HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 1. BIND: 1821 - 1833


d.III,b.1,s.327  
SIFULINER
til
Studenten JAHN WELHAVEN,
med øvrige opbragte Compagnie
af
poetiske og æsthetiske Bagateller.

Jeg Skurkehjerter rense skal, og faaer,
dog Narrehjerner kun til Vederqvægelse.
      Om Smag og Behag man ikke disputere.

(Trykt som Haandskrivt.)
NB.

   E
t Par af det Slags Dagdrivere, som man, ikke uden Spot,
kalder Skjønaander, have lagt an paa det forgjeves Arbeide, at
standse Henrik Wergeland paa den Bane, han har brudt sig, men
som han vilde forlade, dersom han ikke følte sig i et Stigende,
som kun Slappelse af egen Kraft, men ikke Avindsmænds nok-
saa anspændte Anstrængelser, kan nedhale Zenith for. Aller-
ivrigst arbeider en Student Welhaven paa dette icariske Meed;
men har dog hidtil intet bedre vundet, end Sifuls allerhjerteligste
Latter og "Skabelsen, Mennesket og Messias's" Forfatters Med-
ynk, men langtfra hans Forundring over at møde endog sligt
Modbør. Den Ligegyldighed, hvormed denne, den Spot, hvormed
Siful behandlede En, som hans Kammerader kun kjendte som
en slet Karl og især som den hjerteløseste Egoist, bragte denne
Person i Harnisk og henledede hans Opmærksomhed paa Vaaben,
som det ellers ikke saa let skulde falde En ind at anvende imod
En som Forfatter. Disse Vaaben ere f. Ex. Nidvers, der besørges
trykte i Danmark, og udspredte og løgnagtige bagvaskende Hen-
spil paa Wergelands Maade at leve paa, hvilke ligeledes ud-
spredes ved Hjælpere og Hjælpershjælpere, saaledes som Til-
fældet er med de i Trondhjem udgivne "Tre Dosin Complimenter".
Behøver man at gribe til deslige Ondskabens sidste Nødvaaben,
da kunde vel dette lære Henrik Wergeland hvor vigtig man troer
ham, dersom, ikke Uvigtigheden af saadanne Modstandere altfor
d.III,b.1,s.328   klart stod ham for Øie, og især af en Modstander, der, som be-
meldte Welhaven, saaledes kan miskjende sit fattige Talent, at
han ikke har nok Gjenstand for sine oftest maadelige Epigram-
mer i den, efter hans Mening, uheldige Forfatter; men maa ogsaa
gribe til Løgne og Bagvaskelser om hans private Liv. Da nu
disse i Studentersamfundet eller ved Afskrivter kun liden Skade
kunde bevirke, i Forhold til hvad Personens brændende Hevn-
tørst krævede, fordi han mærkede, at Siful virkelig med ufor-
stilt Latter holdt ham for Nar: saa har han nu besluttet, i hans
Ryg at udvide Tilhørerkredsen; og med Forundring erfares, at
en talentfuld Mand i Trondhjem derfor har løftet Kallifanen paa
sin Skulder. Dette giver da Anledning til -- saavidt man har
kunnet faae fat paa de behørige Studenter-Samfundsblade, hvori
Siful drog Skorpionen frem -- at udtage nogle af de "sifulinske
Stumper", hvori bemeldte Welhavens Character, efter de Flestes
Mening, som kjende ham, med Sandhed er skildret.


De tre Mark med Renter igjen til Welhaven.

           Hvis Du vil bli'e en Millionær,
                 (Elv bli'r ved Aaers Yngel)
           Du tage tre Mark af Enhver,
                 som troer Du er en Slyngel.



Welhaven efter Naturen.

           Hans Hoved Emne godt nok er
                 for sifulinske Lire;
           Hans Hjerte og hans Character
                 for Djævelens Satire.



Da Welhaven blev opbragt.

           Welhaven løfted op et Vraal;
                 men Siful gav han Skylden.
           Saa hænger Rodd sig ved den Naal,
                 som pirrer Hul paa Bylden.

d.III,b.1,s.329  


Welhavens Vid.

           Som Phaeton, Solgudens Hjul,
                            vil Welhaven Vid probere.
           Da seer man liden Sommerfugl
                 i Støvler voltigere.



           Fra Welhaven mangen vil paastaae,
                 at Vittigheder fløde.
           Stor Synd -- han jager dem; vi faae
                 dem derfor næsten døde.



           Welhaven gjorde et Vers til Juul
                 og troer sig Apollos Fætter.
           Saa troer sig Flyvefisken Fugl,
                 naar over Sjø den sqvætter.



           Jahn, for at døve Sifuls Sang
                 hug Tylvten -- ikke mindre.
           Thi Sifuls Ære gjennemklang
                 som Hugg hans hule Indre.



           Jahn hugg en Tylvt, og loved fleer
                 Han Norges Lod vil prøve,
           at, gribes Øxen atter, er
                 der ingen Skov at kløve.



           Jahn stjæler hvor han kan det bedst,
                 fra Gøckingk, Pfeffel, Wess'ler.
           Saa Æslet med den ædle Hest
                 dog avler kun Muulæsler.

d.III,b.1,s.330  

           See, Avinds Fraad er værste Viin!
                            Foragt en mørjet Rende!
           Du dig beruste, Jahn, i hiin,
                 og sover ud i denne.



           I Avinds fæle Søl man fandt
                 Welhaven ofte druknet.
           Mon meer end Søplets Værd den vandt,
                 som allerheldigst sukned?



           I Riimnød i dit eget Spyt
                 din Pennefjer at slikke:
           Det, af den hippokrenske Pyt
                 Du kalder, Jahn, at drikke.



           Du saae en Mand at bygge fort
                 en Marmorcollonade.
           Da saae Du harm, at kun af Kort
                 Du bygged, og af Blade.



           For Dig ei hviler nogen Krands
                 paa Fædrelandets Alter.
           Den Norskhed tugtes hertillands,
                 som gaaer i danske Pjalter.



           Du det tilfælleds eier, Jahn,
                 med Skorpioner slemme,
           at man ei veed hvorhelst din Tand
                 er sat: om bag, om fremme.



           At haane hvad man ei forstaaer,
                 det kunne Daarer trygge.
           At rive ned ei den formaaer,
                 som mægter ei at bygge.

d.III,b.1,s.331  


Billedet.
(Tillige et Billede af Collegium Æstheticulorum).

           Sig portrætere selv vil Jahn.
                            Thi han sig tidlig lærte,
           At han det Ansigt har, som kan
                 erstatte Sjel og Hjerte.





           I Alting, som han stod og gik.
                 med genialske Hue,
           han malte sig, da blot man fik
                 en simpel Nar at skue





           Han kasted Lærredet i Krog
                 Da sukked Rasmus Kjaster:
           "Du deri ligner mangen Klog,
                 at bort dig Selv Du kaster."





           "Ak, sønderriv dit Billed ei!"
                  -- skreg Rufus Æsthetikkel --
           "det kan dog forestille mig,
                 som kun er dit Vehikkel."





           "Det ligner vel kun halvdeels Dig,"
                  -- skreg søde lille Jyde1,
           som paa en Disk har reddet sig
                 fra kjøbenhavnske Gyde --





           "Thi Du -- ved Felsenborgs Digterdrot!
                 end simpel Nar er mere.
           Hæng Bildet op i Boden blot,
                 saa skal jeg Alt supplere."





           "Det genialske Næsesmiil
                  -- jeg sige vil til Kunden --
           har tvende Slyngel ditto til,
                 som orme sig om Munden."



d.III,b.1,s.332  

           Da opstod atter Rasmus fjer
                            blandt Klubbens Bagateller.
           Han loe, og satte sig; men der
                 hans Skratt for Tale gjælder.





           Han sad der Stor og stille end,
                 som mellem Glas Pocalen.
           -- Hei, saa den klinger, bank Du den,
                 Du Genius for Talen!





           Nu faaer han Ord, men Øren og
                 fik Klubben paa Minutet,
           En Rucio bli'er Rucio dog,
                 om Øret end er kuttet.





           "Vær, Jahn, tilfreds -- saa ordes han --
                 med Bildet, som Du maled.
           Thi, saa mig tykkes, sjelden man
                 kan opnaae Idealet."





           Derefter mellem dem, saa bred,
                 alvorlig som en Romer,
           den vise Rasmus synker ned
                  -- en Verden blandt Atomer.





           "Ja truffet!" mælte Jahn -- da skrald
                 en Røst, mens Klubben tier:
           "Men efter slig Original
                 Hanswurster bli'e Copier!"



Anmærkning.

   Her er vel i Studentersamfundets Blade sat "fortsat, si placet";
men da ingen Forsættelse hidtil har viist sig, saa har Siful vel
ikke agtet Personen videre Tugtelse værd.



  
Trykt hos Thorkild Borg i Trondhjem 1832.



1
  tilbakeEn dansk Boghandlersvend, som hjælper Welhaven med at udbasune fra
Disken dennes Rimerier.
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE