Udseendet
af at de skjød sig frem paa Stilker ligesom Hummerens Øjne,
smaae, kulsorte, stenkulsblanke, uimodstaaelige, fortryllende,
smeltende den mest haardnakkede Bondegjerrighed i Mandens
eget Smør. Haaret -- det var rødgraat, stridt og godt at tage
sig i, naar Kapteinen kom i Betryk i en Historie. Thi han var
stærk i Historier fra 1814. Selv havde Han ikke været med,
men nær ved, og, som sagt, han var stærk i Historier fra 1814.
Naar Kapteinen mønstrede af, maatte Soldaterne raabe Hurra
for ham som Skik og Brug er ihvordan Kapteinen er. Og i hvor-
dan han end var, saa var han dog retfærdig; thi naar han først
havde faaet en Karl i Geledet, saa straffede han uden Persons
Anseelse. Thi Personerne af Anseelse havde brugt Smørjing,
og Smørjing er god til noget af hvert.

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE