HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 3. BIND: 1836 - 1845

FIGURER
Statsborgeren 3. sept. 1837.



En By-Pabst

   adskiller sig ikke i meget fra sin landlige Kollega. Trækkene
fra det Indre, Pabsteriet i sig selv, ere de samme. Han er
maaskee endnu inderligere i sin Uvilje mod alle Forsøg til at
mane Præsterne op for Religionens sande Værdighed og Op-
lysningen, saasom han er, og kanskee maa være, endnu om-
hyggeligere forat skjule den. Aabenbar Skjødesløshed i sit Kald
er det, By-Pabsten mindst gjør sig skyldig i; men der er en fiin,
fast umærkelig Skjødesløshed, en Kulde for sit Kald og Uføl-
somhed for alt det meget, han kunde udrette for Guds Sag paa
sin Post, som er ligesom karakteristisk for ham som hint
skjulte Had mod al Opvækkelse og Reformation, der i sin Ind-
ædthed, Varme og hykkelse Fordulgthed ligner det endskjøndt
sortnende og skaldækte men dog glødende-hede Jern. Jeg kaldte
denne Skjødesløshed umærkelig -- den er ingen virkelig Skjø-
desløshed, for den var fra først af en Plan til at gjøre sig Em-
bedet saa mageligt og Bylivet saa behageligt som muligt. Og
den er ogsaa bleven opdaget, og -- meddelt H. V. maaskee for
Halvparten (thi den anden tilhører ham selv udelukkende) fra
d.III,b.3,s.253   den almindelige negligeerte Bytone hvad kirkelige Sager an-
gaaer -- har den nu atter fra Hs. Velærværdigheds Side re-
produceret sig i Menigheden. Det forhen kolde er bleven
koldere, og det afskyeligt klamtkoldt, Sneglegemytkoldt, og
Ufølsomheden for det Hellige har faaet een Hud til. Men hvor-
ledes kan dette gaae til? Hs. Velærværdighed mangler ikke
Salvelse, prædiker ikke saa ilde og messer fortrinligt, og endda
synes Menighedens Andagt ligesom at ostes og surnes i Hjer-
terne. Det kommer af denne klamme, amfibieagtige Kulde,
som er ejendommelig for H. V. ikke fordi den paa nogen Maade
viser sig i det Ydre, som har nok af Livsvarme, og Sundhed,
men den forstaaes ved en ubegribelig sympathisk Korrespondenz
at klæbe uadskillelig ved hans Gemyt. En tænker under de
bevægeligste Steder: "Ei, Fatter, vil Du ogsaa ophøje Dig til en
af Kirkens Pillarer?" En Anden: "Hvormange Østers har Du
tillivs?" En Tredie: "Hvormeget troer Du af hvad Du siger,
Far?" En Fjerde tænker, naar H. V. messer paa det aller-
smukkeste, paa den skinhellige Farisæer, som gik op til Høj-
alteret; og en Femte spekulerer paa, om ikke Kirketjeneste,
Præke og Messe lod sig ligesaagodt forrette ved Maskiner,
hvoraf hver enkelt tog i paa sin Tid. Det er af personlige
Grunde og med Hensyn til sig selv, at Hs. Vhed paa ingen
Maade kan lide geistlige Taler med Liv og Glød; men kalder
dem ugrundige.
   Hs. Vhed føler igjen Menighedens Kulde, og saaledes skulde
man troe den gjensidigen forøgedes og at Thermometeret be-
standigt var i Synkende. En Menighed taaler meget og aldrig
mere end i saadanne Sager, fordi man saa halvt om halvt er
bleven vant til at troe, at saa skal nu engang være. Det bliver
ved det gamle Forhold, og naar en Fremmed spørger en god
Borger af den gamle Stok om hvorledes Præsten er, saa løber
han vistnok i Tankerne igjennem en Række Velærværdigheder
ligefra den Sidste, der efter Datids Brug latiniserte sit Navn
med et "us" i Enden, men svarer dog: "Aa brav!" Hs. Vhed
veed dette, og derfor er det kun i enkelte Øjeblikke stød- og
tilfældigviis at han føler, at alt dog ikke er som det burde være.
For Enkelte, der staae ham nærmere, søger H. V. da at re-
d.III,b.3,s.254   parere noget derpaa ved at være en god Selskabsmand, og
derved saa smaat at understøtte den Mening, at han har for
godt Hoved til at burde være bleven Præst. O Himmel! Og
dog er dette en af den fordærvede Verdens Meninger. Og H.
Vhed giver den selv Næring, og veed ikke, at den enfoldige
Masse af Menigheden oversætter den plumpthen i sine Tanker:
at H. V. er mindst af alt skikket til at være Præst, men en
Synder saagodt som nogen, et Verdensbarn o. s. v.
   H. Vhed har ogsaa sine Bønder, hvorpaa han, ligesom sin
landlige Medbroder i Herren, viser sin Stands Værdighed. Det
er nemlig de simplere og fattigere Borgere, Folk, som ikke
fryse, om de blive staaende noget ude paa Trappen, og endelig
Skolelærerne. H. V. gjør Skolebesøg omtrent som jeg tænker
mig Baron Wedel, om han blev degraderet til Lieutenant, vilde
visitere Kavalleriqvartererne. Hei vil du gaae! Hvad er det for
et Dyr, Slubbert af en Udreder! Paa Spiltouget igjen, Trom-
peter! o. s. v. Eller endnu bedre, en Landjunker træder ikke
med den tugtende, knusende Anstand indimellem sit Hunde-
kobbel som H. V. mellem sine Skolelærere, naar en Forretning
kalder dem sammen.

   H. V. er samvittighedsfuld, thi han undlader ikke at rangere
sine Konfirmander paa det nøjagtigste efter Forældrenes Stand.
Kundskaber komme her ikke i Betragtning af den gode Grund,
at Alles nødvendigviis maa blive lige, siden H. Vheds Under-
viisning kun gaaer ud paa Pontoppidans Gjennempugning.
Hverken meer eller mindre. Naar den er gjennempuget er Kon-
firmanden færdig. Og H. Vhed med. Og saa kommer den vel-
signede Søndag, da H. Vhed "om Gud vil" fremstiller paa
Gulvet denne velunderviste Ungdom, som han "med Guds
Hjælp og Herrens synlige Velsignelse" har forberedet til det
hellige Naadesmaaltid.

   Ak, smukke Julie, hvis fine Kinder, H. V. saa ofte har klappet
venligere end de Andres, og du, fattige Johanne Christoffers-
datter, som for dine store blaa Øines Skyld kom lidt høiere op
i Rækken d. e. nærmere Vinduerne, end du ellers skulde efter
din Ringhed og Armod -- eders gode Natur beskytte eder nu!
eders Hjerte har endnu en Religion, som er skjønnere end den,
d.III,b.3,s.255   I har maattet gjennempuge, det er Uskyldighedens -- bevarer
den, og siger om Pontoppidanen, som I skulle sige, naar et
uroligt Hjerteslag siger, at I have syndet: "aldrig mere!"
   H. Vhed vil passere for et Stykke af en Skjønaand. Siden
Dæmringen kom ud, og dens Beundrere optoge dens Pøbelagtig-
heder som Løsenord i den Intelligentsens Kamp mod Raaheden,
som de vedkjendte sig at føre, er H. Vhed især bleven besat af
et polemiskt Belletristeri. Den Ypperstepræst Matthatias Mak-
kabæus's Røst lød ikke højere paa Kampens Dag, end Hans
Velærværdigheds naar slige Ting kom paa Bane i en Gjæste-
budssal. O den prægtige Præst, hvor han da kunde give Med-
mennesker deres Rest! Kun var det stor Synd, at hans Haranger
ikke rimedes ned paa Stedet, for saa vilde man have havt nok
en komplet Dæmring, et polemisk Digt, paastedet, og det en vel
saa god og saftig som den Første.

   H. Vhed hader alle Blade undtagen Rigstidenden og den Con-
stitutionelle. Dem kan dog Folk læse, siger H. Vhed og læser
just da de andre til sin Chokolade. H. Vhed vil ligesaa gjerne
som sin Collega paa Landet leve godt, men han veed at leve
finere. Forskjellen imellem dem i denne Henseende er omtrent
som imellem Pai og Postei. H. Vhed forsømmer ingen Opvart-
ning hos de Store. Han er godt antagen i fornemme Selskaber;
og naar han har holdt en god Liigpræken bedes han ved næste
Leilighed ogsaa til Gjæstebud imellem de simplere Borgere, som
ogsaa kunne leve godt. Med disse gode Liigprækener gaaer det
saaledes til. Hs. Vhed har engang gjort op fire. Disse deles i
otte Halvdele og sættes da afvexlende sammen, hvorved opkom-
mer en tilsyneladende Variation, hvis Falskhed ikke kan kon-
trolleres mere paalideligt end at man kan sige: noget af det
synes jeg at have hørt tilforn. Kaldes Halvdelen a, b, c, d, e,
f, g, h, saa danner ah ikke det samme som bg o. s. v. Denne
Kunst tilhører Pastoraltheologien.



   Hs. Vhed er -- men jeg er (som saa Mange) bleven lej af
Hans Velærværdighed.

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE