|
|
| d.III,b.1,s.384 |
I ANLEDNING AF HR. PROVST E. MUNCHS I NO. 229
INDRYKKEDE
Morgenbladet 17. sept. 1832.
"Hvi tænke I saa ondt i Eders Hjerter?"
(Jesus til de Skriftkloge).
Man kunde saaledes blive ved at opstille Bud af Skriften, som
ovennævnte Skriftkloge, tilligemed Forfatteren af det i hans Op-
sats anførte Brev, har viist liden Agt for i de Linier, som afføde
disse. Disse geistlige Mænd slaae om sig med "Skumlerier" og
"nederdrægtig Dumhed", fordi en Indsender, der paa den menne-
skelige Naturs Vegne oprørtes over en forfærdende Skildring af
Christiansands fattige Børn, udledede disse Træk af den for-
meentlige Forfatters egen mørke Sindsstemning. Bevæggrunden
til at paaanke denne overdrevne og uretfærdige Skildring for-
tjener da vel neppe en saadan Udskjelden. Og bliver det end
et Spørgsmaal, om Indsenderen fortjente en Bebreidelse for at
have, blot efter Andres Opgivende, tillagt afdøde Biskop Munch
Forfatterskabet af en Beretning, hvori ikke Sandheden og Menne-
skeligheden, men et skummelt Sind prægede sig: saa bliver det
dog en Sandhed, at der gives tusinde pynteligere, humanere, for ei
at tale om christeligere, Maader at bebreide eller irettesætte paa,
end den, ovennævnte Præstemænd have valgt. Den sal. Biskop
vidste selv at fremsætte i et Morgenblad en saadan Correctur,
der ikke besudlede Papiret. Men skulde det endnu, som hans
Hr. Broder forsikkrer, "virkelig have lagt den retskafne Henvan-
drede saare meget paa Hjerte at godtgjøre, at han ikke var For-
fatter til Opsatsen i Christianssandsavisen", og det endda efterat
have fralagt sig det selv offentligen: da synes vel dette at til-
kjendegive, at Biskop Munch var vidende om at det var almindeligt
Sigende, at han skulde være Forfatteren; og heri burde den
sindigere og mildere Dommer finde en Grund til at gjøre den
Bebreidelse lemfældig, han ellers maatte finde passende at give
En, som vedgik at have hørt samme Rygte. At den Ene af Stifts-
provsterne ikke kan begribe, at Inds. af det Stykke, de angribe,
har sat et Spørgsmaalstegn efter Angivelsen af den Tid, han,
endogsaa med Tillæg af Ordet "omtrent", ansætter siden Opsatsen
i Christianssandsavisen, alene for at betegne at han isaahenseende
|
| d.III,b.1,s.385 |
ikke er ganske vis paa at opgive det Rigtige -- det er Inds. lige-
saa ubegribeligt som at Hr. E. Munch slynger sine vægtige Kiler
mod et saa uskyldigt og allerede af Angjældende repliceret og
dupliceret Stykke, medens han ikke endser det sørgelige Efter-
mæle, som i et senere Morgenblad reistes hans afdøde Broder.
Dette er saameget besynderligere, som den Inds., han raaber og
lader raabe Raka over, talte Christiansands-Opsatsens formeent-
lige Forfatters Villie til Hæder. At Inds. oprørtes ved det Menne-
skehadske i hiin Skildring -- det vil hos den Retsindige og Følende
geraade ham til ligesaa liden Vanære, som det kan geraade gamle
Præstemænd til Ære at fare saa afsted som gjort i No. 229. Ind-
prentningen af endeel fortræffelige Skriftlærdomme, som det lader
til at de høilærde Velærværdigheder ikke saa ret have iminde,
tillader man sig slutteligen at ansee for ikke saa ganske overflødig.
DHrr. Stiftsprovster tage da ikke ilde op denne Børnelærdom:
"Al Bitterhed og Hidsighed og Vrede og Skrigen og Bespottelse
blive langt fra Eder samt al Ondskab!" (Ephes. 4,31). -- "Dømmer
ikke, at ikke I skulle dømmes; thi med hvad Dom I dømme,
skulle I dømmes!"(Math. 7,1). -- "Salige ere de1) Fredsommelige,
thi de skulle kaldes Guds Børn. Salige ere de Sagtmodige!" (Math.
5,5,9). -- Gal. 6,1. Philip. 2,3. -- Eph. 4,6. 1 Petr. 3,9. Math. 5,44 sq.
Math. 6,14,15. o. s. v.
1 tilbakeWho préaches War, is the Dévils Chaplain.Engelsk Ordsprog. |
| BLA BAKOVER |