|
FORTSAT MONSTRING AF VIDARASERNE
(Slutning fra No. 32.)
Morgenbladet 4. febr. 1833.
LITERATOREN
At Vidar er en Formernes Hærold, og deri, i Poesie som Prosa
sætter sit Væsen, vilde strax forraade sig ved det lidet af Aand,
som forener sig med de Masser, som han ikke saa utydelig slaaer
paa, skulde kaldes idetmindste Lærdoms- og Grundigheds-
stjernen i vort literaire Øde. Men vi kunne ikke saa ganske
troe ham paa Ordet. Før har man opdaget slemme Modsigelser
hos ham; og det gik dem, som de tvende spanske Linieskibe,
der i Mørket lagde til og entrede hinanden. Flammerne sloge
ud og belyste den slemme Feiltagelse først i det Øieblik de begge
sprang i Luften. Flid fortjener Belønning; og, naar Selvtænkning
kommer til, vil den altid frembringe noget grundigt. Det Grundige
har vel ofte et eget tørt Præg, og man bryder sig ikke meget
om, at det ikke veed at finde et bedre; men naar det Ugrundige
ifører sig det og gaaer selvtillidsfuld frem under Doctorhatten, da
lad kuns Hat og Paryk gaae tilveirs. At Vidar lærer os, at
"Poesiens Egentlige er den ædle Simpelhed", det lader sig nu
vel -- omendskjøndt der fremsat som almindeligt Criterium --
kun bekræfte om enkelte, og det efter gamle og nye poetiske
Ordensregistre, underordnede Arter af Poesie; og idetmindste
veed Edinb. Review at give ganske andre Definitioner deraf;
-- men at Vidar, efter denne selvgivne Compliment "er man
|
| d.III,b.1,s.436 |
først ret fortrolig med Litteraturen", lærer os Forskjellen imellem
de asiatiske og oldnorske Digteres billedlige Udtryksmaade at
være den, at "ligesom de asiatiske Digtere sammenligne Gjen-
standene, saaledes substituere vore Forfædre dem for hverandre"
-- det kan Inds. idetmindste ikke troe ham paa Ordet for. Hvor
forskjellige i alt andet, saa have de netop Sammenfaldspunctet
der, hvor Vidar lader dem skilles. Begge "substituere", begge for-
vexle Billedet med Tingen, og i hurtige Tankespring udelade de
at antyde, at det er en Sammenligning. Dog betjener den nor-
diske Oldpoesie sig mere af Omskrivninger end af egentlige
Billeder, men disse sidste fremtræde netop paa samme Maade
i den asiatiske Poesie som Omskrivningerne i hiin, d. e. ligefrem
for Tingen, som Tingen selv, de skulle betegne eller rettere ud-
trykke, og uden Sammenligning. Det kunde maaskee heller siges,
at de afpasse Tingen efter Billedet og Omskrivningen, mens det
omvendte skeer hos alle andre. Saaledes siger Høisangens Digter:
Min Brud, min Brud! Min Myrrhaqvist,
som evig blommer mig paa Brystet!
Min Copherdrue, som jeg krysted
udi Engaddis Have hist!
Min Due, som i Taarnet boer,
Og Rede har i Klippens Kløfter,
o, at du engang Vingen løfter,
og syngende til mig nedfoer!
Men dette er ikke egentlige "Sammenligninger" efter vort Be-
greb, men "Substitutioner" og Omskrivninger. Den nordiske Old-
poesies adskiller sig herfra kun ved det mere abstracte i dem.
Om Asiaterne siger "Gazell, Sarons-Rose, Dueøie" istedetfor
"smekkre, fagre Møe med de fromme, ømme Øine": saa betjener
han sig netop af samme Digtformer som Oldnordboen, naar han
omgaaer at nævne Sværd, Konge o. s. v. ved deres almindelige
Navne. Kun Tanken opfordres til at anstille Sammenligningen,
som dog naturligviis maa ligge i "Substitutionen", og til at ud-
vikle det Lignende og Maleriske, d. e. det Træffende, d. e. det
Poetiske i Beskrivelserne. Vidaristen har da -- trods "sin rette
Fortrolighed med Literaturen" -- været mindre end heldig i at
angive den asiatiske Poesies Characteer og Særkjendet mellem
den og den oldnordiske. At Inds. har været det tilfulde, troes
|
| d.III,b.1,s.437 |
ikke; men kun det, at han har antydet noget, der er rigtigere
og sandere end det han har villet berigtige. Ligesaalidet tilkjender
Inds. sig den fine Takt, der udfordres til bestemt at afgjøre slige
Spørgsmaal; men han troer den hos sin Modpart opveiet ved
en Lærdom, han med al Agtelse anerkjender. Denne poetisk-
kritiske Takt tilhører ellers oftere Digteren end selve Recensenten
af Profession; men allermindst har den tilfælleds og forenes med
den antiqvariske Begeistring.
POETEN
Poesiens Gebeet synes desværre ganske at være lukket for den
hele Redaction af vort æsthetiske, kritiske, videnskabelige Vidar-
blad. Derifra ere Jurister af Lyst, Antiqvarer af Lyst, Recensenter
af Lyst fremfor Andre bandlyste; og disse udgjøre dog Redactio-
nens tørre Elementer. Alligevel skulde dog nogle poetiske Forsøg
gjøres; men hvem vil, under saadanne Omstændigheder, undres
over, at de faldt keitet ud. Da intet himmelsendt Lyn kom for
at tænde Museofferet, saa gned man en tør Pinde, for at faae
Ild. Her er i et Par Travestationer Prøver af den tynde Suppe,
Vidar kogte derover. De skjænkes Sonettisten:
"Naar Natten svæver kring de tause Strande" -- Nei, meer end det, naar
Stjerner mørkerædde Ei vove i det dybe Mulm at træde, og det er regnmørk
Nat selv i din Pande.. "O lad da Farten kjækt fra Jorden stande!" -- Benyt
Minutten, mens den er tilstede! Og stig fra Pandens op til Skyens Væde!
Og dal saa atter i Sonettens Vande! -- "I Solens Glød maa Døgnets Kræfter
gjære;" I regnmørk Nat tillyv dig Evighedens! Thi da skal Dværge kunne
spille Jetter; Da bruser Rendesteen som Glommens Fjære: Og alle skulle paa
det grønne Øre taalmodig høre vidarske Sonetter!
"Naar Natten svæver kring de tause Strande;"
Naar Skyerne af høstlig Slud er fulde; Naar det en Nat er 18 Graders Kulde,
Saa lange blanke Tapper Taget rande; -- Naar Nattens Mulm er ligt det i din
Pande, Og Kulden liig den i dit Hiertes Hule: Da, Genius, du maa dig ikke
skjule; Men svæve frem som Noahs Fugl paa Vande; -- Da er Begeistringen
i Finmut kommen! Da skriv paa frosne Rude Distichoner; Og Nattens Alf i
Blomsterkrands dem sætter. -- Da dyp en Iistap midti Gadeflommen, Og skriv
paa Fladen, som den Kulde boner, Igjen et nonplusultra af Sonetter."
Nok er det -- var Vidar, for Akademikernes og Akademiets
Æres Skyld, blot liberal, skulde Urigtigheder, usle Vers, ja Uret-
færdigheder i kritiske Gjenstande gaae upaatalte af
Ve.
|
| BLA BAKOVER |