|
[OM BLADET VIDAR.]
(Indsendt.)
Morgenbladet 22. okt. 1832.
Den Bifrost høi dog være maa,
hvor disse Aser hoppe,
Thi kun som Spurvfigurer smaae
man øiner dem deroppe.
Altsaa, store Vidaraser, Askursønner -- maa lægge lange
Stiger til, for til den Bifrost klyve, at tydeligen see hvad Spil i
|
| d.III,b.1,s.392 |
Guders Navn I drive. Med andre Ord: Vidars Redaction vide,
at de i No. 272 afæskede Beviser ere fuldførte; men søge, paa
Grund af Udførlighed, videre Skranker end Morgenbladets. Med
en organiseret Propaganda kommer man ikke tilrette i en Avis-
opsats. Ellers bemærkes, at ingen af de Afhandlinger i Vidar,
hvorifra Indsenderen henter de Beviser, han grunder sit Om-
dømme paa betræffende disses særskilte Værd som og Bladets
Charakter i det Hele, vedkomme personligen de tvende Ærede,
som nævne sig sidst af Redactionen. Om Disse, som Saadanne,
vil man nødigt troe andet end at de kun have udlaant sine Navne
-- en Velvillighed, der, beklageligt nok, faaer en Utak som om
den let lod sig tage for en Ubesindighed. Viist en Redaction,
der -- efter egne Slutningsord i No. 272 -- kun har at vælge
imellem "blind Lidenskabelighed eller virkelig Mangel paa sundt
Omdømme", er den heller ikke langt herifra.
Men selv med Odins Hjelm og Stang
blier Loke ikkun Loke.
Troer end nærværende Bedømmer, at en illiberal Aand og
Uretfærdighed fortjener Skarpmælet, at man bør stræbe at for-
hindre mislykkede Forsøg fra at plette et ellers hæderligt, maaskee
vel udført Foretagende (som f. Ex. Munchs Versoversættelser fra
i den Form at søndre hans Heimskringla): saa staaer dog den
Critik, som dicteres af den blinde Lidenskabelighed, der ude-
lukker alt sundt Omdømme, ham for Øie i al sin Vederstygge-
lighed. Den schweigaardske Dunkelhed tilhyller ham ikke Glimtet
af denne skarpsindige Sjel. Talentet og Lærdommen fryder ham,
men at see dem samtrælle under Tydskeriet vækker Vee og Smerte.
Den velhavenske Herostratismes Ordvid er ham behageligt, medens
han maa korse sig for de lave og magtesløse Dæmoner, der kogle
derunder. Og han glæder sig paa samme Tid paa Fædrelandets
og dets Videnskabeligheds Vegne over den flittige Munchs Virken
for Nationalhistorien, og lykønsker ham dertil, som han ønsker
ham bedre Held i dennes poetiske Dele og mindre Snæv af
Danomanisme, men mere Retfærd og Beskedenhed og Kundskab,
naar han vil dømme Andre.
Da den gode Aser, hvem hiin belovede, udførligere Critik egent-
|
| d.III,b.1,s.393 |
lig angaaer, sikkerligen imellem sine Ydunsæbler ogsaa ville finde
Taalmodighedens syrlige, kan man kun anmode dem at sysle med
dette imidlertid.
|
| BLA BAKOVER |