|
|
| d.III,b.3,s.94 |
NORGE
Statsborgeren 29. jan. 1837.
Kristiania. At vor Konge er en stor Krigshelt, er bekjendt og
uomtvivlet, om det end i Geburtsdagsviserne repeteres sammen
med en Mængde Overdrivelser og Dekorationer af poetisk Bog-
guld, som ikke holde Prøven. Det var derfor en prægtig Idee
af Højstkommanderende, at fejre Højstsammes saakaldte høje
Geburtsdag ved et Nederlag. Hekatomberne eller Slagtoffrin-
gerne af 100der til Guderne i fordums Dage herledede sig fra
samme Principer, nemlig enten fra den rene Devotion eller be-
geistrede Nidkjærhed for at vise den Dyrkede Ære -- og dette
antage vi som det mest moralske -- eller fra det blodtørstige
Overmaal af imperatorisk Selvfølelse. Men ved saadanne Lei-
ligheder eller rettere sagt Sindsomstændigheder, naar Sjelen
aabenbarer sig i sin Spænding og Fylde og bearbeider og afføder
det Overordentlige, plejer den netop, meer end ellers lukt for
det Sædvanlige, at være følsomst for alt forudgaaende Over-
ordentligt, som den sætter i Forbindelse med det Store, som
forestaaer og beskjeftiger den, antager som himmelsendt og med
profetisk Skarpsindighed veed at hente Varsler af.
Men vor kommanderende General agter aandelige Ting kun
lidet, skjøndt Mænd, der have været udi større Battaljer end
Han, ikke ansee at tage vare paa Saadant for Bagateller, og
skjøndt der virkelig var indtruffet et sandt omen portentosum,
d. e. et Varsel, der kan bringe umælende Bæsters Børster til
at rejse sig -- ja en Begivenhed, som kunde fortjene sit eget
Omen, og sandsynligviis alt havde faaet det i en iisfalden gam-
mel Kjærring, en Høne eller Hane, som dat af Pinde, eller andet
Sligt, som vel ikke var saa forfærdeligt som Begivenheden selv,
men dog altid nok til at varsle noget forfærdeligt.
Under alt -- der var foregaaet Noget, som burde have ladet
Generalen ahne, at hans i sig selv store og heroiske Forehavende
umuligt kunde løbe godt af den Dag. Thi hvad skede ikke med
Hans Majestæt Kongens egen første Generaladjutant midt paa
Pladsen, midt foran Fronten af Tropperne, Generalen og Publi-
kum, forsaavidt dette kan siges at have noget midtforan sig og
ikke blot bestaaer af en Masse Bagdele, og bør nævnes eller
|
| d.III,b.3,s.95 |
kan antages at skjønne om der er stor Forskjel imellem en
Græsrytter og en Sneerytter! Hvad skede ikke? Ja Noget, som
har været agtet for en stor Ulykke alt siden Mennesket tæm-
mede den første Hest, ja for en saa meget større Ulykke, som
den ikke beklagedes nogensinde, men holdtes for at medføre
noget vist Beskjæmmende og forøgedes med Spot selv naar det
skede ved en Olivers Landse inden Turneringen -- Noget, som
vi ikke vide om vi skulle give det Plads som et Omen foran
det egentlige Nederlag eller tælle det med i dette som et af
Dagens Offere.
Nok -- Hs. Majestæt Kongens Generaladjutant galopperer
hen til kommanderende General, drejer af, Hesten støder let
mod Generalens, rygger lidt, Rytteren trækker Stangen an,
Gangerens Bevægelser blive farligere i samme Mon som Stangen
handteres paa den Maneer, og -- inden man veed Ord af, sees
Generalkommandoens Been ivejret -- den plumagerede Hat
gaar forud og saa hele Generalkommandoen med brudt Spore
efter og forsvinder i Sneen. Hvilket Syn for Baronen, der er
Kavallerigeneral med Liv og Sjel, og, som Saadan, agter gode
Ryttere høiest af alt! Vi vide ikke hvilken Positur Forfærdelsen
antog hos ham, men hiin Hest stod stille ligesom om han fryg-
tede for Lieut. Roosens Skjebne fordi han lystrede Ordre.
O Dag, est Du saa høj kun for at være
meer ubarmhjertigt Vidne til sligt Fald?
Men hvo sig selv fornedrer skal ophøjes.
Vi vende Blikket med saameget større Deeltagelse fra denne
Scene som dette ikke var den eneste Gang Generaladjutanten
maatte bide i Sneen den Dag. Ved Udtrædelsen af Vognen, som
førte ham til Gjæstebudet hos Generalen (hvilket efter en saa-
dan Dag, som vi snart skulle høre den 26 Januar blev, med
megen Ret kunde kaldes et Slags Valhalla, hvor de Slagne
fryde sig med hverandre).. ved Udtrædelsen falder den ulyk-
kelige Generaladjutant atter, men dog, til en behagelig For-
andring, dennegang paa Næsen.
Ved Parader plejer altid Defileringen foregaa kun i Skridt,
og ved denne Leilighed kunde man saameget mindre vente noget
andet, som Pladsen var bedækket med temmelig dyb, kun løst
|
| d.III,b.3,s.96 |
nedtraadt Snee. En saadan Defileren foregik ogsaa med nogen-
lunde Orden, og dermed tænkte man det var forbi, Men --
Men Generalen, der (det veed jo Verden nok)
som Folk til Dit og Dat, forfalden er til Chok --
Men Generalen faaer pludselig den forunderlige heroiske Idee
at befale ny Defilering i Trav og Gaapaamarsch i den dybe
Snee. Med Hestfolket gik det, men Fodfolkets stive Linier...
Ak, saaledes segnede Franskmændene i Rusland, eller Bjerke-
beinerne ved Laake, ak, saaledes... Men man vil faa et Begreb
om Nederlaget ved en af dets enkelte Scener. En Kapitain, en
liden men djærv Mand, stormer frem foran.. Skjebnen griber
ham -- han forsvinder -- over ham storme første segnende
Peloton -- han tænker Farvandet klart -- og reiser sig, da
anden og tredie segnende Peloton.. Nok! Det var et Nederlag.
Regner man alle Dagens Ulykker sammen, saa kan man sige,
at man beklager foruden hiin Generalspersons ogsaa en brav
Kapitains og mange andre gjæve Krigeres Fald. Det er en
Trøst, at de "stupade" paa Ærens Mark.
Det var et Vinterfeldttog. Og regner man nu hver Lejr eller
Mønstring for et Sommerfeldttog, saa har vi en af Jordens
største Hærførere til kommanderende General.
"Napoleon sin Alder tælled efter Sejre;
men Norge har en Helt, som tæller efter Lejre."
|
| BLA BAKOVER |