HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 2. BIND: 1833 - 1836


[OVERSIKTSARTIKKEL]
Statsborgeren 31. jan. 1836.

   Sverige. Aftonbladet beretter: "Vi have et Par Gange til-
forn havt Leilighed til at fæste Læserens Opmærksomhed paa
den svenske Bondes Tidning," en af de flere periodiske Skrivter,
som i de sedneste Par Aar have begyndt at udgives især for
den svenske Almue. Det Talent, hvormed denne Tidende er
forfattet og det fædrelandske Meed i dens Artikler have alle-
rede begyndt at give den en ikke ubetydelig Fremgang. Over-
tydede om at denne alligevel fortjener at være endnu større,
saavel med Hensyn til Indholdet som den ringe Priis, skulde
det være os en Fornøielse at kunne paa noget Viis bidrage dertil;
og vi indføre paa Grund deraf hernedenfor en Artikel, hvis For-
fatter paa en simpel men overbevisende Maade, i en Oversigt over
sidste Rigsdag, fremsætter sine Anskuelser om Nødvendigheden
af Folkets Kundskab om og Deeltagelse i Statsanliggenderne.
   "Mange have villet overtyde os om, at vi, naar vi skriver en
Tidende for Bønder, aldeles ikke bør befatte os med Statsan-
liggenderne,
dem Bønder hverken kunne eller bør forstaae.
Andre have troet, at forgangne Rigsdag var lang og lei nok
mens den varede, og at man med en Rigsdag bør forfare paa
samme Maade som med et ulideligt og forargeligt Menneske d.
e. lade ham høre Ondord mens han lever, men lade ham hvile
i Fred, naar han endelig engang er vel død og begraven. Men
vi have hverken laant Øre til den ene eller anden af disse vel-
menende Raadgivere; og hvorfor vi ikke gjør det, ere vi beredte
til at forklare, i den Tro, at I finde det retfærdigt at høre vore
Grunde i en Sag, hvorom Tankerne ere saa delte.

   Naar et Folk har forbeholdt sig, selv at undersøge og ordne
sin Regjering og sine Love, saa bør det ogsaa udøve denne sin
d.III,b.2,s.329   Ret; thi hvo skal ellers gjøre det? Dersom et Folk, som har
iagttaget et saadant Forbehold, siden kommer og klager over
at dets Styrelse er slet, at Lovene er uretfærdige eller over-
trædes, at Skatterne ere høie eller slet anvendte, at Underviis-
ningen forsømmes m. m. da maa man vel ikke uden Grund ansee
saadan Klage for qvindagtig og lidet værdig naar den ikke led-
sages af Lyst og Drift til at udrydde og ophæve Aarsagen til
det Onde, hvorover man klager. Men det svenske Folk har
iagttaget et saadant Forbehold: det har forbeholdt sig, gjennem
sine Ombud, selv at undersøge Regjeringens Færd; det har for-
beholdt sig at bestemme Skatternes Størrelse, at see til hvor-
ledes de anvendes, at afskaffe gammel og stifte ny Lov. Det
svenske Folk har ogsaa i mange Henseender viist sin Utilfreds-
hed med Statsanliggendernes nærværende Stilling og Gang:
skal man da tvivle om at det er samme svenske Folks Alvor at
udøve denne sin urgamle Ret, at granske og ordne sin Styrelse
som sagt er; eller skal man forestille sig, at den Stand, som er
den talrigste, som paa sin Lod har faaet den sikkreste Deel
af Landets Eiendomme, og som derfor er stærkest fastbundet
til det fælleds Fødeland.. skal man forestille sig at denne
Stand, Bondestanden, kan eller bør være ligegyldig for Stats-
anliggenderne eller for at udøve den Deel i Styrelsen, som det
svenske Folk i sin Heelhed, med Bondestanden isærdeleshed,
og fra Urolds Tider har forbeholdt sig? Dette have vi ikke
kunnet troe; thi det strider imod alt hvad vi have hørt og er-
faret om Sveriges Bønder i fordums og nærværende Tid, og vi
ere forvissede om, at den Stand, vi skrive for, aldrig skal paa-
drage sig Bebreidelsen for at pukke paa god Regjering, og som
man siger, gjerne see Øxen gaae uden at ville holde i Skaftet,
d. v. s. uden at ville gjøre sig den Umage at undersøge hvor-
ledes de Mænd, som paa Rigsdagen udøve Bondestandens An-
deel i Regjeringen, udføre sit vigtige Kald.
   Men de, som ansee en endt Rigsdag for et dødt og begravet
Legeme, som ikke efterlader noget Minde og hvorom de ikke
mere ville høre tales, synes ikke ulige en Kunstner, som naar
han med syv Sorger og otte Bekymringer har fuldendt en Ting,
da med Lede nedlægger sit Hverv, forat faae Tid til at glemme
sin Erfaring, og saaledes skaffe sig den Møie at begynde paa
d.III,b.2,s.330   ny Regning. Behøves nogetsteds Erfarenhed, er det visselig i
Regjeringsanliggender eller Statssager; og det Folk, som i slige
Ting letsindigt forspilder sin Erfarenhed, har kastet sin bedste
og møisommeligst forhvervede Skat i Søen. Der gives ogsaa
dem, som paastaa, at naar Folket udøver sin Deel i Regjeringen
ved Ombud, saa tiltrænger Folket heller ikke nogen Kundskab
om de offentlige Anliggender, idet det skulde være nok, om
denne Kundskab fandtes hos Repræsentanterne. Men snarere
burde man betænke, at saadan som Folkets Kundskab er, saa
bliver ogsaa Repræsentanternes. Thi savner Folket den Indsigt,
som udfordres til at indsee sit eget Bedste, for at vælge duelige
Repræsentanter, for ret at bedømme disses Færd, og for med
kraftigt Bifald at understøtte dem, og holde dem i Ryggen mens
de stride for Folkets Ret, saa maa ingen fornuftig Mand regne
paa at større Kundskab skal findes hos Repræsentanterne, eller
at Nogen skal findes tilsinds at offre sine Kræfter, kan hænde
sin Velfærd, for Medborgere, som foragte sit eget Bedste, og
ikke formaae at skille Ven fra Fiende.
(Fortsættes.)
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE