HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 1. BIND: 1821 - 1833


FOLKEBLADET
No. 48. Tirsdag den 27de November 1832.

Vær Norsk! Thi viid: i dette Ord
er al den Dyd, du kræves for.

[OM MISBRUK AV PRESSEN.]

(Indsendt.)

   Er det, som Nedskriveren troer, sandt hvad den svenske Skjald
Ridderstad i sin Tale paa Jubeldagen 1830 siger om Tidenderne,
nemlig, at en Stats Indre afspeiler sig i intet saa tro og fuld-
komment som i en fuldendt Tidning-Literatur: saa maae vi Nor-
mænd tilstaae, at vor Stats Indre, eller det egentlige Samlivs
Beskaffenhed hos os kun i meget grumsede og uklare Billeder
afspeiler sig i vore Tidender, da de langtfra kunne kaldes fuld-
endte i nogen Henseende, ja selv ikke i Formen. Hvor lidet
hæderligt der end heri er for Norge, saa ligger deri dog en sæ-
delig Trøst. Thi Gud frie os, for at alle de Skrækbilleder af
Embedsforseelser, Had, Bedrag og Bagvaskelse, som ofte forfærde
os især i "Statsborgeren" virkelig skulde være sande, og Sam-
livet virkelig saa forstyrret og søndret, som denne Folkets an-
tagne offentlige Anklager vover at fortælle sin Suveræn!
   Det har ogsaa viist sig til betydeligt Creditspilde for Vedkom-
mende, at mangfoldige af disse Anklager deels vare overdrevne,
deels falske; men man kan, idet man beklager dette Misbrug af
Pressen, dog ikke andet end at finde det ganske i sin Orden,
at dens Magt anvendes fremdeles med lige Fylde og Fyrighed,
om end stedse med lidt mere Duelighed, mod Uretfærd, Ud-
suelser og deslige giftige Paddehatte, der voxe op især der, hvor
Hjertebunden i Almindelighed er kold og trælartet og udpidsket
tilforn, og saaledes tillader lidende slige Udvæxter at tage Over-
d.III,b.1,s.411   haand, og hvor Natten er saa mørk, at den endog kan paaliste
den offentlige Justits en liden Luur. Man har derfor intet imod,
at Mænd, som den offentlige Mening forlængst havde brudt
Staven over, af de uhyre Valser, som denne Kraft sætter i Be-
vægelse, skydes ind under Pressen, og der knuses; men fordi
man uden Forskrækkelse hørte den falde ned over Florenz, Praem,
Pind
og deslige, hvilken ærlig Mand seer vel uden Harme Skum-
leren at berede Hædersnavnet den samme Skjebne, og ved et
let Træk at lade Pressens Vægt, gjennemdrønende Norden, sprøi-
tende i Sværte og Edder, falde over det uplettede Rygte, paa
den Retskafnes Hoved? Er det ikke Vanære og Sorg, at det
synes som om et Hang til offentlig Bagvaskelse udbreder sig,
saa at der ikke er mange Bygder uden Een eller Anden, der
sætter en Ære i at yttre det? Vee, om en rolig Tid kan op-
klække saadanne Planter i Mængde -- da skal den Bund være
mager, hvori det norske Navns Æretræ slog sine Rødder i Arilds-
old, og vi skulle see dets rene Blommer, som vi troede drev
som Stjerner over vore Hoveder, at falde ned som Papirlapper!
Det er denne samme Aand, som indblæser ærlige Almuesmænd
Had og Misundelse mod Embedsmændene overhovedet, fordi disse
føre en anden Levemaade, der og vel undertiden ogsaa er af en
noget skarp Modsætning samt fordi de have hørt eller muligens
erfaret, at der i Embedsstandens formeente Lykkeland ogsaa
findes braadne Kar. Det er denne Aand, som uden næsten at
kunne klore et Navn, gjerne vilde udspænde sine mørke Vinger
over Thingets Bænke, forvexlende disse Ærgjerrighedens Gjøgle-
billeder med Ideen om et Thing, der, uden at give Slip paa de
overvægtige aandelige Kræfter, som hidtil har hævdet det og
Forfatningen, tillige søgte en passende Grad af demokratisk
Styrke. Det er denne Aand, som ikke indseer, at i vore Dage
bestemmes Graden af denne Styrke alene af Oplysningens, og
at denne bestaaer for den norske Bonde i noget ganske andet
end i at have slugt den hansholstiske Viisdom. Det er denne
Aand, som gjør deslige, kun som Styverfængerie fuldkomment,
juridisk Mikmak til sin Bibel og Eenskillings-Offerdecretet til sin
Catechisme, som den kan paa sine Fingre. Det er endelig -- om-
endskjøndt mangfoldige lignende Træk staae tilbage -- den samme
Aand, som fryder sig ved Pressens Vanære og Næstens Sorg,
der ikke tager i Betænkning trodsigen at slænge Skillinger til
d.III,b.1,s.412   den værdige Præst, medens den aabner Bondens Huus i Døgn
paa Døgn for en Overdaad, der spotter med hans daglige Klager.
   Det skulde vel gjøre mig ondt, om disse Yttringer skulde mis-
forstaaes saaledes, som om jeg ikke havde bemærket, at en
anden og bedre Aand, en livligere Sands for Friheden og nyttig
Oplysning, en mere opvagt Følelse for Forfatningens Goder, for-
bunden med en paa indre Samfundsforbedringer henledt almenere
Opmærksomhed, ved Siden af og overstraalende hiin, der kun
glimrer med de sataniske Gnister, som ligge i onde Øine, tillige
har fremskudt sig i de senere Aar i vort Norge; -- men være
det endog Tilfælde, at Alle ikke skulde forstaae mig rigtig: saa
vil der dog være nok tilbage, som med mig tillægge Skildringen
af hiin fordærvelige Aand ogsaa disse Ord: "Det er denne Aand,
som det er enhver brav Fædrelandsvens Sag at sætte Skranker
for." Skildringens Sandhed udsoner Bitterheden deri.

   Vel lader denne misundelige, urostiftende, egennyttige, lumpne
Aand, der bliver den store Almeenhed kun bekjendt som Hang
til offentligt Skumlerie, sig betragte med mere Sorgløshed som
et Tidens fremkomne, men forsvindende Særsyn; og det er sandt,
at vi Normænd ogsaa deri have en Snev af politisk Barndom,
at være som oftest velkildne med Hensyn til Avisnavnet, og alt
for fulde af Respect for navnløs Enkeltmands Mening for eller
mod; -- men disse Betragtninger ere dog ikke istand til at ude-
lukke Frygten for at hiin Aand skulde kunne udbrede sig til
almeen Skam og Skade, eller til at svække Vægten af den Er-
faring, at den dog ogsaa yttrer sig med en Frækhed, som maa
krænke det egentlige Offer og oprøre enhver anden Retsindig.

   Herpaa mangle vi ikke Exempler; men neppe gik den nogen-
sinde videre end i Sundbergs Skrivelse til Jubeloldingen Provst
Finkenhagen i store Næs, i Statsb. for 4de Novb. d. A. Denne
Person, som forresten er ypperste Qvaksalver paa Rommeriget,
og derfor tiltalt, eller som dog derfor har været underkastet
Forhør, gaaer saavidt i sin Uforskammenhed, at han affordrer
Sognepræsten i private, efter Sigende, usømmelige Skrivelser
Embedsregnskab aflagt for sig, anklager ham for Forsømmelighed
som Advarer mod forskjellig Usædelighed, paavælter ham An-
svaret for Almuens Opførsel, og udsætter ved ubestemte Ud-
ladelser det gode Embedsnavn, Gubben har vidst at samle sig
i 52 Tjenesteaar, og deraf nogle og 30 tilbragte i Næs, for den
d.III,b.1,s.413   Almeenheds Misdømme, der ikke kjender Hædersmanden og
Forholdene. Og hertil kommer, at Skumleren æreskjender den
Menighed, som vel i sin Uvidenhed har givet Qvaksalveren Af-
sætning paa sine Salver o. s. v. uagtet den Skrækkensprøve han
skal have aflagt paa sine Lægeindsigter i Sørum, og sig derved
formodentlig baade paa Hilse og Penge, og som tillige skal
have ladet denne Taknemmelige opfostre af sit Fattigvæsen; men
som idetmindste har Ord og Lov for at være mindre befængt
end de fleste andre Bønder med slige Laster, som Sundberg
siger "gaae betydelig i Svang" der. Denne Roes tilkommer Næs
endog uden Hensyn til den store Folkemængde. Holdt man det
end værd, at bebreide denne Menigheds Qvinder for stor Pynte-
lyst, saa maatte man erindre baade, at det er Qvinder, samt
Mønstrene fra oven og denne Bygds Velstand; men hvor en
Menighed beskyldes for at være befængt med grove Laster i
fortrinlig Grad, burde man dog betænke det vanskelige i at be-
vise det, og Skaden, man anretter ved at gjøre Alle under Eet
mistænkelige, om man end ikke havde Samvittighed nok til at
føle det Uretfærdige heri, eller Taknemlighed nok til at erindre
Velgjerninger.
   Er end den Aand, som ovenfor skildredes, og som har dicteret
Qvaksalveren det uforskammede og usandfærdige Brev, ligesaa-
lidt ganske ubekjendt i Næs som i mange andre Bygder: saa tør
Nedskriveren dog forsikre, at denne brave Almue føler større
Uvillie over de Krænkelser, som ere dens almeenelskede og
agtede Lærer saa uværdigen tilføiede, end over de skammelige,
hvorunder den selv lider. Denne billige Uvillie skal være i Al-
muens sunde Fornufts Sold; og, som en ærlig, men harmtændt
Drabant, bevare den, saaat hiin slette Aand intet formaaer over
den, men holder sig alene i et Par forvildede, uvidende Sjele,
naar den slipper ud af Doktor Sundbergs Hjernekiste, der lader
til at være af samme farlige Beskaffenhed som hans Mercurial-
æske. -- Maaskee kan Nedskriveren bidrage hertil, om han hos-
sætter sit Navn, da han er vel kjendt i angjeldende Bygd, og
har Beviser paa Tillid derfra. Dette, der tillige vil for Eftertiden
forbyde visse Personer at misbruge det, skeer derfor.

Henr. Wergeland.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE