HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 1. BIND: 1821 - 1833


d.III,b.1,s.423  
FOLKEBLADET
No. 3. Tirsdag den l5de Januar 1833.

SAALEDES VAR DET DER

(Indsendt.)

   Besøg ikke den Mand -- havde man sagt -- : gjerrig er han,
suur er han, en Nar er han, og Døttrene faaer du ikke at see.
Men dette virkede modsat paa mig; thi baade kan man uden
Fare være noget mistroisk imod en overflødig Daddel, og man
bør lære dem at kjende, som Folk tale ilde om, for selv at kunne
dømme. Desuden erindrede jeg mig en anden Dom om Manden
-- nok, der laae Gaarden. Brunen spidsede Øren, og slog ind
ad Gutuen. Mine Tanker om Manden forbedrede sig alt førend
jeg kom til Gaarden. Thi, at han maatte være en dygtig Jord-
bruger, en flittig, ordentlig, klog, menneskekjærlig og dyrevenlig
Mand -- det viiste mig en fortræffelig optagen Myr paa Venstre
af Veien, hvor just nu to velfødte Spand Heste og et Spand
trivelige Oxer høstpløiede, samt Steengjerdet paa Høire og en
Skigaard paa Venstre, der var saaledes afstudset, at man trygt
kunde fare den forbi i Mørket, uden at miste Øine eller at blive
spiddet. Ligesaa, at Veien, der havde dyb Lere tilbunds, var
ypperligen istandsat med Sand og Singel, og det, at en Sværm
fattige Børn tjente Føden og lidt til ved at løve Aasp og høste
Rognebærene ind af Alleen. Manden fortalte mig siden, at han
brugte dem kogte med lidt Overdrys af Meel til at gjøde især
Sviin med. Desuden havde han den Grundsætning, at den
Fattige, som vil arbeide, maa ikke nægtes det, og endnu mindre
sulte. Den Mand er ikke gjerrig, tænkte jeg.
   Og hvilken herlig Gaard at see til! Et langt, endda lyst Steen-
fjøs; en skjøn Stald; tagdækte Møgbinger; et Bryggerhuus, hvori
jeg hørte Springvandet silre; en Indhegning, der vrimlede af
Fjærkræe; to Laaver, der søge deres Lige: udmærkede Gaarden
fra mangfoldige andre. Den Mand er ikke gjerrig, svoer jeg.

   Der kom Manden selv. Blaae Vadmelsbuxer, graa Vadmels-
frak, rødternet Verkensvest, en stærk Hue af norsk Skind.
Erindrende, at han havde onde Tunger paa sig, trykte jeg ham
varmere i Haanden. Det fornøiede ham, at jeg først vilde sørge
for min Hest. Det var ogsaa et godt Træk af ham. Han ad-
d.III,b.1,s.424   varede strax Gutten mod at slippe den strax tilvands, og bad
ham at lægge et Dækken paa til Natten. Elsker han Dyr, tænkte
jeg, men ikke Menneskene, da maae disse svart have fornærmet
ham, og lagt sig om at rykke enhver Spire til Kjærlighed af et
Hjerte, som er saa rigt derpaa, at det ikke kan undvære en
Gjenstand. Han havde en barsk Stemme, men den klædte
Manden vel. De klare, næsten svømmende Øine, passede dog
bedre til den Forstand, der laae udbredt over Ansigtet, end til
dets Alvor. Han er hverken suur eller en Nar, tænkte jeg. En
hyggelig Stue. Grundloven i Glas og Ramme paa Væggen over
en verkenbetrukken Sofa, en smuk Birketræes-Skjænk, en ditto
Comode og Chatol, Krohgs og Knudsons Portræter, nogle Blom-
sterpotter i Vinduet -- hvilke tydede paa qvindelige Hænder --
udgjorde dens fornæmste Prydelser. Nogle Landhuusholdnings-
skrifter og et Par Politiske af en god Aand laae paa Bordet.
Ved at blade i dem saae jeg at de hist og her vare mærkede
med Blyant. Den Mand maa være fædrelandssindet, tænkte jeg,
og læse med Forstand og Tænksomhed. Derom overbeviiste mig
ogsaa de Samtaler, vi førte lige til et Par Væverstole, som hid-
indtil havde givet den eneste Lyd i Huset pludselig forstummede,
og et Par unge Piger traadte ind. De hedte Jomfruer, men vare
dog uden falske Krøller og klædte i Værken, men i det fineste
og smukkeste jeg har seet. De forhøjede Glæden over deres
Tilstedekomst ved at bringe os baade fortræffeligt Øl og et Glas
Punsch, da Tid var. Aftenen henrandt paa det behageligste, i
munter Samtale uden at have omtalt en eneste Roman. Det
vilde da sagte lidet have nyttet; thi de tækkelige Piger vare kun
bevandrede i Historie og Geographi og Naturhistorie; men at
de ogsaa vare dygtige Skrive- og Regnemestere, det viiste mig
en Huusholdningsbog, som de skiftesviis førte; og at deres Hæn-
der forstode noget, det fik jeg baade at smage og see. De slap
mig nemlig ikke før de havde viist mig hele forrige Vintervirke:
nyt Sofatræk, Kjoletøier af de smukkeste Mønstre, Klædning til
Fa'er, og Duge med baade Træer og Rosetter i.
   Faderen var rask i sit Omdømme: "ret Ingeborg -- sagde han,
klappende den Yngste paa Kinden -- men væv mig slig en Kjole,
som du vov til din Comfirmation! Nu? bliver hun ikke ordentlig
rød af Skam over at den Fremmede skal høre, at du stod til
Comfirmation i Værken? Han er ikke slig". "Nei, Fa´er ikke
d.III,b.1,s.425   derfor, svarede Pigen; men den var ikke saa vakker." "Ret
Barn" -- sagde Faderen, formodentlig glad over at opdage saa
ædel en Kilde som Beskedenhed, til den rødmende Bølge paa
hendes Kinder. -- "Ret Barn! men om det havde været Hver-
dagsverken, vilde det have været vakkrere i Guds og de For-
standiges Øine, end alle disse kostbare fremmede Flitterfiller,
hvormed selv fattige Bondepiger havde udspjoket sig." Vakre
Ingeborg -- tænkte jeg -- vakre norske Gjente, var ikke dit
Confirmations-Verken af den fagreste Let, din Beskedenhed
har dog overdraget det med et Slør af Purpur.
   Det vilde blive vidtløftigt, drøftende at berette hvilke Meninger
min Vært havde forskjellige fra Andres i de mange almeeninter-
ressante Gjenstande Samtalen bragte paa Bane. Kun vil jeg ikke
undlade at fortælle, at han med en vis Strænghed, der mere
syntes ham tilvandt maaskee af bittre Erfaringer, end naturlig,
yttrede sig om den Svaghed i visse Sogneselskabers Love, at
de undtage de saakaldte Conditioneerte med Familie, for at holde
sig de §§ efterrettelige, der paabyde at klæde sig i indenlandske
Tøier. Reise -- eller streifa, troer jeg han sagde -- Frøiknerne
eller Jomfruerne og Herrerne til Byen, saa kan det jo staae
dem frit for at maje sig ud som de ville; men herhjemme ere
de til slet Mønster hvor de sees, men især i Kirken. Derfor bør
de enten udelukkes af de Foreninger, hvis Hensigter de saaledes
modstride, eller finde sig i at binde en fordærvelig Villie. Dette
syntes mig saa strængt sagt, at jeg kun svarede med at støde
mit Glas imod hans. Saameget Godt var ellers snart at opdage
hos Manden, at man dobbelt maatte beklage, at Verden skulde
have indvirket saa stærkt paa hans Charakteer, at hans Daddel
i fortrolig Samtale antog ofte en mørkere Farve end nødvendigt.
Saaledes sagde han reent ud: "Den Blodhund burde i Galgen"
om en Procurator, som man ellers almindeligen kun nævner som
Lovtrækker og Udsuger med andet lignende. Om Embedsmæn-
dene sagde han, at de vel ikke fortjene saameget Skravl, og at
Statsforfatningen i dem har sit første Værn, men han sagde
ogsaa uforbeholdent, baade at mange af dem og især af Ju-
risterne havde benyttet sig vel drøit af de sportelløse Tider, og
romsteret vel slemt i dette Retfærdighedens Interregnum, som
han kaldte det, og at de tee sig skammeligen den 17de Mai; thi,
hvor Almuen holder den, ere de ikke med, og hvor Almuen ikke
d.III,b.1,s.426   feirer den, der lære ei disse mere Oplyste den at feire den.
Om de forræderske Planer mod Kongehuset, som svenske Adels-
mænd atter have gjort sig skyldige i, yttrede han reent ud, at
Oscar burde søge at faae sit paalideligste Værn i Norge; og at
han burde indsee, at 17de Mais Festligholdelse netop knytter
de norske Hjerter til det Bestaaende, til baade Forfatning og
Kongefamilie. Han meente nemlig, at, jo høiere Selvstændigheds-
følelsen, vaktes hos Folket, med desstørre Modbydelighed vilde
det tænke paa en anden Kronkræver, der skulde kjøbe sig den
svenske Adels Hengivenhed ved at opfylde dens skuffede For-
ventninger med Hensyn til Norge. Da han sagde disse Ord,
eller rettere: idet han tilbagekuede nogle heftige deraf fødte
Tanker, blev det klare blaa Øie ligesom flammende bruunt, og
hans Overlæbe bævrede uvilkaarligen. Heller ikke aftog hans
Heftighed, da han kom paa Tale om vore ufrie indre Samfunds-
Indretninger. Menighederne, meente han: burde ved frit Valg
besætte Smaaposterne inden sig. Amterne burde ikke kaare
Lensmænd, hvilket enten burde tilhøre Kongen eller endnu
snarere Menigheden. I sidste Tilfælde kunde man indrømme
Amterne Forslagsret snarere, end til Forligsmændsvalget. Ma-
gazinbestyrere, Organister kunde Menighederne gjerne indsætte.
Formandsskaber holdt han for oprettelige og vigtigere end selve
Amtmandsposterne, som han meente kunde indgaae. Dog var
hans Yttring desangaaende indklædt i et Spørgsmaal, som heller
intet bestemt Svar fik. Det var ogsaa allerede 3 Timer efterat
Smaapigerne havde gaaet og lagt sig. Dynen begyndte allerede
at faae mere Vigtighed end Staten, og, mens min Vært lyk-
ønskede Folket med Hjelms Storthingsvalg, og opmuntrede mig
til at vedde om Mariboes, tænkte jeg kun paa et trofast Teppe
og paa lette Fjær. -- Jeg gik saa op, men min Vært ud for at
see til Varmen i Kjøkken og Drengestue. -- Sex Timer derefter
hørte jeg allerede min Værts høie Røst i Gaarden. En ulykkelig
Kræmmerkarl havde forvildet sig did, og allerede begyndte at
udkramme sine Sager paa Kjøkkenbænken, da Huusbonden kom
ud. Smugkræmmer havde vist aldrig før været der, og kommer
der nok aldrig mere heller. To Piger stode hver i sin Ro og
græd; thi Huusbond havde slaaet Handelen op igjen. Huusbond
gik paa Gaarden og slog sine Støvleskafter med en Ridepidsk.
Dog var han ikke suur, som Folk havde sagt. Han loe, da jeg
d.III,b.1,s.427   kom ned. "Lærer den Kræmmer mine Piger Dovenskab, skal
jeg lære hans Been Flittighed i at løbe", sagde han blot, og
drog mig afsted, for at besee en ny Saamaskine, som han havde
bestilt fra Faaberg. "Den er fortræffelig, sagde han; men det
Bedste er, at jeg har faaet nogle Granner til at tage efter."
Men de burde tage efter i Alt hos denne Mand; thi Alt var
fortræffeligt! Alt var hensigtsmæssigt fra Vaaningshuset og til
det reenlige Svinehuus; og har man seet Rognebye paa Thoten,
saa kan man gjøre sig et Begreb om Mandens Jordbrug. Det
var vidtløftigt -- vi ville da ikke vandre det rundt. Desuden,
naar jeg nu fortæller, hvad vi spiste og drak, saa er jeg vel
vidtløftig nok. Viid da altsaa, at den Punsch, de vakre Piger
opvartede med, var lavet af fuldkommen reen, norsk Korn-
spiritus; at der var ikke saa lidt Chicori i Cafeen; at vi fik en
Saftsuppe, men hvori Ingeborg havde kommet tørrede Stikkels-
bær, istedetfor Rosiner -- at Kalvestegen var bleven saa fed af
Dylle og Haveukrud; og at en Flaske Viin, som jeg troede var
en Slags Muskateller var lavet af Ribs og Blaabær. Straks efter
kom en af gule Ribs, der lignede aldeles Rhinskviin baade i
denne Solætlings gyldne Blink, i Smag og Kræfter; thi, før denne
smukke Sol dalede, havde vi baade opbygget et Arbeidshuus
for Bygden, faaet Storthinget besat, og drukket en Skaal


           "For Friheden,
            den Norges favreste Sol!"

og atter en, hvortil Pigerne smilede:


                 "for hvert et ærligt Jomfruhjerte
                        under Værkenskjol!"


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE