HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 1. BIND: 1821 - 1833


DEN UOVERTRÆFFELIGE NATUR.

(Indsendt).

Statsborgeren 17. juni 1832.

   Vi have ikke Ret i at paastaae at Digternes groteske, bizarre
og gigantiske Karakterer oftest ere overdrevne og fordreiede Kari-
katurer, aldrig fundne in rerum natura. Shakespares forfærdeligste
Uhyre, Richard af York, synes at have sin Karakters Grund-
d.III,b.1,s.359   trække afridsede efter vor Sigurd Slemmedegn. I den forfærde-
ligste Sjelestyrke, der ikke grues for nogen Udaad, i altopofrende
Blodgjerrighed, i en Tapperhed og List, der aldrig tabte Maalet
af Sigte, i umaadelig Ærgjerrighed, i de Midler, denne brugte
-- kort, i alle fremragende Træk ere disse To hinandens Kon-
trafeier, og for Sandheden borger de troværdigste Historier.
Kong Lears Phantaseren har Nedskriveren hørt opad Dage af en
gammel, nærvesvag Hædersmand, der havde en utaknemlig Slyn-
gel, ligesom Lear, til Svigersøn. Kort -- Naturen bliver stedse
den uovertræffelige Karakterskildrer og den ypperste Tragiker.
Den levende Julius Cæsar var større og mere energisk end Sha-
kespeares, og om end den Digter, som vilde bedst kunne skildre
Napoleon, maatte have nogen Sjeleforvandskab med denne, lidt
af dennes Storhed, saa vilde dog Naturens evige Epos' største
Helt blive mere stor, mere lynende, mere Tanke, mere Handling,
mere poetisk. Romanen lyver virkelig mere end den egentligere
Poesie, uden dog derfor at naae Naturen. Vi have, eller idet-
mindste ikke saa faae Mennesker, have i Ungdommen følt en
inderligere Smægten, end den Lafontaine lader sine Helte og
Heltinder forgaae i. Og -- for at tage et modsat Exempel af
Romanen -- Wilhelm af Marks gyselige Gjæstebud paa Fyrst-
biskoppens Slot ved Luttiik i Scotts Qvintin Durvard og Mord-
scenen med den gamle Prælat naaer ikke Sandheden af Naturens
Improvisation. I det indiske Mesterstykke Sakontala har derimod
Nedskriveren truffet en Idee som kan siges at overtræffe Naturen,
ikke alene i Pragt og Styrke, men ogsaa i Liv uden at Sandhe-
den krænkes. Det er nemlig den, at Kalidas fremstiller os en
ung Prinds tøilende en Løve i en Silkesnoer (om erindres ret),
for at udtrykke det Heltemod, som ulmede i Drengen. Om end
Drengen med sit Mod er en Naturens Komposition, en Følge af
en heldig Kombination mellem den aandige og den legemlige
Verden: saa vilde dog ikke Naturen hos et Barn hæve sig til en
saadan Yttring af Sjelekraft -- den, der dog er i høiste Grad
træffende fremstillet af Digteren, saasom han tænker sig et Barn
af heroisk Oprindelse.
   Men nu i det Karrikaturmæssige og Latterlige? Ogsaa der er
Naturen uopnaaelig for den menneskelige Fantasie. Man kan
vel altid opstille en forfærdelig Karikatur, som synes overdreven
d.e. endnu latterligere end Naturen vilde kunne frembringe den;
d.III,b.1,s.360   men altid skal man dog om en levende Karikatur kunne sige:
hvad af det Latterlige han ikke gjør i Superlativ vil han dog
kunne gjøre
, om Omstændighederne maatte føre ham ud af hans
dagligdagse Latterligheds Positiv eller Komparativ. Hvem har
ikke kjendt en Domine Sampson? en Prokurator ligesaa skurk-
agtig som den i Guy Mannering? og de, som erindre sig Anti-
qvaren Arndt vilde kalde Oldbuck mat. "Den honette Ambition"
spilles jo dagligdags og paa større Amfitheatre end Vespasians,
i hele Byer. Don Ranudo synes os vel ved første Øiekast kun
til at lee ad, som ad en besynderlig Lanternamagika-Figur, som
drager os forbi mellem andre en Moroqvels Løier, men som vi
dog, om den end voxer til naturlig Størrelse og halvt forskrækker
os, vel erindrer os er kun en Skygge paa et flagrende Lagen.
Don Ranudo synes os ved et let Øiekast ikke til at troe paa,
for overdreven til at belære. Den af Stolthed Bristefærdige have
vi seet at lee ad denne sin Repræsentant, uden Skye paa første
Bænke i Parqvettet. Og dog har Nedskriveren seet Ranudos
Hoffærdighed og Stolthed vel saa latterlig og høit spændt, lys-
levende imellem os, i en af vore fornemste Fruer, ja hun er saa
stolt og ranudisk, at hun vilde give mig et Knix for disse Linier,
alene fordi jeg nævner hende som en af vore fornemste Fruer
-- saafremt hun kunde undlade at give mig et Knips fordi jeg
ikke kalder hende den Allerfornemste.

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE