|
|
| d.III,b.3,s.17 |
For Menigmand No. 4, 17. okt. 1836
17. okt. 1836.
Hvor gjerne, Fædreland! dog Verden rykked
den Laurkrands af, hvormed dig Himlen smykked!
Men, Vunden liig, der under Blodstrøm groer,
just Smerten Norges Kræfter sammensnoer.
Thi den i enig Pagt isammenbinder
de norske Hjerter, norske Mænd og Qvinder:
Og Fædrelandet bærer da paany
den samme Krands, det bar i Frelsens Gry.
Og Frelsens Trolddom den fremdeles ejer.
I Enighed er Fædrelandets Sejer.
Ond Forligelse ødelægger Huse.
Og det Samme skeer med Stater, hvor ond Forligelse er ind-
traadt imellem Folk og Konge. Det vil sige, denne Tilstand er
saa utaalelig, at den ikke kan bestaa, men maa ophæves for
|
| d.III,b.3,s.18 |
enhver Priis, undtagen Frihedens og Selvstændighedens, og
Grunden dertil tilintetgjøres. Har denne lagt i Kongens Per-
sonlighed, saaledes at hans Regjering har været en Følgerække
af udskejende Yttringer af et tyranniskt Sind, da har baade
gammel og ny Historie mange Exempler paa at hans Højhed
ikke har kunnet beskytte ham eller hindre Nationen i at bort-
skaffe denne Hindring for sin Lykke. Har den lagt i dennes
egen Forfatning, da er en Omvæltning deraf foregaaet, og for
en kortvarig Ødelæggelse af det Bestaaende har Nationen til-
kjæmpet sig et varigere Velvære i Forsoningens gode For-
staaelse med Kongen saalænge han ikke hemmede Revolutionens
naturlige Gang, optraadte fiendtligt eller blev greben i Rænker
derimod.
Medens vi med dyb Smerte maa tilstaa, at den ulyksalige Til-
stand af ond Forligelse imellem Konge og Folk eller dettes Re-
præsentation i høj Grad er indtraadt hos Os, er det dog en
Lykke, at hverken det ene eller andet af hine Tilfælde er Grun-
den. Inden os Selv, inden vor Statsforfatning, finde vi den ikke.
Ikke engang Tanken falder os ind om nogen Forandring eller
om at nogen bedre Tilstand mellem Konge og Folk virkelig --
hvad hverken var tilladeligt eller Prisen værdt -- kunde kjøbes
ved Opoffrelsen af et eller flere af dens ypperste Punkter. Og
vor Konges Hjerte er for vel kjendt og vurderet til at Tvedrag-
tens Rod deri kan søges. Det er derfor et Slags Held, at vi
have at søge den udenfor Konstitution og Konge, og vi have ikke
svært for at finde den i det politiske Forhold, hvori Nationen
har indladt sig, og som ikke paa langt nær i samme Forstand
som Konstitutionen ere nødvendige for dens Velvære.
Det er vel saa, at vor Konge hidtil ligesaa urokkeligen har
foresat sig og ivrigen forfulgt den Hensigt at see nogle af Grund-
lovens Paragrafer forandrede, til Udvidelse af Kongemagten,
som Storthingene have modsat sig dette, og at disse Kræfters
modsatte Anstrengelse maatte foranledige en Spænding. Men
hidtil strakte denne sig ikke udover de enkelte Spørgsmaal; man
vænnede sig til deres Fremsættelse, forskrækkedes ikke længer
derover, med Tryghed vidste man forud deres Negtelse, og over-
lod dem roligen til, i en Tilstand af Forstening at vandre fra
det ene Storthings Haand i det andets som haarde Kuriositeter
|
| d.III,b.3,s.19 |
fra en anden Alder, hvorved intet andet er at gjøre end at
besee og henlægge dem. Sidste Storthing gjorde dette paa hur-
tigste Maade, idet Forslagene til Forandringer i Grundloven
ikke engang sendtes en Kommittee til Behandling, saasom de
tilforn tilstrækkeligen vare drøftede og der ikke yttredes i
Thinget noget til deres Understøttelse. Men i Maaden hvorpaa
Hs. Majestæt tog dette op erholde disse Forslag ny og gjenop-
frisket Betydning. Vi opdage, at den hele Spænding, som i de
sidste Maaneder er stegen indtil Bristefærdighed, skriver sig
fra disse Forslags Skjebne, navnligen fra dets, der gaar ud paa
at Ret skal indrømmes Kongen til at negte Storthingsbeslutnin-
ger Lovskraft. Vi opdage i Hs. Majestæts Fortørnelse det samme
Hav reist i tordnende Drøn mod Klipperne, som i hine Forslags
idelige Fremsættelse stillere men uafbrudt lod sine Bølger rulle
imod dem. Og dette bliver kjedeligt i Længden, og kan nok
gjøre utaalmodig. Storthingets Handling aabenbarede at Klip-
pen var uigjennemtrængelig. Og det er tungt at opgive et længe
fortsat Arbeide, et længe næret Haab. Vi vide det, Hs. Maje-
stæt ansaa ikke alene denne sin Sag, men ogsaa sig selv for an-
derledes behandlet end fortjent. Men de sidste Yttringer af Hs.
Majestæts Fortrydelse, fremkaldte nærmest i Anledning af Rigs-
retten, der paafulgte Thingets Opløsning, oplyse paa det utvivl-
somste, at Norges saavelsom Hs. Majestæts eget Forhold til
Sverig er den Aarsag, vi søge, Aarsagen, der ligger dybest: Aar-
sagen til Forslagene: Aarsagen til den stedfindende onde For-
ligelse imellem Normændenes Konge og dem eller deres Repræ-
sentation, med hvem de naturligst maa gjøre Parti.
En Konge, der alene var norsk, en Konge saadan som vore
Hjerter og Øren finde en Vellyst i at høre dette Ord, vilde ikke
inden Riget eller i sin Stilling finde Grunde til at sætte sig i en
uafladelig Opposition med Folket om den dyrebareste Perle i
dets Frihedskrands. En saadan langvarig Blokade vilde blive
farligere for ham end om han forsøgte et raskt Stormangreb paa
enkelte Punkter i Konstitutionen. Ja selv om vi tænkte os denne
som hovedsageligen hans Værk, vilde Forsøgene paa at ændre
det gjøre en Ende paa Taknemmeligheden; og det kunde ikke
vare længe før han saa i hver Normands Rynker Einars brustne
Bue og fik høre Svaret fra Svollder: "nu brast Norges Rige af
|
| d.III,b.3,s.20 |
dine Hænder, Herre Konning!" Men af en Konge, der i saa-
danne Tanker, nemlig at have skabt Forfatningen, regjerer
Norge fra Sverrig af, af en Unionskonge, hvis Regjering baade
har Karakteren af at erkjende dette Rige for Hovedrige og af
ikke at ville indlade sig paa nogen Forandring af dets Forfat-
ning, lader hiin Regjeringshandling sig forklare. Skal et Vedlige-
holdelsessystem hævdes i Sverrig, maa Slagfjedrene brydes paa
den norske Frihed. Denne Ørn maa ikke stige saa høit, at den
sees over Kjølen og forfærder de gamle rolige Svaner i Vettern
og Mælaren. Det mindre Rige maa ikke byde det større et op-
eggende Exempel; den yngre Broder ikke besidde Noget, som
kan vække den Ældres Misundelse; Folkevældet i Norge ikke
staa i for skjærende Modsætning til Stormandsvældet i Sverig
saaledes som dette er omhegnet af den bestaaende Konstitution.
Norge maa minke Seil forat kunne holde sig i sømmelig Afstand
bagefter Sverig, skjøndt det bedste vistnok var, om denne tunge
gamle Orlogger satte nye Seil til forat gjøre Følge til den poli-
tiske Lyksaligheds Verden istedetfor at maatte skilles saagodt-
som ved Udseilingen af Havnen.
-- -- Skilles? Det var en Tanke!
Kan den forundre? I Sverig "graater" man over Foreningen.
Vi ville tænke derover til en anden Gang.
Eller over hvilke Forandringer der maa foregaa med Forenin-
gen, forat den skal kunne bestaa. Den maa ikke genere. Men
H. M. ønsker, at Thinget aabnes 20de Octbr. Det er den Dag,
da man kom overeens om Foreningsvilkaarene. Ahne vi rigtigt
naar vi tro, at dette er et Tegn til at Alt skal jevnes?
Under 26de Septbr. har det behaget Hs. Kgl. Majestæt, i An-
ledning af at Regjeringen tilstillede Storthinget de Afskrivter af
det inden Regjeringen Passerede betræffende Beslutningen om
Storthingets Opløsning, som bevirkede Rigsrettens Nedsættelse
samt af dennes Dom over Statsminister Løvenskiold, at udstede
en Tilkjendegivelse, som giver os den sørgelige Underretning, at
Spændingen mellem Høistsamme vor Konge og vor Nations Re-
præsentation har naaet en højere Grad end vi kunde tro og
kunne tænke os bestaaende. Hs. Majestæt tilkjendegiver, at
Storthingene have at behandle "fremfor Alt" de Kgl. Propositio-
|
| d.III,b.3,s.21 |
ner. Hs. Majestæt paaberaaber sig Kielertraktaten (hvorved
Norge afstodes af Danmarks Konge med Enevoldsmagt til Sverig
-- en Traktat, som Norge aldrig har erkjendt) og det i følgende
Udtryk: "Da Kongen indrømmede Nationen de vidtudstrakte
Rettigheder, som Grundloven af 4de Novbr. 1814 og Rigsakten
af 1815 indeholde, kunde Han langtfra troe, at Storthingsmed-
lemmerne før Seklers Forløb skulde kunne glemme Erindringen
af eller Traditionen om de Rettigheder, som Freds-Traktaten i
Kiel gav Sveriges Konge. At ville omtviste Kongens konstitu-
tionelle Rettigheder i Hensigt at eludere dem, opfordrer til at
tilbagegaae til benævnte Traktat."
Hs. Majestæt yttrer den Mening, at den Artikel i Fordraget
til Moss, som betinger, at Ingen maa forfølges for foregaaende
Yttringer mod Foreningen, skal indeslutte, at de, som havde ind-
ledet det norske Folk i en Krig mod Sverig (d. e. 1814 Aars
højhjertede Patrioter, Selvstændighedens hæderværdige Red-
dere, som vi maa bede Gud velsigne saamange de leve og døe)
"erkjendtes daddelværdige." Hs. Majestæt erklærer, at Odels-
thinget ved Rigsretsdekretet "har saaledes udøvet en lovstridig
istedetfor en retfærdig Handling og derved tillige antastet et
kongeligt Prærogativ." Hs. Majestæt yttrer om Befrielseskrigen
i 1814, at dermed havde "Ubetænksomheden" (af Forsamlingen
paa Eidsvoll), "for ikke at sige mere, bebyrdet en Befolkning
af 850,000 (?) Mennesker, som vare berøvede al Slags Handel,
og nødsagede til fra Udlandet at indføre Livets første Nødven-
digheder." Om Storthinget og Rigsretten udtrykker Hs. Maje-
stæt sig: "At dadle denne Foranstaltning (Thingets Opløsning);
at troe, at kunne opvække Skræk hos de kgl. Raadgivere; at ville
eensidigen fortolke Grundloven i dens Heelhed som i dens en-
kelte Dele; at ville forvandle Rigsretten til en politisk Domstol;
og give den Egenskab af en Jury; at begynde med at dekretere
Bøder, for derefter at kunne gaae videre: -- Alt dette opfordrer
Hs. Majestæt til, overeensstemmende med sin kgl. Pligt at tage
saadanne Forholdsregler, som kunne forhindre, at ikke alminde-
ligt Anarchi og Enkeltes Vilkaarlighed skal indsnige sig istedet-
for de Love, som beskytte den personlige Frihed, den almin-
delige Retssikkerhed og de Enkeltes Eiendomsret. Disse ere
Kongens hellige Pligter. Han vil vide at opfylde dem uden
|
| d.III,b.3,s.22 |
nogensomhelst voldsommere Rystelser eller Omvæltninger, om
"(d. e. dersom)" Storthingets Medlemmer, som Han, ere gjen-
nemtrængte af den Overbeviisning, at der ikke kan gives Til-
fredshed i huuslige Kredse, Sikkerhed for Staterne, indenrigs
Frihed, eller nogen for de forenede Riger hæderlig Selvstæn-
dighed i deres Forhold til Europas øvrige Magter, af hvilken
Beskaffenhed end disses Regjeringsform monne være, uden
Kjærlighed for Orden, uden Vilje til at være retfærdig, og uden
Undergivenhed under de offentlige og private Love, som styre
saavel Nationerne som deres Regjeringer." (Og hvad er uomtvi-
steligere?).
Fra disse Synspunkter erklærer Hs. Kgl. Majestæt: "At,
uagtet de ovennævnte Tildragelser, er Hs. Majestæt tilbøielig
til at troe, at Storthingets Medlemmer i Grunden ønske, at be-
vare for det Norske Folk alle de Garantier, som Grundloven af
4. Novbr. bestemmer. Men Kongen har med Bekymring bemer-
ket, at uagtet 22 Aar ere forløbne siden Foreningen med Sverige,
uagtet den indre og ydre Freds Velsignelse, uagtet det Velvære,
som er en Følge deraf, skjelne dog Storthingets Medlemmer
endnu ikke tydeligen imellem de Rettigheder, som tilhøre Kon-
gen alene, og dem, som tilhøre Hs. Majestæt og Storthinget
fælleds." Og videre hedder det, at Rigsretten har befulgt Grund-
sætninger stridende mod Lovens Forskrivter (?), hvilket Kongen
ikke kan tilstede.
Vi forene os med Hs. Majestæt i den af Høistsamme yttrede
Forventning, at den grundlovmæssige Udøvelse af Konges og
Storthings Rettigheder "skal bortfjerne alle fremtidige Feilgreb
og jevne alle Misforstaaelser mellem Kongen og det kommende
Storthing;" og oplyses endelig om at de "Forholdsregler," som
Hs. Majestæt vil tage i ovennævnte Hensigt, gaa ud paa, med
næste ordentlige Storthing at omhandle Sagens Form og Realitet
d. e. den paadømte Rigsretssags, der betegnedes som en "syste-
matisk (d. e. planmæssig) Forfølgelse" samt at befale Regje-
ringen at overveje, hvilke Forandringer, der bør søges bevirkede
deels i Rigsretsreglementet, isærdeleshed med Hensyn til Rigs-
retsmedlemmernes Ansvarlighed og til Offentlighed ved Vote-
ringen og i Loven om Straffebestemmelser for Statsraads, Høj-
esterets, Storthings- og Rigsrets-Medlemmer for Forbrydelser,
|
| d.III,b.3,s.23 |
de, som Saadanne maatte begaae, dels til mere Tydelighed i
enkelte af Grundlovens Paragrafer.
Dette er nu en lang og haard Tale; og Du, simple og menige
Mand, har kun liden Forstand paa og føler kun lidet af den
Vægt, som Ord dog virkelig kunne have. Jeg veed det, om alt
dette vil du kun sige: "Kongen er bleven vred, saameget seer
jeg." Og Jeg har kun Haab om at kunne forøge dette korte og
stumpe Begreb med den Tanke, at dette er dog meget ilde og
at det maa rettes paa ifra Grunden af. Du vil have Handlinger;
disse ere det Tegnsprog med de vældige Træk, som du forstaar,
og -- kan svare i, naar Opfordringerne dertil blive stærke nok,
og Begivenhederne drøne forbi som rullende Bjerge. Nu vel,
der er Handlinger, men af et mildere Sprog, et mildere Sprog
end selv hine Ord. En er at Storthinget er samlet. Det er:
Kongen vil tale med Folkets vise og trofaste Mænd. Og de ere
fra gammel Tid dog vante til at forstaa hinanden. De norske
og svenske Kanoner talte højt engang i hinandens Mund; men
de misforstode hinanden til Carl Johan og de norske Mænd fik
klaret god Mening sig imellem. Og en Handling, der vel hører
til hine "Forholdsregler," er, at Kongen har udnævnt Grev We-
del til Rigsstatholder. Det er: en norsk Mand, der har Folks
som Konges Tillid, er sat Thronen nærmest som en Midler mel-
lem begge, der skal gjøre sit til for at Begge kunne forstaa hin-
anden og være Folket en Borgen for at det skal blive tilfreds-
stillet. Og en tredie Handling, som med et mildt Solskin fra
Kongens gode Hjerte gjennembrød de mørke Skyer, er en
kgl. Anordning, som tilsigter betimelig Hjælp mod den Hun-
gersnød, som truer mange af vore Bygder. Og det er: den ulyk-
kelige Spænding har kun Sted imellem Statsmagterne, og at
"Den Kongernes Far,
som til Fattigmand skar
saamangen en Skive Brød"
ikke har forglemt sin Kjærlighed for det norske Folk, og ikke
vil glemme den, om det end, som Pligt og Natur byder, ikke kan
andet end gjøre Eet med sin Repræsentation, Eet med Sig Selv.
Da er der ingen Fare. Enighed, mens saa meget opfordrer til
Partier, har reddet Norge før. Der var haardere Knude med
|
| d.III,b.3,s.24 |
Normannakonningen, da Asbjørn af Medalhuus maatte tale. Og
Asbjørn talte ikke alene eller for de fire Fylker eller for Thrøn-
delagens otte Fylker, skjøndt ingen anden Røst hørtes end hans.
Men Hakon forstod, at Norge havde talt og at der ikke var
flere Meninger i det vide Land end Tunger i Asbjørns Mund
paa Thinget.
|
| BLA BAKOVER |