|
SIFUL SIFADDA OG THEATER-RECENSENTEN HANSSON.
(Anonymen i Morgenbl. No. 52.)
(Indsendt).
Morgenbladet 2. mars 1832.
(Tvende Røster, talende fra hvert sit af Sifuls Hjertekamre.)
lste Røst
Der gaaer en Nar -- Slaa til!
2den Røst
Den Nar mig elsker.
lste Røst
Slig Nar du finder ei.
2den Røst
Jeg veed det; men --
|
| d.III,b.1,s.304 |
lste Røst
Det er en Verd opdaget, fuld af Narre.
Iland! Tillykke!
2den Røst
Ja, jeg veed det; men --
1ste Røst
Svartalfer mylre i dens Indre.
2den Røst
Ha!
1ste Røst.
Det er en Skude-indbildsk Dumhed staaer
i Høibord som en briskende Hollænder,
og, liig en Sværm fantastiskklædte Sørøvere
af alle Landes Udskud rundt paa Dækket
omvandre alskens Latterligheder. . .
2den Røst
Vel!
1ste Røst
Hvad vel? Du entrer ei.
2den Røst
Han har mig kjær.
1ste Røst
Men under Dækket, som en Slavedynge,
ja sortere end disse selv og Mørket,
den Skude fører Lumpenheder. . .
2den Røst
Ha!
1ste Røst
Det er en Verdensdeel, som hæver sig,
beboet af Frækheds Kjæmpe-Patagoner,
frem af et Ocean af Dumhed. .
2den Røst
Ha!
|
| d.III,b.1,s.305 |
1ste Røst
Ret! Grib din Pidsk! Træd ned den Krake! Nu?
Saa hugg! Skal Jorden da af Narre synke,
som paa Antillens Rev det slængte Vrag
af Vægten under alle Dybets Skildpadder,
der klavre op og sole sig paa Dækket?
Riv ned! Nei hugg! Det er en Alligater.
2den Røst
Jeg seer en Tudse ikkun paa et Bret.
1ste Røst
Du elsker Tudsen.
2den Røst
Ha, hvad skal jeg svare?
og Englen ikke blegne, som paa Skyen,
hvorunder Mennesket taler, skriver op
hvert Ord, og saa med Vingen hvifter den
hen blandt Guds evige Stjerner?
(høit) Ja vel, i Tudsens gule Vorter seer jeg
med samme Ret (thi jo med samme Øje),
beundrende Naturen, ikkun Blomsten
som jeg i Liljedybene seer Himlene,
i Himlene Guders solpupillde Øine.
lste Røst
Jeg siger Dig, den Nar er mellem Narre,
som Kreml i Moskva!
2den Røst
Ha!
1ste Røst
Stød til, og tusind Narre han begraver.
2den Røst
Lad staa. Han har mig kjær jo -- ja jeg veed det.
|
| d.III,b.1,s.306 |
1ste Røst
. . Men inde sidder der i Narrekremlen
en Czar af Frækhed.
2den Røst
Ha -- velan!
1ste Røst
Der er din Pidsk af tusind Lattre snoet.
2den Røst
Nei bort! Han har mig kjær.
1ste Røst
Man er en Nar,
en Høiforræder mod de norske Muser.
og Narre voxe kun af Kloges Naade.
Bortødsl ei angergivne Sjeles Føde,
Barmhjertighed, paa frækhedproppte Taaber!
Du er bestukken. Han han ladet da
din Fod omglimres af Apollos Straaler?
Den glindser i dit ækle Sleikspyt,
hvormed den Padde kysser den . .
2den Røst
Velan!
Jeg slaaer; men gjør det værre end det skal,
da slaaer jeg dig, da Balsom græder jeg,
med slagne Nar jeg knæler i hans Jamren,
og lægger Plastere paa Saaret.
I Ovenstaaende behage det Publicum, som ikke er saa vred
over at Student Chr. Hansson tracterer det og foranlediger det
tracteret med sine ubetydelige personlige Tvistigheder Student
imellem, at det ikke bortslænger i Uvilje Blade af deslige Ind-
hold, at see Sjelen i Sifulds Færd mod den berygtede eller be-
rømte Theaterred. Hansson. Denne tilbød, i den Tid smaae Ba-
gateltvistigheder kunde more, altfor rigelig Tilfredsstillelse i sit
Moralske for Sifuls Hang til at finde det Latterlige, til at denne,
|
| d.III,b.1,s.307 |
som Hansson troer, skulde have søgt dette i H's Udvortes. Skulde
han være forestillet i nogle Carricaturer, som han paastaaer, og
paastaaer med Uret at have været udstillede, da maaskee han
hellere kunde støtte denne Formodning til at f. Ex. en Raane-
Pegasus, der forestilledes i fuld Fart med en Rytter paa, til Par-
nasset, var skoet med Blækhuse og gav alskens Lapper med Lei-
lighedsvers af sig formedelst det forcerede Løb, end i Rytterens
Corpulence. Siful indrømmer tvertom gjerne Hr. Hansson, at han
er en ret vakker Mand. Et Plaster efter nogle, som Siful troede,
og, efter hans Erindring, i Studentersamfundet Hansson givne,
drøie Klaps gav S. ham af egen Drift, og ikke, som H. fortæller,
efter Andres Indvirkning, i den Billet, H. har indrykket. Og Siful
erklærer, at han finder det ikke under sin Værdighed, men til-
skyndes dertil af Grundsætning og Charakteer, at anmode om
Tilgivelse, naar han af Sig eller Andre er overbeviist om Uret.
Derfor vedgaaes gjerne, at det, ikke at tæmme sin Spot over et
ikke udkommet Arbeide, maaskee ogsaa for at behage Andre,
og det af En, som ikke var sparsom paa Complimenter, var en
Forfængelighed, der var daarlig, men som dog tilhørte kun den
unge Forfatter -- En, som nu kun angriber farlige Daarskaber.
Mange med Siful regne hertil Danskraseriet; og da Hansson, som
et Slags Missionær endog befattede sig mere end Andre med at
udbrede det, saa ansaaes han som hjemfalden. Under sin Vær-
dighed har derimod Siful bestandig fundet enhver Poetrivaliseren
med Chr. Hansson. Det ved H. bedre selv. Hans Forsøg paa
at tillægge Siful slige Motiver er derfor ligesaa usandt som taa-
beligt, ja ligesaa usandt som at Sif. skulde have tilstaaet et An-
greb, som han "høitidelig havde benegtet og indstændig anmodet
H. om Fornyelse af Omgangen". Den Ringeagt Siful viste for
hans Complimenter modbevise dette, omendskjøndt Sif. endnu
ikke seer Umuligheden i en Omgang uden Nævetag senere hen
med den pudsige Personage. Slige Folk ere just i Sifuls Smag;
men derfor ikke i den Persons, som man ofte forvexler med
ham. Slige Folks Hidsighed og Sinde kan langtfra at fornærme.
Men for at man kan see, hvor nær denne hos Hansson, der troer
sig oftere ærtet af Sif. end han er, gaaer til Galskab, indrykkes
her den anden Pebernød, hvori Hansson selv erklærer, at han,
Chr. R. Hansson, er beskyldt for "krybende Nederdrægtighed"
o. s. v. Siful har vel før vidst, at der gaves en Theatrets Cerberus,
|
| d.III,b.1,s.308 |
en Theatrets faste Skriver og Apologist; men nu først veed han
og Alle hvem denne er. Cerberussen har gjøet det af alle
Struber.
PEBERNØDDEN QVÆSTIONIS.
Hvor er Du krybende Nederdrægtighed? hvor er Du usle
Betler. Vil ikke Du ogsaa have Dig en Pebernød til Juul? Ah,
der sidder Du paa første Bænk i vort danske Theater, smilende,
fjasende, annoterende. Den Plads er hellig: der sidder Theatrets
Orakel. Den Plads er farlig: der sidder Theatrets Cerberus.
Den Plads hører til Orchestret: der sidder Theatrets Basune og
Markskrigertromme. Den Plads er Friplads: der sidder Theatrets
fast lejede Skriver og Apologist. Siig ikke: maalløse Nederdræg-
tighed, at sælge sit Omdømme, sin Overbeviisning, sin Pen for
2 Ort pr. Aften! Siig ikke det; thi disse tre Ting ere hos Per-
sonen ikke saameget værd. Han er godt betalt med Billetten,
og dog tog han hellere dens contante Beløb, de 2 eller 3 Ort,
dersom han ikke for et Syns Skyld maatte sidde der, for idet-
mindste at huske Navnene paa dem, han skal væve om næste
Dag i Morgenbladet. Men tænker jeg paa den Tid Manden
spilder, da siger jeg til Directionen: "læg paa 12 Skilling til! giv
ham idetmindste et Æble imellem hver Act!" 2 Ort er nok for
at være nederdrægtig, men forlidt for at være nødt til at være
doven; thi ogsaa Den, som kun gjør Narreværk, er doven, lige-
saavist som at Den, der vrøvler hele Dagen eller hele Morgen-
blade fulde, er ikke veltalende. Men vil ikke Directionen være
generøs, min Gut, saa vil jeg holde Dig skadesløs med en Pe-
bernød.
|
| BLA BAKOVER |