|
EN LUMSK AVINDSMAND
TRUKKEN FREM OG SKILDRET EFTER NATUREN
i
Anden Række
SIFULINER
til
en Student JAHN WELHAVEN
Forbedre din Forstand, skal den ei falde
ureiselig i Støv! --
Shakespeare.
(Trykt som Haandskrivt).
Christiania, 1832.
Trykt i det
Lundhske Bogtrykkeri
af C. L.
Roshauw.
FORORD
Mange ville maaskee forundres over at see en ubekjendt Person
at fremtrækkes til Lyset fra sin navnløse Ubetydeligheds Skygge.
Men disse maae vide, at under denne forøvedes Gjerninger, der
havde til Hensigt at berøve et ungt Menneske og dertil en Kamerad
og Theolog hans gode Navn ved udspredte, trykte løgnagtige Bag-
vaskelser, der intet have tilfælleds med en literær Satire.
De, der kjende Personen forundres maaskee over, at nærværende
Udgiver saaledes vil imødekommende opfylde Avindsmandens hef-
|
| d.III,b.1,s.369 |
tigste Ønske om at faae et Navn, det være, snart sagt, saa tvetydigt
det vil. Men Disse maae vide, at Udg. vilde, som den fædrelandske
Literaturs Ven, ønske at denne hans Fiende engang maatte vise,
at et andet Navn var ham opbevaret i Literaturen, end Løgn-
prenterens og Smæderimerens skjændselfulde, som dette unge
Menneske alt har kjøbt sig med det Dyreste, et Menneske har.
Andre, der kjende begge Parter, ville maaskee undres over,
at en Welhaven værdiges et Gjensvar -- det Ondskab, der er
magtløs naar den sees, sjelden faar Æren af. Og Disse kan
Udg. kun svare med Repliken i Kjøbmanden af Venedig:
Hvo vil vel stikkes togang af en Orm?
saafremt ikke den Bemærkning, at Faae af dem, Welhaven be-
klaffer Henr. Wergeland for, kunne dømme derover efter Kjend-
skab til begge Parter, skulde være dem nok til at give Udg. Ret
i, at det er paatide, at han hales frem og stilles blot midti alle
sine Usselheder. At Haanlinier om vor hele Literatur fra hans
Pen udflød i Bladene -- det var ikke mere foragteligt end man
kunde vente af en Person uden patriotisk Følelse, ja snart uden
alle andre Følelser end en, hos saa ungt et Menneske forfærdelig,
Egoismes lave Bevægelser. Og det er naturligt, at disse, der
efter Alles Bemærkning, som have iagttaget Welhaven, findes
hos ham forherskende og fremragende indtil en Forundring eller
Gysen opvækkende Grad , aldrig tillade ham at see, at Kund-
skaber, der ikke gaae uden for den dovne Students almindelige,
eller det lette Hoveds Evner, eller en, mindre i øjenbliklig Liden-
skabelighed end i beregnende Skadefryd grundet, Partiskhed
kan kalde til det literære Dommersæde. Ligeledes, at Han, strax
"Skabelsen, Mennesket og Mesias" var udkommet, og vel før
han havde læst dette Digt, der, ikke skrevet for de Fleste, mindst
tiltaler den Aandsdybde, Religiøsitet og hver Gnist af Hjertevarme
Manglende, tilstilede dets Forfatter i vort mest læste Blad nogle
uretfærdige Haanvers, som ogsaa ved Hjælpershjælpere udspred-
tes i Danmark -- det bekymrede Forf. sig lidet om, da han vel
maatte vide, at hvad der er Godt eller Slet maa staae eller
falde ved sig selv. Men, at Nidrimeren umiddelbar forud nær-
mede sig den mishandlede Kammerad med alle Venskabets Tegn;
at Han, da Denne i en Kreds af fælleds Bekjendter bebreidede
ham det Usle i det troløse Smygerie, men udtrykkeligen ikke at
|
| d.III,b.1,s.370 |
han ved unødvendige Krænkelser vilde standse En som Forfatter,
fortfoer i Udviklingen af samme lave Gemytsbeskaffenhed, idet
han atter tilbød den Fornærmede sit Venskab -- dette oprørte
paa den menneskelige Naturs Vegne, dette vakte mere Bedrø-
velsen over at see en ung Sjel saa beplettet end Harmen over selv
at være fornærmet. I disse Ord "far dog ikke saa hidsig frem
-- jeg vil jo være din Ven!" gjennemfoer en Lysstribe en elendig
Sjel. Fra Siful erholdt Welhaven fra nu af et moralsk Misfosters
Værd, og han besluttede at anatomere det. Denne derimod, som
mærkede at Sifuls Sarkasmer mere syntes anlagte med Mod-
bydelighedens og Ringeagtens end Forbittrelsens Farver, sattes
mere og mere i en Tilstand liig den kogende Grydes, saa alt
Bundindholdet mere og mere væltede op af hans Sjel; og der-
iblandt kom ogsaa tilsyne den latterlige Tanke, at han baade
vilde mætte sin Hevn og naae et berømmeligt Navn, om han
kunde berøve den Digter sit, hvorpaa Folkets Øine vare fæstede.
Om denne besynderlige Plans Tilvær havde Angjældende vel
forlængst været underrettet af Venner, der kjendte Welhaven;
men en saadan Egoismens Affødning forekom dog altfor una-
turlig hos hvilketsomhelst Menneske, end sige hos Et, hvis umaa-
delige Indbildskhed ikke understøttes af Aandsegenskaber. Men
da lærte de "Complimenter til Henr. Wergeland", som Welhaven
udsendte fra Trondhjem, forat de en Tid kunde virke i Werge-
lands Ryg, Denne omsider at troe, at en slet og afsindig Hensigt
maatte ligge til Grund for slige Midler, som at bevirke offentlig-
gjorte løgnagtige Henspil paa en Maade at leve paa, hvormed
hverken Wergelands akademiske Liv eller hans nu i længere Tid
fortsatte ikke uvirksomme Indgetogenhed har noget tilfælleds.
Welhavens øvrige Nidvers bevirke ikke dette Svar, hvormeget
end Sandhed, Retfærdigheds Eiermænd og den epigrammatiske
Muse kunne have at sige paa de fleste. Det er alene følgende
Løgne, der ikke engang have Vittighed at undskylde sig med "at
Wergeland under Vægtersang har vaagnet i Rendestenen" og "at
Sifuls Pegasusbest faaer formeget Finkel", som bevirke, at Flere
gjøres bekjendt med en Character, som de med Afsky ville vende
sig fra, og med de usle Vaaben, som en anden Sjel af lige Rang,
den berygtede Procurator Praëm, har opfundet, og hvoraf man
nu seer Welhaven har betjent sig. Det Sletteste er dog, at de
bruges efter Beregning, ja afskydes, saa at sige, i en beregnet
|
| d.III,b.1,s.371 |
Vinkel mod min Fremtids Velfærd. Paa de følgende Blade er
dette Menneske skildret efter Overbeviisning og med Sandhed;
men denne Dyd, som Udg. langtfra saa letsindigen som Wel-
haven, og mod bedre Vidende vil krænke, fordrer og Tilstaaelsen
af, at et Par af dennes i Trondhjem udgivne Epigrammer, og
hvilke ikke antages stjaalne, ere saa gode midt i al deres Uret-
færdighed, at man hos dette lette Hoved bør antage saamegen
Vittighed, at man ikke ligegyldigen kan see den saa slet anvendt.
-- Ingen Literatur taaler Uretfærdighed -- vor taaler ikke engang
Splid, og mindst at see sine Kræfter fordærvede.
NE SUTOR ULTRA CREPIDAM!
Dybt fra muddret Dambund skjød
sig den skjellede Forelle,
for i Solens Skin at sprelle.
Blank i Vandets Speil den flød,
øined over sig den hvalte
Himmel og, som purpurmalte
Snekker, Morgenskyer saae
Den i Æthrens Blaadyb gaae.
Ha, hvor voldsomt da mod Himlen
lille Fiskehjerte slog!
Hvor Foragt for Brødrestimlen
stedse den mod Luften jog!
Falken tryg paa Skyen svam
som Forellen i sin Dam.
"Fæle Syn!" Forellen sukked'
-- Harme Sukket søndermukked,
sønderplukked
til et Virvar Smertesskrig,
der omsider ordned' sig
til slig Tale: -- -- "ikke kunne?
er jeg gal da? ikke kunne?
Ha hvo hørte engang Magen?
Jeg, jeg skulde ikke kunne
gjennemflyve hvalte Dagen?
|
| d.III,b.1,s.372 |
flaggre høit saavel som Den
over Bjerg og Dalens Lunde?
ja mod Himlens Krone Solen?
hvile mig en Stund paa Polen?
flyve saa til Maanen hen,
Redet mit paa Stjernegrene?
Flyver Falken da alene?
Mod kun! Ingen lægger Mærke
til at jeg ei Vinger har.
Mine Finner er saa stærke
som den Fjer, der Falken bar.
Har vel Fuglen Sølverglandsen,
som forskjønner Fiskens Krop?
Frisk herop! kun frisk herop!
Frisk! jeg kjed af Bølgedandsen
svinger mig fra lave Dam
stjerneblank til Stjernekrandsen,
bader mig i Solens Lue!
Verden skal forbauset skue
Fønixfugl i Fiskeham! -- "
Flux den sig i Halen bed,
svang sig op; men -- dat saa ned.
Men det værste var, paa Sandet
faldt den og ei ned i Vandet.
Mens den sig tildøde spreller,
Falken suste ned og greb
største Daare blandt Foreller.
-- Men I andre Damforeller
lærer af en Fabel heller
end af Sand og Falkeneb,
at den største Daarskab er
Det at flyve uden Fjær.
Du maa tyde Fablens Sands
Ørnegribb foruden Vinge,
lange Balg foruden Klinge,
Snogehoved uden Svands!
|
| d.III,b.1,s.373 |
Du, hvis Sejerværker er
paa en Smædelinie-dynge
for en Baggaards Kyllingklynge
slaae et Hjul med laante Fjer --
Du, som Skjaldelaurguirland
søndergnave vil saa gjerne,
kolde Sjel i Mudderhjerne,
med din sløve Slevetand --
Nøgne Løgn, saa klar og bar,
bævrende som Bladets Draabe,
Du, som Andres Æreskaabe
for en Pialt til Dig beskar --
Du, som, mens Du vred Dig der,
liig en Hugorm traad paa Halen,
under Messiadportalen
førstegang, men avindsgalen,
saae med Gru hvad Kryb du er --
finder ikke Du Moralen?
SIFULINER TIL STUDENTEN WELHAVEN
Et Navn -- det koste hvad det vil!
Et Navn! -- derfor Du brænder.
Du trak -- ak et uheldigt Spil --
et Navn som Æreskjænder.
Det er et skræksomt Sjeletræk:
Du sledsk og venlig slikker
Dens Haand, udi hvis Bag med Blæk
Dit eget Bild Du stikker.
|
| d.III,b.1,s.374 |
En Høitidsrimers Egenskab
Du har, og det er kløgtig
iblandt dit Hoveds andet Skrab:
den er -- at lyve dygtig.
Hvo vil og gjør det Onde -- Han
maa være en Noksagten;
Hvo vil som Du, men ikke kan,
faaer Latter til Foragten.
Hvad er dit Maal for Livet vel?
De Dage ei Du giver
en Daadens Krands i røden Qvel,
som bort i Løgn Du skriver.
Som Barn Du kaldtes et Genie.
(Naturligviis man skjemted).
Nu fraader Du af Raserie,
fordi Godtfolk har glemt det.
Retræten, som Du endnu har
er Skuespillerbanden.
Som Yngling usel Norsk Du var.
En Jyde blev af Manden.
Knapt Jahn var Emne for en Sang,
ei Knag for Hatten, Venner.
Da aabned han sin Sjel: der hang
en Rad af Slangetænder.
|
| d.III,b.1,s.375 |
Hvormed vil Du betale vel
de Godes Bifald siden,
naar Du for Stymperroes din Sjel
har solgt, da du var liden?
Frisk op Johan, du valgte ei
saa brødløs en Bestilling!
Thi Pibende paa Alfarvei
faaer nu og da en Skilling.
Der findes ofte dagligt Gods
blandt skjønne Rariteter.
Saa al Forventning og tiltrods
Welhaven blandt Poeter.
De Stumper, som du giver, blot
har Videts Surrogater.
Din Aand i Hjertets Bankerot
gjør falske Assignater.
Som Harlekin du nok saa gilt
kan endnu ende Spasen;
Dog først, naar du har gjennemspilt
din Rolle som Bajasen.
For at forstaae Poemers Sving
ei nok Kritikens Kjerte.
En liden, men nødvendig Ting
Du mangler Jahn: et Hjerte.
|
| d.III,b.1,s.376 |
Det er et eget Kald du har
at være Pudsenmager.
Dog glemte du, at aldrig Nar
paa Prækestol behager.
Den Vert, som Haresteg ei har,
tør sætte Kat paa Fadet.
Saa tænker du -- for Vid du ta'r
og flaaer en Løgn af Hadet.
Som Pharos magre Bester aad,
men dog ei Huldet vindes:
saa læste du; men intet Raad
mod Hjernetæring findes.
At være -- agter Du for bedst,
og did Du stræber flittig --
blandt Vittige en Snyltegjest,
blandt Snyltegjester Vittig.
Hvis engang Hver skal tage Sit,
Dig Satanas annammer;
men Tydsken hveren Splint og Smit
af Dine Epigrammer.
Ak norske Muse vil Du, Jahn,
en Torn i Foden stikke?
At Himlens Datter flyve kan,
det ahner Staklen ikke.
|
| d.III,b.1,s.377 |
Engang Du ei, skjøndt Theolog
Tohu Vabohu1 vidste.
Ak, klarlig tydet dette Sprog
er i Din Kundskabskiste.
I Kirken enten gabes, ja
hvad heller spidses Øren.
Men da Du prækte, Særsyn! da
man loe fra Chor til Døren.
"Vær Skjald!" -- Dig bød Din Hovedblok --
"trask vingeløs paa Klamper!"
Kun lad dem være tykke nok;
thi Du mod Braadde stamper!
Med Nidvers, usle Kallifan,
Du qvæle vil et Psalter?
Mod en Natur du kjæmper, Jan.
Som Jacob og Du halter.
Nei, imod een Natur med Gru
gav Jacob tabt i Legen.
Mod to Naturer kjæmper Du:
mod min og mod din egen.
At ei Din Hjerneblære fri
opunder Skyen svæver,
den bindes af den Snog, som i
Dit Mudderhjerte lever.
|
| d.III,b.1,s.378 |
Hør, Jahn, det bør ej, at Du meer
for Dine Vers Dig skammer.
Thi gode Oversættelser
er' Dine Epigrammer.
Hvad vil du med dit Stiklerie,
med dine Smædelinier?
Er lave Nesle harm, fordi
den ikke staaer blandt Pinier?
Du burde Hamlets Monolog
"at være" dybt studere.
Du har dig Selv, hvis med "et Drog"
Citaten du supplerer.
Mig synes, at et Barn du er
vel længe og formeget.
Thi, skjøndt du Skjæg paa Hagen bær,
du ligger i dit Eget.
Skjøndt slangeagtig nok -- om Du
var Snog, du vilde flæbe,
fordi du kunde hvæse kun,
men ei som Berus dræbe.
Du plukker af et Danskeblad
en Kjeldermand, en sjelden.
Med den betaler Du den Mad,
Du snylter dig om Qvellen.
|
| d.III,b.1,s.379 |
For Vaudeville-Snakkerads
Du gav dit Testamente.
I Daarskabers Multiplicaz
staar Studiet ei in mente.
Din Pensel ofte var en Pen
(Stygt Sandhed at fordølge).
At Pennen Pensel blev igjen,
er derfor ingen Følge.
Du Stumper rapsed, Jahn Genie,
fra Fremmede og Egne.
Du veed, at man vil Tyverie
og som Geniestreg regne.
Jahn Sit og Andres byder Os.
Nu, hvilket er det Rette?
Hvad der er Hans? I dette Gods
af Maadeligt det Slette.
Din Balg er god; den mangler blot
en ærligtsvungen Klinge.
Dit Skyds er bedre: det Du flot
opøser af en Binge.
Mod Messiaden, Jahn, Du blot
fremraser fælt og ilde,
fordi som dens Iscariot
Du seer Du handlet vilde.
|
| d.III,b.1,s.380 |
Du dadler Sinclars Digters Sang,
mens Du af Avind sukker.
Thi vel Du veed, at ei engang
Du kan begaae hans Bukker.
At haane fædrelandske Hu
og Fædrelandets Hæder.
Det er at emnes fræk som Du
til Fædrelandsforræder.
Som Du saa Mange intet Blik
for Skjønt og Sandt oplode.
Men det er Slemmere, Du fik
ei Sandsen for Gode.
Hvad vil Du med det Epos der,
Du kritikalske Snille,
hvem Storheds-Idealet er
en heibergsk Vaudeville.
Dig Øre ei Naturen gav
for Sang i norske Grønne,
der henrykt hører Kaglet af
den tamme danske Høne.
Der er et Sprog Du burde, Jahn,
ind i Dit Minde slægge:
at Ingen til sit Hoved kan
en Alen Høide lægge.
|
| d.III,b.1,s.381 |
Parnassets Sjouercompagnie
de Plagiatorer ere.
Som dem Du ta'r lidt Ragerie,
naar Andres Gods Du bærer.
Jeg tænkte: Jahn, slig Bagatel,
som Emne er for slunken.
-- Men største Skue, see en Sjel
en heel Natur nedsjunken.
Se, til Dit Lys Darausenfra
jo Talg og Stage faaes.
Forræderpraase, netop da
Din egen Tyndhed saaes!
Du end kan blive Digter, hvis
det la'er sig demonstrere,
at Hang til Løgn kan Fantasies
Totaldefect supplere.
Hvis Musen ikke flyver nok,
Godtfolk, i Jahnses Blade:
saa husk Galoscher maae og Stok
til gjennem Skarn at vade.
Ei Skjald Du troer en Skjaldnatur
ved smaalig Haan at tvinge.
Ak, under en Alhambramuur
kan mange Øgler springe.
|
| d.III,b.1,s.382 |
Du kan ei blive udtømt, som
kan hændes selve Tælen.
Thi alt det Smuds, der kom, det kom
directe dig fra Sjelen.
Du klager, at Du fodres slet
med hvasse Vers; -- men Nesler
og bidske Tistil er den Ret,
som sættes frem for Æsler.
Jeg skulde troe dig spæd og glat
en Aal i mine Hænder.
Men paa den tomme Hvæsen rat
den stygge Snog man kjender.
Nu, vil du være Snog -- velan! --
og ei en Aal fra Sivet,
da Siful er en Afrikan:
Det koster Slanger Livet.
Min Jahn, du seer din nøgne Løgn
har sagt Adieu til Verden.
Dens hele Liv var kun et Døgn.
I Skjændsel jordet er den.
Klag ikke, Jahn, paa Grund af, at
din Sjel er paa en Stabel
af Vers paradesat: den Klat
er reent inappellabel.
|
| d.III,b.1,s.383 |
Nu staar Du skjælvende og bar,
og mærker, at det galt er,
at kjøbe Narres Klappen, Nar,
med Ærens sidste Pjalter.
At dine vers er uden Klem,
kun siges kan af Daarer.
Thi Sandhed myrder Du med dem,
og hvert Moralen saarer.
Men, naar Du myrder Sandheden,
elendige Snigmorder,
da fælder Retfærd dig igjen
og Skjændselen dig jorder.
Med fæle Træk en ond Natur
er i dit Hjerte skreven.
En frygtelig Maculatur
din hele Sjel er bleven.
Elsk dog min Muse nu; thi den
i Sextistumpesvaret
har dig et -- ækelt Fænomen --
i Geist jo opbevaret.
1 tilbakeDet tomme Øde. |
| BLA BAKOVER |