|
NORGE
Statsborgeren 27. april 1837.
-- Det kunde synes somom den Constitutionelles betydeligste
Kredit i sit Regnskab med Publikum maatte være, at dens Sam-
menexistenz med Morgenbladet bidrog til at holde dette Blad
ved Aande, om ikke ved Aand (som den Cst.nelle veed kommer
ovenfra og Mbl.det udenfra), og at give det noget af den Hold-
ning, som dets egen Redaktion kun synes at have Kraft til at
give det i enkelte Momenter, hvori enten en altfor smigrende
Provokation ex publico eller Skamfuldheden over at have for-
sovet sig medens Noget er foregaaet giver dens Magelighed et
tilstrækkeligt Incitament til at røre paa sig. Men hvad har denne
Løben ved Siden paa hinanden ført til, uden til nogle gjensidige
Bogstavkorrekturer og jammerlige Kjævlerier, hvori der hver-
ken har været Alvor eller Lystighed, men hvis Kjerne har været
en Pukken paa egen personlige Ulastelighed og renommerede
Kjækhed (hvilket har meget tilfælleds med Soelvolds regelmæs-
sige aarlige Paamindelse om hvorlunde hans Ærlighed maatte
hinke igjennem Verden), og hvis Udgang nogle uvilkaarlige Lyd-
udbrud af Couragemangel hos Mbl.det og et crescendo af Stor-
snuderi fra den Cst.nelle, under hvilket finale nogle Slag fra
begge paa Statsborgerens Bag have ladet sig høre. I disse Dage
føres netop en saadan Krig, hvori slige Tapperhedens Gjerninger
have været forøvede fra begge Sider. Men Statsborgeren, Stak-
kel? Den gjør kun ligesom Huusvæggen i det trange Stræde,
hvori to Bukke stanges, vel med lange hule Horn, men uden
Fyrighed, kun med Tyngdens Isammensynken og Ørkesløs-
hedens matte Ivrighed -- den gjengiver Skraldene. Og Buk-
kene? O, de stange endnu tungere paa, idet de troe at have
det spottende Echo imellem sig.
|