HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 1. BIND: 1821 - 1833



POLITIK.

   E
n stor Deel af vort Blads Læsere ere Bønder, og det er især
for deres Skyld, at vi i Korthed gjengive det Vigtigste af de
øvrige Blades politiske Efterretninger -- Noget, som de øvrige
Læsere, der have Leilighed til at tage Rub og Stub med af Rigs-
tidendens og Morgenbladets Spalter, faae holde os tilgode. Fri-
hedens Videnskab: Politiken have vi troet ikke bør være disse
af vore frie Medborgere ubekjendt, om vi end kun mægte at
vise dem dennes tørre Ydre, fortællende kun hvad der skeer,
hvorledes det staaer til i Verden for hine afsondrede Landsmænd,
hvem de derved meddeelte geografiske og historiske Strøunder-
retninger ikke kan andet end være til Nytte.
   Forundre dem maa imidlertid den evige Svæven imellem Krig
og Fred, som de see Europa hængende i nu over et Aar, og at
de bittreste Klager over Velfærdsaftagen i enhver Henseende i
saa lang Tid har gjenlydt netop fra de to rigeste Lande: Frank-
rige og England, om hvis Overflod man har været vant til at
nære overtroiske Begreber, og at disse frie Lande, midt under
Udrustningerne af overordentlige Stridskræfter, have været al-
deles uvirksomme, og hverken ved et raskt Sværdtag befriet sig
selv fra hiin Hentærelsestilstand eller de ulykkelige Brødrefolk,
der have anraabt deres Hjælp mod de Despotier, som vælte sig
over dem liig Iisbræer trædende ind i deres gamle Leje. Denne
Gaade har et fransk Blad forsøgt at løse, væltende hele Skylden
paa den nærværende engelske Førsteminister Grey; og vi gjen-
give Noget af disse Paastande, hentende dem af den "svenske
Medborgar". Der siges: den pludselige og hidtil useete Minkning
af de engelske Statsindtægter er bleven et Emne til de heftigste
d.III,b.1,s.335   Beskyldninger mod den greyske Statsstyrelse, hvis egne Tidender
kun svagt tage til Gjenmæle; ja en af dem angiver endog tyde-
ligen den virkelige Grund til dette uhyre Deficit (henimod 17
Millioner Spd.). Aarsagen hertil indskrænker sig dog ikke alene
til England. Den er den Samme, som nedtynger saa mange andre
Landes Kredit, Erhvervsflid og Indkomster; som har qualt Por-
tugal, Spanien og selve Frankrige; som nylig bevirkede den
pohlske Nations Fald, og som lænker den europæiske Handel fra
Lissabon til Odessa, fra Stockholm til Triest. England har hidtil
troet at eje Ret til at forblive en ligegyldig Tilskuer til den Strid,
som paa Europas Fastland føres imellem Frihedens og Despotiets
Interesser. Det har, efter et Blik paa sin afsondrede Beliggenhed
og sine vidtstrakte Forbindelser med hele Verden, indbildt sig,
at hvordan det end maatte gaae med Fastlandets Odling og Vel-
stand, saa skulde det dog selv forblive lige mægtigt og rigt. Men
hvem kan vide, om ikke dets mægtige Handelsstand, forglem-
mende at dens uhyre Vægt og Storhed daterer sig fra Frihedens
Grundlægning og det stuartske Huses Fald, har ladet sig bedaare
af den Tanke, at Fastlandets Ødelæggelse kunde blive nyttig for
England? Saadanne ere Frugterne af denne usle Egennytte. --
Nei, Aarsagen til de engelske Statsindkomsters følelige Minkning
er ikke efter det aristokratiske eller Toryparties Paastand den,
at et liberalere Statsraad eller et af Vhigpartiet, staaer i Spidsen
for Styrelsen, men den, at dette Ministerium ikke opfylder sine
med det liberale Partie indgangne Forpligtelser.
   Hvilken Rolle har vel England spillet altifra Lord Greys Ind-
trædelse i Ministeriet? Er det vel samme store Folk, som Aar 92
syntes at være optraadt i Spidsen af det monarkiske Eeds-
forbund, alene fordi Frankrige paa sin Side stod fremst i Fol-
kenes Forening? Man kan forklare Grunden til det Pittske
Ministeriums stolte Avind mod Frankrige og Engelskmændenes
uforsonlige Had, som oprørte og besoldede Europa, for at see
Frankrige styrtet; som glemte deres egen puritanske store Konge-
henrettelse i Whitehall, for at behandle Franskmændene som
Kongemordere og Oprørere og Fiender af hver Orden og Re-
gjering. Der ligger noget paaengang Stort og Afskyeligt, Ophøiet
og Sataniskt i dette voldsomme Had mod Frankrige hos det
engelske Stormannavældes mægtigste Kjæmpere; -- men hvilken
Anskuelse skal vel kunne forklare og undskylde den uendelig
d.III,b.1,s.336   mindre modige og næsten ligesaa lidet liberale Rolle, som spilles
af det greyske Ministerium?
   Lord Grey er ikke Fiende af Julirevolutionen. Han er eiheller
Fiende af det despotiske Europa. Han er en ubeslutsom, vak-
lende og tvetydig Modstander af dem begge. Canning var langtfra
at tilhøre en i sine Grundsætninger saa reen politisk Skole, som
den, der længe regnede Grey blandt sine Tilhængere i Parla-
mentet. Imidlertid havde Cannings Skarpsyn allerede opdaget
og angivet den Brydning, som maatte foregaae i England, om
det ei vilde lide Straffen for den pittske Styrelses Lidenskaber
og Mistag. Canning havde yttret de af Torypartiet heftigt an-
grebne Ord, som et Øieblik gav det under den hellige Alliances
Jernspiir fortrykte Europa Tid til at drage Aande. Og skulde
vel Julirevolutionen, da den gjengav Franskmændene deres Vær-
dighed som Nation, have bevæget Englands liberale Mænd til at
rygge tilbage? Skulde vel Lord Grey, den sidste Repræsentant
af den berømte Opposition eller Modsamlag, hvis ypperste Taler
Sheridan var, ligesom Fox var dens fornemste Statsmand, endnu
ikke i denne Stund have naaet lige langt frem som Canning,
der længe var Torypolitikens Bundsforvandt?



   Hvad? Foxes og Sheridans Ven styrer England, og han har
tilladt Absolutismens Rænker og Anstrængelser at hindre Por-
tugal, Spanien og Italien at betræde den Bane som Aaret 1789's
revolutionære Bevægelser aabnede? Han har ei vovet at ind-
lægge et eneste virksomt deeltagende Ord for Pohlen? Han har
bortsløset 14 Maaneders Tid paa jammerlige Statsrænker i en
Ministerconference, som ikke engang har den Fortjeneste at re-
præsentere de Regjeringer, i hvis Navn man træder sammen? Han
har hverken forstaaet at være Bundsforvandt eller Modstander af
den store Tildragelse, som bragte paabane Spørgsmaalet om det
af Castlereagh bevilgede afskyelige Menneskekjøbs Retmæssig-
hed? Han har ved sit Vankelmod paa eengang bibragt Europa
og England den langsomt tærende Sygdom, hvis Framsteg nylig
har paa en forfærdende Maade givet sig tilkjende i den Statsbrist,
som i dette Øjeblik syselsætter alle engelske Dagblade?



   Men kan det vel være ligegyldigt for Verdens fornemste Han-
delsnation, hvorvidt Frankrig befinder sig i en blomstrende Til-
stand eller ikke? Hvorvidt Italien, Spanien og Portugal under
d.III,b.1,s.337   den uædle Munkekaabe forblive fremmede for alle Culturens,
Frihedens og Industriens Framsteg, thi alle disse staae i et nært
indbyrdes Sammenhæng? Er det vel ligegyldigt for den engelske
Handel enten Weichselens Vover tilføre Danzig Pohlens Produkter
fra Krakau, Sandomir og Plotzk, eller pohlske Helters Liig? Er
det for Londons rige og virksomme Befolkning ligegyldigt at El-
bens, Rhins og Oderens Vande væde Lande, der sukker under
Fyrst Metternichs haarde Censur, eller at de flyde blandt lykke-
ligere Indbyggere, som frit faae overlade sig til alle Forstandens
og Erhvervets Speculationer? Det staaer blot i Frihedens Magt
at befrugte disse herlige Lande, og gjøre deres Frembringelser
gavnlige for den engelske Handel. Men England maa ikke heller
lade sig beherske af den Fordom, at det, ved at arbeide for
Friheden, skal stille sin monarkiske Forfatning blot. Denne Frygt
var dets Fordærv. Den skulde ei redde Englands Throne; men
derimod ødelægge den rige Middelstand, hvis Egennytte nu lider
sin retfærdige Straf.


   Anm.: For de Enkelte, som maaskee ikke skulde erindre sig
Rækken af de engelske Ministerier siden den første franske Re-
volution, hvoraf de fleste Formænd i Ovensatte ere nævnte, op-
regne vi dem her med kort Antydelse af deres Characteer:



   Paa den franske Republiks Tider og imod denne stod Pitts
ufrisindede, men kraftige Ministerium i en Række af Aar, indtil
Republikens Vaabenheld og de Ulykker hans urokkelige Kamp-
system mod denne bragte over England og Europa, tvang ham
til at træde tilbage for Addingtons fredeligsindede af Opposi-
tionen udsprungne Ministerium. Dettes det nuværende Greyske
lige Vaklen og Svaghed bragte snart Pitt igjen til Roeret, ligesom
nu den Pitt i Illiberalitet lige Wellington synes at nærme sig det
igjen. Keiser Napoleon betvang imidlertid England i Tydskland;
og det er sandsynligt, at Græmmelse over sin frugtesløse, men
Millioner baade af Guineer og Menneskeliv kostede Haard-
nakkenhed lagde Pitt i Graven. Derved hævede atter Opposi-
tionen sin Høvding Fox til Førsteministerpladsen. Hans Død gav
kort efter Plads for de mere eller mindre ufrisindede, krigersk-
stemte Greenwilles, Portlands og Castlereaghs Ministerier. Under
dennes Sidstes og Hertugens af Wellingtons første Styrelse hen-
snege sig Europas værste Skjændselsaar, medens Despotfor-
d.III,b.1,s.338   bundet, der kaldte sig, efter et Indfald, Keiser Alexander af Rus-
land havde havt i en religiøs Raptus, den hellige Alliance, her-
skede i al sin Bajonetvælde. Det klarnede lidt, da Canning
afløste Wellington. Hans forhen haarde Ufrisind (Illiberalitet)
opløste sig mere og mere; men kort efterat han kraftigen havde
talt som Mellemmand mellem Grækerne og Tyrkerne, rømmede
Døden hans Sæde atter for Wellington. Julirevolutionen i Frankrig
viste sig imidlertid for det engelske Folk i et saadant Lys, at det
-- ligesom ogsaa Oppositionen i Parlamentet siden den Tid trængte
paa det med gamle Spørgsmaal om en Reform -- gav det Wel-
lingtonske Ministerium saa tydelig tilkjende, at paa en saadan
Tid et illiberalt Ministerium ikke kunde staae i Spidsen for
Styrelsen, da det truede med Krig for eller imod Friheden, at
Wellington tilligemed sine Colleger (hvoriblandt især Grev Aber-
deen har gjort sig uhæderlig bekjendt) maatte træde tilbage for
nuværende Minister Lord Grey af Oppositionen, en Mand, der
dog endnu ikke har tabt den Roes, at han som Engelsk Liberal
eller Whig er den Standhaftigste. En Undskyldning for at han
som Europæisk-Liberal ikke har opfyldt Forventningerne, kunne
vi finde i den livlige Interesse, hvormed Oldingen, som Minister,
har faaet Leilighed til at kaste sig over Reformen -- den hans
Manddom satte sin Ære og Pligt i aldrig at tabe afsigte.

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE