|
FOLKEBLADET
No. 10. Tirsdag den 5te Marts 1833.
DE STORE BØRN
(Indsendt).
Der var stor Opstuss ved Kirken idag. Kun et Par sølvsnorede
Kudskekraver og et Dusin fjedrede Silkehatte saaes i nogle Fai-
toner over den bølgende Mængde. "Her er folksomt som paa
et Marked" sagde en rødglindsende Proprietarius, idet han hjalp
en Frøken i Vognen. "Godt, at man dog engang kan træffe
|
| d.III,b.1,s.444 |
andet end Pøbel i Kirken" sagde Frøkenen med en flyvende Krølle
paa Næsen, idet hun trak Kaaben efter sig.
Der maa have været en overordentlig Fest, siden baade Juri-
ster, Fruer, Frøkener, Officerer og Proprietariusser ere tilkirke,
ja siden de kom i god betids, da Præsten sagde Amen. Nei,
nei -- de kom tidlig disse Herrer, og Bostonpartierne til Efter-
middagen vare alt afgjorte i Pulpiturerne og Gallerierne og Stands-
skrankerne i Guds Huus før de, strækkende sig, børstende sig,
speilende, smilende og nikkende til hverandre, reiste sig under
Velsignelsen, der ligesom Solskinnet daler over Onde og Gode.
En Stribe af blottede Hoveder hvidner igjennem Mængden.
En lang fortsat Rullen kløver den. Guldsnorede svenskcokar-
derede Huer glimte i en Række henover den, liig en Lynstribe,
der følger de takkede Kanter af en mørk Sky. Det er de Condi-
tionerede, som kjøre væk. Men et jamrende Hviin følger skjæ-
rende efter Cariol- og Diable-Duret. Det standser. Man seer
sig om, man leer, og ruller afsted. "Kom Lieutenant! kom Lieute-
nant!" raaber man og ruller afsted. Thi det er kun en gammel
Bedstemoer i sin røde Atlaskeskaabe med Hermelinsbremmen
og med Psalmebogen i det hvide Tørklæde, som er redet over-
ende af den Grønne med Halen paa Hatten, da han til Afsked
vilde lade sin Hest gjøre Caprioler for En af de Fjedrede i Fai-
tonerne, for Frøkenen med det flyvende Høgeduun af en Krølle
paa Næsen. Hesten gjorde ogsaa Complimenterne, Fjedrene nik-
kede, den lille Sky forsvandt fra Næsen, et Blink af Venlighed
foer som et Kornmod over Damens noget mørkladne Ansigt, og
Knebelsbarten spidsede sig som et Par Vinger opimod Ørene til
et Smiil; men Moer stakkels ligger med splittet Fløielskyse under
Teltbodstolperne, Hesten dandser paa Atlaskeskaaben og Psalme-
bogen svømmer ut med Moer i Gropen. "Gud skee Lov, at
Lieutenantens Hest ikke trampede hu Moer ihjel!" siger Mæng-
den. "Det var endda vel".
"Gudskeelov, at Lieutenantens Hest ikke trampede Psalme-
bogen isønder! Det var endda vel!" siger hu Moer, og griber vak-
lende efter Klenodiet der det ligger, uden at ændse sine hvide
Bomuldsgarnsvanter.
"Fanden skal..." -- "Hvad, Knebel?" raaber Lieutenanten
og et opbragt, bange Ansigt, som trænger sig frem i Mængden,
i Munden paa hinanden. En Pidsk hviner. En Hat svømmer
|
| d.III,b.1,s.445 |
med Psalmebogen. Hatten af! Hesten dandser i en skraa Linie,
i kort Galop bort med Cavaleren.
Snart slutter han sig til Herrerne i Kariolerne og Diablerne,
der drage nedover til Gjæstgiverstedet, hvor Menigheden skal
forhandle et Par Sogneanliggender. Dette er det, som gav Gud
den Ære at see disse sine store Børn i sit Huus. Mængden myl-
rede efter. Snart give Mændene i sine langskjødede, graae Kittel-
kjoler Bakken til Giæstgiverstedet Udseende af et siigende, put-
trende Leerfald; snart lignede den mere en Braateli fuld af stik-
kende Flammer i Lyngen, gloende Stubber og synkende og sti-
gende Asketuer, naar de brogede Gjenter i brede Rækker, og i
et Skridt, som Forlegenheden maaskee gjorde hurtigere og haar-
dere end smukt er, stimede nedover til det søde Honningkage-
sted. Men dennegang gik de det forbi. Forgjæves klingrede voxne
og halvvoxne Gutter med Kobberpengene i Lommen, og snak-
kede i Forbigaaende baade om Mjød og Honningkage. De gik
forbi, og Gutterne slentrede efter, ikke ret tilsinds, skjøndt de
med frelst Ære sparte Penge.
Mændene bleve igjen. Der skulde vælges Forligelseskommissær
efter Amtets Forslag af to, og en Organist skulde foreslaaes af
Menigheden til Udnævnelse af Øvrigheden. Alt gik godt. Lieute-
nanten blev Commissær, Proprietariussen ikke. Men bedre gik
det siden: Lieutenanten fik Frøkenen i Faitonen for Commis-
sariatets Skyld, Proprietariussen ikke. Alt gik godt, og kun de
Færreste mumlede om, at havde Valget været frit, saa var hver-
ken den ene eller den anden af disse Herrer bleven valgt. Dog
laae dette skjult under en vis mørk Ærgerlighed, der udspændte
sig over Ansigterne; og det lod som om Alle tænkte, at da de
selv eiede Orgelet og Kirken og lønnede Organisten, saa kunde
de vel uden fremmed Hjælp udnævne en Saadan. Dog gik Alt
vel. Om Aftenen hørte man blot paa Salen hos de Store et Par
Ørefigener, et Brøl og et Dunk i Gulvet. -- Det var den nye
Forligelses-Commissær og Proprietariussen -- men strax derpaa
en lystig Sang af en dansk Vaudeville. Nedenunder derimod
skraalte man af fuld Hals:
"Fri som nogen Greve
Norges Bønder leve!"
|
| d.III,b.1,s.446 |
Hiint Formynderskab var glemt.
"Fri som nogen Greve
Norges Bønder leve!"
jublede de graaskjæggede Børn, indtil hine mørke Mumlere selv
drak Held for den vise og naadige Forsorg, som skal have Fingre
og Øine i Alt, ja indtil hiint Ansigt, der trængte sig med slig
Harme og Angest i sine Miner frem af Kirkefolket, atter saaes
straalende af Glæde imellem Kromændene; og fra denne samme
Mund, som bandte Lieutenanten, der reed hans Bedstemoer over-
ende, hørtes nu et skingrende:
"Skam for den, som ikke
Commissarens Skaal vil drikke
Hurra! Hurra! den Skaala var bra! Hurra!
"Store Børn! store Børn! Saa alvorlige i Smaating?" sagde
den nye Forligelses-Commissær ovenpaa Salen hos de Store, i
det han blev kastet nedover Trappene, fordi -- hedte det --
han havde gjort Jox i Kaartene.
"Store Børn! store Børn! Saa letsindige i vigtige Ting! knur-
rede en Knark, (der ved frit Valg skulde være bleven valgt)
med Armene ikors henne i Krogen i Bondestuen, da Sangen om
"Frihedens Tempel i Normandens Dale" og om den frie Bonde
i forvirret Tummel blandede sig med Hurraerne for den nye
Kommissær, Organistbestallingen og for den faderlige vise For-
sorg, som man siger, selv de store Børn kunne have Godt af.
|
| BLA BAKOVER |