|
FRA HENRIK WERGELAND I ANLEDNING
AF MORGENBLADETS HAM VEDKOMMENDE SVAR PAA
EN OPFORDRING FRA SVENSKE AFTONBLADET
(Slutning fra No. 351.)
Morgenbladet 23. des. 1836.
Aftonbladet har vel forsmaaet denne Taktik, som saa tyde-
ligen er fremtraadt især i hiin Brochure, der -- man maa tro
ved sin pikante,1 men svigfulde Titel -- er fremkaldt til en
|
| d.III,b.3,s.75 |
ufortjent Opmærksomhed; og man bør indrømme denne Tidende,
som stadigst har fredet om Foreningen, Ret til at være ængst-
ligst over enhver, virkelig eller indbildt, Forpurring af det bløde
Charpi, hvormed Aftonbl. forbinder disse dens Saar, hvis Rande
ikke ville heles sammen, men som altid bryder op paany fra
Grunden af. Men denne Ængstlighed, som tilhører og er na-
turlig for den svenske Patriotisme, men ingenlunde for den
norske, der ikke har nogen Grund til at tro Fædrelandets Vel-
færd truet, om end alle svenske Publicister fordrede Unionens
Ophævelse, fortjener en bedre Trøst og paalideligere Underret-
ning end Morgenbladets Redaktør har givet det. Alle, som gide
det, bør forenes om fra alle Kanter her i Landet at oplyse Afton-
bladet, men ikke ved at give det enfoldigt Svar paa et enfoldigt
Spørgsmaal, og ikke ved at betro fremmed Nysgjerrighed mere
end den har godt af og man kan forsvare. Det er altfor ubarm-
hjertigt af Mbldt. at give sin troskyldige Frænde en saadan
Liimstang at løbe med som dets egen isolerede Mening, og om
denne nu var forlangt, burde han tillige have faaet Underretning
af Morgenbladet selv, og ikke af den Denuncerede eller af saa-
danne Indsendere, som Den, der allerede har gjort dets Paa-
stand om at mine paaankede Yttringer ikke bifaldes af nogen
Landsmand til Usandhed, om hvad Vægt og Værd, der rettelig
kunde tillægges den. Den skal have Anseelsen af en Dom over
en Opinion i det norske Folk, hvis Tilvær ligesaalidt kan om-
tvivles som bevises; men naar denne benegtes at existere uden i
Enkeltmands Hoved, da har denne Ret til at fordre Beviserne
for at han nærer slige Kontrabandetanker og forat han er den
eneste, som har dem. Det Sidste er nu umuligt; det Første maa
bevises af Yttringer; og til ved Dokumentation at styrke Vær-
dien af sin Angivelse af at jeg har givet saadanne til Priis i
Flyvebladene burde Mbldt. følt sig forpligtet. Saaledes som nu
dette feige Blad har yttret sig fra Dommersædet om min Person
er det lidet bedre end en Denunciation, der har Formodningen
mod sig om at være falsk, saalænge Beviserne ikke vedlægges.
Jeg provocerer dertil uden synderligt Haab om at see Kontexten
respekteret, og derfor med udtrykkeligt Forbehold om at faa i
dets egne Spalter sætte det Sønderrevne sammen igjen.
Til disse Yttringer berettiger en Redaktør mig, som viser saa
|
| d.III,b.3,s.76 |
liden Agt for Sandheden, at han, netop under sin Funktion at
gaae de svenske Tidender tilhaande med Oplysninger om de
sande Forhold hertillands, undlader at give Underretning om
at det er ligesaa falskt hvad Allehanda paastaaer om at min
Faders og min Pen have i den senere Tid været kjendelige i
Morgenbladet, som at nogen Samvirken imellem min Fader og
mig ad den publicistiske Vei nogensinde har været sporet, og at
jeg, deres Angriber og Indflydelses Tilintetgjører, har Noget,
Nogetsomhelst tilfælleds med en Soelvold etc. Jeg burde, lige-
saavelsom Svensken af en ærlig Ven, kunde have ventet sig
nogen Forklaring om disse Spøgelser, af en ærlig Uven kundet
ventet mig saa aabenbare Løgne rettede, og Lieut. Roosen kunde
vel fortjent det samme. Men man antog vel at blive lysere selv
ved at holde Andre i Mørke. Gid den Lysning maatte begynde
i Mbldmandens Hjerne; thi det maa staa mørkt til der, naar han
om Allehandas Artikel kan sige, at den røber en agtværdig
Sandhedskjærlighed -- som jo desmere fortjente at tilfreds-
stilles -- mens den grangiveligen kun er en Opdyngen af Per-
sonligheder mod min Fader og hans Søn. Og hvorfor? Fordi
de begge altid have yttret sig som de Normænd, der have
mindst Kjærlighed tilovers for noget andet Land end Fædrene-
landet, for det alene. Det er muligt, at min Fader, der af egne
Landsmænds Uretfærdighed har lært at taale Fremmedes, ikke
finder det værd at svare paa de svenske Uforskammetheder;
derfor vil jeg kun bemærke til de hadefulde Stænk, fordi han
har i 1831 dediceret Statsministeren en Bog og opfordret til
"Dæmringens" Opbrænden den 17de Mai, at han i "Tillæg til
Forsvar for det norske Folk" derom har afgivet fyldestgjørende
Forklaring. Det kan være nok her at underrette om, at Stats-
ministeren, som desuden i 1831 ikke var den han er i 1836, og
min Fader vare, fra og med Hensyn til Begivenhederne i 1814,
politiske Venner, og at min Fader meente, at Dæmringen retvel
kunde fortjene den samme Behandling "som et uartigt Brev",
nemlig at hver Mand for sig tilintetgjorde sit Exemplar, for
ikke, ved at opbevare den, at gjøre sit til, at et Skandskrivt paa
Fædrelandet kom til Efterverdenen. Forglemt her nyder det
denne nu i Sverrig. Og dette er i sin Orden og et ufeilbart
Kriterium paa Norges Uvenner. Der gives vel ogsaa Smagløse,
|
| d.III,b.3,s.77 |
men Stagnelii og Tegnérs Landsmænd have Ondviljen behov
forat rose fra det æsthetiske Værds Side sligt træet Misfoster,
omendskjøndt Gud skal vide, at afpudset Prosa der ogsaa kan
gjelde for Poesi. Det skeer i politiske Hensigter, og Spaadom-
men af Forfatteren til Forsvaret for det norske Folk, at hiint
Skrift vilde blive kastet os i Næsen af Fremmede og benyttet af
vore Fiender, som søge naturlige Allierede i dem, der hos os
hylde dets (og dets Parafras Rigsretsforsvarsskrifts) Meninger
er da opfyldt.
Forat ikke de spørgelystne svenske Tidender skulle mangle
Materie til at bringe Morgenbladet og den ikke mindre for-
fængelige Constitutionelle i godt Humør ved at udbede sig deres
Oplysninger og give den Sidste Anledning til at stænke til hvil-
ken Kant den behager, tillader jeg mig at fremsætte nogle
Spørgsmaal til Aftonbladet og Allehanda, som jeg ingenlunde
vil eller tør driste mig til at besvare, men som de upaatvivlelig
ville faa paalideligen besvarede af sine norske Lydblade. F. Ex.
1) Gives der Normænd, som ere formastelige nok til at finde, at
Historien hidtil lærer, at en Forening mellem to, ulige mægtige
Riger, ikke har fremmet deres Lykke eller i Længden kunnet
bestaae? 2) Gives der Normænd, som ere fornuftige nok til at tro,
at Historien, saasom Omstændighederne altid ere ulige, endnu
med alle sine Erfaringer ikke afgiver aldeles uomstødelige Sand-
heder, og at Resultaterne fra forsvundne Tiders ufri Stater ikke
ville reproduceres af nærværende og kommende Tiders Stater
med friere Forfatninger? 3) Gives der Normænd, som tro, at
Frygten for Rusland er noget overtroisk, og at den ikke bør være
en Unions Bindemiddel, men kun Motivet til en Alliance? 4)
Gives der Normænd, som forudsee Unionens Ophævelse i Til-
fælde af at en Krig, hvori Rigerne ikke tilstededes Neutralitet,
udbrød imellem Rusland og England, og hvori Sverrig, nød-
tvunget eller ikke, tog det førstes Partie? 5) Gifs många stive
bockar i Norrige? 6) Gives der Normænd, som ærgre sig over
de Nationalkrænkelser, Unionen har havt tilfølge, som tro, at
det forlængesiden i denne Henseende kunde have været ander-
ledes, naar man alvorlig havde villet det, og som foremale sig
i en vemodig Indbildning det gamle Norges Hæder og Van-
skjebne og Krav paa at see denne erstattet ved endelig at være
|
| d.III,b.3,s.78 |
befriet for Maskepiet med hvilketsomhelst fremmed Rige, og
som endelig med Bitterhed see i Norge en av fremmede Interes-
ser sønderreven Tilstand at modne sig, og drømme om en
ukjendt Hjertelighed og medborgerligt Liv, om Norge var Norge
for sig selv alene? 7) Kan der gives Normænd, som tro, at jo
bedre Foreningen bliver des slettere bliver det for gamle Norge?
8) Gives der Folk i Norge, som endnu leve i Tankerne under
Christian den 7de, eller som tro Maanen er gjort af grøn Ost,
eller som tro, at der i Sverrig gives Redaktører og Brochure-
forfattere, som koste nogle Daler Riksgäld eller Banko eller en
Aftens Fortæring i stora eller lilla Selskapet? O. s. v. Men
kanskee man har nok for det første.
1 tilbakeHvorfor er den pikant? Dette Spørgsmaal fortjener en Undersøgelse.
Hvorfra denne Titels særegne Interesse, der lod den publiceres hos os til
Oversættelse før Bogen var læst eller kjendt af Nogen, og som ilede med i
begge Riger at tilfredsstille den første Nysgjærrighed med Uddrag? "Om
et nyt Unionsfordrag" -- var dette Titelen til et ukjendt Værk, som Enhver
i lang Tid havde bearbeidet i sit Indre? Vilde Enhver nu kun sammenligne
den Enkeltes Ideer, som havde udgivet sit, med sine egne til et nyt Unions-
fordrag? Her træffe vi isandhed i denne Trang paa mægtige Elementer til
et Parti. Men inden dette har konstitueret sig, maa gjensidig Tolerance
vises, og dette maa ikke forbydes Nogen, ikke engang Flyvebladenes Ud-
giver, at have sine Tanker om baade det gamle og et nyt Foreningsfordrag. |
| BLA BAKOVER |