|
ET MEGET MELANKOLSKT INDSENDT STYKKE
Statsborgeren 23. april 1837.
Alt er tilstede for at fremkalde Misfornøjelse med mig selv
og mine Omgivelser; den første Aften paa et nyt Værelse med
et fremmedt Physiognomi; Skumringen med en døsig taaget
Himmel; Vindens monotone Susen; med tre Ord: Misfornøjel-
sen, Eensomheden, Uhyggeligheden -- og hvad behøves der
mere for at skabe en mørk Time. Og nu ovenikjøbet disse
Publicister, der have givet mig en Skrape i Bladet -- de for-
dømte Publicister! En Feil, ja vel en Feil; men fejle er men-
neskeligt, og dog skal det strax i Bladet. Ja efterhaanden som
jeg kommer paa det Rene med mine Følelser bliver jeg alt mere
overbeviist om, at egentlig Bladet er Skyld i denne melankolske
Stemning; uden det skulde det fremmede Værelse, den taagede
lumre Himmel og det hele øvrige Melankoliens Apparat været
forgjæves. Jeg skulde have beholdt mit gode Lune. Hvor jeg i
dette Øjeblik føler for Venskab, Sagtmodighed, Blidhed og alle
milde Dyder; hvor jeg af mit inderste Hjerte afskyer Enhver,
som kan føre over sit Hjerte at forbitre Næsten et eneste Øje-
blik, og især naar det skeer paa en saa gemen Maade, som ved
|
| d.III,b.3,s.160 |
at sætte Næsten i Bladet. Bernhoft, Den Constitutionelles Re-
daktører, P. P. Soelvold, Advokat Petersen, Ytteborg og alle I
Andre mine Ulykkeskammerater, som sidst have staaet der;
hvor jeg sympatiserer med Eder, ja elsker Eder. Fælles Ulykke
"knytter det fasteste Broderbaand" -- det skal Ingen i dette
Øjeblik kunne afdisputere mig. Hvad skulle vi vel altsaa fore-
tage os, skulle vi ikke i Fællesskab virke mod Bladene? Hører,
jeg har et Forslag, som, hvis det vinder Bifald, skal for altid
sikre os mod deres Anfald. Men vi maa være enige -- alle der
have at frygte disse den politiske Friheds Vægtere, men vor per-
sonlige Friheds Mordere, maa være som een Sjæl; Bernhoft og
Ytteborg, Petersen og Soelvold, og vi allesammen maa glemme
alt, undtagen at vi have fælleds Fiender. Mit Forslag er bygget
paa den forhaabentlig uomstødelige Forudsætning, at Blad-
skriverne have Mave, som baade "næsten alle Britter" og næ-
sten alle andre Tobenede have. De arbejde, kan jeg vel derfor
-- trods alt deres Præk om Opofrelse for det almindelig Bed-
ste, -- dristigt antage, for det kjære Foder. Med Aarsagen
hæves Virkningen. Vi betale dem ikke længer for deres men-
neskefiendske Virksomhed. Alle Blade opsiges, og see saa om
de for det almindelige Bedste ville sætte os i Bladet og sulte
ihjel. Jeg læser paa Eders Ansigter en Indvending, der lyder
som saa: Man burde dog maaske gjøre en Undtagelse, spare
f. Ex. Rigstidenden og Den Cst.nelle. Nei, nei! Intet Mildheds-
system. Reen Terrorisme, om muligt endnu purere end Vel-
færdskommitteens, ellers er alt spildt. Rigstidendens Jordbund
er falden for allehaande Snylteplanter, og naar nogle gamle
Furuer, der dække Jorden med tørre, affaldne, al Blomster-
Vegetation tilintetgjørende Barnaaler, engang ere faldne, kan
man sandelig ikke vide hvad der kan voxe op i Stedet. Har
man ikke allerede nu plantet et Ulvebærtræe i Furuernes
Skygge. Vi erindre desuden Rigstidendens gamle Synder: Stod
ikke der et Stykke om den priselige Indretning med Norges
Flag, saa oppositionelt, saa skammeligt, at Forfatteren burde
have sit Embede forbrudt; og kanske slap han ogsaa med Nød
og Neppe. Nei, Rigstidenden er ikke at tro, selv om dens "Ind-
rykkelser for Betaling" ikke satte det udenfor al al Tvivl, at den
er uværdig til Skaansel. Erindrer kun Sorenskriver Møllers og
|
| d.III,b.3,s.161 |
Vederparters Brockmanns-Prækener. Bernhoft! Rigstidenden
maa dø. Den Cst.nelle -- ja var jeg Petersen og Bernhoft deres
fælleds Patron Løvenskjold eller den endnu mere fælleds Patron
Grev Wedel, da kunde jeg vel betænke mig. Men sæt nu, ikke
at jeg endnu er mistænkelig hos den ægte loyale Skole, men
blot at Schouboe er min høje Patron? Har Den Cst.nelle ikke
talt om ham, som om han ikke var stort bedre end -- min Ær-
bødighed forbyder mig at nedskrive Ordet. Hvad har der ikke
staaet i den Cst.nelle om Generaladjutant Spørck, som faldt,
men stod opigjen den Dag, da der gaves dem, som faldt for saa
fuldt Alvor, at de aldrig staa op igjen. Nei, naar vi betænke,
at Den Cst.nelle i Begyndelsen var saa uartig, kan det lidet
nytte om den for Øjeblikket er føjelig og snil. Den havde vel
en Hensigt den Gang, og den Hensigt kunde den atter faae.
Kort, den er ikke at stole paa. I Cst.nelles Redaktører! det
almindelige Vel fordrer at Den Cst.nelle maa dø. Iblandt alle
de øvrige Tidender kan der ikke være Tale om nogen Undta-
gelse fra den almindelige Dødsdom. Jo, siger en Stemme, der
kan være Tale om Handelstidenden. Den er for merkantilsk til
at ville skabe sig Uvenner, den er for stupid til at være nogen
farlig, selv om den havde den bedste, det vil sige den sletteste,
Villie. Jeg beder om Forladelse; der skal jo være et polemisk
Talent blandt dens Redaktører, som fordum har manifesteret sig
i "Intelligentsbladet?" Den staar derfor ikke til Troende. Des-
uden, dens udenlandske Artikel -- har den ikke haft "satiriske
Tilsnit." Handelstidenden maa ogsaa døe. Men Departements-
tidenden da? Vig bort Frister! Sætte dens Redaktører ikke
Folk i Bladet, berette de ikke Embedsmænds Suspensioner og
Kassemangler? Fy for en Skam, og det gjør Departementsfolk.
Nei, Departementstidenden maa dø Døden. Intet Blad har gjort
mig mere melankolsk end netop den. Jeg sov ind, men i uro-
lige Drømme saa jeg Departementsfuldmægtige, grumme, fæle,
iskolde og magre som et Register, aabne en Oppebørselsbetjents
Chatol; jeg saa denne støde Dolken i sit Hjerte, og Departe-
mentsfuldmægtigerne søle i hans Blod, rodende efter et Bilag
til Regnskabet. Hu, for Drømme det Blad kan fremkalde: det
maa visselig døe. Retstidenden er dog en uskyldig Tidende?
Der findes ingen Uskyld paa Jorden, og har ikke Retstidenden
|
| d.III,b.3,s.162 |
megen Skyld paa sin Samvittighed? Udbreder den ikke Folks
Skandal, ikke alene de domfældte Parters, men ofte ogsaa Dom-
mernes. Og naar man nu bliver dømt pro meliore Informatione
-- ja saa veed de Advokater ret at fremstille Sagen paa det
Vederstyggeligste. Hvad gjorde de ikke ved Sorenskriver Møl-
ler til Exempel. Nei ingen Dommer i det hele Land kan tage
sig Middagslur med Rolighed saalænge Retstidenden existerer,
og Rolighed, Rolighed ja det er netop hvad vi ville have. Rets-
tidenden kan ikke spares. Nu kan der dog ikke længer være
Tale om nogen Undtagelse? Det skulde da være Intelligents-
sedlerne. Den hører til Morgenkaffeen for enhver ærlig Borger-
kone og Borgermand, og jeg selv læser ofte med Flid og Op-
mærksomhed Artiklen "Tilleje." Det er et nyttigt Blad, og gjør
sjelden noget ondt, især efterat "Redaktionen" -- Gud ved
hvem; jeg skulde næsten tro, den var underjordisk -- satte sig
op imod Udgiveren, og talte de vakre ord om, at Humanitet og
Peenhed altid maatte staa foran den materielle Fordeel. Tro
mig jeg blev meget bevæget dengang, omtrent som hiin Jøde-
prophet, da han opdagede der gaves nogle, som ikke ofrede til
Baal. Mig tonede dog desværre ingen Røst fra Himmelen, at
der gaves en syv otte Hundrede slige. Alligevel syntes jeg at
høre en velbekjendt Stemme, som fra en Herrens Tjener, om-
trent den samme, som jeg hørte hviske bag Koulisserne, da den
"politiske Præken" gjennem Huusvennen og Bordvennen skulde
tilknivs. Ja visselig det gjorde jeg; men jeg hørte kun: "Jeg,
jeg siger Eder sandeligen, at Sanct Paulus haver visseligen sagt
og paabudet Eder, at I skulle agte ære og elske dennem, som
ere satte i Højheden og i det hellige Lærerembede. -- -- Men
hidindtil haver jeg tøvet;" og en vældig Skare raabte: "Rigtigt!"
og det lød som Stemmen af tolv Tusinde Beseglede, fra hvis
Læber Seglet i eet Øieblik blev taget. -- Men ogsaa jeg begynder
at tøve. Nok er det, Intelligentssedlernes underjordiske Redak-
tører i al Ære; men Udgiveren er ikke at troe, og Bladet maa
derfor døe.
Nu kun Enighed, Soelvold og Bernhoft, Løvenskjold og Ytte-
borg og -- -- -- "Men skulde der ikke være en Undtagelse for
"Fædrelandsvennen" da?" Jeg hørte en Bjørnegrynt og rundtom
Væggene klask! klask" pst! pst! Det var "Fædrelandsvennens"
|
| d.III,b.3,s.163 |
Genius. Hvad skal den indeholde? Humanitet -- anstændigt
Sprog -- ingen Personligheder -- efter Overbeviisning -- halte
-- ikke krybe -- har før været forledet -- nuværende Stats-
borger intet Folkeblad -- klask! -- mine hadske Fiender --
opofret meget -- havde Maleur paa Ruseløkken -- alt for Fæ-
drelandet -- ingen ufornuftig Opposition -- lempe sig, naar --
pst! -- en Medarbejder skrevet mod syttende Mai -- klask! --
Holdt, holdt! hverken Ven eller Fiende troer dig; selv Kaxen
der har subskriberet paa dit Blad for at du til Gjengjæld skal
gjøre ham til Storthingsmand, indseer sin Daarskab. Vi kunne
spare os den Umage at fælde Dødsdommen over Fædrelands-
vennen. Den seer ikke Dagens Lys. Hm, hm! klask, klask! Man
lader sig ikke længer beskatte og bedrage af Landsstrygere.
Skal Folket bedrages bør det skee paa en ganske anden Maade.
"Fædrelandsvennen" er os unyttig. Men hvortil nytte vore Be-
stræbelser? Interesserne splittes i Individualiteterne, ingen
almindelig begeistret Varme for den gode Sag. Enhver har sine
Hensyn, sine egoistiske Beregninger bag Øret. Og er det ikke
derfor sandt, at Skriget i Grunden dominerer os, beherskes vi
ikke deraf, som ved en Troldom, fortrylles vi ikke af Klapper-
slangen og opsluges. Hvor ofte har jeg ikke selv bandet og
haanet Aviserne, men først og fremst Statsborgeren, hvor ofte
har jeg ikke sat op et haansmilende medynksomt Fjæs, naar
jeg -- NB. i Selskab med Flere -- har truffet de ondskabs-
fulde bittre Oktavblade paa Konditorens Bord, og dog, sub
rosa sagt, listede mig hver Torsdags og Søndags Morgen hen til
Konditoren, -- og hvad søger jeg saa først og fremst at faa fat
paa? Jeg tilstaaer: paa Statsborgeren. Ærligt tilstaaer jeg det,
og efter en foretagen Selvprøvelse og de Slutninger jeg deraf
kan gjøre til Andre har jeg ikke længer noget Haab om, at
den Plan vil lykkes, som jeg i Begyndelsen fandt saa fortræf-
felig. Jeg synker hen i mørk Fortvivlelse.
|
| BLA BAKOVER |