|
OM NORGES SELVSTÆNDIGHEDSTEGN
(Indsendt.)
Det er selv for Personer af Vigtighed at overholde de Tegn
og Mærker, som Æresfølelsen (ikke Forfængeligheden) og Agtelse
|
| d.III,b.1,s.418 |
for Andres gode Mening paabyde at overholdes. Saaledes vil
man yderst nødig og med Undseelse, selv i Nødstilfælde, bære
en Andens, selv sin Vens Kjole, fordi dette synes at tilkjende-
give en beskjæmmende Mangel paa selvstændigt Tilvær og et
altfor nøie Forbindtligheds-Forhold. Dette er uomtvisteligt, og
bekræftes af Enhvers Følelse, hvortil der appelleres. Men det
Samme gjælder og om Stater; thi disse have og en Æresfølelse
af høiere Vigtighed, og have andre Staters Agtelse behov. Det
er derfor Pligt for dem, og det en Pligt af Vigtighed, at over-
holde alle de Selvstændighedsmærker, der fremæske andre Staters
Agtelse og forudsætte vor egen. Mynt og Flag ere deslige Selv-
stændighedstegn, hvorpaa Opmærksomheden bør fæstes -- og
det saameget mere nu, som det er høi Tid at røre derved, for
at de væsentlige Mangler derved dog ikke stiltiende skulle ind-
hævde sig.
Hvorledes seer nemlig vort Unionsflag ud? Saaledes som de
norske Farver, der paradere i en Flaggets Sjettedeel, pleier en
erobrende Nations Seiersbanner at smykke sig med en overvunden
og erobret Provinds's Flagmærke. Det er en Skjændsel for Norge,
at dets Farver spille en saa elendig Rolle i Unionsflagget, hvori
Brødrene burde have skiftet ligeligen sammen. Men det Snak,
om at Barbareskerne kun respecterede eller kjendte de svenske
Farver forbausede vel datids Storthing saaledes, at det af Frygt
for Tyrken gav den Uting af et nyt Flag Indpas. Nu vaier det
da med sine gule krydsende Strømme og sin blaa Sky med den
lille røde Stjerne ifra alle Fæstninger og Krigsskibe, fra alle Told-
boder og Toldbaade; og seer man udover de gode loyale Ber-
gensmænds kjære Vaag, da skulde man troe, at man var i Götha-
borg saaledes blaaner og gulner det. Uvittige Dansker forhaane
ogsaa Normændene, sigende med det gamle falske Smiil, der
forhen stod i Gjestvenlighedens Sold: "I ere Svensker nu og ikke
Normænd" og, se Jyden peger haant paa Prinds Carls blaa og
gule Flag; -- og Normanden bider sig ærgelig i Læberne. --
Man sagde, at det maatte være svensk at see til ved første Anblik,
for at Corsarerne ikke skulde være for raske til at entre for en
Feils Skyld; men det er jo tydeligt, at en officiel Meddelelse
igjennem Consulaterne maatte have lært dem at kjende og re-
spectere hvilketsomhelst Unionsflag. Denne Grund holder da
altsaa ikke Stik; men befindes ikke at være andet end et Paa-
|
| d.III,b.1,s.419 |
skud for svensk Anmasselse. At Normændene saa villig have fun-
det sig deri; at de forhaanes for den Sags Skyld; at norske Borgere
(saaledes som Tilfældet er med de fleste Skibseiere især paa
Vestkanten) -- ere usle nok til at lade det smukke trefarvede
norske Handelsflag fortrænges af dette frygtelige tilsyneladende
Symbol paa forbryderske Fordringer -- dette er visseligen i saa
høi Grad sørgeligt, at det forekommer os høist værdigen det
kommende Storthing at jevne paa denne Sag, og at faae et nyt
Unionsflag i Stand, der istedet for at beskjemme Fædrelandet
med for Alverden at antyde Sverige som Overrige eller Supre-
matrige og Norge som et høist ubetydeligt Atpaaslæng, skulde
vise, at der findes en lige Union med lige Selvstændighed, under
gjensidig Agtelse Sted imellem de tvende nordgothiske Folkeslag.
Saare let vil det ogsaa være af begge disse Farver at sammen-
sætte et ligesaa skjøndt som passende Unionsflag.
(Fortsættes).
|
| BLA BAKOVER |