|
22. okt. 1836.
OM DIVERSE GODMODIGHED.
Indledning.
Om sine Dyder hører Mennesket gjerne Tale, især nemlig
om dem, det besidder i største Forhold til sin øvrige Moralitet,
|
| d.III,b.3,s.29 |
og som altsaa let og med stort Behag gjøres til det karakteristi-
ske Udtryk for dets hele Personlighed eller til den store Solside,
imod hvilken de Skyggefordybninger, som findes, ligesaa lidet
maa tages i Betragtning som det, at man har havt mest Raad
til hine Dyder og mindst Uleilighed med at erhverve sig dem i
en vis Masse og Storhed ligesom Leerbunden driver en forfær-
delig Mængde Hestehov og Kjærringrok frem og Sandbakken
bedækker sig med Harefod og Gjeitrams. Der gives Dyder, som
Folkeslag tillægge sig som næsten udelukkende Nationalejen-
dom; og da det hele Folk kun er en liden Deel af den hele
Menneskehed, kan man begribe, at hvert enkelt af dets Individer
kan tilegne sig ikke saa lidet deraf, og, om man enkeltviis inden
sit eget Folk kun gjælder for en Brøk af den fælles Storhed, saa
fremtræder man dog udenfor dette imellem Millionerne, der
intet skal besidde deraf, som en Repræsentant for den hele.
Dette er ogsaa Tilfælde med enkelte Klasser af Mennesker.
Hvor man er plaget med Adel, faa de Andre retvel at føle,
at Adelsmanden troer at besidde særegne Dyder, der tilsammen
betegne ham som saadan og udgjøre den sande Adelsmand. Og
Menigmand har vel ogsaa sine, om han end ikke tør tro det,
mens Andre mene, at han kun udmærker sig ved særegne Laster.
Da han udgjør Millionerne, har han heller ikke saa let for at
udmærke sig. Hans Masses moralske Egenskaber ere kun den
dunkle muldfarvede Grund, hvorpaa de enkelte Klassers frem-
hæve sig. Og hele hans Stolthed indskrænker sig til at tro, at
naar Præsten siger "agtværdige Kristne!" saa menes Andre, men
naar han siger "gudfrygtige Kristne!" saa menes han. Og heri
synes nu vel at være ligesaa umaadelig en Stolthed som Beske-
denhed; men det er idetmindste ikke en Stolthed, som skal gaa
ivejen for Nogen paa Jorden. Og hvad Beregningerne angaa
om de Herredømmer, den troer sig kaldet til hisset, da ere de
udkastede paa egen Resiko af den Godmodighed, som lader sig
nøje med Intet, naar den kun faaer Lov til at haabe desmere,
og som er Menigmands karakteristiske Dyd overalt enddog i den
Grad, at paa den ere de fleste af de Regjeringssystemer grun-
dede, der styre Verden.
Paa Menigmands Godmodighed? Ja, eller Taalmodighed.
Veed du ikke det? Hvad andet bærer Ruslands Pyramide, end
denne brede Grund? Hvad andet bar det gamle prægtige Frank-
|
| d.III,b.3,s.30 |
rig? eller bærer Danmarks skarlagenkjolede Monarki, eller Sve-
rigs ærværdige Stænderforfatning, eller bar det forrige Regi-
mente i Norge end denne Menigmands Godmodighed? Der er
uhyre Kræfter i denne Asenryg. Og uhyre Mange, som ville ride.
Der er noget uanseeligt ved denne Dyd; men kun naar man
betragter den hos det enkelte Menneske. Da har man en jam-
merlig Træl for sig. Men seer man den hos Millioner, da maa
man dog tænke, at det er en Menneskehed disse Hoveder. Den
enkelte graa Bølge have vi ikke Øje for, men naar den har
mangfoldiggjort sig i det Uendelige til et Hav, saa strækker ikke
Tankens Øje til; dets Straaler døe midtpaa som trætfløjne Fugle,
og Beundringens Udraab "ah! ah!" anstrænger sig for at jage
dem op.
Ak, hvad er dette for Tale? Menigmand har ikke Fantasi.
Hans Sjel er uden disse Sandser, som forvirre Andres Hoveder
ved denne Fiinhed, som beruses af Duften af enhver Blomst,
dette Langsyn, som seer Verdens Umaalelighed gjennem en
Draabe, denne Smag, som nages af Bitterheden i en humleløs
Satire og smelter hen i Sødmen af den Dugg en poetisk Vandbie
har efterladt paa et Blad. Hans Sjel er en opløst udvandet
Grød af Godmodighed. Og jeg vil strøe Sukker paa den. Thi
"om sine Dyder hører Mennesket gjerne Tale!" Og en Dyd
kalder jeg, som Fiende af Troen paa en almindelig fælles Ond-
skab, den formedelst sin Almindelighed. Og om den er glands-
løs og asenfarvet mod andre Dyder, som Himlen og Mulden, der
ved sin Dunkelhed netop lader Stjerner og Blomster skinne, saa
er den dog ikke agtet for mindre vigtig, end at den paa enhver
Maade efter Statsmaximer maa vedligeholdes og gives Næring:
uskyldig, men rigelig Næring forat den kan bære desmere: rige-
lig, men uskyldig Næring i alle disse Skillingsopmuntringer til
Taalmodighed og Lovtaler over almindelig Godmodighed, under-
støttet af den strengeste Banlysning af alt andet end denne eens-
artede Sjelediæt, som giver Kræfter uden at forføre til Kaad-
hed. Kort: Halm og atter Halm til Asenet; og Jeg vil nu
ogsaa, idet jeg, stik imod hvad dette Blads Fiender ville troe,
priser Godmodigheden, kaste mit Halmknippe i Krybben, uden
at lade mig forlede af min Medlidenhed med Dyret til at lade
en eneste stor, tagget, vandig Tidsel gaa med.
|
| d.III,b.3,s.31 |
Om den almene menneskelige, saakaldte Menigmands-
Godmodighed eller: Taalmodighed.
Af det Foregaaende kan man allerede slutte hvilken udmær-
ket Egenskab den er. Ja, ganske vist, uden den skulde de fleste
Stater ryge overende -- undtagen Norge naturligvis; thi denne
Stat siger man jo er grundet paa Opposition eller Trodsighed.
Og saaledes vilde det da opfyldes (om Skjalden ikke blot har
meent Granitens eller Kampestenens Haardhed), at
"om Kloden rokkes end, dets Fjelde
skal Stormen dog ei kunne fælde."
Man veed, at der var en Tid før denne Skabelses, da alt var
belivet, saaledes at man medrette kan sige, at Bjergene ere døde
Uhyrer. Da var hiin Godmodighed Sjelen i den Leerklump
hvoraf Mennesket blev skabt, og den fik Lov til at være med i
den højere Tilværelse, hvortil Klumpen blev kaldet. Men for-
medelst sin lave Oprindelse fik den ikke sin Plads og Organ i
Hjerneskallen, men i Ryggen. Alligevel er det ligesaalidet altid
sagt, at Den, som fører en krum Ryg, har en stor Godmodighed,
som at Den, der har en Bule over Øjet, er en god Regnemester.
Men meget ofte gjælder det. Organet kan stundom ogsaa ban-
kes frem. Formedelst dens større Forvantskab til Leret er det
at Menneskehedens store Fleerhed har en Drivt til at sysle der-
med som Bønder. Dens egentlige Navn er, som jeg kalder den,
Godmodighed; men hvor den naaer en høj Grad af Udvikling
bliver den til Trælsind, hvorpaa Storfolk sætte megen Priis hos
Andre. Den kan da siges at have naaet sin Genialitet; thi
baade viser den en vis Fantasi, der er opfyldt med alle Monar-
kiets Pragtbilleder af Slotte, Kroner, Adelskab, Parader og Uni-
former, og den besynderligste Smag for det unaturligste og
afskyeligste, saasom Uretfærdigheder, Udsugelser og Prygl. Jeg
har Agtelse for denne Godmodighed; men dog er det ikke den,
som jeg vil forære en veritabel god Nathue. Thi slige Folk
skjønne sig ikke paa noget godt.
|
| d.III,b.3,s.32 |
Om den huuslige eller Tøffel-Godmodigheden.
Denne Godmodighed er den Klippe, hvorpaa Menneskene
skulle bygge sine Huse.
Dersom ikke den fandtes, maatte mangfoldige af dem staa
øde og de sørgelige Dele af adsplittede Familier tye under
Træer og Buske. Den, der knytter Kjærlighedens Baand, gjør
bedst i at have denne Godmodighed i Baghaanden, forsigtigen
men forsvarligen knyttet under Rosensløiferne, ligesom man ikke
maa tro, at Illuminationslamperne paa Bryllupsaftenen svæve
i Luften eller alene paa de forgyldte Traade, men have massivt
Træværk under sig. Og dette Raad maa heller ikke Qvinderne
foragte. De maa ofte være forsynede med en Skildpaddeskal
mod den raa Huustyrans Støvle, og drives sjeldnere til at tye
til Skjænken som Mændene gjøre naar Forholdet er omvendt.
Den forarmer vel ofte Familier, men kun naar Mændene give
ødsle og forfængelige Koner for liden Konto; thi dersom de,
naar det dog engang er kommet saa vidt paa Glid med Regi-
mentet, gav dem uindskrænket Raaderum i Finantsdepartemen-
tet, saa vilde Interessen ganske blive Konernes egen, og Egen-
nytten drive dem til at blive ligesaa sparsommelige som de før
vare ødsle. Ingen Dyd er mere englelig. Glandsen af en him-
melsk Retfærdighed bryder uvilkaarlig frem paa de af Sandse-
kager blussende Kinder; thi med disse Lidelser udsone Mændene
inden de fire Vægge de utilbørlige Forrettigheder, som de have
tillagt sig selv udenfore i Verden. Og desuden er intet Menneske
mere benaadet med Opfordringer til at vende sit Sind fra den
jordiske Jammerdal og haabe paa en bedre Verden, d. e. hvor
man ikke skal have Kjød, der kan bankes, end netop Tøffel-
trællen. Alligevel frembringes denne Opløftelse ikke af nogen
Følelse af Ulykke; thi derfor beskytter Godmodigheden ham.
Og den være priset over alle gode Ting, thi den hylder baade
Fred og Brændeviin; og noget bedre kjender jo hverken den
gode eller den onde Verden? Men den vilde blive en autoriseret
Dyd, en Dyd ligesaa nødvendig for Ægteskab som at sætte i
Enkekassen, dersom Husenes Indside kunde vrænges ud; thi da
vilde det meest slaaende Beviis for Monarkiets Nødvendighed
|
| d.III,b.3,s.33 |
vise sig, og det vilde for evigt være forbi med alle andre The-
orier, der føre et usselt kjæmpende Liv, netop fordi de ikke
have sin Grund i den Godmodighed, der baade er Hovedbestand-
delen af den menneskelige Sjel, det som kaldes Hjerte, og som
er bleven Mennesket en Nødvendighed forat kunne holde ud
saaledes som det har redet sig Lejet til, og da vel ikke sjeld-
nest og mindst ilde i den ellers lyksalige Ægtestand.
Den huuslige Godmodigheds egentlige Navn er Fromhed; men
der er lidet ved den, siden den, som bekjendt, dog kan briste
og saaledes kuldkaste det hele møjsommeligen opbyggede huus-
lige Regjeringssystem. Den duer ikke før den naaer sin Fuld-
kommenhed og bliver til Dotteri og Ørsk. Men heller ikke dette
vil jeg forære min veritable gode Nathue. Thi baade plejer det
at have sin egen, og der gives endnu en Art Godmodighed, imod
hvem det af kjære Hænder, under Rettelser paa højre og ven-
stre Side, opelskede Dotteri er reen Opsætsighed og den gjen-
nemtøflede Huustræl en trodsig Rebel.
Om den borgerlige eller Nathue-Godmodigheden.
Ja, her har vi den. Tal mig ikke om nogen Godmodighed
af hvilkensomhelst Art, uden denne. Den er Godmodighedens
Alfa og Omega og istand til hvad det skal være.
Hvad er Borgermænd dyrebarere, hvad er deres Ære ømmere
over end over deres egen gode Stad? Den maa Ingen fornærme.
Voldsgjerninger maa være banlyste fra dens Torv, ingen anden
Tummel end den fredelige Virksomheds og Glædens maa høres
i dens Gader. Og deres Koner og Børn? Ve Den, som turde
fornærme dem i nogen Maade, ikke at tale om at udsætte deres
Liv og Lemmer for Fare under vilde Chok af Rytteri og et
stormende Infanteries Kolbestød, naar de pyntede vare spadse-
rede ud forat fornøje sig en Søndag Aften i den lyse Sommer.
Rasende skulde de jo styrte ud af sine Huse, rive de Dyrebare
med Livsfare ud under Hestefødderne og Kolbestødene, mas-
sakrere Voldsmændene alene med sine Haandværksredskaber,
Alner, Vægter, Paraplyer, Haarpidske og Spadseerstokke, og
|
| d.III,b.3,s.34 |
ialfald i syvgange syv Aar nære mod Hovedfornærmeren et
Sindelag, som om man kunde tænke sig at selve Byen virkelig
personificerte sig til en Dame af fast Karakteer (som man kalder
dem, der kunne gjemme Nag over Juul og hedest Sommer) og at
Hadet krøb ind i dens Stene og lagde sig som en Skimmel paa
Væggene.
Men dette vilde kun være naturligt for Mennesker med Blod
i Aarerne d. e. Blodmennesker, men ikke for Borgere med God-
modighedens hvide Lymfe i sine Kar. Men gives der da Slige?
Ja, priset være Skabningens Mangfoldighed! Men ikke i Stock-
holm eller Paris eller London, hvor man kanskee vilde holde
dem for et Slags Planter; men i den gode Bye Naboth, den
opblomstrende Hovedstad i det Utroliges Rige..
Ak, hvilke Eventyr der ere passerede!
Hvilken Borger af Naboth mindes ikke hiin dejlige Sommer-
aften den 17de Mai, da Humlerne og Bierne surrede til Midnat
i de hvidblomstrende Kastanjer paa gamle Frelserskirkegaard
og Sommerfuglene svømmede i lunkent Maaneskin og selv det
mindste Barn var paa Benene i sine bedste Klæder ligesaa
længe? Borgerne sad i de aabne Vinduer med Glas fulde af
Viin, sød som Blomsternes Duft, liflig at see til som Blom-
sternes Farver i de hvide Vaser i Hustruernes og Døttrenes Vin-
duer, som de havde forladt efter Aftensmaaltidet forat tage sig
en Tour med Veninderne, qvægende som om Sommeraftenens
Luftning havde presset sin Behagelighed sammen til Draaber af
Svale og Munterhed i disse Glas. Saaledes sad de, hilsende til
de hjemvandrende pyntelige Koner og Døttre, som endnu ikke
vare for trætte til en Times Fornøjelse atpaa al denne Glæde,
med Nikken og Klinken gjensvarende de venlige Hilsener fra
Gjenboer og Naboer.
O, Piben smagte for de Mænd af Naboth, som sad saa, og
Vinen smagte, og den balsamiske Luft smagte, og Kysset af
Moer, som kom hjem, smagte, og lystigt var det at see de glade
Mennesker paa Gaden, og en Student, som nu og da tog en
Overhaling i al Pyntelighed, og at høre Sangene rundtomkring
og Musikken og Skuddene og at see over Huustagene Raketterne
fra Vand og Land, og lystigt var det til alt dette at gjentage
for sig selv, nippende til Glædesskaalen, at alt dette var frie
|
| d.III,b.3,s.35 |
Borgeres uskyldige Jubel over at det idag var deres Nations
store Friheds og Gjenfødelsesfest.
Da -- men dette have de Mænd af Naboth glemt, og derfor
maa jeg fortælle det, mens jeg kunde ladet det være med det
foregaaende, som deres aarlige skjønne Gjentagelse af de yndige
Scener viser de ikke have glemt -- da -- men jeg vil stige op
paa Stadshauptmandens Trap paa Torvet, hvorfra den frygtelige
Scene bedst kunde sees, og derfra beskrive den, og bede Læse-
ren derfra med mig at være et forfærdet Øjevidne til hvad
der nu skede.
Der skede -- et Chok ....................
.................... et Chok af
Rytteri, pludseligt som om onde Aander vare sprungne frem
af Gadestenene -- et Chok af Rytteri med svungne Pallasker!
for Alvor et Chok over Torvet, gjennem Gaderne, gjennem den
glade Menneskesværm, over Koner, Fædre, Borgere, Venner,
Døttre og smaa Børn.
Det var gyseligt!
Javist var det gyseligt! De som ikke vare under Hestefød-
derne, men sad, som sagt, vel inden Vægge, reiste sig ogsaa,
(drak Glassene ud) og gik ud og -- saae det, saae Choket og
Stormen af Infanteriet med de skaanselløse Kolber og skarp-
ladte Rifler, og raabte og skreg paa Moer og Barn, og saae
Medborgere med spaltede Pander netop udenfor Stadshaupt-
mandens Trap,og Blodet paa deres fredelige Byes Stene netop
udenfor Stadshauptmandens Trap, og hørte det skrækkelige
"Avanceer! Fremad! Chok! Storm!" og bad Fanden tage Uhy-
ret, som anrettede Massakren.
"Du store Gud!" var de rystede Borgeres stærke Feldtraab
i dette Slag. Men sammenslagne Hænder deres svage Vaaben.
Inden en Time var der ikke et ukrænket Hoved i hele Byen
uden Chok-Kommandantens Jernpande og Tinhovederne i den
Quarree af hans udmattede Svende, i hvis Midte han nu kneisede
som Byens uindskrænkede Herre og sejerrige Undertvinger.
Endnu summede de vilde Bier i Trætoppene og Sommerfug-
lene badede sig i Halvlyset, stigende og dalende paa de præg-
tige Vinger som Lystild fra Alfers Fyrværkeri -- altsomom Jor-
den ikke var bleven værre i denne Time.
|
| d.III,b.3,s.36 |
Dog var Naboth, der for sine Borgere var Jordens Hjerte,
bleven skjændet. Og medens dets Poeter fremdeles med poetisk
Licents vedbleve at kalde Staden en Jomfru, vidste Alle og
Enhver, at den ialfald kun var en voldtagen, og dets Filosofer
disputerede aabenbare om Bymændene ikke gjorde bedst i at
hænge sig i sine egne Dørposter.
Men hvorofte skal jeg sige, at man maa ikke forvexle dem
med andre Mennesker! Iførstningen viste de rigtignok den Kjø-
delighed at tage sig Tingen noget nær, og der gives vel endnu
de Daarlige imellem dem, som det koger i, naar de tænke paa
hiin Qvel -- Folk hvormed jeg her intet har at bestille; -- men
om selv de fleste Gemytter kom i lidt Opkog (hvilket især viste
sig ved at alle Munde kom i en puttrende Sladder om andre
græsselige Bedrivter af samme Helt), saa varede det ganske
kort før den naturlige nabothanske Godmodighed afsondrede sig
og steg op og bedækte det hele Kog med en Fedtskorpe, der
nu gjerne kan bære et Chok af Artilleri.
Det varede ikke længe, saa saa man Generalen, ifølge Bor-
gernes Valg, i kommunelle Kommissioner. Den royalistiske Be-
geistring leed intet Skaar af at see ham ikke alene ikke straffet
med Unaade, men fremtrukken ved enhver Leilighed; bortkom-
manderet, efter en fæl Sag, der paadrog en Mulkt, i Ærinder,
der vide erstattede Mulkten, og ophøjet til den højeste Post af
militær Ære og Magt. Man gjorde Gjæstebud, og taalte hans
Nærværelse meget godt. En gammel Sag, der med megen Møje
endelig af andre Folk blev bragt igang, og som havde Ødelæg-
gelsen af en med Generalen nøje forbunden Mands Ære og
Lykke tilfølge, havde ingen Indflydelse paa den Godhed og
Hæder, som disse samme Bymænd, der engang med saamegen
usømmelig Lidenskabelighed havde raabt Hevn over de tor-
turerede og dræbte Slaver og over en omtrent ved samme Tid
tildøde chikaneret Ubetydelighed af en Lieutenant, kunde vise
denne General, der paa deres Bekostning anrettede et saa fuld-
stændigt Nederlag, at han ligesaavel fortjener Navn af Greve
eller Hertug af Naboth som Wellington, hvormed han har alt
hvad der udgjør Toryen, men ikke Generalen og Statsmanden,
tilfælleds, af Vittoria.
|
| d.III,b.3,s.37 |
Men dette er jo endnu ingen Godmodighed, som fortjener
Beundring. Den er jo paa hine kloge og passende Anvendelser
af Mandens Arbeidsiver nær, aldeles passiv. Den er jo intet
andet end en Taalmodighed, hvis Vilkaarlighed eller Tvang ikke
kan beregnes, og har idetmindste et Sidestykke i den Naboth
mest lignende Stad Warschau, som godt fordrager sin Paske-
witsch og snart faar den gamle Forræder Kruckowiecki i sin
rolige Midte ligesom en opkastet Bid, man paany maa sluge.
For en slig Godmodighed behøver sandelig ingen Siful at spille
paa sin blødeste Fløjte eller Nogen at opfordre Himmelens Engle
til at afplukke sig Dunen for dermed at beklæde disse Borgeres
Voxhjerter.
Nei! Men naar jeg nu siger, at hiin søde Aftens Forstyrrer
m. m. er bleven populær i Naboth, og har erholdt den utvety-
digste Popularitetshyldning i et skingrende Vivat, med sænkede
Faner, af Borgerskabet en corps, paa det Sted hvorfra hans
Styrke drog ud og hans Kanoner stode færdige mod Byen, der
kun var bevæbnet med Pokaler, og før noget militært Korps har
bragt en lignende Hylding? Ja da! Dette er ingen passiv God-
modighed. Den har ikke Skin af Trang eller Nødvendighed.
Dette er Godmodighedens højeste Ultraiseren. Og Naboth ved-
ligeholder sin Rang som Hovedstaden i det Utroliges Rige, hvor
det Forbausende er dagligdags, og hvor Søndagen burde hedde
det Vidunderliges, Mandagen det Eventyrliges, Tirsdagen det
Uventedes, Onsdagen det Bagvendtes, Thorsdagen det Gales,
Fredagen det Desperates og Løverdagen det Umuliges Dag.
Jeg føler Nathuen sidder løs i mine Hænder -- jeg erkjender,
jeg har truffet den Godmodighed, jeg idealiserede mig som den
yderste, fortjent til, i hiint kjære Møbel, at smykkes med sin
værdigste Krone. Nathuen, som hverken den almindelige menne-
skelige Godmodighed eller Menigmands eller den huuslige Træls
Godmodighed, eller hvilkensomhelst Godmodighed af de ringere
Grader, kunde erholde, forærer jeg da -- ikke det nabothske
Borgerskab (thi jeg troer det ikke saa vel, at jeg tør glæde mig
ved Troen paa at Godmodigheden er saa stor hos Alle) men
Enhver, som af fuldt godmodigt Hjerte udbragte hiint Vivat.
Naturligviis er der i denne Fortrinlighed ogsaa Grader, nemlig
eftersom det skede med eller uden Eftertanke, med eller uden
|
| d.III,b.3,s.38 |
Medlidenhed med Hauptmanden, at han ikke skulde skrige
alene, med eller uden Reglementets § 24 for Øje, med eller
uden Ihukommelse af hiin Skrækkens Aften m. m. Men i saa
Tilfælde faar den Deel af Nabotherne, jeg udtrykkelig har
fremhævet, enes indbyrdes om Prisen. Skulde Godmodigheden
ikke være tilstede i en saa forherligende Storhed, men en ud-
trykkelig Erklæring af en anden Opinion endog istandbringes,
da vil jeg forære Nathuen til den, som har stærk Ryg nok til,
uden Skade, at lade sig override af et Chok, eller ogsaa, af en
modsat Grille, til den jammerligste Uselryg, som kan findes ved
en Solvæg; og jeg vil tilstaa med et Suk, at den Godmodighed,
jeg sværmede for, ikke findes paa Jorden og vel heller ikke
i Himlen, hvor Nathuer, imod hvad der prædikes, endnu mindre
finde Anvendelse.
|
| BLA BAKOVER |