|
[OM LIKVERS OG DØDSFALLS-AVERTISSEMENTER]
(Indsendt).
Statsborgeren 29. april 1832.
"Ak, væ mit ene Knæ, den Indgang var for lang."
P. Paars.
I gamle Dage offredes Oxer Faar og Deslige, ja vel endog
enkelte Fæ blandt den Afdødes Venner lode sig offre paa Gra-
vene. Men nu offrer man til Afdødes, ja vel endog ubetydelige
Afdødes Ære det hele Publikums Avisglæde og ofte Skjønsands.
Dette skeer tidt og jevnt i de endeløse Parentationer og Liigvers
i Dagbladene. Holder man virkelig af den Afdøde, saa bør man
dog ikke foraarsage ham bandet i sin Grav -- Noget, som let i
Hidsigheden kan skee, idet den Plagede overfører i Øieblikket
paa hans uskyldige Død Skylden for alle de svulstige Skriblerier,
hvortil den giver Anledning.
Naar man seer en Rigstidende fuld af slige Spalter saa seer
man Litteraturens afskyeligste Spøgelse: en mager Beenrad, eller
vel endog en tør Pinde i en viid, lang, slæbende Præstekaabe.
Avertissementerne om Dødsfald ere ogsaa for svadsige, svulstige
og overflødige. Det er naturligt at sørge; men høist unaturligt
at kramme ud med Sorgen, og det i en Allehaandeaviis. Det er
som at lægge sine Kjæres Levninger til Skue i en Høkerbod
mellem Flesk og Skinker. Ligesaa naturligt som at lade Rigs-
tidenden hyle for sig for Betaling, ligesaa naturlig er nogle In-
dianeres Skik at leie nogle Kjerringer til at gjøre det paa Lands-
byens Torv. Alt med Maade!
|