|
KRISTIAN JENSEN LOFTHUUS
Statsborgeren 30. juli 1837.
Paa Agershuus, paa højest Sted,
hvor flagrer et Banner saa fremmed,
-- -- --
Der sad en Fange fra Morgnens Gry
til Aftenrødens Blegnen.
Hans Længselsuk forfulgte den Skye,
som fløj mod Vestenegnen.
Den Taalmodighed, hvormed det norske Folk har taalt For-
tryk og politiske Forurettelser, har man ordentlig gjort sig til
|
| d.III,b.3,s.218 |
af, kaldet den "Troskab," og ophøjet den i Sang og Tale som
en national Dyd. Seer man sig imidlertid tilbage, og undersøger
Sagen noget nærmere, tilfredsstilles man dog ved enkelte Navne,
som haandhæve Nationen den bedre historiske Roes, at den kun
modvilligen har givet efter, og at en Loyalitet, hvis rette Navn
skulde være Slavesind, er den fremmed. Mellem disse Tals-
mænd for Folkets Ret og Frihed, og det imellem dem, som frem-
stode af dets Midte, af selve Almuen i de nyere Tider, indtager
den Bonde fra Nedenæs, -- et Distrikt, som ret synes i Danske-
tiden at have været hjemsøgt med udsugende Embedsmænd --
hvis Navn denne Artikel bærer, en saa mærkværdig Plads, at
vi have gjort os Umage forat indsanke de Beretninger om denne
Mand, som kunne tjene til at give ham den ærefulde Amindelse
dette Offer for Folket fortjener.
For de af Statsborgerens Læsere, som ikke have kjendt den
Mand, der hædres ved nedenstaaende1 Gravskrivt, vil Indsen-
deren af denne kortelig erindre dem om, hvo denne Mand var,
hvad der foranledigede hans Indfængsling. Hvad der derimod
var Aarsag i, at han maatte hensidde i 11 Aar udømt, og i et
Fængsel, adskilt fra sin Familie, ende sine Dage, det ventede
man forgjæves fra Datids Regjerings Side bekjendtgjort. Det
var dertil formeget i dens Interesse, at Frygt for vilkaarlig Be-
handling skulde afskrække enhver anden ædel undertrykt Mand
|
| d.III,b.3,s.219 |
fra at træde op, og tale imod Misbrug, der trykte ham og hans
Medborgere.
Odelsbonden Kristian Jensen Lofthuus, boende paa Pladsen
Lillesand i Kristiansands Stift, var Formanden for de Misfor-
nøjede i Nedenæs, Bradsberg Amt og flere Egne, som i Aaret
1786 løftede Hovedet for at lette de svære Lænker, som nogle
geistlige og verdslige Embedsmænd ved vilkaarlige Paalæg sme-
dede om deres Hals. Og sandelig hine Paalæg vare ikke ube-
tydelige! De verdslige Embedsmænd, Foged og Sorenskriver
afpressede Almuen paa mange Maader Penge, deels ved vel
endog tifold at forhøje de dem ved Lovene tillagte Sportler --
Sorenskriverne i Særdeleshed ved at skrive alenlange Bogstaver
i bindstærke Skiftebreve, ved paa mange Maader at udvide hvad
de skrev for Almuen -- deels ved at affordre Almuen Sportler
tvertimod Lovene, Sportler, som desværre! ved langvarig Mis-
brug vare hævede -- Geistligheden affordrede Almuen hvad der
i Begyndelsen kun havde været en frivillig Gave som lovlige
dem tillagte Rettigheder, og paalistede saaledes Almuen en Byrde
efter den anden. Og, da de ikke vare visse paa, at den verdslige
Arm altid vilde staae dem bi, misbrugte de endog Religionen
eller rettere dens Ceremonier til at opnaae deres Øjemed. De
nægtede Bonden Sakramentet, indtil han havde givet dem hvad
de fordrede; lad det endog være skeet for paa denne Maade
at aftvinge, hvad der med Rette skyldtes dem, saa var denne
Fremgangsmaade derfore ei mindre ulovlig, Religionens Lærere
mindre uværdig. Intet forbittrede Almuen mere end denne Op-
førsel -- ja skal jeg sige det, -- det var denne Geistlighedens
Opførsel, som meest bidrog til at virke en Gjæring iblandt Al-
muen, der virkelig paa nogle Steder nærmede sig til total Op-
stand imod Øvrigheden. Kompagniecheferne udsuede ligeledes
deres Underhavende, og lod Kompagniets Mandskab skatte til
dem forat blive befriede fra at møde til de aarlig bestemte Exer-
ceertider, og kom der engang en Ordre, og Kompagniet skulde
afgive en Karl til Livvagten, saa blev Kompagniets rige unge
Mandskab sat i Kontribution, og -- den fattige Huusmands Søn
maatte omsider drage afsted. Hvad hine forøvede i det større,
det forøvede disses Haandtlangere, Sorenskrivernes Fuldmæg-
|
| d.III,b.3,s.220 |
tige eller (som Loven kalder dem) Tjenere, Lensmænd, Klok-
kere, Sergeanter eller Korporaler i det Mindre.
Dog det var ikke kongelige Embedsmænd alene, som trykte
Bonden. Nei! Kjøbmændene, disse Norges Herremænd, tryk-
kede dem end frygteligere paa mange Steder. Da hele Last-
handelen opad en Elv kun var i een eller tvende Kjøbmænds
Hænder, saa maatte Bonden lade sig nøje med, hvad disse Mo-
nopolhandlere gave ham for sin Last. Lykkelig var han endda,
om han fik Penge for sin Last, men disse bleve ham kun sjel-
den til Deel, da han, naar han engang var kommen i Kjøbman-
dens Skyldbog, maatte tage til Takke med Nødvendigheds Varer
opskruede til overdrevne Priser, eller vel endog Overflødigheds
Vare, som han tildeels ikke behøvede. Følgerne af dette var
trykkende Armod, som ganske gjorde Bonden til Kjøbmandens
Slave. For at Kjøbmanden kunde leve i Overdaadighed, og langs
Norges Kyster vise glimrende Pragt, maatte Bonden oppe i
Landet undvære Livets Nødvendigheder. Rigtigheden af hvad
jeg har sagt med Hensyn til Kjøbmændenes slibrige Handel med
Almuen paa nogle Steder, har tildeels den efter Bøndernes
Klage over Arendals Kjøbmænd nedsatte Kommission beviist.
Vel feilede det ikke, at jo Almuen ofte havde klaget over
disse Mishandlinger til Overøvrigheden; men deraf udkom ikke
andet, end at Klagen blev sendt til den Anklagedes Erklæring,
og derved forblev det. Sjelden eller aldrig blev den Skyldige
sat under Lovens Tiltale. Overøvrigheden var enten uvirksom,
eller og saae igjennem Fingre med den Skyldige. Embedsmæn-
dene støttede sig paa: at Tidernes Forandring gjorde det nød-
vendigt for dem at udvide deres Indkomster, at Regjeringen i et
Reskript til Øvrigheden (om jeg husker ret) i Aaret 1778 havde
trøstet dem med, at den ikke vilde ansee dem i Unaade for den
forbigangne Tid, naar de kun redelig opgave alle deres Embeds
Sportler, da Regjeringen havde i Sinde at udgive en med
Tiderne mere passende Sporteltaxt, at de endelig havde faaet
Embedet med de samme Rettigheder, som deres Formænd, der
i Mands Minde havde hævet de samme Sportler, ret ligesom
Seklers Vægt kunde hellige Misbrugene.
Den belovede Sporteltaxt udkom ikke -- og Misbrugene stege
Dag for Dag.
|
| d.III,b.3,s.221 |
Lofthuus, der, som sagt, var Formanden for de Misfornøjede,
saae det Aag, som trykkede hans Medborgeres Skuldre -- og
det være nu, fordi han selv som Bonde følte det trykkende,
eller og fordi han var besjælet af ædel Drift til at tale for Med-
borgere -- nok var det, han besluttede at lette dette Aag. --
Han forudsaae, at der intet udkom af den sædvanlige Maade
at klage paa, og drog derfor selv ned til Kjøbenhavn, for mundt-
lig at andrage sin og Medborgeres Besværinger for Regjeringen.
Han talte der med Landets Kronprinds, som bad ham at drage
hjem og nedsende sin Klage skriftlig. Lofthuus, opmuntret ved
dette Svar, drog hjem, og for desvissere at udføre sit Fore-
havende, overtalede han de øvrige fornærmede Egnes Beboere
til samtligen med ham at indgive deres Klage. Naturligviis
kunde dette ikke skee uden Udsendinge, og disse kunde atter
ikke udføre deres Ærende, uden at sammenkalde Almuen. Em-
bedsmændene, foruroligede af sin bange Samvittighed, ansaae
disse Sammenkaldelser for Stemplinger til Oprør, eller i det
ringeste forestilte sig dem som saadanne, og ved det de alt for
tydelig yttrede deres Frygt, befordrede de snarere end dæm-
pede Gjæringer blandt Almuen. Rygter udspredtes: at Øvrig-
heden vilde arrestere Lofthuus og hans Udsendinge. Følgen
deraf blev, at Lofthuus rejste med en Art af Livvagt, for at
sikkre sin Person, og holdt adskillige Møder i de urolige Egne.
Uagtet alle disse Møder holdtes, uden at nogen kjendelig Uorden
fandt Sted, saa vedblev dog Øvrigheden at forestille disse Mø-
der som Stemplinger til Oprør. En Kommission, bestaaende af
daværende Geheimeraad og Stiftamtmand Scheel, da værende
Oberhofrets siden Højesteretsassessor Falsen og Sorenskriver
Aars, blev endelig nedsat i Christiansand for at undersøge saa-
vel Klagernes, som de Anklagedes Forhold. Denne Kommission
suspenderede tvende af de anklagede Sorenskrivere, som siden
for deres egennyttige Forhold bleve ved Højesteret idømte an-
seelige Mulkter, og gav hemmelig Ordre til at arrestere Loft-
huus. Saa stor var virkelig hans Anhang, at man ikke turde
gaae aabenbar til Værks. I nogen Tid var han endda fri, hans
troe Livvagt ledsagede ham, indtil endelig 3de Mænd, i Haab
om at vinde Belønning for deres Daad, som ikke heller udeblev,
lumskelig arresterede ham i Lillesand i Marts 1788, og bragte
|
| d.III,b.3,s.222 |
ham til Friderichsværn, hvorfra han siden efter blev ført til
Aggershuus Fæstning. Men Almuen blev derfore ikke rolig; de
arresterede Krigsraad Dahl, Fogden over Raadbøigdelaget, som
de troede, havde været den fornemste Aarsag til, at Lofthuus
var bleven arresteret; de sammenkaldte Folket i de urolige Egne
til at møde paa bestemte Steder, for at beraadslaae om, hvor-
ledes de skulle frelse deres Lofthuus, som de kaldte ham; de
droge i hundredeviis til Arendal, hvor en militær Kommando
maatte drage ind for at bevogte de, maaskee ikke uden Grund,
zittrende Kjøbmandshuse! Endelig blev Almuen beroliget ved
et kongeligt Reskript, som tilkjendegav dem, at deres Klager
paa det nøjeste skulle blive undersøgte, og en Sporteltaxt med
det første skulle udkomme. Foruden hiin Kommission blev og
en anden nedsat i Bradsberg Amt, bestaaende af da værende
Kammerherre og Amtmand Moltke, siden Deputeret i General-
toldkammeret, samt Justitzraad og Laugmand Hagerup. Af
denne Kommission sporede man ingen Virkning. At ingen kla-
gede for denne Kommission, kom dog nok ikke af det, at dette
Amts Beboere vare saa ganske fornøjede med sine gejstlige eller
verdslige Embedsmænd, men snarere deraf, at Almuen, jeg veed
ikke hvorfor, havde nogen Mistillid til den første af disse Kom-
missioner. Almuen troede maaskee, at han som Amtmand var
vidende om, at de ham underordnede Embedsmænd forurettede
Almuen; at han som Medkommissær endog uden nogen ny
Klage vilde have undersøgt de af dem paaklagede Forurettelser.
Rettere havde det vel og været, at Regjeringen havde beskikket
en anden til Kommissær, hvis Interesse ikke havde ført det
med sig, at de Anklagede, saavidt muligt, bleve skaanede for
Tiltale.
Erindrer man sig nu, at den Kristiansandske Kommission
fandt sig beføjet til at suspendere 2de af de anklagede Soren-
skrivere, at den over Arendals Kjøbmænd siden efter nedsatte
Kommission ikke fandt deres mod Bønderne brugte Omgangs-
maade billig eller lovforsvarlig, og man end videre lægger til
alt dette, at Regjeringen strax derefter i Aaret 1788 fandt sig
beføjet til at udgive en Sporteltaxt for Norges Embedsmænd,
og et Regulativ for Gejstligheden i Øvre Tellemarkens Provsti,
over hvem dette Provsties Almue i Særdeleshed havde klaget,
|
| d.III,b.3,s.223 |
at Generalitætet siden efter har taget andre Forholdsregler for
at rekrutere Livvagten, at disse Love dog nok forudsætte, at
Misbrug vare foregangne, som man ved dem søgte at hæve; saa
troer jeg vel og, at man ikke bør sætte Lofthuus iblandt Op-
røreres Tal, fordi han, opbragt ved Fornærmelser, ikke rolig
lod sig træde paa Nakken, om han endog i at haandhæve sine
Borgerrettigheder overtraadte de borgerlige Loves Orden. Men
Haan og Skjændsel hvile over Undertrykkeren, som forledte
ham til i Lidenskabens Hede at vove et Skridt, der maaske (??)
gjorde hans Indfængsling nødvendig. Dog og herom kan man
sige: adhuc sub judice lis est (Endnu er Sagen ikke afgjort.)
Ikke er det forresten min Sag at undersøge, om Kristian Loft-
huus var skyldfri Mand, hæderlig Borger i Staten, da det i
mine Tanker ikke staaer i nogen Forbindelse med dette Faktum.
Rygterne om hans private Liv have desuden været alt for imod-
sigende, til at jeg vovede at skildre ham upartisk efter disse.
1 tilbake"Saa har da Fængselet gjort Ende paa Dit daadfulde Liv! Saa skal du
ikke mere see dit Landsted, som du med saa megen Flid opdyrkede! Ei skal
Dit Øje mere skue Morgensolens Glands; men heller ikke skal Uvejr, Krig
og anden Nød røre Dig. Hviil i Fred! Ti sekkellange Aars Indsperring uden
Lovfældelse -- mange Slags deraf flydende sammenhobet Kummer maatte
omsider overmande dette kæmpestærke hærdede Legeme. Din Aands Kjæk-
hed var sig altid selv liig. I Farer, i Forfølgelser forlod den Dig aldrig. Du
døde -- som Du havde levet -- en sand Patriot. Fred med Dit Minde!
Maaskee skulde disse Sandhedsord ei været talte. Dig sættes vist ingen
Bautasteen; men trøst dig ved Romernes: "Cælo tegitur, qvi non habet
Urnam" (Den dækkes af Himlen, som ingen Urne har).
W........."
|
| BLA BAKOVER |